At beskytte livet

Hyrdebrev fra de nordiske katolske biskopper om det ufødte barns værdighed

Kære søstre og brødre i Kristus!

Kære medborgere i de nordiske lande!

I løbet af det århundrede, der nu går på hæld, er vi nordboere kommet til den opfattelse, at alle mennesker har lige ret til liv, frihed, uddannelse, lægebehandling og social tryghed. Trods vor erkendelse af, at velfærden har sine grænser, kan man roligt sige, at vi har gjort store fremskridt i kampen mod fattigdom og uretfærdighed. I dag tilhører vore lande de mest fremgangsrige på jorden med en levestandard uden sidestykke i den menneskelige historie. Denne fremgang skal vi være taknemmelige for. Men endnu findes der i vort samfund en uret, som stemmer dårligt overens med vore idealer, og som vi må råde bod på.

I dette hyrdebrev vil vi, ligesom i vor erklæring fra 1971 "Svangerskab og kristent ansvar", vende opmærksomheden mod det ufødte barns situation og forklare, hvorfor en holdning, der er præget af accept over for abort, er uforenelig med vor stræben for at skabe et mere retfærdigt samfund. Som katolske biskopper i Norden vil vi først og fremmest rette disse ord til vore søstre og brødre i den kristne tro og forklare Kirkens lære i Evangeliets lys. Men eftersom etikkens og moralens krav gælder for alle mennesker, uanset tro eller livsanskuelse, vil vi hermed også indlede en dialog med alle, der oprigtigt stræber efter at opbygge en bedre verden, selv om de ikke deler vor tro eller alle vore vurderinger.

Dette hyrdebrev har tre dele. Først fremstilles og forklares det kristne syn på livet. I den anden del forsøger vi at behandle de problemer og spørgsmål vedrørende abort, der er typiske for vore lande. Til sidst kommer vi med nogle opfordringer og foreslår nogle konkrete forholdsregler, der forhåbentlig vil fremme det ufødte barns sag.

1. Menneskelivet i kristen belysning

1.1 Mødet med livets Gud

Den mest grundlæggende af alle menneskelige erfaringer er den, at vi har fået livet skænket. Det kan kristne og ikke‑kristne blive enige om. Vi har ikke valgt at være til, men er kommet til verden ved andres formidling. Vi blev født som forsvarsløse væsener og er vokset og modnet takket være vore forældres eller andre menneskers omsorg. Gradvist kommer vi til den indsigt, at vi har andre at takke for vort liv og for vor menneskelige udvikling. Og eftersom vi selv har faet livet som gave, føler vi også et ansvar for andre menneskers ve og vel. Det forklarer også, hvorfor vi instinktivt ønsker at beskytte livet og føler afsky, når det ødelægges eller udslukkes.

Mange af vore samtidige tolker vor tilblivelse som et af naturens slumpetræf. I dette perspektiv er det "naturen" eller "tilfældet", vi skal takke for vort liv. Vi kristne mener imidlertid, at naturens tilsyneladende tilfældige opførsel skjuler en dybere hemmelighed: Guds livgivende vilje. Mennesket er ikke et tilfældigt væsen, og vort liv er ikke bare en biologisk proces. Det er en delagtighed i Guds eget liv med evigheden som perspektiv og mål.

Allerede på Bibelens første side præsenteres Gud som skaber og livgiver. "I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden" (1 Mos 1,1). Og efter at have skabt noget af intet, ville Han af dette noget skabe nogen, altså en person. Med et træffende billedsprog siger Bibelen: "Da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen" (1 Mos 2,7). Fra tidens begyndelse ville Gud oprette en forbindelse med os, engagere sig i vor historie og elske os, så at vi på vor side også kunne elske Gud og dele Hans herlighed. Derfor indledte Han et privilegeret forhold med et folk. Israel skulle, som det første folk på jorden, lære sig at omgås Gud og erfare den befrielse, der senere skulle tilbydes hele menneskeheden. Da pagten mellem Gud og Hans udvalgte folk blev sluttet, blev Israel stillet over for et fundamentalt valg, der stadig gælder.

"Se, jeg stiller dig i dag over for livet og lykken, døden og ulykken. Hvis du lytter til Herren din Guds befalinger, som jeg giver dig i dag, og elsker Herren din Gud, vandrer ad hans veje og holder hans befalinger og love og retsregler, da skal du leve og blive talrig, og Herren din Gud vil velsigne dig i det land, du skal ind og tage i besiddelse" (5 Mos 30,15‑16).

Historien skulle dog vise, at Israel ikke altid ville gå livets vej. I stedet valgte Guds folk at dyrke livløse afguder og på andre måder bryde den sluttede pagt. Men Gud forlod aldrig sit folk, Han viste barmhjertighed igen og igen. Han ventede tålmodigt på, at Israel nok engang skulle vælge "livet og lykken". I en berømt profeti fuld af håb siger Han igennem profeten Ezekiel: "Mit folk, jeg åbner jeres grave og fører jer op fra dem for at bringe jer til Israels land... Jeg giver jer min ånd, så I bliver levende, og jeg lader jer bo i jeres land. Så skal I forstå, at jeg er Herren. Jeg har talt og jeg vil gøre det" (Ez 37,12‑14).

