generalvikar
Der har i Kristelig Dagblad været forskellige indlæg i anledning af skrivelsen "Dominus Jesus" af 6. august 2000, hvor der bl.a. skelnes mellem "kirker i egentlig forstand" og "kirkesamfund". Redaktør P. Sebbelov har i en kronik den 18. december 2000 skrevet et indlæg fra ortodoks side, som jeg ønsker at kommentere.
Indledningsvis vil jeg sige, at den omtalte skrivelse skal
forstås som en katolsk besindelse på vores forståelse af at være kirke. P.
Sebbelov tager derfor fat her og fremstiller det ortodokse syn på at være
kirke. Hvad vi mangler i dette kor er nu tilsvarende redegørelser fra
protestantisk side, eller sagt med andre ord, i den økumeniske samtale
herhjemme har vi brug for at fortælle hinanden om vort kirkesyn. Når alt kommer
til alt, er det her, at splittelsen mellem de kristne kommer frem. Det er bl.a.
kirkesynet som adskiller os.
Katolikker føler, at de har et ægte trosfællesskab med de
ortodokse. Åndeligt og teologisk øser vi i rigt mål af de oldkirkelige og
senere østlige traditioner. Vi elsker deres liturgi, kirkemusik og ikoner, vi
nærer en dyb respekt for deres spiritiualitet. Men jeg må med smerte
konstatere, at det modsatte ikke er tilfældet.
Den 29. juni (Peters og Pauls fest) 1995 fandt der et
officielt møde sted i Rom mellem pave Johannes Paul II og den økumeniske
patriark af Konstantinopel, Bartholomeos I. I denne forbindelse udtrykte paven
ønsket om en tilbundsgående redegørelse for problemet omkring tilføjelsen
Filioque i trosbekendelsen: "Jeg tror på Helligånden…som udgår fra Faderen
og Sønnen". Denne tilføjelse
har været og er stadig en torn i øjet på de ortodokse kirker.
Samme pave har ved en tidligere lejlighed i anledning af et
fælles møde i Rom med den ortodokse patriark sammen med ham fremsagt
trosbekendelsen uden dette Filioque. Således har han givet et utvetydigt signal
til de ortodokse, at han ikke forlanger af dem, at de skal ændre på den i øvrigt fælleskirkelige trosbekendelse, og at
vi i økumeniske sammenhænge godt kan fremsige den i den oprindelige form.
Pave Johannes Paul har gjort det til en af sine hjertesager at
bane vejen for en fuldkommen enhed mellem østkirkerne og den katolske kirke. I
1995 udgav han en skrivelse med den tankevækkende titel: Orientale Lumen, Lyset
fra Øst. Denne skrivelse er så tydeligt skrevet ud af hjertet. I skrivelsen,
henvendt til katolikker, slår paven fast, at de orientalske kirkers traditioner
(der er flere end den byzantiske græske) udgør en integreret del af Kristi
kirkes arvegods. Han skriver videre, at de latinske (vestlige) katolikker først
og fremmest må kende den østlige tradition, for at kirkens katolicitet
(universalitet) kan komme til fuldt udtryk. "I forhold til enhver anden
kultur har den orientalske kristendom en unik og privilegeret rolle, for så
vidt den udgør den oprindelige ramme for kirken i sin vorden", siger
paven. Man mærker tydeligt pavens personlige respekt for denne tradition, som
han, der selv er af slavisk oprindelse,
har haft inde på livet. Over for menneskenes forventninger i dag må kirkerne i
øst og vest koncentrere sig om det væsentlige, og splittelserne må ophøre.
Paven forsøger i sin skrivelse at lytte til den orientalske tradition og lade
os katolikker gøre det samme. En mere åben og indlevet skrivelse finder man
sjældent. Ved mange andre lejligheder bruger han udtrykket, at kirken igen skal
ånde med begge lunger. Så sent som i det forgangne år overdrog paven som en
økumenisk gestus skt. Theodors kirke i Rom til den græsk-ortodokse kirke.
Jeg vil nu i al korthed skitsere den katolske kirkes
selvforståelse: 1) Kirken på jorden er et synligt verdensomspændende
fællesskab, ledet af Peters efterfølger (paven) og de biskopper, som har
fællesskab med ham. At have fuldt fællesskab med kirken indebærer, at man er
knyttet til den ved bekendelse af troen, ved dåben og de øvrige sakramenter og
ved at stå under dens hyrder. 2) Denne ene katolske kirke eksisterer i og
består af de lokale katolske kirker, der hver især ledes af en biskop. De
lokale kirker er fuldt og helt kirker i egentlig forstand med deres egen hyrde,
der leder dem i Kristi navn (autocephalitet), men de står alle i et fælleskab
med hinanden, hvor biskoppen af Rom (paven), er garanten for dette katolske
fællesskab, dets enhed og rette tro (ortodoksi). Han er enhedens tjener.
