P

P. - pater (s.d.).

Pacem in Terris (lat. Fred på Jorden). Encyklika af pave Johannes XXIII, 1963, om samfundsforholdene, samfundets institutioner, statsmagtens forhold til den enkelte, statens og den enkeltes rettigheder og pligter, arbejdsforhold, afrustning og subsidiaritetsprincippet (s.d.). Da. udg. 1963.

pacifisme (lat. pacificare = at gøre fred). Den holdning, at al krig er moralsk forkert. Vedr. den katolske Kirkes standpunkt, se: krig.

Paenitentiaria Apostolica. Se: Pønitentiariatet.

pagt. Gud slutter pagt med menneskene for at de skal leve i livsfællesskab med ham. Der skelnes i Bibelen mellem den gamle pagt og den nye pagt. Det fælles udgangspunkt for alle mennesker er Guds skabelsesorden og menneskets syndefald. Gud tog mennesket og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den og forbød ham at spise af kundskabens træ på godt og ondt (1 Mos 2,15-17). Mennesket fik anvist sin plads og funktion i et lykkeligt forhold til sin Skaber og en frugtbar forvaltergerning i hans verden (jfr. "livets træ" 2,9 og 1 Mos 1,27-28). Det skal bruge sin frihed og kreativitet til at erkende og dyrke Gud i dette forhold og således selv komme til sin ret som menneske. Men Adam misbrugte sin frihed (s.d.) til ulydighed mod Gud for selv at blive herre over sit liv og arbejde. På tærskelen ud til syndefaldets verden indvarsler Gud imidlertid en frelsesplan (det såkaldte protoevangelium - s.d.): "Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden, mellem din sæd og hendes sæd; han skal knuse dit hoved, og du skal hugge ham i hælen" (1 Mos 3,15). -I. Den gamle pagt. Der kommer nu en fremadskridende bevægelse, en målbevidst stigning i de pagter, Gud ned gennem tiden slutter med mennesker i "kvindens sæd". De forpligter til gensidig troskab, men naturligvis på Guds betingelser. Det er ham, der igen vil løfte det faldne menneske op til sig. Samtidig går der dom over "slangens sæd": Kain (1 Mos 4,9-12), syndfloden (1 Mos 6,17), Babelstårnet (1 Mos 11,1-9) aftegner syndens linie i menneskeslægtens fortidshistorie (se: arvesynden). Menneskene beruser sig i deres magt og begær og afslører et ondt hjerte. De sætter sig i Guds sted. Gud fortryder, at han har skabt dem, fælder dom over dem (1 Mos 6,5-7), men slutter pagt med udvalgte i kvindens sæd: 1. Efter syndfloden med Noa og hans slægt (1 Mos 9,9); en pagt der angik hele menneskeheden, med regnbuen som pagttegn på at Gud aldrig mere vil ødelægge jorden (9,12-17). 2. Efter Babeltårnets adsplittelse en pagt med Abraham og hans afkom, som er en langtrækkende forjættelse, med omskærelsen som pagttegn på at hans livslinie skal bære forjættelsen videre (1 Mos 17). Til denne pagt er knyttet en betingelse, nemlig troslydighed, og en velsignelse: "I din sæd skal alle jordens folk velsignes, fordi du adlød mig" (1 Mos 22,18). Der sigtes både til Israels folk, som Abraham skulle blive stamfader til, og til alle jordens folk, som skal få del i velsignelsen til Israel. Nogle hundrede år senere falder der igen en Guds dom, denne gang over efterkommere i Abrahams slægt, Jakobssønnerne, der havde solgt deres bror som slave til Ægypten og nu selv drives derned af hungersnøden til slaveri i over 400 år (jfr. 1 Mos 15,13-14; 42,21-22). 3. Men i 1200-tallet foretager Abrahams, Isaks og Jakobs Gud igen en udvælgelse, nu af israelitten Moses ved den brændende tjørnebusk i Sinai ørken (2 Mos 3). Han skal udfri Abrahams afkom af slaveriet og føre israelitterne til Sinai bjerg, hvor Gud vil slutte pagt med dem og gøre dem til sit udvalgte folk (2 Mos 19-20): "I, som før ikke var et folk, men nu er Guds folk; I, som ikke fandt barmhjertighed, men nu har fundet barmhjertighed" (1 Pet 2,10; jfr. Hos 2,23). Sinai-pagten med de ti bud (s.d.) er den grundlæggende pagt i det gamle Guds folk, den "gamle pagt", som konstituerer Israel som Guds folk og forpligter det til troskab og lydighed. Den er "livets træ" i syndefaldets verden før Kristus og ledemotivet i hele GT (s.d.). Herefter slutter Gud ikke flere pagter med det gamle Israel, men Sinai-pagten bekræftes og fornyes så ofte Israel i en historisk krisesituation står ved en skillevej og skal vælge mellem "livet og døden, velsignelsen og forbandelsen" (5 Mos 30,11-20). Og for hver gang dette sker, føres folket ind i en stadig dybere erkendelse af, hvad et livsfællesskab med den ene, sande Gud betyder. Josua bekræfter Sinai-pagten på folkets vegne ved indvandringen i det forjættede land, efter at Gud har fældet dom over deres fædres vandring i ørkenen: "Herren, vor Gud vil vi tjene og hans røst vil vi lyde" (Jos 24,1-28). Gud fornyer den, da Israel i 1000-tallet har etableret sig som kongerige - denne gang med den bodfærdige kong David, efter et syndefald i hans liv: I Davidshuset skal en konge opstå, hvis kongedømme skal grundfæstes for evigt (2 Sam 7,8-16). Kong Salomo bekræfter pagten, da templet i Jerusalem indvies i 900-tallet (1 Kong 8,14-29.52-61). Men allerede i næste slægtled indtræffer en katastrofe: Skismaet i det udvalgte folk og adskillelsen i et nord- og sydrige 931. Trods reformprofeternes arbejde fører det til Nordrigets undergang 722, og trods kong Josias' religiøse reform (2 Kong 23,1f) og profeten Jeremias' lidelsesfulde gerning bliver det også klart i Sydriget, at det troløse folk har brudt pagten med Gud (Jer 11,10; 22,9; 31,32). Gud lader dem drage konsekvensen af deres utroskab mod ham, deres sociale uretfærdigheder og politiske opportunisme: Jerusalem ødelægges 586, folket bortføres i eksil til Babylon og jøderne adspredes. Men trods dette dødsstød mod Sinai-pagten står Guds frelsesplan urokket fast (Jer 31,35f). Takket være profeterne uddybes og inderliggøres gudsforholdet. En tilsyneladende juridisk pagt viser sig at være et ulykkeligt kærlighedsforhold mellem Gud og hans folk, en ægtepagt med den guddommelige brudgom, en skinsyg Gud der ikke vil give op (Ez 16). En ny pagt forjættes, som skal forvandle hjerterne og skænke dem en ny ånd (Ez 36,26f) ved en Herrens lidende tjener (Es 52,13 -53,12, jfr. Matt 8,17; Joh 1,29). Efter hjemkomsten fortsætter de jødiske institutioner i Sinaipagtens navn. Helligdommen genrejses. Præsten Ezra sammenkalder folket til bodsdag og den store syndsbekendelse, efter at have læst hele loven højt for dem, og også skriftligt fornyer de løftet om at holde Mose lov (Neh 8-10). Det daglige offer frembæres atter i helligdommen; men pagtens ark med lovens tavler er væk, iflg. 2 Makk bragt i sikkerhed af Jeremias i bjerget Nebo, hvor den først skal findes, "når Gud igen samler sit folk og viser sig nådig imod det" (2,4-8). Israel er ophørt som selvstændig nation. Tilbage er en jødisk menighed, der søger sin sikkerhed i skriftklogskab og farisæisme. En lille rest af retfærdige og gudfrygtige holder dog ud i pagttroskab, idet de venter på "Israels trøst", "Jerusalems forløsning" (Luk 2,25.38). Israels historie er nu helt vendt mod fremtiden og håbet om et nyt og afgørende frelsesinitiativ fra Gud: den forjættede Messias, der skal udbrede Guds rige på jorden (Es 11,1-10). - II. Den nye pagt bebudes, da englen forkynder Maria, at hun skal føde "den Højestes Søn, og Gud Herren skal give ham Davids ... trone. Og han skal være Konge over Jakobs hus til evig tid" (Luk 1,32-33). Bebudelsen følges op af Døberens far, Zakarias' profeti: Gud har "ihukommet sin hellige pagt, den ed, han svor vor fader Abraham .." (Luk 1,68-75). Og da barnet kom og blev fremstillet af sine forældre i templet, tog den gamle Simeon det i sine arme og priste Gud: "Herre, nu lade du din tjener gå bort i fred ... thi mine øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folkeslag." Et modsigelsens tegn vil dette barn blive, og mange hjerters tanker skal komme for en dag, til fald og oprejsning, og også Marias sjæl skal et sværd gennembore (Luk 2,25-35). Jesu officielle indsættelse i Guds frelsesværk sker ved en røst fra himlen, i forbindelse med hans dåb; den forkynder, at "kvindens sæd" er Guds sæd: "Denne er min Søn, den elskede ... Hør ham!" (Matt 17,5). Det var ca. i året 30, at det endelige opgør fandt sted mellem slangens sæd og kvindens sæd. Jesus fælder selv den endelige dom over slangen, som er satan: "Nu går der dom over denne verden; nu skal denne verdens fyrste kastes ud" (Joh 12,21-22; jfr. 8,44; Matt 23). Han indstifter den nye og evige pagt i nadversalen i Jerusalem (1 Kor 11,23-25; se: Sidste Nadver). "Slangen sårer ham i hælen," da han føres til korset, men Jesus "knuser dens hoved," da han overvinder ondt med godt og fuldbyrder den nye pagt i sit blod: Han beder for sine fjender og forvandler sin død fra et justitsmord til et kærlighedsoffer for alverden (se: offer). Den nye pagt er opfyldelsen af den gamle Sinai-pagt. Den virkeliggør foreningen mellem Gud og mennesker i ham, som er både Guds Søn og Menneskesøn. Den fuldbyrdes med Kirken pinsedag, og den bekræftes og fornyes hvert år i påskemessen af det nye Guds folk, de kristne. Den er åben for alle, som kommer til tro på Jesus Kristus, omvender sig og lader sig døbe i hans navn til deres synders forladelse (Apg 2,38-39). De, der tror og bliver døbt, får Helligånden som gave og dermed pantet på det nye og evige liv (Ef 1,13-14; se: dåben). Den nye pagt gælder således ikke blot et udvalgt folk, men gennem det alle mennesker (se: Uden for Kirken ingen frelse). Den kan hverken erstattes eller suppleres af andre pagter, men er kilden til frelse for alle af god vilje, indtil verdens ende (jfr. Rom 8,23-30). Den er derfor grundlaget og ledetråden i Guds styrelse af verdens, Kirkens og de enkelte menneskers liv. Se også: Guds folk; nye pagt.

palla (lat. tæppe). En kvadratisk lærredsbetrukket plade, som bruges til at dække kalken med.

pallium (lat. overklædning). Et hvidt bånd, vævet af uld, med sorte kors broderet på, som bæres over begge skuldre. Pallium tildeles af paven. Ud over ham er det (siden Paul VI i 1978) reserveret metropolitterne (s.d.) og den latinske patriark (s.d.) i Jerusalem.

palmegren. Symbol på martyriet eller martyrernes belønning: Det evige liv. Palmesøndag indvies palmegrene (eller andre grønne grene), som bæres af de troende i procession til minde om Jesu indtog i Jerusalem.

