I

I.Ch.Th.Y.S. Iesous Christos Theou Hyios Soter (s.d.).

identitet. Være sig selv: 1. i overensstemmelse med sin natur, når det gælder ting, planter, dyr, 2. i overensstemmelse med sit sande jeg, sin person, når det gælder åndelige væsener, dvs. mennesker, engle og Gud. Om den personlige identitet vidner Bibelen på alle niveauer: "Jeg er den, Jeg Er!" siger Jahve (2 Mos 3,14; se også: Jahve). "Jeg er den, jeg er", siger også Jesus, da jøderne spørger: "Hvem er du?" (Joh 8,25-28). Og han tilføjer: "Jeg og Faderen, vi er ét". Jøderne aner meningen: "Du, som er et menneske, gør dig selv til Gud!" (Joh 10,30.33). Det er netop, hvad Jesus gør, for det er hans identitet. "Jeg er Gabriel, som står for Guds åsyn", siger englen (Luk 1,19), som er Guds sendebud. "Jeg er Herrens tjenerinde", siger Maria (Luk 1,38). Både hun og englen har modtaget deres roller og personlige identitet af Gud selv. Det har ethvert menneske: "Du er Simon, Johannes' søn; du skal hedde Kefas (det er det samme som Peter)", siger Jesus til sin apostel (Joh 1,42) og tilføjer: "På denne klippe (= Kefas) vil jeg bygge min Kirke" (Matt 16,18). Jesus fremkalder Simon Peter og skænker ham hans kald. Dermed ændrer han apostlens identitet og følgelig også hans navn. Han er nu ikke blot sin fars søn, men den første blandt Jesu apostle, den klippe hvorpå Jesus vil bygge sin Kirke. Menneskets identitet, dets sande jeg, er således i Bibelen noget, der fremkaldes gennem et fortsat guddommeligt initiativ og en dertil svarende personlig udvikling. Idet mennesket åbner sig for sit kald og tager imod det, dvs. identificerer sig med det, ændres personligheden og navnet, som betegner personen (se: navn). Mennesket modtager sit sande jeg, sin identitet af sin Skaber og Frelser og vågner dermed til bevidsthed om meningen med sit liv. Men også det gudløse menneske bliver til det, det vælger at identificere sig med: "Fortabelsens søn", kalder Jesus Judas, som forråder ham (Joh 17,12). Judas er trådt ud af nadverfællesskabet med Jesus og er tabt for det, da han forråder hans frelsesplan. Han har dermed selv bestemt sin identitet, den, der fører ham ud i fortvivlelsen og selvmordet. Peter derimod, som fornægter Jesus, men angrer og åbner sig for hans tilgivelse, får sin identitet tilbage af ham: "Vær hyrde for mine får!" (Joh 21,16). Således er et menneskes identitetskrise altid i Bibelen en krise i forholdet til Gud, som alene har nøglen til menneskets sande identitet. Det samme gælder de forskellige former for fællesskab. De rækker så langt som muligheden for en identifikation mellem medlemmerne rækker - fra interessegrupper til nationale, faglige og religiøse sammenslutninger. Jo mere personligt medlemmerne er knyttet til hinanden i et fælles skæbneforløb, jo større er muligheden for en identifikation, størst iflg. sagens natur i ægteskabet og familien. Men også fællesskaberne kan rammes af identitetskriser, når de kommer til kort overfor hinanden eller i splid med sig selv. NT's svar vil også her være: Kristus. Han alene kan føje menneskene sammen i en højere enhed, uden at den enkeltes identitet sættes over styr. Jfr. Gal 3,28: "Her er ikke forskel på jøde og græker, træl og fri, mand og kvinde; thi alle er I én i Kristus Jesus". "At genindlemme alt i Kristus" er derfor Guds frelsesplan (Ef 1,10). Han er sit legemes Frelser, nemlig Kirkelegemets. Gennem det renser og forener han sig med enhver især og føjer de enkelte lemmer sammen i sin kærlighed (jfr. Ef 5,23-32). Se også: person.

idolatri (gr. eidolon = afgudsbillede). Afgudsdyrkelse. Se: afgud.

Iesous Christos Theou Hyios Soter (gr. Jesus Kristus Guds Søn Frelser). Forkortes I.Ch.Th.Y.S. Ichthys betyder fisk på græsk. Meget gammelt kristent motiv i den religiøse kunst.

