Kriterier for en kirke

Et kirkeligt dokument er ikke altid nødvendigvis perfekt, og skulle man anholde noget ved » Dominus Iesus«, er det udeladelsen af en del, som kunne være sagt, og en lidt for bastant formulering af det, der faktisk siges, skriver den katolske biskop i København i denne kommentar til kritikken af Troslærekongregationens erklæring »Dominus Iesus«

AF CZESLAW KOZON

katolsk biskop i Danmark

Kristeligt Dagblad bragte den 20. september en kommentar af biskop Karsten Nissen til Troslærekongregationens erklæring » Dominus Iesus« af 6. august i år ‑ om Kristi og kirkens rolle og betydning for frelsen. Biskop Nissen stiller i den forbindelse også to spørgsmål.

Som forventet har erklæringen givet anledning til kommentarer både i og uden for Den katolske Kirke. Kommentarerne er i mindre grad gået på erklæringens hovedanliggende ‑ at fastslå Kristi og hans budskabs enestående og eksklusive status ‑ end på kapitel 4's behandling af kirkebegrebet.

Dokumentets anliggende er vigtigt, men også delikat, og enhver forudsætningsløs og overfladisk beskæftigen sig med det vil nemt kunne nære den opfattelse, at det udtrykker intolerance og overlegen tagen patent på sandhed og frelse. Størstedelen af dokumentets indhold, som omhandler Kristi person og kristendommens forhold til andre religioner, vil kunne tiltrædes af alle kristne, og nødvendigheden af at få dette understreget er på verdensplan yderst påtrængende.

I et interview i Rheinischer Merkur den 29. september siger den tyske lutherske teolog Eberhard Jüngel (Tübingen), som i samme interview er ret så kritisk over for »Dominus Iesus«, at den første del af dokumentet udtrykker »apostolsk åndepust og paulinsk lidenskab«.

I det økumeniske forum går diskussionen på erklæringens fremstilling af det katolske syn på kirkebegrebet. Den omhyggelige læser, herunder også biskop Nissen, vil have bemærket, at der ikke siges noget nyt hverken indholdsmæssigt eller terminologisk. Erklæringen gengiver Det andet Vatikankoncils lære, som har været Den katolske Kirkes udgangspunkt i de sidste årtiers økumeniske dialog, et udgangspunkt, som ikke har været nogen dybt involveret samtalepartner fremmed.

Selvom der således ikke burde være nogen grund til undren over dokumentets principielle indhold, er en del af reaktionerne hos ikke‑katolske kristne, for hvem økumenien er et vigtigt anliggende, umiddelbart forståelige. Et kirkeligt dokument er ikke altid nødvendigvis perfekt, og skulle man anholde noget ved »Dominus Iesus«, er det udeladelsen af en del, som kunne være sagt, og en lidt for bastant formulering af det, der faktisk siges. Det, som er udeladt, er omtalen af de mange positive resultater af den økumeniske dialog, nedbrydelsen af fordomme, accepten af økumenien som et uomgængeligt anliggende, udarbejdelsen af fælles dokumenter ‑ herunder også Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen i 1999. Uden omtale af denne baggrund må en konklusion som den, at de reformatoriske kirkesamfund ikke er kirker i »egentlig forstand«, virke forstemmende.

Men også med den indrømmelse og trods en eventuel udeladelse af den kontante passus, står de faktiske teologiske kendsgerninger tilbage: de uløste problemer, som de enkelte kirker og kirkesamfund i de forløbne årtier har behandlet og tilstræbt enighed om. I denne dialog har Det andet Vatikankoncils lære om det katolske kirkesyn hele tiden været alle parter bekendt: at der til et fuldkommen kirkebillede hører et embede, byggende på den apostolske succession, og en nadver, hvis forvaltning er afhængig af embedsindehavere, som legitimeres af den apostolske succession. I enhver dialog i et mindre forum ville det hurtigt blive tydeligt, at der fra katolsk side skelnes mellem kirker og kirkesamfund, igen med henvisning til koncilsdekretet om økumeni »Unitatis redintegratio« (Kap. 3 især nr. 22).

At gøre nærmere rede for denne skelnen mellem kirker og kirkesamfund, og hvorfor det er nødvendigt at have den for øje, er for stort etemne til en kort redegørelse. Det drejer sig til syvende og sidst om at søge sandheden: at Kristus er den ene Frelser, og at det har været hans ønske og vilje at stifte en Kirke, som skulle bevare enheden (jf. Joh. 17, 20‑23). På grund af

den ubrudte tradition er kirkebegrebet i sin fylde blevet videreført i Den katolske Kirke, en lære, som også er blevet fastslået af koncilet i konstitutionen om Kirken, »Lumen gentium«, nr. 8, hvor det siges, at »Denne Kirke (Kristi ene Kirke)... eksisterer konkret i (subsistit in) Den katolske Kirke« ‑ et standpunkt, som Den katolske Kirke altid har haft som sit udgangspunkt i den økumeniske dialog.

