Islam og forskningsfriheden

 

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og præsenterer en gudsopfattelse, som præger en milliard men­neskers hverdag. Men skønt en indgående historisk forskning i islam vil kunne opleves som smertefuld af mange muslimer, bliver den mere og mere nødvendig i et land med grundlovssikret forskningsfrihed

Poul E. Andersen

tidl. domprovst

 

 

Muslimer i Danmark lever under en verdslig lovgivning, og deres frihed er beskyttet af Grundloven. Men ikke alle de sikrede frihedsrettigheder er upro­blematiske. Det gælder således for bå­de trosfriheden og ytringsfriheden.

For kristne er det svært at forstå, at muslimer vedholdende nægter deres trosfæller retten til at konvertere til kri­stendommen, samtidig med, at de dri­ver en aktiv mission for at omvende kristne til islam. Og mens flere tusinde danske kvinder ved ægteskab går over til islam og lader deres børn blive mus­limer, så betragtes ægteskab mellem danske mænd og muslimske kvinder af religiøse grunde som ganske utillade­ligt, selvom det er en grundlovssikret ret.

Også ytringsfriheden og forsknings­friheden volder vanskeligheder for tra­ditionstro muslimer. Når jeg i foredrag eller artikler ordret citerer Koranen, det kan være A. S. Madsens oversættelse eller f.eks. Abdullah Yusef Alis over­sættelse, bliver jeg tit bebrejdet, at jeg citerer Koranen ukorrekt, og at jeg spreder vrede og had hos muslimer ved at citere den hellige bog.

Muslimers forhold til deres hellig­skrift skaber forvirring hos danske kristne. Jeg har ofte oplevet, at troende muslimer begrunder bestemte traditio­ner med, at de er påbudt i Koranen, men når man forsøger at efterspore dem deri, er de ikke til at finde, og ikke sjældent er udlægning af angivne koranord svært gennemskuelig.

 

 

Koranens begrundelse for kvinders brug af tørklæder, som for øvrigt ikke burde anfægte nogen, finder vi således i sura 33.60 og 24.31-33, (versind­delingen dog afhængig af hvilken over­sættelse, man anvender). Men slår man stederne efter, finder man nydelige ord om kvinders ærbarhed, men ikke et ord om pligt til at bære tørklæde. Man tol­ker altså Koranens ord skarpere end den selv. Det modsatte møder vi såle­des, når man i tale og skrift priser Ko­ranens respekt for kvinden og dens fremhævelse af hendes ligestilling. Men når man læser de suraer og ayat, som omhandler kvindens placering i det muslimske samfund, møder man barske udsagn af en helt anden karak­ter. Ikke engang det gammeltestament­lige kvindesyn kender tilsvarende hold­ninger. Stærkest kommer det til udtryk i sura 4.35, sura 2.224, sura 4.16 og su­ra 24.3. I praksis ser det dog ud til, at de anførte tekster stadig øver indflydel­se på muslimske samfunds hverdag.

I sura 2.257 hedder det: »Der må ik­ke være tvang i religionen«. Det er et vers, der i indvandrerkredse citeres igen og igen, som udtryk for friheden i islam. Sammenhængen, det står i, er imidlertid uklar. Man skal bestemt ikke overse, at Koranen rummer udsagn om smuk tolerance og forståelse. Men læ­ser man Koranens senere åbenbaringer, så møder man langt flere udsagn om utålsomhed over for de vantro, og om udryddelsen af dem. Og mange mener, at de første udsagn må underordne sig de sidste. Men ufriheden er markant og usikkerheden med.

 

Århundreders tale om islam som fre­dens religion er næsten kritikløst blevet overtaget i den kristne dialog med is­lam. Her overser man imidlertid, at muslimer ikke må betegne de kampe, som islam fører, som krige, da alene vantro fører krige. Men læser man Ko­ranen grundigt igennem, så er det langt fra et fredens billede, der tegnes. Og kun periodevis i århundrederne er fre­den mærkbar under det muslimske her­redømme. Førende både kristne og muslimske forskere, som f. eks. Samu­el P. Huntington og Bassam Tibi peger på, at volden og terroren har langt bed­re grobund i muslimske lande end i kristne, uden at de dog tør pege på en direkte forbindelse til islam som reli­gion. Men også på dette punkt står vi over for alvorlige tolkningsproblemer.

For mig at se er der et meget stærkt behov for en fri og uhildet analyse og debat om det vældige problemkom­pleks, som rejser sig ud fra islams mø­de med den vestlige kultur gennem den stærke indvandring. Både kristne og muslimer har brug for en saglig afvej­ning af synspunkter mod hinanden. Mange misforståelser vil kunne afkla­res derved.

 

En indgående historisk forskning over islamisk religion og tradition vil kunne opleves som smertefuld af man­ge traditionelle muslimer. Men i et land med grundlovssikret forskningsfrihed er det nødvendigt. Igennem generatio­ner har kristne gennemlevet processen. Den kristne kultur er blevet debatteret, analyseret og kritiseret. Den kristne re­ligions kilder er blevet endevendt, sam­menlignet og lagt under samtlige histo­riske og logiske metoders lup.

