J

Jahve (hebr. Yahweh = "Jeg er" (2 Mos 3,14)). Det navn, hvorunder Abrahams, Isaks og Jakobs Gud åbenbarer sig for Moses. Navnet antyder både Guds Mysterium og hans usædvanlige, aktive nærvær i menneskets verden. Se også: Herren.

jansenisme. Nogle opfattelser af nåde og fri vilje, formuleret af teologen og biskoppen Cornelis Jansen (1585-1638). Et puritansk menneskesyn, hvorefter mennesket med sin frie vilje ikke er i stand til at gøre noget moralsk godt; det er kun dem, der er forudbestemte til nåden, der frelses. Fordømt flere gange som hæretisk. Bevægelsen findes stadig bl.a. i Holland.

Jasna Gora (polsk: Det lysende Bjerg). Kloster i det sydlige Polen, hvor det berømte Mariabillede Den sorte Madonna opbevares. Som valfartssted for dyrkelsen af Maria af Czestochowa er det Polens nationalhelligdom.

Jehova. Se: Herren.

Jerusalem. Det jødiske folks religiøse og politiske centrum med Templet og den gamle pagts offerkult. Stedet for Jesu Kristi lidelse, død på korset og opstandelse. Herfra udgik Kirken; apostlen Jakob var byens første biskop. Der er mange vigtige kristne helligdomme og mindesmærker i byen, f.eks. den hellige Gravs Kirke og Via Dolorosa (s.d.). Se også: himmelske Jerusalem, det.

Jerusalembibelen. Den hellige Skrift, oversat til fransk og kommenteret af franske og belgiske eksperter i 1940'erne og 50'erne, under redaktion af Bibelskolen i Jerusalem. Dette værk er blevet meget udbredt og oversat til flere sprog. Indledningerne og fodnoterne er udgivet på dansk i 1968 under ledelse af P. Grégoire O.P.

Jerusalemkors. Se: kors.

Jesu Hjerte-dyrkelsen. Hjertet (s.d.) er i bibelsk sprogbrug synonym for person. Kirken ærer Jesu Hjerte, som blev åbnet af den romerske soldats lanse (Joh 19,34-36), som et tegn på kærligheden, der ofrer sig indtil døden, jfr. Hos 11,8: "Mit hjerte vender sig i mig, al min medynk er vakt" (jfr. Joh 3,16). Jesu Hjerte-dyrkelsen fik ny inspiration af den hl. Margrethe-Maria Alacoque og hendes visioner (d. 1690; se: Helgen-Leksikon). Jesu Hjertefesten blev forordnet for hele Kirken 1856, 2. fredag efter Treenighedsfesten og på første fredag (s.d.) i hver måned.

Jesu-Hjerte præster - Congregatio Sacerdotum a Sacro Corde Jesu (S.C.J.). Ordenen blev grundlagt 1877 i Frankrig og har til formål at drive undervisning og mission. Den har ca. 3.000 medlemmer. Nogle få Jesu-Hjerte præster har virket i Danmark fra 1912-51.