1.2 Det nye liv i Kristus

Der var imidlertid brug for meget mere, før Israel kunne forstå rækkevidden af "livets glade budskab". Derfor ville Gud i sin uendelige barmhjertighed selv underkaste sig jordelivets vilkår. Livets ophav tog selv synlig skikkelse, blev et foster, fødtes af en kvinde og blev "os lig i alt undtagen i synd" (se Heb 4,15). Da Gud på denne måde blev menneske i Jesus Kristus, bekræftedes på en ufattelig måde livets godhed, menneskets ophøjethed og dets særstilling blandt alle levende væsener.

Gennem forkyndelsen af det glade budskab (Evangeliet), gennem de undere Han udførte, og fremfor alt gennem sin død og opstandelse, genopretter Jesus det faldne liv. Han fremstår i sandhed som "livet, der er menneskers lys" (se Joh 1,4). Alt det, der tidligere virkede håbløst i vore øjne, vor tilbøjelighed til synd, vor ind imellem tilsyneladende endeløse sorg, vor legemlige svaghed og i sidste ende vor legemlige død, heles og genoprettes i Ham. Som det hedder i liturgien: "Han kom med glædesbud: om frelse for fattige, om løsladelse for fanger, om glæde for sønderbrudte hjerter. Men for helt at opfylde (Faderens) frelsesplan gav han sig hen i døden, og ved sin opstandelse knuste han døden og fornyede livet" (fjerde eukaristiske bøn). I Johannesevangeliet sammenfatter Jesus sit glade budskab på følgende måde:

"Jeg er kommet, for at de skal have liv og have i overflod" (Joh 10,10).

Efter Kristi opstandelse og himmelfart blev vi ikke ladt alene tilbage. Som Jesus havde lovet, sendte Faderen Helligånden til os (se Joh 15,26).I Kristus og gennem Helligånden har vi kristne taget imod et nyt liv, Guds eget liv, der er pant på den herlighed, der venter os i Himmelen. Apostelen Paulus, som selv fik lov at erfare denne frelse på en meget håndgribelig måde, skrev til de kristne i Rom: "Vi blev altså begravet sammen med ham ved dåben til døden, for at også vi, sådan som Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed, skal leve et nyt liv.... Men er vi døde med Kristus, tror vi, at vi også skal leve med ham" (Rom 6,4‑8). I sine breve til menighederne formaner Paulus de første kristne til at forblive tro mod dette nye liv, som blev skænket os i Kristus; en skat, der nok opbevares i lerkar (se 2 Kor 4,7), men som er svagheden og døden overlegen. I henrykkelse over dette store mysterium skriver Paulus: "For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller noget i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre" (Rom 8,38‑39).

1.3 Menneskets ansvar for livet

Dette liv der er skabt af Faderen, frelst af Sønnen og helliget af Ånden, tilhører ikke os. "Hvad enten vi altså lever eller dør, tilhører vi Herren" (Rom 14,8b). Livet tilhører Gud. Ganske vist har vi fået det i gave, og ganske vist kan vi rent praktisk og i stor udstrækning råde over det. Men i sidste ende beholder Gud ophavsretten til sit værk, eftersom Han har skabt os i sit billede og lighed (1 Mos 1,26-27). Mennesket er det eneste virkelige billede, der findes af Gud. Og dette slægtskab mellem Gud og mennesket har også vigtige etiske følger. Først og fremmest ligger det til grund for menneskets ukrænkelighed. At krænke mennesket er det samme som at vanhellige Gud, i hvis billede det er skabt. Men Gud nøjedes ikke dermed, Han blev selv menneske for at omforme og give det en endnu større gudslighed (se kollekten til juledagens tredje messe . . .du har skabt menneskenaturen i underfuld værdighed og endnu mere underfuldt fornyet den...). Men ved at være skabt i Guds lighed har mennesket også fået det ansvar at være Guds medarbejder i skabelsesprocessen. Gennem vor frie vilje og vor fornuft kan vi opbygge, bevare og fremme liv. Men vi kan også misbruge vor frie vilje og vor fornuft ved at rive ned, slå ihjel og ødelægge. Psalmisten er fuld af forundring over for menneskets muligheder: "Hvad er da et menneske, at du husker på det, et menneskebarn at du tager dig af det? Du har gjort det kun lidet ringere end Gud, med ære og herlighed har du kronet det. Du har gjort det til hersker over dine hænders værk, alt har du lagt under dets fødder" (Sal 8,5.7).

Over for dette nedarvede ansvar til at forvalte Guds værk behøver vi ikke at føle os helt i vildrede. Gud har i hver og en af os nedlagt kundskaben om naturretten, en slags moralsk intuition, som alle mennesker har adgang til, uanset tro eller livsopfattelse, og som siger os, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert (se Rom 2,14‑16). Hvis vi følger denne lov ved at gøre det gode og undgå det onde, fremmer vi Guds værk på jorden. Men det hænder ikke så

sjældent, at vi mennesker er uenige om, hvad naturretten egentlig siger i specifikke spørgsmål og i enkelttilfælde. Og fordi vi alle er påvirkede af vor opvækst og vort miljø, kan det være svært for ikke at sige umuligt at opnå enighed i disse spørgsmål, ikke mindst i vore moderne, pluralistiske samfund.

