På et tidspunkt hvor
den katolske Kirke lægger så stor vægt på dialog mellem religionerne og hvor
verdenssituationen medfører stadig hyppigere møder mellem muslimer og kristne,
er det vigtigt at Kristi disciple gør sig deres tro helt klar og sætter sig ind
i de fundamentale forskelle mellem kristendom og islam, men også undersøger
hvad muslimerne i dag siger om Jesus Kristus hvis natur og sendelse jo er
kernen i uoverensstemmelserne mellem de to religioner.
Adskillige nye bøger
prøver at hjælpe de kristne med denne mangeartede opgave. Vi har udvalgt tre
der alle er skrevet af præster med et indgående kendskab til islam og den
arabiske verden.
Alt for megen
læremæssig forvirring, alt for mange sproglige uklarheder samt en velvilje der
har udviklet sig til eftergivenhed eller måske ligefrem gåen på akkord, har
forvansket samspillet med islam, mener Pater Moussali[1],
der er lazarist og stammer fra Libanon, og som efter lange perioder i Syrien og
Algeriet er kommet til at arbejde i Frankrig. Med dette som udgangspunkt prøver
han at give sine læsere nøglen til en sandfærdig dialog. (...)
Det islamiske dogme
fremlægges i alle sine afskygninger og hele tiden parallelt med det kristne
dogme, så man tydeligt kan se forskellene. Forfatteren siger således at det
centrale punkt er benægtelsen af Treenigheden eftersom den kommer til udtryk
straks i chahada (trosbekendelsen):
“Der er ikke andre guder end Gud...”.
Det drejer sig om en absolut og radikal ensomhed hos den ene, isolerede
Gud, der ikke giver sig til kende, men holder afstand for at forblive
utilgængelig for menneskets fatteevne. Her ser man hvordan dette Gudsbegreb der
udelukker forestillingen om en treenig Gud, dvs. en Gud der i sig selv
udtrykker et forhold (Fader, Søn og Helligånd), følgelig udelukker
forestillingen om en kærlig Gud der er i stand til at blive menneske og dø og
tilmed til at slutte pagt med et folk.
Allerede her kan
Pater Mussali påvise hvor fejlagtigt det er at anvende den efterhånden
klassiske formulering: de tre “åbenbarede monoteistiske religioner” (jødedom,
kristendom og islam). Den bibelske åbenbaring er en historie, skriver han netop, medens islam har en historie, men ikke er en historie. Det fremgår også af at
de islamiske profetier kun er en gentagelse, en periodisk påmindelse om den
strenge monoteisme og aldrig forudsigelse af en Messias der vil opfylde en
forjættelse. (...)
Forfatteren påpeger
i den forbindelse at de store bibelske profeter (Daniel, Ezechiel, Esajas,
Jeremias) meget betegnende overhovedet ikke optræder i Koranen. Den har kun
beholdt de personer der med nogen forvanskning kunne passes ind i den islamiske
teologi.
Som eksempler kan
nævnes Abraham, en perfekt muslim der adlød Gud da han bad ham om at ofre sin
søn, men som ikke modtog noget løfte; Moses som den der modtog og videregav
Torahen; Jesus der kom for at bringe det jødiske folk Evangeliet (Islam
anerkender kun ét, Injil) og bebude
Muhameds komme, “profeternes segl”, hvis opgave det skulle være at give verden
den endelige Bog, Koranen. Da de jødiske og kristne skrifter ikke nævner
Muhamed, betragtes de af muslimerne som forfalskede.
Jesus er kernen i
debatten. Takket være sit store kendskab til de semitiske sprog kan Pater
Moussali forklare i hvilken grad Koranen gennem det navn den har givet Jesus (Issa) har islamiseret ham for at fratage
ham hans guddommelige identitet. For islam er Jesus derfor kun et menneske som
alle andre, men af Gud udstyret med nogle usædvanlige privilegier (overnaturlig
undfangelse, jomfrufødsel, evne til at gøre mirakler, etc.) til udførelse af
sin mission. Han er hverken Gud eller Frelser (Koranen benægter at
korsfæstelsen har fundet sted for den kender ikke til arvesynden og derfor
heller ikke til nødvendigheden af en forløsning).