Jesu opstandelse. Jesus sagde til Marta: "Din bror skal opstå". Marta svarede: "Jeg ved, at han skal opstå i Opstandelsen på den yderste dag". Jesus sagde til hende: "Jeg er Opstandelsen og Livet; den, som tror på mig, skal i al evighed ikke dø. Tror du det?" (Joh 11,23-26). I jødefolket var der en tro på en opstandelse "på den yderste dag", som sjælene ventede på i dødsriget (s.d.). I modsætning til græske forestillinger om sjælens udfrielse af kroppen i døden, kendte hebræerne kun til en midlertidig adskillelse af sjæl og krop (se: kød), fordi det var to sider af samme sag: "Thi dødsriget giver du ikke min sjæl, lader ikke din hellige skue forrådnelse" (Sl 16,10; jfr. Apg 13,35-37). I Makkabæertiden, under Antiokus Epifanos' forfølgelse (167-166 f.Kr.), kommer denne opstandelsestro til et første gennembrud: "Fra himlen har jeg fået disse lemmer," siger en af Makkabæerbrødrene før sit martyrium, "for Hans lov ofrer jeg dem, og fra Ham håber jeg atter at få dem tilbage" (2 Makk 7,11; jfr. v. 9.14.23.29.36). Fra samme tid stammer også dette udsagn: "Mange af dem, der sover under mulde, skal vågne, nogle til evigt liv ... andre til evig afsky. De forstandige skal stråle som himmelhvælvingens glans ..." (Dan 12,2-3; jfr. v. 13). Farisæerne tilsluttede sig denne spirende erkendelse i det gamle Gudsfolk af opstandelsen "på den yderste dag", mens saddukæerne ikke troede på nogen opstandelse. Jesu dødeopvækkelser, ikke mindst af Lazarus, forbereder Marta og de øvrige disciple på hans egen opstandelse fra de døde (Joh 11,36-44; jfr. Jairi datter, Mark 5,21-42; enkens søn i Nain, Luk 7,11-17). Men selv om der var en opstandelsestro, som Jesus kunne knytte til, så kom det dog alligevel helt bag på disciplene, at han selv skulle opstå i sit legeme allerede på den 3. dag efter sin død. Jesus forudsiger det gentagne gange: "Menneskesønnen skal ihjelslås og opstå efter tre dage" (Mark 8,31), "men disciplene forstod det ikke og frygtede for at spørge ham" (Mark 9,32; jfr. Joh 2,19; Matt 12,40). "De spurgte hverandre, hvad det er at opstå fra de døde" (Mark 9,10). Påskedag, efter Jesu død og begravelse, er de på fortvivlelsens rand: her endte altså Jesu forløsergerning (jfr. Luk 24,21-24.37; Mark 16,14). Den tomme grav kan ikke overbevise dem; liget kunne jo være fjernet (Luk 24,11f, Joh 20,2); kun apostlen Johannes, som havde været vidne til Jesu død på korset (Joh 19,26), tror straks (Joh 20,8). Selve opstandelsen påskemorgen er ikke bevidnet. De romerske vagtsoldater blev ramt af frygt "og blev som døde", og kvinderne ved graven modtager budskabet af en engel (Matt 28,2-6). Men så begynder den Opstandnes konkrete tilsynekomster "i fyrre dage" indtil himmelfarten (Apg 1,3.9; s.d.), ikke for den vantro verden (Joh 14,22), men for udvalgte vidner (1 Kor 15,5f; Apg 2,32; 10,41; 13,31). Pludselig står han midt iblandt dem, taler til dem, opfordrer dem til at føle på ham, for at de kan forvisse sig om, at han ikke er nogen ånd (Luk 24,37-40; Matt 28,9), men virkelig opstanden i det legeme, der hang på korset: "Ræk din hånd frem og stik den i min side og vær ikke vantro, men troende!" (Joh 20,25-27). Han spiser også med dem (Luk 24,30.41-43; Joh 21,9-13; Apg 10,41) og åbner Skrifterne for dem, så de forstår, at således burde Kristus lide og indgå til sin herlighed (Luk 24,25-27). Det kronologiske forløb i påskens begivenheder er ikke ens i evangelisternes beretninger, men deres vidnesbyrd er entydigt og hævet over enhver tvivl: Jesus er opstanden i sit legeme på den 3. dag, i en ny åndelig tilstand, der unddrager sig almindelige jordiske vilkår (Joh 20,19.17), selv om de ikke forhindrer ham i at tale og spise med apostlene og manifestere sig som et konkret menneske. Fra pinsen bliver Jesu opstandelse centrum i den apostoliske forkyndelse (Apg 2,22-35; 13,32-39; 17,31; 23,6f). Som øjen- og ørenvidner henviser de til den kendsgerning, de selv har oplevet (Apg 3,15), men også, belært af den Opstandne selv, til Skrifterne, som hermed er gået i opfyldelse (1 Kor 15,3f; Apg 2,34-35; 13,32f). Han er den førstefødte af de døde (Apg 26,23; Kol 1,18; Åb 1,5), det første menneske, som er indtrådt i den nye, forløste verden. Og som "herlighedens Herre" (1 Kor 2,8; jfr. Jak 2,1; Fil 2,11) er han nu ophav til evig frelse for menneskene (Apg 3,6). Han skaber sig et helligt folk (1 Pet 2,9f), som han drager med sig i sit kølvand. Se også: kødets opstandelse; påske; tilsynekomster, Kristi.

