AF ANDREAS RUDE

Det er en gammel sandhed, at nogle af de allerskarpeste kritikere af den katolske kirke er at finde i kirkens egne rækker.

Blandt teologerne er schweizeren Hans Küng, der i 1979 fik frataget sin licens til at undervise i katolsk teologi, det kendteste eksempel, men også grupper af katolske lægfolk har i det seneste tiår markeret sig stærkt. Her er det særligt bevægelsen »We Are Church«, der har haft mediernes bevågenhed og som omtalt i Kristeligt Dagblad nu har fået en dansk aflægger ved navn »Vi Er Også Kirke«.

»We Are Church« har sin oprindelse i Østrig, hvor en gruppe kirkeligt ansatte og religionslærere i 1995 henvendte sig til landets biskopper med krav om større demokratisk åbenhed i kirken og ligeret for kvinder.

Kritikerne argumenterede også for, at det tvungne cølibat for præster skulle ophæves, og at kirkens syn på seksualiteten skulle have en mere positiv udformning. Den østrigske bevægelse, der tog afsæt i det Andet Vatikankoncils budskab om at åbne kirken for den moderne verden, bredte sig hurtigt til mange andre lande, og i 1996 blev »We Are Church« (som hedder »Wir sind Kirche« på tysk, »Somos eglésia« på spansk og »Nous Sommes Aussi l'eglise« på fransk) formelt grundlagt og fik en international styregruppe. I dag er bevægelsen repræsenteret i 30 lande, hvor den især appellerer til veluddannede, veletablerede og midaldrende katolikker.

Fra begyndelsen gjorde reformgrupperne meget ud af at understrege, at de ikke var ude på en kirkespaltning, Mærkesagerne for »We Are Church« handler da heller ikke om dogmatik, men om kirkestruktur og kirkedisciplin. Det er ikke Kristi opstandelse eller guddommelighed, der stilles spørgsmål ved, men snarere den måde hvorpå den katolske kirke fungerer internt og i forhold til det omgivende samfund.

Og selv her er prioriteringerne ikke altid oplagte, om end der inden for bevægelsen synes at være enighed om, at kirkens styreform og biskoppernes rolle heri er den store udfordring, hvis man skal opnå virkelig fornyelse.

Det er dog ikke en konklusion, som »We Are Church« har patent på. Selv konservative teologer peger på nødvendigheden af, at biskopperne rundt om i verden ikke blot er Roms forlængede arm, men styrkes i deres selvstændige myndighed og ansvar. Flere biskopper - ikke mindst i Østrig og Tyskland - har da også indledt en dialog med reformgrupperne, som tilsvarende har kunnet notere sig større opmærksomhed overfor deres anliggender. Hovedbudskabet fra »We Are Church« er dog stadig, at forandringerne skal komme nedefra.

- Det er ikke i biskoppernes interesse at ændre noget, fastslog Thomas Arens, der er international koordinator for den tyske afdeling af »Wc Are Church«, på en konference i Boston i sommer.

- Det er op til os at erkende den forpligtelse, som vi har i kraft af vores dåb og at forstå, at Helligånden også virker gennem det almindelige Guds folk, tilføjede han.

Ikke overraskende har denne linje en tendens til yderligere at øge afstanden mellem parterne, og »We Are Church« er derfor ofte henvist til at udkæmpe sine slag i medierne. Samtidig udviser bevægelsen også en tilbøjelighed til at polemisere mod enkelte, navngivne biskopper.

Heri handler reformgrupperne imidlertid naivt, mener nogle iagttagere, der peger på, at den nødvendige reform af den katolske kirke kun kan ske i samarbejde med kirkens ledelse.

- Katolikkerne fra 1968generationen har endnu ikke lært deres lektie og tror stadigvæk, at institutioner kan ændres udefra, skrev den østrigske teolog Paul Zulehner allerede for flere år siden i en artikel i det liberale, katolske engelske tidsskrift The Tablet.

- Derfor kan reformgrupperne meget vel ende som en ubetydelig bevægelse med et anseeligt antal frustrerede katolikker som medlemmer. Og det ville være tragisk, pointerede Paul Zulehner.

Kristeligt Dagblad