Ø

økumene (gr. oikoumene = den beboede verden). Ordet anvendes i to forskellige sammenhænge. 1. Om den katolske Kirkes økumeniske konciler (s.d.), dvs. kirkemøder mellem de katolske biskopper fra hele verden, hvortil føjes ordensforesatte fra de vigtigste ordener, forenet indbyrdes og med paven, som præsiderer møderne, enten personligt eller ved sine legater. På det 2. Vatikankoncil (1962-65) deltog således ca. 2.500 koncilsfædre. Et økumenisk koncil repræsenterer altså Kirkens højeste autoritet og tager suveræne beslutninger om de vigtigste ting inden for Kirkens tro og moral. - 2. Om bestræbelser på en genforening af de adskilte kirkesamfund i kristenheden. Om sin holdning hertil siger 2. Vatikankoncil: Den katolske Kirke lærer, at uden for Kirken er der ingen frelse (s.d.), dvs. at alle, som når deres evige bestemmelse, frelses gennem Kristi ene Kirke, som i hele sin fylde og kraft findes i den romersk-katolske Kirke - "selv om flere elementer af hellighed og sandhed også findes uden for dens organisation, elementer som, fordi de er Kristi Kirkes særegne gaver, trækker i retning af den katolske enhed" (Kir. 8; Økum. 3). Takket være disse elementer kan Kristi Kirke også nå ud til alle af god vilje, som uden egen skyld har stået uden for den katolske enhed her på jorden. Om dette forhold har den katolske Kirke en meget nuanceret holdning, afhængig af hvad enhver har bekendt sig til og hvilke muligheder for en fuld og hel tro han har haft. - Om Kirkens forhold til de ikke-katolske kristne siges, at "Kirken af flere grunde er forenet med dem, som er døbte og bærer hædersnavnet kristne, dog uden at bekende sig til den uafkortede tro eller uden at bevare fællesskabet med Peters efterfølger ... Derfor vækker Ånden hos alle Kristi disciple længsler og sporer til handlinger, som tager sigte på i fredens ånd at forene alle i én hjord under én hyrde, ad den vej som Kristus har bestemt" (Kir. 15). - Om Kirkens forhold til de ikke-kristne: "Også de er på forskellige præmisser rettet mod Guds folk": Først jøderne, "som pagten og løfterne er blevet givet til og som Kristus efter sin menneskenatur stammer fra". Så muslimerne, som påberåber sig Abrahams tro og tilbeder den ene, barmhjertige Gud, som på den yderste dag skal dømme menneskene." Så dem, "der uforskyldt er uden kundskab om Kristi Evangelium og hans Kirke, men søger Gud af et oprigtigt hjerte - og under nådens impulser prøver at gennemføre Hans vilje sådan som de erkender den i deres samvittighed - også de kan nå frem til den evige frelse. Og det guddommelige Forsyn vil ikke nægte den nødvendige hjælp til frelse til dem, som ikke har haft muligheder for at nå frem til en bevidst gudserkendelse, men som, forvist ikke uden Guds nåde, stræber efter at leve ret. Alt det gode og sande, som findes hos dem, bliver af Kirken betragtet som tilløb til Evangeliet og en gave fra Ham, som oplyser ethvert menneske for at det til slut skal eje livet. Men ofte er menneskene blevet forført af den Onde ... (jfr. Rom 1,21.25). Eller de udsættes for den yderste fortvivlelse, fordi de lever og dør i denne verden uden Gud. Af den grund, til Guds ære og disse menneskers frelse mindes Kirken Herrens bud om "at prædike Evangeliet for al skabningen" (Mark 16,16; Kir. 16). Se også: økumeniske bevægelse; enhed; Petersembedet.

økumenien, Dekretet om. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

økumenisk. En handling eller holdning, som forudsætter eller stræber henimod større enhed mellem to eller flere kristne konfessioner. Se: økumene; økumeniske bevægelse.

