ISRAEL. Navnet kender vi alle godt. Det dukker ustandseligt op i radio og tv. Det ses tit og ofte på avisernes forside.
Mellemøsten kalder vi det område, der ligger i Middelhavets østlige ende - et område, som har ry for at være et urocenter. Ser man lidt på områdets historie, så forstår man, hvorfor det har faet dette ry.
Før det moderne Israel blev grundlagt, havde Storbritannien Palæstina som mandat under Folkeforbundet. Før det, var landet under tyrkerne. Og før det.... Men lad os springe næsten 2000 år tilbage til ca. år 30 efter vor tidsregnings begyndelse.
Landet er besat af romerne, der har indlemmet området i deres store rige.
Omkring den gamle hovedstad Jerusalem hedder landet Judæa. Denne del af landet har romerne slået sammen med Samaria længere nordpå og stillet under en guvernør, som hedder Pontius Pilatus.
Nord for Samaria ligger en egn, der kaldes Galilæa. Her har romerne indsat en konge ved navn Herodes Antipas.
Kejseren i Rom hedder Tiberius.
Som altid i et besat land, er der forskellige meninger blandt befolkningen om, hvordan man skal forholde sig til besættelsesmagten. I den ene ende har man dem, der finder det mest praktisk at samarbejde med romerne; i den anden dem, der mener, at enhver patriot bør slutte op om modstandsbevægelsen. Mellem disse to yderligheder findes der naturligvis andre mindre ekstreme holdninger.

I jødefolkets overleverede hellige skrifter, som vi kalder "Det gamle Testamente", er der mange løfter og profetier om en "Messias", en "Herrens Salvede", der skal komme som en stor befrier eller frelser. Mange spørger sig selv, om ikke tiden nu er inde. Der må snart komme en sådan messias for at fordrive romerne og gøre folket frit igen. Langt de fleste tolker skrifteme på den måde.
Men det kan være, at den lovede messias har en anden opgave, for profeterne taler også om ham som "fredens fyrste" eller endog som "Herrens lidende tjener", som skal lide og sone for sit folks synder.
Man skal dog ikke forvente, at den slags forestillinger nogensinde bliver populære!
Betegnelsen "Messias" eller "Salvet" hedder på græsk "Christos" - hvoraf vores Kristus.

I denne situation optræder en omvandrende prædikant, som hedder Jesus og stammer fra Nazaret i Galilæa.
Han er ca. 30 år gammel, så han må være født, dengang Augustus var kejser i Rom.
Efterhånden vækker han en hel del opsigt.
Han har et budskab, som han for det meste formidler gennem små historier eller sammenligninger.
For eksempel advarer han mod at rage til sig ved at fortælle om en bonde, der får en så stor høst, at han ikke har plads i sine lader.
Om aftenen lægger bonden så planer om at rive laderne ned og bygge dem større... Da vil han være så rig, at han bare kan nyde livet, og velfornøjet siger han til sig selv: "Spis, drik og vær glad!"
Der er bare den lille streg i regningen, at han skal dø den nat...
En anden gang er det folks hykleri og dømmesyge, der må stå for skud. En mener, hans kammerat har en lille splint i øjet, men er ikke opmærksom på den store bjælke i sit eget. "Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje .... siger Jesus.

- Lidt overdrevet, ikke sandt, det med "bjælken"? Men sådan noget kunne østerlændinge åbenbart lide dengang, for Jesus siger et andet sted: "Det er lettere for en kamel at komme igennem et nåleøje end for en rig at komme ind i Guds rige! "

"Guds rige" - hvad mener Jesus med det?
Jo, det må vi se lidt på, for det er faktisk, hvad hans budskab for det meste handler om.
Guds rige er der, hvor alt er godt og rigtigt, sandt og ægte, hvor der er fred og retfærdighed, hvor der frem for alt er kærlighed.
Sagt på en anden måde: Det er der, hvor Gud selv bestemmer - Gud som netop er indbegrebet af alt godt og sandt.
Det kaldes "Guds rige" netop, fordi det er der, hvor han hersker, men vel at mærke ikke som en diktator eller en tyran, men med kærlighed, for kærlighed er selve hans inderste væsen. "Kærlighed" er simpelt hen vor bedste definition på Gud.
Det ved Jesus, og derfor siger han til folk:
"Det er udmærket med de bud om ikke at lyve, ikke stjæle, ikke slå ihjel osv., dem skal I selvfølgelig overholde, men vigtigst af alt er: "Elsk Gud og elsk din næste! "