Palmesøndag. Mindedagen for Jesu indtog i Jerusalem, kort før hans tilfangetagelse. Under procession bæres de indviede palmegrene, jfr. Matt 21,8. Palmesøndag indleder den stille uge (s.d.).

Pange, lingua (lat. Pris, min tunge). Begyndelsesordene til den meget kendte Kristi Legems-hymne, skrevet af Thomas af Aquin (1225-1274). Anvendes bl.a. som processionssalme på skærtorsdag og Kristi Legems Fest (s.d.). Latinsk og dansk tekst: Se Lovsang nr. 808. Især de to sidste vers (Se: Tantum ergo) er meget kendte og synges i forbindelse med den sakramentale velsignelse (s.d.).

panteisme (gr. pan = al, theos = gud). Opfattelsen af Gud som en upersonlig naturkraft ("verdenssjæl"), som er overalt i universet.

Pantheon (gr. Til alle guder). Rundkirke i Rom, indviet til alle helgener år 609. Ved denne lejlighed begyndte man at fejre Alle Helgens Dag (s.d.). Bygningen, som stammer fra år 27 f.Kr., var tidligere tempel for "alle guder".

Pantokrator (gr. pan = al, kratos = magt). Græsk betegnelse for Gud den al-mægtige. Betegner også fremstillinger, hvor Kristus regerer fra Himlen. Se: mandorla.

papa (gr. pappas = far, lat. papa). Pave (s.d.).

papabile (it. mulig som pave). Betegnelse for en egnet kandidat til et pavevalg.

papist. Skældsord anvendt om katolikker.

paradiset. "Gud Herren plantede en have i Eden ude mod øst og der satte han mennesket, som han havde dannet" (1 Mos 2,8). Udtrykket paradis (gr. paradeisos) forekommer ikke i den hebræiske tekst, men i den græske oversættelse af det hebræiske ord for have (gan). Det er et låneord fra persisk og betyder et indhegnet område, som tilhørte kongen og var reserveret hans nærmeste kreds, kongens have. Paradiset er altså blevet forstået som haven, hvor Gud Herren færdes i fortrolig omgang med sine tjenere, ånderne (1 Mos 3,8.22.24) og mennesket. Den bibelske forfatter, som befinder sig i Kanaan, har anbragt haven ude mod øst. Måske har han villet skabe en forestilling hos læserne der kunne minde om den frugtbare vandingskultur mellem Eufrat og Tigris, en oase, sådan som hebræernes stamfædre på deres nomadevandringer måtte opleve den. Meningen er i alt fald, at Gud har vist sin godhed ved at skænke mennesket livet og skabe en lykkelig tilværelse for det i fortrolig omgang med sig. Det er, hvad "paradisets have" skal give en forestilling om. Livets træ er symbol på den levende kontakt med Gud, mens kundskabens træ på godt og ondt er symbol på den viden om godt og ondt, som mennesket selv kan ville forskaffe sig uden om Gud for selv at afgøre, hvad der er godt og ondt. Forbudet mod at spise af dette træ er ofte blevet misforstået derhen, at Gud ville holde mennesket nede i uvidenhed og ufrihed. I virkeligheden er det Skaberens advarsel mod at gå selvklogskabens tomgang i et liv, som uafbrudt udgår fra ham. En sådan bitter viden vil ikke gøre mennesket klogere på sit eget liv, tværtimod. Da menneskeparret, fristet af slangen (se: Satan), har trodset forbudet, drives det ud af paradiset (3,22-24), dvs. ud af livsfællesskabet med Gud (se: pagt). Paradisberetningen (1 Mos 2,4b-25), den såkaldte 2. skabelsesberetning, anskueliggør også Gudsfolkets drøm om "et nyt paradis" på jorden i de sidste tider (Ez 36,35; Es 51,3), et "Guds paradis" (Åb 2,7; 22,2), hvor der ikke mere skal være sorg eller pine eller død (Åb 21,4), men evigt liv uden prøvelser eller mulighed for nye syndefald. Kristus indvarsler et sådant genfundet paradis. Han er den nye Adam (1 Kor 15,45). Han overvinder den gamle slange, Satan (Mark 1,13; Åb 20,2). Hans mirakler giver en forsmag på paradisiske tilstande uden sygdom, lidelse og død. Han er "livets brød" (Joh 6,25), det levende vand (Joh 4,14), det evige liv (Joh 5,24-26). Endnu er det ikke himlen (s.d.), ikke Guds bolig, som er uden for denne verden (jfr. 2 Kor 12,4). Men den, der tror på Menneskesønnen og "spiser hans kød og drikker hans blod", har allerede livet i sig, "og jeg skal oprejse ham på den yderste dag" (Joh 6,54). Jesu ord til den gode røver på korset: "I dag skal du være med mig i paradis" (Luk 23,43) er et sådant løfte om opstandelse. Indtil da må røveren drage med Jesus til dødsriget, dvs. det "paradis", hvor de retfærdige i den gamle pagt ventede på opstandelsen, som Messias alene kunne åbne for dem.

Paraklet (gr. Parakletos = kaldt til hjælp). Betegnelse for Helligånden (Trøsteren), som stammer fra Johannesevangeliet. Se f.eks. Joh 14,26; 15,26. Se: Gud Helligånd.

paralipomenon (gr. de udeladte ting). Det græske navn i Septuaginta (s.d.) for supplementet til 1. og 2. Kongebog, som vi i dag, efter den hebræiske kanon kalder 1. og 2. Krønikebog.

paraliturgi (gr. para = ved siden af). Offentlig gudsdyrkelse, som ikke falder inden for rammerne af den autoriserede liturgi, men er i harmoni med denne (f.eks. rosenkransbøn).

paramenter (lat. parare = udsmykke). Dragter og andre beklædningsgenstande til liturgisk brug. Se f.eks. alba, stola, messehagel, mitra.

parasceve (gr. forberedelse). Det vil hos jøderne sige: beredelsesdagen til sabbaten. Jesus døde på beredelsesdagen (= parasceve) før sabbaten, dvs. langfredag, som derfor indtil 1955 i den romerske liturgi blev kaldt "fredag i parasceve"; jfr. Matt 27,62.

partikulareksamen. En særlig form for systematisk samvittighedsransagelse (s.d.), hvor der særligt fokuseres på en bestemt fejl eller synd, for at koncentrere indsatsen og komme den til livs. I tillæg hertil kan også opmærksomheden skærpes med henblik på at gøre gode gerninger. En åndelig vejleder (f.eks. en skriftefader) vil ofte tilråde dette.

partikularkoncil. Se: koncil.

parusi (gr. pareinai = være til stede). Betegnelse for Kristi genkomst (jfr. Matt 24,3-14; 1 Kor 15,23; 1 Tess 4,15-17; 2 Pet 1,16). Se: Kristi genkomst.

Pascendi Dominici Gregis (lat. Vogte Herrens hjord). Encyklika af pave Pius X, 1907. Heri fordømmes modernismen (s.d.).

pascha. Det gr. ord for hebr. pesach (2 Mos 12,11), dvs. passage, forbigang. GT forbinder det med den jødiske påskefest, da Herren slog ægypterne med pest, men gik israelitternes huse forbi for at skåne dem. NT forbinder det med selve påskemåltidet, som Jesus indtager med sine disciple.

passionsspil. En dramatiseret fremstilling af Kristi lidelse og død. Har været meget udbredt siden middelalderen. Findes i dag bl.a. i Oberammergau i Sydtyskland. Se også: mysteriespil.

Passionssøndag. Gammel betegnelse for 5. søndag i fasten.

passionstiden. Tiden fra Passionssøndag (s.d.) til Påske.

pastor (gr. hyrde). Stillingsbetegnelse for præster, der ikke er ordenspræster. Se også: hyrde.

Pastoral-Centret. Religionspædagogisk og liturgisk rådgivningsinstitution og materialesamling, som bl.a. har til opgave at bistå religionslærere på de katolske skoler og kateketerne i sognenes religionsundervisning. Afholder kurser og driver forlagsvirksomhed mv. Er beliggende i København. Hed 'Kateketcentralen' indtil september 1992.

pastoralassistent. Betegnelse for lægmand eller -kvinde, som er udnævnt af biskoppen til at have medansvar for det pastorale arbejde i et sogn. Vedkommende har bl.a. bemyndigelse til at forestå Ordets gudstjeneste med Kommunionsuddeling.

pastoralenhed. De ca. 50 danske sogne er inddelt i 18 pastoralenheder. Denne inddeling skal fremme samarbejdet mellem sogne, der af naturlige årsager hører sammen. Ordningen har fungeret siden 1982.

Pastoralrådet. En valgt forsamling af repræsentanter for præster, søstre og lægfolk, der er ansvarlige over for og sammen med biskoppen for løsningen af de opgaver af pastoral, karitativ og administrativ/økonomisk art, som hovedsagligt angår hele bispedømmet. Har i Danmark fungeret i 4-års perioder siden 1970. Valgrets- og valgbarhedsalder: 16 år.

pastoralteologi. En systematisk refleksion over troen og Kirkens konkrete liv og vækst; henholdsvis over Kirkens forskellige måder og metoder til at formidle troen i opbyggelsen af Kristi legeme, det være sig kateketisk, liturgisk eller pastoralt.

patena (lat. et fad). En lille tallerken af ædelt metal, som under messen anvendes til den store hostie, som præsten bryder før Kommunionen.

pater (lat. fader). Tiltale til ordenspræster. Se også: far.

Pater Noster. Begyndelsesordene på latin til bønnen Fader Vor.

patriark (gr. stamfader). 1. Betegnelse for Israels stamfædre: Abraham, Isak og Jakob. 2. Betegnelse for indehaverne af en høj rang i Kirkens hierarki. Se: patriarkat.

patriarkat (gr. patriarches = stamfader). Et gammelt og ærværdigt bispesæde: De 5 store patriarkater er: Aleksandria, Antiokia, Jerusalem, Konstantinopel (den økumeniske patriark), Rom (paven). Desuden i den latinske del af Kirken de 3 mindre: Venedig, Lissabon og Goa (Indien). I de orientalske Kirker er det bispedømme patriarkat, hvis biskop har jurisdiktion (s.d.) over de øvrige biskopper (også metropolitter), som er af samme Kirke i et bestemt område eller med en bestemt ritus.

patriarkkors. Se: kors.

Patrimonium Petri (lat. Peters arvegods). Betegnelse for de ejendomme, pavestolen fik testamenteret i tiden efter Konstantins fred (313). Disse udstrakte områder mv., som især lå i Italien, dannede grundlaget for Kirkens verdslige magt og byggeri af kirker, klostre, hospitaler, frikøb af slaver og mange andre caritative opgaver.

patristik (lat. pater = fader). Bruges ofte synonymt med patrologi (s.d.).

patrologi (lat. pater = fader, logia = viden). Studiet af kirkefædrenes skrifter (kildekritik, indhold, udlægning). Bruges ofte synonymt med patristik.

Patrologia Graeca og Latina. Se: Migne.

patronatsret. Ret til at fremstille en person til et ledigt kirkeligt embede. Denne ret blev bl.a. nu og da tilkendt grundlæggeren af en kirke eller et embede og hans arvinger. I dag er denne praksis bortfaldet.

paulinske privilegium, det. I overensstemmelse med 1 Kor 7,12-16 anerkender kirkeretten en nydøbts ret til at gifte sig anden gang endnu mens den første ægtefælle lever, selv om det første ægteskab var gyldigt, omend ikke sakramentalt (to ikke-døbte) - såfremt den første ægtefælle enten ikke selv vil døbes eller i det mindste nægter ægteskabeligt samliv efter Skaberens lov. Se også: Ægteskabets Sakramente; ægteskab, blandet; petrinske privilegium.

