O

O antifoner. Se: antifoner.

O crux, ave, spes unica (lat. Hil dig, o kors, du eneste håb). Linie fra langfredagshymnen "Vexilla regis prodeunt" af Venantius Fortunatus (6. årh.). Dansk tekst, se Lovsang nr. 338, hvor linien er den første i 6. vers. Anvendt af mange som valgsprog.

O salutaris hostia (lat. O frelsende offergave). Begyndelsesordene i Thomas af Aquins hymne til Alterets Sakramente (s.d.). Denne hymne består af vers 5-6 af hymnen til Kristi Legemsfest, Verbum Supernum. Latinsk tekst og dansk oversættelse, se: Lovsang nr. 813.

obediens (lat. obedientia = lydighed). Oprindeligt: den underordnedes lydighed over for den overordnede. I dag: enhver opgave eller funktion, som en ordensperson får pålagt af sine foresatte. Se også: evangeliske råd; lydighed.

oblat (lat. oblatio = ofring). Oprindeligt betegnelse for middelalderens "klostergivne børn", jfr. Benedikts Regel 59. Senere (og frem til i dag) lægfolk, som lever i klostre efter at have aflagt enkle løfter. Også visse ordenssamfund betegner sig som oblater (se f.eks. Oblatfædre). Endelig anvendes udtrykket i forbindelse med lægfolks tilknytning til et benediktinsk kloster (se: Benediktineroblat; Cistercienseroblat).

Oblatfædre - Congregatio Oblatorum Beatae Mariae Virginis (O.M.I.). Stiftet af den salige præst, senere biskop Charles de Mazenod i 1816 i Frankrig med det formål at missionere. Kongregationen er også udbredt i USA og Canada, og tæller ca. 5.700 medlemmer, præster og brødre. Har virket i Danmark og Grønland siden 1958.

oblation (lat. oblatum = frembåret, ofret). Den højtidelige forpligtelse, som klaustral- og verdensoblater (se: oblat) foretager, idet de "giver sig selv" til tjeneste for Gud og et bestemt benediktinsk kloster.

Oblatus Ordinis Sancti Benedicti. Se: Benediktineroblat.

Obl.O.S.B. - Oblatus Ordinis Sancti Benedicti. Se: Benediktineroblat.

observans (lat. iagttagende). Samlende betegnelse for et klosters måde at leve det religiøse liv på, f.eks. den strenge eller mindre strenge måde, ordensregelen fortolkes og efterleves.

Observanter. Se: Franciskanerordenen.

O.C. - Oleum Catechumenorum. Lat. Katekumenolie (s.d.).

O.C. - Ordo Fratrum Beatae Mariae Virginis de Monte Carmelo. Se: Karmeliterordenen.

O.Carm. - Ordo Fratrum Beatae Mariae Virginis de Monte Carmelo (de skoede karmeliter). Se: Karmeliterordenen.

O.Cart. - Ordo Cartusiensis. Se: Karteuserordenen.

O.C.D. - Ordo Fratrum Discalceatorum Beatae Mariae Virginis de Monte Carmelo (de uskoede karmeliter). Se: Karmeliterordenen.

O.Cist. - Ordo Cisterciensium. Se: Cistercienserordenen.

O.C.S.O. - Ordo Cisterciensium Strictioris Observantiae. Cistercienser af den strenge observans, også kaldet trappister. Se: Trappistordenen.

Oculi (lat. Øjne). Gammel betegnelse for 3. søndag i fasten, efter begyndelsesordet i indgangsverset til denne dags messe: "Mine øjne er stedse vendt imod Herren." (Sl 25,15-16).

offentligt konsistorium. Se: konsistorium.