I.H.S. 1. Jesus Hominum Salvator (s.d.). - 2. In Hoc Signo (s.d.).

ihukommelse. Et minde, der gør det, der mindes, nærværende og virksomt.

ikke-kristne religioner, Erklæringen om Kirkens forhold til de. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

iklædning. Den højtidelige iførelse af ordensdragten ved indtræden i noviciatet (s.d.).

ikon (gr. eikon = billede). En fremstilling af Kristus, Maria, helgener eller profeter i Østkirkens (s.d.) kunst. Oftest malt på trætavler og udsmykket med sølv og ædle stene. En ikon bliver æret som en ihukommelse af den, den fremstiller.

ikonografi (gr. eikon = billede, grafein = at tegne). Læren om (religiøs) kunst, dens historie og tydning.

ikonoklasme (gr. eikon = billede, klaein = at ødelægge). Se: billedstormere.

ikonoklaster (gr. eikon = billede, klaein = at ødelægge). Se: billedstormere.

ikonostase (gr. eikon = billede, stasis = opstilling). Billedvæggen mellem alterrummet og resten af kirken i en ortodoks kirke.

ild. Bibelsk symbol på Guds hellighed, hans helligelse og renselse af menneskene og hans dom. Ild var et kendt og talende symbol på det guddommelige i GT's forestillingsverden; og symboler var der brug for, når Gud åbenbarede sig, "thi intet menneske kan se mig og leve" (2 Mos 33,20). Derfor manifesterer Gud sig for Moses i den brændende tornebusk (2 Mos 3,2f) og på Sinai, da "Herren stiger ned derpå i ild" for at slutte pagt med Israel (2 Mos 19,18). Disciplen Elisa ser profeten Elias fare til himlen i en ildvogn med ildheste - et syn der anskueliggør, at denne ildsjæl ved sin død blev optaget til Gud (2 Kong 2,11-12). Profeten Esajas får renset sine læber med glødende kul fra røgelseskarret i templet, for at Gud kan sende ham som sit talerør til det syndige folk (Es 6,6-8). Ilden symboliserer således den hellige Guds tilsynekomst og hans krav på renhed, ja hellighed hos hans folk. Derfor er Gud også "som en fortærende ild ansigt til ansigt med synden" (5 Mos 4,24). De frafaldne er som slagne mænd på valpladsen, ofre for en død, der ingen ende synes at tage: "Deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke; de er alt kød en gru" (Es 66,24, jfr. Mark 9,43f). Men fremfor alt antænder Gud en hellig lidenskab i sine profeter: "Nidkærhed for dit hus har fortæret mig" (Sl 69,10, jfr. Joh 2,17), og anger og bodfærdighed i præsterne og folket, så de ofrer brændofre til Herren for at udsone sig med ham, mens det endnu er tid (se: offer). Den rensende ild er en smelteovn (Mal 3,2-3), jfr. Ingemanns salme: "Han sidder ved smeltediglen og lutrer sølvet med flid" (se: Lovsang: "Den store mester kommer", nr. 317). Men iflg. profeten skal de, der ikke lader sig rense, "blive som strå, der går op i luer", når dagen kommer for Herrens dom (Mal 4,1). Den samme tanke genfindes hos Paulus: Grundvolden er Jesus Kristus, men enhver må se til, hvordan han bygger derpå, om han bygger med "sølv og guld" eller "hø og strå". Ilden skal på dommens dag prøve, hvordan enhvers arbejde er. Består det ildprøven, skal arbejderen få sin løn; bliver det opbrændt, da skal han miste lønnen, "men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild" (1 Kor 3,11-15). Ildprøven er dommen, Guds dom over arbejdet og arbejderen, thi intet urent skal nogen sinde komme ind i himlen (Åb 21,27; jfr. Matt 13,42.50). Teksten hos Paulus handler om verdensdommen ved Kristi genkomst. Da er tiden udløbet, og "himlene skal forgå med brag, og elementerne skal komme i brand og opløses, og jorden og alt menneskeværk på den skal brændes op" (2 Pet 3,10). Da skal også djævelen og de, der har gjort hans gerninger, kastes i ildsøen (Åb 20,10-14; se også: helvede). Traditionelt anvendes Pauli tekst dog også på skærsilden (s.d.), dvs. den barmhjertige renselse til frelse, som finder sted ved det individuelle menneskes død og dom. Jesus selv advarer mod "helvedes ild" (Matt 5,22), men taler med forkærlighed om den frelsende ild: "Ild er jeg kommet for at kaste på jorden, og hvor ville jeg ønske, den allerede havde fænget!" (Luk 12,49). Jesus hentyder hermed til sin egen dåb, som skal fuldbyrdes i hans kærlighedsoffer på korset; men også til alle dem, som han vil døbe med "Helligånd og ild" (Matt 3,11f) for at drage dem med sig: "Brændte ikke vort hjerte i os, mens han talte til os på vejen og lukkede Skrifterne op for os?" (Luk 24,32). Ilden er i virkeligheden Helligånden, hvormed Jesus salves til sin gerning (Joh 1,33; Apg 10,38), og hvormed han salvede Kirken på pinsedag, så "tunger som af ild satte sig på hver enkelt", og de begyndte at forkynde, hvad Ånden indgav dem (Apg 2,3-4). Det aktualiseres hvert år i Kirkens liturgi påskenat, når den nye ild tændes i det mørkelagte kirkerum til årets påskelys, hvorefter det bæres ind i kirken under menighedens hyldest: "Kristi lys - kom lad os tilbede!" Derefter får alle i menigheden deres kerter tændt ved påskelyset, indtil hele kirkerummet ligger badet i lyset fra den opstandne Herre. Men Kristi lys oplyser også enhver især. Det lyser, varmer og renser for at få magt over mørket i alle, som er døbt "med Helligånd og ild". Derfor "I elskede, I skal ikke undre jer over den ildprøve I gennemgår, som om det var noget mærkeligt, der hændte jer. Nej, jo mere I får del i Kristus-lidelser, des mere skal I glæde jer, så I også kan glæde og fryde jer, når hans herlighed åbenbares" (1 Pet 4,12-13).