Jesus vil lære folk at elske Gud og hinanden. Han taler om Gud som en kærlig far, som kun vil det allerbedste for sine bøm.
Selv siger han "Abba" til Gud - børns tillidsfulde tiltaleform. Til sidst viser det sig også, at han i en ganske enestående forstand er Guds søn.
At elske Gud er det samme som at holde af alt, hvad der er godt og rigtigt. Og selvfølgelig kan man ikke holde af alt det gode og samtidig ikke holde af eller være ligeglad med sine medmennesker.
Derfor: "Elsk Gud af hele dit hjerte og din næste som dig selv!"
Engang da Jesus netop taler om dette, er der en mand, som spørger: "Jamen, hvem er min næste?"
Og så fortæller Jesus en af de meste kendte af sine historier eller "lignelser" som de kaldes.
Det er lignelsen om "Den barmhjertige samaritan".
Samaria, mellem Judæa og Galilæa, var befolket af en blandet race, som de "rigtige" jøder så ned på. Dette driller Jesus dem med i denne historie.
Her er den i forkortet form:
Nogle røvere slår en mand ned, ribber ham for alt og efterlader ham halvdød. En præst kommer forbi, ser ham, men går videre. Det samme gør en levit (tempeltjener). Sidst kommer en samaritan. Han tager sig af manden, forbinder hans sår, sætter ham op på sit ridedyr, bringer ham til et herberg og betaler for, at de der sørger for ham.
Jesus spørger: "Hvem synes du var "næste" for ofret?" Manden, der først spurgte, svarer: "Den, der viste ham barmhjertighed." Og Jesus siger. "Gå du hen og gør ligeså! "

Jesus nøjes ikke med at fortælle lignelser og lære folk, hvordan de skal opføre sig. Han helbreder syge: "Blinde ser, og lamme går, spedalske bliver rene, og døve hører ..." - sådan skriver evangelisten Mattæus (11,5).
Dette med at helbrede er i mange tilfælde forbundet med noget, som vi i dag kan finde lidt svært at forstå.
Der er nemlig ofte tale om "onde ånder" eller "dæmoner", som Jesus "uddriver". Som eksempel kan vi tage en beretning, som evangelisten Lukas har, om en dreng "med en uren ånd". Faderen kommer til Jesus for at bede ham helbrede sin søn, og han beskriver, hvad "ånden" gør med drengen (jfr. Luk 9,37-43). I dag ville vi søge en lægelig forklaring - fx epilepsi; det, faderen beskriver, ligner nemlig ret meget epileptiske anfald. Men på Jesus' tid har man altså ikke nogen videnskabelig forklaring på talrige sygdomme, som vi nu kender årsag til og har midler imod. En forklaring vil man dog gerne have, og man finder det åbenbart nærliggende at give onde ånder eller dæmoner skylden. Den forklaring bliver selvfølgelig bekræftet, når en medicinmand eller en præst eller en anden healer foretager en "uddrivelse", og den syge bliver rask! Evangelisterne fortæller om en række tilfælde, hvor Jesus uddriver onde ånder. Dette vækker en del opsigt hos myndighederne. Disse kender jo til den slags uddrivelser og regner med, at de sker med Guds hjælp. De er imidlertid ikke sikre på, at det er tilfældet med Jesus. Det huer nemlig slet ikke myndighederne, at Jesus finder meget at udsætte på dem og ikke lægger fingrene imellem, når
han kritiserer dem.
Det er altså intet under, at myndighederne efterhånden bliver temmelig misfornøjede med ham!

De kan dog ikke nægte kendsgerningerne, så helbredelser og uddrivelser af dæmoner bliver et problem for dem: Hvis Gud virkelig er med ham, så er det pinligt, at han kritiserer dem så kraftigt. Er det så ikke muligt, at det er med Satans hjælp, at Jesus uddriver ånderne?
Faktisk fortæller Mattæus, Markus og Lukas, at nogle kom med denne anklage mod Jesus. Her er Lukas' beretning: "Engang var han ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: 'Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.'...."
Jesus svarede ved at påpege, at Satan ville komme i splid med sig selv, hvis han på en gang både beordrede sine onde ånder ind i mennesker og ud af dem! Og han spurgte sine anklagere, hvem det var, der hjalp deres egne folk til at uddrive ånder. Til slut siger han, at hvis det var Gud, der her var virksom, "så er Guds rige jo kommet til jer" (se Luk 11,14-20).

