“En omdiskuteret karisma”

Fra 9. til 13. november 2001 blev der for første gang holdt et internationalt kollokvium i Rom om bøn om helbredelse inden for Kirken. Pater Daniel-Ange var med til mødet.

I adventstidens liturgi genlyder de chokerende ord: “Men for jer, der frygter mit navn, skal retfærdighedens sol stråle frem, under dens vinger er der helbredelse” (Mal 3,20). Denne Gudgivne helbredelse var fra 9. til 13. november temaet for et internatonalt kollokvium i Rom, arrangeret ved et samarbejde mellem Det pavelige Råd for Lægfolk og ICRS (International Charismatic Renewal Services, en samlende organisation for karismatisk fornyelse, der har sæde i Kancellipalæet i Vatikanet). Der var 120 inviterede deltagere: åndelige ledere, grundlæggere af nye kommuniteter, præster og lægfolk, der arbejdede med helbredelse eller forløsning, samt delegerede fra andre kristne broderkirker. Kardinal Staford og tolv biskopper fulgte hele arbejdet. Undervisning af repræsentanter for forskellige instanser ( Kongregationerne for Troslæren, for Gudstjenester og Sakramenter, for Fremme af Kristen Enhed) vekslede med slående og gribende vidnesbyrd (bl.a. fra den sicilianske kapuciner Pater Grua, hvis karisma på dette felt er kendt vidt og bredt i Italien. Hele hans person leder tanken hen på Pater Pio!).

Formålet var at give mulighed for meningsudvekslinger og debatter vedrørende den tekst, som Troslærekongregationen udsendte i 1999 om “bønner for at bede Gud om helbredelse”. Denne tekst er yderst vigtig, fordi det er første gang, at emnet behandles officielt på dette niveau af det katolske hierarki. Den blev fortolket dårligt, idet de katolske medier kun hæftede sig ved den sidste del, der udstak nogle disciplinære normer, for at alt skulle foregå i god orden og i en fredelig atmosfære. Sekretæren for Troslærekongregationen, Mgr. Bertone, stemplede denne fortolkning som “reducerende” vildfarelse. Hvis der opsættes vejskilte på en vej, betyder det, at den er farbar; ellers ville man forbyde færdsel på den. I virkeligheden anbringer tre fjerdedele af dokumentet bønnerne om helbredelse i deres oprindelige sammenhæng, nemlig i Evangeliet og i Kirkens tradition (pilgrimsfærd og helgeners levned) samt i liturgien, for klart at vise, at de i 2000 år har været en integreret del af vor kristne dåbsarv. Og et af kollokviets formål var at se, hvordan man kunne bringe disse bønner ud af deres “enklave”, efter at den karismatiske fornyelse havde “ajourført” denne totusindårige tradition, og bringe dem ud til andre områder af Kirken, fx til sognene.

Det er nemlig en af vor traditions skatte, som tilhører os alle. Dokumentet gør udtrykkeligt opmærksom på det: enhver døbt katolik kan og bør frit anråbe Herren om helbredelse. Hvorfor er der så mange katolikker i Latinamerika og i Afrika, der er gået over til de frie evangeliske Kirker? Fordi man dér, som på Evangeliernes tid, bad over de syge og bortjog de onde ånder. Deres sogne havde aldrig fortalt dem om dette, skønt det dog retteligt hører til vort katolske arvegods. Så snart bønnen for de syge med den karismatiske fornyelse genfandt sin plads i det normale kristne liv og blev genindsat i den store sakramentale kontekst, vendte disse mennesker i titusundvis tilbage til Moderkirken. Dette har jeg set såvel i Brasilien som i Gabon.

En brændende aktualitet

Ved læsning af Bibelen ser man kontrasten mellem Evangeliet, hvor de fysiske helbredelser optager en enorm plads (1/5 af Marcusevangeliet) og Det gamle Testamente, hvor der kun er omtalt tre helbredelser; i Evangeliet finder vi det messianske tegn på, at Livet i egen person er til stede: det giver os livet i overflod, selv til vore legemer.

Helbredelserne er udtryk for Jesu guddommelige identitet såvel som for hans medfølelse. At benægte dem ville være at benægte inkarnationens mysterium. Jesus beder os om at afløse ham til alle tider og overalt: “Helbred de syge, uddriv de onde ånder! Disse mirakler skal følge dem, der har troet (dvs. alle døbte); de skal uddrive onde ånder, de skal lægge hænderne på syge, og de skal blive helbredt.” Disse karakteristiske tegn og undergerninger, disse tegn på næstekærlighed vil kendetegne sandhedens Ord til alle tider[i]. Mange helgeners liv er fulde af dem (det er et paradoks, at helbredelser fremkaldt af en døbt her på jorden betragtes med mistro, men for at blive helgenkåret... kræves de!). På mange valfartsteder, på relikvier og grave, specielt matyrernes, sker der mange helbredelser[ii]. Sakramenternes liturgi er fuld af bønner om helbredelse såvel i Østen som i Vesten[iii].

Denne helbredelseskarisma er brændende aktuel i forbindelse med den nød og det pres, vi oplever i dag; men man må skelne mellem en karisma, der (med mellemrum eller mere permanent) gives et bestemt menneske (som det så ofte ses i helgeners liv), og de helbredelser, der opnås som svar på en gruppes, et fællesskabs eller en menigheds tillidsfulde og vedholdende bøn. I hvert eneste sogn burde der i det mindste én gang om måneden læses en messe for de syge. Man skal invitere alle de syge; for dem, der ikke kan bevæge sig ved egen hjælp, bør der arrangeres hjælpehold ligesom i Lourdes). Børnene skal også komme. Man skal bede dem om at opfylde deres kald som døbte. Om søndagen skal de arbejde for Gud, de skal udføre håndspålæggelse, som Gud beder dem om. Resultatet er altid syge, der bliver lindret, ofte får det bedre og somme tider bliver helbredt. Men altid og overalt rørte mennesker, ændrede liv og fornyet iver[iv]

Pater Daniel-Ange

Oversat fra l’homme nouveau 16.12.2001.