Af den islamiske
opfattelse af Gud følger opfattelsen af forholdet mellem mennesket og dets
Skaber (lydighed, overholdelse af Loven og til slut belønning, hvilket ikke
giver megen plads til frihed) og forholdet mellem menneskene indbyrdes, altså
samfundslivet, anfører Pater Moussali også. Til at illustrere dette princip
vælger han flere følsomme emner.
1. Menneskerettighederne. I Koranen står der ikke at
mennesket er skabt i Guds billede. Derfor har det kun de rettigheder som Herren
nådigt tildeler det. “Det er menneskets
troskab mod Guds forskrifter som de er optegnet i Koranen, Sunna (Traditionen) og Hadîth (Muhameds væsen, gerninger og udsagn) der
giver det ret til en god behandling.” Derved opstår der et ulige forhold
mellem muslimer og ikke-muslimer, og man forstår den islamiske verdens
forbehold i 1948 over for Menneskerettighedserklæringen hvis artikler er
gennemsyret af bibelsk kultur.
2. Forholdet mellem mand og kvinde. Forfatteren
konstaterer dette misforhold, især på det sociale område. Men det er kun udtryk
for en forskel der er fundamental fordi den ifølge Koranen er ontologisk
begrundet, og det ville have været godt med en mere dybgående teologisk
overvejelse på dette sted.
3.
Demokratiet. Er islam i
besiddelse af den indre dynamik der kan få det til at åbne sig for
demokratiet?, spørger Pater Moussali, efter at have mindet om det bibelske
grundlag for magtdeling. Hvilke åbninger ville kunne give adgang for denne
nødvendige aggiornamento som mere end
én af nutidens intellektuelle muslimer kunne ønske sig? Men går verdslighed og
demokrati nødvendigvis hånd i hånd? Forfatteren ville sikkert have taget
afstand fra den vestlige “model” hvis resultater nok ikke indbyder til
ubetinget efterligning.
4.
Til slut en sidste bemærkning om dette værk, nemlig vedrørende dets
titel: Var det virkelig nødvendigt at sidestille korset, det uerstattelige tegn
på Frelsen, og halvmånen, et symbol der først dukkede op i det 19. århundrede i
det Osmanniske Rige hvorfra det langsomt har bredt sig ud i hele det muslimske
område?
Til en “søgende” muslim
Pater Boutros, der
også kommer fra Libanon, fungerer som præst i Canada. Hans bog[2]
er udformet som breve til en “søgende” muslimsk ven. Forfatteren forstår på en
fin måde og ofte med udgangspunkt i selve Koranens tekst at opfordre modtageren
til at ræsonnere logisk for derved at bringe ham til at opdage sandheden i den
kristne Åbenbaring og frem for alt i Kristi mysterium.
På den måde beviser
han at den beskyldning om forfalskning af Skrifterne som muslimerne retter mod
jøderne og de kristne overhovedet ikke fremgår af noget som helst skriftsted i
Koranen. Han gør desuden opmærksom på at de intellektuelle muslimer altid har
været ærlige nok til at godkende Bibelens autenticitet i dens fulde
udstrækning.
Navnet Messias som
Koranen giver Jesus, er ganske indholdstomt, men islams hellige Bog sætter
muslimen på sporet af Kristus som Messias. For at lære denne sandhed at kende
henviser Pater Boutros sin ven til at studere det Gamle og det Nye Testamente:
dér vil han opdage Jesus som den Messias Israel håber på. Jesus er beskrevet i
Koranen som Guds Ord “nedlagt i Maria”, men Koranen forkaster inkarnationens
virkelighed som ifølge den er uværdig for Gud. Forfatteren forklarer på en
meget fin måde at dette Ord ikke skal forstås som udtryk for Guds skabervilje
for Gud skaber med sit Ord (“Vær...”) – det andet er blot et påskud, siger han
– men slet og ret Ordet Selv: “Jesus er Guds enbårne Søn fordi han er Guds
evige Ord.”
