Medens han sagde dette, skete det, at en kvinde af skaren opløftede sin røst og sagde til ham: "Saligt det moderliv, som bar dig, og det bryst, du diede." Men han svarede: "Ja, salige er de, som hører Guds ord og bevarer det." Lukas 11, 27-28.
Der er tradition for, at denne evangelietekst tolkes forskelligt i katolske og protestantiske kredse.
Man kan jo, hvis man vil, i Jesu ord se en underkendelse af Maria. Man kan lige så godt forstå dem som en betoning af Marias egentlige storhed, som ikke så meget bestod i det at være Jesu moder som i det, at hun netop bedre end nogen anden hørte Guds ord og bevarede det.
Denne tanke hænger sammen med læsningen fra 1. Krøn. om Pagtens Ark, som ifølge traditionen var opbevaringsstedet for de to stentavler, hvorpå Guds finger havde skrevet De Ti Guds Bud.
Under vandringen gennem ørkenen blev Gud ved med at åbenbare sig for Israels folk fra Arken, og senere trådte de troende frem for Arken for at møde Gud. Dette sidste er baggrunden for denne messes vekselsang og omkvæd.
Et højdepunkt i Arkens historie var dens overførelse til Jerusalem. Kong David havde erobret byen, og skønt han ikke fik lov til at bygge Herren et tempel, besluttede han at bringe Arken til denne nye hovedstad på bjerget Zion, som jo skulle blive den hellige stad og hele folkets samlingspunkt. Som vi hørte i læsningen, gennemførte David sit forehavende med stor pomp og pragt.
Beretningen findes i øvrigt i to versioner - den anden kan man læse i 2. Sam. 6. Her fortælles der, at "David dansede af alle kræfter for Herrens åsyn", og at Mikal, kong Sauls yngste datter, som han havde giftet sig med, fandt, at han blamerede sig i folkets påsyn, og hun ringeagtede ham for det. David svarede hende, at det var for Herren han dansede, og det ville han til enhver tid gøre, "selv om jeg derved nedværdiges og synker endnu dybere i dine øjne".
Arken var det synlige tegn på pagten mellem Gud og folket. Den mindede folket om, at det altid skulle være lydhør over for Guds Ord, altid bevare det i deres tanker og hjerte og altid have det på deres læber. Dette var folkets del af pagten, og når det overholdt den, så vidste alle, at Herren ville overholde sin del. Arken blev derfor også det synlige tegn på, at Gud var hos sit folk. Traditionen i den ortodokse og den romerske kirke ser Jomfru Maria som "Den Nye Pagts Ark".
Nu er der ikke længere tale om Guds ord hugget ind i sten, men det levende Guds Ord, Logos, den anden person i Den hellige Treenighed, som Maria bar under sit hjerte.
Også Marias optagelse i Himlen sættes i forbindelse med Arken: Lige som Arken blev ført af Kong David til den hellige stad og fik sin plads på Zion i Guds folks midte, sådan har Gud ført Maria til sin rette plads i det himmelske Jerusalem, hvor Gud samler alle sine udvalgte.
I sin bog "Das mütterliche Antlitz Gottes" lægger Leonardo Boff megen vægt på det symbolske og det mytiske omkring Jesu moder, men advarer også mod faren for, at hun bliver til en abstrakt ide snarere end en levende person.
I kapitlet om Marias Legemlige Optagelse i Himlen spørger han derfor direkte, hvilken betydning den har for os.
Han svarer for det første, at Maria i Himlen konkretiserer på en særlig måde vores egen opstandelse og forening med Gud i hans herlighed. Og han tilføjer, at det har en særlig betydning, at det her handler om en kvinde. Det har han ret i, for det kan ikke nægtes, at der i kirken har været (og stadig er) en tendens til at forherlige det mandlige på bekostning af det kvindelige. Man har hævdet, at det er det specifikt mandlige, der er blevet "guddommeliggjort" i Kristus, idet mennesket Jesus var et hankønsvæsen. Når kirken nu hævder om Maria, at hun i hele sin menneskelighed har samme del i Guds herlighed som sin søn, manden Jesus fra Nazaret, så betoner kirken, at der i opstandelsen ikke er forskel mellem mand og kvinde, og at ikke kun det mandlige men også det kvindelige er "guddommeliggjort". Som Boff også meget rigtigt siger: Dette har betydning på forskellige måder, for der findes jo både en kvindelig og en mandlige dimension i alle mennesker uanset køn!
Boff fortsætter med en henvisning til Det andet Vatikankoncils dokument om kirken, hvor der i afsnittet om Maria står bl.a. følgende: "Jesu Moder i Himlen med legeme og sjæl ... (er) billedet på og begyndelsen til den fuldkomne kirke i den kommende verden".
Med andre ord: Det kirken tror om Maria med hensyn til fuldendelsen i evigheden, det tror den også om hele trosfællesskabet. Vores fællesskab med Kristus, vores indlemmelse i hans opstandne legeme, er så fuldstændig, at vi - som Paulus udtrykker det - allerede er "en ny skabning", allerede er opstandne med Kristus; eller, som det hedder i Johannesevangeliet: vi har allerede det evige liv og "skal i al evighed ikke dø".
Nu er vi selvfølgelig klar over, at vi allesammen skal dø rent fysisk, men det må netop være i denne dødsproces, at vi opstår. Og festen i dag understreger, at opstandelsen gælder hele mennesket. Ikke noget med en udødelig sjæl, der overlever, men skal vente til "kødets opstandelse" for at blive genforenet med legemet og så igen blive et "rigtigt" menneske. At Kristus opstod i sit menneskelige (omend herliggjorte) legeme, kan ingen være i tvivl om, men man har i lange perioder kviet sig ved at tro det samme om os andre - velnok fordi den afdødes lig syntes på en nok så bastant måde at bevise det modsatte.
Indholdet af det katolske dogme om Marias Legemlige Optagelse i Himlen er netop, at vi alle, når vor tilmålte tid her på jorden er forbi, går ind i Guds herlighed i vor fulde menneskelighed.
Uddrag af Leslie O. Dorns "Når lyset brydes", Poul Kristensens Forlag 1989. Eksemplarer fås ved henvendelse hos forfatteren, Niels Steensens Kollegium, Skt. Kjeldsgade 3, 2100 Kbh. Ø. E-mail: nsksj@inet.uni-c.dk.