Historisk baggrund

Da Dominikus [født omkring 1170 i Caleruega i Gammel Kastilien] rejser fra Spanien sammen med Diego, biskoppen af Osma, på en mission til kongen af Danmark, opdager han undervejs, i hvilken kritisk situation den katolske tro befinder sig i grevskabet Toulouse, der er gennemsyret af katharernes vranglære. Han beslutter derfor at oprette et nyt apostolat baseret på et liv i ægte ydmyghed og fattigdom. I 1207 stifter han i Prouille et religiøst søsterkommunitet, der skal blive udgangspunktet for de kontemplative dominikanerinder. I 1216 godkender pave Honorius den 3. med en bulle den nye institutions fremkomst og bekræfter i 1217 gennem en anden bulle dens navn: Fratres prædicatores, Prædikebrødrene. Dermed får man præciseret ordenens egentlige kald, nemlig kaldet til at prædike. Dominikus sørger omgående for at sprede sine brødre. Nogle af dem bliver i Toulouse og i Prouille, mens andre bliver sendt til Paris, Bologna, Rom og Madrid. Dominikus er af den opfattelse, at Kirken har brug for missionærer mange steder og ikke blot i Toulouse-området; han understreger således med det samme, at dominikanerne har kald til at missionere i hele verden. At dominikanerne får tilladelse til at prædike er imidlertid en stor nyhed, for indtil da har dette privilegium næsten udelukkende været forbeholdt biskopperne; lige så nyt og overraskende er det, at Dominikus i reglerne for sin fremtidige orden anfører, at brødrene har pligt til at studere, fordi dette er en uundværlig forudsætning for at kunne prædike ordentligt. Lige fra begyndelsen kommer det dominikanske livsmønster til at svinge mellem to afgørende poler: på den ene side kontemplationen som den grundlæggende beskæftigelse og på den anden side videregivelsen af dennes frugter gennem prædiken.

I 1221opdeles ordenen i et antal provinser (seks eller otte); i 1303 er den oppe på atten. Disse tal viser tydeligt, med hvilken hast ordenen udbredes såvel talmæssigt som geografisk, hvad der nok delvis hænger sammen med byernes vækst i middelalderen. Ligesom i andre ordener udfolder det dominikanske ordensliv sig i flere og flere klostre, hvor selve klosterbygningerne er forbundet med kirken med en klostergang. Disse klostre er på én gang centrer for kontemplation, studier, undervisning og apostolat. Samtidig bliver ordenens kirker nye samlingssteder for de troende til prædiken og gudstjeneste. Dominikanernes klosterskoler bliver en del af en helhed, der gennemarbejdet og struktureret i 1219 nedfældes i en ratio studiorum. Skolesystemet, der består af flere studieniveauer, afsluttes med fire studia generalia.

Imidlertid fremkalder disse forskellige aktiviteter nogle ret voldsomme reaktioner. En strejke blandt de studerende ved Paris' universitet i 1253 bliver således starten på en heftig kampagne ledet af Guillaume de Saint-Amour imod ansættelsen af franciskanske og dominikanske lærere, der allerede beklæder en del embeder. Da denne strid er overstået, erklærer man, at "tigger"ordenerne skal vende tilbage til tiggeriet; man beskylder dem også for et apostolat, der er baseret på en rigoristisk fortolkning af de evangeliske principper. Mod disse anklager finder dog såvel gråbrødrene som prædikebrødrene gode forsvarere: Thomas af Aquin (1228-1274) og Albert den Store (ca. 1193-1280) for prædikebrødrenes vedkommende, og Skt. Bonaventura (1221-1274) for gråbrødrene. Sideløbende med franciskanernes missionsvirksomhed uden for Europa, arbejdede dominikanerne meget med studiet af muslimsk sprog og kultur. I 1232, da pave Gregor den 9. udnævner Inquisitores hæretici pravitatis til i trossager at dømme de vrangtroende, som han mener udgør en trussel for Kirken, betror han fra starten tiggerordenerne, dominikanerne og franciskanerne, opgaven med at organisere Inkvisitionen.