Guds faderskab, der
er uforståeligt for en muslim som almindeligvis kun opfatter forplantningsevnen
som noget rent biologisk og derfor ikke kender til åndeligt faderskab (...),
tager Pater Boutros fat på ved hjælp af begreberne godhed og fuldkommenhed der
“udbredes” naturligt og “i overflod”. Denne fremlægning af livsfylden i Gud
fører ham til en meget smuk udredning om Treenigheden, “mysteriet om den ene Guds indre liv” - og ikke en trehed (Gud, Maria, Jesus) ifølge Koranens
fortolkning – for at få brevets modtager til at fatte hele dybden i dette
mysterium.
Værket slutter med
et “blik” på det kristne liv og lover en fortsættelse der skal handle om
“Frelseren”. Ligesom Pater Moussalis bog giver også denne bog udtryk for den
kristne tros uforlignelige rigdom, og derudover giver den mange interessante
udgangspunkter for mennesker der missionerer blandt muslimer.
Hvad muslimerne mener om de kristne
Den sidste bog,
skrevet af Pater Borrmans[3]
fra Société des Missionnaires d’Afrique (De hvide fædre), professor ved det
Pavelige Institut for arabiske og islamiske Studier i Rom, har efter vores mening
fået alt for lidt opmærksomhed, dens kvalitet taget i betragtning. Det drejer
sig ikke om en afhandling der stiller islam og kristendommen over for hinanden,
men om en undersøgelse der skal oplyse om den måde muslimerne i dag fremstiller
Jesus på og dermed om deres opfattelse af Ham og af de kristne.
Pater Borrmans
indleder sin bog med en meget nyttig kort oversigt over Koranens kristologi
gennem forskellige oversættelser skrevet af muslimske autoriteter, og placerer
sit eget arbejde som en videreføring af de studier professor Roger Arnaldez
tidligere har foretaget og som er udkommet i den samme serie, Jesus og Jesus Kristus[4].
Derefter følger selve undersøgelsen. Til den har forfatteren gennemset en
imponerende mængde dokumenter på arabisk, fransk og engelsk: katekismer og
skolebøger, korankommentarer, teologiske afhandlinger, essays, romaner, digte
og tidsskrifter. Hvad er der kommet ud af disse undersøgelser?
De bøger der er
beregnet til undervisning af unge mennesker frembyder alt i alt en traditionel
undervisning (med meget begrænset plads til Jesus), men er også mere eller
mindre påvirket af de pågældende landes politiske systemer. Pater Borrmans
påviser således at man i det nuværende Syrien, der påberåber sig at være et
verdsligt samfund, ikke insisterer på la dhimmitude (bestemmelse om
beskyttelse/tvang som ikke-muslimer er underkastet i muslimske lande), men han
opdager at denne igen er blevet stadfæstet i Jordan hvilket er overraskende når
man betænker det ry for åbenhed som det hachemitiske rige i øvrigt har.
De store
korankommentarer, der har en mere apologetisk karakter, går resolut i gang med
en kraftig gendrivelse af det kristne Credo og bliver ofte ligefrem
polemiske. Med læren om Treenigheden ²har de kristne delt
guddommen og ophævet enheden”, siger en af kommentatorerne, Ben Achour, fra det
muslimske universitet i Zitouna (Tunis). Det forhindrer dog ikke visse af disse
forfattere i at udtrykke agtelse for de kristne og deres gode egenskaber. Men
mestrene i at betragte islam som en kamp, som fx egypteren Sayed Qotb eller
pakistaneren Mawdudi, omtaler kun forholdet til de kristne i krigeriske
vendinger. ”Det drejer sig om troens strid”, skriver den første.