Paulskirken (it. San Paolo fuori le Mura = Skt. Paul uden for murene). En af de syv vigtigste kirker i Rom. Bygget på det sted, hvor Paulus efter traditionen blev halshugget, og rummer hans grav. Den nuværende kirke, som er en mægtig 5-skibet basilika, blev bygget i slutningen af 300-tallet. Den blev svært beskadiget ved brand i 1823, men er rekonstrueret så nøjagtigt, som det var muligt. Kirken rummer cirkelrunde mosaikportrætter af alle paver i kronologisk rækkefølge.

pave (gr. pappas = far, lat. papa). Den katolske Kirkes synlige overhoved, biskoppen af Rom, apostlen Peters efterfølger. Paven vælges af kardinalerne (s.d.; se: pavevalg) og residerer i Vatikanet, som han er statsoverhoved for. Pavens embede er Petersembedet (s.d.), i kraft af hvilket han ufejlbart kan træffe afgørelser inden for tro og moral (se: ufejlbarhed). Han udnævner biskopper og leder Kirkens centrale administration.

paveaudiens. Pavens modtagelse af personer, som har et ærinde hos paven. Der findes flere forskellige former, lige fra privataudiens, hvor den audienssøgende taler alene med paven, over specialaudienser, hvor grupper mødes med paven, til den almindelige, ugentlige audiens, som finder sted hver onsdag, hvor enhver kan komme. Privat- og specialaudienser finder sted i Vatikanet, mens generalaudienser finder sted i Audienshallen (ved siden af Peterskirken), på Peterspladsen (i sommerhalvåret), i Peterskirken, eller på pavens sommerresidens, Castel Gandolfo.

pavekors. Se: kors.

pavelig kammerherre. Æreshverv, som tildeles lægmænd, med ret til at gøre tjeneste ved den hl. Stol i forbindelse med audienserne.

pavelig legat. Ved forskellige lejligheder, hvor paven ikke selv kan være til stede, sender han sin repræsentant, legaten, som oftest er en kardinal. Se også: apostolisk delegat.

pavelig velsignelse. En særlig højtidelig form for velsignelse, som paven kan meddele til enkeltpersoner eller forsamlinger. Idet paven udtaler (eller synger) velsignelsen, gør han tre korstegn. Se også: velsignelse; Urbi et Orbi.

pavelige Bibelkommission, Den. Etableret 1902 for at fremme bibelstudier. Bemyndiget til at give grader, som er ligestillet med de romerske universitetsgrader: baccalaureat, licentiat, doktor.

pavelige dokumenter. Paven udøver sit læreembede (se: Petersembedet) ved bl.a. at udarbejde skrivelser af forskellig karakter. Disse skrivelser kan iflg. den apostoliske konstitution "Regimini Ecclesiae Universalis" (15/8 1967) klassificeres efter deres vigtighed på flg. måde: 1. Encyklikaer (gr. kyklos = kreds), rundskrivelser. Er udtryk for pavens ordinære, universelle læreembede og er henvendt til biskopperne og alle troende, dvs. hele Kirken. Indholdet er af højeste autoritet, dog uden at være udtryk for den pavelige ufejlbarhed (s.d.). - 2. Encykliske breve. Henvender sig til nærmere bestemte dele af Kirken. Er meget sjældne. - 3. Apostoliske epistler (henvender sig til et bestemt lands biskopper, præster og troende), og apostoliske skrivelser. Egentlig "apostoliske exhortationer" (lat. exhortation = opmuntrende eller tilskyndende tiltale); er henvendt til hele Kirken, men er skrevet i en bestemt anledning). - 4. Dekreter - beskriver en persons liv og dyder med henblik på saligkåring (s.d.) og helgenkåring (s.d.). - 5. Apostoliske konstitutioner - indkalder til fejring af en særlig kirkelig fest (f.eks. et helligt år), fastlægger administrative ændringer, meddeler beslutning om oprettelse et nyt bispedømme, eller udnævnelse af en biskop. - 6. Apostoliske breve - udsendes "sub anulo piscatoris" (lat. under fiskerens ring) og omhandler bl.a. saligkåring (s.d.), oprettelse af et apostolisk nuntiatur samt visse udnævnelser, f.eks. af en apostolisk nuntius (s.d.). - 7. Apostoliske breve, udsendt "motu proprio" (lat. på eget initiativ). Heri meddeles visse retningslinier, oprettelse af kirkelige insitutioner mv. - 8. Breve til fyrster. Akkreditiver, som en pavelig nuntius (s.d.) overrækker et statsoverhovede. - 9. Latinske breve. Heri mindes en særlig begivenhed, f.eks. en biskops jubilæum. - 10. Chirograf (gr. håndskrevet). Brev fra paven til en bestemt person, omhandlende en aktuel begivenhed. - Hertil kommer lykønsknings- og kondolencetelegrammer og andre mindre meddelelser.

pavelige Råd. Udvalg i den romerske Kurie (s.d.). Efter reformen, der trådte i kraft 1989, er der 12 pavelige Råd, som normalt ledes af en kardinal:

Det pavelige Råd for Lægfolk (Pontificium Consilium pro Laicis) har som arbejdsområde lægfolkets apostolat (se: lægapostolat) og deltagelse i Kirkens liv og mission. De fleste medlemmer af Rådet er lægfolk.

Det pavelige Råd for Fremme af Kristen Enhed (Pontificium Consilium ad Unitatem Christianorum fovendam) beskæftiger sig med Kirkens relationer til andre kristne kirkelige samfund, økumeniske bestræbelser, kontakt til Jødedommen mv. Hed tidligere Sekretariatet for de Kristnes Enhed.

Det pavelige Råd for Familien (Pontificium Consilium pro Familia) arbejder med at fremme den pastorale omsorg for familierne. Medlemmerne er ægtepar.

Det pavelige Råd for Retfærdighed og Fred (Pontificium Consilium de Iustitia et Pace) har til opgave at fremme retfærdighed og fred i overensstemmelse med Evangeliet og Kirkens sociallære (se: samfund).

Det pavelige Råd "Cor Unum" (Pontificium Consilium "Cor Unum") arbejder med koordinering af det katolsk hjælpearbejde.

Det pavelige Råd for den pastorale Omsorg for Immigranter og Rejsende (Pontificium Consilium de Spirituali Migrantium atque Itinerantium Cura) beskæftiger sig med den pastotale hjælp til immigranter, nomader, turister og flyrejsende.

Det pavelige Råd for pastoral Hjælp til medarbejdere i Sundhedssektoren (Pontificium Consilium de Apostolatu pro valetudinis Administris) har til opgave at støtte de forskellige internationale katolske organisationer på sundhedsområdet.

Det pavelige Råd for Fortolkning af Lovtekster (Pontificium Consilium de Legum Textibus interpretandis) beskæftiger sig med fortolkning af kirkeretten (se: kirkeret).

Det pavelige Råd for Dialogen mellem Religionerne (Pontificium Consilium pro Dialogo inter Religiones) har til opgave at fremme den gensidige forståelse og respekt mellem kristne og ikke-kristne. Hed tidligere Sekretariatet for de Ikke-kristne.

Det pavelige Råd for Dialogen med Ikke-troende (Pontificium Consilium pro Dialogo cum non credentibus) beskæftiger sig med ateismens baggrund og filosofi, samt søger at komme i dialog med ikke-troende. Hed tidligere Sekretariatet for de Ikke-troende.

Det pavelige Råd for Kultur (Pontificio Consilium de Cultura) arbejder med at fremme kontakten mellem Evangeliet og de mange kulturer.

Det pavelige Råd for social Kommunikation (Pontificium Consilium de Communicationibus Socialibus) beskæftiger sig med at fremme den sociale kommunikation til fordel for budskabet om frelse og menneskets fremskridt.

paverækken. Listen over paver fra Peter til den nuværende pave (Johannes Paul II, som er nr. 264 i rækken). Bortset fra usikkerhed omkring årstal for nogle af de tidligste paver, anses rækken for at være historisk korrekt. Den bygger bl.a. på Liber pontificalis (s.d.).

Pavestaten. Se: Vatikanstaten.

pavevalg. Paven er som Roms biskop, blevet valgt på forskellige måder i tidens løb; siden 1179 har det været kardinalernes (s.d.) privilegium at vælge paven. De nugældende valgregler er fastsat af Paul VI i 1975 (Romano Pontifici Eligendo): Kardinalerne (som ikke må være fyldt 80 år, der er aldersgrænsen for stemmeret, og hvis antal ikke må overstige 120), vælger i isolation fra omverdenen (konklavet) den nye pave. Valgbar er imidlertid enhver mandlig katolik, som er nået til fornuftens alder. Siden slutningen af det 14. årh. er det dog altid en kardinal, der er blevet valgt. Valget foregår som regel i det sixtinske Kapel i Vatikanet. Det meddeles offentligheden ved at der kommer hvid røg ud af skorstenen, når de anvendte stemmesedler brændes. Herefter præsenteres den nye pave på Peterskirkens loggia af den ældste kardinal med de traditionelle ord: Annuntio vobis gaudeum magnum: Habemus papam. Eminentissimum ac reverendissimum dominum, dominum (Carolum), Sanctae Romanae Ecclesiae cardinalem (Wojtyla), qui sibi nomen imposuit (Ioannes Pauli Secundo) = Jeg meddeler jer en stor glæde: Vi har en pave. Det er hans eminence, den ærværdige herre (Karl), kardinal i Den hellige romerske Kirke (Wojtyla), som har antaget navnet (Johannes Paul II). - Pavevalget er for livstid; paven kan dog vælge at abdicere.

pax (lat. fred). Foruden betydningen "fred", også betegnelse for fredskysset eller fredshilsenen (s.d.). i messen. Betegnelsen gjaldt også tidligere en genstand, f.eks. en metalplade med et kors, som præsten kyssede og lod gå videre til koncelebrerende præster.

Pax Christi Danmark. Dansk sektion af fredsbevægelsen Pax Christi International. Arbejder for fred ved retfærdighed og omsorg for skaberværket.

Pax Romana (lat. Den romerske Fred). International organisation af katolske studerende, stiftet 1921.

Pax vobis. (lat. Fred være med Jer). Biskoppens indledende hilsen til deltagerne i en messe (s.d.). Udtrykket har sin oprindelse i Jesu hilsen til de forsamlede disciple påskedags aften (jfr. Joh 20,21).

peccatum originale. Lat. oprindelig synd. Se: arvesynden.

pelagianisme. Munken Pelagius (360-420) benægtede arvesynden i Adams slægt og hævdede, at Adam havde en naturlig ret til det overnaturlige liv, og at mennesket kunne opnå frelsen i kraft af sin egen fri vilje og naturlige evner. Hermed bliver nåden (s.d.) overflødig. Hans doktrin blev især bekæmpet af St. Augustin. Fordømt som kætteri på kirkemødet i Karthago 418; Efesus 431; Tridentinerkoncilet 1546; Pius XII: "Humani Generis" 1950; jfr. Rom 5. En mildere form for pelagianisme lærte, at mennesket selv kan tage det allerførste initiativ til at modtage den iøvrigt nødvendige nåde. Også den blev fordømt som kættersk, på koncilet i Orange 529. Siden det 17. årh. er den blevet kaldt for semipelagianisme.

pelikan. Symbolsk fremstilling, som allerede findes i 200-tallet, af Kristi selvopofrende kærlighed i den kristne kunst. Man mente tidligere, at pelikanen nærede sine unger med sit eget blod.

Pentateuken (gr. penta = fem). Betegnelse for de fem Mosebøger i Det gamle Testamente.

