Præmonstratenserne i Danmark

Norbert af Gennep - 1080-1134

Historiske kilder, der giver os pålidelig oplysning om den hellige Norbert, er der nok af, men de er ikke lette at tyde. Allerede i det 12. århundrede har kronikører forsøgt at skrive en såkaldt »Vita«, en levnedsbeskrivelse, men de er skrevet efter de modeller, som var gængse dengang. Helgeners livshistorie var i de tider altid en opbyggelig blanding af historisk sikre begivenheder og det, vi i dag ville kalde "målsætningen« med værket: Det skulle være smukt og fremme fromheden.

I det flamske abbedi Averbode, stiftet i 1134, samme år Skt. Norbert døde, opbevares en ældgammel fortegnelse over afdøde. Hver dag oplæses navnene på de medbrødre, der i tidernes løb er døde på netop denne dag. Den 6. juni står der om Norbert af Gennep, at han var »reparator Ordinis«, hvilket betyder så meget som reformator af en ældre orden (augustinerkorherrer?). Denne tekst er i al sin uklarhed dog et vidnesbyrd om ordenssamfundets overbevisning om, at Norbert var medvirkende ved dets tilblivelse, uden derfor at hævde, at han var den eneste, der satte sit præg på den nye stiftelse.

Først efter Norberts helgenkåring - eller rettere sagt efter Roms godkendelse af, at Norbert var blevet dyrket som helgen i det 16. århundrede, er man begyndt at betragte ham som ordensstifter.

Ved vi så overhovedet noget historisk sikkert om ham? Vi ved i hvert fald nok til, at han også i dag forekommer os spændende. Men for at forstå ham, bliver vi nødt til først at forstå den tid, han levede i.

Xanten

Norbert blev født mellem 1080 og 1085 i et hjem, tilhørende den lavere adelsstand, sandsynligt i Gennep, tæt ved den nuværende hollandsk-tyske grænse. Som yngre søn, der ikke arvede godset, var han nødt til at skabe sig en kirkelig løbebane som »kleriker« ved domkirken i Köln eller ved nærmest liggende stiftskirke, som var Skt. Viktor i Xanten.

Ikke blot en mands religiøse og intellektuelle egenskaber var af betydning ved et sådant »kald«, også politiske og sociale bevæggrunde som familiens ære og stand spillede en rolle. Således begyndte Norbert, som en af de mange »lavere clerici«, sin karriere i Xanten. Denne gamle romerske garnisonsby ved den nedre Rhin havde en hæderkronet fortid: Xanten kommer fra det latinske »ad sanctos«, man valfartede »til helgenerne«. Disse helgener var nogle romerske martyr-soldater, bl.a. Viitorius eller Viktor. Som valfartssted var Xanten rig og havde et betydningsfuldt stift med klerikerskole. Men under samme tag med virkelig religiøst inspirerede kirkelige embedsmænd husede stiftet sandsynligt også en flok klerikere uden noget kald til hverken præsteembedet eller cølibatet. Norbert var en af dem.

Pave og kejser i strid

Vi lever midt i et tidsafsnit med brydninger og reformationer i både kirke og samfund. Munken Hildebrand var i 1073 valgt til pave: Under pavenavnet Gregor Vll styrede han kirken indtil 1085. Den kirkefornyelse, som bærer hans navn, den gregorianske reform bevægelse, var i fuld gang , da Norbert gled ind i systemet.

Udadtil gjorde Gregors fornyelsesbevægelse en effektiv indsats for at frigøre kirken fra fyrsternes greb: Hertuger og lensherrer havde jo medbestemmelsesret ved valget af kandidater til bispesæderne.

Indadtil bevirkede reformen, at den længsel efter større sandfærdighed og mere troværdighed, som spirede alle vegne, fik kraftig pavelig opbakning og blev til en evangelisk ny-orientering med hovedvægten på et liv i tjeneste for de fattigste i samfundet.

Som hver åndelig fornyelse, der vil gå tilbage til kilden, kendte også Gregors reform sine tilhængere og modstandere, da den greb meget dybt ind i mange gejstliges måde at leve livet på. Men enhver, som går i gang med ærligt og uden fordomme at læse den endnu unge kirkes historie, kan ikke uden videre overhøre apostlenes opfordring til et liv i bøn, fællesskab omkring brødsbrydelsen, et fællesskab, hvor de bedre stillede viste sig solidarisk med de fattigste brødre i Herren.

Således var Norbert øjenvidne til, at hele grupper af unge mennesker ville gå vejen tilbage til inspirationen fra kristendommens første morgen, for i evangeliet at genfinde friheden og glæden ved Kristi efterfølgelse. I dem alle ulmede en stor utilfredshed med tiderne, som de var, og en længsel efter at ændre dem. De begyndte i deres nærmeste omgivelser at spejde efter åndsfæller, der ønskede at virkeliggøre samme drøm om et nobelt og renfærdigt liv.

Omvendelsen

Også i Norberts liv er der sket »noget«. Hans »Vita« taler endog om en pludselig omvendelse på landevejen, ligesom apostlen Paulus ved Damaskus' mure, men der er mere i denne levnedsbeskrivelse, der følger modellen Paulus. Hvad skete der? Vi ved det ikke. Vi ved kun med sikkerhed, at Norbert var både intelligent og ærlig, og at han ofte stak af fra kapitlet i Xanten, hellere end at hykle, at livet blandt karriere-gejstlige var noget, der tilfredsstillede ham. Han følte, at han før eller siden skulle vælge mellem at blive eller at gå.

