Alle protestanter
hører i en vis forstand med til den katolske kirke. Tænk på grundlæggerne af de
tre største protestantiske kirkesamfund: Luther, Calvin og Zwingli. De
forkyndte alle frelse i Jesus Kristus, men hvor kendte de Jesus Kristus fra?
AF STEPHEN HOLM
katolsk sognepræst
I dokumentet »Dominus
Jesus«, som Vatikanet har udsendt i efteråret, understreges den katolske kirkes
særstilling blandt alle øvrige kristne kirkesamfund.
Det er ikke noget nyt!
Dokumentet, udsendt til den katolske kirkes biskopper, understreger kun det,
som 2. Vatikankoncil besluttede at formulere om kirken: om den katolske kirke
og de andre kirkesamfund, om de forskellige kirkesamfunds forskellige
henordning til moderkirken.
Sagt på dansk ser den katolske
kirke således på sagen: Kristus har stiftet en kirke, og derfor er der strengt
taget kun denne ene kirke. Den er for alle, som tror på, at Jesus fra
Betlehem/Nazareth er Guds Kristus, som er blevet menneske.
»For alle« omskrives
lidt dårligt med ordet »almindelig«. »Den hellige katolske kirke«, eller »den
hellige almindelige kirke« er altså strengt taget det samme! Det er et
spørgsmål, om der tales græsk/latin eller dansk. Når det om den katolske kirke
siges, at den er katolsk eller almindelig, så er det i første række ikke et
navn, den tillægges, men en kvalitet ved den, der udtrykkes.
Den kirke, Kristus har
stiftet, er katolsk! Kirken er katolsk, når den er for alle, der tror på Jesus
som Kristus, troen er katolsk, når den rummer kristentroen i hele sin fylde.
Alle kirkesamfund har del i det katolske, fordi de er »udløbere« af den
oprindelige katolske kirke og derfor slet ikke ville eksistere, hvis denne
katolske kirke ikke forud havde været der. Jo mere den katolske tro, altså hele
kristentroen, er til stede i de enkelte kirkesamfund, des stærkere tilknyttet
den katolske kirke er de, jo mindre af troens fylde, disse samfund har bevaret,
des svagere er de tilknyttet den katolske kirke.
Der er en sætning i
dokumentet, som i visse protestantiske kredse har bragt sindene i kog. Nemlig
den gode, gamle læresætning: »Uden for kirken ingen frelse!«. Denne
formulering, der går tilbage til kirkefædrene Origenes og Cyprian, som levede i
første halvdel af 200‑tallet, og som er gentaget af flere koncilier, holder
den katolske kirke vedvarende for sand, for den fastslår ikke den ene dag en
trossandhed, som den dagen efter kalder tilbage.
Spørgsmålet er
imidlertid, hvordan sætningen/udsagnet skal forstås? Hvad forstår kirken ved
»kirken«? Er det alene den synlige romersk‑katolske kirke? Hvad forstås
ved »frelse«? Er det alene frelse efter døden??
Kirken har sit
udspring i Kristus. Uden Kristus ingen kirke. Kristus er »kirkens
hovedhjørnesten«. Således kunne man som første skridt i sine overvejelser
omformulere omtalte sætning og sige: »Uden om Kristus ingen frelse!« Dette må
enhver, som bekender sig til Jesus Kristus, sige ja til. Jesus siger selv:
»Ingen kommer til Faderen uden ved mig!« (Joh. 14,6) og i en prædiken siger
apostlen Peter ligeud: »Der er ikke frelse i nogen anden end Jesus Kristus«
(Apg. 4,12).
Når der nu ikke er
frelse udenom Jesus Kristus, gælder det altså om, hvis man vil frelses, at være
hos ham/ i ham. Hvordan sker så det? Læsning af det ny testamente viser, hvad
kirken har overleveret, at Jesus, i den korte tid han virkede på jorden, var
optaget af at ordne det sådan, at vi, til trods for at han i sin død og
opstandelse vendte tilbage til himlen, indtil tidernes ende ville kunne komme
til ham (og han til os).
Med dette formål
grundlagde han på sine tolv udvalgte apostle sit samfund, sin kirke. Til
apostlene sagde han: »De, som lytter til jer, lytter til mig! «(Luk. 10,16,
Matt. 10,40). Dette betyder altså, at Kristi stemme gennem tiderne lyder til os
gennem apostlenes efterfølgere, biskopperne. Her hører vi til stadighed Kristi
befaling: »Gå ud i alverden og gør alle folkeslag til mine disciple, idet I
døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn ....«. (Matt. 28,19). Men
ved dåben, ‑ det siger apostlen Paulus i sit brev til kirken i Rom (6, 3‑5),
‑ vokser vi sammen med Kristus, bliver hans legeme, bliver hans kirke.
»Jeg er vintræet, I er grenene«, siger Jesus (Joh. 15,5).