Selvom de kristne kirker og kirkesamfund er forskellige og ofte indbyrdes uenige, mødes de dog ikke fra hver sit ideologiske verdenshjørne, men bekender sig til en fælles arv, som de hver især forsøger at forvalte i videregivelsen a det kristne budskab. Den første forudsætning for en frugtbar økumenisk dialog er erkendelsen af det forkerte og smertelige i at være splittede, og at denne splittelse er imod Kristi vilje. Er dette erkendt, vil det næste skridt være at gå tilbage til Kristus og Kirkens første tider og så følge den op gennem historien. Her vil man så se, at der enten er sket brud og/eller, at de kristne har aflagt et dårligt vidnesbyrd og har virket utroværdige. Hvor de formelle brud har fundet sted, er en del af sandhedens fylde for nogle kristne gået tabt. I et måske berettiget forsøg på at værne om en bestemt sandhed er andre undertiden blevet underbetonet eller fornægtet. Den økumeniske proces er derfor ‑ og i øvrigt for alle parter ‑ en opsamling på historiens vej, hvor alle må besinde sig på, hvor de står, med hensyn til deres videregivelse af det kristne budskab.

Selvom alle kriterierne for at være kirke fuldt og helt efter katolsk forståelse ikke findes i alle kirkesamfund, bekræfter Den katolske Kirke, at Kristi Ånd har brugt andre kirker og kirkesamfund som midler til frelse (»Unitatis redintegratio« nr. 3). Det er måske udtrykt lidt minimalistisk, men skal understrege, at ud over, at kristne i alle kirker og kirkesamfund bekender sig til vigtige fælles trossandheder, har der også i alle disse forskellige kirkelige sammenhænge til alle tider været eksempler på menneskers heroiske efterlevelse af Kristi bud.

» Dominus Iesus« er et teologisk dokument, skrevet af teologer, og trods dokumentets almene tilgængelighed også primært for mennesker, der bruger en teologisk tilgang til spørgsmålene. I den daglige sprogbrug og omgang de kristne imellem behøver der derfor ikke at ske nogen ændring. Vi vil stadig respektere hinandens selvforståelse som kirke, ligesom vi trods uenighed om f.eks. embedet også fortsat vil om tale og respektere hinandens ledere og embedsindehavere som legitime repræsentanter for de respektive kirker og kirkesamfund. At man også i Fælleserklæringen om retfærdiggørelsen er sig bevidst, at der er udestående problemer, uden at disse behøvede at hindre selve erklæringens underskrivelse, nævnes i en fodnote til afsnit 5 i retfærdiggørelseserklæringens indledning; her lyder det: »Ordet »kirke« anvendes i dette dokument (Fælleserklæringen) for at afspejle de deltagende kirkers selvforståelse, dog uden at have til hensigt at afgøre samtlige teologiske aspekter af dette ord.« Blandt ikke‑katolske kristne er der forskellige holdninger til begrebet »kirke« og kriterierne herfor; dette viser sig bl.a. i synet på Porvoo‑erklæringen og underskrivernes baggrund og opfølgning. Ovennævnte Eberhard Jüngel siger i samme interview: »Ingen evangelisk kirke ønsker at blive anerkendt som kirke af den romersk‑katolske Kirke i den forstand, som det romerske kirkevæsen forstår sig selv som kirke... Vi drømmer ikke om det. Vi har en anden opfattelse af apostolsk succession og en anden forståelse af kirkeligt ledelsesembede.« Denne udtalelse viser, hvor uensartet kirkebegrebet og kriterierne herfor forstås i den økumeniske dialog.

Det turde være overflødigt at sige, at kristne i almindelighed og katolikker i særdeleshed med »Dominus Iesus« ikke moralsk set gøres til bedre end andre; dels viser erfaringen ofte det modsatte, dels kan intet menneske i kraft af den blotte betegnelse kristen/katolsk frasige sig forpligtelsen til af alle kræfter, støttet af Guds nåde, at søge at leve som Kristi discipel.

Biskop Karsten Nissen stiller i slutningen af sit indlæg to spørgsmål: 1. Er kardinal Ratzingers erklæring et udtryk for den romersk‑katolske kirkes syn på lutheranere? 2. Regner ledelsen af den danske katolske kirke ikke folkekirken for at være »en kirke i ordets egentlige forstand«? De to spørgsmål behøver strengt taget ikke noget nyt svar. Da »Dominus lesus« ikke bringer noget nyt og tilmed citerer konciIstekster og andre dokumenter, afspejler erklæringen også Den romersk‑katolske Kirkes syn på andre kristne, herunder også lutheranere. Når man som katolik tilslutter sig dette dokument og dets traditionelle argumentation, er svaret på spørgsmål to også indeholdt i dokumentet og ‑ ikke mindst ‑ i Vatikankoncilets egne konklusioner.

Selvom måden at formulere sig på er underordnet i forhold til budskabets indhold, kan den dog undertiden komplicere tingene. Sårede følelser og forstemthed til trods er det dog uretfærdigt at betragte » Dominus Iesus« som et tilbageskridt for den økumeniske dialog. Med erklæringen er der hverken udtrykt hensigt eller ønske om, at denne dialog skal standse. Pave Johannes Paul II's rundskrivelse » Ut unum sint« af 25. maj 1995 både fastholder de allerede opnåede resultater og opfordrer til at gå videre. Den økumeniske dialog er ikke let og kan heller ikke gøres let ved, at alvorlige spørgsmål forenkles. Måske ender den opståede hektiske debat med at blive frugtbar.

Kristeligt Dagblad Lørdag 7. oktober 2000