M

Madonna. Italiensk betegnelse for Jomfru Maria ("Vor Frue"), som dog også anvendes i andre lande.

magi (gr. mageia: oprindeligt persisk præst). Trolddom, hekseri. Aktivitet som har til formål at beherske livet ved hjælp af gode eller onde ånder, kræfter og riter, som er fremmed for videnskab og kristendom.

Magnificat (lat. Gør større). Det første ord af Marias lovsang (Luk 1,46-55). Denne tekst anvendes liturgisk ved vesper (s.d.). Den er også gendigtet som salme på mange sprog. (For gendigtning på dansk, se Lovsang nr. 463).

Magter. Se: engle.

majandagt. Mariaandagter afholdt i maj måned, som traditionelt er viet Jomfru Maria. En meget udbredt andagtsform, som i hvert fald går tilbage til 1500-tallet.

mala fide. Lat. ond tro (s.d.).

malabariske kristne. Se: Thomas-kristne.

Malteserkors. Se: kors.

Malteserordenen. Det samme som Johannitterordenen. Se: hospitalsordener.

mandat (lat. mandatum = pålæg, ordre). Biskoppelig bemyndigelse til at udføre en bestemt opgave i Kirkens tjeneste.

mandatum (lat. pålæg, ordre). I den romerske ritus: den liturgiske ceremoni med fodtvætningen skærtorsdag, som Jesus indstiftede ved den sidste nadver som et forbillede til efterfølgelse (Joh 13,15). Kaldet mandatum efter det første ord i det svar, som synges i den forbindelse: "Mandatum novum da vobis, ut diligatis invicem": En ny befaling giver jeg jer, at I skal elske hverandre" (Joh 13,34).

mandatum apostolicum. Lat. apostolisk mandat (s.d.).

mandorla (it. mandel). Den mandelformede glorie, der i den religiøse kunst omgiver afbildninger af Gud, Kristus eller Maria. Se: Pantokrator.

manikæisme. En dualistisk verdensopfattelse, fremført af perseren Manikæus (215-275), iflg. hvem Gud er skaberen af alt det gode, herunder menneskets sjæl, mens Satan er skaberen af alt det onde, herunder menneskets krop. Livet er præget af kampen mellem det gode og det onde, og mennesket er ikke ansvarligt for dets forkerte handlinger (ingen fri vilje). Disse ideer ligger bag flere senere kætterier, som f.eks. albigenserne (s.d.).

manipel (lat. manipulus = håndfuld). Et liturgisk klædningsstykke, som af præst og levitter blev båret omkring venstre arm. Var oprindeligt en svededug. Er nu afskaffet.

manna. Betegnelse for det "himmelbrød", Gud sendte israelitterne i ørkenen (2 Mos 16,4-36). Måske et stof, der hidrører fra udsvedning fra en lille busk på Sinaihalvøen. Det modsvares af "det sande brød fra himlen", den hl. Eukaristi (s.d.), jfr. Joh 6,31-33.58.

mantelletta (lat. lille frakke). En ydre klædning, som anvendes af kardinaler, biskopper, abbeder og visse andre prælater. Den er uden ærmer, åben foran og når til knæene.

mantra (sanskrit: middel for sindet). Et ord eller en lyd, som gentages som teknisk middel til koncentration i transcendental meditation. Først højt, så med den indre stemme, så blot som en opmærksomhed om det, der holder den mediterende fast, indtil han blivet ét med det og pludselig transcenderer, dvs. overskrider sit eget koncentrationsniveau. Mantraet ryger ned i underbevidstheden. Den mediterende bliver som et rør, en kraft kommer op igennem. Han kommer i en tilstand af vægtløshed og mister tidsfornemmelsen, men ikke bevidstheden. Han føler sig hævet op over sanselivets mørke og dets stimulanser (tobak, alkohol, narkotika ...), åndeligt forædlet til en umiddelbar erfaring om sig selv, fri for enhver ydre indflydelse, uafhængig af tid og rum, befriet for stress og angst. Det drejer sig om en maksimal selvudfoldelse, en form for mentalhygiejne, men ikke nødvendigvis til et mere moralsk eller åndeligt liv, og ikke uden risiko. Den åndskraft, som frigøres, kan vendes til magtbegær over for andre mennesker, og med et sådant motiv let forbindes med andre åndsmagter, onde ånder. Fra indisk side drejer det sig om religion. Et mantra kan være et hindu-gudenavn, som man påkalder, måske uden selv at vide det, med de konsekvenser som det kan få for ens relationer til åndeverdenen. Men det kan også være et kristent mantra, f.eks. Fader vor eller Jesusbønnen (s.d.). Som man råber i skoven får man svar. Kristen meditation (se: meditation) har dog en væsentlig anden karakter. Den er det modsatte af egocentrisk selvudfoldelse, nemlig en hengiven tilegnelse af livet fra Gud, sådan som det er åbenbaret i Jesus Kristus. Og frugten svarer hertil: en offervillig Kristi efterfølgelse i kærlighed til Gud og mennesker.

maranatha. Et aramæisk bønsråb, overtaget af det græske NT (1. Kor 16,22 og Åb 22,20), som betyder: "Herren kommer", eller: "Kom, Herre Jesus." (dansk bibelovers.).

marcionisme. Kætterbevægelse i det 2. årh., som hævdede, at der var et totalt modsætningsforhold mellem GT og NT, mellem jødernes Gud og de kristnes. Anerkendte kun Lukasevangeliet og 10 af Pauli breve. Marcion blev exkommuniceret år 144 og bevægelsen blev fordømt ved flere synoder i Rom.

Maria. Se: Jomfru Maria.

Maria Immaculata Søstre. En kongregation, stiftet 1850 i Polen. Nogle søstre har siden 1971 virket i Danmark med sognearbejde, undervisning og sygepleje.

Maria Legionen - Legio Mariae. En af de største læg-organisationer, grundlagt i Dublin 1921. Formålet er udøvelse af det katolske lægmandsapostolat, tilpasset det stedlige behov, medlemmernes muligheder og den stedlige sognepræsts tilladelse. Opgaverne er f.eks.: Besøg og andet pastoralt arbejde, samt mission.

Maria med Skærmkappen (ty.: Schutzmantelmadonna). En kunstnerisk fremstilling (statue, relief eller billede), hvor Maria beskytter en del mindre skikkelser med sin kappe - et symbolsk udtryk for Marias sendelse, der gennemstråler hele Kirken og omslutter alle dens mennesker. Maria med skærmkappen er Salus infirmorum (de syges helbreder), Refugium peccatorum (synderes tilflugt), Consolatrix afflictorum (de bedrøvedes trøster) og Auxilium christianorum (de kristnes hjælper). Se også: Marialitaniet.

Mariadyrkelse. Grundlaget herfor er Marias enestående plads i Kristi frelsesmysterium. Den hellige Guds Moder, som hun almindeligvis kaldes efter koncilet i Efesus 431 (se: Theotokos), har et dobbelt moderskab: Hun har givet liv til Guds Søns menneskenatur og er således Jesu mor, og hun er kaldet til at være mor også til hans "søstre og brødre" i nådens verden (se: Jomfru Maria). "Guds Moder kaldes hun allerede i den sikkert ældste Maria-bøn: Sub tuum præsidium sancta Dei genitrix (s.d.) fra det 4. årh. eller før, samt i den mest kendte og brugte Maria-bøn: Hil dig, Maria (s.d.). Maria prises, fordi Gud har gjort store ting imod hende (Luk 1,48-49), og anråbes om sin forbøn. Dyrkelsen af hende har en ganske særlig plads i forhold til de andre helgener, men hun tilbedes ikke. Tilbedelsen (s.d.) er forbeholdt Gud. Jfr. Kir. kap. 8; Paul VI: Marialis Cultus, 1974; Johannes Paul II: Redemptoris Mater, 1987.