offer. At ofre er i bibelsk forstand at bringe Gud en gave, af hjertets overflod, på egen bekostning, for at ære ham. Et offer har sin pris, som den ofrende gerne betaler for dermed at give noget af sig selv, hengive sig. Religiøse ofringer har været kendt og praktiseret til alle tider i folkenes historie, som et kommunikationsmiddel, et sprog i forholdet til guderne eller Gud. Fra første færd vidner også Israels historie herom, og forældre har forklaret deres børn betydningen af dette offersprog (2 Mos 12,26-27). Ofrene kunne være ublodige eller blodige. Kain og Abel bragte Gud offergaver af henholdsvis markens afgrøde og kvægets førstefødte for at ære og takke Skaberen for deres arbejde, som havde båret frugt (1 Mos 4,3-4). Noa brændte nogle dyr på et alter som tegn på, at han gav dem fra sig som en gave til Gud (1 Mos 8,20). Salems præstekonge Melkisedek bragte brød og vin som takoffer for Abrahams sejr over deres fælles fjender, et sakralt måltid formodentlig mellem de to for den Allerhøjestes åsyn (1 Mos 14,18-20). Det offer i den gl. pagt, der har givet stærkest genklang, er imidlertid Abrahams ofring af sin søn Isak. Forledet dertil af de hedenske børneofringer i Kanaans land ville Abraham ofre Isak, arvingen til forjættelsen, for at overgive sig og sin fremtid totalt til den ene, sande Gud. I sidste øjeblik forhindres han dog i det af en Herrens engel: Gud vil ikke dyrkes med menneskeofringer, myrderier (5 Mos 12,31, jfr. Jer 7,30-32), men intentionen med offeret: At hengive sig og sit til Gud, modtages og velsignes (1 Mos 22,15-18). Således udvikles og nuanceres både ofringernes form og indhold i takt med gudsforholdet. Brændofrene kunne være helofre, hvor hele offergaven blev brændt til ære for Gud, eller også tage form af sakrale måltider, hvor dyrenes blod blev stænket på alteret som et offer til Herren (blodet var livets sæde iflg. hebræisk tankegang, jfr. 3 Mos 17,11), og folket selv spiste af kødet "for Herrens åsyn" som et tegn på fællesskabet med ham (5 Mos 12,18). Det er sådan, Moses på hele Israels vegne besegler pagten på Sinai: Han bragte brændofre af unge tyre og sprængte "pagtens blod" på folket som tegn på deres livsfællesskab med Gud (2 Mos 24,4-8). Slagtofre og afgrødeofre blev også bragt som sonofre (1 Sam 3,14), dvs. offergaver, der kostede den bodfærdige noget og således viste, at han mente det alvorligt med sin anger og sit ønske om at genoprette forholdet til Gud (2 Sam 24,24-25). 3. Mosebog sammenfatter og lovgiver detaljeret for alle disse former for ofre (kap. 1-7; 22,17-30); og intentionen med dem uddybes efterhånden som folket modnes i omgangen med Gud: Sansen for Guds hellighed vokser og de bitre erfaringer om syndens magt forstærker længslen efter renselse for at komme nærmere til Gud. Sålænge Israel var et nomadefolk, havde ofringerne spontan og interimistisk karakter: Altre blev rejst både her og der, hvor Gud havde mødt sit folk. Husfaderen eller stammehøvdingen, senere kongen frembar de fælles ofre, indtil bykulturen gav offertjenesten en fastere form med Templet i Jerusalem, præsteskab og ritualer. Heri indgik en form for trosbekendelse (5 Mos 26,5-11) og syndsbekendelse (1 Sam 7,6) og også salmer (jfr. Sl 22,23-30; 27,6; 54,8), der gav udtryk for meningen med ofrene, i Abrahams ånd. Institutionaliseringen af offertjenesten var et kulturelt fremskridt, men kunne let forfalde til et etableret samfunds vanereligiøsitet. Derfor vågede profeterne over, at sjælen fulgte med, at hjerterne blev renset, og at de ofrende udøvede retfærdighed, også socialt (Am 5,22-24; Jer 7,22f; Hos 6,6; Mika 6,6-8). Sindelaget er det afgørende for ofringernes værdi (Sl 51,18-21); den rette offertjeneste er at adlyde Gud og vise gavmildhed (Sir 35, 1-10). I den lidende "Herrens tjener" bliver denne holdning stedfortrædende for hele det syndige folk og tager skikkelse i en profet, hvis liv bliver en eneste offergave til Gud: Han blev knust for vor brødes skyld og bar det stille, som et lam der føres hen for at slagtes. Han udtømte sin sjæl til døden og regnedes blandt overtrædere; dog bar han de manges synd og for overtrædere bad han (Es 53). Hvad denne profet satte i gang ved sit eksempel og sin forbøn, det opfyldte Jesus med sit eget offer på korset. Som Guds Søn er han Herrens lidende tjener frem for nogen (Mark 10,45; Luk 22,37), og den nye pagts "Isak" (iflg. kirkefædrene), som Gud Far ofrer for os syndere. Han er også det sande påskelam, der soner folkets synd i sit blod (Mark 14,24; se: Guds Lam) i en ny og evig pagt med Gud: "Se, her er jeg og de børn, du har givet mig" (Hebr 2,13). Jesu blodige offer på korset bliver nærværende og virksomt i det sakrale måltid (s.d.) i Eukaristien (s.d.). På korset og i nadversalen og messeofferet (s.d.) er det den samme offerpræst og samme offergave, nemlig Jesus Kristus selv, der ofrer sig for os til sin Far; kun offerhandlingen er hver gang ny. Han har bragt sit offer én gang for alle på korset (Hebr 7,26-27), men han fortsætter ned gennem tiden med at drage de mange, som vil, med sig ind i det, og samler dem således til samfund med sig og med hinanden i ét legeme (1 Kor 10,17). Og udrustet i dåb og firmelse (s.d.) til at tage del i Kristi offerhandling i messen, lader Guds folk sig opbygge til "et helligt præsteskab, der frembærer åndelige ofre, som ved Jesus Kristus er velbehagelige for Gud" (1 Pet 2,5). Således er Gud, ved at stige ned i sin Søn, steget ned i menneskets offertjeneste, har gennemtrængt den med sin Ånd og løftet den op til sig. I Jesus Kristus er alle menneskelige ofre fuldbyrdet og bønhørt. "Fordi vi altså har en stor ypperstepræst, som er steget op igennem himlene, Jesus, Guds Søn, så lad os holde fast ved bekendelsen ... og træde frem med frimodighed for nådens trone, så vi kan få barmhjertighed og finde nåde til hjælp i rette tid" (Hebr 4,14-16).