Barnabas’
pseudo-evangelium bruges af mange muslimer som støtte for den islamiske argumentation,
især med hensyn til forvanskningen af de jødiske og kristne skrifter. Det kan
ikke undre nogen, for denne forfalskning fra det 16. årh. fremstiller en
islamiseret Jesus og giver plads for Muhammed. Kommentatorer og forfattere af
teologiske afhandlinger anser det somme tider for at være det eneste
”autentiske” evangelium. Her må dog nævnes sheik Hassan Khaled, stormuftien af
den libanesiske Republik, der blev dræbt i 1989, sandsynligvis fordi han havde
gået for ivrigt ind for sit lands enhed, hvis værk fortjener anerkendelse for
sin redelige beskrivelse af kristendommen. Går han ikke ud fra kristne kilder
som Det nye Testamente og andre skrifter i sin beskrivelse af kristendommen
sådan som de kristne virkelig opfatter den, uden at nøjes med koranens
synsvinkel? Denne anstrengelse for at være loyal finder vi ikke ligefrem hos
den afdøde sheik Boubakeur, tidligere rektor for den Store Moske i Patis, i
hans Traité moderne de théologie islamique.
Når det kommer til
stykket, er det i litteraturen og digtekunsten man finder muslimske
betragtninger der er mere positive og forstående over for Jesus og de kristne.
Nogle forfattere udtrykker stor interesse, mod og dristighed. Når man læser
disse essayister, romanforfattere og digtere, opdager man muslimer der er
betaget af en fascinerende og medlidende Jesus der viser opofrelse, tilgivelse
og retfærdighed. Bjergprædikenen især udøver en stor tiltrækning der synes at
blive større og større i vor tid, bemærker Pater Borrmans; offerdøden på korset
(selv om de ikke tror på den) gør især voldsomt indtryk på de palæstinensiske
digtere der identificerer den lidende Jesus med deres mishandlede fædreland.
Hvad angår de ”gribende sider om kærlighedens lov”, så synes de at have
begejstret Pater Borrmans, men han må alligevel med beklagelse konstatere at
bortset fra nogle få hvis værker ”rækker ud over deres islam”, lægger de
forfattere som hans undersøgelse omfatter hovedvægten på den sociale side af
Kristi lære uden at interessere sig for den teologiske, og de spørger ikke sig
selv om grundene til de usædvanlige privilegier Gud har skænket ham og som
Koranen delvis omtaler. De går så vidt at de skriver at ”Jesu identitet i
sidste ende er muslimsk”.
Vi har her en bog
der på én gang er meget lærd og fængslende idet den forener en høj grad af
intellektuel stringens med en dyb sympati for de troende muslimer. Den udmærker
sig ved at lære os at den islamiske verden ikke er monolitisk, og måske ikke
stivnet, og den tilskynder implicit de kristne til at fortsætte dialogen og
holde fast i håbet. For er det måske ikke gennem venskabelige og uegennyttige
møder med Kristi disciple at muslimerne før eller siden – på et tidspunkt som
kun Gud kender – vil få øjnene op for de realiteter som Koranen helst vil holde
skjult for dem, specielt sandheden om Jesus?
Koranens verdenspolitik, spiren til en ekspanderende arianisme
Arius’ hæresi der
benægtede Kristi dobbelte natur og kun anerkendte den menneskelige, blev
fordømt på Koncilet i Nikæa år 325. Ikke desto mindre vandt dette hæresi stor
udbredelse i Kirkens første århundreder. Først efter Klodevigs dåb og det
spirende Frankrigs sejr over allemannerne ved Tolbiac i 496, over vestgoterne
ved Vouillé i 507 og over burgunderne ved Autun i 532, lykkedes det at fjerne
denne trussel fra et Europa der i begyndelsen var fuldstændig domineret af
arianismen. Men selv om den blev besejret, nedlagde den ikke våbnene.