Han valgte radikalt. Han valgte et liv i oprigtighed og integritet, uden kløft mellem ord og gerning, mellem ydre skin og indre virkelighed. Norbert valgte evangeliet som en ubetinget religiøs indsats for andre, med alle dette valgs konsekvenser: radikal fattigdom i den fattige Kristus' fodspor. Det var hans såkaldte omvendelse, hans fald fra hesten.

Fredsprædiker

Norbert mente ikke at skulle beholde »fundet«, som han kaldte sin nye indsigt, for sig selv. Som ægte discipel af den hellige Paulus skulle han tale og forkynde. Hans mål var at drage omkring som fattig profet og forkynde Jesu evangelium om fred - og selv at praktisere det, han forkyndte.

I beretningerne om hans optræden i Rhinlandet fremstår hans livsstil som en levende protest mod en kirke, der var ved at blive kvalt i privilegier og særrettigheders sterilitet. Alligevel vendte Norbert ikke kirken ryggen. Nu ville han tværtimod blive præst for således at yde sit bidrag til en fornyelse af kirken.

Han var over 30 år gammel, da han i 1115 bad om diakon- og præstevielsen. Hans kongstanke var, at kun en fornyet gejstlighed, kun veluddannede, duelige og hengivne præster ville gøre en fornyelse af kirken mulig. Han talte ingen efter munden. Hans frimodige sprog og påfaldende levevis føltes af mange som en kontant anklage mod det liv, adskillige høje embedsmænd i kirken levede. Gentagne gange blev Norbert nødt til at stå skoleret for kirkelige instanser. Mere end en gang henvender han sig direkte til paven eller de pavelige gesandter for at få godkendt sit kaldsbrev som vandrerprædiker.

Samtidig søgte han kontakt med andre af tidens store navne: De renser hans fanatisme, styrker ham i sine bevæggrunde og støtter hans profetiske kald.

Xanten igen

Efter sin præstevielse vender han tilbage til kapitlet Xanten. Helt optaget af pave Gregors reformtanker ønsker Norbert at bringe den evangeliske reformation til de kendte ansigter fra de yngre år. Man han gør regning uden vært. Hurtigt erfarer han, hvor surt livet kan gøres for en, der ikke vil gå på akkord med sig selv. Hans »omvendelse« og især de mærkelige nye ideer, han forkynder, ægger til reaktion mod hans lidt uklare beskikkelse som rundtvandrende bodsprædiker. Uden penge eller pung, som Guds Fattige, drager han barfodet omkring med sin evangeliske glæde. Nu har han definitivt givet afkald på arv og gods og uddelt alt, hvad han ejede til de fattige.

I Norberts livshistorie understreges meget kraftigt hans evne til at stifte fred. I by og bygd optræder han som mægler i familiefejder, han forliger fjender og stifter fred. Ikke sjældent er det myndighederne selv, der beder ham optræde som mægler i konflikter.

Prémontré

I slutningen af året 1119 bliver pave Callixt II og biskop Bartolomæus af Laon ved Reims enige om, at Norbert ville være den bedst egnede mand til af reformere stiftskapitlet i Laon.

Også dette forsøg blev en fiasko. Norberts alt for radikale krav vakte modstand. Reformatoren blev tvunget til at forlade kapitlet i Laon.

Han ville helst tilbage til sit Rhinland, nordpå, hvor han igen kunne prædike blandt sine egne. Men biskoppen af Laon holdt ham tilbage og tilbød ham et sted i nærheden, som hed Prémontré, hvor han kunne bosætte sig med sine tilhængere. Stedet blev til Præmonstratum på latin, derfra har Ordenen sit vanskelige navn.

I mellemtiden prædiker han i selve byen Laon, ikke for gejstligheden, men for folket; hans vandring fører ham helt tilbage til Rhinlandet og Nederlandene. Her får han følgeskab af unge, der bliver tiltrukket af hans radikalisme. Inden for to år samler han over fyrre følgesvende. Julenat 1121 aflægger Norbert og hans medbrødre i Prémontré deres klosterløfter, valgt efter den hellige Augustins husregel.

Den unge flok viste sig aldeles levedygtig. Kort efter hinanden grundlægges nye huse eller slutter eksisterende ordenssamfunds klostre sig til Norberts »præmonstratensere«.

I 1126 godkendte Rom officielt hans stiftelse som et selvstændigt ordenssamfund af kanikker efter den hellige Augustins regel. (Canonici regulares, d.v.s. regelbundne og forpligtet til fælles tidebøn).

Ud og vandre igen

Kun i fem år forblev Norbert lederen for og drivkraften bag det unge fællesskab i Prémontré. For han gav nødigt afkald på netop den opgave, at drage rundt som apostel. Undervejs på sine rejser optager han kandidater til sit fællesskab i Prémontré, hvis styre nu er givet i andre hænder, og til de øvrige huse. Klædt som en fattig i ufarvet uld stifter han fred, opfordrer han til forsoning, både i de store kirkelige og sociaie sammenhænge og i de små, lokale og familiemæssige forhold.