offerlam. Se: Guds Lam.

offertorium. Den del af messen, hvor brød og vin frembæres som en gave til Gud. Brødet og vinen anvendes derpå i messens centrale del (den eukaristiske bøn), hvor indstiftelsesordene udtales over dem.

official (lat. officium = offentligt embede). En biskops vikar som leder af den kirkelige domstol.

officium. Den samling af liturgiske tekster, der anvendes i tidebønnerne (s.d.) dag for dag.

O.F.M. - Ordo Fratrum Minorum. Se: Franciskanerordenen.

O.F.M.Cap. - Ordo Fratrum Minorum Capuccinorum. Se: Kapucinerordenen.

O.F.M.Conv. - Ordo Fratrum Minorum Conventualium. Se: Franciskanerordenen.

ofring. Se: offer.

O.F.S. - Ordo Franciscanus Saecularis. Se: franciskanske Lægorden, Den.

O.I. - Oleum Infirmorum. Lat. De syges Olie (s.d.).

okkultisme (lat. occulere = skjule). Hemmelige skin-videnskaber om fænomener, der skyldes ukendte kræfter. Den henfører alt til "højere væsners" magt og prøver at komme i besiddelse af disse skjulte kræfter. De søges tilvejebragt ved hjælp af hemmelige formler og riter i magien (som vil stå sig godt med disse ånder og få del i deres kræfter) og hekseriet (som vil bruge dem til at forhekse med).

okse. Se: evangelist-symboler.

oktav (lat. octavus = den ottende). En fest "fejres med oktav", når den højtideligholdes indtil den 8. dag (oktavdagen). Dette gælder f.eks. påskefesten.

Oldkirken. Kirken i perioden fra (den første) Pinsedag ca. år 30 til år 476 da den sidste vestromerske kejser blev afsat, hvorefter middelalderen tager sin begyndelse. Perioden indtil år 100 (eller den sidste apostels død) kaldes også aposteltiden eller urkirkens tid.

