Af pastor Lars Messerschmidt

Fra tid til anden kan man i Katolsk Orientering læse indlæg, der forholder sig særdeles kritisk til Kirkens læreembede og pavens i særdeleshed, f.eks. Ove Leerbecks i nr. 17 af 30. oktober 1996. Anledningen til sidstnævnte indlæg er pave Johannes Paul II's rundskrivelse Veritatis Splendor (1993) om forskellige etiske og moralteologiske problemstillinger.
Som paven selv skriver, er det første gang, at Kirkens læreembede kommer med en så omfattende fremstilling af de fundamentale elementer i Kirkens lære om moralske spørgsmål. Paven gør ikke andet, siger han, end at minde om Åbenbaringen og Kirkens konstante belæring, især det 2. Vatikankoncils. Det er især emnerne frihed, de fundamentale værdier, der er knyttet til personens værdighed og til dets handlinger, der er genstand for rundskrivelsen. Formålet er at formulere sikre kriterier for at kunne bedømme de nye etiske og moralteologiske standpunkter og holdninger (nr. 115). Rundskrivelsen er især henvendt til biskopperne, der er Kirkens hyrder med ansvar for den rette lære.
Jeg vil slet ikke gå direkte ind på de forskellige påstande, Ove Leerbeck fremsætter om paven personligt, men ligesom han stille det afgørende spørgsmål om, hvilken autoritet denne og lignende pavelige skrivelser har, og med hvilken holdning de skal modtages af os katolikker.

Jesus er vejen sandheden og livet

Vi må først gøre os klart, at Jesus er den fulde åbenbaring af Gud og lærer ufejlbart om Guds vilje med sin skabning. Mennesker, der vil forstå meningen med livet og leve det ansvarligt, har i sidste ende kun Jesus som deres lærer: »Gå ud og gør alle folkeslag til mine disciple« (Mt. 28,19).

Kirken er ufejlbar i sin tro

Det 2. Vatikankoncil lærer udtrykkeligt, at Kirken som Guds folk i sin helhed ikke kan falde fra troen. Guds folk har en »overnaturlig trossans«, der gør det muligt at holde fast ved troen under læreembedets ledelse (den dogmatiske konstitution Om Kirken, Lumen Gentium nr. 12). Guds folk har således ved Helligånden del i Kristi profetiske embede. Kristus fortsætter sin ufejlbare lærergerning i Kirken som sådan. Hvis ikke dette var tilfældet, ville alle folkeslag ikke kunne blive hans disciple, derfor tilføjer han som sit sidste ord: »Se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende« (Mt. 28,20).
Jesus ønsker udtrykkeligt, at identificere sig med sin Kirke i den forstand, at »den, der hører på jer, hører på mig, og den, der forkaster jer, forkaster mig..« (Luk. 10,16). Kirken har selvfølgelig aldrig draget den konklusion, at hvad som helst, dens embedsbærere foretog sig, på forhånd var dækket af Jesu autoritet. Der må nødvendigvis skelnes. Men pointen er, at det er læreembedets opgave at overlevere Jesu lære, og at mennesker har ret til at forvente, at det er hans lære og ikke en menneskelig lære, som forkyndes dem.

Kirkens læreembede

Apostlenes efterfølgere, biskopperne, har på en særlig måde del i Kristi læreembede og er udrustet med hans autoritet (Lum.Gen. nr. 25) til at forkynde og til at belære Guds folk. Guds folk skal i dem se den guddommelige og katolske sandheds vidner og tilslutte sig deres belæring med »indre religiøs lydighed«, d.v.s. »viljens og forstandens religiøse lydighed«. Disse udtryk betyder, at vi troende skal akceptere med vores vilje og forstand på grund af vores tro på Kristus, hvad biskopperne fremfører som Kirkens lære. Her er tale om det samlede episkopat, men grundholdningen gælder også i forhold til den enkelte biskop for så vidt, han udtaler sig på Kristi vegne i spørgsmål om tro og moral og er i overensstemmelse med paven (Lum.Gen. nr. 25).
Denne troens grundholdning gælder i særdeleshed overfor paven, når han udøver sit universelle læreembede, også selvom han ikke taler »ex cathedra«. Paven taler »ex cathedra«, når han som alle troendes øverste hyrde og lærer udtaler sig definitivt om et lærespørgsmål vedrørende tro og moral (Lum.Gen. 25). Kun i dette tilfælde har han, Kristi garanti for, at han taler ufejlbart, og de troende skal da tilslutte sig i »troslydighed«, som er mere end »indre religiøs lydighed«.
Kirkens biskopper har den samme garanti om ufejlbarhed, når de i fællesskab kommer overens med hinanden og paven om at fremsætte en lære som endegyldig. Dette kommer tydeligst til udtryk på et koncil (Lum.Gen. 25).
Vi kan altså sammenfatte koncilets lære således: Kirkens læreembede udøves dels af den enkelte biskop, dels af det samlede bispekollegium inkl. paven, dels af paven alene.
For paven og det samlede bispekollegium er der to autoritetsniveauer: Det ordinære læreembede, der ikke har ufejlbarhedens karakter, men nok løftet om Helligåndens bistand! Og det ufejlbare læreembede.
Hvordan kan man finde ud af, hvad der er det ordinære, og hvad der er det ufejlbare læreembede? Svaret er i princippet enkelt og formuleret i samme koncilstekst. En tekst, henholdsvis en formulering, skal forstås sådan som paven eller bispekollegiet selv ønsker, at den skal forstås, og det fremgår enten af dokumenternes karakter, eller af hyppigheden af den fremsatte lære eller af selve formuleringen.
I den forbindelse er det interessant at læse kommentaren til Lumen Gentium udarbejdet af en særlig koncilskommission: »Koncilet fremsætter kun en definitiv (ufejlbar) belæring om tro og moral, som Kirken skal fastholde, såfremt koncilet selv klart angiver, at det er tilfældet«.

Problemet i dag er, at man meget hurtigt understreger, at et givet (paveligt) dokument ikke er ufejlbart, hvorefter det i praksis ikke tillægges nogen autoritet, ja endda mistænkeliggøres og som i ovennævnte indlæg i K.O. anklages for at være fuld af fejl og groft vildledende.
Man overser, at det utvetydigt fremgår af sådanne dokumenter, at de er udtryk for det læreembede, koncilet kalder det autentiske, og som det formaner os til at adlyde i respekt for Kristus, der har givet læreembedet mandat til at lære i hans navn også selvom det ikke umidelbart er dækket af ufejlbarhedens garanti. Det er jo tydeligt f. eks. i omtalte rundskrivelse Veritatis Splendor, at paven ønsker at fremsætte Kirkens lære. Denne hans hensigt forpligter os til at høre på ham som en, der har Kristi myndighed til at vejlede Kirkens og menneskene.

Det er meget almideligt, at man prøver at tage 2. Vatikankoncil til indtægt for sin kritik af pavens standpunkter. Man glemmer imidlertid, at både 2. Vatikankoncils dokumenter og de pavelige dokumenter hver for sig er udtryk for det universelle ordinære læreembede, jfr. ovenfor, og derfor har samme autoritet og skal modtages af os på samme måde, nemlig i tillid til, at Kristus taler til os gennem det.
Jeg kan på ingen måde forestille mig, at Kristus ville tillade, at et økumenisk koncil eller en pave i vigtige spørgsmål vildleder Kirken. Jeg kender ikke nogle eksempler på det. Det er derfor helt forkert, at gøre læreembedets autoritet til et spørgsmål om formel ufejlbarhed eller ej.

Læreembedet og teologerne