Perfectae caritatis (lat. Fuldkommen kærlighed). 2. Vatikankoncils dekret om ordenslivets fornyelse (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

perikope (gr. afsnit). En tekst fra Bibelen, som anvendes liturgisk, f.eks. til læsning i en messe.

peritus (flertal: periti). Lat. kyndig person. Koncilsteolog. Teolog, der fungerer som faglig rådgiver for en koncilsdeltager, f.eks. en biskop. Se også: økumenisk koncil.

person, personlighed. (lat. persona). Har sin oprindelige, førkristne betydning fra religiøse riter og skuespil i den antikke kultur, nemlig: skikkelse, rolle, den der spiller rollen, dvs. skuespilleren, hans holdning, karakter, mennesketype. Dette blev overført til andre livsområder: den rolle, funktion, betydning et menneske har for sin omverden, i romerretten i den særlige betydning af juridisk person. Vægten ligger på den ydre fremtoning og sociale funktion i fællesskabet. Men rollen kan ikke skilles fra den, der spiller den. Mennesket er indført som person på verdens scene for at tage del i livets spil, dets "tragedie og komedie" (Platon). - Med Kristi komme har et nyt drama taget sin begyndelse: Gud er blevet menneske, og hans jordiske drama er forfattet og iscenesat af Gud selv (jfr. Dantes titel på sit værk: "Den guddommelige Komedie"). I dette guddommelige drama er Kristus det nye menneske (1 Kor 15,45), ophav til en ny menneskeslægt, et nyt Guds folk (s.d.). Derfor må alle mennesker nu forstå deres rolle ud fra ham og den hovedrolle han spiller i menneskehedens liv. At slutte sig til ham og hans frelsergerning betyder, at man selv går ind i stykket som en af dets personer, påtager sig sin rolle og finder sin identitet (s.d.) i den. Om person i denne dybere forstand bruger Bibelen udtryk som ansigt, navn (s.d.), hjerte (s.d.). Hermed inderliggøres og åndeliggøres personbegrebet. Rollen uddybes af den, der spiller den, det bevidste og ansvarlige Jeg. Personens ydre handlinger er båret af personens tanke og vilje, hjertets grundlæggende valg. Hjertet skal vælge i en stadig dialog med Gud, som har åbenbaret sig i Jesus Kristus. Når personen på denne måde tiltales af en anden person (Gud, engle, mennesker) i et ægte Jeg-du-forhold, bliver den sig bevidst i sin egenart, valgfrihed og ansvarlighed, og det så meget mere når den anden person er Kristus. Jfr. f.eks. Jesu spørgsmål til disciplene: "Hvem siger I, at jeg er?" og Simon Peters svar: "Du er Kristus" (Matt 16,15-18) og Jesu gensvar: "Du er Petrus, og på denne klippe vil jeg bygge min Kirke" (Matt 16,15-18). Idet Jesus tiltaler mennesket, fremkalder han dets person, knytter den til sig og skænker den den rolle, han har tiltænkt den i sit frelsesværk. Og i den grad mennesket på denne måde finder sit sande jeg, samler og integrerer sine kræfter i det (dvs. sin erindring, tanke, vilje, og sit følelsesliv) og udfolder det i sin livsopgave, tager det, man kalder personlighed, form. Jo dybere og sandere denne bevidstgørelse, integrering og virkeliggørelse finder sted (jfr. f.eks. Matt 26,75 og Joh 21,15-19), jo stærkere, mere helstøbt og frugtbar vil personligheden blive. Det ydre liv vil afspejle det indre, og personens ånd vil lade sig befrugte af Kristi Ånd: "Det liv jeg nu lever i kødet, det lever jeg i troen på Guds Søn" (Gal 2,20). I denne livsforbindelse med Kristus vil den troende modnes til en apostolisk indsats i samspil med ham: "Hvorfor kan jeg ikke følge dig nu? Jeg vil sætte mit liv til for dig!" (Joh 13,37). Således blev apostlenes liv "et skuespil for hele verden, både for engle og mennesker" (1 Kor 4,9). Og dette drama gennemlever også Kirken i sin liturgi og i sin egen Kristi efterfølgelse og de kristne med den. - Mens den græske filosofi var væsentligt natur-orienteret, er det således kristendommen, der har sat personbegrebet i relief og givet det dets afgørende betydning. Åbenbaringen af Gud som Far, Søn og Helligånd indførte Kirken i troen på én Gud i tre personer (som Kirken formulerede dogmatisk i det 4. årh.). Og troen på den treenige Gud blev fulgt op af troen på Kristus som både Gud og menneske, dvs. én person med to naturer (som Kirken formulerede dogmatisk i det 5. årh.). Der måtte altså skelnes mellem person og natur. Til personbegrebet benyttede man det latinske ord: persona (på græsk gengivet med: prosopon = ansigt) og det græske ord hypostasis (= lat. substantia eller subsistentia). Ordet: hypostasis (= det at stå under, støtte, bære) brugtes i senere græsk filosofi om den individuelle, konkrete fremtræden og virkeliggørelse. I Kirkens formulering af den kristne tro blev hypostasis derimod den individuelle, personale bærer af naturen. Dermed indførtes en afgørende sondring mellem person og natur. Det kom klart frem på koncilet i Chalcedon 451 i dogmet om Kristus-mysteriet: Kristi guddomsnatur og hans menneskenatur lever i ham ublandet, men også uadskilt, side om side, forbundet og forenet i én persona og hypostasis. Herfra stammer den almene bestemmelse af person som bærer af en fornuftbegavet natur. Jfr. den klassiske definition hos Boëthius (¦ 524): persona est rationalis naturae individua substantia = en rationel naturs individuelle substans. For mennesket betyder det, at den fornuftbegavede natur er fælles for alle mennesker, enhver har sin delagtighed i den ene og samme menneskenatur; men den personlige Bærer af den er enestående, et unikum, og ineffabile, dvs. et uudsigeligt mysterium. - Det ligger således i det kristne menneskesyn, at mennesket finder sig selv og vinder klarhed over sit eget mysterium ved sit personlige forhold til Kristus. Og om Kristus-mysteriet siger dogmet fra Chalcedon, at 2. Person i Gud er Bærer såvel af hans guddomsnatur som af hans menneskenatur. Herpå beror enheden, identiteten i Gudmenneskets liv. Herpå beror også hans egenskab af verdens Frelser. Hans rolle får sin afgørende betydning fra hans Person. Det er, fordi han er Guds Søn, at hans menneskeliv er blevet os til frelse. I hans Person sluttes kontakten mellem Guds verden og menneskets verden. Og Han alene kan personligt løfte alle op til sig og forene dem i kærlighed. Derfor kalder han alle til at slutte sig til ham person-til-Person. Og netop dette er troens væsen: Til hvem skulle vi ellers gå? Vi har troet og erkendt, at du er Guds Hellige og har livets ord (Joh 6,67-69). - Det er altså personen, der giver menneskenaturen mund og mæle. Det er i det personlige forhold til Gud og mennesker, at man kan mødes i gensidig forståelse, værdsættelse og kærlighed. Her nedbrydes de skillevægge, som den faldne menneskenatur rejser (Ef 2,14), og her forløses det fællesmenneskelige som en afglans af den herlighed, Kristus har fra sin Far (Joh 17,20f). I ham får det fælles-menneskelige personal karakter og alle personer fællesskabs-karakter (se: korporativ person). Ud fra ham og hans frelsesplan skal derfor alle personer finde deres endelige forklaring: "Jeres liv er jo skjult med Kristus i Gud. Men når Kristus, vort liv åbenbares, da skal også I åbenbares sammen med ham i herlighed" (Kol 3,1-4). Se også: individ; natur.

personligt prælatur. Se: prælatur.

personligt skriftemål. Den mest almindelige form for skriftemål (s.d.), hvor skriftefaderen hører den skriftendes syndsbekendelse og meddeler absolutionen (s.d.).

Petersembedet. Peters primat, dvs. forrang fremfor de andre apostle, kommer til udtryk i det nye navn, han som den eneste af apostlene modtager af Kristus: "Du er Simon ... du skal hedde Kefas" (Joh 1,42; jfr. 1 Kor 1,12; 15,5; Gal 1,18). Det aramæiske ord kefas (gr. Petros) betyder klippe (jfr. Matt 16,18). Det er Jesu egen klippefaste sendelse fra Faderen, han hermed får del i. Denne udvælgelse skyldes ikke nogen fortjeneste fra hans side, men ene og alene Guds frelsesplan og den mission, Kristus hermed betror ham: at være den klippe, hvorpå han vil bygge sin Kirke. Selv efter Peters fornægtelse bekræfter den opstandne Kristus højtideligt tre gange overfor sin ydmygede og angerfulde apostel hans udvælgelse: "Vogt mine lam ... Vær hyrde for mine får!" Og denne mission skal han opfylde ved at følge Kristus indtil martyriet (Joh 21,15-19). At Simon Peter på denne måde gøres til den første blandt apostlene, allerede i Jesu jordiske liv, bevidnes på mange måder i NT. I de fire lister over apostlene nævnes han hver gang som den første (Matt 10,2; Apg 1,13; Mark 3,14-19; Luk 6,13-16). Det er også gerne i hans hus, Jesus opholder sig, når han er i Kapernaum (Mark 1,29), og ham der tager ordet på de andre apostles vegne (Matt 16,23; 18,21; 19,27), ikke mindst da det gælder bekendelsen til Jesus som Messias (Matt 16,16; Joh 6,68). Da Jesus er opstanden, sender englene deres budskab med kvinderne til "hans disciple og til Peter" (Mark 16,7), og da de løber ud til den tomme grav, lader Johannes Peter gå først ind (Joh 20,1-10). Også som opstanden viser Kristus sig for Kefas, før han viser sig for de tolv (Luk 24,34; 1 Kor 15,5). Og efter himmelfarten er det Peter, der tager initiativet til at udvælge apostlen Matthias i Judas' sted (Apg 1,15). På pinsedagen er det igen Peter, der forkynder Kristi opstandelse og himmelfart og Helligåndens sendelse over Kirken; og det er ham, der opfordrer mængden, jøder og proselytter, til omvendelse, tro og dåb (Apg 2). Han døber også de første hedninger (Apg 10,1-11,18), drager på visitats i alle kirkerne (Apg 9,32) og fører ordet på apostelkoncilet i Jerusalem (Apg 15,6f). Hans primat udelukker på ingen måde kollegialiteten (s.d.) med de andre apostle, som apostelkoncilet viser. Også Paulus gør brug af kollegialiteten i sit særlige kald som hedningernes apostel (Gal 2,7) og i sin frimodige irettesættelse af Peter i Antiokia (Gal 2,11-16), men i fuld respekt for Peters personlige autoritet for hele Kirken (Gal 1,18). Kristus er den levende sten, Kirkens hovedhjørnesten (1 Pet 2,4-6). Peter er udvalgt til at være hans stedfortræder på jorden. Siden det 1. årh. har Kirken i Rom påberåbt sig apostlene Peter og Paulus som sine grundlæggere, de som også begge led martyrdøden der; og de øvrige biskopper har anerkendt en særlig autoritet hos Peters efterfølgere, paverne, ikke mindst når der opstod dogmatiske stridigheder eller andre trusler mod enheden mellem lokalkirkerne. Jfr. den hl. pave Leo den Store (¦ 461): "Den hl. Petrus, der for alle tider besidder den styrke, der blev ham til del som klippe, har ikke forladt Kirkens ror ... Inderligt forbundet med Kristus ... røgter han tværtimod nu det embede, der er ham betroet, endnu mere fuldkomment og resultatrigt ... Når derfor noget bliver rigtigt udført eller afgjort af os ... så skal det føres tilbage til Peters virken og fortjenester, fordi hans magt lever videre på hans stol" (Sermo III,3). Dvs., at pave Leo giver udtryk for den tro, at Peter fra sin himmel fortsætter med, sammen med Kristus, at styre og lede Kirken gennem sine efterfølgere paverne. Jfr. 2. Vatikankoncil om "bispekollegiet ... i hvilket apostelkollegiet uafbrudt består (Kir. 22). Således vidner kirkehistorien om, at Peters primat i Universalkirken fortsat er nærværende og virksomt i kirkelegemet, idet det forvaltes videre af biskopperne på hans stol i Rom. Hermed sikrer Petersembedet også enheden i Kirken i dag: den ene hjord omkring den ene hyrde. Det var jo Kristi universelle hyrdeomsorg, Peter fik betroet efter opstandelsen (Joh 21,15-19) idet han blev kaldet til at følge efter Kristus indtil martyriet og modtog den Opstandnes løfte om at han vil være med ham og de øvrige apostle indtil verdens ende (Matt 28,20). Se også: primat; korporativ person; apostolisk succession; ufejlbarhed; præstevielse.