økumeniske bevægelse. Den protestantiske oprindelse til den moderne økumeniske bevægelse stammer fra Verdens-missionskonferencen i Edinburgh 1910. Den gav stødet til flere økumeniske initiativer, der i 1948 i Amsterdam førte til oprettelsen af Kirkernes Verdensråd. I dag repræsenterer dette råd, med nogle få undtagelser, alle de kristne konfessioner, der ikke er i kommunion med Rom. Også alle de ortodokse Kirker er nu med. De stræber selv efter indbyrdes enhed, særlig efter den pan-ortodokse konference på Rhodos i 1961, og repræsenterer generelt de synspunkter, som er afgørende også for den romersk-katolske Kirke. I den katolske Kirke kom det økumeniske arbejde først officielt på dagsordenen med pave Johannes XXIII og oprettelsen af Sekretariatet for de kristnes Enhed, under ledelse af kardinal Bea, i 1964. Men et halvt århundredes arbejde var gået forud, hvor forskellige personligheder og institutioner havde forberedt jordbunden. F.eks. "Samtalerne i Malines" med anglikanske repræsentanter i 1921-25, under forsæde af kardinal Mercier; "Istina", grundlagt af p. C.J. Dumont O.P. i 1926 og benediktiner-abbediet Chèvetogne i Belgien med dets tidsskrift "Irenikon", grundlagt 1925 af Dom Lambert Beauduin, for økumenisk kontakt med de orientalske kristne Kirker; "Chrétiens désunis", et teologisk programskrift af p. Congar O.P. i 1937; bevægelsen "Una Sancta" i Tyskland 1939 osv. - Langt fra at Kirkernes Verdensråd vil være nogen "Overkirke", i modsætning til Rom, har der tværtimod været en løbende kontakt i form af udveksling af observatører til de officielle møder (incl. 2. Vatikankoncils sessioner). Desuden deltager den katolske Kirke særdeles aktivt i Rådets kommissionsarbejde og har endog fuldt medlemskab i den betydningsfulde kommission "Faith and Order". - Tilskyndelserne til hele dette arbejde for kristen enhed er også kommet udefra: fra de svigtende frugter af missionsarbejdet, ansigt til ansigt med de ikke-kristne religioner; fra nationalismen, både i de europæiske lande og i den 3. verden; fra videnskabens fremmarch osv. Væsentligt er enheden dog et indre-kirkeligt anliggende. Det drejer sig om den kristne Kirkes troværdighed over for verden og dens lydighed mod Kristi indstiftelser og frelsesplan. Herom siger 2. Vatikankoncil i sit dekret om Økumeni flg.: Kristus indstiftede Eukaristien (s.d.) i Kirken, som både symboliserer og virkeliggør Kirkens enhed. Han ville ved Helligånden kalde og samle den nye pagts folk, dvs. Kirken, til troens, håbets og kærlighedens enhed. Han betroede apostelkollegiet under Peters forsæde at forkynde Evangeliet, meddele sakramenterne og styre Kirken med kærlighed. Dermed bliver folkets enhed og fællesskab fuldbyrdet i bekendelsen af en fælles tro, udøvelse af en fælles gudsdyrkelse og i en inderlig forståelse som mellem brødre i Guds familie. Kirkens enhed i og ved Kristus, midt i nådegavernes mangfoldighed er et mysterium som Helligånden udvirker. - Om splittelsen inden for denne ene og udelte Kirke siger Koncilet: Den skyldtes ofte repræsentanter for begge de stridende parter, men kan naturligvis ikke lægges dem til last, som i dag fødes og oplæres i troen inden for de adskilte kirkesamfund. De er tværtimod genstand for den katolske Kirkes broderlige agtelse og kærlighed. - Målet for den økumeniske bevægelse må være at realisere Kristi vilje med den ene, udelte Kirke: ved fordybelse i troen og voksende lydighed mod Guds ord at overvinde de forskellige modsætninger i lære og disciplin, fjerne uretfærdig kritik, etablere en ægte dialog mellem Kirkerne med henblik på samarbejde, enstemmig bøn og personlig samvittighedsransagelse. Alle må prøve sin egen troskab mod Kristi vilje med Kirken og tage alvorligt fat på den krævende fornyelse og reform. - Mellem dette arbejde og Kirkens konvertitundervisning af enkeltpersoner, der ønsker at slutte sig til det hele katolske fællesskab, består der ingen modsætning. Fra katolsk hold vil det mest nærliggende bidrag til enhedsbestræbelserne være fornyelse af det åndelige liv, så katolikkerne bedre og tydeligere kan bære vidnesbyrd om den lære og de forordninger, som den har modtaget af Kristus gennem apostlene. Alle katolikker skal tilstræbe den kristne fuldkommenhed. Samtidig skal de åbne sig for alt det, som Helligåndens nåde virker i vore adskilte brødres hjerte. Se også: økumene; enhed; Petersembedet.

