Benediktinere er strengt taget alle de munke, der lever efter den hellige Benedikts regel (Benedikt levede ca. 480 - ca. 547). Betegnelsen "Ordo sancti Benedicti" (OSB) optræder ikke før det 13. årh.

Historisk baggrund

De første ordenssamfund, Sankt Benedikt stifter, ligger i Subiaco (Latium), der består af flere huse, hver især ledet af en abbed og med egen kirke, men alle styret af Skt. Benedikt. De næste klostre der oprettes, Montecassino og Terracina, får en helt anden struktur: de er selvstændige klostre, der klarer sig selv og er helt autonome. Disse to klostres interne organisation har karakter af familieliv, dog således at domestica potestas er koncentreret hos abbeden. I sin regel afstår Skt. Benedikt udtrykkelig fra at skabe obligatoriske bånd mellem de forskellige klostre. I et begrænset antal tilfælde, som nævnes i reglen, har den stedlige biskop dog ret til kontrol, fx i tilfælde af et "dårligt valg", dvs. et valg, der er blevet forfalsket af underlødige transaktioner.

I den anden halvdel af det 6. årh. er det endnu vanskeligt at afgøre, hvor meget Benedikts regel har været udbredt. Allerede på det tidspunkt eksisterer der et stort antal forskellige regler, der cirkulerer rundt mellem klostrene i en sådan grad, at man kan komme ud for, at der inden for det samme klosters mure leves efter to eller flere forskellige regler.

Omkring 580, da Norditalien invaderes af longobarderne, bliver Montecassinoklosteret ødelagt. Munkene herfra finder asyl i Rom - og man mener, at denne omstændighed har været medvirkende til, at kendskabet til Benedikts regel har fået større udbredelse. I det 8. årh. opstår her og der tanken om et monastisk liv sub regula Benedicti, men langt de fleste klostre fortsætter deres religiøse liv inspireret af flere regler på én gang. I det følgende århundrede forsøger kejser Ludvig den Fromme på koncilet i Aix-la-Chapelle (817) at pålægge alle klostre i hans besiddelser at følge en eneste regel, nemlig Benedikts, der så ud til at være den mest brugte.

Grundlæggelsen i 910 af Clunyklosteret i Bourgogne bliver et vigtigt vendepunkt i det vestlige munkevæsens historie. Abbederne i Cluny låner visse træk fra feudalsystemets juridiske opbygning og foretager en ny fordeling af de forskellige cluniacensiske klostre under deres myndighed; selv hører de direkte under pavestolen og er ikke underkastet nogen anden magt. Cluny fik en umådelig stor indflydelse i den vestlige verden i det 11. og 12. århundrede. Den kalder sig Ordo cluniacensis, og her betegner ordet ordo ganske enkelt organisation snarere end religiøs orden. Cluny bliver på en måde offer for sin egen succes, for som reaktion opstår der en række absolutte reformbevægelser. Man kan især nævne camaldulerne en 1012, Vallombreuseordenen i 1037, Fontevraultordenen i 1100, og endelig viser grundlæggelsen af Citeaux i 1098 eftertrykkeligt den radikale tilbagevenden til askesen.

I det 13. årh. omtaler nogle dokumenter fra den pavelige administration en Ordo sancti Benedicti; det drejer sig dog ikke om en strukturel "benediktinerorden" i ordets moderne betydning, men om en religiøs livsform inspireret af Benedikts regel. Den går flere og flere klostre nu over til, og således bliver det ved med at være, helt op til den nyere tid. Imidlertid organiseres mange klostre som kongregationer. Hver af dem udgør så en "religiøs orden" i den moderne betydning af ordet. Men ingen af dem bruger betegnelsen "benediktinsk".

Da benediktinerabbedierne er isolerede og i princippet autonome huse, er de mere følsomme over for de skadelige virkninger af præbenden end de fastere strukterede institutioner, som fx franciskanerne. Det 4. Laterankoncil i 1215 påbyder alle abbederne i de enkelte lande at mødes med regelmæssige mellemrum. Disse foranstaltninger får ikke megen virkning på grund af abbedernes meget forskelligartede sociale status. I det 14. årh. prøver pave Benedikt d. 12. (1334-1342) at gennemføre en mere effektiv reform med sin bulle Summi magistri dignatis (1336), hvis formål er at samle de forskellige abbedier i et antal provinser og underkaste dem fælles ordensregler. Denne såkaldte "benediktinske" bulle bliver faktisk ikke repekteret, da forvirringen og uroen i denne periode gør et sådant forehavende uigennemførligt. Der er dog forskellige reformbevægelser, der har en vis succes, fx reformen i abbediet i Kastl i Bayern, der påbegyndes i 1381, eller reformen i abbediet i Melk i Østrig.

