Mange forsøger i disse år at forny kirkemusikken, men det sker uden kendskab til, hvad kirkemusik er. Kirkens musik kan sagtens tænkes fornyet, men der skal mere til end cabaret- og revyvisens velkendte rytmiske trip i den melodiske struktur

Hvad er kirkemusik! For så vidt er dette spørgsmål ikke vanskeligt at besvare, eftersom svaret kan formuleres omtrent lige så enkelt som spørgsmålet: Det er den musik, vi hører i kirken. Ved en nærmere overvejelse af dette omfattende emne tvinges vi alligevel på et tidligt tidspunkt til at sondre mellem noget, der ikke helt kan afvises som kirkemusik i en eller anden form, og noget, der helt indlysende er det. Musik i kirken er nemlig en ting, kirkens musik en anden. Intet er til hinder for, at et verdsligt stykke musik fra kammermusikkens, orkesterlitteraturens eller vokalmusikkens koncertsalsrepertoire lader sig opføre i en kirke, men det bliver den aldrig kirkelig af. Måske den langt snarere vil fremhæve sin verdslige egenart i omgivelser som disse. At derimod en menighed, større eller mindre, under afsyngelsen af en salme udøver kirkemusik, herom hersker ingen tvivl.

Det er her ikke engang relevant at pege på den standsforskel rent kunstnerisk, der består i, at en kvartet for strygere med et højt opdrevet artistisk sammenspil udøver stor kunst, mens en menighed omkring afsyngelsen af en salme er og forbliver en forsamling af almindelige mennesker, der som sådan udøver kirkemusik inden for rammerne af sit bestemmelsessted. Denne tilsyneadende uforklarlige virkelighed siger os noget om musik i kirken og kirkenusikken og afgiver allerede ved en sådan betragtningsmåde bevis for, at end ikke en kunstnerisk værdimålings på forhånd givne resultat formår at rokke ved selv en nok så ydmyg salmesangs hele åndelige meningsfylde. Hvad er da forklaringen på denne ejenlommelige tingenes tilstand: Musik i kirken på to måder, hvoraf den ene på et professionelt højt dannelsestrin synes at være gæst i fremmede omgivelser, mens menighedssangen i formodet beskedenhed på det nærmeste er usårlig i funktionen inden for kirkens mure. For så vidt er nøgleordet allerede nævnt: Musik, der ikke fungerer i kirken, har ikke kirken som bestemmelsessted. At megen musik bestemt for kirken så fungerer mindre godt, er i sig selv da også kun et forsvar for det synspunkt, der helt rimeligt tildeler kirkemusikken lige så vekslende kvalitetskurver som al anden musik. Heri består ingen principiel forskel på musik i eller uden for kirken.

Men hvorved adskiller da kirkemusik sig fra al anden musik, og hvad er i givet fald det skjulte eller synlige kendetegn?

For så vidt adskiller kirkemusik sig ikke fra al anden musik udover at være sikret et bestemmelsessted via sine emner. Dette faktum er i virkeligheden det eneste, man med et positivt resultat kan konstatere ved med et erklæret formål at opsøge og fastslå dens identitet som værende kirkemusik. For om synlige eller skjulte kendetegn er der herudover kun meget få stilistiske træk i middelalder eller renæssance, der tildeler den det uforvekslelige prædikat kirkemusik. Det drejer sig om mestrene Orlando, Palestrina, Monteverdi, Gabrieli, Ockeghem, Dufay, Victoria og Josquin des Pres samt mange andre. Ligeså de senere store orgelmestre Buxtehude, Pachelbel, Böhm og selvsagt Bach, hvis præludier og orgelkoraler allerede med disse benævnelser indicerer tilhørsforholdet til kirken, også selvom der i de enkelte tilfælde er tale om forskelligheder i form og stil. Herudover er der ingen tekniske eller andre karakteristiske træk, der særkender musikken, som specielt skulle identificere den som kirkelig, lige så lidt som manglen på sådanne træk kan bevise, at den ikke er det. Konstateringen af karakteristiske træk eller manglen på sådanne er alene egnet til klarlæggelsen af en stil, og kirkemusik er ikke en stil. Musikhistorien bekræfter det. De førnævnte mestre har jo intet til fælles med kirkemusik af Haydn, Händel, Mozart, Verdi, Berlioz eller Bruckner, skønt emnerne for en stor del er de samme. Et faktum, der er medvirkende til at fastslå, at der bortset fra den enstemmige middelalderlige gregorianske sang og de såkaldte nederlandske skoler ikke findes noget monopol på kirkemusikalsk stil, ligesom ingen stil har entydig monopol på kirkemusik. Under hvilke omstændigheder er da et stykke musik af Mozart ikke blot religiøs musik, men tillige hjemmehørende i kirken, og hvorledes betegner man den del af hans musik, der ikke er det?

Det første kan besvares med en henvisning til føromtalte uforvekslelige emnekreds, og her er hans messer og f.eks. perlen »Ave Verum« indlysende eksempler. Det andet mindes jeg som en oplevelse af tvivlsom karakter ved en radioudsendelse for mange år siden. Den daværende musikchef som ansvarlig for al spredning af klassisk musik i Danmarks Radio besvarede spørgsmålet om, hvordan han ville betegne Mozarts ikke-kirkelige musik ved at kalde den hedensk! Det var, hvad han mente om Mozarts verdslige musik. En udtalelse af den art er vel for lidt til at blive forarget over, men snarere lattervækkende, når man betænker ordene udtalt af en magister med baggrund i musikvidenskabelige studier ved Københavns Universitet. Mozart selv ville - når han havde grinet færdig - have tilføjet: Hedensk, ja, ligesom min kirkelige musik! Og ikke alene er stilarterne inden for kirkemusikken mangfoldige og brogede, men også - som udviklingen har vist - af en ofte tvivlsom karakter. Man behøver blot at tænke på de mange forsøg, der i disse år gøres på at »modernisere« musikken i kirken.

Den musik, som med rette vil betegne sig som værende kirkens, bygger nu engang på Den hellige Skrift, dvs. Gamle Testamentes fædre og profeter som Ny Testamentes apostle og evangelister. Dens funktion er ledsagende og understregende kirkelige handlinger omkring døbefont, prædikestol og nadverbord, og den forudsætter for salmesangens vedkommende menighedens deltagelse. Herudover er den som messe- og motetkomposition samt orgelkoral udsmykkende til gudstjenestens almindelige forskønnelse og menighe-

dens opbyggelse. At dette i sig selv skulle være til hindring for en fornyelse er en absurd betragtningsmåde. Men man opnår kun så meget mere at betone dens solide forankring i traditionen ved at søge den tilført elementer af en art,som automatisk vil blive afstødt som værende kirken fremmed. Ikke på grund af noget nyt, men tværtimod som noget håbløst udtjent og forældet og som under foregivende af at være enkelt i virkeligheden er såre plat og banalt. Kirkens musik kan sagtens tænkes fornyet, men der skal mere til end cabaret- og revyvisens velkendte rytmiske trip i den melodiske struktur. Så vil der trods alt være mere kirkemusik i Mozarts »hedenske« værker fra koncertsalens repertoire, end hvad musikalske hjemmebrændere i deres optimisme tror at kunne forny kirkemusikken med!

Kristeligt Dagblad