Jesu Selskab - Societas Jesu (S.J.). Grundlagt af St. Ignatius af Loyola (1491-1556) og godkendt af pave Paul III i 1540. Ordenens stiftelsesdokument Formula Instituti fra 1539 er indeholdt i pave Paul III's bulle Regimini militantis Ecclesiae (1540) og fik sin definitive form i pave Julius III's Exposcit Debitum (1550). Heri formuleres ordensmedlemmernes opgaver, som er at "hjælpe mennesker til at gøre fremskridt i kristent trosliv og arbejde for troens udbredelse ved offentlige prædikener, foredrag og alle mulige former for formidling af Guds ord, ved at vejlede i De åndelige Øvelser (s.d.), undervise børn og uvidende i den kristne tro og udøve kærlighedsgerninger, idet de ved at høre skriftemål og forvalte de andre sakramenter søger at formidle åndelig trøst". Som målgrupper nævnes "ikke blot muslimer, andre ikke-troende, indbyggerne i Indien, kættere, skismatikere, men også troende" (dvs. katolikker). Ordenens medlemmer, som kan være brødre eller præster, har siden søgt at opfylde dette ved at drive undervisningsvirksomhed og i væsentlig grad bidrage til Kirkens verdensomfattende missionsvirksomhed. Foruden de sædvanlige løfter om fattigdom, lydighed og kyskhed aflægges også et løfte om at rejse hvorhen, paven måtte sende dem for at virke til Guds større ære. Jesu Selskab bredte sig hurtigt og under modreformationen (s.d.) deltog dets medlemmer i Kirkens forsøg på at genvinde, hvad der var gået tabt ved reformationen. Præster af Jesu Selskab er især blevet kendt for deres pædagogiske indsats, deres virksomhed som skriftefædre, vejledere for Mariakongregationer (officielt navn siden 1990: CVC-grupperne) og deres afholdelse af retræter (De åndelige Øvelser) efter deres stifter Ignatius' anvisninger (Excercitiebogen). Jesu Selskabs motto er Ad Maiorem Dei Gloriam (lat. Til Guds Større Ære), hvilket ofte forkortes A.M.D.G. Ordenen, som har ca. 25.000 medlemmer, ledes af en generalforstander (lat. praepositus generalis), der er valgt på livstid. De enkelte ordenshuse ledes af en superior, udnævnt på åremål. I Danmark har jesuitterne virket i det katolske skolevæsen og i sjælesorgen siden 1870'erne, idet de dog allerede fra 1650 har været præster for udenlandske katolikker i Danmark, samt gesandtskabspræster. Se også: CVC-grupperne.

Jesu Små Brødre - Petits Frères de Jésus. Kongregationen blev stiftet 1933 af René Voillaume, som fulgte Charles de Foucaulds eksempel. Dens mandlige medlemmer lever i små kommuniteter, som gør manuelt arbejde i arbejderkvarterer, samt i missionslande. Kun få bliver præster. Se også: Jesu Små Søstre.

Jesu Små Søstre - La Fraternité des Petites Soeurs de Jésus (du Frère Charles de Jésus). Kongregationen stiftet 1939 i Sahara af Petite Soeur Magdeleine de Jésus, som fulgte Charles de Foucaulds eksempel. Har virket i Danmark siden 1953 med den opgave at være kontemplative midt i verden og dele arbejdernes vilkår. Se også: Jesu Små Brødre.

jesuit. Et medlem af Jesu Selskab (s.d.).

Jesuiterordenen. Se: Jesu Selskab.

Jesus. Den latinske form af det græske Iesous, der stammer fra hebr. Jeshua eller Joshua = Jahve er frelse. Det navn, Guds Søn bar som menneske blandt sine landsmænd. Jf. Luk 1,31;2,21. Se: Guds Søn.

Jesus Hominum Salvator (lat. Jesus, menneskenes frelser). I.H.S. Jesu monogram, opstået som forkortelse af Jesu navn på græsk. Senere latiniseret og genstand for mange nye tolkninger, f.eks. In Hoc Signo (s.d.).

Jesus Nazarenus Rex Judaeorum (lat. Jesus fra Nazaret, jødernes konge). Den latinske inskription på korset, jfr. Joh 19,19. Forkortes I.N.R.I.