Når der nu ikke er
frelse uden om Kristus, og vi i dåben bliver hans kirke, så passer det jo som
fod i hose, at uden for kirken er der ingen frelse! Men det vil så også sige,
at enhver gyldig døbt, uanset om han/hun er døbt inden for eller uden for den
romersk‑katolske kirke, hører med til kirken og således frelses i kraft
af kirken.
I den forstand hører
f. eks. alle protestanter med til den katolske kirke. Tænk på grundlæggerne af
de tre største protestantiske kirkesamfund: Lutter, Calvin og Zwingli. De
forkyndte alle frelse i Jesus Kristus, men hvor kendte de Jesus Kristus fra? De
levede femtenhundrede år, efter at han havde været her på jorden,
femtenhundrede år efter hans død og opstandelse. Som katolske kristne havde de
lært ham at kende gennem den katolske kirkes forkyndelse og fra det ny
testamente, som kirken havde samlet, udgivet og bevaret. Uden kirken havde de ikke
lært den Kristus at kende, som alene frelser, uden kirken havde de ikke været
»i Kristus«. Uden kirken havde vi, der nu lever 2000 år efter hans fødsel, ikke
lært Kristus at kende. Uden kirken havde vi ikke været » i Kristus«. Altså:
Uden for kirken ingen frelse!
Så kunne man med rette
spørge: Jamen, hvad så med de ikke‑døbte, med de ikke‑troende? Er
det dem, der er uden for kirken? Hvis jeg var tysktalende, ville jeg
svare: »Jain«, hvilket er en
sammentrækning af ordene ja og nein. Kirken skelner mellem dem, der ikke er
kommet til tro på Kristus, fordi de aldrig har hørt om ham, og dem, der ikke er
kommet til tro, fordi de afviser. Om de førstnævnte gælder det, at de rent
faktisk hører med. Siger Jesus ikke: » De, som ikke er imod, er for« (Mk. 9,40,
Luk. 9,50)? Om både de førstnævnte og sidstnævnte er at sige, at det er kirkens
lære, at ethvert menneske får chancen for at sige ja til Kristus, om ikke før,
så i dødsøjeblikket/dødsprocessen. Og hvis dette ja gives, indlemmes
vedkommende i Kristus og dermed i kirken. For uden om Kristus, uden for hans
kirke er der ingen frelse.
Hvad er så »frelse«?
Er det frelse efter døden? Jeg tror ikke, at vi behøver at beskæftige os så
meget med den side af sagen. Paulus skriver til sin medarbejder Timoteus, at
Gud ønsker, at alle mennesker skal frelses! (1. Tim. 2,4). Og hvis Gud ønsker
det, så er han sikkert »mand« for at få sit ønske opfyldt. Vigtigt er det, om
mennesker kunne frelses før døden, d.v.s. leve et lykkeligt og harmonisk liv
her på jorden, leve et liv i kærlighed til Gud og til næsten.
Hvis man ikke ved,
hvor man kommer fra, ikke ved, hvorfor man er her på jorden, og ens eneste
fremtidsudsigter er krematoriets flammer eller jordens orme, så har man i hvert
fald frelse behov! Mennesket er skabt, så det kan erkende Gud. Det menneske,
der ikke erkender Gud, lider skade på sin menneskelighed og har frelse behov.
Og netop her træder
Kristus, via sin kirke, ind i menneskers tilværelse og fortæller med
guddommelig autoritetet ethvert menneske: Du er hér, fordi du er skabt af Gud,
som vil dig og som elsker dig med uendelig kærlighed. Han har dig i sin hånd og
vil føre dig gennem dette liv, gennem dets lidelser og gennem den uafvendelige
død ind i en fantastisk, ubeskrivelig fremtid!
At modtage dette
budskab er frelse, at kunne leve livet her på jorden i denne tro er frelse.
Jesus siger: »Jeg er vejen, sandheden og livet!« (Joh. 14,6) Men dette Jesus‑budskab
gives mig af kirken og ville aldrig være nået frem til mig uden denne to‑tusind‑år‑gamle
nådeforkynder og nådeformidler. Det er så sandt, som det er sagt, og jeg under
det helt ærligt ganske udmærket, at det her i det nu afsluttede jubilæumsår
2000 på ny er blevet understreget: Uden for kirken ingen frelse!
Dokumentet »Dominus
Jesus« er fra Vatikanet udsendt til den katolske kirkes biskopper. Nu har
andre, hvem det strengt taget ikke var beregnet for, også fået fingre i det.
Måtte alle kristne, uanset observans, så læse det i det, som er det vigtige,
nemlig, at man som kristen aldrig skiller Kristus og Kirken ad.
Af og til hører man
udsagnet: »Ja til Kristus, nej til Kirken« Det er noget vrøvl! Hvad Jesus i
anden forbindelse har sagt, gælder også her: »Hvad Gud har sammenføjet, må
mennesket ikke adskille!« (Mark. 10,9). Den, der er Gud taknemmelig for troens
gave, skylder ikke bare Gud, men også kirken, i hvad form man så end er blevet
født ind i den, sin taknemmelighed!
* * *