illuminati (lat. de oplyste). Således blev de nydøbte i oldkirken benævnt efter dåben. Senere anvendt af forskellige sekters medlemmer om dem selv, især hvis de mente sig i besiddelse af en "hemmelig" viden.

Immaculata (lat. Den Uplettede). Betegnelse for Jomfru Maria (s.d.).

immaculata conceptio. Lat. uplettet undfangelse (s.d.).

imprimatur (lat. må trykkes). Anmærkning på et manuskript om tilladelse til offentliggørelse, når det har været forelagt den kirkelige censor (s.d.) til bedømmelse og dets indhold er godkendt som værende ikke i strid med Kirkens lære om tro og moral, jfr. CIC, can. 822-830.

imprimi potest (lat. kan trykkes). Tilladelse som et ordensmedlem modtager af sin foresatte, hvis et teologisk værk er godkendt til udgivelse. Herefter skal det forelægges den kirkelige (biskoppelige) censor (s.d.).

improperia (lat. bebrejdelser). Betegnelse for den hymne, der langfredag synges under Korsets hyldning (s.d.). Teksten er bygget over Klagesangene i GT og Mika 6,3, og lagt i munden på Kristus, den lidende Frelser.

in articulo mortis (lat. i dødsøjeblikket). Betegnelse for den allersidste tid før en person udånder. I dette tidsrum foregår normalt nogle vigtige religiøse handlinger, f.eks. skriftemål, modtagelsen af Den hl. Kommunion (s.d.) og De syges Salvelse (s.d.).

in extremis (lat. i det yderste (øjeblik)). Det sidste tidsrum, hvor en døende endnu kan modtage Kirkens sakramenter og åndelige hjælp.

In Hoc Signo (crucis) (vinces) (lat. I dette (korsets) tegn (skal du sejre)). Korsets tegn, som Konstantin den Store iflg. legenden (Eusebs kirkehistorie) så på himlen, før han gik til kamp mod Maxentius ved Ponte Milvio (312) om kejsersædet i Rom. Forkortes I.H.S. Se også: Jesus Hominum Salvator.

in petto (it. i brystet). Udnævner paven en kardinal, hvis navn af politiske eller andre årsager ikke offentliggøres indtil videre, siges denne at være "kardinal in petto" (nemlig pavens hemmelige beslutning).

In saecula saeculorum (lat. i evighedernes evigheder). Et udtryk, som indgår i lovprisning af Gud som herre over tiden. I GT forekommer det i Dan 7,18, i NT f.eks. i Ef 3,21; 1 Tim 1,17 og Gal 1,5. Udtrykket anvendes liturgisk bl.a. i slutningen af visse fast formulerede bønner, f.eks. kirkebønnen i messen.