Mariakongregationer. Se: CVC-grupperne.

Marialitaniet (eller det lauretanske Litani). En vekselbøn, der består af en række påkaldelser af Jomfru Maria, hvortil der svares: Bed for os. Den nuværende tekst stammer (med få tilføjelser) fra 1587, men har rødder tilbage til det 12. årh. Dansk tekst: Katolsk Salme- og Bønnebog 1951, nr. 566.

Marias Bebudelse. Tidligere betegnelse for festen Herrens Bebudelse (s.d.).

Marias Besøgelse. Fest (31. maj) for Jomfru Marias besøg hos Elisabeth (Luk 1,39-56).

Marias Hjerte. En bestemt form for Mariaandagt (s.d.). Iflg. Simeons profeti (jfr. Luk 2,35) skulle Marias sjæl (hjerte) gennemtrænges af et sværd, hvilket udlægges som Marias syv smerter (s.d.). Gengives ofte i den religiøse kunst som et hjerte, gennemboret af et sværd, med roser omkring. Der ligger heri en parallel til Jesu Hjerte-dyrkelsen (s.d.).

Marias lovsang. Se: Magnificat.

Marias Optagelse i himlen. Se: Jomfru Maria; Munificentissimus Deus.

Marias syv glæder. Visse vigtige og glædelige begivenheder i Marias tilværelse har gennem tiderne været genstand for en særlig andagt, som især har været befordret af franciskanerne. Normalt regnes der med syv begivenheder: Bebudelsen, Jesu fødsel, Hellig tre Kongers tilbedelse, Jesu opstandelse, Jesu himmelfart, Helligånden udgydes Pinsedag og Marias optagelse i Himlen (kroning). Af og til ses også flg. begivenheder opregnet: Besøget hos Elisabeth, Jesus genfundet i Templet.

Marias syv smerter. Syv vigtige og smertelige begivenheder i Marias liv har igennem tiderne været genstand for en særlig andagt, som har egen festdag (15. sept.: Jomfru Marias smerter): Simeons profeti (Luk 2,25f), Flugten til Ægypten (Matt 2,13-21), Eftersøgningen af den 12-årige Jesus i Templet (Luk 2,41-50), Mødet med Jesus på vejen til Golgatha, Korsfæstelsen, Nedtagelsen af Jesu legeme fra korset, og Jesu begravelse. Se også: Marias Hjerte. I ikonografien billedliggjort ved 7 sværd, der peger mod Marias hjerte. I dansk middelalderlig ikonografi dog som oftest kun ved 5 sværd.

Mariasøstre - Søstre af Marias Hellige Hjerte - Sorores Beatissimi Cordis Mariae. En kvindelig kongregation, stiftet 1845 i Belgien med det formål at drive undervisning og sygepleje. Virker i Danmark siden 1911.

mariolatri (gr. latreia = dyrkelse af guddom). Overdrevet dyrkelse af Maria, som ville nærme sig "latri", dvs. en tilbedelse, som er reserveret Gud. Den svarer ikke til den kristne tro på Marias rolle i frelsesværket. Se også: kult.

mariologi. Teologisk disciplin, som beskæftiger sig med Marias liv og hendes plads i frelseshistorien.

Maristbrødre - Fratres Maristi Scolarum. En kongregation af mænd, som ikke er præster, stiftet 1817 i Frankrig. Deres hovedformål er undervisning. Ordenen har virket i Danmark mellem 1888 og 1947.

maronitter. De fleste kristne i Libanon er katolikker af maronitisk ritus. De har haft fuldt fællesskab med Rom i hvert fald fra det 16. årh. Findes også i Syrien og Israel og som emigranter i hele verden. Opkaldt efter eremitten Maron (d. 410). Deres liturgiske sprog er syrisk og arabisk.

martyr (gr. martys = vidne). Trosvidne, blodvidne, som hellere vil lide og dø end fornægte sin tro.

martyrium (gr. martyrion = vidnesbyrd). En martyrs lidelse og død for sin tro. Se også: martyr.

martyrologium (gr. martys = vidne, logion = ord, lære). Fortegnelse over bekendere og martyrer fra et eller flere lande. Oftest ordnet efter festdag (dvs. martyrens dødsdag).

Martyrologium Romanum (lat. Det romerske Martyrologium). Kirkens officielle martyrologium (s.d.). Er udkommet i reviderede udgaver siden 1584.

Mater Dolorosa (lat. Den smertefulde Moder). Omtale af Maria som den sørgende ved foden af Jesu kors. Er afbildet på mange måder i kirkekunsten.

Mater et Magistra (lat. Moder og lærerinde). Encyklika af pave Johannes XXIII, 1961, som omhandler Kirken og det sociale fremskridt.

materialisme. (lat. materia = stof). En filosofisk teori om at alt virkeligt kun er stof, er funktioner af stof eller afledt af stof. Der skelnes ikke mellem stof og ånd, sjæl, bevidsthed. Alt forklares naturvidenskabeligt ud fra fysisk/kemiske processer. Den moderne materialisme indgår på forskellig måde i filosofiske og politiske bevægelser, som f.eks. marxismen. Materialismen og ateismen er snævert forbundet.

materie. (lat. materia = stof). I filosofien det, der danner grundlag for forandring. Desuden fællesbetegnelse for alle synlige legemer, grundstoffer mv., i modsætning til ånd, sjæl og bevidsthed. Se også: materialisme.

matutin (lat. matutinus = vedr. morgenstunden). Det monastiske breviar i de kontemplative klostre har bevaret denne ældre form for Læsningernes tidebøn. Efter 2. Vatikankoncils reform er den erstattet af det romerske officiums læsninger, der har færre Davids Salmer og en større rigdom på læsninger fra Skriften og åndelige forfattere. Se: tidebøn.

mea culpa (lat. (det er) min skyld). Det latinske udtryk i messens syndsbekendelse (s.d.) og de traditionelle indledningsord til den personlige syndsbekendelse i skriftemålet (s.d.). Udtrykker, at man erkender skylden og tager den på sig.

medaljer. Små metalskiver, som er præget med et billede af Kristus eller en helgen, samt evt. indskrift. De kan indvies (s.d.) og deres brug har til formål at øge andagten, idet brugeren bærer en konkret andagtsgenstand. Brugen af religiøse medaljer er meget gammel (der er fundet mange i katakomberne). Virkningen afhænger af bærerens tro og Kirkens velsignelse. Brugen af medaljer er udbredt blandt katolikker.

meddelelsesmidler, Dekretet om de sociale. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

medforløserinde (om Maria). Marias syndefrihed og nådefylde (Luk 1,28) er en frugt af Kristi forløsergerning. Den blev foregrebet i hende for at udruste hende til at følge ham indtil korset, deltage i hans offer til Faderen, gå i forbøn for menneskene, som discipel modtage sit andet moderskab til at være de kristnes mor (Joh 19,27). I denne forstand blev hun Kristi medhjælp i frelsesværket, den nye Eva, formidler af hans nådegaver til menneskene og således medforløserinde. Det er ikke et defineret dogme, men troen herpå går tilbage til Kirkens første århundrede.

mediator. Lat. formidler (s.d.).

mediatrix. Lat. formidlerinde (s.d.).

meditation. Betragtende bøn. I kristen meditation er Kristus i centrum. Den bedende reflekterer over Guds Ord og lader det tale til sig for at tage det til sig i sin egen situation. Den meditative bøn er en videreudvikling af mundtlig bøn (se: bøn) og kan føre over i kontemplativ bøn (s.d.). De forskellige trin i bønnen erstatter ikke, men udfylder hinanden både i Kirkens og den enkeltes liv, omend de naturligvis ikke kan praktiseres samtidig. Se: via purgativa.