Kærlighed til Gud, kærlighed til næsten - ja, også hvis din "næste" er en fjende! Det er Jesus' budskab. Kærlighedsbudet er opfyldelsen af "loven og profeterne", siger han - altså de Ti Guds Bud, hele moseloven og alt det andet i hans folks hellige skrifter (Det gamle Testamente).
Det er ikke, fordi Jesus ikke overholder sit folks love og skikke. Tværtimod: Han er en rettroende jøde, som er sig bevidst, at han tilhører Guds udvalgte folk. Han forsikrer sine tilhørere, at han ikke er kommet for at nedbryde loven og profeterne, men for at opfylde...
Men han er ikke tilfreds med, hvordan de religiøse autoriteter tolker og håndhæver loven: "De binder tunge og uoverkommelige byrder sammen og lægger dem på menneskers skuldre, men selv vil de ikke røre dem med en finger." (Matt 23,4)
Et ømt punkt er den hellige sabbat. Fordi det er hviledagen, og fordi den skal holdes hellig med gudstjeneste osv., er det forbudt at arbejde på sabbatten.
Men hvad vil det sige? Hvem skal bestemme, hvad der er "arbejde" og, hvad der ikke er?
På en sabbat kommer Jesus forbi nogle kornmarker, og undervejs begynder hans disciple at plukke aks. Nogle farisæere bemærker dette. Farisæerne lægger megen vægt på, at hele moseloven skal overholdes til punkt og prikke; det disciplene gjorde, var for dem høstarbejde! De spørger ham så, hvorfor hans disciple gør noget, som ikke er tilladt på en sabbat. Som svar kommer Jesus med et udsagn, der siger noget grundlæggende om den kristne opfattelse af religion: "Sabbatten blev til for menneskets skyld, og ikke mennesket for sabbattens skyld...." (jfr. Mark 2,23-27).
Når den højhellige sabbat er til for menneskets skyld, så må det samme gælde for alle den kristne kirkes religiøse skikke, regler og love, for dåben og nadveren, for alle dens sakramenter og gudstjenester osv. Religion skal hjælpe mennesker, ikke blive til "uoverkommelige byrder".

Det sker, at Jesus helbreder på en sabbat, som Markus fortæller (3,1-5): Jesus gik atter ind i synagogen. Dér var der en mand med en vissen hånd. Og de holdt øje med, om Jesus ville helbrede ham på sabbatten, så de kunne anklage ham. Og han sagde til manden med den visne hånd: "Rejs dig og kom ind i midten!" Så sagde han til dem: "Er det tilladt at gøre noget godt eller at gøre noget ondt på en sabbat, at frelse liv eller at slå ihjel?" Men de tav. Han så rundt på dem med vrede, og bedrøvet over deres forhærdede hjerte sagde han til manden: "Ræk hånden frem!" Han rakte den frem, og hans hånd blev rask igen. Da gik farisæerne straks ud, og sammen med herodianerne traf de beslutning om at få ham slået ihjel.
Her går altså religion (i skikkelse af farisæerne) og politik (herodianerne var tilhængere af Kong Herodes) sammen. Det er farligt! Dødsensfarligt!

De gamle traditioner sagde, at "messias" ville være af Kong Davids slægt, "Davids søn".
Det var derfor helt rigtigt, at han skulle fødes i Betlehem, Davids by, ikke langt fra Jerusalem, selv om han voksede op langt nordpå i det uanselige Nazaret.
"Søn af David"? David var konge - skulle denne Jesus også være konge?
Efterhånden som folkets begejstring for Jesus vokser, bliver myndighederne mere og mere bekymrede.
Folkemængden forsøger at udråbe Jesus til konge. Men han vil ikke være en messias af den slags, de vil have - en frihedskæmper.
Nok lider han med sit folk under det romerske åg, men han vil først og fremmest befri folk for andre fjender: Egoisme, penge- og magtbegær, had, racisme, løgnagtighed, misundelse, dømmesyge - kort og godt: En indre svinehund!
Det er derfor, han opfordrer folk til at tænke sig om, kigge ind i sig selv, erkende, hvad der er galt. Det gælder om at indse, hvordan den vej kun kan føre til skade for personen selv og medmenneskene - så derfor: "Vend om!"
Der er brug for et nyt sindelag, for at søge det, der er sandt og godt - med andre ord:
Guds Rige!
Myndighederne kender selvfølgelig til folkets forventninger om en messias, der vil føre an i en befrielseskrig mod Rom, og de har grund til at være bange for, at det hele kan ende i et frygteligt blodbad.
Den folkelige begejstring når et højdepunkt en dag - vi kalder den nu "palmesøndag" - da Jesus rider ind i Jerusalem. Folk råber hurra, nogle strør kviste og grene på vejen, andre tager deres kapper af og breder dem ud foran ham. Og de begynder højrøstet at råbe: "Velsignet være Kongen, han som kommer i Herrens navn!" Jesus tager imod deres hyldest, for han kommer virkelig "i Guds navn". Begivenheden falder næppe i de religiøse og politiske magthaveres smag!
Et voldsomt optrin i templet gør situationen endnu værre.