I det 16. årh. får den protestantiske reformation er skæbnesvanger indflydelse på munkevæsenet, især i England og Tyskland. Tridentinerkoncilet (1545-1563) vurderer, at den eneste måde at standse ødelæggelserne på er at gøre det obligatorisk for de forskellige klostre at slutte sig sammen i kongregationer. Mens man således anstrenger sig for at frigøre det religiøse liv fra pres udefra, fortsætter præbenden, styrket ved Bolognakonkordatet i 1516, ikke desto mindre med at udøve sin indflydelse.

I løbet af det 17. og 18. årh. opstår der følgelig en række autonome kongregationer - der oprettes 23 benediktinerkongregationer i Europa. Skt. Anselmkollegiet, der blev grundlagt i Rom 1687 af pave Innocens d. 11., bliver i det 19. årh. sæde for den samlede benediktinerordens generalabbed og hele ordenens internationale studiecenter. Man skelner mellem to slags kongregationer. En mere liberal og føderal type, hvor hvert abbedi er autonomt og styret af en valgt abbed, og en centraliseret, der lægger større vægt på kongregationen, så det enkelte abbedi ofrer en stor del af sin autonomi; på den måde bliver kongregationen den enkelte munks egentlige familie. Lige indtil den sidste trediedel af det 18. årh. oplever benediktinerordenen en kraftig fremgang.

Slutningen af det 18. årh. og den franske revolution får en nedbrydende virkning på benediktinerordenen og hele munkevæsenet, men det 19. årh. er præget af store fornyelsesbevægelser. En af disses vigtigste repræsentanter er Dom Prosper Guéranger. Han får i 1833 genanbragt benediktinerne i Solesmes og grundlægger i 1837 Solesmeskongregationen. Han forestår stiftelsen af klosteret i Ligugé i 1858 og det i Marseille i 1865. Jean-Baptiste Muard, en anden markant skikkelse fra fornyelsen af benediktinerordenen i det 19. årh., grundlægger klosteret i La-Pierre-qui-Vire i 1854.

Den aktuelle situation

I 1893 foranstalter pave Leo d. 13. en sammenslutning af alle kongregationer med sorte benediktinere. For at give denne nye enhed et synligt tegn opretter han et embede som generalabbed, der skal stå i spidsen for hele sammenslutningen. Leo d. 13. havde mellem 1887 og 1890 genopbygget Skt. Anselmkollegiet, der var forsvundet i løbet af det 19.årh., og havde bestemt, at generalabbeden samtidig skulle være abbed for Skt. Anselm. En Lex propria... sen Constitutiones Confoederationis Congregationum monasticarum Ordinis sancti Benedicti, bekendtgjort af Pius d. 12. i 1952, blev gennemgået og godkendt af abbedernes forsamling i 1970.

Ordenens kulturelle arbejde

Kort fortalt spillede de store abbedier i middelalderen en betydelig rolle i det økonomiske og sociale liv. Der var tradition for, at de munke, der levede efter Benedikts regel, høstede stor berømmelse på det intellektuelle og kunstneriske område. Middelalderens store benediktinerklostre havde scriptorier, der fremstillede manuskripter af udsøgt kunstnerisk kvalitet og i høj grad var med til at bevare tidligere tiders tanker og litteratur. Mange klostre blev også berømte på grund af deres righoldige biblioteker. Denne åndelige frodighed oplevede en genopblussen i det 17. årh med mauristernes værker.

Dragt: Benediktinerne bærer i dag en dragt med et bælte om livet af stof eller læder, og almindeligvis et skapular med hætte. Munkekutten med sin store vidde og tragtformede ærmer er til ceremoniel brug. Alle benediktinernes klædningsstykker er sorte, hvilket har givet dem betegnelsen "sortebrødre". Benediktinerne har altid fodtøj på.

Frit oversat fra Duchet-Suchaux: Les Ordres Religieux.

K.D.