Oleum Catechumenorum (lat. Katekumenernes Olie). Se: Katekumenolie.

Oleum Infirmorum (lat. De syges Olie). Se: syges Olie, de.

oliemessen. Den messe skærtorsdag formiddag, eller en af de nærmest foregående dage, hvor biskoppen indvier de hellige olier (s.d.).

olivengren. Tegn på forsoning mellem Gud og mennesker. Duen, som blev udsendt af Noa, vendte tilbage med et olieblad (jfr. 1 Mos 8,11).

omega. Det sidste bogstav i det græske alfabet. Kristus omtaler sig selv som "Alfa og Omega, begyndelsen og enden" (Åb 21,6; 1,8). Som hele skabningens fuldendelse er han universets "Omega".

O.M.I. - Congregatio Oblatorum Beatae Mariae Virginis Immaculatae. Se: Oblatfædre.

omskærelse: af mandens forhud, kendt og brugt af ørkenfolk som en hygiejnisk foranstaltning eller pubertetsritus. I GT knyttes hertil, men som pagttegn mellem Gud og Abraham, Israels stamfader. Forhuden var symbol på førstegrøden (3. Mos 19,23). I omskærelsen lægger Gud sin hånd på menneskets avl og reserverer den for sig, og mennesket på sin side forpligter sig til at føde børn, som skal tilhøre Gud (jf. 1. Mos 4,1.25). Også Jesus blev omskåret i henhold til jødisk lov, men apostelkoncilet i Jerusalem i 49 løste hedningekristne fra denne forpligtelse under henvisning til troen på Kristus og dåben som eneste betingelse for frelse (Gal 5,5-6). "Kristus-omskærelsen" kalder Paulus den (Kol 2,11-12).