Kirkens væsen er communio (fællesskab).
Et interessant bevis for denne kirkeforståelse er den nye
kirkeret for de orientalske kirker, der har fællesskab med paven, de såkaldte
unerede kirker, publiceret i 1990. I denne kirkeret ydes der fuld respekt for
den orientalske forståelse af "kirkeorganisationen"og de kirkelige
traditioner. En sådan tekst vil kunne danne basis for en konkret drøftelse
mellem de ortodokse kirker og den katolske kirke om fuldt fællesskab.
I Sebbelovs kronik anfægtes pavens primat - naturligvis.
Studerer man imidlertid de første tusind års kirkehistorie, bliver det helt
klart, at kirken i Rom fra de første århundreder indtog en særstilling. Den
havde en autoritet, som ingen anden kirke havde. Betegnelsen "den
apostolske stol" (bispesæde) viser det. Følgende citat fra den pavelige
legat på det 3. økumeniske koncil i Efesus (431) er et klart udtryk herfor:
"Ingen er i tvivl om, ja det er kendt i alle århundreder, at den hellige
Peter…af vor Herre Jesus Kristus..modtog rigets nøgler…han lever stadigvæk og
vil altid gøre det i sine efterfølgere og vil udøve sin domsfunktion".
Ingen på koncilet anfægtede dette standpunkt. Det samme gjaldt i princippet de
efterfølgende oldkirkelige konciler. Kirkerne udgjorde et fællesskab, som kom
til udtryk på synoderne. Dette fællesskab er den katolske kirke. Kirken i Rom
indtog den af apostlene Peter og Paulus givne plads i dette katolske fællesskab
som modermenighed, der skulle varetage omsorgen for alle kirkerne.
Det er blevet almindeligt at tale om "det store
skisma" mellem den ortodokse og den katolske kirke i 1054. Dette er
imidlertid et typisk eksempel på en senere efterrationalisering og forenkling
af historien. Der fandt ingen ekskommunikation (bandlysning) sted af den
ortodokse kirke henholdsvis af den katolske kirke. Der var opstået en politisk
betinget konflikt mellem patriark Mikael Kerullarios og pave Leo IX, som førte
til, at paven sendte en delegation til Konstantinopel for at få konflikten
bilagt. Den byzantinske kejser Konstantin IX modtog de pavelige legater meget
venligt i modsætning til patriarken, der nægtede at forhandle. På denne
baggrund erklærede legaterne patriarken for ekskommuniceret og forlod byen.
Kejseren var dem venligt stemt. Straks derefter indkaldte patriarken en synode
og ekskommunicerede legaterne, men ikke paven. Det hører med til den historiske
kendsgerning, at de andre orientalske kirker (med undtagelse af Antiokia) ikke
dengang fulgte den byzantiske patriark i konflikten med paven, og at
kirkefolket i Konstantinopel stort set ikke tog notits af denne episode - det
gjorde den samtidige byzantinske historieskrivning heller ikke! Der opstod
altså intet formelt brud mellem kirkerne ved den lejlighed!
Hvornår er det da opstået? Den historiske sandhed er vel den,
at splittelsen ikke så meget hænger sammen med én bestemt begivenhed, men var
resultatet af en århundredelang fremmed- og mistænkeliggørelseproces fra begge
sider, der kan spores tilbage til det 4. årh. Episoden i 1054 var blot et
symptom på det generelt dårlige klima mellem Øst og Vest. Dette blev i de
efterfølgende århundreder stærkt forværret, ikke mindst på grund af korstogene,
som paverne indkaldte til for at befri det Hellige Land for muslimsk
herredømme.
Der blev dog gjort mange forsøg
på at bringe uoverensstemmelserne ud af verden, især fra de byzantinske
kejseres og pavernes side. Det lykkedes desværre ikke rigtigt.. Man fokuserede
især fra ortodoks side meget på forskelle/uenighed - også uvæsentlige - i
lærespørgsmål og i den kirkelige praksis med beskyldninger om kætteri f.eks. i
spørgsmålet om Filioque, men ofte var de dogmatiske stridigheder blot
legitimering af en politisk konflikt. Dog blev forbindelsen mellem Øst og Vest
ikke helt afbrudt i Middelalderen.