In veteri testamento novum latet, in novo vetus patet (lat. Det nye Testamente ligger skjult i Det gamle Testamente, i Det nye Testamente når Det gamle Testamente sin fuldbyrdelse og klarhed.). Berømt citat af kirkefaderen Augustin om forholdet mellem Bibelens to bøger.

incardination (lat. sætte et hængsel på). Den kanoniske (kirkeretlige) tilknytning af en gejstlig (= kleriker, s.d.) til et bestemt bispedømme. Dette sker ved diakonvielsen og medfører, at forskellige rettigheder og pligter træder i kraft. Se også: excardination.

incarnation (lat. caro = kød). Menneskevordelse (s.d.).

incens (lat. incensum = noget, der brændes). Se: røgelse.

indeterminisme (lat. in = u-, determinare = bestemme). Den opfattelse, at mennesket har valgfrihed. En filosofisk teori som hævder, at menneskets vilje hverken er bestemt fuldstændigt af arv, uddannelse og miljø, ej heller af personens følelser og tanker. Dvs. at den frie vilje anerkendes som bestemmende for (i det mindste nogle af) et menneskes handlinger.

index. Se: Index Librorum Prohibitorum.

Index Librorum Prohibitorum (lat. Fortegnelse over de forbudte bøger). Den første index blev offentliggjort i 1559 og udkom i reviderede udgaver indtil 1966, hvor den blev afskaffet. Var en fortegnelse over bøger, som det var katolikker forbudt at læse uden særlig tilladelse, på grund af deres skadelige indhold for troen og moralen. Se også: censur; imprimatur.

indgangsvers. De skiftende vers fra Salmerne, der indleder messens liturgiske tekster. På søn- og helligdage synges de.

indifferentisme. Religiøs ligegyldighed ("enhver bliver salig i sin tro"). Herimod advares utallige gange i løbet af kirkehistorien, jfr. Denz. 1613f, 1642, 1646f, 1677f, 1687, 1715f, 1779, 1868, 2082f og 2199. Se også: Miss. 15 og 20.

individ. Et for sig bestående enkeltvæsen. Jfr. person, som er det etisk-religiøst bestemte, selvbevidste, ansvarlige enkeltvæsen, dvs. et individ mht. dets rettigheder og pligter i et samfund. Se også: person.

indstiftelsesordene. De ord Jesus udtalte skærtorsdag, da han indstiftede den nye pagt, idet han rakte disciplene sit legeme og sit blod under brødets og vinens skikkelser (Matt 26,26-28). Disse ord er forbeholdt præsten, som udtaler dem over brød (hostier) og vin i messens eukaristiske bøn (s.d.).

indsættelse. En nyudnævnt biskops (eller sognepræsts) højtidelige indførelse i sit embede. Sker ved en ceremoni i domkirken, hhv i sognekirken.

indulgentia. Lat. aflad (s.d.). Betyder egtl. overbærenhed.

Indulgentiarum Doctrina (lat. Læren om aflad). Apostolisk konstitution af pave Paul VI fra 1967 om Kirkens lære om aflad (s.d.).

indult (lat. indulgentia = overbærenhed, gunstbevisning). En pavelig dispensation fra kirkeloven. En sådan kan kun gives, hvor det ikke drejer sig om guddommelig lov (s.d.).

indvielse. Helligelse af visse ting til offentlig eller privat religiøs brug. F.eks. indvies nye kirker, altre, klokker, kirkegårde, liturgiske genstande, lys (kyndelmisse), aske (askeonsdag), palmegrene (palmesøndag), rosenkranse og medaljer. Det sker ved forbøn af en biskop, præst eller diakon, ofte under anvendelse af vievand (s.d.). Indvielser hører til Kirkens sakramentalier (s.d.).

indvielse af hjemmet. Se: husindvielse.

indvielseskors. Se: kors.

infirmeri (lat. infirmi = de syge). Sygeafdelingen i et kloster.

initiation (lat. indledning til de hellige mysterier). Betegnelse for den forberedelse af voksne til dåben, som sker gennem nogle trin, hvor oplæringen hele tiden skal støtte den voksende tro. Til sidst døbes personen, firmes og modtager den første hellige Kommunion og er dermed indlemmet i Kirkens fulde fællesskab.

inkarnation (lat. caro = kød). Se: menneskevordelse.

inkulturation (lat. cultus = dyrkning). Indplantningen af Evangeliet i et land eller område, med den hensigt at det skal gennemsyre den forhåndenværende kultur og gøre den egnet som grobund for Kirken.

inkvisition (lat. inquisitio = undersøgelse). En kirkelig undersøgelsesdomstol, hvis formål det var at afsløre kætterske bevægelser og dømme kættere, efter først at have forsøgt at bringe dem på rette vej. Det var dog de civile myndigheder, der fuldbyrdede straffen, som en dom for overtrædelse af de civile love. Inkvisitionen, som nu er nedlagt, var især virksom i 1400-1700-tallet. Der må skelnes mellem den romerske inkvisition og den berygtede spanske, som var politisk ledet og domineret. Forskerne er i dag enige om, at antallet af "ofre" er stærkt overdrevet, selv om der har fundet misbrug sted. Inkvisitionen må ses ud fra sin historiske samtid som et middel mod kirkesplittende bevægelser.