omvendelse fra arvesynd (s.d.) og personlig skyld. Omvendelse er en proces i flere etaper: Da apostlen Peter på pinsedag lod "hele Israels hus vide, at denne Jesus, som I korsfæstede, har Gud gjort både til Herre og Kristus", stak det dem i hjertet og de spurgte: "Hvad skal vi gøre?" Peter svarede: "Omvend jer og lad jer døbe hver især i Jesu Kristi navn til jeres synders forladelse, så skal I få Helligånden som gave." Han tilføjede: "Lad jer frelse fra denne vanartede slægt!" De, som nu tog imod hans ord, blev døbt. "Og de holdt fast ved apostlenes lære og ved fællesskabet, ved brødsbrydelsen og bønnerne." (Apg 2,36-42). Omvendelsen går således fra syndserkendelse og anger til tro og dåb og troskab mod et nyt liv. Det er en holdningsændring, både indadtil: "det stak dem i hjertet", og udadtil: i en ny måde at leve på, i et nyt fællesskab, en ny ånd, hvor de deler med hinanden efter nød og trang, sammen dyrker Gud og "har yndest hos hele folket". Der kan være tale om en fælles omvendelse fra en fælles skyld, det være sig i familien, i samfundet eller Kirken. Det vedkender Kirken sig gennem fælles fastetid (s.d.) og -dage (se: faste), fælles syndsbekendelse i messen, bodsandagter (s.d.) og fælles sone i form af faste, bøn og almisse (Matt 6,1-18; se: askese). I bodens sakramente (s.d.) tager omvendelsen mere personlig form, både i syndsbekendelsen og i modtagelsen af Guds tilgivelse og Kristi Ånds kraft til at overvinde synden: "Fordi dit hjerte bøjede sig, og du ydmygede dig for Herren ... så har også jeg hørt dig," lyder det fra Herren (2 Kong 22,19). Allerede de gamle profeter forstod, at der i omvendelsen må et initiativ til, både fra Guds og menneskets side: "Omvend mig, så bliver jeg omvendt" (Jer 31,18). Den bodfærdige synder skal søge Guds åsyn (Sl 27,8), lære ham at kende (Hos 6,6), bygge på ham og vandre ad hans veje (Hos 14,4.10). Og omvendelsen skal bære frugt i gerning: "Rens jer! ... Hør op med det onde, lær det gode, læg vægt på hvad ret er, hjælp de fortrykte, skaf faderløse ret, før enkens sag!" (Es 1,16-17). Den sidste store profet, Johannes Døberen, taler samme sprog: "Omvend jer, thi himmeriget er kommet nær!" (Matt 3,2). Alle skal komme til syndserkendelse og en ny moral, enhver i sit kald og stand (Luk 3,10-14). Mennesket skal fælde dom over sit eget syndige liv for at undgå Guds dom. Det var meningen med Døberens bodsdåb. Kun sådan kan det åbne sig for Guds herredømme, som kom til gennembrud i Jesu liv og gerning: "Tiden er inde, og Guds rige er kommet nær. Omvend jer og tro på Evangeliet!" (Mark 1,15). Men Evangeliet støder på modstand hos de velbjergede og sikre, dem der bygger på penge, position og sig selv. Over for dem lægger Jesus ikke fingrene imellem, men truer med dom (Luk 11,32; 10,13ff). De selvsikre er forhærdede; deres indre er fuldt af ondskab og begær og har ikke rum for ret og kærlighed til Gud (Luk 11,42.39). Det drejer sig om at blive som barn igen, lære at leve i uafbrudt indre og ydre afhængighed af Gud (Matt 18,3). Derfor tager Jesus imod de offentlige syndere, som er ydmyge og fordringsløse (Matt 9,10-13) og taknemmelige for at få en ny chance (Luk 7,36-50; 19,5-9). En ny moral begynder med en ny ånd, et nyt hjerte, men fordi den omvendte ved, at kun Jesu Ånd kan udvirke dette i ham, må han uafbrudt foretage et sporskifte i sig selv. Han skal lære at leve livet ikke nedefra, ud fra sig selv, men oppefra, ud fra Gud (Joh 8,23). Derfor vil han have brug for at omvende sig igen og igen, for "den retfærdige falder syv gange og står op ..." (Ordsp 24,16). Han vil være som den fortabte søn, der er vendt hjem, og nu skal lære at leve af sin fars barmhjertighed (Luk 15,11-32). Derfor opfordrer både profeter og apostle til at vente på Herren: "Vælt din vej på Herren og stol på ham, så griber han ind" (Sl 37,7.5). Der er tale om en troens vandring i lighed med Abrahams (Rom 4), en Kristi efterfølgelse "i hans fodspor" (1 Pet 2,21), livets og frelsens vej. På denne vej arbejder den opstandne Kristus, historiens Herre, der fører folkeslagene frem mod den kommende dom (s.d.). De politiske og sociale katastrofer undervejs er tidens tegn (s.d.), som skal tydes og føre til omvendelse, mens det endnu er tid (Åb 9,2f), "thi Gud vil ikke, at nogen skal fortabes, men at alle skal nå til omvendelse" (2 Pet 3,9). Også de kristne skal forstå at frelse sig "fra denne vanartede slægt" (Apg 2,40). Derfor opfordrer den ophøjede Menneskesøn, Pantokrator (s.d.), lokalkirkerne til igen at omvende sig (Åb 1,11f; 2,5.16.21f; 3,3.19). Og de kristne skal våge og bede, for ingen uden Gud kender dagen eller timen, når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og skiller fårene fra bukkene (Matt 24,30-36; 25,31-32).

onani. Seksuel selvtilfredsstillelse. Kirken tager afstand herfra. Navnet er taget efter den bibelske skikkelse Onan, som spildte sin sæd på jorden for ikke at få afkom med sin brors enke (det såkaldte svogerægteskab eller leviratægteskab i det gamle Israel), jfr. 1 Mos 38,9.

ond. Se: godt og ondt.

Onde, Den. Se: Satan.

onde ånder. Se: Satan; dæmoner; besættelse.

onsdagsaudiens. Se: paveaudiens.

O.P. - Ordo Fratrum Praedicatorum. Se: Dominikanerordenen.

opdragelse, Erklæringen om den kristne. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

O.Praem. - Ordo Praemonstratensis. Lat. Præmonstratenserordenen (s.d.).

opstandelse. Se: Jesu opstandelse; kødets opstandelse.

optagelse i Den katolske Kirkes fulde fællesskab. En ceremoni, hvor konvertitten, efter at have været til skrifte, aflægger den fuldstændige katolske trosbekendelse og gives adgang til sakramenterne.

optagelse i Himlen. Se: Jomfru Maria.

