Tysk lægmand saligkåret

Sidste efterår, søndag d. 7. oktober 2001, blev blandt flere andre en tysk lægmand, Nikolaus Gross, saligkåret eller - som det også udtrykkes: "ophøjet til alterets ære", hvilket igen vil sige, at hans navn fremover kan nævnes i forbindelse med eukaristiens tekster (bl.a. i lokalkirken og specielt på hans dødsdag).

Men hvem var Nikolaus Gross?

Han blev født d. 30. september 1898 i Niederwenigern (v. Essen) og var søn af en bjergværkssmed. Han kom i den lokale katolske folkeskole og efter endt skolegang blev han minearbejder. Fem af ugens dage arbejdede han "under jorden".

I sin sparsomme fritid gik han til intensiv videreuddannelse. I 1917 meldte han sig ind i den kristelige fagforening for minearbejdere, og i 1918 blev han medlem af Centrumpartiet (Det nuværende CDU). Allerede som 22 årig blev han ungdomssekretær i den kristne fagbevægelse, og et år senere redaktør for bevægelsens tidsskrift. Hans faglige engagement førte ham til Waldenburg i Schlesien, inden han vendte tilbage til Ruhr-distriktet.

I mellemtiden var han blevet gift med Elisabeth Koch fra sin hjemby. I deres ægteskab fik de syv børn. Han elskede sin familie over alt og var en eksemplarisk far, både når det drejede sig om opdragelse og om formidling af Troen. Han skrev en lille bog ("Sieben um einen Tisch"). Her kan man bl.a. læse: "de dybeste bekymringer handler uafladelig om de syv, at de må blive dygtige og oprigtige og mennesker med sjælsstyrke."

Men midt i familieidyllen, eller måske netop på grund af den, var han fremdeles engageret i samfundsproblemerne. Arbejde og samfundsforpligtelse var for ham stedet, hvor hans kristne ansvar blev virkeliggjort. I en troslære, som blev skrevet i 1943, udtrykte han det således: "De fleste store præstationer opstår ud fra den daglige opfyldelse af pligterne i hverdagens små gøremål. Dertil hører altid vor særlige kærlighed til de fattige og de syge."

I begyndelsen af 1927 blev Gross medredaktør af en vesttyske arbejderavis, som også var organ for den katolske arbejderbevægelse. Kort tid efter blev han chefredaktør. I denne funktion formidlede han for de katolske arbejdere orientering om de mange spørgsmål i samfundet og i arbejdslivet. Her blev det stadig mere tydeligt for ham, at de politiske udfordringer indebar en etisk fordring, og at de sociale opgaver ikke var til at løse uden åndelig engagement. Redaktøren blev til en budbringer, som også her bar vidnesbyrd om sin tro.

Da Nikolaus Gross i 1929 satte sig i chefredaktørens stol i Köln, havde han allerede dannet sig en klar bedømmelse af den voksende nationalsocialisme. Idet han gik ud fra Biskop Kettelers hovedtese om, at en reform af samfundet kun kunne ske ved en sindelagsændring, anså han nationalsocialisternes indflydelse på samfundet som udtryk for "politisk umodenhed" og for "en mangel på dømmekraft". Allerede dengang kaldte han nazisterne for "statens dødsfjende". I en leder skrev han d. 14. september 1930: "Vi afviser som katolske arbejdere nationalsocialismen, ikke bare af politiske og økonomiske grunde, men i bund og grund også ud fra vor religiøse og kulturelle ståsted."

Allerede få måneder efter Hitlers magtovertagelse i 1933 erklærede lederen af den tyske arbejderfront, Robert Ley, at den vestyske arbejderavis var "statsfjendtlig". Gross forsøgte i den følgende tid at forhindre en nedlæggelse af avisen, dog uden at gå på akkord med indholdet. Han forstod at skrive "mellem linjerne", sådan at de indviede forstod det. I november 1938 blev der alligevel nedlagt forbud mod udgivelse af avisen.

Nikolaus Gros, der havde måttet arbejde hårdt for sine kvalifikationer, var ikke nogen stor taler, men han talte alligevel med inderlighed, varme og stor overbevisning. At Nikolaus Gros sluttede sig til modstanden mod nazismen, var en naturlig konsekvens af hans katolske overbevisning. For ham var det evident, "at man skal adlyde Gud mere end mennesker". "Hvis der bliver forlangt noget af os, som går imod Gud eller Troen, så må vi afvise lydigheden (mod mennesker)", skrev Nikolaus Gross i sin Troslære fra 1943. Det blev stadig tydeligere for ham, at man var kommet til netop det punkt under Hitler-regimet i Tyskland.

De samlede tanker nedfældede Gross i to skrifter, der senere faldt i hænderne på Gestapo:

"De store Opgaver" og "Er Tyskland fortabt?". De førte til hans domfældelse. Fra 1940 måtte han finde sig i gentagne forhør og husundersøgelser. Efter avisens lukning udgav han en række småskrifter, som skulle styrke arbejderne i deres tros- og værdibevidsthed. For Gross var tilliden til Gud fundamentet i hans liv.

Efter det fejlslagne attentat mod Hitler d. 20. juli 1944 væltede begivenhederne ind over Gross, selv om han ikke var involveret i forberedelserne eller i selve handlingen. D.12. august 1944 blev han anholdt i sit hjem og først anbragt i KZ-lejren Ravensbrück og senere sendt til fænglet i Berlin- Tegel. Hans hustru Elisabeth kom to gange til Berlin for at besøge ham. Hun fortalte, at han bar tydelige spor af tortur på sine hænder og arme. Hans breve fra fængslet bevidner overbevisende, at for Nikolaus Gross var den stadige bøn en kraftkilde i hans vanskelige og i grunden håbløse situation. I næsten hvert eneste brev bad han sin kone og sine børn om deres stadige forbøn, ligesom han også selv dag efter dag bad for sin familie.

Den 15. januar 1945 modtog han dødsdommen af folkerettens formand Roland Fresler. Denne skrev i sin protokol - og det var sådan set den eneste begrundelse for dommen: "Han svømmede om i forræderi, og måtte naturligvis til sidst drukne!" Han blev - som flere andre ofre for nazismen - hængt i straffeanstalten Berlin-Plotzensee .

Nazisterne ville ikke have martyrer. Et gravsted kunne de ikke unde den hængte. For tilhængerne af løgn og had fandtes kun den brutale tilintetgørelse. De daværende magthavere gav ham derfor ikke en kristen begravelse. Hans lig blev brændt og asken blev strøet ud over et spildevandsområde.

I øvrigt er henrettelsesstedet i Berlin-Plotzensee i vore dage bevaret som et offentligt tilgængeligt mindessted.

Mere om Nikolau Groos kan fås på hjemmesiden: http://www.nikolaus-gross.net/biograf.htm. Her kan man blandt andet læse hans afskedsbrev til familien.

Oversat fra ovennævne web-side af

Virum, d. 26.06.02 Ole Meyer