økumeniske konciler (gr. oikoumene = den beboede verden). Den katolske Kirkes højeste autoritet på jorden: Den lovligt indkaldte forsamling af alle biskopper og visse overhoveder for de større ordener, i indbyrdes forening sammen med paven, som personligt eller ved en delegat præsiderer møderne. Et økumenisk koncil har myndighed til at træffe beslutning om alle forhold inden for Kirken, og kan - sammen med paven, og aldrig uden ham -definere bindende afgørelser inden for tro og moral. Økumeniske konciler indkaldes normalt, når Kirken trues af læremæssige afvigelser eller har behov for indre reform. De kirkeretlige bestemmelser er nedfældet i CIC 337-341. I historiens løb har der været afholdt 21 økumeniske konciler, idet man sædvanligvis ikke medregner apostelkoncilet (s.d.). De 4 første konciler er af pave Gregor den Store blevet sammenlignet med de 4 evangelier i autoritet, fordi de har defineret Kirkens grunddogmer om Treenigheden og Kristusmysteriet. De 7 første konciler, som især var præget af de orientalske biskopper og situationen i Østkirken, betragtes også som økumeniske af de ortodokse. Se også: koncil; Petersembedet.

De enkelte konciler:

1. Nicaea I. Indkaldt 20. maj til slutningen af august 325 under pave St. Sylvester I. Ca. 300 biskopper deltog. Fordømte arianismen (s.d.). Definerede at Kristus er sand Gud, af samme væsen som Faderen. Formulerede den nicænske trosbekendelse (s.d.). Fastlagde datoen for påsken. Fastsatte regler for disciplin blandt de gejstlige. Anvendte det romerske kejserriges struktur som model for Kirkens organisation.

2. Konstantinopel I. Indkaldt fra maj til juli 381 under pave St. Damasus I. Ca. 150 biskopper deltog. Fordømte arianismen (s.d.) og makedonianismen. Bekræftede og reviderede den nicænske trosbekendelse (s.d.) og føjede en sætning til, der bekræftede Helligånden som 3. Person i Gud: "Herren og Levendegøreren, som udgår fra Faderen, og som tillige med Faderen og Sønnen tilbedes og forherliges, som har talt ved profeterne. Vedr. tilføjelsen filioque (som udgår fra Faderen og Sønnen) - s.d. Fastlagde rangfølgen for biskoppen af Konstantinopel som umiddelbart efter paven, men over alle andre østlige biskopper.

3. Efesus. Indkaldt fra 22. juni til 17. juli 431 under pave St. Coelestin I. 150-200 biskopper deltog. Fordømte nestorianismen (s.d.) og pelagianismen (s.d.). Definerede betegnelsen Theotokos (s.d.). for Maria, dvs. Guds moder.

4. Chalcedon. Indkaldt fra 8. okt. til 1. nov. 451 under pave St. Leo I. Ca. 600 biskopper deltog. Fordømte monofysitterne (s.d.) og definerede dogmet om Kristus-mysteriet: Sand Gud og sandt menneske i én Person. Se: person; hypostatisk forening.

5. Konstantinopel II. Indkaldt fra 5. maj til 2. juni 553 under pave Vigilius. 165 biskopper deltog. Fordømte forskellige nestorianske (s.d.) retninger og bekræftede de 4 første konciler.

6. Konstantinopel III. Indkaldt fra 7. nov. 680 til 16. sept. 681 under paverne St. Agatho og St. Leo II. Ca. 170 biskopper deltog. Fordømte monotheletismen (s.d.) og definerede, at Kristus havde to viljer, en guddommelig og en menneskelig. Korrigerede et brev fra pave Honorius I (625-638) til biskop Sergius af Konstantinopel angående spørgsmålet om Kristi vilje.

7. Nicaea II. Indkaldt fra 24. sept. til 23. okt. 787 under pave Hadrian I. Godt 300 biskopper deltog. Fordømte billedstormerne (s.d.) og adoptionismen, som hævdede, at Kristus ikke var Guds Søn af natur, men kun ved adoption. Fastsatte regler for brugen af religiøse billeder.

