KOMMENTAR: Der er opstået en bred kløft mellem mange humanitære organisationer og store dele af den danske befolkning

Den intensiverede indvandrerindustri

AF POUL E. ANDERSEN

Den nye regering ønsker et grundigt »kasseeftersyn« af hele udlændingeområdet. Det er højst påkrævet, og den agter efter nærmere analyse at nedlægge en række overflødige nævn, råd og udvalg.

Når man hører det, kan man få nogle utilstedelige tanker. Man tør faktisk ikke sætte ord på dem, da de berører sakrosankt land. Men spørgsmålet må dog stilles: Gælder regeringens planer også det store antal offentligt støttede humanitære organisationer og foreninger, den såkaldte indvandrerlobby, som arbejder med udlændingespørgsmål gennem råd, nævn, udvalg og netværk i deres egen tågede verden?

Ideen bag de humanitære tiltag er al ære værd. De humanitære organisationer skal være ramme omkring værdifulde folkelige strømninger og holdninger, som både på græsrodsplan og på formaliseret organisatorisk plan skal formulere og formidle synspunkter af betydning for den politiske beslutningsproces.

Ingen vil benægte, at de humanitære organisationer er betydningsfulde: Deres hjælpeindsats både hjemme og i udlandet er essentiel. Men det er nødvendigt at holde et kritisk øje fæstet på dem, så de ikke med befolkningen som ufrivillig ballast sejler deres egen kurs og driver deres egen politiske virksomhed.

Udviklingen i retning af indvandrersamfundet er i høj grad præget af de humanitære organisationer, nævn, foreninger og centrer, der med vældige økonomiske og personalemæssige ressourcer, udbygget netværk og intens lobbyvirksomhed har kunnet udøve vedholdende pression på politikerne og befolkningen. Pressionen støttes af stærke indvandrerorganisationer af og til endog med udenlandsk kapital, og af hundredvis af indvandrerforeninger i alle større danske byer. Stærke bånd til forskningsinstitutter legitimerer organisationernes virksomhed. Det har været svært for mange politikere at hamle op med de magtfulde organisationer, som de vel at mærke ofte selv har været med til at skabe eller støtte.

Desværre er de fine rodtråde i organisationernes græsrødder som regel hurtigt visnet bort. Kun en tyk pælerod bliver tilbage, og den suger næring fra statskassen. I mange af organisationerne er der end ikke så megen folkelig opbakning tilbage, at man kan sammensætte en bestyrelse. Man er henvist til selvsupplering. Og flere af organisationernes og foreningernes synspunkter bliver til politiske manifestationer rettet både mod regering og Folketing og mod den danske befolkning.

Eksempler vælder frem, hver gang der på politisk plan tages nye initiativer på flygtninge/indvandrerområdet. Oprettelsen af den nye stilling som integrationsminister udløste straks et brøl af forargelse over en forventet apartheidpolitik.

Det huskes også endnu, hvordan den beskedne stramning of udlændingeloven i juli 1998 fremkaldte protester. Blækket var næppe tørt på lovteksten, før Amnesty International, Det danske Center for Menneskerettigheder og Dansk Flygtningehjælp udsendte en pressemeddelelse, hvori de krævede en gennemgribende ændring af udlændingeloven. De hævede, at lovgivningsprocessen havde været yderst problematisk, at flere ændringer bragte Danmark på kollisionskurs med internationale forpligtelser. Og de påstod, at »adskillige lovændringer afspejler en generel mistænkeliggørelse, der i visse tilfælde på det nærmeste tangerer en kriminalisering af udlændinge, som søger opholdstilladelse her i landet«.

Det er magtfulde organisationer, der taler, selvom de blot udgør tre af de mange i det fintmaskede net, der bærer omsorg for indvandrerne. Dansk Flygtningehjælp havde i 1999 et budget på ca. 370 millioner kr. (heraf 160 millioner til internationale projekter) og 285 ansatte, et tal som senere er forøget. Den repræsenterer 22 stærke politiske organisationer, bl.a. LO, Dansk Arbejdsgiverforening, SID, HK og Arbejderbevægelsens internationale Forum. Hertil kommer så en større aktiv gruppe af humanitære organisationer.

Antallet af organisationer, der arbejder med flygtninge og indvandrere er meget stort. Mange kan undværes ! Ledelserne består oftest både of danske og indvandrere. Det gælder Nævnet for Etnisk Ligestilling, hvor 7 af 17 medlemmer er indvandrere, Rådet for Etniske Minoriteter vælger sine egne 14 bestyrelsesmedlemmer,

mens formanden er en af Indenrigsministeriet udpeget embedsmand. Ind‑sam er de etniske minoriteters

sammenslutning og ledes naturligt nok af mindretalsrepræsentanter. I Asylansøgernes Stemme skal et flertal af bestyrelsens medlemmer være flygtninge. Det er indlysende, at udtalelser fra disse bestyrelser er præget af sammensætningen. Det må tænkes med, når f.eks. Nævnet for Etnisk Ligestilling udtaler sig i indvandrer‑ og integrationsforhold.