Peterskirken - San Pietro in Vaticano. Kristenhedens største kirkebygning, beliggende i Rom. Den er bygget som en gravkirke over apostlen Peters grav, som findes under højalteret. Den nuværende kirke stammer fra 1626 og afløste den konstantinske Peterskirke fra 326. De fleste vigtige kirkelige ceremonier med paven som hovedcelebrant foregår her og på pladsen foran kirken, Peterspladsen. I kirkens krypt hviler mange af paverne. Kirken, som har en ydre længde på 212 m og en loftshøjde på 44 m, er kendt for sin kuppel, bygget af Michelangelo.

Peterskors. Se: kors.

Peterspenge. Gammel betegnelse for en kollekt, der optages en gang om året til fordel for Kirkens verdensomspændende virksomhed. Beløbene sendes fra alle bispedømmer til paven.

Petri Stol. 1. Omskrivning for Petersembedet (s.d.). - 2. Den gamle bærbare stol, der opbevares i Peterskirken, og som iflg. en tradition har været anvendt af den første pave, Peter, da han var biskop i Rom. Festen for Petri Stol (22. febr.) fejrer mindet om overdragelsen af Kirkens øverste hyrdeembede til apostlen Peter.

petrinske privilegium, det. Således kaldes ofte den personlige myndighed, paven har til at annullere, dvs. af fornuftige grunde løse et ikke-kristent ægteskab mellem to udøbte (i tilfælde af konversion til den katolske Kirke), eller et halvt kristent (men ikke sakramentalt) ægteskab mellem en døbt og en udøbt, og tillade den konverterede, katolske ægtefælle et nyt ægteskab i Kirken. Se også: ægteskab, blandet; paulinske privilegium.

Philokalia (gr. philos = ven, kalos = køn). Titel på to græske antologier om Kærlighed til det skønne, det ophøjede, det gode ... 1. Uddrag af græske kirkefædre om kristen spiritualitet. 2. Skrifter af Østkirkens munke om askese og kontemplation. Første gang offentliggjort i Venedig 1782. Oversat til kirkeslavisk og udbredt i de slaviske lande, særlig Rusland, hvor den blev oversat til russisk og siden begyndelsen af det 19. årh. har givet stødet til en hel bevægelse. Jfr. "En russisk pilgrims beretning". Det er en spiritualitet, der går helt tilbage til Oldkirken, med rod i den monastiske tradition fra Sinai og videreudviklet i middelalderen på bjerget Athos i Grækenland. Den kontemplerer Guds herlighed i hans Søn, under stadig påkaldelse af Jesu navn (se: Jesus-bønnen).

pietà (it. barmhjertighed). Betegnelse for en kunstnerisk fremstilling af Maria med den døde Jesus på skødet. Mest kendt er Michelangelo's Pietà i Peterskirken.

pilgrim (lat. peregrinus = fremmed). En person, som valfarter til et helligt sted. Formålet med en pilgrimsfærd er den personlige fordybelse i en religiøs begivenhed, der er knyttet til stedet. Enhver kristen kan siges at være pilgrim i sit liv, på vej mod Gud. "Kirken vandrer som en pilgrim mellem verdens forfølgelser og Guds fortrøstning" (Kir. 8). Se også: valfart.

pinse. Gr. pentekoste = den 50. (dag efter påske), dvs. pinsesøndag, hvor festen fejres for Helligåndens komme over apostlene og Kirken (Apg 2). Oprindelig en jødisk høstfest (2 Mos 23,16), senere den årlige ihukommelse af pagten på Sinai ca. 50 dage efter Israels udfrielse af Ægypten (2 Mos 19,1-16). Med Helligåndens gave indledes den nye pagt (s.d.) på jorden. Dens komme på pinsedag er en teofani, dvs. Guds-åbenbaring. Ledsagefænomener er stormvejret og ilden (s.d.). Et dobbelt mirakel understreger meningen: apostlene taler i tunger og lovpriser Gud, men skønt deres tungetale (s.d.) er uforståelig (jfr. 1 Kor 14,1-25), bliver den dog opfattet af alle tilstedeværende. Og da disse kommer fra mange forskellige folkeslag, bliver miraklet et tegn på Kirkens kald og sendelse til alle jordens folk (Apg 2,5-11). I pinsen er påsken opfyldt. Den opstandne Jesus skænker Helligåndens dåb og opfylder dermed også både profeten Joels, Døberens og sin egen forudsigelse (Joel 3,1f, Mark 1,8; Apg 1,5). Nu har han fuldendt sin gerning, dvs. genoprettet livsforbindelsen mellem Gud og den faldne menneskeslægt, og mellem de mennesker der hører ham til. Med Helligåndens gave skaber han den åndelige enhed mellem jøder og proselytter (s.d.) af alle folk (Apg 2,11). Lydige mod apostlenes lære og i broderligt fællesskab forenes de med Kristus i den hl. Eukaristi (Apg 2,42ff). Den indre enhed skaber et ydre sammenhold: Kirken fødes til verden. Og Urmenigheden holder sig åben for alle søgende, også for hedningerne (jfr. høvedsmanden Kornelius og hans hus, Apg 10,44ff). Pinsen er således modstykket til Babelstårnets ydre sammenhold og indre splittelse (1 Mos 11,1-9), en nyskabelse (jfr. 1 Mos 1,2) i syndefaldets verden. Helligånden, "Herren og Levendegøreren", er den nye lov i Kirkens indre, i de kristnes hjerter (jfr. Jer 31,33; Ez 36,27), Skaberånden, der skal forvandle alle til lighed med Kristus. Med den første pinse efter Jesu opstandelse og himmelfart er derfor Helligåndens æra i Kirkens liv og historie begyndt. Og på Kirkens vandring frem mod Kristi genkomst stiger Helligånden nu uafbrudt ned over den. Den er virksom i Ordets forkyndelse og sakramenternes forvaltning (Apg 2,38; 8,14-17). Den manifesterer sig i de troende på synlig vis (Apg 4,31; 10,44ff) og leder Kirken i dens mission. Herom vidner Apostlenes Gerninger (Apg 4,8; 13,2; 15,28; 16,6), og derfor er dette skrift i NT blevet kaldt for Helligåndens Evangelium.

piscina (lat. kumme). 1. Gammel kirkelig betegnelse for døbefont. -2. I middelalderen et i væggen ved siden af altret anbragt sacrarium (s.d.), ofte udformet som en niche, bestående af en kumme med afløb til jorden. Benyttedes til vandet fra rensning af de hellige kar og undertiden også til håndtvætningen (s.d.).

pligt. Det man bør gøre eller undlade at gøre iflg. Guds lov eller menneskers lov eller efter kald og stand, skik og brug. Ethvert menneske har både rettigheder og pligter, som forudsætter og udfylder hinanden. En ret hos den ene forpligter alle andre til respekt for den ret. Og en pligt giver den, der er forpligtet, ret til at udføre den. Men en ret forpligter ikke uden videre personen selv til at udøve den. Man kan give afkald på sin ret for at hævde andre rettigheder måske, der synes vigtigere, det være sig ens egne eller andres. Gud alene har alle rettigheder og ingen pligter udover dem, han selv påtager sig. Hans skabning er forpligtet overfor ham, men har ingen retmæssige krav på ham. Derimod har mennesker i deres forhold til hinanden både rettigheder og pligter. En moral, formuleret i pligter, er kun kristen, hvis den er inspireret og bestemt af kærlighed (s.d.). Se også: moral.

pluralisme (lat. plures = flere). Mangfoldighed af holdninger og retninger i samfund og Kirke. Kirkens mangfoldighed må forstås ud fra dens enhed, dens guddommelige oprindelse og bestemmelse. Gud har sendt sin Søn for at samle alle jordens folk til alle tider i hans folk, som er Kirken. Derfor har Kirkens enhed sin grund i Kristus og hans forhold til Gud Far: "Du i mig og jeg i dem, for at de må være fuldkommen ét, så verden kan forstå, at du har sendt mig" (Joh 17,23). Kirkens mangfoldighed har sin grund i Kirkens kald til katolicitet = universalitet. Jfr. missionsbefalingen: "Gå ud i hele verden og forkynd Evangeliet for alle og enhver, som Gud har skabt" (Mark 16,15). Heraf følger, at kirkefællesskabet skal holde sig åbent for alle jordens folk og hele den naturlige rigdom af nationale, kulturelle og åndelige ejendommeligheder, som de fører med sig - når de på deres side vil åbne sig for Evangeliet og Guds herredømme i sit ene folk. Også i Kirkens indre struktur findes en mangfoldighed, nemlig af kald og nådegaver og tjenester, som har deres plads og funktion i kirkelegemet. De skaber en mangfoldighed af teologiske, liturgiske og spirituelle holdninger og traditioner, som skal supplere og udfylde hinanden som i én stor organisme og under Kirkens ledelse, så den kan vokse op til Kristi fylde (jfr. Ef 4). For teologiens vedkommende kan pluralisme føre til en frugtbar udveksling af synspunkter og en nødvendig revision af egne argumenter. Teologien må, som andre videnskaber, til stadighed korrigere sig selv og forbedre sine metoder, men den har ikke, så lidt som andre videnskaber, nogen ret til at korrigere sit objekt, som for katolsk teologis vedkommende er Kirkens tro og lære. Her har Kirkens læreembede (s.d.) til enhver tid det afgørende ord og ansvaret for, at den åbenbarede Sandhed bevares intakt ned gennem tiderne. Jfr. Kir. 13.

pluviale (lat. regnslag). Se: korkåbe.

pneuma (gr. vind, ånde, ånd). Udtrykket spiritualiseres i løbet af åbenbaringshistorien og får da betydning af 1. Helligånden (se: Gud Helligånd). - 2. Guds eget liv i Treenighedens kærlighed (f.eks. Rom 8,26). -3. Menneskets indre liv, som er skænket af Gud (f.eks. Luk 1,47; Apg 7,59). Se også: ånd.

poenitentia. Lat. bod (s.d.).

polygami (gr. have flere koner). En persons ægteskab eller ægteskabslignende forhold med flere personer af modsat køn samtidigt. Kan både omfatte tilfælde, hvor en mand er gift med flere koner (polygyni), og tilfælde, hvor en kone har flere mænd (polyandri). I begge tilfælde strider det mod den guddommelige lov (jfr. 1 Mos 2,24; Ef 5,31), selv om Gud i en vis periode under den gamle pagt tillod flerkoneri. I den nye pagt er der ingen tvivl om, at ægteskabet udelukkende kan indgås af én mand og én kvinde (jfr. Matt 19,3-9; Mark 10,1-2; Luk 16,18). En moderne form for polygami finder i det verdslige samfund sted som følge af skilsmisse og gengifte.

