Alle præsteseminarier skal undervise i den gamle latinske messe,

udtaler Vatikanet

 

Anna Arco

22. februar 2008

 

Præsteseminarier over hele den katolske verden vil skulle undervise de præstestuderende i, hvordan man fejrer den latinske messe fra før 2. Vatikankoncil, kom det frem sidste weekend.

 

Af et brev fra Ecclesia Dei Kommissionen, det organ, der behandler sager vedrørende 1962-missalet, fremgik det, at Vatikanet er i gang med forberedelser til at pålægge rektorerne at “sørge for, at de studerende bliver instrueret i begge former for den Romerske Ritus”. Dette vil ske i en forestående tolkning af Summorum Pontificum, det Apostoliske Brev, som i juli sidste år gav frihed til at fejre den traditionelle messe.

 

I brevet fra Ecclesia Dei stod der: “Kandidater til præstegerningen i den Katolske Kirkes Romerske Ritus har ret til at blive undervist i begge former for Romersk Ritus. De ansvarlige for uddannelsen til præstegerning i den Katolske Kirkes Romerske Ritus bør sørge for, at deres studerende undervises i begge former for Romersk Ritus.”

 

Dette brev kunne læses på skærmen sidste weekend på en internetside redigeret af Fader John Zuhlsdorf, en amerikansk blogger, der engang har arbejdet for Ecclesia Dei.

 

Flere seminarier, der uddanner præster til England og Wales, planlægger at følge Pavens instruktioner. Det kan komme til at betyde, at alle nye præster om nogle få år vil være i stand til at læse den traditionelle messe.

 

Rektor for Beda Kollegiet i Rom, Mgr. Roderick Strange, siger, at Kollegiet ingen problemer har med kravene i brevet: “Når den oplysende tekst kommer, vil vi gå i gang med at træffe de fornødne forholdsregler. Til den tid vil vi være i stand til at skabe de nødvendige forhold for at gennemføre det.”

 

Fader Mark Crisp, rektor for St Mary’s College, Oscott, Birmingham, siger, at han er åben for denne mulighed: “Det, vi har i øjeblikket, er en latinsk messe efter den almindelige ritus (Novus Ordo) én gang om måneden, og vi underviser i latin, selv om vi ikke har nogen, der er kompetent til at undervise i den ekstraordinære ritus for tiden.”

 

Men kannik Jeremy Garrat ved St John’s College, Wonersh, gav udtryk for en vis varsomhed: “Vi må hellere vente på instruktionerne fra Rom, før vi foretager os noget.”

 

Rektorerne fra The Venerable English College i Rom, Allen Hall i London og St Cuthbert’s College i Ushaw, Durham, havde ingen kommentarer.

 

Den ekstraordinære form er der ikke blevet undervist i på seminarierne i England og Wales i over 40 år, og de fleste præster i dag har aldrig lært, hvordan man celebrerer den. De præster, der har ønsket at lære den, har måttet betale for deres egen undervisning på seminarier med gammel ritus.

 

En præst, der blev viet i 1967, husker, at han blev oplært efter 1962-missalet de første to år, han gik på seminariet, og at han derefter måtte skifte til den Nye Ritus. “Jeg kan fejre messen på begge måder, men jeg er helt ude af øvelse med den ekstraordinære måde,” siger han.

 

I sit brev med begrundelserne for Motu Proprio gjorde Pave Benedikt XVI opmærksom på, at den ekstraordinære form blev mere og mere populær blandt de unge. “Også unge mennesker har opdaget denne form for liturgi, følt sig tiltrukket af den og i den fundet en form for møde med den Allerhelligste Eukaristis mysterium, som tiltalte dem,” skrev han.

 

Men med frigivelsen af den traditionelle messe fulgte det problem, at der faktisk var alt for få præster, der var i stand til at fejre messen i den ekstraordinære form.

 

Ifølge John Medlin fra Latin Mass Society er der nu opstået en bølge af interesse for denne ritus. Han siger, at han håber, at udlæggelsen af Motu Proprio må blive offentliggjort snart, så der kan blive skabt klarhed i forvirringen og bragt en ende på forsøgene på at bremse nye initiativer.