Den ny arianisme
Den opstod allerede
igen i 622 med hedschra ig islams fremkomst, - ”en arianisme der lykkedes”,
siger man somme tider – og den omfatter i dag mere end en milliard mennesker,
hvoraf mere end fem millioner bor i Frankrig, dvs. næsten 10 % af den franske
befolkning. Da islam er et erobrende teokrati, påberåber den sig ligesom
kristendommen et verdensomspændende kald, og derfor må disse to religioner
nødvendigvis støde sammen. For muslimerne forholder det sig sådan at ”Dar al
islam” (islams hus) der omfatter alle lande med muslimsk majoritet, er i
opposition til ”Dar al harb” (krigens hus) der omfatter de lande der
endnu har undsluppet islam og som bør underlægges den. Djihad, begrebet
”anstrengelse for Guds sag”, bliver derfor til den Hellige Krig som muslimerne
fører mod de kristne hver gang omstændighederne gør det muligt for dem. Denne
erobring skyer ikke noget middel, end ikke de mest voldelige, for at nå sit
mål.
Det bliver meget
hurtigt tilfældet i tiden efter hedschra, på et tidspunkt hvor Europa lallede
rundt i det kaos der havde hersket under merovingernes styre: Karl Martel, Karl
den Stores bedstefader, standsede så sarracenernes invasion ved Poitiers i 732,
og det blev optakten til de berømte epos om la Reconquista og korstogene, en
contra-djihad i ly af hvilken den kristne middelalders storhedstid kunne
udfolde sig. ”Det drejede sig ikke om at påtvinge troen ved hjælp af
sværdet, sagde admiral Auphan, men om at gå til modangreb hjemme mod
muslimerne for at forsvare kristendommen der uretfærdigt blev angrebet på sine
egne enemærker. De kristne måtte forsvare sig selv, deres familier, deres
kirker, deres civilisation og deres tro”. Det samme blev tilfældet efter
Konstantinopels fald 1435, der åbnede døren til Balkanlandene for den
ottomanniske invasion: Skønt Europa var svækket af hedenskabens tilbagevenden
som følge af renæassancen og splittet af sine egne religionskrige, samlede det
alle sine kræfter ved Lepanto i 1571 og senere ved Wien i 1683, satte sig
sejrrigt op imod den islamiske fare og sikrede således udviklingen af nogle
storslåede civilisationer der kom til at stråle over hele planeten. Men det
blev civilisationer der kom til at fremkalde deres egen undergang ved lidt
efter lidt at fornægte deres kristne udgangspunt, årsagen til deres prægtige
udvikling.
Erobringsvilje
Man kan derfor ikke
undre sig over det nye og tredie forsøg som islam i dag gør på at erobre Europa
idet den udnytter svagheden i et vesten i forfald. Der er allerede mange som
ikke er bange for at vise kulør: man kunne således for nylig i et af de
bosniske muslimers blade læse at ”om ti år vil én ud af to europæere være
muslim”; på samme måde udtalte den nuværende bosniske præsident Alija
Izetbégovic i 1970 at ”man ikke kunne have en regering bestående af lægfolk,
og at alle muslimer havde pligt til at forfølge de vantro og underkaste dem
deres love”. Hvorfor skulle de også genere sig for at sige sådan når det
vrimler med begivenheder og eksempler der tilsyneladende a priori giver
dem ret? Efter at den materialisme som i dag karakteriserer det vestlige
samfund – hvad enten den har sin rod i det totalitatære regime eller er
inspireret af liberalismen – har været årsag til det 19. og 20. århundredes
selvmordskrige i hvilke tusindvis af dets bedste mænd er forsvundet, må man
spørge sig selv om den ikke bringer sine folk ulykke. Konsekvensen af denne
materialisme har været en moralsk krise uden sidestykke hvor man tværtimod
havde haft brug for nogle solide åndelige og religiøse overbevisninger for med
fasthed at svare på islams vækkelse. Det er en materialisme der har medført en
sand dødskultur der viser sig i legaliseringen af antikonception og abort samt
en demografisk nedgang der truer Europa med at forsvinde hvis der ikke hurtigt
bliver sat en stopper for den. Når fødselsraten er 1,7 i Frankrig, 1,3 i
Tyskland og 1,2 i Italien hvor den burde være mindst 2,2 for at sikre de
forskellige landes overlevelse, er der desværre mange flere kister end vugger.