Optatam totius (lat. Ønsket om hele...). 2. Vatikankoncils dekret om præsteuddannelsen (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

opus Dei (lat. Guds arbejde). Betegnelse i Benediktinerordenen for den liturgiske tjeneste i klosteret (messer, tidebønner osv.). I Benedikts Regel hedder det, at munken "intet må foretrække frem for gudstjenesten." Nævnes ofte sammen med opus manuum (s.d.), som "Bed og arbejd".

Opus Dei (lat. Guds Værk). Katolsk organisation af præster og lægfolk, oprettet 1928 i Spanien, af præsten José Maria Escriva de Balaguer, saligkåret 1992. Personligt prælatur (s.d.) i 1982. De udfører apostolisk arbejde og søger herved fuldkommenhed ved udøvelse af streng askese og disciplin. Virker i 80 lande (bl.a. i Sverige) og har ca. 75.000 medlemmer, heraf ca. 1.400 præster.

opus manuum (lat. hændernes arbejde). Betegnelse i Benediktinerordenen for det manuelle arbejde, der iflg. Benedikts Regel påhviler alle munkene. Nævnes ofte sammen med opus Dei (s.d.), som "Bed og arbejd".

opus operantis. Se: ex opere operantis.

opus operatum. Se: ex opere operantis.

Ora et labora (lat. Bed og arbejd). Sammenfatningen i Benediktinerordenen af de to områder, der iflg. Benedikts Regel skal opfylde et ordensmedlems tilværelse, nemlig det liturgiske liv (se: opus Dei) og det manuelle arbejde (se: opus manuum). Udtrykket kan siges at være Benediktinerordenens motto.

Ora pro nobis (lat. Bed for os). Kort bøn, som især anvendes efter en påkaldelse, f.eks. af helgeners forbøn. Forekommer i Allehelgenslitaniet (s.d.) og andre litanier, der bedes som vekselbøn.

orakel (lat. oraculum). I Bibelen et gådefuldt udsagn fra Gud til hans folk, sædvanligvis ved en profet. Som oftest oversat til dansk med: "Så lyder det fra Herren", jfr. Es 1,24.

orant (lat. orare = bede). Fremstilling af et bedende menneske, i Oldkirken stående med løftede arme, senere ofte knælende.

Orate, fratres (lat. Bed, brødre). De latinske indledningsord af en opfordring til de troende i messens offertorium. Se Lovsang s. 39 nr. 25.

Oratio Dominica (lat. Herrens Bøn). Se: Fadervor.

oration (lat. oratio = bøn). En bøn med en fast formuleret tekst. Oratio imperata. En "befalet" (dvs. obligatorisk) bøn i liturgien, f.eks. kirkebønnen i messen.

Oratorianere (lat. oratio = bøn). Medlemmer af den italienske Oratoriekongregation, grundlagt i 1564 af Filip Neri som et broderskab af præster og brødre, som især skal undervise ungdommen. Eller af den franske, grundlagt 1611 af kardinal de Bérulle og p. de Condren; eller andre nationale oratoriekongregationer, f.eks. den engelske, som kardinal Newman tilhørte.

oratorium (lat. oratio = bøn). Et kapel, som især anvendes til liturgisk bøn.

orden. Et samfund eller en sammenslutning af mænd eller kvinder, som er godkendt af de kirkelige myndigheder. Medlemmerne forpligter sig normalt til at forsage verdslighed og aflægger som regel løfter om at følge de evangeliske råd (fattigdom, lydighed og ugift stand). Se også: ordenskongregation.

ordensgeneral. Den øverste foresatte for visse mandlige ordener, f.eks. Jesu Selskab.

ordenskongregation. Religiøst fællesskab (se: institutter) af mænd eller kvinder, som sædvanligvis ikke har korbøn. Ordenskongregationer begyndte at opstå i 1600-tallet, og er normalt også mere udadrettede i deres apostolat (s.d.) end munkeordenerne. Se også: kongregation.

ordenslivets fornyelse, Dekretet om. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

ordensprovins. En geografisk afgrænset del af en orden.

