N

nadver. Gl. dansk udtryk for aftensmåltid. Anvendes især om det eukaristiske måltid (Den hellige Kommunion - s.d.). Se også: sidste Nadver.

nadverbøn. Se: eukaristisk bøn.

nadverfællesskab. Se: interkommunion.

natur (menneskets). I græsk filosofi spiller bestræbelserne på at forstå naturen og universet en afgørende rolle: Hvad er naturens oprindelige elementer, de formende årsager, kræfter, principper osv. Vigtig er her den aristoteliske fremhævelse af natur som enkelthelheder med iboende lovmæssigheder og kræfter, der fører frem til en fuld udfoldelse af konkrete eksemplarer af den pågældende art, et agern til et egetræ osv. Naturhelheden stræber frem mod sit mål (er teleologisk, dvs. hensigtsmæssigt bestemt). For menneskets natur er målet for grækerne den højeste udfoldelse af dets intellektuelle muligheder. I stoisk filosofi fremhæves hele universets hensigtsmæssige opbygning, og det er menneskets etiske mål at leve i overensstemmelse med den omgivende natur. Derved bliver mennesket ét med naturen, der anses for at være identisk med guddommen (den såkaldte panteisme). - Den jødisk-kristne skabelsestro bryder identifikationen mellem Gud og naturen, og mellem menneskets person og dets natur. Iflg. Bibelen er naturen og universet skabt af Gud og af Gud overdraget mennesket til forvaltning. Dermed bliver der en afgørende forskel på Gud og verden, og mennesket er ikke identisk med naturen, heller ikke med sin egen natur, men er af Gud kaldet som person til en opgave i forhold til naturen, både til sin egen og til den omgivende natur. Lovmæssigheden og hensigtsmæssigheden i naturen er reel nok, for de er netop udtryk for Guds visdom i skaberværket. De må derfor respekteres af mennesket i dets forvaltning. For menneskets vedkommende består dets natur af de sjælelig-legemlige kræfter, som det er skabt med fra sin undfangelse, inclusive dets åndsevner: forstand og vilje. Denne menneskenatur er skabt i Guds billede (1 Mos 1,27) med henblik på et personligt livsfællesskab med ham. Den findes derfor ikke i "ren" naturtilstand (lat. natura pura), men kun som enten benådet eller falden natur (s.d.; jfr. 1 Mos 2,9.17; 3,11). Gud har skabt mennesket med en fælles menneskenatur (som fremhævet af f.eks. Gregor af Nyssa), og syndefaldet rammer derfor alle mennesker (som fremhævet af Augustin). Men Kristus har påtaget sig denne faldne, syndige menneskenatur og har ført den tilbage til Gud. Dermed er påbegyndt den helbredelse af menneskeslægten, der skal føre frem til herliggørelsen i Gud. Se også: person; falden natur.

natur og nåde. Nåden (s.d.), som mennesket grundlæggende modtager i dåben, forudsætter og fuldender den natur (s.d.), som mennesket er skabt med (jfr. Thomas af Aquin).

naturalisme. Den anskuelse, at naturen er den eneste eksisterende virkelighed. Omfatter således f.eks. både panteistiske (s.d.) og materialistiske (s.d.) ideer.

naturlig familieplanlægning. Se: fødselskontrol.

naturlig gudserkendelse. Menneskets evne til at erkende Gud med sikkerhed ad fornuftens vej, selv om det ikke kender Åbenbaringen (s.d.); "thi af de skabte tings storhed og skønhed kan man gennem en slutning få øje på ham, som er deres ophavsmand" (Visd 13,5). NT bekræfter denne lære: "Thi hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddommelighed, har kunnet ses fra verdens skabelse af, idet det forstås af hans gerninger" (Rom 1,20). Den naturlige gudserkendelse er formuleret som et dogme på 1. Vatikankoncil. Imidlertid har det behaget Gud at åbenbare sig og sin evige viljes råd også ad en anden vej, nemlig den overnaturlige, thi "Gud har fordum mange gange og på mange måder talt til fædrene ved profeterne, og nu ved dagenes ende har han talt til os ved sin Søn" (Hebr 1,1f., jfr. Denz. 3004). Se også: Åbenbaring, den officielle.