Inquietum (est) cor nostrum, donec requiescit in te, Domine (lat. Uroligt er vort hjerte, indtil det hviler i (hos) dig, Herre). Berømt citat af kirkefaderen, den hl. Augustin (354-430) i hans Bekendelser I,1. Den fulde sætning lyder: Fecisti nos ad te, et inquietum est cor nostrum, donec requiescat in te, Domine (Du har skabt os for dig, og vort hjerte er uroligt, indtil det hviler i dig, Herre).

I.N.R.I. Jesus Nazarenus Rex Judaeorum. (lat. Jesus af Nazareth, jødernes Konge). Indskriften på Jesu Kors (Joh 19,19).

Inspiration, Skriftens. Ved begyndelsen af sin historie havde Israel et skriftsprog, der var tilgængeligt for alle (jfr. Dom 8,14; 1 Sam 10,25) som den var det for Moses og Josua (2 Mos 24,4; 17,14; Jos 24,26). Det skrevne ord blev et vigtigt redskab i dets religion. Guds Ord til sit folk gennem dets profeter skulle nedskrives "på dørstolperne af dit hus og på dine porte" (5 Mos 6,9), på bogrullen, som kongen "skulle have hos sig og læse i alle sine levedage" (17,18), på det hellige diadem, den pandeplade som ypperstepræsten bar (2 Mos 39,30) - til stadig ihukommelse af Guds urokkelige vilje med sit folk. "Tag dig en stor tavle og skriv derpå med menneskeskrift," siger Herren til Esajas (8,1; jfr. Jer 36,2). - Nedskriften af Guds Ord gør det uigenkaldeligt og bliver således hellig, som Ordet er det. Selve udtrykket "Den hellige Skrift" findes ikke i GT; men NT taler om GT som "hellige Skrifter" og "Skriften", når der er tale om hele GT (Rom 1,2; Joh 10,35; Gal 3,22), eller "skriftord", når en bestemt profeti går i opfyldelse (Mark 12,10; Luk 4,21; Joh 2,22; Apg 8,32). - "Alt det må gå i opfyldelse, som er skrevet om mig i Mose lov og profeterne og salmerne," siger den opstandne Jesus til sine disciple (Luk 24,44; jfr. Matt 26,54). Jesus selv skrev kun i sandet (Joh 8,6), men han forkynder højtideligt Skriftens betydning: "Sandelig siger jeg jer: Før himlen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå, før det er sket altsammen" (Matt 5,18). Og Paulus skriver i sit testamente til sin trofaste discipel Timoteus: "Du kender fra barndommen de hellige Skrifter, som kan give dig den visdom, der fører til frelse ved troen på Kristus Jesus. Hvert skrift er inspireret af Gud til at belære, irettesætte, vejlede og opdrage til retfærdighed" (2 Tim 3,15-16). - I NT fortsætter Gud med at tale til menneskene i Jesus Kristus: "Gud har fordum mange gange og på mange måder talt til fædrene i profeterne og nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin Søn" (Hebr 1,1). I ham taler Han ud. Til vidner herom vælger Jesus apostle, der forkynder hans Evangelium (s.d.) og nedskriver det eller lader det nedskrive af "øjenvidner og Ordets tjenere, som har overleveret det til os" (Luk 1,1-4). I Bibelen er der således ikke blot tale om profetisk og apostolisk inspiration til Åbenbaring, men om Skrift-inspiration. Her er det den bibelske forfatter, der er inspireret, det være sig profeten selv eller apostlen (f.eks. Esajas og Paulus) eller apostel-disciplen / sekretæren (f.eks. Lukas og Markus). - Ny Testamente ligger i forlængelse af Gamle Testamente og forklarer betydningen af det. Uden GT forstår man ikke, hvad NT drejer sig om: Guds frelsesplan i syndefaldets verden. Og uden NT har man ikke nøglen til forståelse af GT. Jødernes hellige Skrifter ville, taget for sig alene, stå tilbage som gamle myter, en torso blot, med en lov reduceret til det døde bogstav - uden Kristi Ånd til at levendegøre Ordet (2 Kor 3,6) og skrive det ind i hjerterne (jfr. Jer 31,33). Derfor omtaler apostelkirken Skrifterne i NT på linje med Skrifterne i GT (2 Pet 3,16), ja, mere endnu: For "nu står det profetiske ord så meget fastere for os...," siger 2. Peters brev i sin kommentar til Kristi forklarelse