melkitter (syrisk malka = konge). Byzantinske kristne, som nedstammer fra de kristne i den nære Orient, der afviste monofysitismen (s.d.) og accepterede afgørelserne om Kristi to naturer på koncilet i Chalcedon (s.d.). Oprindeligt var de nær-orientalske kristne, der forblev trofaste mod kongens (dvs. den byzantinske kejsers) chalcedoniske tro. Skilte sig senere fra Rom. En lille halvdel blev dog igen forenet (uneret) med Rom i det 18. årh. Det er disse, som i dag betegnes som melkitter. Deres liturgi er byzantinsk og det liturgiske sprog er arabisk og græsk.

mellemmand. Se: formidler.

memento (lat. husk, ihukom). Indledningsordet på latin til de bønner i messen, hvor præsten særligt beder for bestemte levende og afdøde personer.

memento mori. Lat. husk, du skal dø.

memoria (lat. minde, overlevering). Ihukommelse (obligatorisk eller ikke obligatorisk) af en helgen i liturgien. Se også: fester.

menighed. Et fællesskab om Guds Ord og den hl. Eukaristi (s.d.), for hvilket en præst er ansvarlig over for biskoppen og menighedens medlemmer. I menighedens gudstjeneste bliver Kristus-Kirkemysteriet konkret virkelighed (1 Kor 10,17). Det kommer til fuldt udtryk, når Eukaristien fejres af biskoppen, omgivet af sit presbyterium (s.d.), f.eks. i Oliemessen i forbindelse med påsken (se: hellige olier).

menighedspleje. Social hjælpevirksomhed i de enkelte menigheder. Se også: Katolsk Menighedspleje.

menighedsråd. Valgt organ for alle menighedsmedlemmers medansvar for menighedens liv og vækst. Er sammen med sognepræsten medansvarligt for løsningen af de opgaver af pastoral, karitativ og administrativ/økonomisk art, som hovedsagligt angår menigheden. Menighedsråd har i Danmark fungeret siden 1970 i 4-års perioder. Valgrets- og valgbarhedsalder: 16 år.

menneske. Det bibelske menneskesyn er helstøbt og organisk i sin sammenhæng. Det skelner, men adskiller ikke menneskets krop, sjæl og ånd (jfr. 1 Tess 5,23). Kroppen er sjælens udtryksform, dens konkrete nærvær; sjælen er kroppens liv, og ånden den bevidste del af sjælen. Og både i krop, sjæl og ånd er hele mennesket nærværende: Uden krop intet menneske, uden sjæl intet menneske og uden ånd intet personligt liv. På lignende måde skelner Bibelen, men adskiller ikke det naturlige og overnaturlige liv i mennesket. Den kender ikke til et naturalistisk menneskesyn: en primitiv naturtilstand, hvor mennesket bare er en uskyldig Tarzan, eller en kultiveret naturtilstand, hvor mennesket blot er en ædel humanist. I det bibelske menneskesyn eksisterer kun Kain eller Abel: Det faldne menneske, der lever løsrevet fra sit guddommelige Ophav, eller det benådede menneske, der lever i pagt med Gud. Vor tids menneske er imidlertid (iflg. pave Johannes Paul II) udsat for en særlig fristelse, "en fristelsernes fristelse, som går ud over alt, hvad der i historiens løb har fristet mennesket, og som samtidig demonstrerer, hvad der er kernen i enhver fristelse: nemlig at fornægte Gud i sin egen menneskeligheds navn" (Tale til de franske biskopper, 1/6-80). Det gør både den ideologisk styrede ateisme og den praktiske ateisme, også hos de kristne, der ikke lever ud af deres tro. Heraf det moderne menneskes identitetskrise, fordi mennesket kun har mening som skabt i Guds billede til at være hans forvalter på jorden og ophav til hans menneskeslægt. Mennesket må uafbrudt besjæles af Guds Ånd for at kunne leve og lykkes som menneske (jfr. Job 34,14-15; Joh 6,63). Det er derfor et spørgsmål om liv eller død, at mennesket lever i lydighed mod Gud (1 Mos 2,16-17; Rom 5,19), og pligten hertil er også dybt indskrevet i menneskets samvittighed (jfr. 1 Mos 3,8-10; 1 Pet 3,21; Rom 9,1). I modsætning til dyrene er menneskene nemlig udrustet til at erkende dette forhold og frit slutte sig til det i kærlighed. I syndefaldet (s.d.) misbrugte mennesket sin frihed. Livsviljen vendte sig bort fra Gud og bøjede ind i mennesket for at lukke det om sig selv. Dermed blev det også lukket for sine medmennesker, fikseret til sin egen selvopholdelsesdrift (jfr. 1 Mos 4,24; Matt 27,4). Det er denne tilstand, der har fået Luther til at betegne menneskene som vredens børn, i bund og grund fordærvet; skaberværket er ødelagt og det faldne menneske, som bliver kristen, skulle nu alene være henvist til troens passive modtagelse af sine synders forladelse. Den katolske Kirke deler ikke denne opfattelse. Den tror, at Kristus i dåben nyskaber og forløser det faldne menneske, så det igen bliver et Guds barn, i stand til at leve et helt nyt liv (Rom 6,3-14). Således forstået er "Evangeliet ikke blot et budskab til mennesket," siger pave Johannes Paul II, "men et stort messiansk budskab om mennesket og dets kald i Kristus." Han har som Menneskesøn (s.d.) iført sig den faldne menneskenatur og i den gennemført sit menneskeliv i fuldkommen lydighed mod Gud. Takket være Helligånden, som steg ned over ham i dåben og blev over ham (Joh 1,32), er gud-ligheden og menneske-ligheden igen blevet uløseligt forbundne i ham. Og takket være dåb og firmelse er Helligånden virksom også i dem, der tror på ham for at forme dem til lighed med Kristus. Som Menneskesøn er han modellen for ethvert menneske, den uafbrudte kilde til dets liv og det mål, alle, enten de erkender det eller ikke, er undervejs til (jfr. Ef 1,3-5; Kol 1,14-20; Joh 6,53-54). Ligesom Jesus identificerer sig med dem, der tror på ham (Matt 18,5; 25,40.45; Apg 9,4), ja, på en vis måde med ethvert menneske (Kir.i.verd. 22), skal menneskene identificere sig med ham (se: identitet), så de kan sige med Paulus: "Ikke længere jeg lever, men Kristus lever i mig" (Gal 2,20). (Om det kristne menneskesyn iøvrigt, se: Kir.i.verd. 12-32 og Kir. 9-17 og 30-42).

menneske. Se: evangelist-symboler.

menneskerettigheder. De rettigheder, som tilkommer alle mennesker uden hensyntagen til køn, race, sprog eller religion. F.eks. udtrykt i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (vedtaget af FN i 1948). I 2. Vatikankoncils dokumenter (s.d.) fremhæves menneskets fundamentale rettigheder gang på gang (Kir.i.verd. 21, 26, 29, 41, 42, 59, 73, 76, 87; Kr.opdr. 6; Rel.fr. 6).