Jesusbønnen. En udbredt bønsform hos de ortodokse kristne, hvor bønnen "Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig synder" gentages med regelmæssige mellemrum og danner grundlaget for meditation. Se også: hesychasme.

Johannes Chrysostomos' liturgi. Den mest udbredte byzantinske ritus, opkaldt efter den liturgiske reformator, kirkefaderen St. Johannes Chrysostomos (347-407), som var patriark af Konstantinopel. Anvendes i de fleste orientalske kirkesamfund af byzantinsk ritus.

Johannes-dåben. Se: dåben.

Johanitterordenen. Den ældste gejstlige ridderorden, som endnu findes. Grundlagt som sygeplejeorden i korstogstiden, men overtog også beskyttelsen af pilgrimme i eller på vej til Det hellige Land. Stadfæstet i 1113, men fandtes allerede i det 10. årh. ved Skt. Johannes Hospital i Jerusalem. Ordenens sygepleje har dannet forbillede for hele middelalderens hospitalsvæsen. Efter islams erobring af Det hellige Land førtes kampen fra Rhodos (1309-1522) og derefter fra Malta (1530-1798). Heraf ordenens andet navn: Malteserordenen. Siden har ordenens hovedkvarter været i Rom. Ordensmedlemmer organiserer og udfører et stort hjælpearbejde i de fleste katolske lande. I Danmark var der tidligere Johanitterklostre (med hospitaler) i Antvorskov, Odense, Viborg, Ribe, Horsens og Dueholm (Nykøbing M.). Ordenens flag er rødt med et hvidt kors.