på bjerget; "og dette skal I først og fremmest vide, at ingen profeti i Skriften lader sig tyde egenmægtigt. Thi aldrig er nogen profeti fremgået af et menneskes vilje, men inspireret af Helligånden udtalte mennesker, hvad de fik fra Gud" (2 Pet 1,19-21). Guds Ord er nu nærværende og virksomt i den opstandne Kristus, som er Alfa og Omega, begyndelsen og enden på hele den hellige Skrift. - Endnu i det 18. årh. opfattede både katolikker og protestanter den bibelske inspiration som et guddommeligt diktat til den menneskelige forfatter - den såkaldte fundamentalisme. Den nyere bibelvidenskab fik imidlertid metoder til at undersøge den arkæologiske, historiske, litterære og kulturelle baggrund for de bibelske forfatteres beretninger. Det har fået nogle bibelteologer til at betragte Bibelen som blot menneskeværk, idet de enten har reduceret troen på den guddommelige inspiration til et minimum eller helt forkastet den. I den katolske Kirke greb paverne ind, fra Leo XIII i 1893 til Pius XII i 1943 med hans rundskrivelse: Divino Afflante Spiritu (s.d.). I 1965 bekræftede 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution "Om den guddommelige Åbenbaring" (se: Økumeniske konciler, Vatikan II) Kirkens holdning til den hellige Skrift: Kirken står uforandret fast på Bibelen som Guds Ord, både Gamle og Ny Testamente, "i deres helhed og i alle deres dele". Den betjener sig gerne af hjælpevidenskaberne for bedre at forstå den historisk-kulturelle baggrund, den litterære tilblivelsesproces, de bibelske forfatteres forskellige anliggender og måde at udtrykke sig på. Men det er Gud, som er Skriftens Ophav og har skabt den under Helligåndens inspiration. Han har betjent sig af de menneskelige forfatterpersonligheder med de evner, muligheder og begrænsninger de har, incl. fejl i deres verdensbillede og historiske stof. Og han har tildelt dem forskellige opgaver i deres nedskrift af den fælles Åbenbaring, for at de kunne supplere og udfylde hinandens tjeneste i den religiøse belæring til os. Således har han inspireret dem til at skrive "hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opkommet i noget menneskes hjerte, alt hvad Gud har beredt dem, som elsker ham" (1 Kor 2,9). - Gud og mennesket arbejder altså ikke på samme niveau. De menneskelige forfattere kunne sammenlignes med kirkeruder, en mosaik af forskelligt farvet glas, hvorigennem lyset fra Åbenbaringen trænger ind. Men billedet rækker ikke til. Guds Ord stiger ned i menneskeord og tager skikkelse i dem. Og således føres den troende bibellæser ind i et guddommeligt nærvær, hvor Gud selv taler til menneskene om sit og vort mysterium. - Det er på apostlenes og profeternes grundvold, med Kristus selv som Hovedhjørnesten (Ef 2,20), at apostlenes efterfølgere, paven og biskopperne, bygger deres tro og belæring til Kirken, også om Bibelen. Den apostoliske succession sikrer den uforfalskede videregivelse af den apostoliske tro, såvel i Traditionen som i Skriften. Se også: Åbenbaring; ufejlbarhed; læreembede.

installation. Se: indsættelse.

institutter, religiøse. Fællesbetegnelse for kleriker-institutter (s.d.) og læginstitutter (s.d.), dvs. ordener, klostre, kongregationer, lægordener mv., som er oprettet for personer, som er kaldet til et gudviet liv. Kleriker- og læginstitutter kan hver for sig inddeles i ordensinstitutter (s.d.) og sækularinstitutter (s.d.). Institutter kan have forskellige mål: 1. Kontemplation. 2. Mission, caritativt arbejde. 3. Kristent liv i verden. Medlemmerne aflægger løfter (tidsbestemte eller evige) om at leve efter de tre evangeliske råd (fattigdom, lydighed og kyskhed). Kirkeretten indeholder en række overordnede regler om oprettelse, kirkelig godkendelse, ledelse, løfteaflæggelse mv. (CIC 573-730).