For os kristne er den Hellige Skrift, Bibelen - autentisk tolket af Kirken ‑ den mest pålidelige rettesnor, når det gælder om at finde og tolke naturrettens indhold. Den er ledetråden i alle moralske overvejelser. Både Bibelen og naturretten har jo hver på sin måde samme ophav, nemlig Gud. Nye videnskabelige opdagelser, en stærk folkelig opfattelse i et bestemt spørgsmål eller det moderne livs mangetydighed og kompleksitet kan imidlertid være årsag til en revurdering af bestående etiske opfattelser. Selvom det er indlysende, at hver generation må tolke tilværelsen ud fra en dybere indsigt i natur og kultur, er det, ikke mindst i spørgsmålet om at beskytte det menneskelige liv, stadig lige nødvendigt at værge sig mod en ukritisk tilpasning til den offentlige mening.

Lad os ikke glemme, at 1900‑tallet vil gå over i historien som det uden sammenligning blodigste: et århundrede, hvor videnskabelig kompetence, bureaukratisk iver og ideologisk overbevisning gik sammen i udslettelsens tjeneste, medens en åndeligt afvæbnet og blind opinion gav sit tavse samtykke. Bibelens klare forbud: "Du må ikke begå drab" (2 Mos 20,13; 5 Mos 5,17) forekommer på denne baggrund ikke bare yderst relevant, men absolut uomgængeligt, hvis vi håber på nogensinde at kunne skabe et retfærdigere samfund.

1.4 Det ufødte barns værdighed i kristen tradition og lære

Efter grundig teoIogisk og filosofisk refleksion lærer Kirken med overbevisning, at menneskelivets ukrænkelighed begynder ved undfangelsen.'

Bibelen vidner enstemmigt om det ufødte barns værdighed. Allerede i det Gamle Testamente siger Herren gennem profeten Jeremias: "Før jeg dannede dig i moders liv, kendte jeg dig, før du kom ud af moders skød helligede jeg dig" (Jer 1,5). En af Davids salmer beskriver lyrisk et menneskes tilblivelse i moderskødet: "Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig sammen i min mors liv. Mine knogler var ikke skjult for dig, da jeg blev formet i det skjulte, blev vævet i jordens dyb. Da jeg endnu var foster, havde du mig for øje; alle dagene stod skrevet i din bog, de var formet, før en eneste af dem var kommet" (Sal 139,13;15‑16).

Den kristne indstilling til det menneskelige liv udviklede sig ud fra denne gammeltestamentlige ærefrygt. Det er en af den kristne tros overbevisninger, at mennesket har fået sin fulde værdighed ved, at Gud blev menneske og påtog sig vor natur. Menneskelivet er helligt, fordi det herefter i Kristus er uopløseligt forenet med Guds egen natur.

Denne overbevisning og indstilling til det ufødte liv ledte allerede de første kristne til at tage kraftigt afstand fra abort og drab på ufødte og nyfødte. Begge dele var udbredt i middelhavskulturerne. I Didache, et dokument fra aposteltiden (ca. år 100), hedder det udtrykkeligt: "Du skal ikke slå barnet ihjel ved fostermord (phothora). Du skal ikke lade et nyfødt barn gå til".² Samme holdning går igen i det noget senere Barnabas‑brev og brevet til Diognetos. Abort sås som en forulempelse af Gud, eftersom den forsætligt tilintetgør det, Han har skabt. I deres skrifter viser kirkefædrene samme enighed.³

I de følgende århundreder blev dette syn på fosterets værdighed rodfæstet i liturgisk praksis.⁴

Også i vor tid hæver Kirken sin røst for at forsvare det ufødte barns værdighed og ret til liv. Alle verdens katolske biskopper, forsamlede på det andet Vatikankoncil (1962‑1965), skrev: "Gud, livets Herre, har nemlig betroet menneskene den ophøjede opgave at værne om livet og det på en måde, der er menneskene værdig. Fra undfangelsens øjeblik skal livet værnes med største omhu. Fosterdrab og barnemord er himmelråbende forbrydelser. (Kirken i den moderne verden Gaudium et spes, 51).

Kirkens engagement for det ufødte barn kommer også til udtryk i blandt andet kirkeretten, der straffer dem, der har medvirket til abort, med udelukkelse fra det sakramentale fællesskab (se kirkeretten Codex Iuris Canonici, can 1398). Den Katolske Kirkes Katekismus præciserer, at denne strenge, juridiske forholdsregel på ingen måde vil "indskrænke barmhjertighedens råderum", men har til hensigt at pege på "hvor alvorlig en forbrydelse der er begået, og på den ubodelige skade der er blevet tilføjet det uskyldige barn, der er blevet slået ihjel, dets forældre og hele samfundet" (Den katolske Kirkes Katekismus 2272).

Senest har paven, i rundskrivelsen Evangelium vitæ fra 1995 klart og tydeligt fremstillet Kirkens lære i abortspørgsmålet og "i fællesskab med den katolske Kirkes biskopper" slået fast at: "direkte provokeret abort ... altid er en alvorlig etisk uorden, fordi det er overlagt drab af et uskyldigt menneskeligt væsen" (Evangelium vitæ, 62).