Kristne og ikke-kristne forskere har i århundreder diskuteret opfattelsen af Kristus, som den kristne tros grundvold og indhold. Man har betragtet ham som Jesus, guds søn, som menneskehedens frelser og forsoner, som menneskets moralske forbillede og som den politi­ske revolutionære eller som hippie. Han er blevet beskrevet som uægte­født, endog som homoseksuel. Og kristne har reageret herpå med vrede eller smerte, med afstandtagen eller med tilslutning. Men ingen har villet lægge forskningen hindringer i vejen eller standse diskussionen. For den tro­ende vedbliver Kristus, den opstandne, at være den ophøjede, som ikke kan gøres ringere ved vore holdninger. Og mange kristne føler netop, at deres gudsbillede i i diskussionen er blevet ud­bygget og nuanceret. I Jesus som Guds søn kommer Gud selv mennesker nær under alle de vilkår, som Guds skab­ning lever under. Og troen bliver rigere for hver dør, som åbnes.

En fri forskning over emner fra Ko­ranen, fra profeten Muhammeds liv og forkyndelse og fra den muslimske tra­dition er nødvendig. Det er en del af grundlovens frihedsramme. Den vil af­mystificere mange uforståelige spørgs­mål for de kristne, og den vil lette mus­limers indgang i deres nye samfund

ved at afklare usikkerhed omkring forpligtende religion og de mange blot kulturelle traditioner. Og mennesker, som har forladt et hjemland med bom­me for friheden og lås for munden for i stedet at søge til demokratiske lande, må naturligvis ikke alene nyde godt af den frihed, som tilstås dem. De må selv være med til at udbygge friheden og bi­drage til at forstå deres tradition i lyset af deres egen nutid.

 

At den fri forskning vil give vanske­ligheder er uundgåeligt. New York Ti­mes giver i en artikel, »Radical New Views of Islam and the Origins of the Koran«, ( Alexander Stille, den 2. marts 2002) en oversigt både over de vanskeligheder en ikke-religiøs forsk­ning giver anledning til og en gennem­gang af nogle af de væsentlige emner for koranforskningen. Forskere, som har arbejdet med Koranen, har ofte måttet arbejde anonymt, flere er blevet truet, og nogle er blevet dræbt. Salman Rushdie har måttet leve med en døds­fatwa. Ængsteligheden for at stille spørgsmål til Koranen har påvirket for­skerne i almindelighed, for som en siger »Mellem frygt og politisk korrekt­hed er det ikke muligt at sige andet end sukkersødt sludder om islam«.

Blandt de mange væsentlige forsk­ningsemner nævnes de litterære under­søgelser af Koranens ældste udform­ninger. Forskellige forskere gør opmærksom på, at der ikke eksisterer samtidige vidnesbyrd om Koranen før 59 år efter Muhammeds død. Da blev Klippemoskeen i Jerusalem bygget og forsynet med Korancitater. Men det er iøjnefaldende, at de i nogen grad afvi­ger fra den nu gængse Koran. John Wanbrough fra The School of Oriental and African Studies, London, har det synspunkt, at Koranen er en sammen­stilling af forskellige tekster, som er samlet over årtier, måske århundreder. Yderligere hævder han, at alt, hvad vi ved om islam, Profetens liv og levned, er baseret på tekster, der stammer fra årene mellem 130 og 300 efter Mu­harnmeds død.

Christoph Luxemberg argumenterer for, at Koranen er blevet fejloversat år­hundreder igennem, og at dele af is­lams ældste tekster stammer fra førek­sisterende kristne og aramæiske tek­ster. Professor i islamisk historie Roy Mottadeh ved Harvard Universitetet og flere andre forskere er overbeviste om, at Koranen må ses i en bred historisk sammenhæng og udsprunget af mel­lemøstlige, monoteistiske religioner, snarere end den er et spontant produkt fra den uberørte arabiske ørken.

Professor Gerd R. Puin, Saarland Universitet, Tyskland, arbejder med de allerældste Korantekster, og det er hans opfattelse, at ord med forholdsvis bre­de betydninger er blevet skærpet gen­nem senere oversættelser. Som eksem­pel nævner han, at ordet »kæmpe« ef­terhånden gengives ved »dræbe«. Han finder at en tilbagevenden til den æld­ste Koran vil føre til en mere tolerant form for islam. Kravet om en bogsta­velig tolkning af Koranen er udgået af et behov, der er opstået de seneste år, siger professor Andrew Rippins, Uni­versity of Victoria, British Columbia, Canada. En metaforisk tolkning har tidligere i over tusind år været en ho­vedstrømning i islam.

 

Koranen er et af verdenslitteraturens hovedværker. Den rummer dyb indsigt i menneskesindet og i de menneskelige relationer, foruden at den præsenterer en gudsopfattelse, som præger måske en milliard menneskers hverdag og tan­ker den dag i dag. Koranen må derfor behandles med den største respekt Men med dens stærke bundethed til forholdene idet 7. århundredes Arabi­en, kan den ikke som det eneste værk i verden unddrage sig den tankens fri­hed, som skaberen har forlenet sin skabning med til at bruge på alle livets områder, og også til tolkning af hans åbenbaring til mennesker.