naturloven (dvs. den naturlige morallov). Se: lex naturalis.

naturretten. Se: jus naturale.

navn. Ved navngivning af børn, der skal døbes, er det gammel kirkelig skik at give et helgennavn; dermed vælger man en særlig værnehelgen for den døbte (se: dåbsnavn). I Bibelen har navnet en mere omfattende og dybere betydning, som også afspejler sig i Kirkens liv. Det betegner den rolle et væsen har i universet: Skaberen betegner sine værker dag, nat, himmel, jord, hav (1 Mos 1,3-10); han kalder hver enkelt stjerne ved navn (Es 40,26) og overdrager Adam at give dyrene navne, hvorved de efter hebræisk mentalitet får anvist deres væsen og plads i helheden (1 Mos 2,20). Steder for vigtige begivenheder betegnes med dertil svarende navne: Babel = forvirringens sted (1 Mos 11,9), Betel = Guds hus (1 Mos 28,19). Også menneskene får betydningsfulde navne: Eva = Alt levendes mor (1 Mos 3,20). Navnet står nu for personen og dens mission. Ændres navnet, ændres personligheden og kaldet: Gud ændrer Abrams navn til Abraham = mange folkeslags far (1 Mos 17,5), Jakobs til Israel, "thi du har kæmpet med Gud og mennesker og sejret" (1 Mos 32,29). Sit eget navn åbenbarer Gud for Moses: Jahve (s.d.) = Jeg er den, Jeg er! (2 Mos 3,13-16; se også: Herren). Jesus kalder Gud for Far (Joh 17,1.6.26) og betegner dermed det dybeste i hans Væsen. Han er Jesu Far og vor Far (Joh 20,17), som de kristne skal bede til i Jesu navn, dvs. i hans intention (Joh 15,16). Navnet Jesus betyder: Jahve frelser (Matt 1,21). I Jesu navn, dvs. med hans magt og myndighed, skal disciplene helbrede syge (Apg 3,6) og uddrive onde ånder (Mark 9,38-39). I opstandelsen skænker Gud sin Søn "navnet over alle navne: Jesus Kristus er Herre!" (Fil 2,9-11). Enhver, der herefter påkalder Herrens navn, skal frelses (Rom 10,13). Dåben meddeles "i Herren Jesu navn" (Apg 8,16), og "i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn" (Matt 28,19). Den forpligter de døbte til at holde alt, hvad Jesus har befalet, ja, vove deres liv for vor Herres Jesu Kristi navn (Apg 15,26). Jesus ændrer Simons navn til Peter (aramæisk: Kefas = klippe) og betegner dermed hans kald til at være klippen, hvorpå han vil bygge sin Kirke (Matt 16,18). Kirken består af dem, der påkalder vor Herres Jesu Kristi navn (1 Kor 1,2), og Kirkens Herre kender enhver af sine ved navn (Joh 10,3). De udvalgtes navne er indskrevet i himlene (Luk 10,20). Idet de indtræder her, vil de få et nyt navn (Åb 2,17): "Jeg vil gøre ham til en søjle i min Guds tempel ... og jeg vil skrive på ham min Guds navn og navnet på min Guds stad, det ny Jerusalem ... og også mit eget nye navn," siger den ophøjede Menneskesøn (Åb 3,12). Nyt navn, ny adresse, svarende til det nye liv, der nu fylder og bærer personen for bestandig. Se også: person; hjerte.

navnedag. Den dag i kalenderen, som er mindedag for den helgen, en person er opkaldt efter. I katolske lande fejres den årlige navnedag i højere grad end fødselsdagen. Ofte var der sammenfald af de to dage, idet man fik navn efter den helgen, på hvis festdag man var født.

navnehelgen. Den helgen (s.d.), hvis navn en person bærer. I ældre tid fik børn ofte navn efter deres fødselsdags helgen. Se også: værnehelgen.

neddykning. Dåben (s.d.) kan enten meddeles ved neddykning (dvs. at dåbskandidaten dykkes helt ned i dåbsvandet mens de sakramentale ord udtales), eller ved overøsning (s.d.).

nekrolog (gr. nekros = død, logos = ord). Bog, som indeholder listen over de afdøde, der bliver anbefalet til forbøn i et kloster, et kapitel (s.d.) eller sogn.

neofyt (gr. neophutos = plantet for nylig). Nydøbt voksen. En betegnelse, som stammer fra Oldkirken.