Men han gik ikke ind for fred for enhver pris: Han forblev den kompromisløse, der turde sige og forsvare sandheden og kalde løgn for løgn.

Det er disse to træk i hans liv, hans radikale fattigdom og hans evne, at stifte fred, der gør ham til en profetskikkelse, som forbliver evigt aktuel.

Ærkebiskop

Temmelig uventet og meget imod sin vilje bliver Norbert på rigsdagen i Speyer 1126 af både kong Lothar og den pavelige kardinal-legat udpeget som (tredje) kandidat til ærkebispesædet Magdeburg. De historiske kilder nævner ikke mange enkeltheder om intrigen i Speyer, men Norbert blev ærkebiskop, fordi hverken den første og den anden foreslåede kandidat fik et flertal bag sig.

Det var det tredje store spring i Norberts liv, som var præget af totalt nye veje og bratte kursændringer. Den første skelsættende begivenhed var »fundet« af evangeliet i 1115, den anden grundlæggelsen af huset i Prémontré i 1121.

Og nu skulle han til Magdeburg, bo i ærkebispens palads, bytte den uldne kutte mod silketøj. Pludselig bliver profeten og karismatikeren til en brik i kirkens hierarki. Måske havde hans modstandere derved opnået, at han blev forflyttet langt væk fra Rhinlandet og Picardiet, så langt østpå som til rigets grænse ved Elben. Måske var det kejserens plan, at bruge Norbert i en storstilet missionsindsats øst for Elben.

Men først ventede der Norbert det kedelige arbejde, at bringe orden i det forsømte ærkebispedømmes administration. Også her optrådte han med myndighed og hård hånd, hvor det gjaldt ubestikkelighed og kirkens rettigheder.

Oprør i Magdeburg

Men Norbert svigtede ikke sine ideer og idealer. Han forsøgte at reformere kapitlet i Magdeburg. Lige som i Xanten og Laon stødte han på så voldsom modstand, at han blev jaget af byen. Modstanden voksede til oprør, da han hentede sine egne præmonstratensere til Magdeburg. Så snart sindene var faldet til ro, erstattede han samtlige kapitelherrerne ved stiftet med sine egne.

Kilderne oplyser, at Norbert også har spillet en rolle som mægler på højeste kirkelige plan: I 1130 sad kirken med to paver, Innocent II og Anaklet IV. Som kejserens rådgiver har Norbert spillet en afgørende rolle ved løsningen af det truende skisma.

6. juni 1134

Norbert døde den 6. juni 1134, knap 50 år gammel og slidt op. Han blev bisat i Vor Frue kirke hos sine ordensbrødre. Under Reformationen blev Magdeburg protestantisk og præmonstratenser-huset opløstes.

I 1626 Iykkedes det ordenens generaløverste Kaspar von Questenberg at overføre Norberts jordiske rester til sit abbedi i Prag, hvor de stadig hviler i det siden 1945 tvangsnedlagte kloster.

Reformationen, Den franske Revolution og i Tyskland kulturkampen under Bismarck i 1803 betød undergangen for hundredvis af præmonstratenserklostre i hele Europa. Averbode, stiftet i Norberts dødsår 1134, overlevede både plyndring og nedrivning. Under Den franske Revolution blev de sydlige nederlande tvangsindlemmet i Frankrig. 1798 blev Averbode ophævet, solgt og ødelagt. I 1815, efter Napoleons nederlag i Waterloo, knapt 60 km. fra Averbode, blev Nederlandene genforenet, i 1830 delt igen. Den nyoprettede stat Belgien gav allerede i 1834 lov til at genopbygge Averbode og en lang række andre nedlagte klostre.

I 1834 var der kun seks ældre averbodiensere tilbage. De troede og byggede. 100 år senere talte Averbode over 300 medbrødre. 1 1903 påtog Averbode sig en helt ny opgave og sendte sine første medbrødre til Danmark, som ikke havde set præmonstratensere siden Børglum og Vrejlev blev ophævet. Den 2. februar 1904 fejredes den første messe i Vejle, som kunne indvie sin Skt. Norberts kirke i 1924.

Willem Wuyts o.praem, Herning Frit efter Leo C. Caals o.praem, Averbode

Præmonstratenser-oraenens spiritualitet

Som medlem af præmonstratenserordenen er jeg nogle gange blevet spurgt: »Hvad er egentlig jeres ordens åndelige særpræg? M.a.o. »Har præmonstratenserne en egen spiritualitet?«.

Spørgsmålet undrer mig ikke. Med rimelighed kan man forvente, at et navn svarer til et indhold. Selvom det moderne reklamemenneske er vant til, at det samme produkt ofte bliver solgt under forskellige navne, forventes dog, at hver klosterorden har sit eget karisma, sin egen spiritualitet, og som følge deraf sine egne opgaver indenfor Kirkens store fællesskab. Populært sagt: det tages som en selvfølge, at en ordensstifter må have haft en bestemt hensigt, siden han eller hun grundlagde en ny orden.

Ordeners historie viser alligevel et helt andet billede. Der findes ingen eksempler på, at en orden er opstået ved, at et bestemt menneske en skønne dag har besluttet: "I dag vil jeg grundlægge en ny klosterorden!« Ligesom et barn gennemlever et fosterstadium, før det kommer til verden, har hver orden sin forhistorie, før den bliver grundlagt. Den er frugten af en udvikling og betinget af den.