8. Konstantinopel IV. Indkaldt fra 5. okt. 869 til 28. febr. 870 under pave Hadrian II. 102 biskopper deltog. Fordømte ikonoklasmen (s.d.). Afsatte patriark Photius af Konstantinopel og genindsatte Ignatius.

9. Lateran I. Indkaldt fra 18. marts til 6. april 1123 under pave Callixtus II. Ca. 900 biskopper og abbeder deltog. Godkendte reglerne i Worms-konkordatet fra 1122 ang. investitur (s.d.). Det var det første økumeniske koncil, der blev holdt i Rom.

10. Lateran II. Indkaldt i april 1139 af pave Innocent II. Ca. 1.000 biskopper og abbeder deltog. Modarbejdede et skisma forårsaget af modpave (s.d.) Anacletus II. Vedtog bl.a., at de højere vielser er ægteskabshindringer.

11. Lateran III. Indkaldt fra 5. til 19. marts 1179 under pave Alexander III. Godt 300 biskopper deltog. Iværksatte forholdsregler mod Valdenserne (s.d.) og Albigenserne (s.d.). Indførte mange reformer. Fastsatte, at en kandidat ved pavevalget skal have mindst 2/3 af kardinalernes stemmer for at blive valgt, samt at ingen kunne blive biskop før det fyldte 30. år.

12. Lateran IV. Reformkoncil; middelalderens vigtigste koncil. Indkaldt fra 11.-30. nov. 1215 under pave Innocent III. 480 biskopper (heriblandt patriarken af Konstantinopel) og 800 abbeder deltog. Fastsatte årligt skriftemål og påskekommunion som mindstemål for de troendes religiøse aktivitet. Definerede betydningen af transsubstantiationen (s.d.). Iværksatte forholdsregler mod Katharerne (s.d.) og Albigenserne (s.d.).

13. Lyon I. Indkaldt fra 28. juni til 17. juli 1245 under pave Innocent IV. Ca. 150 biskopper deltog. Bekræftede afsættelsen og ekskommunikationen (s.d.) af kejser Frederik II, som forfulgte Kirken.

14. Lyon II. Indkaldt fra 7. maj til 17. juli 1274 under pave Gregor X. Ca. 500 biskopper (heriblandt patriarken af Konstantinopel) deltog. Gennemførte en genforening med Østkirken (s.d.), som dog ikke holdt. Opfordrede til et nyt korstog (s.d.). Fastsatte nye regler for pavevalg.

15. Vienne (Frankrig). Indkaldt fra 16. okt. 1311 til 6. maj 1312 under pave Clemens V. 132 biskopper deltog. Ophævede Tempelherrernes orden. Definerede relationen mellem sjæl og legeme. Greb ind i franciskanernes strid angående fattigdom. Fordømte falsk mysticisme. Forordnede, at der skulle undervises i orientalske sprog ved Kirkens universiteter.

16. Konstanz. Indkaldt fra 5. nov. 1414 til 22. april 1418 under paverne Gregor XII og Martin V. Ca. 200 biskopper deltog. Sluttede det store (vestlige) skisma (s.d.), hvor der havde været indtil 3 "paver". Afviste Wycliffs lære (autoritet afhænger af moralske kvaliteter, prædiken er vigtigere end sakramenter, paven har intet jurisdiktionsprimat (s.d.)). Dømte Johan Hus (1369-1415) som kætter, idet han havde påstået, at det var nødvendigt at modtage Kommunionen under begge skikkelser. Et tidligt dekret hævdede, at et økumenisk koncil har større autoritet end paven (conciliarisme). Dekretet blev ophævet på det økumeniske koncil i Basel-Ferrara-Firenze (s.d.).

17. Basel-Ferrara-Firenze. Unionskoncil for at genforene Østkirken med Vestkirken. Indkaldt fra juli 1431 til 1445 under pave Eugenius IV. Ca. 300 biskopper, også af østlig ritus, deltog, deriblandt patriarken af Konstantinopel og den byzantinske kejser. Genbekræftede pavens primat i forhold til et økumenisk koncil (se: Konstanz). Formulerede unionsdekretet med grækerne, som blev underskrevet den 5. juli 1439. Unionssamtalerne fortsatte i Rom med de mindre orientalske Kirker (Jakobitter og armeniere).