2. Situationen i Norden

Vi er nok klar over, at vor opfattelse af det ufødte barns værdighed og ukrænkelighed ikke deles af en stor del af befolkningen, og at abort er accepteret af mange og udbredt i vore lande. l runde tal foretages der 75.000 aborter i Norden hvert år.⁵ Vi må ikke affinde os med denne tingenes tilstand. At mange unge endvidere allerede har prøvet at afbryde et svangerskab er dybt ulykkeligt og bør mane til besindelse hos os alle.⁶

Der må afsættes flere ressourcer til uddannelse, information og forbedret lovgivning for derigennem at kunne forebygge aborter og undgå, at et eneste menneskeliv udslukkes.

Der er mange og komplekse årsager til den nuværende holdning, præget af accept over for abort. Uden at give en idehistorisk forklaring eller et udtømmende svar vil vi her pege på de fænomener i abortproblematikken, der er typiske for den vestlige verden og for vore lande i særdeleshed.

2.1 Viljen til øget selvbestemmelse

Et særligt træk ved nutidens fremherskende moralopfattelse er ønsket om i øget udstrækning at få lov til at udøve selvbestemmelse eller autonomi. Evnen til at udøve denne frihed "er et enestående tegn på Guds billede i mennesket" (Kirken i den moderne verden Gaudium et spes, 17) og derfor noget godt i sig selv. Men vor frihed må stå i forhold til den rette brug af de gaver og evner, vi råder over. Vor frihed kan aldrig indebære frihed fra ansvaret for vore medmenneskers livsvilkår.

I dag er vi vidner til en situation, hvor udøvelsen af denne frihed i større og større udstrækning er blevet et mål i sig selv. I kombination med en øget købekraft har dette ønske ført til et fænomen, som sociologerne kalder "umiddelbar behovstilfredsstillelse" (immediate gratification). Vi vil have mere af det, vi ønsker, i stigende mængde og hurtigst muligt, i den falske forhåbning på denne måde at tilfredsstille alle vore behov. Denne holdning præger endog vor indstilling til det menneskelige liv. Et udtryk som svenske "at skaffa barn" (at anskaffe sig børn) er meget betegnende. Risikoen ved en sådan mentalitet er, at børnene betragtes som et forbrugsgode, som kan bestilles, når det passer os, og som må være af en vis kvalitet ved leveringen for at kunne accepteres. Med en sådan tænkemåde kan det være nærliggende at overveje abort, når en graviditet anses for uønsket.

Vor ret til selvbestemmelse må aldrig udøves på bekostning af nogen andens ret til liv. Hvert menneske er unikt og uerstatteligt i Guds øjne (se Matt 10,29‑31). Selv om hvert individ er vakt til live gennem forældrenes medvirken, er mennesket i sin helhed, med legeme og sjæl, skabt af Gud (se 1 Mos 2,7). Han kalder hver enkelt af os, individuelt, til et personligt forhold til Ham: "Det var dig, der hjalp mig ud af moders liv og gav mig tryghed ved moders bryst. Til dig var jeg overladt fra min fødsel, fra moders liv var du min Gud" (Sal 22,10-11). I så henseende er alle mennesker lige og bør derfor behandles ligeværdigt.

Det faktum, at nogle graviditeter betragtes som uønskede eller uplanlagte, giver os ingen ret til at afbryde dem med vilje, eftersom et i Guds øjne uendeligt værdifuldt menneske er vakt til live. Vi vil betone, at vi her ikke taler om de medicinske indgreb, der foretages for at redde livet på en gravid kvinde, og som kan medføre det ufødte barns død. I sådanne tilfælde er hensigten ikke at abortere barnet, men netop at redde liv.

Det faktum, at visse børn fødes med fysiske eller mentale handicap, giver os ikke råderet over deres liv. Disse svagheder eller handicap gør dem på ingen måde mindre værdige til at få del i livets gave og erfare Guds og deres medmenneskers kærlighed. Kirken modsætter sig enhver form for diskriminering baseret på helbredstilstand eller køn og hævder med bestemthed alle menneskers fundamentale og lige værdighed (se Rom 2,11; Gal 3,28; Ef 6,9).

Den moderne fosterdiagnostik, der på et tidligt stadium og med øget sikkerhed kan fastslå det ufødte barns helbredstilstand og køn, må aldrig anvendes for at overveje en eventuel abort (se Den katolske Kirkes Katekismus 2274).

2.2 De vordende forældres situation

En af dette århundredes vigtigste sociale landvindinger i vore lande har været kvindens øgede deltagelse i hele samfundslivet. Kvindens ændrede livssituation har givet hende rige muligheder for at udvikle sin identitet, ikke mindst gennem uddannelse og erhvervsliv. Sammenlignet med andre lande er de nordiske lande nået langt med hensyn til kønnenes ligestilling. Det kan vi dog ikke lade os nøje med, vi må fortsat modarbejde enhver form for diskriminering som følge af køn.