Ordeners oprindelse kan dog altid føres tilbage til mennesker, der i en bestemt historisk sammenhæng, og grebet af Helligånden, lever eller begynder at leve et dybt evangelisk liv. I sammenligning med deres samtidiges levemåde synes deres liv derfor ofte at være revolutionært.

I en overfladisk og fortravlet verden har nogle søgt Gud i stilheden og kontemplationen. I en verden, der higer efter magt og rigdom, har andre bevidst villet leve i fattigdom eller i deres medmenneskers tjeneste: ved sygepleje, undervisning, sjælesorg osv. Jesu indbydelse: »Kom og følg mig«, åbner for utallige måder af evangelisk liv.

Hvor forskellige vejene end kan være, en ting har disse mennesker tilfælles: de virker inspirerende og dragende på andre. Derfor findes der mange eksempler på, at et evangelisk levende menneske får følgesvende. Først på dette tidspunkt kan grundlæggelsen af et nyt ordenssamfund eventuelt blive aktuel.

Den officielle grundlæggelse bliver en kendsgerning, ved at paven godkender den . Denne godkendelse indeholder bl.a. godkendelsen af ordensreglen, som fremover skal være en inspirationskilde og en håndgribelig hjælp for ordensmedlemmerne i deres forsøg på at leve efter evangeliet.

Norberts omtumlede liv

I mange tilfælde er det tilstrækkeligt at se på ordensstifterens eget liv for at få et tydeligt fingerpeg om, i hvilken retning man skal lede for at finde en klosterordens åndelige særpræg. Ordenen kan i tidernes løb have været mere eller mindre trofast overfor stifterens eget ideal, men selve stifterens hensigt hersker der som oftest ingen tvivl om.

Når der er tale om Norbert af Gennep, præmonstratenser-ordenens grundlægger, stiller sagen sig anderledes. Norberts eget liv har været så broget, at det kan være svært, at se et tydeligt spor.

Med skiftende held har Norbert været: ridder, sekular korherre, hofkapellan hos kejser og biskop, enebo, vandreprædiker og fredsprædiker, leder for en gruppe eneboere, kirkens og pavens forsvarer. Til disse skiftende ydre livssituationer svarer skiftende indre holdninger.

Da Norbert omvendte sig fra sit verdslige liv ved det kejserlige hof, blev han en radikal sandhedssøger, som ikke gik af vejen for at kritisere datidens samfund. På en næsten yderliggående måde levede han den evangeliske fattigdom for derved at gøre sig fri til de åndelige værdier. Han ledte efter det indbyrdes fællesskab, som var kendetegnende for Jesu apostlene og den første kristne menighed.

Med evangeliet som inspirationskilde forsøgte Norbert at skabe fred i et feudalt samfund, hvor stridigheder og hævn var fremherskende.

Hans liv var præget af en dyb idealisme, som tilpassede sig tid og sted. Norbert var ikke en kontemplativ sjæl eller en asketisk enebo. Han var tværtimod en temperamentsfuld mand, der blev grebet af Kirkens og tidens nød og derfor engagerede sig med alle sine kræfter. Han var opmærksom på tidens tegn og gik med ildhu ind for de løsninger han kunne skimte, selvom det krævede store kursændringer i hans eget liv.

Af den grund kan det være svært at se en tydelig linie i hans liv.

For hans efterfølger Hugo af Fosses, og de senere generale kapitler er det Iykkedes at støbe det arbejde, som havde sin oprindelse i Norberts ideer og engagement, i en nogenlunde fast livsform og at bevare den for efterslægten.

Som de første kristne

"Hele forsamlingen havde et hjerte og en sjæl; ikke en eneste kaldte noget af det, han ejede, for sit eget; men de havde alting fælles.

Og med stor kraft afiagde apostlene vidnesbyrd om Herren Jesu opstandelse, og alle havde de stor yndest hos folket. Thi iblandt dem var der ingen, som led nød, da alle de, som ejede jord eller huse, solgte dem og kom med salgssummerne og lagde dem for apostlenes fødder; og der blev uddelt til enhver især, efter hvad han trængte til« Ap.g. 4,32-35.

Mange mennesker før og siden Norbert er blevet grebet og inspireret af den ovennævnte apostoliske levemåde (Vita apostolica). Også Norbert ønskede bevidst at leve efter dette ideal og derfor valgte han for sine følgesvende Sankt Augustins regel, hvori netop »fællesskabet« (communio) med dets mange relationer indadtil og udadtil står centralt.

Med rette ville man kunne spørge, om den apostoliske levemåde ikke burde være et eksempel og en inspirationskilde for alle kristne, uanset om man er medlem af et klostersamfud eller ej, og uanset om man er præmonstratenser eller ej.

Hertil skal svares: Ja!

Teologisk set kan det religiøse liv ikke være andet end blot en bestemt form for kristent liv, men historisk set er præmonstratenserlivet blot en bestemt form for religiøst liv, hvis hovedelementer allerede fandtes og findes både før og efter præmonstratenser-ordenens grundlæggelse.

En ordens åndelige særpræg består ikke i, at den alene skulle eje bestemte religiøse værdier. Derimod består en ordens spiritualitet i en bestemt kombination og dosering af almene kristne og almene religiøse værdier. Det samme gælder for præmonstratenserordenens spiritualitet.