18. Lateran V. Indkaldt fra 3. maj 1512 til 16. marts 1517 under paverne Julius II og Leo X. Ca. 150 biskopper deltog. Definerede pavens stilling i relation til et økumenisk koncil. Fordømte fejlagtig lære om den menneskelige sjæls natur. Behandlede visse misbrug i Kirken, men dekreterede ikke forholdsregler imod dem.

19. Trient/Trento. Det store reformkoncil, som prægede de næste 400 års kirkehistorie. Indkaldt fra 13. dec. 1545 til 4. dec. 1563 under paverne Paul III, Julius III og Pius IV. Ca. 200 biskopper deltog. Foranlediget af reformationen (s.d.) formuleredes Kirkens lære om Åbenbaringen, troen, retfærdiggørelse, nåde, arvesynden, de 7 sakramenter, messeofferet, helgendyrkelse, skærsilden, aflad og pavens jurisdiktion. Gennemførte mange reformer af liturgien, præsteuddannelsen, religionsundervisningen og ægteskabsretten. Mobiliserede modreformationen (s.d.).

20. Vatikan I. Indkaldt fra 8. dec. 1869 til 20. okt. 1870 under pave Pius IX. Ca. 700 biskopper deltog. Definerede dogmet om pavens ufejlbarhed (s.d.). Udtalte sig om forholdet mellem tro og fornuft, tro og Åbenbaring. Vendte sig imod panteisme (s.d.), materialisme (s.d.), deisme (s.d.), naturalisme (s.d.) og fideisme (s.d.). Koncilet måtte afbryde sit arbejde p.gr.a. krigen mellem Tyskland og Frankrig og de borgerlige uroligheder i Italien. Det blev ikke genindkaldt.

21. Vatikan II. Kirkens ajourføring. Indkaldt fra 11. okt. 1962 til 8. dec. 1965 under paverne Johannes XXIII og Paul VI. Ca. 2.500 biskopper deltog. Koncilet formulerede og vedtog 16 dokumenter: 2 dogmatiske og 2 pastorale konstitutioner, 9 dekreter og 3 deklarationer, som alle er udtryk for reform og pastoral fornyelse i Kirken. I årene efter koncilet ses de mest iøjnefaldende virkninger heraf på liturgiens, kirke- og samfundsopfattelsens, økumeniens, ordenslivets, præstegerningens og lægapostolatets områder. Koncilets hovedanliggende var at udfolde Kirkens lære i den moderne verden.

2. Vatikankoncils dokumenter:

Konstitutionen om den hellige liturgi (Sacrosanctum Concilium - Lat. Det hellige koncil). Vedtaget 4. dec. 1963 med 2147 stemmer mod 4. Omhandler liturgiens bibelske grundlag, liturgien som forenende faktor, den aktive deltagelse i liturgien, brugen af latin og de moderne sprog, inkorporering af lokale og nationale skikke, bispekonferencernes (s.d.) og de enkelte biskoppers kompetence i liturgiske spørgsmål, koncelebration (s.d.) i messen, Kommunion under begge skikkelser, de syges Salvelse (s.d.) og revision af tidebønnerne (s.d.). Liturgien er en enestående måde, hvorved de troende kan udtrykke Kristi og Kirkens mysterier. (Norsk udg.: De sacra liturgia. Oslo, 1964, 57 s.). Se også: liturgi; latin; tidebønner.

Dekretet om de sociale meddelelsesmidler (Inter mirifica - Lat. Blandt de forunderlige). Vedtaget 4. dec. 1963 med 1960 stemmer mod 164. Omhandler lægfolkets ansvar, anvendelsen inden for mission, dannelsen af en sund offentlig mening, oprettelse af et internationalt katolsk nyhedsbureau. (Dansk udg.: Om samfundets meddelelsesmidler. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1966, 26 s.). Se også: mission.