For organisationernes bestyrelser gælder det, at sammensætningen varierer meget. Nogle er selvsupplerende, andre tilgodeser bestemte organisationer, og bestemte personer går igen i flere bestyrelser. Måske udpeger indenrigsministeren også et antal medlemmer. De demokratiske valgprocesser er imidlertid yderst vanskelige at gennemskue. Det er overraskende, i hvor høj grad de mange formålsformuleringer overlapper hinanden.

Finansieringen sker ved offentlige midler og ved fundraising. Medlemskontingenter spiller en beskeden rolle.

Blandt de aktive organisationer kan f. eks. nævnes følgende:

Amnesty International, Det Danske Center for Menneskerettigheder, Dansk Center for Migration og Etniske Studier, Dokumentation og Rådgivningscentret om Racediskrimination, Ind‑sam, Kritisk Retshjælp, Landsforeningen af Danske Flygtningevenner, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske, Mellemfolkeligt Samvirke, Mødrehjælpen, Nævnet for Etnisk Ligestilling, Poem, Rådet for Etniske Minoriteter, SOS mod Racisme, Asylsøgernes Stemme, IDFAD, Indvandrere og Danske for Antidiskrimination, Unge med Fremmed Baggrund, (SUB), IINN, Det Islamiske Informations‑ og Nyheds‑Netværk.

De lokale indvandrerforeninger har tætte kontakter til de nævnte organisationer. I alt må man skønne, at flere tusinde aktive personer er engageret i omsorgs‑ og rådgivningsarbejdet. Til trods for forskelligheder danner organisationerne flere former for netværk og et ret ensartet miljø, hvor de hver for sig og tilsammen formår at påvirke politisk tænkning og holdning i Danmark, hvilket også flere formålsformuleringer sigter mod. Indtil dato har det været svært for politikere direkte at gå imod organisationernes omsorgs‑ og bistandskultur. For private er det umuligt. Organisationerne glemmer naturligvis ikke deres primære humanitære forpligtelse. Men den direkte omsorgsopgave over for flygtninge og indvandrere har skabt en tendens til at arbejde mere på disse gruppers præmisser end på det danske samfunds præmisser. Det får

af og til karakter af, at man skal beskytte de fremmede mod det danske samfund. Nævnet for Etnisk Ligestilling arbejder således sammen med Beate Winklers overvågningscenter i Wien, og dets formand, biskop Kjeld Holm, optræder som rapportør. Og direktøren for Det Danske Center for Menneskerettigheder, Morten Kærum ønsker en ændring af Den danske Grundlov i multietnisk retning.

Solidariteten med de fremmede kan næsten udvikle sig til hadefuldhed mod danskerne. Det indtryk kan man i hvert fald få, når man læser publikationer fra f.eks. Dokumentations‑ og Rådgivningscentret om Racediskrimination: »At sætte ild til en krudttønde« af Eric Tinor‑Centi, »Rapport om racistisk vold og chikane« af Line Hanemann, »Når fordomme bliver til racediskrimination« af Christine Jagd, »Kom indenfor og lad være med at føle jer velkomne« af Tim O'Connor og Ysar Cakmak. Christine Jagd mener endda, at alene fremdragelse af reelle kulturelle forskelle »ligner til forveksling racistiske fordomme og opfattelser« (s. 15). En rækkc publikationer fra Mellemfolkeligt Samvirke viser samme tendens. Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination udsender skemaer med opfordring til anmeldelse af racediskrimination. Man bistår gerne, også ved anonyme anmeldelser. Også Mellemfolkeligt Samvirke spejder nidkært efter ethvert forhold, der kan tolkes som diskrimination. For mig at se er der opstået en bred kløft mellem mange humanitære organisationer og store dele af den danske befolkning. En kritikløs imødekommenhed over for alle indvandrere skaber modvilje i den danske befolkning, som i høj grad mærker indvandringens byrder. Den gentagne anklage om racisme og fremmedfjendtlighed hos danskerne vækker vrede. Og ofte står man med en fornemmelse af, at det kulturbegreb, som trives i de fleste organisationer, er af en helt anden art end den, som deles af størstedelen af den øvrige danske befolkning.

I den offentliggjorte litteratur, debatbøger, pjecer og fagblade oplever man en manglende forståelse for dansk egenart. I stedet møder man en kulturrelativisme, der ikke accepterer noget geografisk, historisk og sprogligt bestemt kulturelt fortrin. Måske under indtryk of senmarxistisk kulturantropologisk tænkning ses kulturel udskiftning som en naturlig og ønskelig del af den nuværende verdens realiteter. Som følge heraf er flerkulturelle samfund en historisk selvfølgelighed og den naturlige tilstand.

Organisationernes åbenhed over for indvandring har idealistiske rødder, men uden betydning er det nok heller ikke, at fortsat indvandring og integration er en god sikring af økonomi og arbejdspladser hos de organisationer som politikerne har svært ved at sætte grænser for. Et politisk »kasseeftersyn« vil ikke være ubegrundet.

Poul E. Andersen, tidl. domprovst, Odense