polygenese (gr. poly = mange, genus = oprindelse). Den hypotese, at menneskene nedstammer fra flere urforældre. For så vidt der er tale om den rent biologiske nedstamning er denne hypotese et videnskabeligt spørgsmål (se: udviklingslæren). For så vidt der er tale om forholdet mellem Gud og menneskeslægten som en enhed og helhed, må den kristne spørge Åbenbaringen, her særlig Pauli lære om arvesynden og frelsen. Det drejer sig om sandhedserkendelse på to forskellige niveauer som, for så vidt de er sande, ikke kan være i modstrid med hinanden, men må udfylde og komplettere hinanden. Nåden forudsætter og fuldender naturen. Videnskaben mangler endnu beviser, og Kirkens læreembede har heller ikke udtalt sig definitivt om polygenesen. Der arbejdes således videre på begge niveauer. En officiel kirkelig udtalelse har vi dog indtil videre fra Pius XII i hans rundskrivelse Humani generis fra 1950: "De troende kan ikke acceptere den opfattelse, hvis tilhængere påstår, at der enten har været virkelige mennesker på jorden efter Adam, der ikke kan aflede deres oprindelse fra ham som alles stamfader ved naturlig afstamning, eller at "Adam" er ensbetydende med en hel gruppe af stamfædre. Det er nemlig umuligt at se, hvorledes en sådan opfattelse kan forenes med det, som den åbenbarede sandheds kilder og den kirkelige læremyndigheds udtalelser lærer om arvesynden, der udgår fra en af den ene Adam virkeligt begået synd, og som ved nedstamning går over på alle og er i hver enkelt som hans egen." (Jfr. Rom 5,12-19). Se også: Adam; arvesynden; monogenese.

polyglotbibel (gr. polyglottos = mangesproget). En bibel, hvor teksten er trykt i spalter på forskellige sprog.

polytheisme (gr. poly = flere, theos = gud). Anerkendelse og dyrkelse af flere guder.

Pont. Max. - Pontifex Maximus (s.d.).

pontifex (lat. brobygger). Betegnelse for visse højtstående hedenske præster i det antikke Rom. Efter kristendommens indførelse: Biskop (s.d.). Anvendes dog næsten udelukkende i afledninger, f.eks. pontifikalmesse (bispemesse).

Pontifex Maximus (lat. Den store Brobygger). En af pavens titler, idet han er den øverste af biskopperne. Betegnelsen ses ofte på indskrifter, f.eks.: Ioannes Paulus II Pont. Max. Se også: pontifex.

pontificale (se: pontifex). Betegnelse for en bog, som beskriver en biskops liturgiske embedspligter. Forskellige udgaver kendes tilbage fra det 8. årh.

Pontificale Romanum (lat. Det romerske Pontifikale). Liturgisk bog, som for biskopperne i den latinske ritus (s.d.) foreskriver de liturgiske handlinger, som er godkendt af Kirkens øverste myndighed. Det første pontificale med denne titel blev udgivet i 1485.

pontificalia. Se: pontifikalier.

Pontificium Collegium Germanicum-Hungaricum (lat. Det Pavelige Tysk-Ungarske Kollegium). Berømt præsteseminarium i Rom, grundlagt i 1552. Har især uddannet præster fra det tysksprogede område. En række danske præster har studeret her. De studerende var tidligere kendt i Roms bybillede på grund af deres røde dragter. Det ledes af jesuitter (s.d.).

Pontificium Collegium Urbanum de Propaganda Fide (lat. Det Pavelige Kollegium i Byen (dvs. Rom) for Troens Udbredelse). Berømt præsteseminarium i Rom, som især har uddannet præster fra missionslandene, herunder også Danmark. Oprettet i 1627. Kaldes også Propagandakollegiet. Se også: propaganda.

pontifikalier (lat. pontifex = ypperstepræst). Betegnelse for de insignier, en biskop, abbed og visse andre prælater bærer som tegn på deres embede: Brystkors, ring, mitra og stav.

pontifikalkors. Se: kors.

pontifikalmesse. En højtidelig messe, celebreret af en person med ret til brug af pontifikalier (s.d.).

pontifikat (lat. pontifex = ypperstepræst). En paves embede og hans embedsperiode.

Populorum Progressio (lat. Folkenes fremskridt). Encyklika af pave Paul VI, 1967. Om en sand og fuld udvikling af hele mennesket og hele menneskeheden henimod en ny humanisme, præget af kærlighed og venskab og åben for Gud. Verden er syg, fordi den mangler et universelt broderskab. Der må arbejdes på en solidarisk udvikling af hele menneskeheden på vej til en effektiv verdensautoritet. Dansk udg. 1967.

Populus Sion (lat. Sions folk). Gammel betegnelse for 2. søndag i advent, efter begyndelsesordene i indgangsverset til denne dags messe (Es 30,30).

Portiuncula. Et kapel uden for Assisi, hvor Frans af Assisi modtog sit kald i året 1208, og hvor han for det meste opholdt sig. Til denne kirke, som er en af de vigtigste franciskanske helligdomme, er knyttet en speciel aflad (s.d.), som kan opnås hvert år den 2. august. Kapellet er indesluttet i kirken Santa Maria degli Angeli.

postcommunio (lat. efter kommunionen). Messens slutningsbøn efter kommunionen.

postkonciliær. Samlet betegnelse for begivenheder, fænomener og holdninger, som er karakteristiske for tiden efter koncilet (2. Vatikankoncil). I modsætning til prækonciliær.

postulant (lat. postulare = fordre, ansøge). En person, som søger optagelse i en orden, og som er i færd med den indledende prøvetid før noviciatet (s.d.).

postulat (lat. postulare = fordre, ansøge). Foruden den almindelige betydning (en påstand) også betegnelsen for den indledende prøvetid før noviciatet (s.d.).

PP - Papa, dvs. paven.

predella (it. skammel). 1. Den øverste platform, hvorpå alteret står. - 2. Det nederste udsmykkede felt af en altertavle eller andet maleri.

presbyterium. 1. Præsteskabet med biskoppen i spidsen. 2. Den del af kirkebygningen, hvor præstens plads normalt er (alterrum, kor) under en liturgi.

Presbyterorum ordinis (lat. Præstestanden). 2. Vatikankoncils dekret om præsternes liv og tjeneste (1965). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

presbyteros (gr. ældste). Fra dette græske ord stammer ordet "præst" (s.d.).

prie-Dieu (fr. bed-til-Gud). Se: knæleskammel.

prim (lat. hora prima = den første time). Den tidebøn (s.d.), som er knyttet til dagens første time. Afskaffet som følge af 2. Vatikankoncils liturgireform.

primat (lat. primus = den første). Overhøjhed, f.eks. pavens frem for andre biskopper. Den ledende biskop i et stort land med flere bispedømmer har også primat. Peter er ikke "primus inter pares" (lat. den første blandt ligemænd), men "caput" (dvs. overhoved).

prior (lat. først). Abbedens (s.d.) nærmeste medarbejder og stedfortræder i et munkekloster (f.eks. benediktinerne). I tilfælde af at et mindre kloster ikke er et selvstændigt abbedi, men et priorat, kan det ledes af en prior, men er så gerne afhængigt af et abbedi. I de fleste andre ordener (f.eks. dominikanerne): et klosteroverhovede. Det samme gælder priorinde.

priorat. Et klostersamfund, som ledes af en prior (s.d.) eller en priorinde (s.d.).

priorinde (lat. priorissa = den første). Se: prior.

privataudiens. Se: paveaudiens.

privatåbenbaring. Se: åbenbaringer, private.

privilegeret alter (lat. privilegiare = give særrettighed). Et alter, hvortil der er forbundet en bestemt aflad (s.d.) for den, der læses messe for ved dette alter.

privilegium (lat. privilegiare = give særrettighed). Gunstbevisning i form af særlige rettigheder og frihed i forhold til den almene lov, indrømmet af lovgiveren eller en anden med samme myndighed. F.eks. pavelig dispensation vedr. mindstealderen for indtrædelse i et kloster eller for præstevielse. Se også: paulinske privilegium; petrinske privilegium.

Pro Ecclesia et Pontifice (lat. For Kirke og Pave). Pavelig dekoration, som gives til fortjente mænd og kvinder.

pro-katedral. En kirke, der foreløbigt anvendes som domkirke.

probabilisme (lat. probabilis = troværdig). Kasuistisk (se: kasuistik) system iflg. hvilket det er tilladt at rette sig efter en moralsk opfattelse, som er ret sandsynlig selv om den modsatte opfattelse er mere sandsynlig. Rummer faren for at moralen tilpasser sig menneskelige interesser og svagheder. Det hl. Officiums dekret af 26. juni 1680 taler mod probabilismen, især af disciplinære grunde.

procession (lat. procedere = skride frem). Et officielt religiøst optog, som skal illustrere et bestemt aspekt ved en kirkelig fest, f.eks. Palmesøndag (s.d.). eller Kristi Legems og Blods Fest (s.d.).

processionskors. Et kors (krucifiks), som er anbragt på en lang stav. Det bæres forrest i processioner, f.eks. under højtideligt indtog i en kirke.

profan (lat. ikke helligt, uindviet, verdsligt). Den verdslige eller rent menneskelige verden, sammenlignet med den guddommelige.

profanering (lat. pro fanum = uden for helligdommen). Behandling af viede eller hellige ting og steder, som om de ikke var viede eller hellige.

profes (lat. offentlig erklæring). Aflæggelse af klosterløfter (se: løfte), enten tidsbegrænset (for det meste for 3 år, når noviciatet er gennemgået), eller for resten af livet ("evige løfter").