Templet i Jerusalem var hele folkets helligdom. Det var det eneste sted, hvor der måtte frembæres takke- og sonofre og alle de andre slags ofre, som var foreskrevet.
Evangelisten Lukas fortæller, at Jesus knap var seks uger gammel, da han første gang var i templet. Hans forældre bragte ham derhen, fordi den første søn ifølge loven "skal helliges Herren" - dvs. indvies til Guds tjeneste. Han kunne dog så at sige "købes tilbage" ved, at forældrene bragte et beskedent offer - bare et par duer.
Lukas fortæller også, at Jesus' forældre drog op til hovedstaden hvert år ved påsketiden. Som tolvårig fik han lov til at være med. Han blev væk for Maria og Josef, så de måtte lede efter ham i tre dage. De fandt ham til sidst i templet i samtale med lærerne!
Blandt de mange slags ofre var der nogle, der krævede et får eller en okse. Dyret kunne købes på tempelpladsen. Da jøder kom til templet fra så godt som alle dele af det store romerrige, og da der kun måtte bruges jødiske penge i templet, var der også brug for at veksle pengene. Også det kunne ske på tempelpladsen.
En dag bliver alt dette hurlumhej for meget for Jesus. Han laver en pisk af reb og jager både folk og fæ ud fra tempelpladsen. Og han vælter vekselerernes borde med de mange mønter... "Få det væk herfra!" råber han. "Brug ikke min faders hus som markedsplads!"
Det er klart, at de, der havde ansvaret for templet (og strøg en del af profitten fra handlen), fandt Jesus' optræden temmelig provokerende.

Efterhånden bliver magthaverne overbevist om, at de må begynde at lede efter en chance til at få Jesus likvideret.
Jesus er et begavet menneske - han gør sig ingen illusioner! Han er klar over, at det kan koste ham livet, hvis han fortsætter med at udføre den opgave, som han véd Gud - hans far - har givet ham. Sandheden skal siges, selv om den er ilde hørt. Budskabet skal forkyndes, selv om det indebærer en kritik af de rige og mægtige.
Påsken nærmer sig. Jesus beder sine venner sørge for et sted, hvor de kan spise et aftensmåltid sammen.
Det var ikke usædvanligt, at en rabbiner eller "mester" spiste sammen med sine elever eller "disciple".
Men det aftensmåltid bliver et meget specielt måltid, som har faet et specielt navn:
Den sidste Nadver.
Før de begynder at spise, gør Jesus noget meget mærkeligt. Han, der jo er mesteren, går rundt og vasker sine disciples fødder - en tjeneste, som ellers blev udført af en slave. Da han er færdig, siger han: "I kalder mig Mester og Herre, og med rette, for det er jeg. ... Jeg har givet jer et forbillede, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort mod jer...... (jfr. Joh 13,1-20). Jesus vil altså lære sine disciple - og os alle - at ingen er for stor eller for fin til at kunne være som "tjener" for
andre.
Her siger Jesus noget meget væsentligt om, hvordan det at være "overordnet" og sidde inde med "autoritet", skal opfattes.
Hos Markus (9,35) læser vi: Så satte han sig ned, kaldte de tolv til sig og sagde til dem: "Hvis nogen vil være den første, skal han være den sidste af alle og alles tjener".
Og hos Lukas (22,27): "For hvem er størst: den, der sidder til bords, eller den, der tjener? Er det ikke den, der sidder til bords? Men jeg er iblandt jer som den, der tjener."