Jomfru Maria. Jesu Kristi mor, Sions datter og Kirkens mor. Sions dvs. Jerusalems/Israels datter (jfr. Zef 3,14), ikke blot som lovlydig jødinde, men som personifikationen af det gl. Guds folk (se korporativ person). I hende har Gud taget sig af Israel og "kommet barmhjertighed i hu" mod dets stamfader "Abraham og hans æt til evig tid" (Luk 1,54-55). I bebudelsen kalder englen hende fuld-af-nåde (Luk 1,28). På Gudsfolkets vegne er hun kaldet og udrustet til at modtage og give sit samtykke til frelsens opfyldelse - et frit ja til et mysterium, hun knap selv forstår: "Hellig Ånd skal komme over dig, den Højestes kraft overskygge dig ...". Således vil Gud selv, uden at betjene sig af nogen mands sæd, skabe ind i hende det foster, der skal være menneskebolig for hans Søn (Luk 1,35). Det er en nyskabelse i tidens fylde, der hermed indledes, svarende til det første menneskepars skabelse i tidernes morgen (1 Mos 1,27), en opfyldelse af den frelsesplan, Gud forjættede Abraham (1 Mos 22,18). Som han blev kaldet til at forlade alt for at blive stamfader til Guds udvalgte folk (1 Mos 12,1-2), kaldes Maria til som jomfru og mor at vie sig helt til den forjættede Messias (Matt 1,18-23; Luk 1,26-38). At det er som jomfru hun skal blive mor, fremgår også af hendes ord: "Jeg ved ikke af nogen mand" (Luk 1,34). Skønt trolovet med Josef er de altså endnu ikke flyttet sammen. Også under fødslen og efter den, da Josef har hjemført hende som sin hustru (Matt 1,24), forbliver hun Jomfru (jfr. 2. koncil i Konstantinopel 533, Laterankonc. 649, Paul IV's konst. Cum Quorundam Hominum 1555), en åbenbaret sandhed, hvor biologiens love kommer til kort over for Skaberånden, Herren og Levendegøreren. De Jesu brødre og søstre, som omtales i NT, omfatter i semitisk sprogbrug også slægt og venner. Marias jomfruelighed skal udtrykke det totale tilhørsforhold til Gud i tro, håb og kærlighed, som profeterne havde kaldet et nyomvendt Israel til (se: jomfrufødsel). Maria modtager kaldet, først i sit hjerte: "Jeg er Herrens tjenerinde, det ske mig efter dit ord" (Luk 1,38), så i sit legeme: Guds Ord bliver kød i hende (Joh 1,14), og opfyldt af Hellig Ånd hilser hendes slægtning Elisabeth hende profetisk som sin "Herres mor" (Luk 1,41-43). Maria svarer ligeså profetisk i sin lovsang Magnificat (s.d.): "Herefter skal alle slægter prise mig salig" (Luk 1,48). I denne saligprisning af Jomfru Maria er Kirken, ikke mindst Østkirken, gået ind, og i lys af evangelierne har den fordybet sig i hendes liv som Jesu mor, Jesu discipel og Jesu medhjælp i frelsesværket. Maria er som hele Guds folk en troens pilgrim. Hun har skullet vokse i erkendelse af sin søns sande identitet som Davids søn, Israels konge, Messias - Guds Søn (jfr. Luk 2,49-51). Hun har også, som de øvrige disciple, skullet vokse i erkendelse af frelsens vej og sit eget kald: Fra brylluppet i Kana (Joh 2,1-5), under Jesu offentlige gerning (Matt 12,46-50) til hendes plads under korset (Joh 19,25-27) og blandt Jesu disciple op til pinsen (Apg 1,14). Som Jesu discipel viser hun den fuldkomne Kristi efterfølgelse (jfr. Simeons profeti Luk 2,34-35). Skønt hun gang på gang ikke forstår, adlyder hun i tro, gemmer ordene og overvejer dem i sit hjerte (Luk 2,19.49-51). Hendes troslydighed vidner om, at hun er uden synd (jfr. Tridentinerkoncilet, 1547), fuld af nåde, ja, at hun fra sin undfangelses første øjeblik, ved et særligt privilegium på grund af Kristi kommende fortjenester er bevaret ren for enhver arvesyndens plet, som dogmet om hendes uplettede undfangelse siger (s.d.). Denne sidste erkendelse hænger sammen med den oldkirkelige, at Maria er modstykket til den faldne Eva (1 Mos 3,13 jfr. Åb 12,13-17), Guds nyskabelse af kvinden, hvis sæd skal knuse slangens hoved (1 Mos 3,15). Som den nye Eva, "de levendes mor", ser Kirken hende derfor også som Jesu aktive medhjælp i frelsesværket, mor til disciplen under korset (Joh 19,27), til de troende og alle mennesker (jfr. Joh 2,1-11; Apg 1,14). Fordi hun er undtaget fra arvesynden og har modtaget og tjent sit kald "i sit hjerte og i sit legeme", må også hendes legeme have fået del i hendes søns sejr over synd og død, så hun kunne følge ham helt ind i hans herliggørelse. Næst efter Kristus er hun det eneste menneske, der straks, efter at have fuldendt sit livsløb her på jorden, er blevet optaget med legeme og sjæl i himlen (jfr. dogmet herom i Pius XII's apostoliske konstitution Munificentissimus Deus, 1950). Det sømmede sig, at den, der skulle være stammoder til den nye slægt af forløste Guds børn, blev forenet med sin søn, ikke blot i hans offer på korset, men også i hans opstandelse og himmelfart. Således er hun gjort til et tegn for Kirken og menneskene på det typiske livsløb i Kristi efterfølgelse, som alle er kaldet til, helt frem til det evige mål i kødets opstandelse (s.d.). Derfor påkalder de troende hende som vor mor i nådens verden, idet de priser hende salig og beder om hendes forbøn (se: Mariadyrkelse). Gud alene bevirker nåden, og "der er kun én mellemmand imellem Gud og mennesker: Mennesket Jesus Kristus, der gav sig selv som løsesum for alle" (1 Tim 2,5-6). Men i uddelingen af nåden (oeconomia gratiae) er Maria virksom, iflg. Pius X som halsen, der forbinder Hovedet Kristus med hans Kirkelegeme (jfr. Ad diem illum, 1904). Som Herrens tjenerinde og Kristi medhjælp videregiver hun, hvad hun selv modtager, og bidrager således også som vor mor til at føde og opdrage Kristi brødre og søstre, Guds børn. Da 2. Vatikankoncils dogmatiske konstitution om Kirken blev vedtaget 21. nov. 1964, satte Paul VI derfor kronen på værket ved at erklære Maria for Kirkens mor (jfr. Lumen gentium kap. 8 og Johannes Paul II: Redemptoris Mater, 1987).