profet (gr. profetes = en, der taler på en andens vegne). Guds talerør; en særlig karisme (s.d.) til at opfatte og viderebringe ord fra Gud, der tyder tidens tegn. I hele den gl. Orient kendte man til hedenske profeter, der ved magi og spådomskunst formidlede budskaber fra guderne. De optrådte enkeltvis eller i grupper, bragte sig selv i ekstase med dans, sang, musik, sværd og spyd, til blodet flød (1 Kong 18,25-29) og kappedes om at tækkes kongen i hans forehavender. Også de tidlige Jahve-profeter kunne te sig på lignende vis (1 Sam 10,5-6), og hos Moses, Josua og dommerne er deres profetiske funktion indesluttet i deres politiske lederskab. Men Jahve-profeterne tilhører og tjener den ene, sande Gud. De modtog Guds ord i syner og drømme, ved en indre stemme eller uforklarlig inspiration (4 Mos 12,6; Jer 1,4; 2 Kong 3,15f). De kaldte folket til troskab mod Sinai-pagten (se: pagt), tydede Guds vilje med de historiske begivenheder, gik imod tidens falske strømninger og kaldte uafladeligt, ofte ensomt og lidelsesfuldt, til omvendelse og åndelig fornyelse. Der var også løgne-profeter iblandt dem. Men de ægte Jahve-profeter kendes på deres troskab mod pagten, kvaliteten i deres gudsforhold og sandheden i deres profetier, som Gud bekræftede med overordentlige begivenheder i historien og naturen. Uden deres profetiske ord ingen Åbenbaring. Uden ægte profetdisciple, der samlede og nedskrev dem, ingen hellig Skrift. Uden den lille rest af trofaste, der holdt sig til deres forjættelser, ingen hellig Tradition, der kunne føre Gudsfolket videre. Profetierne er Guds løbende kommentar til sit frelsesværk. Ofte havde de et langtrækkende perspektiv, som end ikke profeten selv kunne gennemskue (f.eks. Es 7,11-14). Også han var en discipel af det Guds Ord, han selv overbragte, og også han kunne tage fejl, så han måtte sove på det og korrigere sig selv (2 Sam 7), eller faste og bede i en stadig dybere omvendelse til Gud (Jer 20,7-18; 15,10-21). Således bliver profetens liv i sig selv et tidens tegn: på Guds skinsyge forhold til sit troløse folk (profetens ægteskab, Hos 1-3); på en ond tid, der ikke er god at stifte familie i (profetens cølibat, Jer 16,1-9); på folkets politiske skæbne i sejr og nederlag (de symbolske navne på profetens børn, Es 7,3; 8,18); på lysere tider (profetens køb af en mark, Jer 32); på folkets følelser ved Jerusalems fald (profetens sorg over sin hustrus død, Ez 24,15-27) osv. Spændingsforholdet mellem Gud og hans profet er ikke uden kriser (4 Mos 11,11-15; 1 Kong 19,4; Ez 3,14), men netop dette og udgangen på dem borger for at det er Guds ord, profeten overbringer: "Jeg vil være din mund og lære dig, hvad du skal sige" (2 Mos 4,12). Initiativet er Guds; det er ham der behersker profetens person: "Før jeg danned dig i moderskød kendte jeg dig; før du kom ud af moderliv helligede jeg dig, til profet for folkene satte jeg dig" (Jer 1,5; jfr. Ez 2,7-8). Og kaldet er helt personligt. Samuel er endnu både folkefører, præst og profet - en trefoldig funktion, som efterhånden udskilles og fordeles på konge, præsteskab og hofprofeter (jfr. 1 Krøn 15-16; 2 Sam 7,1f; 1 Kong 1,11f). Men profeten kan ikke etableres i fast embede. Gud kalder hvem han vil og når han vil. Efter reformprofeterne (Elias, Amos, Hoseas, Mika, Esajas) kommer store og små profeter i tiden omkring Jerusalems ødelæggelse og eksilet i Babylon (Jeremias, Ezekiel, Deutero-Esaja ...). Derefter synes profetien mere eller mindre udslukt indtil Jesu fødsel (jfr. 1 Makk 9,27). Skriftkloge og farisæere indtager deres plads, travlt optaget af at samle, studere og overlevere "loven og profeterne" og konsolidere den jødiske menighed ved hjælp af et indflydelsesrigt præsteskab ved templet. Da en stor profet igen dukker op, Johannes Døberen, valfarter folk ud til ham i ørkenen for at lytte til hans bodsprædiken og modtage hans bodsdåb i troen på den forjættede Messias (Matt 3,1-12). Døberen er en overgangsskikkelse, helt i gammeltestamentlig stil som asket, revser og fornyer, men især som den umiddelbare forløber, herold for Jesus Kristus. Fra Døberens far, Zakarias (Luk 1,67) til Simeon og profetinden Anna i templet (Luk 2,25-38) kredser profetierne nu om barnet Jesus, indtil han selv træder offentligt frem med umiskendelige profetiske træk: Han tyder tidens tegn (Matt 16,2f), forudsiger verdens ende (Matt 24-25), revser sin samtid for dens religiøse hykleri og renser templet. Men Jesus er ikke nogen almindelig profet. På forklarelsens bjerg mødes han med Moses og Elias, de to store repræsentanter for loven og profeterne i den gamle pagt. De taler sammen om hans lidelse og bortgang, som han skulle fuldbyrde i Jerusalem (Luk 9,30-31). Alle profeter havde i ord og gerning peget den vej: deres budskaber var blevet forkastet af folket; de selv var blevet udstødt af fællesskabet og forfulgt, stenet, martret, myrdet ... (Matt 23,37, jfr. Hebr 11,37). Men Jesus taler ikke kun Guds ord ind i tiden, han er selv Guds Ord. Hans forløbere vidnede i det fjerne som pilgrimme på jorden (jfr. Hebr 11,13), men Jesus er opfyldelsen og tidens fylde. Profeterne var Guds talerør: "Så siger Herren ...". Jesus er Guds egen Søn: "Sandelig siger jeg jer ...". Også han taler og handler i lydighed mod Faderen, men samtidig i eget navn og med egen myndighed: "I har hørt, at der er sagt til de gamle ... men jeg siger jer ..." (Matt 5,21-22). Idet han overgiver sig i menneskers hænder (Mark 14,41), forvandler han alt, hvad de gør med ham, til offergave og frelse "for os syndere"; og idet han overgiver sig til sin Far i døden forvandles han selv i sin menneskenatur til den forklarede Herre over himmel og jord. Alle profetier i GT peger enstemmigt på hans lidelses og opstandelses mysterium (jfr. Luk 24,25; Apg 3,18-24). Således bliver hele GT en profeti om NT, et profetisk Skrift (2 Pet 1,19f). Men dermed er profetien ikke udslukt, tværtimod. Med Åndens komme over Kirken pinsedag går profeten Joels ord i opfyldelse: "Det skal ske i de sidste dage, siger Gud, at jeg vil udgyde min Ånd over alt kød, og jeres sønner og døtre skal profetere ..." (Apg 2,17). Det gjorde diakonen Filips fire døtre f.eks. (Apg 21,9). Den profetiske karisme (s.d.) er virksom i apostelmenighederne (Apg 11,27ff; 13,1; 21,10f). Paulus værner om den (1 Tess 5,20) og foretrækker den fremfor tungetale, fordi den er forståelig for menigheden (1 Kor 14,1-5). Men det skal ske i tur og orden, og indordnet under det apostoliske embede, som det tilkommer at bedømme ånderne, til menighedens gavn (1 Kor 14,29-32). Denne paulinske regel fastholdes ned gennem kirkehistorien; også helgenernes profetier er underkastet Kirkens prøve og dom. Se også: Guds Ord.

profeti. Se: profet.

promulgering (lat. promulgare = kundgøre). Den offentlige forkyndelse af en kirkelig lov eller bestemmelse, med angivelse af ikrafttrædelsesdatoen. Dette sker normalt ved offentliggørelse i Acta Apostolicae Sedis (s.d.).

pronuntius. Se: apostolisk pronuntius.

propaganda (lat. propagare = at udbrede). Udtryk, som anvendes om det at udbrede troen, at missionere. I vort århundrede har det fået en negativ klang som følge af yderligtgående politisk misbrug (f.eks. nazismen). I katolsk forstand er en propaganda kun moralsk forsvarlig, hvis den bygger på sandheden, respekterer menneskets værdighed og samvittighedsfrihed, og fremmer anliggender, som er i offentlighedens interesse.

Propagandakollegiet. Se: Pontificium Collegium Urbanum de Propaganda Fide.

Propagandakongregationen. Den centrale ledelse for Kirkens samlede missionsvirksomhed. Stiftet 1622 af pave Gregor XV og repræsenterede et stort fremskridt for missionen. Har til huse i Rom. Den officielle betegnelse er fra 1967: Kongregationen for folkeslagenes evangelisation eller troens udbredelse. Se også: propaganda.

proportionalisme. En moralteologisk retning, som opstod i 1960'erne i Tyskland, og som benægter at visse handlinger altid og overalt er forkerte (f.eks. provokeret abort). Retningens fortalere insisterer på, at man må tage handlingens omstændigheder og konsekvenser i betragtning, når man vurderer dens moralske karakter. Der har således udviklet sig en debat mellem en moralsk relativisme og den klassiske katolske opfattelse (jfr. Thomas af Aquin). I sin encyklika om moral "Veritatis Splendor" (1993) har pave Johannes Paul II bekræftet, at der findes menneskelige handlinger, som ifølge deres væsen er enten objektivt gode eller objektivt onde. Se også: moral.

proselyt (gr. tilkommet). En konvertit (s.d.) fra én religion til en anden. Udtrykket anvendes mest om ikke-jøder, der bliver optaget i jødedommen. I Apg 15 berettes om en af Kirkens tidlige konflikter, hvor Paulus og Barnabas døber både jøder og hedninger, uden at kræve omskærelse af de sidstnævnte.

proselytisme. Betegnelse for religiøse påvirkningsmetoder af tvivlsom kvalitet, som har til hensigt at få folk til at skifte religion for enhver pris. Se også: proselyt.

prostration (lat. prosternere = kaste til jorden). Den mest ydmyge kropslige stilling under bøn: Den bedende ligger helt eller delvis udstrakt på gulvet. Anvendes af kandidaterne under diakon-, præste- og bispevielse, men kan også anvendes ved andre lejligheder (f.eks. Langfredag).

protestantisme (lat. protestari = at bekende i modsætning til noget). Fællesbetegnelse for de kristne, som brød med Den katolske Kirke i 1500-tallets reformationsperiode. De er delt i hundredvis af større og mindre trossamfund, som i de fleste tilfælde kan føres tilbage til nogle hovedretninger: Lutherdommen, Calvinismen og Zwinglianismen. De fleste anglikanere betragter sig ikke som protestanter. Oprindelig kommer ordet af den protest, som det evangeliske mindretal indgav mod det katolske flertals beslutninger på Rigsdagen i Speyer 1529. Protestanterne sætter Bibelen som troens eneste norm, betragter kun dåb og nadver som sakramenter (ikke alle anerkender dette begreb), går ind for retfærdiggørelse ved troen alene og anerkender ikke den apostoliske succession (s.d.) som en nødvendig forudsætning for et embedspræstedømme: I teorien kan enhver protestant fungere som præst, i praksis dog ikke. Se endvidere: Kir. 15. I vort århundrede har der på mange måder fundet økumeniske samtaler sted mellem forskellige protestantiske ledere og teologer og katolske biskopper og teologer. Disse samtaler har fjernet en del misforståelser fra reformationstiden, og givet håb om yderligere gensidig forståelse og tilnærmelse, som kan danne grundlaget for et fremtidigt fuldt fællesskab. Se: økumeni; communicatio in sacris; communicatio in spiritualibus.

proto-evangelium. Urevangelium. Anvendes om 1 Mos 3,15. Se: pagt.

protomartyr. Den hellige Stefanus, Kirkens første martyr (jfr. Apg 6,8-7,60). Evt. også betegnelse for den første martyr under en bestemt forfølgelse eller i et geografisk bestemt område.

protonotar. se: apostolisk protonotar.

Providentissimus Deus (lat. Gud, som er den mest forudseende). Encyklika af pave Leo XIII, 1893, om Skriftens inspiration.

provikar. Se: apostolisk provikar.

provincial. Betegnelse for den, der har tilsynet med et antal ordenshuse, som tilsammen udgør en ordensprovins (s.d.). Provincialerne i en orden er direkte underlagt ordensledelsen (generalen).

provins. Se: ordensprovins; kirkeprovins.

provinskoncil. Se: koncil.

præbende (lat. praebeo = yder). Et kirkeligt stipendium, som har til formål at finansiere visse gejstliges underhold (f.eks. kanniker).

præcedens (lat. praecedere = gå forud). Den kirkelige rangfølge, afhængig af vielse, embede, alder mv. I en procession er den mest ærefulde plads (den, der kræver mest ydmyghed!) den sidste.

prædestination. Lat. forudbestemmelse (s.d.).

prædiken (lat. praedicare = udråbe, forkynde). Kan være en homili, dvs. forklaring af troen ud fra en bibeltekst, eller en tematisk prædiken over en bestemt trossandhed. De fleste prædikener finder sted under messen. Kun diakoner, præster og biskopper må prædike under en messe.

prædikestol. En ophøjet pult eller talerstol, hvorfra prædikenen kan holdes, hvis den ikke holdes fra læsepulten eller et andet sted.

præeksistens (lat. forud-eksistens). Sagt om en realitet, der har eksisteret forud, selv om den først senere viser sig under en ny form. Kristus er, som guddommelig Person, evigt præ-eksistent (jfr. Joh 1,1).

præfation (lat. praefatio = indledning). En skiftende bøn, som danner optakten til den eukaristiske bøn (s.d.) i messen. Præfationsbønnen, som altid bedes (evt. synges) af præsten, indledes med ordene: "Sandelig, det er værdigt og ret, rigtigt og til vor frelse...". Herefter følger Sanctus (s.d.) og Benedictus (s.d.).

præfekt. Se: apostolisk præfekt.

prækonciliær. Samlet betegnelse for kirkelige begivenheder, fænomener og holdninger, som er karakteristiske for, eller som har deres oprindelse i tiden før koncilet (2. Vatikankoncil), i modsætning til, hvad der kirkeligt set praktiseres efter koncilet (postkonciliær).

prælat (lat. praelatus = foretrukket). I kirkelig sammenhæng en højerestående gejstlig. Anvendes som ærestitel.

prælatur (lat. praelatus = foretrukket). Der skelnes mellem territorialt prælatur, således f.eks. Trondhjems og Tromsøs prælaturer i Mellem- og Nordnorge (som endnu ikke er ophøjet til selvstændige bispedømmer), og personligt prælatur, således f.eks. Opus Dei (s.d.), som arbejder delvis uafhængigt af den stedlige biskop efter nærmere aftale, i umiddelbart ansvar over for deres særlige prælat.