Den dogmatiske konstitution om Kirken (Lumen gentium - Lat. Folkenes lys). Vedtaget 21. nov. 1964 med 2151 stemmer mod 5. Teksten omhandler: bibelske forbilleder for Kirken, Kirken som mysterium, bispekollegiets autoritet i relation til pavens primat (s.d.), genoprettelsen af det permanente diakonat (s.d.) med eller uden cølibat (s.d.), de troendes almindelige præstedømme (s.d.), lægfolkets relation til hierarkiet, karismerne, de adskilte kristne og de ikke-kristne i relation til Kirken, omsorgen for de fattige og hjemsøgte, social retfærdighed, Kirkens missionsforpligtelse, relationerne mellem Kirke og stat og Jomfru Maria som nådens formidlerinde (s.d.) og Kirkens mor. (Norsk udg.: Kirken. Oslo, St. Olav Forlag, 1966, 119 s.). Se også: Kirken; den katolske Kirke; Guds folk.

Dekretet om de katolske orientalske Kirker (Orientalium Ecclesiarum - Lat. De orientalske Kirker). Vedtaget 21. nov. 1964 med 2110 stemmer mod 39. Omhandler de unerede Kirker (s.d.): patriarkernes rettigheder, det forkerte i en tvungen latinisering, deltagelsen af orientalske katolikker i orientalske ikke-katolske gudstjenester og omvendt og ægteskab mellem orientalske katolikker og ikke-katolikker. De orientalske riters værdi anerkendes og der bør oprettes nye sogne og bispedømmer. når der er behov for det. (Norsk udg.: De orientalske katolske Kirker. Oslo, St. Olav Forlag, 1967, 22 s.). Se også: unerede Kirker; orientalske Kirker.

Dekretet om økumenien (Unitatis redintegratio - Lat. Om at genoprette enheden). Vedtaget 21. nov. 1964 med 2137 stemmer mod 11. Behandler betydningen af ordet "økumeni", nødvendigheden for alle parter af ydmyghed, kærlighed, erkendelse af egne fejl og tilgivelse, enhed er ikke det samme som uniformitet, faren for at skabe forvirring og indifferentisme (s.d.) hos de troende, deltagelsen i gudstjenester sammen med ikke-katolske kristne, gyldigheden af ægteskaber, som er indgået for ikke-katolske kirkelige myndigheder og måder at føre den økumeniske dialog på. Der advares mod at katolikker handler overfladisk og uklogt og det understreges, at udgangspunktet for alle må være trofasthed over for den sandhed, som er overleveret fra apostlene og kirkefædrene. (Norsk udg.: Den katolske Kirke og de kristnes enhet. Oslo, St. Olav Forlag, 1967, 37 s.). Se også: økumene; økumeniske bevægelse.

Dekretet om biskoppernes hyrdeopgaver i Kirken (Christus Dominus -Lat. Kristus, Herren). Vedtaget 28. okt. 1965 med 2322 stemmer mod 2. Biskoppernes kollegialitet med hinanden og Roms biskop understreges, og det bestemmes, at der skal oprettes bispekonferencer (s.d.). Omhandler iøvrigt kuriens internationalisering, frihed i udnævnelsen af biskopper, deres obligatoriske tilbagetræden p.gr.a. alder, deres relationer til præsterne og ordensfolkene, omsorgen for emigranter, muligheden for oprettelse af personlige bispedømmer for mennesker af en speciel ritus eller nationalitet og et centralt organ af biskopper til at assistere paven (se: bispesynoden). (Dansk udg.: Om biskoppernes hyrdehverv i Kirken. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1966, 48 s.). Se også: biskop; kollegialitet; Petersembedet.

Dekretet om præsteuddannelsen (Optatam totius - Lat. Ønsket om (fornyelse i) hele (Kirken)). Vedtaget 28. okt. 1965 med 2318 stemmer mod 4. Omhandler: præstekald og måder at fremme dem på, disciplin i præsteseminarierne i vor tid, den åndelige, intellektuelle og pastorale dannelse skal udgøre en organisk helhed, skolastikkens (s.d.) og især Thomismens (s.d.) fremtrædende plads i undervisningen i filosofi og teologi, nødvendigheden af at kandidaterne er i besiddelse af naturlige, menneskelige egenskaber, erhvervelse af pastoral erfaring under og efter præstevielsen. (Dansk udg.: Om præsteuddannelsen. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1967, 23 s.). Se også: præst; præstedømme; præstevielsen.