Situationen er imidlertid ikke udelukkende positiv. Såvel mænd som kvinder presses i dag hårdt for at gøre karriere. De mest intensive år i forbindelse med at etablere sig inden for sit erhverv falder ofte sammen med de år, hvor de fleste i vor del af verden stifter familie. Mange kvinder erfarer, at deres øgede deltagelse i arbejdet uden for hjemmet ikke har ført til en mindskelse i det arbejde, de forventes at udføre i hjemmet. Det leder til en øget arbejdsbyrde både ude og hjemme, og dette fører let til, at kvinder lider mere af stress og sover dårligere end mænd. Det gælder ikke mindst kvinder i den fødedygtige alder. Ved udsigten til at havne i denne situation kan kvinden føle sig tvunget til at afstå fra i det hele taget at blive mor, ved for eksempel at vælge en abort, hvis hun bliver gravid alligevel.

Den skæve arbejdsfordeling kan også skabe spændinger i familien, som på længere sigt fører til skilsmisse. Vi vil derfor fremhæve, at det, præcis som for kvinden, er mandens pligt at prioritere familien højest.

I den senere tid er det i stigende udstrækning kommet frem, at arbejdsgivere, for at der overhovedet kan blive tale om en ansættelse, kræver en garanti fra de unge kvinder om, at de ikke vil blive gravide. Noget der, udover at blande sig utilbørligt i en ung kvindes liv, tyder på, at man opfatter et barn som kvindens ansvar alene, eftersom den unge mand ikke afkræves en lignende garanti. I en så trængt situation kan en ikke planlagt graviditet erfares som så belastende, at kvinden vælger en abort.

Vi må ikke glemme, at både manden og kvinden fra undfangelsesøjeblikket har ansvaret for det ufødte barn. Faderen har lige så store rettigheder og pligter i forhold til det ufødte barn som moderen. Det er derfor positivt, at også mænd nu for tiden har ret til at gå på forældreorlov. Arbejdsgiveren kan ikke nægte dem denne lovfæstede ret.

Vi er bevidst om, at mange forældre stiller sig positivt over for at have børnene i daginstitution, og at det kan være godt og udviklende for ældre førskolebørn at være i børnehave nogle timer om dagen. Det afgørende er, at forældrene er frie til at vælge det, de synes er bedst for deres børn. Derfor er det samfundets pligt at sørge for, at man ikke gennem urimelig beskatning tvinger begge forældre til at arbejde ude, selv om de egentlig ønsker, at en af dem kunne gå hjemme med børnene.

Mænd, der forlader deres familie, er et stigende problem over hele verden, ikke mindst i fattige områder. Stadig flere kvinder står alene med ansvaret for børnenes opvækst og opdragelse. I vore lande er det ‑ trods den stigende ligestilling ‑ stadig mest almindeligt, at det er moderen der tager hovedansvaret for børnene efter en separation. I Norden er de enlige mødre forholdsvis godt stillet, men de tilhører alligevel den gruppe, som har det dårligst med hensyn til økonomi og stressrelaterede sygdomme. En forståelig følge af at have erhvervsarbejde eller studere samtidig med, at man står alene med ansvaret for børnene og husholdningen.

Det er af afgørende betydning, at mændene tager deres del af ansvaret for børnene, både økonomisk og følelsesmæssigt i dagligdagen. Det ansvar er der stadig, selv om manden og kvinden ikke længere lever sammen.

Omgivelsernes indstilling til graviditet er ofte afgørende for, hvordan den kommer til at forløbe. Hvis et ungt par, der netop har fundet ud af, at de venter et barn, automatisk mødes med den indstilling, at graviditeten er et problem, er risikoen stor for, at de vælger abort. Lovgivningen burde derfor i større udstrækning gøre det lettere for forældrene at have børn. For eksempel ved at skabe bedre økonomiske forudsætninger for forældre. Det må ikke være nødvendigt for nogen at træffe den svære beslutning at vælge abort, allermindst af økonomiske årsager.

Vi vil minde om, at ifølge den kristne lære er det seksuelle forhold forbeholdt ægtefæller. Det er i ægteskabet og i et trygt forhold imellem ægtefæller, der er åbne for livets gave, at de bedste forudsætninger findes for, at det barn, der bliver til, modtages med kærlighed og med glæde.

2.3 Feminisme og synet på abort

I kampen mod de uretfærdigheder, der stadigvæk rammer kvinder, er det af og til blevet fremført, at kvindens sande befrielse nødvendiggør en befrielse for hendes traditionelle rolle og identitet som mor. Hendes forplantningsevne, siges det, bør kontrolleres helt, blandt andet gennem fri adgang til prævention og abort, så at en uønsket graviditet for enhver pris kan undgås eller afbrydes. Set i dette perspektiv fremstår det ufødte barn som en virkelig hindring for kvindens stræben efter ligestilling.

Der er dog begyndt at ske et skred i denne holdning. Germaine Greer, en af kvindebevægelsens frontfigurer, tager i sin seneste bog "Kvinden ‑ et helt menneske"⁷ afstand fra sit tidligere udelt positive syn på abort. I stedet hævder hun, at abort er et symptom på, hvordan man stadig undertrykker kvinderne seksuelt. Kvinder forventes altid at være parate til seksuelt samvær, eftersom prævention og fri abort kan hindre, respektive afbryde en uønsket graviditet. Hun peger blandt andet på, hvordan præventions‑ og abortvirksomhed er blevet en industri med store økonomiske interesser. "I England fremsætter antiabort‑lobbyen i underhuset lovforslag år efter år, tilsyneladende uden anelse om, at lægevæsenet ikke har til hensigt at lade nogen som helst gribe ind i dets ret til at fjerne blastocyter, små og større fostre, efter forgodtbefindende"⁸ . Kristne feminister, der blandt andet sammen med os biskopper deler et engagement mod den uretfærdighed, der stadigvæk rammer kvinder, påpeger meget rigtigt det fejlagtige i at stille kvindens og det ufødte barns interesser op mod hinanden.⁹ De hævder, at det, der kendetegner en ægte feminisme, er et samfundssyn, som omfatter løsninger på globale problemer, og disse løsninger skal være etisk holdbare gennem at tage hensyn til alle mennesker, også det ufødte barn.

