Vatican City, 10. Maj 1996

De østlige riter og kirker repræsenterer en rig, mangesidig og forskelligartet virkelighed i den katolske kirke. I denne præsentation vil der om end marginalt blive henvist til diverse ortodokse kirker.

De katolske østkirker.

En opdeling af de østlige kirker - katolske som ortodokse - med hensyn til nadverfællesskab, resulterer i fire grupper (antallet af medlemmer står i parentes), hvor de katolske østkirker udelukkende findes i den fjerde gruppe:

1. den Assyriske Østkirke, som ikke har fuldt nadverfællesskab med andre ( 400.000 );
2. de fem Gammel orientalske ortodokse kirker, som skønt de har fuld selvstændighed, har nadverfællesskab med hinanden ( ca. 40.000.000);
3. den Ortodokse Kirke, som er et fællesskab af autonome kirker med selvstændig ledelse, og som betragter Patriarken af Konstantinopel, der nyder visse rettigheder og privilegier, som deres fælles samlingspunkt ( ca. 180.000.000 );
4. de Katolske Østkirker, som har fuldt nadverfællesskab med Biskoppen af Rom, Paven ( ca. 17.000.000 troende i 179 kirkeligt veldefinerede områder: patriarkater, bispedømmer etc.).

Den latinske kirke.

Inden for den Katolske Kirke er der, ud over de ovenfor under punkt 4 nævnte Katolske Østkirker den Latinske (Vest) Kirke med 947.500.000 troende i 2500 kirkelige områder.

Den Katolske Kirkes ritus.

Den pavelige årbog "Annuario Pontificio" forklarer, at "ritus almindeligvis betegner en foreskrevet, godkendt bøn; det betyder, at normerne for den liturgiske udfoldelse er autoriseret, således at dens offentlige og konkrete udtryk er lig med liturgien ."

Canon 28 fra Canonkodeks for Østkirkerne (CCEO) fra 1990 lyder:

"Paragraf 1. En ritus er et velafgrænset folks liturgiske, teologiske, spirituelle og fastlagte arvegods, dets kultur og historiske kendsgerninger, ved hvilke det på sin egen måde manifesterer en levende tro i sin kirke 'sui iuris'.

Paragraf 2. Riterne .... er dem, der opstod af traditionerne fra Alexandria, Antiokia, Armenien, Kaldæa og Konstantinopel."

Den Katolske Kirkes riter har hver deres egen hierarkiske struktur, men de er altid præget af en enhed i tro og tilbedelse.

De Katolske Østkirkers oprindelse.

Skønt de Ikke-byzantinske Orientalske Kirker allerede i løbet af det første årtusind havde udskilt sig, blev skismaet mellem de latinske og de byzantinske kirker symboliseret ved en gensidig ekskommuni-kation af pavens udsending og patriarken af Konstantinopel i 1054, hvilket gjorde bruddet med de Orientalske Kirker definitivt i den efterfølgende tid.

Der var gentagne forsøg på en genforening først på det 2. koncil i Lyon (1274), senere på koncilet i Konstanz (1414-1418) og i Basel-Ferrara-Firenze (1439-1445), men ingen af dem lykkedes.

I den efterfølgende tid blev grupper fra alle dele af De Ortodokse Østkirker af egen drift forenet med Rom, idet de konstituerede sig som De Katolske Ortodokse Østkirker, men det er vigtigt at notere sig, at den Maronitiske Kirke i Libanon og de Italiensk-Albanske Kirker aldrig har brudt med Rom. Den Syrisk-Malabariske Kirke har en særlig historie.

Den Katolske Kirkes rituelle traditioner.

Ifølge "Annuario Pontificio" har hver af de 21 Katolske Østkirker - med ialt omkring 17 mill. troende - i deres primære oprindelse en af de følgende traditioner (CCEO ca. 28, par. 2):

1. den alexandrinske tradition opdelt i de Ægyptiske (Koptiske) og de Etiopiske Kirker med henholdsvis 190.000 og 141.000 medlemmer;
2. den antiokiske tradition, af hvilke der findes: de Malankariske, 300.000; de Maronitiske, 3.304.000 og de Syriske kirker, 109.000.
3. den armenske tradition med den Armenske Kirke, 249.000 medlemmer;
4. den Kaldæiske tradition (syrisk-orientalske) med den Kaldæiske, 313.000 og den Malabariske Kirke (Syrisk-Malabariske), 3.155.000;
5. den konstantinopolitanske eller byzantiske tradition opdelt i: den albanske, 1.423; hviderussiske, 5.000; bulgarske, 20.000; slovakiske, 238.000; den græsk-melkitiske, 1.099.000; græske, 2.350; ungarske, 279.000; italiensk-albanske, 62.000; rumænske, 500.000 (på grund af de herskende forhold er dette sidste tal foreløbigt); den russiske, 3.500; den ruthenske, 493.000; den ukrainske, 5.093.000; og de byzantinske katolikkers kirke i det tidligere Yugoslavien, 49.000.

Liturgiske sprog

Den alexandrinsk-etiopiske tradition anvender ge'ez som deres liturgiske sprog, hvilket var det officielle sprog i det 5. Århundrede, da den første oversættelse af de bibelske og liturgiske tekster blev foretaget i Etiopien. Den Koptiske Kirke anvender koptisk og arabisk.

Den antiokiske liturgi anvendes stadig i Syrien delvis på arabisk, af såvel syrerne som maroniterne. Den malankariske eller katolsk-antiokiske tradition i Indien anvender malayalam, malabarernes sprog, foruden syrisk.

Den armenske tradions liturgiske sprog er klassisk armensk, det officielle sprog i Armenien i det 5. Århundrede.

Den kaldæiske (syrisk-orientalske) tradition udbredt til Kina og Indien anvender syrisk i liturgien, men sproget er skrevet og udtalt anderledes end det, der anvendes i Syrien, og det er således udelukkende bevaret som liturgisk sprog.

Den Syrisk-malabariske Kirke anvender sproget malayalam, og denne kirke stammer ifølge traditionen helt tilbage fra apostlen Sct. Thomas.

Den konstantinopolitanske eller byzantinske tradition, ofte kaldet den "græske ritus" i Vesten, anvender græsk. De liturgiske tekster blev oversat fra græsk til de sprog, hvis folk var under jurisdiktion af patriarkerne af Konstantinopel, Alexandria og Antiokia, efterfølgerne af den kalcedonske trosopfattelse. Det blev først oversat til georgisk, syrisk, paleoslavisk og arabisk; senere blev det oversat til rumænsk og endnu senere til en række sprog i flere kontinenter til brug for de kristne, som pr. tradition tilhører disse menigheder, men som lever i diaspora.

Vatican Information Service

1. maj 1996

Oversat af Ole Dam

22.6.96