Lidelsen

Tanker i den stille uge

Af dr.med.John-Erik Stig Hansen



Skabt til fuldkommenhed

Bibelens syndefaldsberetning giver en poetisk fremstilling af, hvordan naturens og menneskets disharmoni og mangler er opstået. I syndefaldsberetningen er der en forestilling om, at mennesket egentligt er designet til at indgå i et skaberværk uden konflikt og derfor uden smerte og lidelse. Man kan altså forestille sig, at mennesket før syndefaldet er i stand til at leve i et fysisk univers uden død, uden sygdom, uden naturkatastrofer. Nu skal man nok ikke forestille sig, at der faktisk har været en periode i menneskehedens historie, hvor et "syndefald" ikke er indtruffet. Med opholdet i Edens have tænker bibelen altså ikke så meget på en egentlig tidsmæssigt afgrænset tilstand, men snarere på en bestemmelse, en tilstand vi og naturen er indrettet til. Jeg finder det rigtigt og meget smukt, at vi og hele universet er skabt til fuldkommenhed. For mig at se bekræftes dette af, at det ud fra summen af alle erfaringer giver mening. Denne meningsfuldhed, som sætter alle det enkelte menneskes spredte og løsrevne, til tiden modsætningsfyldte oplevelser, ind i en meningsfuld sammenhæng er for mig det mest relevante kriterium for en personlig accept af en guddommelig skaberplan. Det kan aldrig bevises, kun opleves som dybt rigtigt.

Disharmoni i skabningen

Nu ved vi jo alle af netop smertelig erfaring, at sådan er det hele ikke indrettet, ikke lige nu i hvert fald. Vi kender alle til vores egne begrænsninger, begrænsninger der sættes af vores biologi. Vi lever faktisk ikke evigt, og slet ikke uden smerte. Naturen påfører os tilsyneladende uafvendeligt smerte, sygdom og død. Bibelen tilbyder os en billedlig forklaring: mennesket mistede fuldkommenheden ved ulydighed overfor Gud, Adam og Eva spiste af den forbudte frugt. Billedet kan uvivlsomt forstås på mange måder. Men centralt er, at mennesket afviser sin skaber, alle gode tings kilde, Gud. Det er utvivlsomt en ufravigelig del af Guds natur, at vi har fået det frie valgs mulighed, at vi altså kan afvige fra Guds plan. Når vi så løsriver os fra Gud og afviger fra skabningens formål, opstår hele disharmonien i skabningen. Denne disharmoni er ikke afgrænset i tid men påvirker alle mennesker, ja hele universet fra dets begyndelse til dets ende, i tid og i rum. Og løsrivelsen fra Gud er ikke overstået med et enkelt menneskes selvrådighed. Den gentages af hver enkelt af os mange gange dagligt. Konsekvenserne heraf, som vi kan kalde arvesynden, låser os alle og hele skabningen inde i et ufuldkommenhedens fængsel. Som vi kun alt for godt ved, er det et fængsel, vi ikke selv kan komme ud af. Men netop derfor er fænomet Kristus dét, der giver os håbet tilbage.

En solidarisk Gud

Gennem Kristus deltager Gud på lige kår med os i tilværelsens ufuldkommenhed. Han blev også rent fysisk udsat for de samme biologiske begrænsninger, vi kender så godt. Han var uvivlsomt også af og til sulten, svedig og træt. Han blev ganske givet også forpustet af at gå op ad en bakke, og det gjorde ondt når han fik en splint i fingeren eller havde tandpine. Han kendte allerede smerte og angst før han stod overfor den ultimative trussel: tortur og død. Han vidste udmærket, hvad der ventede ham, og netop derfor bad han også så mindeligt om at blive fri, at slippe for at skulle drikke af den bitre kalk. Men han var lydig til det sidste, lydig overfor Faderen, overfor sig selv og sin egen bestemmelse. Havde han ikke været det, havde han ikke lidt under torturen og dødsangsten, var vores håb væk. Når han gjorde det, véd vi, at Gud er med os hele vejen igennem, selv når det ser mørkest ud. Beviset har vi fået ved, at Kristus faktisk genopstod fra døden. Gaven fra Gud, vores eksistens, som vi alle deler med Kristus, er mere livskraftig end døden, den endelige konsekvens af vores frygteligt fejlslagne frie valg. Ligesåvel som Gud var helt ud solidarisk med os når det virkelig var svært, når toturen skulle udholdes, ligesåvel kan vi regne med hans solidaritet i fortsættelsen af vores eksistens, vores delagtighed i det evige liv.