De kristne feminister opfatter det som et forræderi over for de ægte feministiske synspunkter, når feminister forsvarer den vold mod et medmenneske, som en abort indebærer. Ifølge de kristne feminister bør en etik, der ensidigt fokuserer på autonomi og økonomisk vækst, og som understøtter og accepterer menneskets, i særdeleshed mandens, tendens til at dominere den globale udvikling, erstattes af en etik, der bygger på ansvaret for næsten.

Som alle andre steder er Jesus Kristus gået foran os og har givet os et eksempel til efterfølgelse: "I hele Jesu lære kan man, lige så lidt som i hans adfærd, finde noget, som bærer præg af den diskriminering af kvinder, der rådede i hans dage. Tværtimod, hans ord og gerninger udtrykker altid den respekt og ære, man skylder kvinder" (Johannes Paul II, Mulieris dignitatem, 13).

Gud inkarnerede sig gennem en kvinde. I hende, i jomfru Maria, har alle kvinder og mænd målestokken for deres høje værdighed og kaldelse gennem hendes uforbeholdne ja til Gud.

2.4 Synet på det ufødte barn

I alle de nordiske lande er der i dag adgang til lovlig og offentligt betalt abort. Lovgivningen varierer i detaljer, men alle tillader fri abort frem til 12. svangerskabsuge.¹⁰

For tyve‑tredive år siden, da vore abortlove blev vedtaget, betragtedes fosteret som en del af kvindens krop, der kunne fjernes af respekt for hendes fysiske integritet, hvis hun ønskede det. Øget viden om det ufødte barn har i mellemtiden styrket opmærksomhed på, at det ikke er tilfældet. Selv om det er totalt afhængigt af sin mor med hensyn til næring, ilt, bortskaffelse af affaldsprodukter og beskyttelse, er det ufødte barn et unikt individ med blandt andet sin egen genetiske identitet, eget kredsløb og immunforsvar. Moderne fosterdiagnostik og adgang til stadig mere avanceret teknologi til behandling af det ufødte barn har også ført til, at sundhedsvæsenet anerkender det som en patient med egne behov og rettigheder. I takt med at vor viden om det ufødte barn vokser, udhules også overbevisningen om, at 12. svangerskabsuge er det relativt sikre tidspunkt, før hvilket abort af visse mennesker anses for moralsk forsvarligt . I dag ved man, at barnets følesans udvikles tidligere, end man troede før. Sensoriske nerveender findes rundt om munden allerede i 7. svangerskabsuge, og den seneste forskning viser, at barnet føler smerte allerede i 10. uge. På det tidspunkt er barnet allerede meget udviklet. Når man betænker den viden om "det ufødte barns kompetence," som vi erhverver os hele tiden, bliver det sværere og sværere at forsvare tanken om en grænse, før hvilken det vil være moralsk forsvarligt at afslutte barnets liv.

Rent filosofisk forsvares tilintetgørelsen af ufødte og nyfødte med, at sådanne børn ikke kan anses for personer, eftersom de savner bevidsthed og derfor ikke har nogen egeninteresse, vi skal tage hensyn til.¹² Her indføres der en skelnen mellem biologisk og personligt liv. Med biologisk liv menes de ubevidste kemiske processer, der styrer en organismes udvikling, forplantning og overlevelse. Med personligt liv menes derimod livet, som det opleves af et bevidst og autonomt individ, eller det liv, en person erfarer. Formålet med denne skelnen er at fremhæve det personlige livs indlysende moralske overlegenhed over for det biologiske, for således at kunne hævde personens fuldstændige ret til at disponere over sit eget og andres ubevidste, biologiske liv.

Dette dualistiske syn på mennesket er mere end tvivlsomt. Godt nok er det også i den kristne tradition almindeligt at skelne mellem legeme og sjæl; men denne skelnen er formel og stiller ikke på nogen måde spørgsmålstegn ved det faktum, at mennesket er et udeleligt individ. Al menneskelig erfaring og viden viser, at vort legeme eksisterer sammen med vore tanker, og at begge dele udvikles samtidigt som en enhed. Et foster bliver ikke et menneske, det er allerede et menneske, der bare skal udvikle sig. Allerede ved undfangelsen er embryoet udstyret med alle de naturgivne indre forudsætninger for at kunne udvikle sig til et fuldvoksent og bevidst individ. Derfor hævder Kirken med fasthed, at "mennesket skal respekteres og behandles som en person fra og med undfangelsen. Fra dette tidspunkt skal der også tages hensyn til ethvert uskyldigt individs ret til livet" (Troslærekongregationens instruktion Donum vitæ, 1987, I,1). Dette forklarer også, hvorfor Kirken på det bestemteste modsætter sig alle eksperimenter på og behandlinger af embryoer, der fører til deres undergang. Det drejer sig jo allerede om menneskelige liv.

