Bøger udefra:  Hvis Europa for alvor skal på fode igen, bliver Europas politiske beslutningstagere nødt til at forholde sig meget mere nøgternt til kristendommens betydning for skabelsen af den europæiske civilisation, end de hidtil har gjort.

 

Europa fører krig mod Gud

 

Af mag.art. Andreas Rude

 

Da Europas stats- og rege­ringsledere på EU-topmødet den 16. juni kastede håndklædet i ringen og bevilgede sig selv et års tænkepause, var det angiveligt for at styrke dialogen med befolkningerne i kølvandet på en af fællesskabets værste kri­ser i nyere tid.

Chokket er stort, efter at folke­afstemningerne i Frankrig og Holland har forkastet EU's forfat­ningstraktat, og nu skal der mere demokrati og mere debat på bor­det i forsøget på at styrke det fol­kelige engagement.

 

Men er det nok? Ikke hvis man skal tro den fremtrædende ameri­kanske debattør George Weigel, der i de seneste år bekymret har fulgt udviklingen i Europa. Hvis Europa for alvor skal på fode igen, bliver Europas politiske be­slutningstagere nødt til at tage en dyb indånding og forholde sig meget mere nøgternt til kristen­dommens betydning for skabel­sen af den europæiske civilisa­tion, end de hidtil har gjort, me­ner Weigel. For det er spørgs­målet om Europas sjæl, der er af­gørende for et større folkeligt en­gagement, og så hjælper det ikke, at EU fører krig mod Gud.

 

George Weigel er tilknyttet den konservative tænketank Ethics and Public Policy Center i Wa­shington, D.C., og i en fin lille bog med titlen "The Cube and th Cathedral" (kuben og katedralen giver han sit bud på årsagen til det europæiske problem.

 

Det er provokerende læsning, for ifølge Weigel har vi i den gamle verden lagt os efter en snæver­synet og krampagtig verdslighed som ikke bare truer med at tørre kontinentets sjæl ud, men også forhindrer det i at tage hånd om sin egen fremtid. Alarmerende tegn herpå er den faldende pro­duktivitet, de vaklende velfærds­stater, afpolitiseringen af sam­fundet til fordel for mere bureaukrati og Europas stigende uden­rigspolitiske afhængighed af in­ternationale organisationer.  

Det mest håndgribelige tegn på, at Europa ikke bare har mistet orienteringen, men også modet, er imidlertid de katastrofalt lave fødselstal, som ifølge Weigel affolker Euro­pa i et omfang, der ikke er set si­den den sorte død i middelalde­ren. Tilmed skyldes den affolk­ning, der nu finder sted, ikke syg dom, krig eller hungersnød.

Den er helt frivillig, og Weigel tøver ikke med at betegne den "demografisk selvmord". Det kunne amerikanerne naturligvis være ligeglade med, hvis ikke lige det var, fordi tomrum har det med at fyldes, og at de nærmeste til at fylde tomrummet i Europa er Nordafrikas og Mellemøstens unge muslimske befolkninger. Europa, der blot delvist er mus­limsk, kan ikke forventes at have det samme værdifællesskab med Amerika, som Europa hidtil har haft, og dermed får Europas identitetskrise pludselig sikker­hedspolitiske konsekvenser. Weigels gennemgående metafor er den akse, der går tværs gennem Paris fra Notre-Dame-katedralen til den firkantede "Menneskehe­dens triumfbue" i La Defense, som blev tegnet af den danske ar­kitekt Johan Otto von Spreckel­sen og opført i anledning af 200-­året for den franske revolution.

Katedralen repræsenterer den kristne enhedskultur, som i århundreder samlede Europa. Ku­ben derimod står for det sekulære Europa, hvis ideologiske kerne ikke længere er kristendommen, men oplysningstidens rationalis­me.

I de sidste par hundrede år har Europas kulturelle og politiske elite bevæget sig længere og længere væk fra katedralen og tættere på kuben, og her ligger der en afgørende forskel på den nye og gamle verden. For mens man i USA stadig kan tale om ån­delig stræben i politik, er Europa mere og mere overbevist om, at kun en politisk debat, der er ren­set for religion, kan sikre menne­skerettighederne og demokratiet.

 

Sådan en tankegang er fatal, ar­gumenterer Weigel, fordi værdier som frihed, tolerance og pluralis­me i sidste ende kun garanteres af kristendommens insisteren på menneskets værdighed som Guds skabning.

Derfor tøver Weigel heller ikke med at trække en lige linje fra fremmarchen af den ateistiske humanisme i det 19. århundredes Europa til de katastrofer, som kontinentet gennemgik i det 20. århundrede: to verdenskrige, den kolde krig, kommunismen, na­zismen og fascismen, Auschwitz og GULag. Europæiske intellek­tuelle, der mener, at kristendom­men er et fortidigt fænomen uden relevans for det moderne Europa, der hylder tolerance og menneskerettigheder, overser den afgø­rende rolle, som kristendommen havde for revolutionerne i de tid­ligere kommunistiske stater i Øst- og Centraleuropa, noterer han.

ebatten om den europæ­iske forfatningstraktat i 2002-2004 og afvisningen af at indskrive kristendommen som en af Europas værdier er for Weigel det seneste eksempel på, hvor forkvaklet Europas egen selvforståelse er blevet.

 

At nægte kristendommen en betydning for skabelsen af den europæiske civi­lisation - komplet med demokra­ti og retssamfund - er absurd og kan ikke retfærdiggøres af hen­synet til anderledes- eller ikke­troende.

Der er snarere tale om en målrettet kampagne mod kristendommen i sig selv, hvad sagen om den forsmåede EU-kommissær Rocco Buttiglio­ne sidste år demonstrerede.

Alt dette betyder ikke, at Weigel gør sig til talsmand for en kon­fessionel kristen stat. Hans poin­te er, at Europa, hvis ikke det for­holder sig til sin kristne arv i for­fatningstraktaten, i sidste ende bliver ude af stand til at forklare, hvorfor den politiske frihed, for­fatningen er sat til at forvalte, har nogen som helst værdi som andet end udtryk for egoisme.

 

Uden kristendommen ri­sikerer frihe­den at ende som egennyt­tighed og tole­rance som lige­gyldighed, "og det synes et me­get skrøbeligt fundament at byg­ge en demokratisk civilisation på, der både kan tage vare på sig selv indadtil og forsvare sig mod sine fjender udadtil", fastslår Weigel.

 

"The Cube and the Cathedral" er et veloplagt partsindlæg i en debat, som europæerne selv bur­de føre med langt større energi. Skønt Weigel skriver for et ameri­kansk publikum og er konserva­tiv, undgår han at identificere sig med den siddende amerikanske regering.

Det er tværtimod europæiske intellektuelle som Solzjenitsyn, Henri de Lubac, Pierre Manent, Niall Ferguson og pave Johannes Paul II (hvis biografi Weigel har skrevet), som han fortrinsvis støtter sig til. Det er med til at styrke bogens troværdighed.

 

Men dens vigtigste pointe er næsten, at det ikke er nok at tolke historien og sin sam­tid udelukkende med politiske og økonomiske briller på. Uden kulturen og teologi­en mangler et væsentligt perspektiv.

 

Kristl. Dagbl. 1.7.05