integrisme. Betegnelse for en stivnet og statisk holdning til Kirkens lære, mere optaget af de traditionelle formuleringer og former end af troens kraft til at nyformulere sig for at svare på nye spørgsmål i en ny tid. Jfr. den hl. Augustin: "Den gamle tro har affødt nye formuleringer" (hans brev til Donatus, se: dogme). Betegnelsen integrisme stammer fra krisen med modernismen (s.d.), men er blevet aktuel igen efter det 2. Vatikankoncil og de forskellige forsøg på fornyelse i Kirken i dag. Se også: pluralisme.

intention. Den hensigt, der ligger bag en handling. Har afgørende betydning ved f.eks. aflæggelse af løfter og forvaltning af sakramenterne. Således skal sakramentsforvalteren have til hensigt at udføre de hellige handlinger i Kirkens intention, loyal mod indstiftelsen, for at sakramenterne kan være gyldige. Se også: messeintention.

Inter mirifica (lat. Blandt de forunderlige). 2. Vatikankoncils dekret om de sociale meddelelsesmidler (1963). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

Inter Nos (lat. Mellem os). Navn på blad for den katolske gejstlighed i Norden. Udgives siden 1951.

intercelebration (lat. inter = mellem, celebratio = fejring). Fejringen af en gudstjeneste, hvor gejstlige fra forskellige kirkelige samfund sammen udfører ritualerne. Er umuligt for katolske gejstlige, ifølge sagens natur, dvs. den katolske tro på Eukaristien (s.d.). Se også: communicatio in sacris.

interdikt (lat. interdictum est = det er forbudt). Kirkestraf, hvorved personer eller et helt område udelukkes fra nogle åndelige goder, såsom at forvalte (hvis det er en præst) og modtage eukaristien og de øvrige sakramenter. En interdikt-ramt præst må dog altid hjælpe en troende i livsfare og, hvis interdiktet ikke er offentliggjort, besvare enhver henvendelse fra en troende. Der blev tidligere skelnet i kirkeretten mellem personligt interdikt, der ramte en bestemt person overalt, og lokalt interdikt, der ramte alle de troende på et bestemt sted eller i et bestemt område. Denne skelnen findes ikke i den nye kirkeret (fra 1983). I gamle dage blev lokalt interdikt af og til brugt i tilfælde af en alvorlig konflikt mellem den kirkelige myndighed og den kristne politiske magt. - En interdikt-straffet kan beholde visse funktioner i Kirken. Det er således en mildere straf end ekskommunikation (s.d.).

interkommunion. Grundreglen iflg. katolsk kirkeret er, at katolske sakramentsforvaltere kun lovligt uddeler sakramenterne til katolikker, og (omvendt) at katolikker kun lovligt modtager sakramenterne af katolske sakramentsforvaltere. For i sakramenterne, fremfor alt i Alterets Sakramente (s.d.), er det Kristus selv, der renser, samler og opbygger sit kirkelegeme til lighed med sig, og katolikkerne må derfor lade sig samle og opbygge som lemmer på det, "for at de alle må være ét, ligesom du, Far, i mig, og jeg i dig ... så verden må tro" (Joh 17,21). - Fra denne grundregel gives der visse undtagelser. Så ofte nødvendighed fordrer det eller sand åndelig gavn tilråder det, og så vidt fare for vildfarelse eller ligegyldighed undgås, er det tilladt katolikker, for hvem det er fysisk eller moralsk umuligt at opsøge en katolsk sakramentsforvalter, at modtage Bodens, Eukaristiens og Sygesalvelsens Sakramenter af en ikke-katolsk sakramentsforvalter, hvis de nævnte sakramenter forvaltes gyldigt (set fra et katolsk standpunkt) i hans Kirke. Det gælder de ortodokse og dermed ligestillede Kirker. Derimod kan en katolik aldrig lovligt gå til alters hos protestanter eller andre dermed ligestillede (anglikanere), fordi den apostoliske succession (s.d.) og den dermed forbundne apostoliske tro er brudt; deres embede og eukaristi er derfor, efter den Apostoliske Stols bedømmelse, ikke gyldige i samme fulde forstand. Nadverfællesskab mellem adskilte Kirker og menigheder forudsætter nemlig enhed i troen og gensidig anerkendelse af hinandens embede og eukaristi. Der skelnes derfor mellem en gensidig eukaristisk gæstfrihed og en ensidig, nemlig når den ene part ikke kan anerkende den andens embede og eukaristi. Den katolske Kirke anser forholdet til de ortodokse Kirker for gensidigt (men de ortodokse Kirker er ikke enige herom) og forholdet til protestanterne for ensidigt. I realiteten har den katolske Kirke for tiden (1987) kun officielt eukaristisk fællesskab med den syrisk-ortodokse Kirke. Protestanter kan, hvis de selv udtrykker ønske herom, enkeltvis modtages til eukaristisk gæstfrihed i den katolske Kirke, når særlige omstændigheder taler herfor og den lokale biskop tillader det; de må i så fald udvise den katolske tro, som er indeholdt i selve sakramentsritualet, særlig Kristi sande nærvær og viljen til at adlyde og tilhøre ham, og anger og bodfærdighed, evt. i forbindelse med et skriftemål og den sakramentale absolution, der skænker syndernes forladelse. I tilfælde af livsfare eller bevidstløshed kan også Sygesalvelsen meddeles, når omstændighederne taler herfor og den rette indstilling formodes at have været tilstede hos den bevidstløse. Se også: communicatio in sacris; communicatio in spiritualibus, økumeni.