3. Opfordringer og forslag

3.1 Til alle katolske kristne i Norden

Vi formaner alle vore søstre og brødre i den katolske tro til at vise respekt for det ufødte barn i ord såvel som i handling. Vi er klar over, at der blandt os findes mennesker, der har fået foretaget en abort eller medvirket til at udføre aborter. Kirkens klare budskab i dette spørgsmål har ikke til hensigt at fordømme nogen, men at redde liv. Livets Evangelium er også rettet til disse søstre og brødre. Kristus siger, at "der er større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, der ikke har brug for omvendelse" (Luk 15,7). En tyngende erfaring i denne sag kan i fremtiden stilles i livets tjeneste, gennem bøn og aktivt vidnesbyrd.

3.2 Til andre kristne i Norden

Sammen med alle andre kristne i Norden ønsker vi at virke for øget respekt for det ufødte barn og beder om støtte fra alle vore kristne søstre og brødre. Den katolske Kirken i Norden repræsenterer kun en brøkdel af de kristne i vore lande. For at Evangeliets hele sandhed om livets værdighed skal kunne forkyndes tydeligt og blive modtaget, behøver vi en enig kristenhed og alle kristnes aktive medvirken. Vor Herre har jo sagt: "Jeg beder for, at de alle må være ét, ligesom du, Fader, i mig og jeg i dig, at de også må være i os, for at verden skal tro, at du har sendt mig" (se Joh 17,21).

3.3 En strategi for livet

Vi foreslår, at man i hvert bispedømme eller i hvert land i Norden inden for den katolske Kirke udarbejder en strategi til fremme af respekten for det ufødte liv gennem katekese, sjælesorg, prædiken og information. I sammenhæng hermed kan man også pege på, at adoption kan være et alternativ, der kan redde barnets liv.

Vi foreslår, at en sådan virksomhed finansieres af en "Livets fond", der oprettes til dette formål i overensstemmelse med hvert bispedømmes muligheder. Fonden skal baseres på frivillige gaver og støtte initiativer på bispedømme‑ og lokalplan til gavn for de ufødte bøm og til hjælp for deres forældre, ikke mindst de enlige.

Kirken kan måske hjælpe de vordende forældre til at ville beholde deres ufødte børn ved at give dem det, der kan være svært at fremskaffe på anden måde, og ved at erstatte det sociale netværk, som mange savner i dag. Kirken bør oprette en organisation for personer, der vil støtte enlige forsørgere, og hvor de enlige forsørgere kan træffe og støtte hinanden.

De katolske menigheder bør undersøge, hvilke muligheder der er for at hjælpe unge forældre, ikke kun økonomisk, men også praktisk. Det er vigtigt at skabe en sådan atmosfære i vore menigheder og gudstjenester, at familier med børn føler sig velkomne. Der skal være plads til børnene, så de forstår, at der bliver sat pris på dem.

4. Sammenfatning

Kristus har "tilintetgjort døden og bragt liv og uforgængelighed for lyset ved Evangeliet" (se 2 Tim 1,10). I lyset af dette glade budskab om livet i Kristus fremstår vor kristne tro ikke først og fremmest som et sæt regler, vi skal følge til punkt og prikke, men som et kærlighedsfyldt svar på det, Faderen har sagt til os gennem Sønnen. Det er Gud, der har taget initiativet og skabt os som frie væsener, med egen vilje og fornuft. I dag har menneskene, måske mere end nogensinde, muligheden for at udøve denne frihed og råde over deres eget og andres liv. Men spørgsmålet består: hvordan kan vi svare på Guds initiativ, hvordan kan vi bedst besvare Hans overvældende kærlighed?

I dette hyrdebrev har vi biskopper forsøgt at fremføre nogle årsager til, at vi tror, at abort er en handling, der er uforenelig med denne kærlighed, og hvorfor det menneskelige liv bør beskyttes fra undfangelsen frem til den naturlige død.

Livet, Guds gave, kan vi ikke råde over, men med Guds nåde og takket være vor Herre Jesus Kristus kan vi håbe på en dag at erfare Guds nærvær for evigt. Som den hellige Irenæus så vidunderligt udtrykker det: "Guds ære er det levende menneske, og menneskets liv er at kunne se Gud."¹³

Göteborg, den hellige Lukas' dag, 18. oktober 1999

+ Gerhard Schwentzer Biskop af Oslo, Formand for den nordiske bispekonference

+ Anders Arborelius Biskop af Stockholm, Næstformand for den nordiske bispekonference

+ Czeslaw Kozon Biskop af København

+ Johannes B.M. Gijsen Biskop af Reykjavik

+ Gerhard Goebel Biskop‑prælat af Tromsø

+ Georg Müller Biskop‑prælat af Trondheim

P. Johannes Aarts Stiftsadministrator af Helsinki

+ William Kenney Hjælpebiskop i Stockholm

+ Hans Martensen Biskop emeritus af København

+ Hubertus Brandenburg Biskop emeritus af Stockholm

Fodnoter:

1. Vi er klar over, at ved undfangelsen er det endnu for tidligt at tale om et individs tilblivelse i strengeste forstand, eftersom zygoten kan dele sig og for eksempel føre til udviklingen af enæggede tvillinger. Denne biologiske mulighed bestrider dog på ingen måde Kirkens lære om, at et nyt menneskeliv opstår ved undfangelsen; et menneskeliv der allerede tilhører vor art, og som derfor må respekteres.