jomfruelighed. Betyder her hverken seksuel uberørthed eller det at være ugift, men den virkeliggjorte beslutning (for personer af begge køn) om, varigt at afholde sig fra seksuel aktivitet "for Himmerigets skyld" (Matt 19,10f). Jomfruelighed har - med vekslende styrke - været anbefalet som et virksomt middel til at opnå hellighed: "Kirkens hellighed fremmes også på en særlig måde af de mangfoldige råd, som Herren i Evangeliet forelægger disciplene til efterfølgelse. Førstepladsen blandt dem indtager den guddommelige nådes kostbare gave, som Faderen skænker den enkelte (jfr. Matt 19,11; 1 Kor 7,7), nemlig jomfrueligheden eller cølibatet, for at de lettere og mere helhjertet kan give sig til Gud alene (jfr. 1 Kor 7,32-34). Kirken har altid særligt æret denne fuldstændige afholdenhed for Himmerigets skyld, har betragtet den som et tegn på og en ansporing af kærligheden, og som en fremragende kilde til åndelig frugtbarhed i verden." (Kir. 42). Derfor kræves cølibatet (s.d.), ikke blot af ordensfolk, men også af præster, som skal vie hele deres liv og arbejdskraft til tjenesten for Gud i Kirken. Kirken er deres familie. Se også: evangeliske råd.

jomfrufødsel. Det enestående kald, som er blevet Jomfru Maria til del, at undfange Guds Søn som menneske, uden medvirken af nogen mand (Matt 1,18-23; Luk 1,26-38). Mattæusevangeliet ser heri en opfyldelse af profeten Esajas: "Se, jomfruen skal blive svanger og føde en søn ..." (Es 7,14), et citat fra den græske oversættelse af GT. I den oprindelige hebræiske tekst står der ikke "jomfru", men "ung kvinde" (alma). Profeten kan i første omgang have tænkt på en medhustru i kong Akaz' harem; til ham er profetien givet, i en krisesituation, om en søn, som Gud vil være med (Immanuel). Det er en fornyelse af forjættelsen til Davidshuset om en fremtidskonge af Guds nåde. Først den historiske udvikling tvinger profeternes blik længere ind i fremtiden: Jerusalem skulle blive som en jomfru, viet Jahve, for at en Messiaskonge kunne fremstå af folkets skød. I 2. årh. f.Kr. tager den græske oversættelse af GT (se: Septuaginta) konsekvensen af denne udvikling og oversætter nu "alma" med "betula", dvs. jomfru: "Se, jomfruen skal blive svanger ..." Der er nu tænkt på et nyomvendt, jomfrueligt Gudsfolk. Men at dette korporativt (s.d.) skulle tage skikkelse i Jomfru Maria, at hun i tidens fylde skulle træde frem som eksponent for det sande Israel - det åbenbares først i den nye pagt, som det fremgår af Matt 1,22-23. Se også: Jomfru Maria.

jomfruvielse. En højtidelig kirkelig vielse, hvorved en kvinde, som er jomfru, indvies officielt af biskoppen til et liv i gudviet stand, enten som medlem af visse ordenssamfund med streng klausur (moniales) eller som lægmand i Kirken. Kirken forudsætter, at "de kristne jomfruer, i overensstemmelse med de nådegaver de har fået, tilbringer deres liv med at gøre bod, udøve barmhjertighedsgerninger, udføre apostolisk arbejde og leve et bønnens liv." En 'virgo consecrata' tilhører ordo virginum (CIC, canon 604). Denne jomfrustand i Kirken er et til ægteskabet komplementært tegn på brudeforholdet mellem Kristus og Kirken (jfr. ritualet).

josefinisme. Den verdslige stats forsøg på at dominere Kirken, opkaldt efter den østrigske kejser Josef II (1741-1790). Se også: gallikanisme.

Joseph Søstre. Se: Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund.

jubelår (hebr. jobhel = vædderhorn). I det gamle Israel skulle hvert 50. år helligholdes for at minde om, at folket ikke ejede landet, men forvaltede det. Kaldtes sådan, fordi det blev blæst ind over hele landet med vædderhorn, som hyrder brugte som signalhorn (jfr. 3 Mos 25,8-55). Se også: helligt år.

jubilæum. Se: helligt år.

jubilæumsaflad. Fuldkommen aflad (s.d.), som paven skænker i jubelåret (se: helligt år) og ved andre jubilæer.