Præmonstratenserordenens spiritualitet er bygget op omkring »communio«. Communio er et righoldigt begreb, som ikke er identisk med "fællesskab". Communio er først og fremmest »en bestemt måde at leve på«, nemlig at leve i relation til andre.

Gennem sine ordensløfter binder en præmonstratenser sig med hele sin person til en bestemt klosterkirke og til det eksisterende klosterfællesskab omkring denne kirke. Livet i Iydighed, cølibat og fattigdom er et hjælpemiddel til, på en frugtbar måde at kunne udbygge forholdet til Gud og til medbrødrene.

Men sammen med sine medbrødre ønsker en præmonstratenser at kunne udbygge klosterfællesskabets relationer til det lokale menneskelige samfund og til den lokale kirke (bispedømmet). Ligeledes bliver der taget opgaver op på verdenskirkeplan. Det religiøse liv skal jo situeres indenfor Gudsfolket som helhed.

Mange og forskelligartede opgaver

Udbygningen af disse mange relationer indadtil (indenfor klosteret) og udadtil (fra klosteret til bispedømmet) vil af præmonstratenserne blive virkeliggjort med vekslende styrke, alt afhængig af indsats, tid, sted og muligheder. Men kombinationen af de rent åndelige og de apostoliske elementer hører uden tvivl til præmonstratenser-ordenens spiritualitet eller åndelige særpræg. Det skaber en dynamisk spænding, som er meget sårbar. Balancen i kommunikationen med Gud og medmennesket er af afgørende betydning for præmonstratenserlivets religiøse indhold.

Kombinationen mellem de rent åndelige og de apostoliske elementer findes genspejlet i præmonstratensernes daglige liv og i deres engagement indenfor Kirken.

Der sker et pastoralt arbejde indadtil, indenfor selve klosterfællesskabet: en personlig og fælles stræben efter et troværdigt religiøst liv. Dette sker gennem fælles bøn (korbønnen), arbejde og broderligt samvær. Den første pastorale udstråling er den, der udgår fra selve klosterfællesskabet som helhed. dets tilstedeværelse fremkalder ofte spørgsmål hos moderne mennesker. Det fremtræder som et tegn på Guds tilstedeværelse i verden og som en vejviser, der peger mod en tilværelses ikke-materielle dimension. Gæsterne og tilfældige turister møder her eukaristien og korbønnen som drivkraft for et religiøst fællesskab.

Ligeledes dyrker præmonstratenser-abbedierne mange former for gæstfrihedspastoral: retræter, ungdomslejre, kulturelle aktiviteter o.s.v. herudover findes utallige former for pastoral udstråling, idet fællesskabets medlemmer er engageret i sognearbejdet eller i liturgisk og kateketisk pastoralt arbejde.

Til sidst bør nævnes, at flere præmonstratenserabbedier har et omfattende missionsarbejde i Afrika, Indien eller Latin-Amerika, hvorved de tilbyder verdenskirken deres hjælp. Også det er et eksempel på præmonstratensernes bestræbelser på at efterleve ordenens valgsprog: "Vær parat til ethvert godt arbejde!«

Henri Kerkhofs, o. praem, Vejle

Hvem var Augustin?

Nordafrikaneren Aurelius Augustinus blev født den 13. november 354 i den numidiske by Thagaste, et travlt lille handelscenter ved et vejkryds for flere romerske hærveje.

Efter studier i Madaura og ved universitetet i Karthago, hvor han levede det søde liv, forsøgte han forgæves at bosætte sig som lektor i veltalenhed i Rom.

Allerede efter et år indrømmer han fiaskoen og flytter til Milano, sammen med sin mor Monica, sin søn Adeodatus og dennes mor, en veninde fra ungdomsårene i Karthago, hvis navn Augustin aldrig nævner.

I Milano hører han biskop Ambrosius' prædikener og diskussioner: en pragtfuld sammensmeltning af kristendom og veltalenhed. 33 år gammel konverterer Augustin til kristendommen og døbes i påskedagene af biskop Ambrosius.

Augustin og hans vennekreds bryder op fra kollektivet ved Milano og rejser tilbage til Afrika, men endnu inden indskibningen i Ostia dør hans mor Monica i havnebyen.

I Thagaste opretter Augustin en slags klosterkollektiv. Her dør også hans unge søn. Det første udkast til en "husregel" stammer fra dette fællesskab i Thagaste.

Biskop Valerius af Hippo vier ham til præst. Senere bliver Augustin selv biskop af Hippo og udøver embedet i 42 år. I sin domkirke holder han sine berømte prædikener. Som biskop fortsatte han klosterlivet i et nyoprettet bofællesskab af præster og præstekandidater, denne gang i selve bispebyen Hippo. Fra disse gode år "med venner og bøger« stammer hans hovedværker Guds Stad og Bekendelser, samt en enorm mængde breve og prædikener. Ingen har, siden evangelisten Johannes, skrevet så meget og så mildt om kærligheden, som Augustin.

Det var til brug for fællesskabet i Hippo, han skrev sin "regel", som mange ordenssamfund, også præmonstratenserne lever efter den dag i dag.