Ordets gudstjeneste. En gudstjeneste, hvis elementer er bøn, læsning(er) fra Bibelen, salmesang og evt. prædiken eller anden udlægning af bibeltekst. Afholdes bl.a. når præstemangel medfører, at en messe ikke kan holdes. Under en Ordets gudstjeneste kan der uddeles Kommunion (s.d.). Den ansvarlige benævnes gudstjenesteleder (s.d.).

ordinarium (lat. ordnet). Liturgisk bog, som indeholder riterne for meddelelse af Ordinationens Sakramente (s.d.).

ordinarius (lat. ordnet). Betegnelse for en kirkelig foresat, som har jurisdiktion over et bestemt område, f.eks. en biskop eller abbed.

Ordinationens Sakramente. Fælles betegnelse for diakon-, præste- og bispevielse. Anvendes dog oftest om præstevielsen. Kan kun meddeles af en biskop og modtages af personer af hankøn. Sakramentet har tre trin: diakon, præst og biskop. Se: præstevielsen.

ordinære læreembede. Se: læreembede.

ordo (lat. rettesnor). Fællesbetegnelse for de autoriserede liturgiske bøger, som skal følges ved fejring af sakramenterne (s.d.). Endvidere den kirkelige kalender med dens daglige anvisninger om hvilke fester der skal fejres i messe og tidebøn.

Ordo Cartusiensis. Lat. Karteuserordenen (s.d.).

Ordo Cisterciensium. Lat. Cistercienserordenen (s.d.).

Ordo Cisterciensium Strictioris Observantiae. Se: Trappistordenen.

Ordo Clericorum Regularium Ministrantium Infirmis. Se: Kamillianerordenen.

Ordo Franciscanum Saecularis. Lat. Den franciskanske Lægorden (s.d.).

Ordo Fratrum Beatae Mariae Virginis de Monte Carmelo. Se: Karmeliterordenen.

Ordo Fratrum Minorum. Se: Franciskanerordenen.

Ordo Fratrum Minorum Capuccinorum. Lat. Kapucinerordenen (s.d.).

Ordo Fratrum Minorum Conventualium. Se: Franciskanerordenen.

Ordo Fratrum Praedicatorum. Se: Dominikanerordenen.

Ordo Ministrantium Infirmis. Se: Kamillianerordenen.

Ordo Praemonstratensis. Lat. Præmonstratenserordenen (s.d.).

Ordo salutis (lat. Frelsens orden). Omvendelsens tre stadier: Contritio cordis (hjertets sønderknuselse, jfr. Sl 51,19) confessio oris (mundens bekendelse) og satisfactio operis (udsoning ved gerninger). Se også: omvendelse.

Ordo Sanctae Ursulae. Lat. Sankt Ursulas Orden (s.d.).

Ordo Sancti Benedicti. Lat. Benediktinerordenen (s.d.).

Ordo Sancti Camilli. Lat. Kamillianerordenen (s.d.).

Oremus (lat. Lad os bede). Opfordringen til gudstjenestedeltagerne om at bede sammen med præsten under hans ledelse. Siges eller synges af præsten, f.eks. før messens kirkebøn og afsluttende bøn.

orgel. Det vigtigste og mest traditionsrige kirkemusikinstrument. Kendes i den nuværende udformning fra ca. 1350, men er i princippet meget ældre. Anvendes især ved menighedsgudstjenester til at støtte sangen. Orglet tier fra Skærtorsdagens gloria til Påskenattens gloria for at understrege alvoren i fejringen af Kristi Lidelse og død.