Dekretet om ordenslivets fornyelse (Perfectae caritatis - Lat. Fuldkommen kærlighed). Vedtaget 28. okt. 1965 med 2321 stemmer mod 4. Omhandler løfternes teologi, det kontemplative liv, apostolatets plads i ordenslivet og fornyelser i det hele taget. Det understreges, at det kontemplative liv altid bør sættes højt, uanset hvor store behovene for et aktivt apostolat er. Ordensfolk skal leve i fattigdom og give udtryk herfor, både enkeltvis og i fællesskab. Løftet om kyskhed sætter dem i stand til - med et udelt hjerte - at ofre sig for Guds-tjenesten og det aktive apostolat. I kraft af lydighedsløftet ledes de af deres foresatte til at tjene alle mennesker i Kristus; de foresatte skal altid respektere ordensmedlemmernes menneskelige værdighed, lytte til dem og fremelske harmoni iblandt dem. Ordendragterne skal være enkle, beskedne, passende, bidrage til sundheden og praktiske. Der opfordres til samarbejde og evt. sammenslutning mellem ordener, der ligner hinanden. (Dansk udg.: Om ordenslivets tilpasning og fornyelse. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1966, 27 s.). Se også: kontemplation; apostolat.

Erklæringen om den kristne opdragelse (Gravissimum educationis -Lat. Opdragelsens afgørende betydning). Vedtaget 28. okt. 1965 med 2290 stemmer mod 35. Omhandler familiens rolle, statens forpligtelser og begrænsninger, forældrenes frie ret til at vælge skoler, friheden i de katolske skoler og forskningsfriheden, især inden for de teologiske videnskaber, den generelle ret til undervisning, børns og unges ret til en undervisning i moral, Kirkens pligt til undervisning, religionslærere og kateketer (s.d.). (Dansk udg.: Den kristne opdragelse. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1966, 25 s.). Se også: familie.

Erklæringen om Kirkens forhold til de ikke-kristne religioner (Nostra aetate - Lat. I vor tid). Vedtaget 28. okt. 1965 med 2221 stemmer mod 88. Omhandler de kristnes og jødernes fælles arv, jødernes påståede kollektive skyld for Kristi død, nødvendigheden af at fordømme antisemitismen (s.d.), Islams, hinduismens og buddismens forsøg på at besvare menneskehedens store spørgsmål og afstandtagen til enhver diskrimination på grundlag af race, hudfarve, social status eller religion. (Norsk udg.: Om de ikke-kristne religioner. Oslo, St. Olav Forlag, 1966, 17 s.). Se også: Kirken; katolske Kirke; jøder; religionsfrihed.

Den dogmatiske konstitution om den guddommelige Åbenbaring (Dei Verbum - Lat. Guds Ord). Vedtaget 18. nov. 1965 med 2344 stemmer mod 6. Omhandler videregivelsen af Åbenbaringen i Skrift og Tradition, Evangeliernes historicitet, den hellige Skrift som Guds inspirerede Ord og Kirkens tolkning, sammenhæng mellem GT og NT og Bibelen i Kirkens og de kristnes liv. (Norsk udg.: Om Guds åpenbaring. Oslo, St. Olav Forlag, 1965, 37 s.). Se også: åbenbaring, den officielle; Guds Ord.

Dekretet om lægapostolatet (Apostolicam actuositatem - Lat. Det apostoliske virke). Vedtaget 18. nov. 1965 med 2340 stemmer mod 2. Omhandler det læremæssige grundlag for lægapostolatet, lægfolks spiritualitet, apostolatets fremme, relationer til biskopperne, Katolsk Aktion, de unges apostolat, samarbejde med ikke-katolikker og ikke-kristne. (Norsk udg.: Legfolkets apostolat. Oslo, St. Olav Forlag, 1966, 52 s.). Se også: lægfolk; apostolat.