Augustin døde i 430, mens vandalerne belejrede Hippo. Hans kirkefest fejres den 28. august. På denne dag aflægger kandidater til klosterlivet i vore abbedier deres tre-årige eller evige løfter: Cølibat, fælleseje og Iydighed.

Uddrag af den hellige Augustins klosterregel

I vil danne et klosterfællesskab. Læg jer da følgende på sinde! Frem for alt skal I elske Gud, dernæst jeres næste. Det er de to vigtigste bud, Herren har givet os. Formålet med jeres fællesskab er at leve samdrægtigt i Herrens hus, en sjæl og et hjerte i Gud.

Der må ikke længere være tale om personlig ejendom blandt jer: Sørg for at have alt fælles.

Jeres foresatte skal forsyne jer med mad og tøj, ikke således at alle skal få lige meget, for I er jo ikke lige stærke, men således, at hver enkelt får det, han har brug for. I læser jo i Apostlenes Gerninger: "De havde alle ting fælles og enhver fik det, han havde brug for«. De, som ejede megen besiddelse, da de levede i verden, må sætte pris på, at deres ejendom nu tilfalder fællesskabet.

De, som intet besad i verden, må i klosteret ikke stræbe efter det, de ikke kunne opnå udenfor. Dog skal de få, hvad der er nødvendigt for at imødekomme deres behov. Det være langt fra dem at prise sig Iykkelige over, nu at få den føde og det tøj, de tidligere ikke havde råd til, da de levede uden for klosteret.

De må heller ikke prale af, at de nu omgås folk, som de tidligere ikke turde nærme sig, men deres hjerte skal søge det ophøjede, ikke det forgængelige.

Hvis klosteret var et sted, hvor rige folk blev ydmyge, men fattige hovmodige, da ville klosterlivet kun være til gavn for de rige, ikke for de fattige. Til gengæld må de, som i verden var ansete folk, nu ikke se ned på medbrødre, der er kommet fra ringere kår. De burde hellere være stolte af samlivet med fattige brødre end af deres forældres velstand. Og de skulle nødigt prale af at have stillet en del af deres formue til rådighed for fællesskabet.

Hvilken mening ville der være i at skænke sin rigdom til de fattige og selv blive fattig, hvis dette afkald på rigdom gjorde en mere hovmodig end hvis han beholdt sin rigdom for sig selv?

Lev altså i enhed og kærlighed, og ær Gud i hinanden, for I er Hans tempel.

Vær udholdende i bøn på de fastsatte tider. Sørg for, at bedestedet kun anvendes til sit egentlige formål: Lad det ikke bære sit navn forgæves. Når I beder til Gud i salmer og sange, skal de ord, I udtaler med munden også leve i jeres hjerte.

Hold jeres legeme i ave ved faste og afholdenhed, hvad mad og drikke angår, så vidt jeres helbred tillader det. Under måltiderne skal i lytte til oplæsningen af Den hellige Skrift. I skal ikke blot stille jeres naturlige sult, men samtidig hungre efter Guds ord.

Nogle blandt jer er mindre stærke som følge af deres opdragelse. Når der gøres en undtagelse for dem ved bordet, må de andre, som er stærkere, ikke tage det ilde op eller føle sig forfordelt. De skal endelig ikke mene, at de andre er Iykkeligere, fordi de får bedre mad, end de selv får. De bør hellere glæde sig over at kunne tåle det, de andre ikke kan klare.

Det ville jo være forkasteligt, hvis livet i klosteret blev til en nydelse for de fattige, men til gengæld en plage for de rige.

De syge skal modtage passende mad, så deres sygdom ikke forværres. Så snart de har genvundet deres kræfter, skal de påny leve som før, da de havde det held at kunne klare sig med mindre.

Jo enklere jeres livsførelse er, desto bedre passer den Guds tjenere. Er en syg blevet rask igen, skal han vogte sig for at blive en slave af egne ønsker: Det må kunne forventes, at han villigt giver afkald på den særbehandling, hans sygdom medførte.

De, som har lettest ved at leve på enkel vis, må betragte sig som de rigeste: Det er bedre at nøjes med lidt end at have behov for meget.

Jeres klædedragt skal ikke være påfaldende. I skal ikke søge at behage ved jeres tøj, men ved jeres livsførelse.

Jeres adfærd og holdning må ikke give anstød, men skal være i overensstemmelse med en hellig livsvandel.

Ser I en kvinde, lad jeres blik da ikke være udfordrende. Selvfølgelig kan ingen forhindre jer at se kvinder, men det er syndigt at se på en kvinde for at begære hende, eller at ønske, at hun skal følge begær. Ikke kun berøring, også øjnene kan vække begæret hos mænd og kvinder. Sig ikke, din holdning er korrekt, når dine øjne begærer, for dit øje genspejler dit indre.

Kommer de forkerte hensigter til udtryk, selv uden et ord, blot ved at se på hinanden, og finder man behag i hinandens Iyst, selv om det ikke er i hinandens favn, kan der ikke længere være tale om den sande renhed, som er hjertets renhed.

Og selv om ens urene hjerte forblev skjult og ikke opdaget af mennesker, hvad ville man så stille op over for Gud, som jo gennemskuer menneskets hjerte, og for hvem intet er skjult?

Lægger I mærke til en medbroders vellystbetonede blik, advar ham da, så det spirende onde ikke vokser, men kvæles i kimen.