Menneskesønnen. (hebr. ben adam, aram. bar nasja = adams søn, menneskebarn, menneske (jfr. Sl 80,18)). Det navn, hvormed Jesus med forkærlighed betegnede sig selv (f.eks. Matt 8,20 og således 70 gange i evangeliernes beretninger). Til dette navn knytter profeterne i GT det udvalgte folks religiøse erfaringer med sig selv og Gud: Dets oplevelse af menneskets skrøbelighed, ringhed ansigt til ansigt med Gud (Es 51,12; Job 25,6; Sl 11,4; Ez 2,1.3). Det er fristet til synd (Sl 14,2f), hjemfalden til døden (Sl 89,48; 90,3) - og dog omgivet af Guds godhed (Sl 31,20), kaldet til at herske med ham over jorden: "Hvad er da et menneske, at du kommer ham ihu, et menneskebarn, at du tager dig af ham? ... Du satte ham over dine hænders værk, alt lagde du under hans fødder ..." (Sl 8). Hele det gamle Guds folks troserfaring munder ud i dette paradoksale forhold mellem det ringe menneske og Guds ophøjelse af det. Tydeligst i profeten Daniels nattesyner (2. årh. f.Kr.): Han skuer en menneskesøn, der kommer med himlens skyer og føres frem for den Gamle af dage. Og magten fratages verdensrigerne, der betegnes som dyr, dvs. sataniske, og gives den Højestes helliges folk; dets rige er et evigt rige, og alle magter skal tjene og lyde det (Dan 7,13-27). En menneskesøn skal altså løftes op af Gud over det blot menneskelige, for at herske som korporativ person (s.d.) for hans folk over verden. Genklangen af denne profeti har vi i Jesu ord, da han står anklaget for ypperstepræsten Kajfas: "Herefter skal I se Menneskesønnen sidde ved Kraftens højre hånd og komme på himlens skyer" (Matt 26,64). Dette udsagn opfatter jøderne som blasfemi og dømmer ham til døden. At Daniels profeti til det gamle Israel korporativt skulle opfyldes i Jesus, det kunne end ikke de gamle profeter vide, kun i troslydighed bane vej for. Det kunne heller ikke jøderne vide, skønt de arbejdede videre med tanken i deres apokalyptiske skrifter. Det tilkom alene Jesus at skænke denne sidste åbenbaring af Guds frelsesplan i tidens fylde. Men da tog de ikke imod den. Fornedret, forkastet og dødsdømt af menneskene, som Herrens lidende tjener, men oprejst og herliggjort af Gud fremtræder den opstandne Kristus fra nu af som den nye Adam (1 Kor 15,45), stamfader til en nyskabt og forløst menneskeslægt, og som sådan verdens Herre. "Se, jeg skuer himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd", råber den første kristne martyr, Stefanus (Apg 7,56). Også ham kom dette vidnesbyrd til at koste livet. Og Johannes skuer i sine syner på øen Patmos "en, som lignede en menneskesøn, i fodsid kjortel med guldbælte om brystet. Hans hoved og hår var hvidt som hvid uld, som sne, og hans øjne som flammende ild. ... I sin højre hånd havde han syv stjerner, og af hans mund udgik et tveægget, skarpt sværd, og hans udseende var som solen, når den skinner i sin kraft" (Åb 1,13-16). Det er Menneskesønnen og Guds Søn i en og samme Person, den i hvem Faderen har hele sit velbehag (Matt 3,17), og som han har givet al magt i himlen og på jorden (Matt 28,18).

Menneskesønnens dag. Se: dommedag.

menneskevordelsen. 2. Person i Gud er blevet menneske; "Ordet er blevet kød og har taget bolig iblandt os" (Joh 1,14). "Ordet", dvs. Guds Søn, er blevet "kød", dvs. menneske i denne verden med de begrænsninger det indebærer; "i syndigt køds skikkelse", præciserer Paulus (Rom 8,3), dvs. "fristet i alle ting, ligesom vi, dog uden synd" (Hebr 4,15). Om Guds motiv til menneskevordelsen siger Johannes: Gud Far har sendt sin Søn til verden for at være hans tolk (Joh 1,18), dvs. gøre den usynlige Gud synlig og konkret nærværende blandt menneskene, så de kan lære ham at kende og komme til tro på ham. Enhver, som tror på ham, skal ikke fortabes, men have evigt liv (Joh 3,16). Den, der ikke tror, er dømt. "Og dette er dommen, at lyset er kommet til verden, og menneskene elskede mørket mere end lyset, thi deres gerninger var onde ... Men den, som gør sandheden, kommer til lyset, for at det må blive åbenbart, at hans gerninger er gjort i Gud" (Joh 3,18-21). Det centrale spørgsmål, som Jesus stiller sine disciple, er derfor: "Hvem siger I, at jeg er?" (Matt 16,15). Svaret vil vise, om mennesket er åben for Gud eller lukket om sig selv, om dets liv er modnet til evigheden eller forgængeligheden. Om det, der skete i menneskevordelsen, vidner Paulus, idet han citerer en oldkristelig hymne og mediterer over den: Guds Søn klyngede sig ikke skinsygt til sin lighed med Gud, men tømte sig for sine guddomsprivilegier (dvs. sin almagt, alvidenhed, allestedsnærværelse) og tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig. Paulus tilføjer også de to næste etaper i Jesu liv: fornedrelsen som menneske og ophøjelsen til himlen (Fil 2,5-11). Kirkefaderen Cyril af Jerusalem har i den forbindelse sagt, at Guds Søns nedstigning fra himlen til jorden var en større fornedrelse end vejen til korset. Julen var for ham en større fornedrelse end langfredag. For på korset tømte Jesus sig for det, som er menneskets (jfr. Matt 16,23), men i menneskevordelsen tømte han sig på en vis måde for det, som er Guds - ikke for sin guddom, men for sine guddomsprivilegier. Og frugten af denne udtømmelse (gr. kenosis) var iflg. 2. Vatikankoncil, at Guds Søn ved at påtage sig den menneskelige natur i dens integritet på en vis måde forenede sig med ethvert menneske. Han arbejdede med menneskehænder, tænkte med et menneskesind, handlede ud fra et menneskes vilje, elskede med et menneskehjerte. Idet han fødtes af Jomfru Maria, blev han virkelig en af os, lig os i alt undtagen i synd (Kir.i.verd. 22). Ham salvede Gud med Helligånd og kraft til at drage omkring og gøre godt og helbrede alle, som var faldet i djævelens magt; thi Gud var med ham (Apg 10,38). Og dette liv i Helligåndens kraft, er det evige liv, Gud har skænket dem, som tror, at Jesus er Kristus, dvs. Guds Salvede (1 Joh 5,1.11).

mental reservation (lat. reservatio eller restrictio mentalis = mentalt forbehold). Dvs. brug af ord eller en sætning, der vel er sand, men med et indre forbehold over for en eller flere af dens betydninger, som ikke røbes for den, man taler med, og som den anden ikke har mulighed for at gennemskue (såkaldt hvide løgne). Er godkendt af katolsk moralteologi for så vidt man udsættes for spørgsmål, som spørgeren ikke har ret til at stille, f.eks. om ens privatliv, om skriftemålshemmeligheder, som en præst har tavshedspligt overfor, om uretmæssigt forhør af en fange, i lande, der krænker menneskerettighederne, eller i en krig, under tortut osv. Det kan naturligvis misbruges - i en grad, så ordene mister deres værdi og sandheden og retfærdigheden mellem mennesker ikke kommer til deres ret. En udstrakt brug af mental reservation i 1500-1600-tallet bragte den i vanry.

messe. Fejring af Eukaristien (s.d.), hovedgudstjenesten i den katolske Kirke. Består af to dele: 1. Ordets tjeneste (med indledning, syndsbekendelse, bibellæsninger, evt. prædiken og trosbekendelse, afsluttende med forbønner) og 2. offertjenesten (frembæring af gaverne, den eukaristiske bøn, hvorunder forvandlingen af offergaverne sker, fredshilsen, kommunion, velsignelse og bortsendelse). Se Lovsang side 29-77. Det nuværende messeritual stammer fra 1970, men de enkelte bønner går tilbage til Old- og Urkirkens liturgi. Kun en biskop eller præst kan forestå (læse) en messe, enten alene, eller i koncelebration med andre. Messen kan fejres på latin eller på et hvilket som helst nationalsprog. Den fejres ikke blot om søndagen, men også på hverdage, for til stadighed at gøre Den nye Pagt nærværende og virksom. Se også: messeoffer.

messebog. Den liturgiske bog (lat. missale), som indeholder messens bønner og de ceremonielle anvisninger (rubrikker), der skal iagttages af celebrant, messetjenere og menighed. Messebøger findes oversat til de fleste sprog fra det latinske standardværk Missale Romanum (s.d.).

