Al kristen praksis tager sit udgangspunkt i to bud: " Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind ... og du skal elske din Næste som dig selv." (Mathæus kapitel 22, vers 37-39)

I Kristus er denne kærlighed blevet konkret og menneskelig, og al kristen identitet består derfor "kun" i at leve sit liv, som et forsøg på at besvare denne Kærlighed. For en katolik er kærlighed til Gud og Næsten udtryk for det at være forbundet med det kristne fællesskab i hjertets visdom, dvs. i Kristus erkender man Kærlighedens åndelige autoritet, som går ud over én selv.

Konsekvensen af dette "møde" med Kristus og følelsen af kærlighed til ham er nemlig, at der sker en ændring i mennesket. Dagligdagen bliver ikke som før; alt hvad man foretager sig, alt hvad man tænker og føler bliver præget af kendskabet til og accepten af " de ti bud " (2. Mosebog, kapitel 20 vers 1 - 17) og " saligprisningerne " (Mathæus kapitel 5, vers 1 - 12). Det virker befriende og opmuntrende i hverdagens travlhed, men kan af og til også virke trykkende, fordi man må erkende, at man ikke kan leve op til de krav, der stilles.

Det er i denne sammenhæng, at Kirkens gudstjenesteliv, Kirkens lære og bud skal ses og komme til udtryk i praksis: " .... liturgien er det fornemste middel, den troende har til i sit liv at udtrykke Kristi mysterium og den sande Kirkes virkelige natur ... " (fra konstitutionen om liturgiens fornyelse, 2) .... og " liturgien er det højdepunkt, som hele Kirkens gerning stræber imod, og samtidig den kilde, som al dens kraft springer ud af. " (ibid., 10). Derfor er det at deltage i fejringen af søndagsmessen helt centralt for en katoliks identitet og selvforståelse, for "i messen samles gudsfolket for at høre Guds ord og fejre Kristi død og opstandelse. Eukaristien (nadveren), Kristi påskemåltid og offer er messens centrum og hele det kristne livs kilde og højdepunkt. " (Biskop Hans L. Martensen)

Kirkens erfaring af Guds ufortjente frelse opleves således i begivenheder, som på en særlig måde kendetegnes ved den tre-enige Guds nærvær, som dybest set er mysterier, og som kaldes sakramenter. Gennem Kirkens og generationers erfaring og tradition har vi syv sådanne sakramenter:

Medlemskab af Kirken opnås enten ved dåbens sakramente eller - for allerede døbte - ved optagelse i den katolske kirkes fællesskab efter en grundig undervisning. Dåb af børn finder fortrinsvis sted under søndagsmessen, hvor menigheden modtager det i sit fællesskab, og hvorunder forældre og faddere lover at opdrage barnet i Kirkens tro. Barnedåb skal aftales med sognepræsten i god tid (dvs. mindst 2 - 3 uger) inden den ønskede dåbsdato.

Børn har adgang til at modtage eukaristiens sakramente - den hellige kommunion - fra 7-års alderen. Forberedelsen hertil skal aftales med sognepræsten mindst et år i forvejen.

Unge katolikker på 7. - 8. klassetrin, som praktiserer deres tro, kan få meddelt firmelsens sakramente, hvor man af biskoppen besegles med Helligåndens kraft til at vidne om Kristus gennem hele sit liv. Der er også her et års forberedelse, hvorfor man i god tid bedes henvende sig til sognepræsten.

I ægteskabets sakramente lover de to ægtefæller hinanden livslang kærlighed og troskab over for Gud og den kristne menighed. Det er ægtefællerne, som meddeler hinanden sakramentet, mens præsten stadfæster og velsigner ægteskabet på Kirkens vegne. Man bedes kontakte sognepræsten mindst 3 - 4 måneder før den ønskede vielsesdato, således at han har tid til at forberede de to på sakramentets betydning og forpligtelse.

De syges salvelse er et sakramente, hvor Gud gennem Kirkens salvelse viser sin omsorg og støtte for enhver svagelighed og/eller forberedelse til døden. Den syge selv, eller dennes pårørende, bedes kontakte sognepræsten.

Gennem bodens sakramente kan den, som angrer sine synder og tror på Guds barmhjertighed, og som er indstillet på efter bedste evne at genoprette en forvoldt skade, få syndernes forladelse. Dette sakramente meddeles af en præst, som regel efter en personlig henvendelse.

Præstevielsens sakramente fejres som en kulmination på en lang åndelig sondring af kaldet til denne tjenste. Denne sondring foregår i første omgang i samråd med en personlig åndelig vejleder, som kan være ens skriftefader, sognepræst, en ordenssøster eller ordensbroder.

Enhver, som vil orientere sig i katolsk kirkeliv er velkommen til at besøge en katolsk kirke, hvor alle gudstjenester, deriblandt messen, er offentlige. Ønsker man uforpligtende at modtage information om katolsk liv og praksis, opfordres man til at kontakte den lokale sognepræst.

Ved dødsfald skal skal sognepræsten underrettes, hvis dette ikke allerede er sket, for at aftale hvorledes begravelsen ønskes foretaget. Det er normalt ønskeligt, at en begravelse finder sted med en forudgående messe for den afdøde. Ligbrænding er mulig.

Hver søndag i messen beder sognepræsten for menigheden og alle menighedens afdøde. Man kan også individuelt anmode om, at en messe fejres for et bestemt formål (intention). Henvendelse herom sker bedst til den præst, man ønsker skal fejre denne messe.

Hans Christoffersen, ofm. conv.
lic. theol. (dogmatisk teologi)