Neokatekumenatet. Sognearbejde for lægfolk. Startede i Spanien 1969. Ca. ½ mill. medlemmer på verdensplan. Begyndt 1975 i Danmark. Efter afholdelse af en voksenkatekese (i advents- og fastetiden) søges dannet et kommunitet sammen med sognepræsten. Formål: deltagernes fortsatte omvendelse med henblik på en opfyldelse af dåbspagten. Foreløbig 2 kommuniteter i Brønshøj.

neoskolastik. Det samme som nyskolastik (s.d.).

nepotisme (lat. nepos = nevø). Favorisering af familiemedlemmer (f.eks. nevøer) ved besættelse af kirkelige embeder. Praktiseret af paver og biskopper navnlig i renæssancen. Især efter Tridentinerkoncilet (s.d.) blev der lovgivet imod nepotisme.

nestorianisme. Benægtelse af den virkelige enhed mellem den guddommelige og menneskelige natur i Kristi ene person, fremsat af Nestorius, patriark af Konstantinopel, i det 5. årh. Hævdede at Kristus havde to personer, som kun var forenede, fordi Kristi to viljer harmonerede. Afviste følgelig Maria som Guds Moder. Nestorianismen benægter altså Guds Søns fødsel, korsfæstelse og død - det var kun mennesket Jesus, der blev født, blev korsfæstet og døde. Denne lære blev fordømt som kætteri på koncilerne i Efesus 431 (s.d.) og Chalcedon 451 (s.d.).

Neuner-Roos. Betegnelse for en samling af de vigtigste officielle formuleringer af den katolske tro og lære på tysk, udgivet af Josef Neuner SJ og Heinrich Roos SJ: Der Glaube der Kirche in den Urkunden der Lehrverkündigung. (1. udg. 1938). 2. udg. af Karl Rahner SJ i 1948. Ikke helt så omfattende som Denzinger (s.d.).

New Age. Se: reinkanation.

Nicolaus Steno Gildet. Forening af katolske læger i Danmark, oprettet i 1936. Formålet er at samle katolske læger, vedligeholde og udbrede kendskabet til forholdet mellem Kirken og lægekunsten (især familiepolitik og -rådgivning). Se også: Katolske Lægers Familierådgivning.

Nicaea I, II. Se: økumeniske konciler.

nicæno-konstantinopolitanske trosbekendelse. Mere nøjagtig betegnelse for den nicænske trosbekendelse (s.d.).

nicænske trosbekendelse (eller mere præcist: den nicæno-konstantinopolitanske trosbekendelse). Messens officielle trosbekendelse; stammer fra koncilierne i Nicaea (325) og Konstantinopel (381) og er i dag fælles for de fleste kristne.

Niels Steensens Bibliotek. Katolsk specialbibliotek, stiftet 1954 af en kreds af katolske bibliotekarer. Bogbestand ca. 5.500 titler om emner med relation til den katolske Kirke, dens historie, lære og liv. Så godt som al tilgængelig litteratur herom på dansk, norsk, svensk, samt standardværker på engelsk, tysk, fransk. Desuden læsestue med leksika, håndbøger og tidsskrifter. Beliggende i København. Se også: Sankt Andreas Bibliotek.

Niels Steensens Forlag. Formål: Udgivelser på kristent grundlag, gerne med økumenisk sigte. Beliggende i København.

nihil obstat (lat. intet står i vejen). Den kirkelige censors (s.d.) godkendelse af et manuskript, der vedrører tro eller moral. Herefter kan biskoppen meddele imprimatur (s.d.).

nihilisme (lat. nihil = intet). Primært en politisk betegnelse, især i Rusland i det 19. årh., for benægtelse af enhver autoritet i politik og moral. Derefter udvidet i forskellige filosofiske teorier, hvis hovedteser er, at intet virkeligt eksisterer undtagen det at tænke. Intet nytter noget og tilværelsen er absurd. En konsekvent nægtelse af alle værdier i tro og moral.