Det var skik og brug hos jøderne, at familiefaderen eller den fornemste gæst bad en takkebøn over det store flade brød, brød det i stykker og rakte stykker til bordfællerne.
Det gør Jesus også, men da han rækker sine disciple brødet, siger han: "Dette er mit legeme!"
Hvad mener han mon med det?
Har du nogensinde tænkt på, hvordan du bruger dit legeme til at komme i forbindelse med andre mennesker - og såmænd omverdenen i det hele taget?
Vi ser hinanden med øjnene, vi taler med hinanden med taleorganerne, vi hører hinanden med ørerne, vi hilser på hinanden med håndtryk eller knus eller kys. Det er hele tiden kroppen, vi bruger. Når du giver en kammerat en besked, er det ikke dine taleorganer, der giver beskeden, det er dig, men du kan ikke gøre det uden dine taleorganer. Og sådan er det hele vejen igennem: legemet er det redskab, vores JEG bruger for at kommunikere med omverdenen; og det er gennem legemet, at omverdenen kommer i kontakt med vores JEG.
Alle kristne kirker fejrer "Herrens Nadver" i mindet om Jesus - han sagde jo til sine venner: "Gør dette til min ihukommelse!"
I den katolske kirke hedder det officielt eukaristi - et ord, der stammer fra græsk og egentlig betyder taksigelse - men til daglig hedder det gerne messe.
Man taler også om sakramente. Eukaristien er netop et af de syv sakramenter,
alterets sakramente.
Et sakramente er et ydre tegn på en åndelig virkelighed. I eukaristien er de ydre tegn brød og vin - dem kan vi jo se og smage på; men de betegner noget andet, som vi ikke kan nå med vores sanser, men som er lige så - eller mere - virkeligt.
Når vi fejrer eukaristien, gør præsten det samme, som Jesus gjorde, og han siger de samme ord over brødet: "Dette er mit legeme." Og ved kommunionen (altergangen) rækker præsten os et stykke af det indviede brød og siger: "Kristi legeme."
I dette øjeblik er vi på en ganske særlig måde i kontakt med Jesus Kristus. Den kontakt er ikke fysisk, men lige så virkelig, som et stykke brød er det.
Jesus Kristus er så virkeligt til stede, så virkeligt nærværende i dette sakramente, at teologeme taler om "realpræsens" (virkeligt nærvær).

Ved afskedsmåltidet tager Jesus også et bæger (eller kalk) med vin, beder takkebønnen, rækker det til sine disciple og siger: "Tag og drik alle deraf. Dette er kalken med mit blod..."
For jøderne var blodet noget helligt. Det var liv, for tabet af blodet er jo lig med tabet af livet. Det er derfor, rettroende jøder den dag i dag kun spiser kød af dyr, der er kosher, dvs. slagtet sådan, at alt blod løber ud.
Jesus har naturligvis ikke opfordret sine disciple til at drikke blod i bogstavelig fysisk-kemisk forstand! At drikke af den indviede vin, som han og vi kalder hans blod - er at få del i hans liv.
Her er tale om en åndelig virkelighed, men fordi den er åndelig, er den ikke af den grund mindre virkelig - tværtom: den er en yderst virkelig virkelighed! Også her taler teologerne om "realpræsens", og det er et meget passende udtryk. "Skærtorsdag" kalder vi nu den dag, Jesus holdt afskedsmåltid med sine disciple.

Magthaverne vil gerne tage Jesus til fange, men de tør ikke gøre det offentligt. De er bange for, at det vil vække for meget opsigt. De kan jo ikke vide, hvordan "pøblen" vil reagere.
Judas Iskariot, en af de tolv mænd, der står Jesus nærmest, opsøger dem og spørger: "Hvad vil I give mig for at forråde ham til jer?" De giver ham 30 sølvpenge (ca. 120 x den gængse dagløn).
Efter måltidet gik Jesus med sine venner ud til en olivenlund kaldet Getsemane. Judas er ikke med; han havde forladt selskabet i utide. I Getsemane fjerner Jesus sig lidt fra de andre for at bede. Han er godt klar over, hvad Judas er ude på. Han véd, at det ikke kan vare længe, før hans fjender får fat i ham. De vil af med ham, og den sikreste måde bliver at anklage ham over for besættelsesmagten. Kan de overbevise den romerske guvernør Pontius Pilatus om, at han er en trussel mod freden i landet, så kan det kun ende med dødsdom. Og dødsstraffen for en oprører er korsfæstelse. Jesus kender udmærket godt til denne henrettelsesmetodes grusomhed - en forfærdelig smertefuld, langtrukken død.
Det er ikke underligt, at Jesus i sin angst beder Gud om at skåne ham for denne skrækkelige skæbne. Men svigte den opgave, han har fået, vil han ikke.
Gennem bønnen får han mod og kræfter til at holde ud.