messehagel. Den yderste klædning, præsten bærer under messen (lat. betegnelse: casula = lille hus). Er ofte dekoreret med religiøs symbolik, og findes i de liturgiske farver (s.d.). Oprindelig den frakke, alle mænd i Rom bar, og som afløste togaen (en kappe). Fra 3. årh. brugt også af de gejstlige inkl. diakonen og efterhånden reserveret til brug i messen.

messeintention. Til messen kan præsten på opfordring knytte en bøn om at frugten af Kristi offer på denne dag særligt må komme en bestemt person, levende eller afdød, eller et bestemt anliggende, til gode.

messeoffer. Messens 2. halvdel. Efter at Kristus, ved præsten, har forkyndt Ordet i 1. del, for at det kan lyde også i dag, gør han nu det samme i gerning. Messeofferet gentager ikke Kristi offer, men ihukommer det, dvs. gør det igen nærværende i den sakramentale form, Jesus selv indstiftede i nadversalen (se: sidste Nadver). Ihukommelsen sker på Jesu befaling (1 Kor 11,24-25). Det føjer intet til hans offer som sådan, men udvider kredsen af de modtagende tværs igennem tid og rum, så alle folkeslag og slægtled kan få personlig del i Kristi offer.

messestipendium. Var oprindelig en frivillig gave til præstens underhold i anledning af en læst messe i en bestemt intention (se: messeintention). Har i dag mere symbolsk karakter: Den, der beder om en messe i sin intention, udtrykker med et messestipendium sit engagement i den.

Messias (hebr. Den Salvede, gr. Christos). I NT er det helt tydeligt, at Jesus allerede i sit jordeliv blev erkendt som den længe ventede Messias både af de troende og af onde ånder (Luk 9,20; 4,41). Han har dog næppe selv anvendt denne titel, fordi den var belastet af jødisk-politiske forestillinger, som også disciplene skulle renses for. Se også: Menneskesønnen.

metafor (gr. meta = over, phorein = føre). Overførelse, billedligt udtryk. Se også: allegori; lignelse.

metafysik (gr. meta = over, fysis = natur). Videnskab, der går ud over fysikken, ud over det, der kan sanses, til det åndelige grundlag for vor erkendelse af tingenes natur. En hjælpevidenskab for den spekulative teologi (s.d.).

metanoia (gr. metanoein = at omsinde sig radikalt). Omvendelse (s.d.) fra vantro til tro, fra et syndigt til et moralsk liv. Et nøgleord i Johannes Døberens og i Jesu egen forkyndelse.

metropolit (gr. meter = moder, polis = by). En ærkebiskop (s.d.), som ud over at lede sit eget bispedømme, har en vis tilsynsret og -pligt i de bispedømmer, der sammen med hans eget udgør en kirkeprovins. Hans værdighedstegn er palliet (se: pallium).

middelalderen. Den historiske periode mellem det romerske riges fald år 476 og ca. år 1500. Kendetegnet ved en kristen enhedskultur i Europa, hvorunder den katolske Kirke prægede alle samfundets og menneskelivets forhold, idet den via sin mission kristnede mange nye folkeslag og formidlede store kulturelle og sociale fremskridt (kunst, litteratur, den skolastiske filosofi, sygepleje, samfundsordning mv.). Visse tendenser i eftertiden har mere heftet sig ved middelalderens negative sider, hvilket ofte kommer til udtryk f.eks. ved anvendelse af udtrykket "mørk middelalder". I vor tid er opfattelsen af middelalderen dog ved at ændres til en mere positiv vurdering.

Migne. Betegnelse for den hidtil mest omfattende udgave af kirkefædrene og andre teologiske værker. Redigeret og udgivet af præsten Jacques Paul Migne (1800-1875). Består af to dele: De latinske forfattere - Patrologia Latina (indtil 1198) fylder 217 bind, og de græske forfattere med latinsk oversættelse - Patrologia Graeca (indtil 1439) fylder 162 bind. Migne er stadig et standardværk for forskningen, selv om det kritiske apparat ikke er så perfekt, som man i dag kunne ønske det.

mindrebrødre. Se: Franciskanerordenen.

ministrant (lat. ministrare = betjene). Præstens medhjælper under religiøse handlinger. Under messen skal ministranten bl.a. række præsten brød, vand, vin, og evt. sørge for røgelseskarret.

mirakel. Et overordentligt tegn fra Gud på det liv, han kalder til. Det er overordentligt, fordi det unddrager sig en naturlig forklaring. Det har tegnkarakter, fordi det er knyttet til et guddommeligt budskab (som kun de opfatter, der er åbne for det). Kirken anerkender kun mirakler efter særdeles grundige undersøgelser.

Miserere (lat. hav barmhjertighed). Begyndelsesordet på latin af Salme 51, som er en af de 7 bodssalmer (s.d.).

misericordia (lat. medlidenhed). Betegnelsen for et understøttende tværstykke under klapsædet af en korstol. Anvendes som støtte, når man står op i korstolen.

miskundhed (hebr. hesed = troskab). Udtrykket spiller en meget stor rolle i GT som udtryk for Guds trofasthed over for sit udvalgte folk (f.eks.: Sl 118,1: Tak Herren, thi han er god, thi hans miskundhed varer evigt). Det indbefatter alt, hvad der kan binde mennesker sammen i retning af solidaritet, venskab, og binde Gud til sit folk. I NT oversættes udtrykket ofte med barmhjertighed (s.d.).

Missa Candelarum. Se: kyndelmisse.

missale. Lat. missalis liber = messebog (s.d.).

Missale Romanum (lat. Den romerske Messebog). Den latinske messebog (s.d.), der gælder som norm for hele den latinske Kirke. Autoriseret og påbudt i 1570 blev den revideret i overensstemmelse med 2. Vatikankoncils liturgireformer, og anvendes nu parallelt med oversættelserne til de nationale sprog.

missio (lat. sendelse). Teologisk udtryk som betegner Guds Søns sendelse til menneskene (Joh 1,14f), Helligåndens sendelse til Kirken (ApG 2,1-4) og Kirkens sendelse til menneskene (Matt 28,19-20). Se også: messe.

missio canonica (lat. den kanoniske sendelse). Officiel kirkelig tilladelse til at undervise i katolsk teologi. I princippet nødvendig på alle niveauer fra katekese (s.d.) til universitetsundervisning på kirkelige læreanstalter. Udstedes af den lokale biskop, som har tilsynspligt på området. Se også: missio catechetica.

missio catechetica (lat. den kateketiske sendelse). Officiel kirkelig tilladelse til at undervise børn i religion (i katolske skoler eller på anden måde), samt undervise konvertitter (s.d.). Se også: missio canonica.

missiologi (lat. missio = sendelse). Den del af teologien, som har mission som emne.

mission (lat. sendelse). Kirkelig sendelse til mennesker med det formål at forkynde Evangeliet (se: missio). Begrebet kan herudover have flere betydninger: 1. Et sted, hvor Evangeliets forkyndelse endnu kun er i sin vorden og Kirken ikke fuldt udviklet (missionsstation). - 2. Et geografisk område, hvor Kirken endnu ikke har sin egen organisation i form af et regulært bispedømme, men hvor jurisdiktionen er hos Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering (s.d.), altså et missionsområde eller -land. - 3. En speciel række prædikener og evt. åndelige øvelser, som gennemføres med mellemrum i sognene for at forny og uddybe det åndelige liv.