2. For en fuldstændigere historisk redegørelse af Kirkens stillingtagen i spørgsmålet om abort og drab på ufødte og nyfødte børn se John T. Noonan, "An almost Universal Value in History" i The morality of Abortion, ed. John T. Noonan, Harvard UP, Cambridge, Mass, 1970.

3. Blandt andet taler Tertullian (ca. år 200), hvis kvindesyn Kirken ganske vist tager afstand fra i dag, om fosteret med følgende, endnu aktuelle ord: "Det er et menneske, samme menneske det engang vil udvikle sig til. Frugten findes jo allerede helt og fuldt i frøet" (Apologetium, IX, 8). I 200‑tallet fordømmer Clemens af Alexandria abort med en anden motivering, nemlig at det at afslutte et barns liv strider mod Kristi kærlighedsbudskab, der siger, at vi skal elske hinanden, som Han har elsket os (se Joh 15,12).

4. Omkring 550 begyndte man at fejre Mariæ Bebudelse, eller som det hed dengang, Kristi bebudelse, den 25. marts (ni måneder før jul) som en erindring om Kristi undfangelse. Da Kirken i l lOO‑tallet begyndte at fejre Marias undfangelse den 8. december, var det med tanke på, at Kirken i sekshundrede år havde fejret hendes fødselsdag den 8. september. Jvf A.G. Martimort, L'Eglise en prière IV: La liturgie et le temps, Desclée, 1983, s. 155.

5. Ifølge de senest offentliggjorte statistikker var antallet af udførte aborter i Island 919 (1997), i Danmark

18.135 (1996), i Finland 10.258 (1997), i Sverige 31.008 (1998) og i Norge 13.985 (1997).

6. Af en undersøgelse, som Stockholms Läns Landsting nyligt gennemførte, fremgik f.eks., at så mange som 21 % af de adspurgte unge mellem 16 og 19 år havde benyttet den såkaldte "dagen derpå‑pille", dvs. en pille, som kvinden kan tage efter et ubeskyttet samleje for at hindre et eventuelt befrugtet æg i at sætte sig fast og udvikles i livmoderen.

7. Germaine Greer, Kvinden ‑ et helt menneske, Gyldendal, København, 1999.

8. Greer, s 102.

9. Se Sidney Callahan "Abortion and the Sexual Agenda: A Case for Prolife Feminism" I Abortion: A Reader, ed. Lloyd Steffen, Pilgrim Press, Cleveland, Ohio, 1996.

10. I Island præciseres det, at der skal foreligge medicinsk eller social indikation, og at indgrebet bør ske så tidligt i graviditeten som muligt, helst før udgangen af 12. svangerskabsuge. Efter 16. svangerskabsuge skal en abort godkendes af de ansvarlige myndigheder. I Danmark kan abort efter 12. svangerskabsuge bevilges af sociale eller medicinske årsager; men loven sætter ingen øvre tidsgrænse, efter hvilken det ufødte barn har ret til liv. I 1996 blev der foretaget tolv aborter efter 23. uge, heriblandt tre på fostre i 32. eller 33. svangerskabsuge. I Sverige tillades abort frem til 16. svangerskabsuge. Derefter og frem til grænsen for levedygtighed (der i dag beregnes til 22. svangerskabsuge) kan en abort kun udføres, hvis særlige årsager taler for det og efter socialstyrelsens godkendelse. I Norge har abortloven et forord, der indskærper statens pligt til at sørge for etisk vejledning, sexualoplysning, kundskab om menneskelige relationer og vejledning i ansvarsfuld familieplanlægning for at holde antallet af aborter nede på et minimum. Efter 12. svangerskabsuge skal der foreligge særlige årsager, og en graviditet må ikke afbrydes, efter at et foster har nået grænsen for levedygtighed. Lovgivningen i Finland præciserer, at abort tillades af medicinske eller sociale årsager frem til 12. svangerskabsuge, men at abort af medicinske årsager kan tillades helt frem til 24. svangerskabsuge.

11. Kerstin Hedberg Nyquist, "Det ofödda barnets kompetens", Signum 3/98, ss 80‑83.

12. Dette synspunkt er blevet fremsat af flere filosoffer, blandt andre Michael Tooley, Peter Singer og Helga Kuhse. Kuhse har for eksempel skrevet: "...we cannot even say that continued life is in a new‑born infant's interests. It is true, of course, that an infant may, if all goes well, grow into a happy child and adult and judge her life worthwile; but, as we have already seen, this is not always the case. Moreover, and that is the crucial point, the person's life is not linked at the mental level with the life of the infant. The infant and the child are physically the same organism, but the child is a person in the full sense of the term, and the new‑born is not. That means that infants (like kittens and fetuses) do not have an interest in their own continued existence, that they do not have a 'right to life' and that it is not directly wrong to refrain from preserving their lives."

13. Adversus haereses, IV,20.