Liberal pavekandidat takker af

AF ANDREAS RUDE

Meddelelsen om, at Milanos populære ærkebiskop, kardinal Carlo Maria Martini, trækker sig tilbage, har på ny sat gang i spekulationerne om, hvem der engang skal efterfølge den aldrende pave Johannes Paul II. For Martini, der er jesuit, har i årevis været anset for den liberale katolske fløjs bedste bud på en kommende pave, og kommentatorer

ved flere internationale aviser overvejer nu, hvem der vil afløse ham som progressiv favorit.

Milano er med fire millioner indbyggere verdens største bispedømme (og Italiens rigeste), og kardinal Martini har været byens ærkebiskop siden 1979. Den 15. februar fyldte han 75 år og indsendte, som reglerne kræver det, sin afskedsbegæring til paven. Paven kan selvfølgelig vælge at dispensere fra reglerne og forlænge Martinis embedsperiode (som det f.eks. er sket for Paris' ærkebiskop, kardinal Lustiger). Men Martini er ikke rask, og hvis hans ansøgning imødekommes, har han i et brev til bispedømmets præster udtrykt ønske om at trække sig tilbage til Det Hellige Land eller til et jesuiterkollegium i Rom. Der er næppe tvivl om, at Martini betragter sig selv som pensionist.

Man forstår følelsen af tab i den liberale lejr, for så længe han var med i opløbet, havde kardinal Martini meget gode kort pa hånden. I sin kommentar til nyheden om hans tilbagetræden karakteriserer Le Monde kardinalen som »et fyrtårn i den offentlige debat«, hvis mening både medierne og de politiske partier altid er meget interesseret i. Ingen sidder hans hyrdebreve overhørig, og han har på sin side spillet en hovedrolle i at orientere italiensk katolicisme væk fra De Kristelige Demokraters monopol og henimod en mere ægte politisk pluralisme, understreges det i Le Monde. Det var også Martini, der sammen med Umberto Eco udgav en række samtaler, de to havde haft om tro og vantro. Skønt udgivelsen er et par år gammel, er den stadig at finde på de fleste hovedsprog.

11 sprog

Internationalt har Martini også vakt opmærksomhed og for længst demonstreret, at han har visionerne og evnerne til at lede verdens flere end en milliard katolikker. Han er tidligere rektor for Gregoriana-universitetet i Rom, taler 11 sprog og har skrevet omkring halvtreds bøger, fortrinsvis bibelkommentarer og værker om spiritualitet og – mere overraskende – om sociologi.

Han siges at være knap så kulturpessimistisk anlagt som den nuværende pave, og han skabte store overskrifter i 1999, da han på en bispesynode i Rom gjorde sig til talsmand bl.a. for en omfordeling af arbejdsopgaverne i kirken mellem præsteskabet og lægfolket, en større rolle for kvinder og et mindre restriktivt syn fraskilte katolikker, der gifter sig igen. Økumenisk er han meget engageret i samtalerne med ortodokse og protestanter, omend det er dialogen med jøderne, der står hans hjerte nærmest. Han har således tit udtrykt ønske om at blive begravet i Jerusalem.

Iagttagere af Vatikanet, de såkaldte »vaticanisti«, anført af Marco Politi fra det italienske dagblad la Repubblica, anser nu den 67-årige ærkebiskop af Genova, kardinal Dionigi Tettamanzi, for bannerfører for den liberale fløj. Men Tettamanzi er også et eksempel på, at man skal benytte betegnelser som »liberal« og »konservativ« med varsomhed, når talen er om pavekandidater. For godt nok sympatiserede Tettamanzi med antiglobaliseringsdemonstranterne under G8-topmødet i Genova sidste sommer, men han har også sympati for den autoritære lægmandsbevægelse Opus Dei. Og i moralske spørgsmål ligger han på linje med den nuværende pave.

Den 70-årige kardinal Camillo Ruini, der er formand for den italienske bispekonference og pavens vikar for byen Rom, vurderes fortsat at være de konservatives spidskandidat - i al fald blandt italienere.

Andre kandidater

Blandt de øvrige europæiske kandidater ledes feltet af to »unge« kardinaler, den 56-årige Christoph Schönborn fra Wien og den ligeledes 56-årige Vinko Puljic fra Sarajevo. Iagttagere peger dog også på en række kandidater fra Den tredje Verden, hvis chancer man ikke skal undervurdere. Både den 58-årige ærkebiskop af Honduras, kardinal Oscar Andres Rodriguez Maradiaga og den 59-årige kardinal Norberto Rivera Carrera fra Mexico er således gode bud på en kommende pave fra Latinamerika.

Helt ude af spillet er kardinal Martini dog næppe. Kardinaler har stemmeret, indtil de fylder 80 år. Hvis et nyt pavevalg finder sted, inden Martini falder for denne aldersgrænse, kan hans tanker om en reform af paveembedet og kirkens ledelse udmærket blive pavevalgets omdrejningspunkt - for eller imod - også selv om han ikke selv bliver valgt. Den anseelse, han nyder, vil under alle omstændigheder være af stor værdi for den kandidat, han stiller sig bag, pointerer Le Monde.