internuntius. En ærkebiskop, der er befuldmægtiget udsending fra pavestolen til en stat, hvor der er oprettet et nuntiatur, men hvor der i længere tid ikke vil være en apostolisk nuntius (s.d.).

intolerance (af lat. tolerantia = det at udholde noget). Mangel på forståelse, agtelse, tålmodighed og overbærenhed over for andre meninger og anskuelser. I tilfælde af usandhed og synd er intolerance uundgåelig, da sandheden ikke kan indgå kompromis.

introitus (lat. indgang). Messens indledende del, som består af indgangsvers, præstens og evt. ministranters indtog, præstens alterkys, korstegn og hilsen.

investitur (lat. iklædning). Den formelle iklædning af den kirkelige embedsindehaver (pave, biskop, præst) i forbindelse med vielse eller indsættelse i embede. I middelalderen hævdede verdslige fyrster, at de havde ret til at deltage i (eller helt at foretage) investituren (investiturstriden). Dette har - med ganske få undtagelser - været forbudt siden 1122. I vore dage anvendes ordet næsten altid i forbindelse med embedsovertagelse (se: indsættelse).

Invocabit (lat. Han kalder på mig). Gammel betegnelse for 1. søndag i fasten, efter begyndelsesordet i indgangsverset til denne dags messe: "Når han påkalder mig, da vil jeg bønhøre ham." (Sl 91,15-16).

irenisme (gr. eirene = fred). En holdning, som er indstillet på fred og forsoning i religiøse og konfessionelle spørgsmål, i modsætning til polemik. Et vigtigt element i den økumeniske dialog, medmindre der søges enhed for enhver pris, jfr. Økum. 11: "Det er absolut nødvendigt, at troslæren i sin helhed bliver tydeligt fremlagt. Intet er så fremmed for økumenien som den falske irenisme, som forurener den katolske troslære og fordunkler dens autentiske og utvetydige mening."

irettesættelse. Allerede Moseloven har en bestemmelse om, at man skal irettesætte sin næste, hvis der er alvorlig grund til det (3 Mos 19,17). Denne bestemmelse bringer Jesus i anvendelse over for en medbroder, der forsynder sig, idet Kirkefællesskabet inddrages (Matt 18,15-17) under apostlenes autoritet (18,18), jfr. Tit 2,15.

isop (hebr. ezob, gr. hyssopos). Plante, som nævnes i Bibelen (findes også i Danmark: hyssopos officinalis). I GT anvendes kviste af den til at stryge blodet på dørstolper (2 Mos 12,22) og til rensning af personer, der var blevet urene (4 Mos 19,6). I Sl 51,9 anvendes den til renselse fra synd. Dette vers kan synges under bestænkningen med vievand ved højmessens begyndelse. I forbindelse med Jesu død på korset omtales den (Joh 19,29), jfr. påskeofferet. Forbilledet for den senere vievandskost (s.d.).

ite, missa est (lat. gå bort, dette er udsendelse). Den opr. betydning uvis. Siden 7.-8. årh. er det præstens afsluttende latinske ord til messedeltagerne. I den danske messeliturgi er ordene oversat med: "Lad os gå med Kristi Fred." Der svares: "Gud ske tak og lov."