Uddrag fra tidsskriftet St. Olav 1997 nr. 10

 

Gorbatsjov: Vi er alle kristne !

I slutningen af september udkom Mikhail Gorbatsjovs erindringer på fransk, og i den anledning bragte det franske katolske ugeblad Pèlerin Magazine et eksklusivt interview med den mand, som indledte perestroikaen i Sovjet.

Uden paven ville kommunismen ikke være faldet sammen som den gjorde, siger Gorbatsjov, som ganske vist ikke tror på et "komplot mellem Reagan og Johannes Paul II" for at afsætte kommunismen: "Men den politiske logik var bygget på to antagonistiske blokke, og religionerne var på den ene side !"

På spørgsmålet om han stadig holder kontakt med paven: "Ja –" svarer Gorbatsjov. Og karakteriserer paven som "en stor humanist, måske den mand i verden, der står længst til ‘venstre’ ! Hvem taler som han om de fattige, de syge, de udstødte, folk på den sydlige halvkugle? Som forsvarer for mennesket kritiserer paven både kapitalismen og kommunismen. Jeg holder med ham: Forsøget på at gøre folk lykkelige via kommunismen er strandet, men den liberale model er heller ikke historiens endelige mål. Skal vi, for at erstatte den kommunistiske utopi, påtvinge os de vestlige værdier? Vi må kunne finde en syntese på baggrund af vor praktiske erfaring: en del liberalisme naturligvis, men uden at afstå fra de socialistiske værdier og de humanistiske ideer ... "

Om det for ham betyder kristne ideer? spørger intervieweren. Og Gorbatsjov afparerer: "Ville det være så dårligt? Vi er alle kristne, og den første socialist hed Jesus Kristus! Menneskene trænger til moral, medfølelse, fællesskab, og det gælder ganske særligt for russerne."

Nye retningslinier for katekese

Vatikanet har udarbejdet nye retningslinier for katekese, til erstatning for de gamle fra 1971. Retningslinierne, som skal gælde for hele verden, er på 280 sider og blev præsenteret på en pressekonference i Vatikanet i september. Ved præsentationen var det kun den italienske tekst, der var klar, men den vil snart foreligge på såvel engelsk, tysk, fransk, som på spansk og latin.

KNA

Biskopper frikøber børneslaver

Den katolske kirke i Sudan frikøber børneslaver. Det rapporterer den internationale katolske missionsorganisation Missio. Kristne børn fra Sydsudan røves af folk fra Nordsudan for derefter at blive solgt som tjenestefolk til lande i Mellemøsten og til olielandene ved Golfen. I visse tilfælde er det lykkedes biskopperne at frikøbe bortrøvede børn og genforene dem med deres forældre. Prisen varierer fra 300 – 400 dollars.

At biskopperne frikøber slaver er en gammel skik. Den hellige Cyprianus af Kartago, som led martyrdøden i år 258, var kendt for denne virksomhed.

FIDES

Sudan: kristne forfølges

De kristne i Sudan forfølges af det integristiske islamiske regime og føler sig glemt. Da Sudans biskopper for nylig var i audiens hos pave Johannes Paul II, forsikrede han dem om Kirkens forbøn. "Herren hører stemmerne fra de uskyldige, svage og forsvarsløse, som beder om hjælp og kræver retfærdighed, respekt for deres værdighed og frihed til at praktisere deres religion." Paven understregede også, at uden religionsfrihed både i den offentlige og den private sfære, bliver der ingen dialog mellem kristne og muslimer i Sudan.

I mere end 30 år har regeringen nægtet de kristne at bygge ordentlige kirker, og der forgår en systematisk ødelæggelse af de kristne skoler og kirkerum. Men det største problem er borgerkrigen og dens følger; størstedelen af de kristne lever som flygtninge og trues af sult; Khartoum har over 1.5 millioner flygtninge. Den katolske Kirke er i vækst; i Nordsudan døbes omkring 7000 voksne årligt.

KNA