Guds begrænsning

Hvorfor kan Gud så ikke bare gribe ind når der er optræk til lidelse og smerte? Det er selvfølgelig umuligt at kende Guds motiver, og i hvert fald umuligt at beskrive dem indenfor rammerne af vores simple sproglige formuleringer. Men hvis Gud systematisk greb ind i tilværelsen, rettede op på skuden, og forhindrede at vores handlinger fik nogle konsekvenser, ville han faktisk ophæve vores mulighed for at træffe frie valg, og han skulle blokere for vores mulighed for overhovedet at stå i forbindelse med det univers, vi er en integreret del af. Og det er formentligt i selve Guds natur, at vi har denne frihed, anderledes kan han ikke være. Selv Gud må følge sin egen lovmæssighed. En god Gud kan ikke være ond, en god Gud kan ikke tvinge. Men barmhjertighed har han. Han vil os det så godt. Derfor har vi foråret, vaniljeis, konens kærlige favn og Mozart. Han vil også, at vi, menneskeheden, som han gennem Kristus er en del af, retter op på de frygtelige konsekvenser af vores fejlagtige valg. Kristus helbredte syge, oprejste Lazarus fra de døde, og gav de sultne og tørstige mad og vin. Det er da vores opgave på samme måde at imødegå det onde, der har sit udspring i vores fravalg af Gud, og som manifesterer sig i skabningens disharmoni og menneskelig lidelse.

Lidelsens funktion

Lidelse er det ondes frugt og skal bekæmpes, men når vi oplever lidelsen, når vi ser verdens uretfærdighed, så er det netop da, vi forstår vores begrænsning. Lidelsen viser, at vi og universet er fjernt fra fuldkommenhed, at der mangler noget, at noget er gået galt. Lidelsen giver os motivet til at søge det ændret, at finde den rigtige vej til at rette op på den ufuldkomne tilværelse. Dette kalder vi også at søge Gud. Uden lidelse, uden konsekvenser af vores handlinger, ville vi tro vi var i Paradis, og hvem har så brug for Gud, som Eva sagde til Adam i en fortrolig stund. Lidelse er da ondskabens afkom, men har som funktion at vi får mulighed for at forstå tilværelsens intethed uden Gud, og det er akkurat dét, der giver os våbnet til at nedkæmpe ondskaben og lidelsen. Uden denne erkendelse vil det ikke lykkes selv med nok så mange gode gerninger og udvikling af de mest sofistikerede medicinske teknikker at bringe menneskeheden frem til Guds rige på jord, et evigt liv fri for smerte og lidelse. Vi selv skaber nemlig lidelsen. Uden Gud kan vi ikke bringe os ud over os selv og vores egen begrænsning.

Kristus heler såret

Fine ord, og måske endda rigtige. Med hvad når lidelse er mere end ord. Hvad når smerten vokser som en paddehattesky, der dækker hele bevidsthedens horisont. Eller den vedvarende kroniske smerte, der stjæler et fint menneskes overskud til andre, fratager ham venlighed og værdighed. Reducerer ham til en sammenkrøben, monotont klynkende, totalt indadvendt karikatur af et menneske. - Jeg ved det ikke. Jeg har aldrig været i nærheden af at opleve sådan smerte på min egen krop. Men jeg véd, at jeg må bruge alle de evner og redskaber, som Gud har givet mig til at rette op på den lidelse, her og nu ved at bruge den medicinske tekniks smertestillende behandling, og i resten af livet at huske dén lidelses budskab: tilværelsen er ufuldkommen og ondskabens hæslighed vansirer Guds smukke skabning. Vi må takke Herren for, at vi i vor tid har udviklet redskaber til at dæmpe smerter til et bærligt niveau. Vi har dog ikke den fjerneste forhåbning om at kunne ophæve al lidelse for slet ikke at tale om døden. Men hvis vi arbejder i tro på Guds almagt og anstrenger os for at rette os selv og naturen ind efter Guds plan, med anvendelse af alle vore evner, kærlighed og kunnen, så har vi et begrundet håb om, at Gud gennem Kristus og os gør hele det skabte univers fuldkomment.


Retur til KAT-Web /DK