Nikolaus-fest. Folkelig katolsk fest den 6. december til minde om den hl. biskop Nikolaus, som var biskop i Myra i Lilleasien i det 4. årh.

nimbus (lat. regnsky). Det stråleskær eller den glorie, der omgiver Kristus og helgener på billeder. I Oldkirken også anvendt på billeder af personer, man særligt ville ære, f.eks. et kejserpar. Korsglorien er reserveret Kristus.

Nobelgarden. Garde af romerske adelsmænd, som havde forskellige ceremonielle opgaver i pavens tjeneste. Afskaffet i 1970.

nominalisme (lat. nominalis = hørende til et navn). En filosofisk teori, som hævder, at almenbegreber (som f.eks. godhed og sandhed) kun er navne for en individuel virkelighed. Teorien blev fremsat af William af Ockham (ca. 1270-1349), men har rødder hos Duns Scotus (1264-1308). Konsekvenser af teorien er, at der kun findes individuelle ting, og ikke fælles begreber for disse ting. Menneskets viden er subjektiv, fordi den ikke kan afledes af en objektiv realitet. Hermed er også Gud absolut utilgængelig for menneskets fornuft og erfaring. Forbindelsen mellem tro og viden brydes principielt - der sker en spaltning på erkendelsens område. Dette er en væsentlig del af baggrunden for Luthers brud med katolsk tænkning og teologi. Modsætningen til nominalismen er realismen (s.d.).

non (lat. nona (hora) = den niende (time)). Den af Kirkens tidebønner, som bedes midt på eftermiddagen i det monastiske breviar, men som efter liturgireformen nu i det romerske breviar erstattes af middagens tidebøn, ligesom terts (s.d.) og sext (s.d.).

Non possumus (lat. Vi kan ikke). Berømt citat fra Apg 4,20: "Vi kan ikke lade være at tale om det, vi har set og hørt," som er det svar Peter og Johannes gav ypperstepræsterne og Rådet, da man ville forbyde dem at prædike Evangeliet. Pave Clemens VII gav den engelske konge, Henrik VIII, det samme svar, da han ansøgte paven om tilladelse til at lade sig skille fra sin hustru - det klassiske svar fra kirkelige myndigheder, som afslår at gå ind på verdslige magters krav og betingelser.

nonne (lat. nonna = barnesprog for mor). I dag en populær betegnelse for en ordenssøster.

Nordisk Arbejdsgruppe for Katolsk Kirkehistorie. Se: Ælnoth.

Nordiske Bispekonference, Den - Conferentia Episcopalis Scandiae. Bispekonference (s.d.), som omfatter de katolske bispedømmer i Norden (København, Helsinki, Reykjavik, Stockholm, Oslo, Trondheim og Tromsø). Disse 7 biskopper mødes årligt og drøfter spørgsmål af fælles interesse. Formanden vælges hvert 4. år. Desuden vælges en repræsentant, når der er bispesynode (s.d.) i Rom.

Nostra aetate (lat. I vor tid). 2. Vatikankoncils erklæring om Kirkens forhold til de ikke-kristne religioner (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

Nova Vulgata.Se: Biblia Vulgata.

novatianisme. Kætterbevægelse i midten af det 3. årh., udgået fra den romerske præst og modpave (s.d.) Novatian, som hævdede at personer, som faldt fra Kirken under forfølgelse eller som var skyldige i mord eller ægteskabsbrud begået efter dåben, ikke kunne blive genforenet med Kirken. En synode i Rom 251 fordømte denne anskuelse, som kun langsomt døde ud efter at have været udbredt i hele Orienten.

novene. (lat. novem = ni). En bøn eller andagt, som afholdes i 9 på hinanden følgende dage. Denne skik har sin oprindelse i "pinsenovenen" (mellem Kristi Himmelfart og Pinse er der 9 dage): Apostlene "deltog alle enige og udholdende i bønnen" (Apg 1,14). Den bruges fortsat som udholdende bøn for et særligt anliggende, evt. under påkaldelse af en helgens forbøn.

novice (lat. novus = ny). En person, som gennemgår prøvetiden på normalt et år før den første løfteaflæggelse i et kloster.

noviciat (lat. novus = ny). Prøvetiden før optagelsen i et kloster ved løfteaflæggelse. Varer normalt 1 år (skal vare mindst 6 mdr.), hvor novicen gennemgår en uddannelse med henblik på klosterlivet. Ved noviciatets slutning aflægges de første løfter. Forudsætter postulatet (s.d.). Noviciat kan også betyde den del af klosteret, hvor novicerne bor og færdes.