missionsbefalingen (lat. missio = sendelse). Jesu overdragelse af missionsopgaven efter opstandelsen (Matt 28,18-20). Kirken er af natur missionerende: "Thi ligesom Sønnen blev sendt af Faderen, sendte han også selv apostlene (sml. Joh 20,21) med ordene: "Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende" (Matt 28,18-20). Denne Kristi højtidelige befaling til at forkynde den frelsende sandhed har Kirken modtaget fra apostlene for at opfylde den lige til jordens ende (sml. Apg 1,8). Derfor gør den apostlens ord til sine: "Ve mig, om jeg ikke forkynder Evangeliet!" (1 Kor 9,16), og derfor bliver den stadig ved med at udsende folk til at prædike, indtil de unge kirker har fundet deres form og selv fortsætter arbejdet med at forkynde Evangeliet. Thi Kirken drives af Helligånden til at arbejde med på, at Guds plan må virkeliggøres og fuldbyrdes, Gud har jo gjort Kristus til grundvolden for frelse for hele verden. Ved at prædike Evangeliet drager Kirken dem, der hører, til tro og bekendelse, den bereder dem til dåb, river dem ud af vildfarelsens trældom og gør dem til Kristi lemmer, for at de ved kærligheden kan vokse i ham og nå hans fylde. Ved sit arbejde bevirker den, at alt, hvad der findes sået af godt i menneskenes hjerter og sind såvel som i folkeslagenes egne riter og kulturer, så langt fra at gå til grunde tværtimod heles, løftes og fuldendes til Guds ære, til beskæmmelse for djævelen og til menneskets salighed. Det påhviler enhver Kristi discipel at udbrede troen, så vidt det står til ham. Men selv om enhver kan døbe troende, er det dog præstens sag at fuldende opbyggelsen af Kristi legeme ved det eukaristiske offer for således at opfylde Guds ord ved profeten: "Fra stedet, hvor solen står op, til stedet, hvor den går ned, er mit navn stort blandt folkene, og alle vegne bringes der mit navn røgoffer og rene offergaver" (Mal 1,11). Således beder og arbejder Kirken på samme tid, for at hele verdens fylde må indgå i Gudsfolket, Herrens legeme og Helligåndens tempel, og for at der i Kristus, alles hoved, må blive givet alle tings Skaber og Fader al lov og ære." (Kir. 17).

missionsvirksomhed, Dekretet om Kirkens. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

missionær (lat. missio = sendelse). En person, som med kirkelig autoritet sendes ud for at prædike Evangeliet: "Når Gud kalder et menneske, må mennesket svare, og det således, at han ikke spørger kød og blod til råds (Gal 1,16), men ganske hengiver sig til Evangeliets tjeneste. Et sådant svar kan et menneske kun give, når Helligånden driver det dertil og giver det kraft. Den udsendte træder jo ind i Kristi liv og sendelse, han, "der gav afkald og tog tjenerskikkelse på" (Fil 2,7). Derfor må missionæren være parat til hele sit liv at forblive i det kald, han har modtaget og til at give afkald på sig selv og alt, hvad han hidtil har anset for sit eget, for at "blive alt for alle" (1 Kor 9,22)." (Miss. 24).

Missionærer af Mariæ Selskab. Se: Montfortanere.

Mit Brennender Sorge (ty. Med brændende bekymring). Encyklika af pave Pius XI, 1937, om Kirken i det nazistiske Tyskland. Nazismen fordømmes som et ondt styre.

mitra. Hovedbeklædning som bæres af paven, biskopper og abbeder under højtidelige messer og andre gudstjenester. Var oprindeligt en høj, cylindrisk gejstlig hovedbeklædning i Østkirken; de to spidser opstod ved at midten blev bøjet ned. I 11. årh. tildelte paven høje gejstlige ret til at bære mitra, men snart blev det et af biskoppernes og abbedernes embedstegn.

moder. Se: mor.

moderhus. Betegnelse for en ordens ledende kloster eller for et kloster, fra hvilket andre klostre er blevet grundlagt.

Moderkirken. Et begreb, som udtrykker en dyb kærlighed til og respekt for Kirken: Når Gud er de kristnes far, er Kirken deres mor. Blandt mange ikke-katolske kristne betegnes den katolske Kirke ofte som Moderkirken.

modernisme (lat. modernus af modo = for nylig). Samlende betegnelse for en række filosofisk-teologiske holdninger fra slutningen af det 19. årh. og begyndelsen af det 20. årh. Ønsket om at tilpasse troen til den moderne verden og dens videnskabelige opdagelser på alle områder (historie, psykologi, sociologi osv.) førte visse teologer til at nægte nogle af Kirkens traditionelle dogmatiske udsagn. De fik særlig en tendens til at nægte enhver indgriben fra Gud i historien og fortolke dogmerne alene ud fra deres tid og de omstændigheder, hvorunder de var fremkommet. Forkastet af pave Pius IX i hans Syllabus (s.d.) i 1864; og især af pave Pius X i hans dekret Lamentabili (1907) og i encyklikaen Pascendi Dominici Gregis (s.d.) i 1907. Se også: antimodernisteden.

modpave. Person, som under urolige perioder i middelalderen blev udnævnt til pave af nogle kardinaler, som var utilfredse med udfaldet af et retmæssigt pavevalg. Sådanne modpaver, hvoraf der har været 37, anerkendes ikke som paver og medregnes ikke i paverækken.

modreformationen. Den katolske Kirkes modtræk mod den protestantiske reformation for at standse dens udbredelse, udrense protestantiske ansatser til den inden for Kirken og vinde de tabte områder tilbage. Må ikke forveksles med den katolske reform for en åndelig fornyelse, som stod på i hele det 16. og 17. årh., i sin oprindelse uafhængigt af den protestantiske reformation. Den havde sine "græsrødder" i senmiddelalderens fromhedsliv, som gennem broderskaber af lægfolk, nye ordener (især jesuitter og theatiner) og en usædvanlig række af store helgener (Ignatius af Loyola, Franz Xaver, Franz Borgia, Robert Bellarmin, Canisius, Aloysius, Pius V., Filip Neri, Karl Borromæus, Thomas More, Teresa af Avila, Johannes af Korset, Frans af Sales, Jeanne de Chantal, Vincent af Paul ...) begyndte at bane sig vej. Såvel den katolske Kirkes modreformation som den katolske reform fik en afklaring og gennemslagskraft på Tridentinerkoncilet (s.d.) 1545-63, både i form af lære-og reformbestemmelser og i en åndelig fornyelse af gejstligheden og hele det kirkelige liv.

monofysitisme (gr. monos = en, enkelt; physis = natur). Benægtelse af Kristi menneskenatur, idet der kun antages én natur i Kristus, nemlig hans guddomsnatur. Fordømt af koncilet i Chalcedon 451 (s.d.). Sætter stadig sine spor i isolerede Kirker i Mellemøsten; for de fleste "monofysitiske" Kirker i dag er der dog ikke mere tale om en egentlig monofysitisme.

monogami. Samlivsform med kun én (gr. monos) ægtefælle, indtil døden skiller dem ad. Kirken anerkender kun monogame ægteskaber.

monogenese (gr. monos = ene, alene, genesis = avling). Den opfattelse, at menneskeheden nedstammer fra ét menneske (i bibelen: Adam). Jfr. Pius XII: Humani Generis (s.d.). Se også: polygenese.

monotheisme (gr. monos = en, theos = gud). Anerkendelse og dyrkelse af én gud (f.eks. Jødedom, Islam, Kristendom).

monotheletisme (gr. monos = en, thelein = vilje). Hævdede at vel havde Kristus to naturer, men kun én vilje, den guddommelige, i hvilken den menneskelige var optaget. Fordømt som kætteri af koncilet i Konstantinopel, 681 (s.d.).

monsignore (it. min herre). Ærestitel, som tildeles af paven til alle biskopper og visse andre gejstlige.

monstrans (lat. monstrare = fremvise). Liturgisk redskab, der tjener som indfatning af en konsekreret hostie (s.d.), med det formål at udstille den på et alter til de troendes tilbedelse, transportere hostien under en sakramentsprocession (s.d.) eller foretage sakramental velsignelse (s.d.). Hostien anbringes i monstransens centrum i en lille nymåneformet holder (luna).

montanisme. En bevægelse, som har sin oprindelse hos den lilleasiatiske profet Montanus (ca. år 150). Tilhængerne anså sig for særligt oplyste af Helligånden og profeterede om Kristi andet komme. Bevægelsen greb vældigt om sig, men blev fordømt på en række synoder og til sidst af paven i år 202.