Det må være kirkehistorikernes
opgave så objektivt som muligt at udrede det meget komplicerede
årsagssammenhæng i den proces, der har adskilt de fleste af østkirkerne og den
romerske kirke. Som eksempel på en sådan kompliceret og endnu ikke fuldt
afdækket problematik skal således nævnes spørgsmålet om Filioque.
Et nærmere studium af de
dogmatiske stridigheder i det 4. og 5. århundrede viser en uhyre kompliceret
udvikling af teologien i Øst og i Vest, der lidt efter lidt fører til
forskellige nuancer og indfaldsvinkler i forståelsen af Treenighedens
mysterium. Også den vestlige (latinske) tradition kan påberåbe sig tidlige
kirkefædre som autoriteter. Kirken skulle kunne leve med begge traditioner. Som
eksempler på græske kirkefædre, der understøtter en teologi om Helligånden, der
udgår fra Faderen og Sønnen, kan nævnes Epiphanius og Cyrillus af Alexandria.
Epiphanius skriver i 374: "Faderen har altid været til,
og Sønnen har altid været til, og Ånden ånder fra Faderen og Sønnen". Og
Cyrillus, den store kirkefader på det økumeniske koncil i Efesus i 431,
skriver: "Da nu Helligånden, som er udgydt i os, ligedanner os med Gud og
går frem (próeisi) både af Faderen og Sønnen, er det klart, at han er af
guddommeligt væsen".
Både den østlige og vestlige forståelse er fuldt ud ortodoks
og kan supplere hinanden. En fordomsfri drøftelse og studium af kilderne skulle
kunne bane vejen for, at de ortodokse brødre kunne anerkende legitimiteten i
den vestlige teologi om Treenigheden. Tilbage står naturligvis spørgsmålet om,
hvorfor den teologiske udvikling førte til, at man indføjede ordet Filioque i
trosbekendelsen.
Synoden i Friaul (Italien) i 796 er et godt eksempel på,
hvordan man fra den latinske kirkes side forklarer sig. Den
nikænsk-konstantinopolitanske trosbekendelse bliver højtideligt fremsagt på
synoden med tilføjelsen Filioque. Patriark Paulinus af Aquileia, der ledede
synoden, forklarer, at man på ingen måde vil tilføje eller ændre
trosbekendelsen, men kun tydeliggøre
den, ligesom man gjorde på koncilet i
Konstantinopel (381), fordi der i mellemtiden var opstået kætterier, der gjorde
det nødvendigt at forsvare den rette lære om Treenigheden.
Med andre ord, både i Øst og i Vest, var det afgørende ikke
ordlyden i en trosbekendelse, men indholdet. Dette indhold måtte ikke ændres.
Men man har følt sig berettiget til at tilføje præciseringer i ordlyden for at
bevare læren uforfalsket. En sådan fremgangsmåde er også koncilet i
Konstantinopel et eksempel på. Historien viser, at selv de store trosbekendelser
var et "living document" - naturligvis med visse begrænsninger. Den
apostoliske trosbekendelse er et andet
godt eksempel herpå.
Til slut må jeg i forbindelse med Sebbelovs kronik kort berøre
hans fremstilling af "den apostolske succession". Er hans redegørelse
virkelig i overensstemmelse med den ægte ortodokse tradition? Han skriver:
"Den apostolske succession bevarer alene sin gyldighed, så længe
vedkommende biskop forbliver i overensstemmelse med kirkens tro og lære i sin
helhed". Konklusionen på hans fremstilling ville i så fald være, at den
katolske kirke ikke har bevaret den apostolske succession, eftersom den
"på afgørende områder har frasagt sig kirkens oprindelige tro" f.eks.
i forbindelse med Filioque. En sådan påstand er helt klar i modstrid med
oldkirkens lære og praksis, og ingen ortodoks teolog har mig bekendt påstået,
at den katolske kirke har mistet den apostolske succession.
Problemstillingerne omkring trosbekendelsen og kirkesynet er
ligeså relevant for protestantismen som for katolikker og ortodokse.
Protestantisk kristendom har trosbekendelsen fælles med den katolske kirke -
også Filioque. Også protestanterne må "forsvare" denne opfattelse af
Treenigheden, som her kommer til udtryk. Og hvad kirkesynet angår, har netop reaktionerne
på skrivelsen Dominus Jesus peget på behovet for at tale om vores forskellige
kirkesyn. Der er altså stadig væsentlige spørgsmål at tage fat på i den
økumeniske samtale.
2.2.2001