Judica (lat. Døm, skaf ret). Gammel betegnelse for 5. søndag i fasten (= passionssøndag), efter begyndelsesordet i indgangsverset til dagens messe: "Skaf mig ret, Gud, og før min sag mod et vanhelligt folk." (Sl 43,1-2).

julefesten. Festen for Jesu fødsel, den 25. december. Meget tidligt blev denne fest fejret den 6. januar (Epifani), sådan som det stadig sker hos de orientalske. Liturgisk indledes Kristi fødselsfest med en midnatsmesse og fortsættes med højtidelige messer julemorgen og juledag.

julekrybbe. Et arrangement af en stald, en krybbe, Jesusbarnet, Jomfru Maria, Josef, hyrder, de hellige tre konger og dyr, som figurer, der skal illustrere situationen ved Jesu fødsel i Bethlehem. Stammer iflg. traditionen fra Frans af Assisi (beg. af 1200-tallet). Er meget udbredt blandt katolikker og i kirker ved juletid som andagstfremmende religiøst sceneri.

jure divino. Lat. efter guddommelig ret.

jure humano. Lat. efter menneskelig ret.

jurisdiktion (lat. jus = ret, dicere = at sige). Kirkeretsligt begreb: Retten til at udøve officiel myndighed i et nærmere defineret område. En biskops jurisdiktion gælder således normalt kun i hans bispedømme.

jurisdiktionsprimat. (lat. jus = ret, dicere = at sige, primus = den første). Retten til at udøve den øverste myndighed. Anvendes om paven som Kirkens jordiske overhovede, som er i besiddelse af det øverste læremæssige, lovgivende og præstelige embede, jfr. Matt 16,18 og Joh 21,15-17. Se også: pave; Petersembedet.

jus divinum (lat. guddommelig lov). Guds evige lov angående universets styrelse. Den omfatter både de fysiske og de moralske love. De fysiske love opfyldes nødvendigt i naturen, mens de moralske love (som udtrykt i De ti Bud) opfyldes afhængigt af menneskets frie vilje. Gud har åbenbaret sin lov for menneskene, både ved profeterne, men især ved sin Søn (Hebr 1,1-2). Derfor tilkommer det intet menneske at ændre på eller dispensere fra denne lov. Jesus afskaffer ikke Guds lov under den gamle pagt, men han giver et nyt bud (Joh 13,34).

jus gentium (lat. folkenes lov). Samlende betegnelse for de (evt. uskrevne) retsforskrifter, der gælder for nationernes forhold til hinanden. Disse regler er inspireret af de almengyldige regler i jus naturale (s.d.).

jus humanum (lat. menneskets lov). Den lov, som er formuleret alene ud fra menneskets forudsætninger.

jus naturale (lat. naturretten). Grundlaget for samfundenes lovgivning. Det principielle grundlag for samfundenes positive lovgivning ligger i en moralsk orden. Det er denne moralske orden, der fundamentalt set udtrykkes ved 'lex naturalis' = den naturlige morallov (s.d.).

Justitia et Pax (lat. Retfærdighed og Fred). Pavelig kommission, oprettet 1967 med det formål at studere problemer i verden angående retfærdighed og fred, samt at styrke bevidstheden herom hos Gudsfolket. Kommissionen findes også i de enkelte bispedømmer.

jøder. Medlemmer af Israels Folk, Guds udvalgte folk. Jøde er den, som er født af en jødisk mor; hertil kommer et ringe antal konvertitter. Bekendelsen til den ene Gud, som åbenbarer sig i historien, og håbet om det kommende Gudsrige, har jøder og kristne tilfælles. Fra disse rødder i den gamle Pagt kan kristendommen ikke adskilles, idet Jesus Kristus har levet ud fra disse forudsætninger: Jesus forbinder jøder og kristne, mens troen på Jesus adskiller. Korset, som den tids jødiske ledere udleverede Jesus til, er for de kristne et frelsens tegn, et tegn på Guds universelle kærlighed. Derfor er det forkert at betragte jøderne som et folk, der er gjort arveløst, jfr. Rom 11,1-2. Gud elsker trofast sit folk (Rom 11,28-29), selvom det har svigtet pagten mange gange. Jfr.: Ikke-kr.rel. 4; antisemitisme.