Montfortanere - Missionærer af Mariæ Selskab - Societas Mariae Missionarii (S.M.M.). Montfortanernes kongregation blev grundlagt 1715 af den hl. Louis-Marie Grignion de Montfort (1673-1716). I deres ordensliv og sjælesorg er de præget af en mariansk fromhed, der har haft stor betydning for Kirken. De har virket i Danmark siden 1901. Der er ca. 1.350 Montfortanere i hele verden.

Montfortanersøstre. Se: Visdomsdøtre.

mor. En kvinde, der har født børn. Anvendes også religiøst: 1. på Kirken i dens forhold til de troende; 2. på den katolske Kirke som moderkirke i forholdet til andre kristne kirker; 3. på Guds Moder (s.d.); 4. på Jomfru Maria (s.d.) som Kirkens mor; 5. i nogle nonneordener, hvor nonnerne, henholdsvis priorinden tituleres moder foran deres navn; 6. moderhus (s.d.).

moral (lat. mos = skik). System af normer for menneskelig adfærd (se: etik); de konkrete holdninger, som følger heraf. Kristen moral: Troens praksis, "Kristi lov" (Gal 6,2). Ligesom de 10 bud i GT skal forstås i lyset af det 1. bud og pagten på Sinai (5 Mos 5,7), sådan forstås Kristi lov i NT i lyset af dåbspagten, "som Kristus vil det" (Rom 15,5). Det gamle Guds folk skulle "vandre bag" Jahve og holde sig til ham alene (5 Mos 6,14-15). Det nye Guds folk skal følge Kristus efter i hans forhold til Gud og mennesker: "Følg mig!" (Luk 18,22). "Kristi lov, som jeg er bundet af" (1 Kor 9,21), må imidlertid ikke forstås som lov i senjødisk eller moderne sækulariseret forstand, som upersonlige religiøse leveregler, der skal overholdes efter bogstaven, koste hvad det vil, eller som en pligt til at perfektionere sig moralsk på det rent menneskelige plan eller som fornuftige spilleregler i et sagligt velordnet samfund. Senjødedommen og almenmenneskelig erfaring viser, at det kan mennesket måske klare med større eller mindre succes som en nødvendig disciplin, men uden at det ændrer hjertet. Det samfund, Gud vil opdrage sit folk til, er et kærlighedssamfund. Det drejer sig derfor både i GT og NT ikke så meget om leveregler som om livslove og altid person-til-person, både i forholdet til Gud og næsten. Jfr. de to kærlighedsbud i GT (5 Mos 6,5 og 3 Mos 19,18), som Jesus citerer (Mark 12,29-31). Her skilles ånderne allerede på Jesu tid, idet nogle vælger den borgerlige eller professionelle disciplin med eller uden religiøst fortegn (Kajfas, Pilatus), for at varetage deres egne interesser, mens "de retfærdige og gudfrygtige" i Israels lille rest (Luk 2,25-38) kaster sig ind i den dyre kamp for at nå frem til kærlighed til Gud og mennesker. Det er i dette personlige engagement, at "sulten og tørsten efter Guds retfærdighed" stiger (Matt 5,6), fordi mennesket erfarer, at det ikke kan forvandle sit eget hjerte. Og det er her, Gud sætter ind med sine forjættelser: "Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter (Jer 31,33). "Jeg giver dem et nyt hjerte og indgiver dem en ny ånd" (Ez 11,19). Det faldne menneske har behov for frelse. Loven i den gamle pagt var "en opdrager til Kristus" (Gal 3,24). Det er den radikale frelservilje, der i tidens fylde får Guds Søn til at tømme sig for sine guddomsprivilegier og stige ned i den faldne menneskenatur (Fil 2,6-7). Han vil gennemføre sit menneskeliv på jorden under vore kår, men i Helligåndens kraft, som Guds Menneskesøn; og derefter vil han skænke det til alle, der tror på ham, så de kan følge ham efter (1 Pet 2,21). Opfyldt af dette opfordrer Paulus de kristne til på deres side at tømme sig for sig selv og lade sig opfylde af Kristus og hans Ånd: "Lad Kristi sindelag præge jeres færden" (Fil 2,5). Kristi sindelag kan ikke efterlignes, kun modtages og videregives (Matt 5,3). Men mennesket kan aktivt berede sig dertil og således "arbejde med på sin frelse" (Fil 2,12). Paulus taler om en kamp mellem kødets lov og Åndens lov. Mennesket må lære at "korsfæste kødet med dets lidenskaber og begæringer" (Gal 5,24) og lade sig "drive af Guds Ånd" (Rom 8,14), som det har modtaget i dåb og firmelse. "Våg og bed," siger Jesus, "for at I ikke skal falde i fristelse; (menneske)ånden er villig, men kødet er skrøbeligt!" (Matt 26,4). Moral i kristen forstand er således noget helt andet end blot et menneskeligt adfærdsmønster; det er tros-lydighed (Rom 1,5). Det vågne menneske føres i bod og bøn ind i et stadig dybere opbrud fra sig selv og stadig tættere livsfællesskab med Kristus. Mennesket skal dø fra sig selv og leve for Gud, det er selve indholdet af dåbspagten (Rom 6,3-11). Dåben er en ny fødsel til et nyt liv i Ånden (Joh 3,3-8), som den døbte efterhånden skal modnes til. Paulus taler om fødselsveer: Menneskene sukker efter "barnekår, vort legemes forløsning"; og Helligånden sukker efter at komme til gennembrud i menneskene, så Guds børn kan fremkaldes, thi dette sukker også hele skabningen efter (Rom 8,19-27). I dette spændingsfelt, som de kristne mere eller mindre bevidst befinder sig i, er både kødets og Åndens frugter en daglig erfaring: Kødets gerninger er et vanhelligt liv i utugt og udsvævelser, afgudsdyrkelse og magi, had, fjendskab og nag, uvenskab og intriger, splid, misundelse og partivæsen, drukkenskab og svir. Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, mildhed, godhed og trofasthed, sagtmodighed og selvbeherskelse (Gal 5,19-23). Hele Kristi lov er opfyldt i kærlighedsbuddet, som Jesus har givet sin egen form: "En ny befaling giver jeg jer, at I elsker hinanden som jeg har elsket jer" (Joh 13,34). Det er Jesu kærlighed i hans død og opstandelse, der her er tale om: En gratis kærlighed, der lader solen skinne over retfærdige og uretfærdige (Matt 5,45), en offervillig kærlighed, der gerne betaler prisen for de andre - "ligesom Kristus, der døde for os, medens vi endnu var syndere" (Rom 5,8) og som opstod og skabte nye mennesker (2 Kor 5,17), et helt nyt liv (Rom 6,4), i Åndens nye tjeneste (Rom 7,6) indtil alt er blevet nyt (Åb 21,5).

moralteologi. Den teologiske behandling og fremstilling af normer for adfærd, som bygger på Åbenbaringen. Se også: moral.

morganatisk ægteskab. Ægteskab til venstre hånd. En fyrstes eller anden højtstående persons ægteskab med en kvinde af ringere stand, hvorved børnene kun arvede moderens navn og formue.

morgenbøn. Se: laudes.

Mortalium Animos (lat. De dødeliges sindelag). Encyklika af pave Pius XI, 1928. Omhandler principperne for en evt. kirkelig genforening.