Novum Testamentum. Lat. Det nye Testamente (s.d.).

N.T. Lat. Novum Testamentum = Det nye Testamente (s.d.).

Numeri (lat. tallene). 4. Mosebog, som indeholder en folketælling af Israel og skildrer ørkenvandringen efter Sinai.

nullitetserklæring. Se: ugyldighedserklæring.

Nunc dimittis (lat. Nu lade du fare). De latinske begyndelsesord til Simeons lovsang (Luk 2,29-32). Denne tekst anvendes i tidebønnen komplet (s.d.).

nuntius. Se: apostolisk nuntius.

ny himmel og ny jord. En forvandlet verden, et forvandlet liv, som vil komme til gennembrud på den yderste dag med kødets opstandelse (s.d.), jfr. Åb 21,1; 2 Pet 3,13.

nye pagt. Den nye og evige pagt mellem Gud og mennesker, som er indstiftet af Kristus ved hans blod (Luk 22,20; 1 Kor 11,25), og som fuldender og afløser den gamle pagt (se: pagt), som Gud sluttede med Moses på Sinai (2 Mos 24,8). En retfærdig træder nu frem for Gud med et nyt hjerte og ofrer sig én gang for alle som sonoffer for de mange (Hebr 10,12; 13,20). Den nye pagt betyder renselse for synd og adgang til det evige liv (jfr. Hebr 9,15). Den er et nådefuldt tilbud om livsfællesskab med Kristus, som mennesket indlemmes i ved dåben og fejrer og fornyer for sit vedkommende ved deltagelse i den hl. Eukaristi (s.d.). Den skænker mennesket en ny ånd og et nyt hjerte (Ez 36,26), så det kan bygge sit liv på Kristi nye lære (Mark 1,27; Matt 5-7) og følge Kristi ny befaling: "Elsk hinanden som jeg har elsket jer" (Joh 13,34). Se også: pagt.

nye Testamente. Dvs. den nye pagt (s.d.). Bibelens 2. del: Om Jesus og apostlene, Kirken og de første kristne menigheder. Listen over dens 27 bøger: De 4 evangelier, Apostlenes Gerninger, brevene og Johannes' Åbenbaring findes i Det danske Bibelselskabs udgave af den autoriserede oversættelse. Se: Bibelen.

nye verden. "Verdensgenfødelsen" (Matt 19,28). Hele den skabte verden er i veer endnu, underlagt forgængeligheden, men med håb om den nye verden, som Guds børn skal have i herligheden, når forløsningen er fuldbyrdet også i legemet (Rom 8,20-23).

nyskabelse. Se: skabelse.

nyskolastik. Betegnelse for moderne filosofisk retning, som bygger på middeladerens skolastik (s.d.). Pave Leo XIII udsendte 1879 encyklikaen Aeterni Patris, som præciserede, at middelalderens filosofi, især Thomas af Aquins (1225-1274), skulle udgøre det filosofiske grundlag for al undervisning i katolske institutioner, herunder præsteseminarier. Som følge heraf opstod en fornyet interesse for skolastikken, og især i Italien, Frankrig, Tyskland, England og USA søgte man at genoplive skolastikken og videreføre dens tanker. Blandt de nyskolastiske filosoffer må først og fremmest Jacques Maritain 1882-1973) nævnes.

nythomisme. Næsten synonymt med nyskolastik (s.d.); dog er udgangspunktet i nythomismen udelukkende Thomas af Aquins filosofiske og teologiske værk. Se: thomisme.

nærhedsprincippet. Se: subsidiaritetsprincippet.

