De tror da ikke på mirakler, vel?

En britisk klummeskribent har udfordret en række prominente britiske katolikker

AF ANDREAS RUDE

Spørgsmålet om privat tro og offentlig troværdighed har huseret i The Times' spalter siden en af avisens klummeskrivere, Matthew Parris, i begyndelsen af september udfordrede adskillige prominente engelske katolikker ved provokerende at spørge til deres syn på mirakler og deres i øvrigt » meget besynderlige tro«.

Anledning er den igangværende saligkåringsproces for Mother Teresa. For at kunne erklære Mother Teresa salig kræver den katolske kirke som et led i saligkåringsprocessen et mirakel. Et sådant fandt angiveligt sted, da en fattig indisk kvinde ved navn Monika Besra fra Vestbengalen blev helbredt for en stor og smertefuld svulst, efter at to nonner anbragte en medaljon, der havde berørt Mother Teresas døde legeme, på svulsten.

Andre mirakler, som undersøges af den katolske kirke i forbindelse med Mother Teresas saligkåring, omfatter ifølge Matthew Parris en lam sygeplejerske, der kunne gå efter at være blevet berørt med et stykke klæde, som også havde rørt Mother Teresa. Et tredje tilfælde angår en palæstinensisk pige, der blev helbredt for kræft, efter at Mother Teresa havde vist sig for hende i en drøm.

Matthew Parris er oprørt over, at disse beretninger tages alvorligt. Men han er endnu mere oprørt over, at katolske præster over hele verden »særligt i Asien, Afrika og Sydamerika« fremover vil fortælle de troende, at helbredelsen af den indiske kvinde blev forårsaget af »svulst‑fordrivende egenskaber, der rummedes i en sølvmedaljon, fordi denne kortvarigt havde hvilet på liget af en kvinde, hvem Gud havde udvalgt sig som en af sine helgener i Himlen«.

Og her er det, at klummeskriveren vender skytset mod en række fremtrædende engelske katolikker i frustration over, at mennesker, hvis mening han normalt respekterer, og hvis dømmekraft han normalt ikke nærer tvid om, må antages at tro på noget sådant.

»Tror De ærligt og redeligt på det?« spørger han på skift EU‑kommissær Chris Patten, de konservatives nyvalgte leder, lain Duncan Smith, forfatteren Paul Johnson og politikerne Bill Cash og William ReesMogg.

»Tror De på det, Sir Charles Guthrie?« spørger han den tidligere chef for den engelske generalstab.

»Tror De på det, Cherie Blair?« spørger han premierministerens kone.

»Tror De, alle sammen, virkeligt på, at en albansk nonne i Himlen helbredte en indisk bonde for en livstruende sygdom. Tror De, at et stykke metal har en sådan kraft? For det gør jeg ikke. Jeg synes, hele tanken er kugleskør«.

Desværre synes ingen af de adspurgte at have svaret Matthew Parris ‑ i hvert fald ikke i avisens spalter. Men andre har, og flere læserbrevsskribenter har reageret skarpt på Parris' forestilling om, at religiøs tro ikke kan forenes med sund fornuft, og slet ikke hvis man har et offentligt ansvar.

»Hvad nu, hvis de alle svarer »nej«. Hvilken konklusion vil Mr. Parris så drage?« spørger Brian Bagnall fra Surrey. » At der aldrig var tale om en svulst? At der ikke var noget mirakel? At hellighed er noget humbug? Og hvis de nu alle siger » ja«, hvilken konklusion vil han så drage? Vil han så mene, at de alle er nogle fæhoveder?«

En anden indvending kommer fra Sue Minton i Rugby, der kun finder det »gavnligt, at de, der har magt i vores samfund, tilslutter sig de værdier, som fremlægges i evangelierne. En sund frygt for guddommelig straf i sidste ende er heller ikke nogen dårlig ting«, tilføjer hun.

Dr. Sheridan Gilley fra det teologiske fakultet ved Durham University gør derudover opmærksom på, at »kristne i al almindelighed (og ikke kun katolikker) tror på mirakler, fordi de tror på Gud og ikke omvendt«.

Det mest veloplagte svar kommer fra Matthew Parris' klummekollega på The Times, Libby Purves, der betegner sig selv som en lunken katolik.

I en artikel i det katolske nyhedsmagasin The Tablet slår hun fast, at det kun vil tage en gennemsnitlig teolog fem minutter at forklare en intelligent tilhører, at det ikke er sølvmedaljonen, der fjerner svulsten, men Guds svar på den troendes bøn.

Ikke desto mindre byder hun Parris' provokation velkommen, som en god anledning for katolikker til at rette blikket udaf.

»Enhver anstændig religion burde indbefatte et vist omfang af mod og selvforsvar ansigt til ansigt med latterliggørelsen«, skriver hun. »Brød, vin, kød, blod, mirakler, helgener, relikvier, ufejlbarlighed. Frem med det, ud i den offentlige debats forfriskende trængsel!«

Selv har hun aldrig brudt sig om mirakler og finder kravet om mirakler gammeldags. Også af den grund er hun opmuntret af Matthew Parris' udfald, som hun sammenligner med et skrapt rensemiddel.

»Der er nogle ting, som, når de bliver skrubbet af troen, får det væsentlige i den til at skinne desto klarere«, konstaterer hun.