Orientalium Ecclesiarum (lat. De orientalske Kirker). 2. Vatikankoncils dekret om de katolske orientalske kirker (1964). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

orientalske Kirker. De er mange og forskellige. Fælles er, at de har ikke-latinske riter. De har hjemme i Østeuropa, den nære Orient og Sydindien, med mindre grupper i hele verden, bl.a. i eksil. Et flertal er af forskellige grunde ikke forenet med Rom. Enkelte er dog, enten helt fra deres oprindelse eller ved senere genforening, de såkaldte "unerede". Antallet af medlemmer er usikkert og hurtigt skiftende, bl.a. på grund af manglende folketælling, store emigrationer, sammenslutninger eller nye udskillelser. Måske er der i den nære Orient og Syd-Indien 20 mill. ikke-unerede og 4 mill., som er uneret med Rom. I Østeuropa, uden for det tidl. Sovjet, må antallet af ikke-unerede være ca. 50 mill. og antallet af unerede med Rom kun nogle hundrede tusinde. Tallene i Sovjetunionen er det umuligt at angive. Se de enkelte Kirker: armeniere, græsk-katolikker; græsk-ortodokse; kaldæere; koptere; maronitter; melkitter; monofysitter; syriske kristne; Thomas-kristne; ortodokse.

orientalske Kirker, Dekretet om de katolske. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

ortodokse Kirker, de (gr. ortodoks = rettroende). De orientalske Kirker, som forblev tro (= ortodokse) mod koncilet i Chalcedon 451 (se: hypostatisk forening), men som brød med Rom i 1054, idet de ikke anerkender paven som hele Kirkens leder. Desuden består nogle rent teologiske forskelle, bl.a. ang. udtrykket filioque (s.d.) i trosbekendelsen. Sakramenterne er de samme som i den katolske Kirke, og man anerkender gensidigt hinandens præste-og bispevielsers gyldighed. Består af mange selvstændige patriarkater, hvor den økumeniske patriark i Konstantinopel (Istanbul) fører æresforsædet. De har fælles liturgi: den byzantinske ritus på oldkirkeslavisk og alle mulige nationale sprog. Blandt de mest kendte er den russisk-ortodokse og den græsk-ortodokse. Der er ca. 100 millioner ortodokse kristne.

ortodoksi (gr. rettroenhed). Udtrykket anvendes ikke alene om de ortodokse Kirker, men også om graden af overensstemmelse mellem en persons tro og givne religiøse trossandheder. Jfr. den lutherske ortodoksi, og i den romersk-katolske Kirke den eukaristiske bøn for alle "rettroende (orthodoxis) vogtere af den katolske og apostoliske tro" (Lovsang s. 44).

ortopraksi (gr. det at handle rigtigt). Udtryk for graden af overensstemmelse mellem en persons handlinger og givne normer for religiøs adfærd eller religiøse forskrifter.

O.S.B. - Ordo Sancti Benedicti. Se: Benediktinerordenen.

O.S.Cam. - Ordo Sancti Camilli. Se: Kamillianerordenen.

Osservatore Romano, L'. Vatikanets officielle dagblad, grundlagt 1861, med ugentlige udgaver på engelsk, tysk, fransk, spansk, portugisisk, italiensk, samt en månedlig på polsk.

ostiarius (lat. dørvogter). Se: lavere vielser.

O.S.U. - Ordo Sanctae Ursulae. Se: Sankt Ursulas Orden.

overnaturlig. Teologisk udtryk for delagtighed i det guddommelige liv, som er hinsides menneskenaturen og dens kræfter som sådan. Mennesket er skabt med henblik på en sådan delagtighed (se: natur; falden natur; natur og nåde) og længes derfor af natur efter at fuldendes i den (jfr. Thomas af Aquins lære om desiderium naturale in visionem Dei = menneskets naturlængsel efter gudsbeskuelse). Men den kan kun modtages af Guds nåde (jfr. 2 Pet 1,4). Dette sker grundlæggende i dåben (s.d.; se: nåde).

overtro. En forkert eller ufuldstændig tro, der indeholder elementer, som ikke findes i Kirkens overleverede tro. Kan f.eks. medføre tilbedelse af ting eller personer, som ikke er guddommelige, eller kan indeholde magiske forestillinger.

overøsning. Dåben (s.d.) kan enten meddeles ved at der en eller tre gange øses vand over dåbskandidatens hoved, mens de sakramentale ord udtales, eller ved neddykning (s.d.).