næstekærlighed. "Du skal elske din næste som dig selv" (3 Mos 19,18). Forholdet til næsten er begrundet i Guds forhold til sit folk: "Gud, som er barmhjertig og nådig, langsom til vrede og rig på miskundhed og trofasthed" (2 Mos 34,6). "Vi elsker, fordi Gud elskede os først" (1 Joh 4,19). Således forplanter Guds sindelag sig til hans folk, så de lærer at behandle hinanden som Guds ejendom. Det vil i første omgang sige: Ikke krænker næstens liv, ære og ejendom (jfr. de 10 bud, 2 Mos 20,12-17), men værner om hinandens muligheder som menneske i Guds folk (jfr. 3 Mos 25,8-55; Jak 2,8-17). Kun sådan kan man vise Gud, at man elsker ham af hele sit hjerte og alle sine kræfter (5 Mos 6,5; 1 Joh 4,11). Jesus føjer derfor de to bud om kærlighed til Gud og næsten sammen (Mark 12,28-33). Guds kærlighed indgyder mennesket tro og hengivenhed, en hengivenhed der skal omslutte hele hans verden og alle hans mennesker: Den, der tager imod et troens barn for mit navns skyld, tager imod mig! (Matt 18,5). Denne næstekærlighed er ikke blot human, men total: Den omfatter hele mennesket og alle mennesker og sætter lighedstegn mellem mennesket og dets næste: Elsk din næste som dig selv. På dette vanskelige bud strandede det gamle Guds folk, og her stillede de dybe, eksistentielle spørgsmål til Jesus: Hvem er min næste? (Luk 10,29); hvor ofte skal jeg tilgive min bror? (Matt 18,21); hvor meget skal jeg give til de fattige? (Luk 18,22) ... Her kommer menneskets målestok og formåen principielt til kort. Næstekærligheden er derfor i sit væsen religiøs. Den må referere sig til Guds kærlighed, lade sig oplyse af den (1 Tess 4,9), inspirere og forme af den: "I skal ligne Gud som hans elskede børn!" (Ef 5,1). Jesu svar i bjergprædikenen er både totalt: "Så vær da fuldkomne" (Matt 5,48) og paradoksalt: "Salige er de fattige i ånden, som ikke magter alt dette, når blot de hungrer og tørster efter retfærdigheden, for så skal de mættes" (Matt 5,3.6). Dette løfte indfrier Jesus selv i påsken og pinsen og i ethvert menneskes dåb og firmelse (s.d.), når han ofrer sig "for os syndere" og udgyder Guds kærlighed i vore hjerter ved Helligånden, som blev givet os (Rom 5,5). Næstekærligheden er derfor en frugt af Ånden (Gal 5,22); og "de, der hører Kristus Jesus til, har korsfæstet kødet med dets lidenskaber og begæringer" for at kunne leve i Ånden og vandre i Ånden (Gal 5,24-25). Derfor kan Jesus også føje sit nye bud til om den næstekærlighed, der ikke blot sætter lighedstegn mellem sig og sin næste, men tager af sit eget for at give til den anden i opofrende kærlighed: "Elsk hinanden som jeg har elsket jer!" (Joh 13,34-35). Se også: offer.

nøglemagten. Den magt til at "binde og løse" i tro og moral og disciplin, som Kristus overgav til Peter (Matt. 16,19) og de andre apostle (Matt 18,18) i deres ledelse af Kirken, og som historisk set er gået i arv til deres efterfølgere "indtil verdens ende". Se også: apostolisk succession.