l ly af mørket kommer de så, anført af Judas, der ved, hvor de kan finde Jesus. Han havde givet dem et tegn: "Det er ham, som jeg kysser; grib ham og før ham væk under sikker bevogtning!" (Mark 14,44).
Sådan bliver Jesus forrådt af en af sine nærmeste - med et kys.
De fører ham først til de religiøse myndigheder med ypperstepræsten Kajfas i spidsen.
Her bruger man falske vidner for at få ham dømt for gudsbespottelse: "Han har spottet Gud! Hvad skal vi nu med vidner? Nu har I selv hørt bespottelsen. Hvad mener I?" De svarer: "Han er skyldig til døden" (Matt 26,65-66).
Næste morgen lykkes det at få dommen stadfæstet af hele ældsterådet.

De bringer ham til guvernøren. Nu er det en politisk anklage, de kommer med: At han vil gøre sig til "jødernes konge".
Jesus svarer ikke på anklagen, og Pilatus undrer sig. Han er utryg ved situationen, for han har ikke tiltro til ypperstepræsteme og deres tilhængere, og han finder ingen skyld hos Jesus.
Idet han hører, at Jesus er fra Galilæa sender han ham til kong Herodes. Da det ikke hjælper, tilbyder han (efter gammel skik) at løslade en fange i anledning af påskefesten. Han håber, de vil vælge Jesus, men ypperstepræsten og hans håndlangere ophidser folkemængden til at forlange en morder, Barabbas, frigivet og kræve Jesus korsfæstet.
Pilatus giver efter, vasker sine hænder som tegn på, at han fraskriver sig ansvaret, og overlader Jesus til soldaterne, der pisker ham, giver ham en "krone" af torne på hovedet og håner ham som "jødernes konge".
De fører ham ud til henrettelsesstedet, Golgata, lige uden for byen. Der bliver han så korsfæstet sammen med to røvere. Pilatus har givet ordre til, at der skal hænges et skilt på korset med ordene:

Det protesterer jødernes ledere imod, men Pilatus holder fast - den revanche vil han have!

"Fader, tilgiv dem, for de ved ikke, hvad de gør" - sådan beder Jesus for dem, der korsfæster ham......
Folk har altid stimlet sammen ved en offentlig henrettelse. Det er også tilfældet ved denne korsfæstelse. Nogle af dem - også, nogle af rådsherrerne - håner ham: "Andre har han frelst, lad ham frelse sig selv, hvis han er Guds salvede..."
Også en af de to forbrydere spotter Jesus, men den anden irettesætter ham og siger: "Jesus, husk mig, når du kommer ind i dit rige!" Og Jesus svarer: "I dag skal du være med mig i Paradis."
Nogle af Jesus' venner var også til stede - mest kvinder, der var fulgt med ham fra Galilæa. De ser, hvordan han lider og hører ham råbe: "Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?"
Endnu engang råber han: "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Og så dør han.
Det var en tragisk dag den første "Langfredag".

De fire evangeliers sprog er græsk, og det er ofte lærerigt at undersøge, hvordan de forskellige forfattere anvender forskellige græske gloser i deres beskrivelse af samme begivenhed.
Når Mattæus, Markus og Lukas taler om Jesus' død, så bruger de et ord, som oversættes til dansk med "udåndede". Johannes siger det på en anden måde, så det hedder på dansk: "opgav ånden". Det græske ord her kan også oversættes med "overgive" eller "overdrage".
Johannes vil blandt andet hermed sige dette:
I sit liv her på jorden var Jesus - som alle mennesker - begrænset af de fysiske love og kunne kun komme i berøring med et begrænset antal mennesker; men idet han afslutter sit jordeliv, bortfalder disse begrænsninger, for nu kan han nå alle mennesker alle vegne til alle tider ved at "overgive ånden" - overdrage sin Ånd, Guds Ånd, Helligånden, til hele menneskeslægten.
Derfor siger vor kristne tro, at Helligånden, Jesu Kristi Ånd, sandhedens og kærlighedens Ånd, er virksom alle steder, hvor der er kærlighed blandt mennesker, og hvor folk søger sandheden af oprigtigt hjerte.