Moseloven (hebr. torah). Den samlende betegnelse for de 5 Mosebøger i Bibelen på Kristi tid (jf. Luk 10,26; 24,44). Bruges første gang i GT i Forordet til Siraks bog. Moselovens formål er at proklamere Gud som indstifteren af den gamle pagt (s.d.) over for det udvalgte folk, Israel.

motu proprio. Se: pavelige dokumenter.

mozarabisk ritus. Latinsk (ikke arabisk) ritus blandt kristne under arabisk herredømme i Spanien. Bevares stadig i et kapel i domkirken i Toledo og anvendes nogle dage i året i Salamanca.

mozzetta (it. kort kappe med hætte). Kappe, som når ned til albuerne. Anvendes som en del af husdragten (til ikke-liturgisk brug) af paven (rød, hvid), kardinaler (rød) og biskopper (violet), samt visse abbeder.

msgr. Fork. for monsignore (s.d.).

Mulieris Dignitatem (lat. Kvindens Værdighed). Apostolsk skrivelse af pave Johannes Paul II, 1988, i anledning af Maria-året. Paven skriver om den kristne opfattelse af kvindens værdighed, kald og opgaver, idet han tager afstand fra visse yderligtgående feministiske idéer. Dansk overs. 1989: Kvindens værdighed og kald.

Munificentissimus Deus (lat. Gud, som er den højst gavmilde). Apostolisk konstitution, hvori pave Pius XII den 1. nov. 1950 proklamerede dogmet om Marias optagelse i Himlen. Den centrale tekst lyder: "Efter at Maria, den altid uplettede jomfru, Guds Moder, havde afsluttet sit liv her på jorden, blev hun med legeme og sjæl optaget i himlens herlighed" (Denz. 3903).

munk (gr. monachos = en, der lever alene). Oprindeligt betegnelsen for en eneboer (s.d.), men allerede i de første århundreder sluttede mænd sig sammen i klostre, for at leve et religiøst liv i fattigdom, kyskhed og lydighed under en ordensregel. I dag betegner munk teknisk set ordensmænd i kontemplative klostre, f.eks. benediktinere, cisterciensere o.a.

myndighed. Se: autoritet.

mysteriespil. Middelalderlige skuespil, som opstod i det 12. årh. og fra Frankrig bredtes ud over Europa, også til Danmark. De var udsprunget af gudstjenesten og blev i begyndelsen opført i kirken i tilknytning til den. Jfr. de dramatiske elementer i påskeliturgien: palmesøndags indvielse af og procession med palmegrene, fodtvætningen skærtorsdag, tilbedelsen ved graven langfredag, og i julen: krybben i Betlehem. Mysterierne var altså knyttet til den hellige historie (jfr. passionsskuespillene i Oberammergau i dag), først opført af gejstlige på latin i kirken, senere på folkesproget af særlige dramatiske selskaber i det fri. Oprindeligt var de pantomimiske, senere dialogiske; inspireret af messens vekselsange, antifoner og responsorier. Til mysteriespillene kom efterhånden også helgenspil (f.eks. om Knud Lavard) og moraliteter, hvor dyder og laster var personificeret og kæmpede om overtaget.

mysterium (gr. mystes = en indviet, af: myein = at lukke øjnene). I kristen sammenhæng: En hemmelighedsfuld sandhed, hvis fuldstændige forståelse unddrager sig menneskets fatteevne, men som er åbenbaret til tro, f.eks. Treenigheden.

Mysterium Fidei (lat. Troens mysterium). 1. Liturgisk udråb efter forvandlingen (s.d.) i messen. - 2. Encyklika af pave Paul VI, 1965, som omhandler alterets sakramente (s.d.). Paul VI understreger den traditionelle lære angående messeofferet (s.d.) og teologien om Kristi virkelige nærvær i de konsekrerede hostier og den konsekrerede vin. Nogle nyere forsøg på at indføre nye begreber i stedet for transsubstantiation (s.d.) afvises.

Mystici Corporis Christi. Lat. Kristi Mystiske Legeme (s.d.).

mysticisme (gr. mystikos = vedr. mysterierne). Åndelig retning med en tro på og en lære om forening med det guddommelige. Evt. en hang til det gådefulde, dunkle og hemmelighedsfulde.

mystik. Gr. myein = at lukke sig (øjne, læber) for at samle sig om Guds virken i sjælen. I videre forstand: Ved troen og dåben at være inddraget i mysteriet Jesus Kristus, Gud og menneske i én Person. I snævrere forstand: Gennem askese og udholdende bøn at lade sig gribe af Helligånden og føre ind i en intuitiv skuen af Gudsmysteriet "som i et spejl" (jfr. 1 Kor 13,12).

mystiske rose. Liturgisk-poetisk betegnelse for Maria. Lige som rosen er blomsternes dronning, er Maria helgenernes dronning.

myter (gr. mythos = opdigtet fortælling om guder). Fortællinger, sagn mv., hvis religiøse værdi ikke ligger i det historiske (selv om der kan være en historisk kerne), men i det forsøg på en tilværelsesforklaring, de indeholder.

mørke. Bortset fra den alm. betydning (fravær af lys) repræsenterer ordet i Bibelen død, dødsriget, kaos, ugudelighed, frafald, synd og det onde. Guds første skabergerning er at sætte skel mellem lyset og mørket (1. Mos 1,4). Anvendes sammen med "lys" især i Jobs bog, Salmerne, Esajas og Johannes-evangeliet. Se også: lys; tenebræ.

måltid. "Jeg spiser med taksigelse" (1 Kor 10,30). Måltidet kan både i de hedenske religioner og i Bibelen have sakral karakter, enten i form af festmåltider, der ledsager det religiøse liv, eller i form af offermåltider (se: offer), der skal udtrykke selve forholdet til de hedenske afguder (jfr. 2 Mos 32,4-6), dæmonerne eller til den ene, sande Gud. Jøderne holdt måltid for Guds åsyn (5 Mos 12,7.18) og takkede ham for hans gaver (Sl 22,27; 145,15-16). Jesus bad bordbøn, jfr. mangfoldiggørelsen af brødene i ørkenen (Matt 14,19). Gud er vært - også da Jesus indstifter den nye pagts offermåltid med sig selv som føde: "Han tog brødet ... fremsagde takkebønnen, udtalte velsignelsen, brød det og rakte det til sine disciple ..." (jfr. 1. Nadverbøn, Lovsang s. 47). "At bryde brødet" går oprindelig på jødernes ordinære måltider. De blev helliget af bordbønnen, havde altid en religiøs karakter. Det kunne så hos de jødekristne gå over i selve "brødsbrydelsen", dvs. Eukaristien (jfr. Apg 2,42; 20,7-11). Det almindelige måltid kunne da være et agape-måltid (se: agape), dvs. et kærlighedsmåltid, der gik forud for Eukaristien eller fulgte efter (jfr. vor kirkekaffe). Paulus bebrejder korintherne deres agape; det har ikke meget med kærlighed at gøre, når de spiser og drikker umådeholdent og ikke deler med hinanden. Det er ikke noget "Herrens måltid", ikke nogen værdig optakt til at fejre Eukaristi (1 Kor 11,17-33). Det eukaristiske måltid er Herrens måltid frem for noget. Det skal udsone og forene alle mennesker med ham og med hinanden (1 Kor 10,16-17), så de kan sidde til bords i himmeriget med Abraham, Isak og Jakob (Matt 8,11) og tage del i det himmelske festmåltid, med bryllupsklædningen på (Matt 22,11-14). "Vær derfor ligesom mennesker, der venter på at deres herre vil bryde op fra gæstebudet, for at de straks, når han kommer og banker på, kan lukke op for ham. Salige er de tjenere, som Herren finder vågne, når han kommer! Sandelig siger jeg jer: han skal binde op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv gå hen og varte dem op" (Luk 12,36-37). Se også: bordbøn; gæstfrihed.

månederne. I det traditionelle fromhedsliv er hver måned i det liturgiske år viet et særligt trosmysterium eller en særlig helgen, f.eks. marts, St. Josef; maj, Jomfru Maria; juni, Jesu Hjerte; oktober, rosenkransen; november, alle sjæle.