nåde (gr. charis, lat. gratia = yndest, nåde). Guds gave(r), hans udstråling over sin skabning og menneskets genskær: "I dit lys skuer vi lys!" (Sl 36,10b). Guds nåde er overstrømmende og alene begrundet i hans eget Væsen: "Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud! Menneskebørnene skjuler sig under dine vingers skygge" (Sl 36,8). Nåden er ikke en naturkraft som sol og regn, der falder forskelsløst på jorden, men en personlig kraft og kontakt: "Mod nådeløs er jeg nådig og siger til ikke-mit-folk: Du er mit folk! Og han skal sige: Min Gud!" (Hos 2,23). Den nådige Gud er øm i sin omsorg, langsom til vrede, rig på barmhjertighed og troskab (2 Mos 34,6), ligesom faderen i lignelsen om den fortabte søn (Luk 15,11-32). Det benådede menneske føler sig velsignet af livet fra Gud: "Hos dig er livets kilde!" (Sl 36,10, jfr. 4 Mos 6,24-26) og oplever det som sit eget sande liv: "Ved Guds nåde er jeg det, jeg er" (1 Kor 15,10). Grunden til Guds velbehag i menneskene er hans Søn. Ved hans fødsel i Betlehem sænkede Guds fred sig på jorden og hans velbehag i menneskene (jfr. Luk 2,10-14), og fra Jesus stråler den nu menneskene i møde: "Vi har set hans herlighed, en herlighed som den énbårne Søn har den fra Faderen, fuld af nåde og sandhed" (Joh 1,14). Han er Guds store nådegave til menneskene. Fra ham vil den trænge ind i alle, som i dåben er indviet til at fyldes med hans liv og udfolde det for alverden: "Af hans fylde har vi alle modtaget, og det nåde over nåde; thi nåden og sandheden er kommet ved Jesus Kristus" (Joh 1,16-17). I mennesket Jesus Kristus får ethvert menneske sin eksistensberettigelse og må enhver derfor søge sin identitet. - Nåden er ikke blot en kappe, Gud kaster over en falden og forkommen verden, men en personlig henvendelse, der kalder på et personligt svar: "Hans nåde imod mig har ikke været forgæves; nej, jeg har arbejdet hårdere end de alle - det vil sige, ikke jeg, men Guds nåde, som er med mig" (1 Kor 15,10). Nåden er kilden til "de gode gerninger, Gud på forhånd har lagt til rette for os" (Ef 2,10), troens gerninger (1 Tess 1,3; 2 Tess 1,11), "tro, som er virksom i kærlighed" (Gal 5,6). Dåbsnåden er således en ny fødsel til en ny eksistens (Joh 3,3). Den udvirker en forvandling af mennesket og dets handlinger i den grad mennesket samarbejder, person til person, i sit forhold til Gud og mennesker. Det er en forvandling, der forløser dets sande jeg og helliggør det (Rom 6,22). Og ligesom Jesus blev salvet med Helligånd og kraft til at drage omkring og gøre godt (Apg 10,38), sådan skal nu også de kristne, salvet med Helligånd og kraft i dåb og firmelse (s.d.), adlyde nåden: "Ikke i kødelig visdom, men i Guds nåde har vi færdedes i verden" (2 Kor 1,12). Nådegaverne (karismer - s.d.) er forskellige, alt efter enhvers kald og tjeneste, men Ånden er den samme og Herren er den samme (1 Kor 12-13). Nådens regime er Helligåndens regime (Rom 7,6). Og Kristi Ånd er en uudtømmelig kilde til liv og aktivitet, som apostlene vidnede om, da de var "givet Guds nåde i vold for at udføre, hvad de nu havde fuldbragt" (Apg 14,26). Som Kristi medarvinger er de kristne også kaldet til at "lide med ham for at herliggøres med ham" (Rom 8,17). Thi dem, Gud forud kendte, forudbestemte og kaldte han også til at blive ligedannet med hans Søns billede, og dem refærdiggjorde og herliggjorde han også (Rom 8,29-30). I det retfærdiggjorte og herliggjorte menneske bryder Guds nåde igennem til fuldkommenhed. Se også: helliggørende nåde, hjælpende nåde.

nådebillede. Et billede (eller en statue) af Kristus eller en helgen (oftest Maria), som er kendt for, at der i forbindelse med bøn ved billedet, er sket tydelige bønhørelser, f.eks. i form af helbredelser. Af kendte nådebilleder kan nævnes: Vor Frue af Czestochowa i Polen, Mariastatuen i Telgte ved Münster, og Salus Populi Romani i Rom.

nådens stand. Se: helliggørende nåde.

nådestol. En billedlig fremstilling af Treenigheden fra middelalderen: Gud Fader sidder på en trone og holder i armene den korsfæstede Kristus, mens Helligånden fremstilles i skikkelse af en due mellem de to.