Undgå stridigheder eller stands dem, så snart de opstår, ellers vokser et lille øjebliks vrede til had, og splinten bliver til en bjælke. I læser jo: »Den, der hader sin broder, er en morder.

Har I såret nogen ved skældsord, bagtalelse eller uretfærdig beskyldning, genopret så skaden ved at give en undskyldning. 0g den forurettede skal uden tøven tilgive. Har to brødre såret hinanden, skal de tilgive hinandens fejl, ellers bliver bønnen Fadervor til en løgn.

Jo oftere I beder, desto ærligere skal jeres bøn være. Vær derfor på vagt mod hårde ord. Er de alligevel udtalt, vent da ikke for længe med, at den samme mund, der tilføjede såret, også siger de helbredende ord.

Adlyd jeres foresatte som en fader, ikke mindst præsten, som bærer omsorg for alle.

Det påhviler den foresatte at sørge for, at det ovennævnte overholdes og efterleves, og at forsømmelser ikke forbliver upåtalt. Det er hans opgave at påpege fejl og rette dem.

Den foresatte skal ikke søge sin Iykke i magten til at bestemme, men i kærligheden til at tjene. For alle bør han være et forbillede: De lunkne skal han opmuntre, de modløse skal han støtte, alle skal han vise tålmodighed.

Selv skal han overholde retningslinierne og gennemføre dem ansvarsbevidst. Det er vigtigere for ham at vide sig elsket end frygtet, skønt kærlighed og respekt begge er nødvendige. Han bør også huske, at han skal stå Gud til regnskab for, hvordan han har været over for jer.

Ved Iydighed i kærlighed viser I, at I ikke kun bærer omsorg for jer selv, men samtidig for jeres foresatte. Også i jeres fællesskab gælder det, at jo højere man er sat, des større farer er man udsat for.

Herren give, at I overholder alt dette i kærlighed, grebet som I er af længsel efter den åndelige skønhed. Lev således, at I udspreder en duft af Kristus. Lev ikke som slaver, kuet af loven, men som frie mennesker, under nåden.

Denne lille bog være jer som et spejl: Heri kan I se, om I forsømmer eller glemmer noget.

Synes I, at I lever op til det, der står, tak da Herren, alle gode gavers giver. Ser I derimod, at noget mangler hos jer, giv da udtryk for anger, vær på vagt fremover og bed: »Forlad mig min skyld og led mig ikke ind i fristelse«.

Børglumkloster

Man ved ikke med sikkerhed, hvornår de første præmonstratensere kom til Børglum. Klosteret nævnes for første gang i 1209, men allerede tidligere ved man, at dets virksomhed var i gang.

Man formoder, at de første munke kom til Børglum mellem 1180 og 1190. Abbediet blev bygget i begyndelsen af det 13. århundrede, d.v.s. at nogle ældre bygninger dengang blev erstattet af nye.

I 1215 blev Eskil, en munk fra Børglum, sendt til Rom for at opnå pavens tilladelse til at »flytte« klosteret, og også for at få tilladelse til at oprette et nonnekloster på stedet. Man ved ikke om Eskil nogensinde kom tilbage til Børglum. I et brev fra 1217 skriver abbeden i Prémontré "at Eskil på sin rejse havde gennemgået meget, og at han nu blev plejet i Prémontré«.

Paven gav tilladelse til at nyopføre klosteret på et andet sted, men man måtte ikke indrette et nonnekloster.

Man byggede så en kirke i senromansk stil af granitkvadre og røde munkesten. I tidens løb blev kirken ombygget flere gange, sidste gang omkring 1500, efter at en ulykke - man ved ikke hvilken havde ødelagt den. I løbet af de næste 300 år blev den romanske kirke ombygget i gotisk stil.

Abbediet og domkirken

Børglum har spillet en kirkepolitisk rolle i denne tid. Allerede fra begyndelsen af det 12. århundrede var Vendsyssels bispesæde flyttet til Børglum.

Bispegården blev bygget et stykke fra selve klosteret. Abbedikirken blev så bispekirke med klosterets munke som korherrer. Biskoppen blev titularabbed for klosteret. Det var sjældent, at en præmonstratenser blev udnævnt til biskop.

Selvom bispedømmet og abbediet juridisk og økonomisk var uafhængige af hinanden, og de begge havde deres eget arkiv, er det dog meget forståeligt, at der opstod mange juridiske stridsspørgsmål mellem biskoppen, som var titular-abbed, og klosterets »provst«, som var dets administrator.

Abbediet ved havet

Børglum ligger på en bakketop. På lang afstand kan man se de hvidkalkede bygninger med deres røde tage. Om sommeren lutter idyl. Efteråret og vinteren med storme fra havet fremhæver stedets barske klima, helt uden romantik. Det lunefulde hav ligger tæt ved. Præmonstratenserne har opdyrket egnens ufrugtbare jord og således samtidig med landet bekæmpet havet.

I 1403 får præmonstratenserne af paven tilladelse til at udskifte deres hvide præmonstratenserdragt med en mørkere, en grå, fordi Børglum, som de skriver i deres brev til paven »ligger i en egn ved havet og derfor hyppigt er fuld af dynd og vandets oversvømmelser«. Livet har sikkert været hårdt for munkene og egnens spredte beboere.