Jesus' venner tog hans legeme ned fra korset og lagde det i en grav, der var hugget ud i en klippe. De måtte skynde sig, fordi sabbatshvilen begyndte allerede med solnedgangen fredag aften. Der var ikke tid til at salve legemet med vellugtende salver, som det var skik og brug hos jøderne.
Ved daggry dagen efter sabbatten - vor påskesøndag - tager nogle kvinder ud til graven med deres salver og olier. De opdager, at graven er tom - og de møder Jesus... lyslevende...
De skyndte sig tilbage for at fortælle mændene det, men disse ville ikke rigtig tro, det kunne være sandt. Mon ikke det måtte være løs kvindesnak? Men de blev snart nødt til at give kvinderne ret.
Her er evangelisten Johannes' beretning: "Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: 'Fred være med jer!' Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: 'Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.' Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: 'Modtag Helligånden!"' (Joh.20,19-22).

Vores Ny Testamente rummer en del breve, som er af ældre dato end de fire evangelier. Et af disse breve kaldes Første Korintherbrev. Det er skrevet af Paulus til de kristne i Korinth omkring år 55. Mod slutningen af brevet kommer han ind på Jesu Kristi opstandelse fra de døde og dens betydning for troen, i særdeleshed troen på det evige liv.
Vi finder her det ældste skriftlige vidnesbyrd om, hvem den opstandne Kristus viste sig for: "... han blev set af Kefas (Peter) og dernæst af de tolv (apostle). Dernæst blev han set af over fem hundrede brødre på én gang, de fleste af dem er endnu i live, men nogle er sovet hen (dvs. døde). Dernæst blev han set af Jakob (en nær slægtning af Jesus og menighedsforstander i Jerusalem), siden af alle apostlene ..." (I.Kor.15,5 f.).

Der var kun gået ca. 20 år, siden alt det var sket!
Det er ikke svært at forstå, at det var en skelsættende oplevelse for Jesus' venner, at de fik lov til at se ham og tale med ham, efter at han havde lidt den grusomme død på korset.
Det kastede helt nyt lys over alt det, de havde været vidner til. De fik nu en ny forståelse for hans ord og handlinger, og såmænd også for, hvorfor det endte, som det gjorde.
De forstod, at han virkelig var den messias, profeterne havde talt om. I ham var folkets gamle forhåbninger gået i opfyldelse, omend på en anden måde, end de havde forventet. Han var den, Gud havde sendt. Han var Guds Salvede, Kristus, Frelseren. Han var opfyldt af Guds Ånd. Han kunne med rette kaldes HERRE - den titel, som ellers blev brugt om Gud. Han var Guds Søn!
Paulus siger kort og præcist i indledningen til sit brev til menigheden i Rom: "Fra Paulus, Kristi Jesu tjener, kaldet til apostel, udset til at forkynde det evangelium, som Gud forud har lovet ved sine profeter i De hellige Skrifter, evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre, som menneske kommet af Davids slægt, i kraft af helligheds ånd stadfæstet som Guds søn med magt og vælde, da han opstod fra de døde..." (Rom 1,1-4).

Troen på Jesus Kristus og hans budskab om kærlighed og livets sejr over døden blev hurtigt udbredt til alle lande omkring Middelhavet og efterhånden til romerrigets yderste grænser.
Dog ikke uden problemer. Når der kun er én Gud, hvordan kunne Jesus Kristus også være Gud? Og hvis han var Gud, hvordan kunne han være menneske? Kan Gud dø på et kors? Nogle mente, at han var Gud, men ikke rigtig menneske. Andre, at han var menneske, men ikke rigtig Gud.
Til sidst fandt kirken det nødvendigt at udtrykke sin tro i faste formler; så opstod de trosbekendelser, vi stadig bruger.

Vi bekender os til én Gud, som dog er tre:
Fader, Søn og Helligånd.

Vi bekender os til Gud som altings Skaber og vor Fader:
Gud for os.

Vi bekender os til Sønnen, der blev menneske for os, Marias søn,
Jesus af Nazaret, Herrens Salvede, Messias, Kristus, Frelser og
Befrier, sand Gud og sandt menneske:
Gud med os.

Vi bekender os til Helligånden, Jesu Kristi Ånd virksom i os, Sandhedens og Kærlighedens Ånd:
Gud i os.

L.O. Dorn S.J.
1994