Skelne mellem islam
og muslimerne
”Vore islamologer
i regeringen burde holde op med at føre folk bag lyset”, sagde en gammel
munk fra det kloster i Tibhirine i Algeriet, der på en trist måde blev meget kendt,
til en af sine medbrødre. ”Der findes moderate mennesker i islamiske
områder, men der eksisterer ikke nogen moderat islam. Alle kristne i Algeriet
er dødsdømte”.
Vi må virkelig prøve
på at skelne mellem islam og muslimerne. Det være langt fra mig at sværte dem
som personer. De er også skabt i Guds billede, og vi bør elske dem som vore
brødre og bringe dem evangeliets glade budskab. Til gengæld kommer man ikke
udenom at faren ligger i selve islam der både politisk, socialt og religiøst er
en totalitær ideologi og kilde til de værste voldsgerninger. Derfor har vi også
pligt til kraftigt at bekæmpe dens udbredelse og forsvare de kristne hver gang
det er nødvendigt. Men lad os ikke gøre os nogen illusioner. Islam er især
stærk på grund af vores åndelige og timelige svaghed.
Derfor er det frem
for alt vores pligt gennem et kristent liv i dyb tro at vise at det ikke er
muligt for islam at svare på menneskets forventninger: muslimernes Gud er
virkelig ikke den samme som de kristnes, der er Gud Fader og ikke Gud Hersker og Despot. Annie Laurent, dr.
scient. pol. og specialist i Mellemøsten,
siger at “som modvægt mod islam må man stille den overnaturlige
kærlighed, dyden og retten. I stedet for at bekymre os, søge ind i os selv
eller reagere med skældsord eller vold, der ikke er nogen særlig kristen
opførsel, bør vi derfor prøve at forstå meningen med islams tilstedeværelse
blandt os. Hvem ved om ikke Forsynet i sin uendelige visdom kunne tænkes at
ville gøre noget ondt til noget godt, dvs. ændre det formål islam har til at
bekæmpe Kristus, og gøre det til en åndelig tilskyndelse for de kristne til at
genopdage hvilken uforlignelig skat de har i Kristus som de er alt for
ligeglade med”.
Europas historie
viser faktisk at der til hver eneste udfordring fra arianismens side –
ligegyldigt i hvilken skikkelse, men især som islam, og altid forårsaget af en
afmatning af troen hos de kristne – har svaret en sund og gavnlig reaktion fra
de samme kristnes side, og dette har fremkaldt nogle stærke og strålende
civilisationer. Derfor er det nu vores tur til, som værdige efterkommere af
Klodevig og Ludvig den Hellige, at omvende os, og som surdej i den kærlighedens
civilisation som alle paverne i dette århundrede har forkyndt, at handle med
fornuftens og troens våben for at det samme må blive tilfældet i det tredie
årtusind efter Kristus.
Bertrand de
Dinechin.
Tidsskriftet
l'homme nouveau
[1] Antoine Moussali, La croix et le croissant, le christianisme face à l’islam, éd. de Paris, 1998.
[2] Fadlallah Boutros, Jésus dans la Bible et le Coran, F.-X. de Guibert, Paris, 1998.
[3] Maurice Borrmans, Jésus et les musulmans d’aujourd’hui, Desclée, 1996.
[4] Jésus, fils de Marie, prophète de l’Islam, Desclée, 1980; Jésus dans la pensée musulmane, Desclée, 1988.