Dominikanerordenens opsving når uden tvivl sit højdepunkt i begyndelsen af det 14. århundrede. Snart går tendensen den anden vej i et Europa i krise. Hungersnød, krige, Den sorte Død fra 1347-1350, alle disse svøber, hvortil også kommer den angst, der opstod i forbindelse med det Store Skisma i den vestlige Kirke (1378-1414), forklarer til en vis grad, at der både hos dominikanerne og franciskanerne opstod en reformkrise. I 1390 fastslår et reformdekret, at der skal oprettes et reformeret "observans-kloster" i hver enkelt provins. Efter en vanskelig periode lykkes det at bevare enheden. Denne reformbølge synes at have bidraget til at bevare tilknytningen til ordenens oprindelige ånd og at have hjulpet dominikanerordenen med at forblive tro mod sin specielle mission: undervisningen og apostolatet. I 1475 og 1478 minder Den hellige Stol om den fattigdom, der er omtalt i ordenens statutter. Selv om tiden omkring det Store Skisma er en periode præget af kriser, oplyses den dog af mennesker som for eksempel Skt. Vincent Ferrier (1355-1419), der var en stor prædikant og forsvarer af paverne i Avignon. Man må heller ikke glemme, at det er i denne samme periode, at vi i Firenze finder broder Fra Angelico, der er prædikebroder, og ligeledes arkitekterne ved Santa Maria Novella. Ved generalkapitlerne i 1525 og 1530 tager dominikanerordenen skarpt afstand fra "Luthers vildfarelser" (og dog står dominikaneren Guillaume Petit i Paris på god fod med reformationstilhængerne, og en anden prædikebroder, Martin Bucher, går over på Luthers side; til gengæld er Caietano allerede i 1518 klar over Luthers magt og den alvorlige trussel, den udgør for Kirkens enhed). Ifølge Kristoffer Columbus' udsagn betroede de katolske konger det "nye Indien" til ordensgeneralen, broder Diego Deza, og til klosteret i Salamanca. Dominikanerne kommer således til den Nye Verden i 1510. Den mest kendte af de dominikanske prædikebrødre i Amerika er Bartolomeo Las Casas (død 1566), der arbejdede på at forsvare Vestindien mod conquistadorernes rå behandling. Dominikanerne har også ydet et vigtigt bidrag i debatterne på Tridentinerkoncilet (1545-1563). I det 17. og 18. århundrede tæller ordenen et stort antal medlemmer, ca. 30.000 brødre. I denne kontroversielle periode kommer dominikanerne i konflikt med jesuiterne angående forskellige punkter i troslæren.

Moderne tid

Abbed Lacordaire indtræder i dominikanerordenen i Rom i 1839 og giver sig i kast med at restaurere ordenen i Frankrig. Klosteret i Chalais, grundlagt 1844, bliver i 1845 det første noviciatskloster. Klosteret i Flavigny-sur-Ozerain (Côte-d'Or), grundlægges i 1845, et år før det i Paris.

De dominikanske provinser i Frankrig oprettes 14. september 1850. I 1864 etableres et studium, et center for teologiske studier og undervisning, i klosteret i Flavigny-sur-Ozerain, og det bliver i 1868 til et studium generale. I 1880 bliver dominikanerne for første gang fordrevet fra Flavigny, men de vender tilbage dertil i 1895. I 1903 bliver de for anden gang forjaget under Émile Combes' styre og søger tilflugt i Kain-les-Tournai (Nord) i det såkaldte Le Saulchoir, hvor deres studium reorganiseres. Senere beslutter ordenen at forlade Le Saulchoir, og fraflytningen afsluttes i 1973. Dens studiecenter befinder sig nu i Lille. Le Saulchoir's bibliotek er blevet et center for religionshistorisk og filosofisk kildemateriale, der er åbent for alle og ligger i Rue de la Glacière 43 bis i Paris (XIII. arr.). Dominikanernes store intellektuelle aktivitet i det 20. årh. kender vi især fra navne som Joseph Lagrange, død i 1938, der grundlagde Jerusalem Bibelskolen og Revue biblique, Marie-Dominique Chenu (død i 1990), der har arbejdet på en fornyelse af den teologiske forskning og blev kraftigt billiget af Vatikanet i 1942; vi bør også nævne Yves Congar (død 1996?), hvis arbejde og tanker meget dristigt var med til at forberede 2. Vatikankoncil. Efter lang tids overvejelser blev Livre des constitutions et ordonnances des frères de l'ordre des Prêcheurs gennemrevideret af generalkapitlet i 1969 i River Forest (USA).

Dominikanerordenens organisation

Ordenens overhoved står i spidsen for hele ordenen og sidder inde med den udøvende magt foruden andre specielle kompetencer. Hierarkisk er han placeret under generalkapitlet, som han selv indkalder til og er formand for. Tidligere gjaldt hans udnævnelse på livstid, men efter 1974 bliver han udnævt for en periode af ni år. Ordenens øverste lovgivende myndighed ligger hos generalkapitlet; denne med visse mellemrum indkaldte forsamling, bestående af repræsentanter for hele ordenen, har til opgave at tilpasse ordenens statutter til de forskellige tider. Disse møder, der tidligere fandt sted hvert år, afholdes nu med varierende intervaller. Valgkapitlerne, der er sammensat af provincialer og to munke fra hver provins (en delegeret og hans medansvarlige) skal foretage udvælgelsen af generaloverhoved. På lokalt plan og i de enkelte provinser bliver disse vigtige beslutninger taget på lokale kapitler eller provinskapitler: priorerne vælges på klosterets kapitler eller provinsernes. De kan ikke afsættes af disse, da denne magt er forbeholdt den øjeblikkelige prior. Nye vedtægter eller vigtige ændringer i ordenens bestående vedtægter skal godkendes på tre på hinanden følgende generalkapitler. Frankrig er for tiden delt i tre dominikanerprovinser.

Påklædning: Hvid dragt med skapular og hætte samt sort kappe.

Oversat fra G. et M. Duchet-Suchaux: Les ordres religieux (Flammarion 1993).