Den pastorale konstitution om Kirken i verden af i dag (Gaudium et spes - Lat. Glæde og håb). Vedtaget 7. dec. 1965 med 2309 stemmer mod 75. Omhandler menneskets værdighed, konflikten mellem det gode og det onde, synden, kvindernes rolle i samfundet, racediskrimination, den 3. verdens problemer, fattigdom og sult, emigranters problemer, ateisme, marxisme, kommunisme, Kirkens indflydelse på kulturen, nødvendigheden af at katolikker samarbejder med alle mennesker af god vilje, Kirkens solidaritet med verden, vor tids mentalitet og problemer i lyset af Åbenbaringen, ægteskabets formål, natur og uopløselighed, familielivet, abort (s.d.), arbejdernes vilkår, relationerne mellem Kirken og det politiske samfund, våbenkapløbet, kernevåben, militærnægtere, befolkningsvækst og hjælp til u-lande. Kirken ønsker en ærlig dialog med samfundet og alle dets medlemmer, ligegyldigt om de er kristne eller ej. (Norsk udg.: Kirken i verden av idag. Oslo, St. Olav Forlag, 1966, 145 s.). Se også: samfund.

Dekretet om præsternes liv og tjeneste (Presbyterorum ordinis - Lat. Præstestanden). Vedtaget 7. dec. 1965 med 2390 stemmer mod 4. Behandler præstestandens værdighed, præsternes spiritualitet og personlige helliggørelse, forbindelsen mellem deres åndelige liv og deres tjeneste, deltagelsen i Kristi præstedømme, lydighed og fattigdom, cølibatets vigtighed, præstekommuniteter og -sammenslutninger, relationerne til biskopper og lægfolk, rådgivende organ for biskoppen, præsters rettigheder, deres pligter over for ikke-katolikker, deres intellektuelle aktiviteter og fortsatte uddannelse, administrationen af Bodens Sakramente (s.d.), mission, en rimelig fordeling af præster i verden, indtægtsforhold, omsorgen for syge, ældre og faldne præster. (Dansk udg.: Om præsternes tjeneste og liv. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1967, 73 s.). Se også: præst; præstedømme; præstevielsen.

Dekretet om Kirkens missionsvirksomhed (Ad gentes - Lat. Til folkene). Vedtaget 7. dec. 1965 med 2394 stemmer mod 5. Omhandler: missionsarbejdets teologi, fleksibilitet og tilpasning i forholdet til andre kulturer, ny målsætning for Kongregationen for Troens Udbredelse (se: Kongregationen for Folkeslagenes Evangelisering), dialogen med de ikke-kristne, forbindelsen mellem mission og økumeni, forholdet mellem missionsvirksomhed og den lokale kirkelige øvrighed, uddannelsen af missionærer og kateketer, lægfolk som missionærer og organisation og understøttelse af missionen. (Dansk udg.: Kirkens missionsvirksomhed. Kbh., Sankt Ansgars Forlag, 1966, 76 s.). Se også: mission; missionsbefalingen; missionær.

Erklæringen om religionsfriheden (Dignitatis humanae - Lat. Menneskets værdighed). Vedtaget 7. dec. 1965 med 2308 stemmer mod 70. Indeholder en filosofisk, juridisk, dogmatisk og teologisk argumentation. Omhandler forbindelsen mellem den indre, personlige frihed og den ydre, sociale frihed, udviklingen i Kirkens lære om religionsfrihed, tolerance, retten til at evangelisere, proselytisme (s.d.), faren ved at fremme indifferentisme (s.d.), forholdene i lande, hvor katolikkerne udgør et mindretal, og i lande under kommunistisk styre. Understreger friheden til at tro på Gud, dyrke og tjene ham i overensstemmelse med samvittigheden. Modsat kræver Kirken også frihed for sig selv i samfundet og overfor enhver offentlig myndighed. (Norsk udg.: Om religionsfriheten. Oslo, St. Olav Forlag, 1966, 26 s.). Se også: religionsfrihed.

økumeniske Patriarkat, det. Bispeembedet i Konstantinopel (nu Istanbul), som har æresforrang for alle andre patriarker og biskopper i de ortodokse Kirker (s.d.). Se også: patriarkat.

ønskedåb. En erstatning for den sakramentale dåb hos en troende, som har et ægte ønske om den, men af grunde han ikke er herre over, endnu ikke har kunnet modtage den. Se også: dåben.

ørkenfædre. Se: eneboere.

ørn. Se: evangelist-symboler.

Østkirken. Se: orientalske Kirker; ortodokse Kirker.

østlige skisma, det. Bruddet i 1054 mellem Rom og Konstantinopel. Se også: ortodokse Kirker; filioque.