På grund af den lange afstand og den dermed forbundne lange sørejse, fik abbeder i de skandinaviske abbedier kun tilladelse til at rejse skiftevis til Prémontré hvert fjerde år. De skulle være i Prémontré på Sankt Hans. De kunne derfor rejse efter påske og således bruge sommeren dertil.

En kongelig gave til abbediet

Abbediet i Børglum var kendt over hele landet. Abbediet var indviet til Jomfru Maria. Dronning Margarethe I havde i 1389 ladet sig indskrive som »søster« i abbediet. I 1404 skænkede hun abbediets Mariastatue en prægtig guldkrone besat med ædelstene. Kapitlet måtte skrive under på, at denne guldkrone altid skulle være klosterets ejendom, og at man på festdage skulle krone Mariastatuen med den. Sørgeligt nok brød den senere kong Christian III dette løfte. I 1535 lod han guldkronen omsmelte for med dette guld at kunne udbetale sold til sine soldater.

I Aalborgmuseet opbevares en (denne?) meget forvitret Mariastatue i træ, som i sin tid har tilhørt abbediet. Det er et meget smukt kunstværk. Maria sidder på en trone og har på sit skød et Jesusbarn (nu uden hovede). Blandt danske »tronende Madonnaer« betragtes denne som den smukkeste, i tidlig gotisk fransk stil.

Af klosterets øvrige kostbare inventar er næsten intet mere bevaret. Kun et par udskårne stykker fra en Maria-alteravle fra ca. 1500-tallet, en Kristusfigur (nu uden arme), en patene (1483), to alterlysestager (1500), og et lille gotisk tårn fra en korstol.

En langsom død

I 1536 blev Danmark protestantisk. Det var dødsstødet for alle klostre og abbedier i hele landet. Børglum kloster blev kongeligt gods. Indboet blev solgt, men munkene fik lov til at fortsætte deres klosterliv. men det var dem forbudt at optage nye novicer. Det var begyndelsen til en langsom men sikker død.

Da abbediet nu selv var uden indtægter, skulle den nye lensherre sørge for munkenes kost og klæder.

I 1590 fungerer abbedikirken som sognekirke. Børglum har ikke længere nogen præmonstratensere. Hermed var alt klosterliv ophørt.

I 1600 og 1700-tallet rives en hel del af klosterbygningen ned. Abbediet kommer i privat eje.

Endnu i dag kan man besigtige en stor del af klosterkirken samt tre klosterbygninger.

Og selvom den oprindelige klosterplan efter mange ombygninger er forsvundet, har hele komplekset dog stadig et udtalt middelalderligt præg. Børglumkloster besøges stadigvæk og er et imponerende monument i Nordjyllarids smukke landskab.

Præmonstratenserinder fra Vrejlevkloster

I 1234 stiftede Børglum præmonstratenserindeklosteret i Vrejlev. Vrejlev ligger ca. 15 km fra Børglum. Klosteret nævnes for første gang i 1253.

Af dette kloster kan man i dag se kirken og en del af klosterbygningerne. Kirken har et midter- og et nordskib. Sydskibene er revet ned.

Kirken var oprindelig en romansk kirke med et fladt tag. Den romanske apsis er ligeledes væk. Omkring 1500 - tidspunktet for ombygningen af Børglumkloster - blev en del af Vrejlev kirke revet ned og genopbygget i gotisk stil.

Klostergangen må have været stor, idet hver gang var ca. 40 m lang. Den oprindelige klosterkirke er i dag sognekirke. Af klosterbygningerne er kun en bygning bevaret samt en bygning, der husede klosterets administration.

Bygningerne fungerer nu som herregård i privat eje. Reformationen betød for Vrejlevkloster den samme langsomme uddøen af klosterlivet som for Børglum.

For 81 år siden kom de første præmonstratensere efter reformationen tilbage til landet. Børglums præmonstratenserliv blev genoptaget, ikke på stedet, men i andre byer og tilpasset kirkens virke i dette 20. århundrede i en diasporasituation.

Desværre blev Vrejlevs klosterliv aldrig genoptaget i Danmark.

Jan Ophoff O. Praem, Silkeborg

De svære navne

Præmonstratensere:

Norbert byggede sit første kollektiv i Prémontré ved Laon i Nordfrankrig. På latin hedder Prémontré Praemonstratum. Derfra har ordenen sit navn Ordo Praemonstratensis, forkortet til O.Praem.

Ordenen kom til Danmark og Skåne kort efter sin oprettelse.

I Skåne: Tommarp (1155), Oved, Lund (1170) og Vä, som i 1213 flyttedes til Bäckaskog.

I Vendsyssel: Børglum (ca. 1190), som blev bispekirke med domkapitel, og nonneklosteret Vrejlev (ca. 1220). Alle disse klostre blev ophævet ved Reformationen.

I 1903 kom præmonstratenserne tilbage til Danmark. I dag arbejder de i Vejle (siden 1904), Herning (siden 1962), Horsens og Silkeborg (siden 1970).

Alle præmonstratensere i Danmark kommer fra samme abbedi Averbode i Belgien, som blev stiftet i Norberts dødsår 1134. Yderligere information om præmonstratenserne kan fås ved henvendelse til ordenens hovedsæde i Danmark.

Adresse: Sankt Norberts Stiftelse, Fjellegade 2, DK-7100 Vejle. Tlf.: 75-82 08 93.