Præmonstratenserordenen - Ordo Praemonstratensis (O.Praem.). Ordenen blev grundlagt 1120 af St. Norbert (d. 1134) i Prémontré, Frankrig. Liturgien, missionen, sjælesorgen og ungdomsarbejdet er i centrum for deres virke, først og fremmest i forbindelse med sognearbejde. Deres leveregel er baseret på St. Augustins Regel under indflydelse af Cistercienserordenen (s.d.). I middelalderen var der to præmonstratenserklostre i Danmark (Børglum og Vrejlev); siden 1903 arbejder ordenen igen i Danmark.

præsanctificatsmesse. En messe, hvor der ikke konsekreres hostier, men udelukkende anvendes hostier fra Tabernaklet til Kommunionen. Finder sted Langfredag.

præst (gr. presbyteros = ældste). En til præstegerningen egnet og kaldet mand, som har modtaget præstevielsens sakramente (s.d.). I almindelighed er præsten biskoppens medarbejder og repræsentant i et bestemt sogn eller er beskæftiget med andet pastoralt arbejde. Præsten er i den latinske del af Kirken (med nogle få undtagelser) forpligtet til at leve i cølibat (s.d.), idet han frivilligt har givet hele sit liv og sine kræfter i Kristi tjeneste. Han kan være verdenspræst eller ordenspræst (medlem af en orden). Præstens vigtigste opgaver er at forkynde Evangeliet, forvalte sakramenterne, lede liturgien og sognets liv og arbejde, som han har den pastorale omsorg for. I den katolske Kirke er der ca. 400.000 præster. Se også: præstedømme.

præstedømme. Der må skelnes mellem præstedømmet og den almindelige præstegerning. Ved den alm. præstegerning må man forstå Kirkens uddeling af Guds gaver til menneskene. Med Kirken tænkes her på hele Guds folk, præster og lægfolk, mænd og kvinder. Alle er i dåb og firmelse indviet til at dele ud af Guds gaver (1 Pet 2,5.9). Og i denne præstelige gerning indgår selvsagt mange forskellige kald og tjenester. I nyere tid havde der i Kirken udviklet sig en slags eneret for de ordinerede præster til mange af disse tjenester, som fuldt så godt eller bedre kunne varetages af dertil kaldede og kvalificerede lægfolk, mænd og kvinder. 2. Vatikankoncil har her sat kraftigt ind med en ajourføring (se: lægapostolatet), i overensstemmelse med Ny Testamentes lære og oldkirkelig praksis (jfr. f.eks. Apg 6,3f; 9,36f; 18,2-3.18.26). - Med det særlige præstedømme er det en anden sag. I jødedommen, dvs. de sidste 150 år f.Kr., havde man to slags "præster": 1. De ældste (gr. presbyteros, jfr. Apg 14,23; 20,17; Tit 1,5), som udgjorde det lille forstanderskab, som en synagogemenighed udvalgte sig til at lede deres menighedsliv og ugentlige gudstjeneste. 2. Et præstehierarki (gr. hiereus = den hellige, lat. sacerdos), som var organiseret omkring en ypperstepræst og knyttet til tempeltjenesten i Jerusalem. I NT bruges "hiereus" = den hellige = ypperstepræst end ikke om apostlene og deres medarbejdere, men kun om Jesus. Og Kristus har ikke tillagt sig selv den ære at blive ypperstepræst; han er indsat af Gud (Hebr 5,5-6). Som Guds Søn er Jesus Den Hellige slet og ret, og efter at have fuldbyrdet sit livsløb som menneske blev han årsag til evig frelse for alle, som adlyder ham (Hebr 5,9). Dette er den ypperstepræstegerning (hiereus), som Kristus i opstandelsen blev indsat i, og som han nu udøver ved sin Fars side iblandt os. Han er den eneste skabning, der har udsonet den faldne menneskeslægt med Gud. Han er derfor den eneste, som kan opnå adgang for menneskene til Faderen, menneskenes eneste repræsentant over for Gud, eneste forsoner, forbeder, frelser - den eneste, som har fuldmagt til at lukke menneskene ind i Guds rige. Derfor er den opstandne Kristus ved Faderens højre den eneste, der i ordets fulde og egentlige betydning er præst. Der findes ikke noget præstedømme i verden, som ikke er en delagtighed i hans og et redskab for hans. Denne delagtighed skænker den opstandne Kristus i dåb og firmelse hele sit folk til deres almindelige, dvs. universelle præstegerning (jfr. 1 Pet 2,5; Åb 1,6), og i præstevielsens sakramente (s.d.) dem, han kalder til særlig tjeneste: diakoner, præster og biskopper. De mænd, Kristus udvælger til det særlige præstedømme, er de synlige tegn på, at Hans præstedømme er i funktion, og at den egentlig handlende fortsat er Kristus selv. Det er Ham, der i sakramenterne skænker af sit liv til os, og Ham, der i Ordets forkyndelse taler til os (jfr. Kir. 21). De kaldede og viede præster er kun hans hånd og mund og fod. Men de har, såvel i deres funktion som i deres fremtoning en særlig tegnkarakter, og dette er afgørende i den moderne debat om kvindelige præster. Som Kristus trådte offentligt frem som Guds Søn og Menneskesøn, og brugte hele sin manddomskraft til at udøve sit præstedømme som brudgom for den kommende Kirke (jfr. Ef 5,22-32), som dens Hoved og Herre, således er de biskopper og præster, gennem hvem Han nu udtrykker sig, et synligt tegn på hans funktion som hyrde, lærer og præst. Her har ypperstepræsten Kristus taget skikkelse i menneskets mandsnatur. Derfor har kirkelig praksis lige siden apostelkirken ikke kendt til kvindelige præster i den katolske Kirke. De argumenter for kvindelige præster, som i dag fremføres fra ikke-katolsk hold, argumenterer ikke ud fra Kristi ypperstepræstedømme, men netop ud fra den alm. præstegerning og psykologiske og sociologiske brydninger i det verdslige samfund. Dem kender den katolske Kirke også til, men løser dem inden for lægapostolatets rammer. Se: lægapostolat; præstevielse; cølibat.

præstegerning. Se: præstedømme.

præstekjole. Se: soutane; talar.

præsternes liv og tjeneste, Dekretet om. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

Præsterådet. Er et permanent organ i bispedømmet med det formål at repræsentere præsteskabet og at rådgive biskoppen mht. ledelsen af bispedømmet. Blev oprettet 1970. I Danmark består Rådet af 14 præster, som vælges af samtlige præster i Danmark, samt desuden af enkelte fødte medlemmer eller særlige, af biskoppen udvalgte. Blandt Præsterådets medlemmer udpeges det biskoppelige Råd (s.d.).

præsteseminarium. Uddannelsesinstitution (med internat) for præstekandidater. Her modtager de den fornødne undervisning, og deres åndelige vækst støttes. Små bispedømmer har ikke eget præsteseminarium, men må sende deres kandidater til uddannelse på andre bispedømmers institutioner. Således uddannes kandidater fra de nordiske bispedømmer bl.a. i Vesttyskland, England og Italien. Se: Pr.udd.

præsteuddannelsen, Dekretet om. Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

præstevielsen (lat. sacramentum ordinis = Ordinationens sakramente). Det er dette sakramente, der konstituerer Kirkens hierarki. Det modtages i sin fylde af biskopperne og i underordnet grad af præsterne, som er den biskoppelige stands medarbejdere (jfr. Pr.tj. 2). Endelig modtager diakonerne en første delagtighed i præstevielsen til deres tjeneste. - Det drejer sig om en allerede o. år 100 fuldt udviklet struktur (jfr. f.eks. Ignatius af Antiokias breve ca. 107), som har sine rødder i apostelkirken, hvor den lidt efter lidt tog form. Jesus kaldte de Tolv til ansvaret for sin Kirke. Han forberedte dem til Ordets tjeneste, overgav dem nogle af sine fuldmagter (Matt 10,8.40; 18,18) og betroede dem Eukaristien: "Gør dette til min ihukommelse" (Luk 22,19; se: Sidste Nadver). Som opstanden viste han sig for dem i 40 dage og gav dem sine sidste instrukser om, hvad der hører Guds rige til. Han forberedte dem på pinsens begivenhed: at de skulle døbes med Helligånden og derved få kraft til at være hans vidner indtil jordens ende (Apg 1,3.8). Også apostlen Paulus taler om den nåde, Gud har givet ham til "at være en Jesu Kristi offertjener og gøre præstetjeneste for Guds evangelium" (Rom 15,15-16; jfr. 1,9). Efter at apostlene har grundlagt de første menigheder, begynder de at indsætte medarbejdere til at styre dem, de såkaldt "ældste" (gr. presbyteroi, jfr. Apg 14,23). Paulus betegner dem som "husholdere over Guds mysterier" (1 Kor 4,1f), som "tjenere for en ny pagt" (2 Kor 3,6). Snart kaldes nogle, formodentlig blandt de ældste, til at være "tilsynsmænd" (gr. episcopoi), en i hver menighed (1 Tim 3,1-7). I Apg 20,17.28 bruges de to betegnelser endnu i flæng. I NT er præstetitlen (gr. hiereus) endnu eksklusivt reserveret ypperstepræsten Kristus (se: præstedømme). Men de mænd, som blev udvalgt og indsat af apostlene (2 Tim 1,6), fik dermed en fuldmagt fra Gud, der havde karismatisk karakter (Ef 4,11), og som de også videregav under håndspålæggelse til deres medarbejdere (Tit 1,5-9; jfr. 1 Tim 5,17-22). Vi har her begyndelsen til vore præster og biskopper, assisteret af menighedstjenere eller diakoner (Fil 1,1; 1 Tim 3,8-10; jfr. Apg 6,1-6). De kaldes til, i lydighed mod apostlene, Kristi udvalgte vidner og befuldmægtigede, at være Kristi hånd, mund og fod i den fortsatte udøvelse af det særlige præstedømme i Kirken. Præstehierarkiet skal være et redskab for Kirkens Herre og en tjeneste i Kirken til at samle og opbygge de præstelige funktioner, kald og karismer i hele Guds folk. Derfor formaner apostlen de troende: "Kom til Ham, den levende sten ... og lad jer selv som levende stene opbygge til et åndeligt hus, til et helligt præsteskab, der bringer åndelige ofre ..." (1 Pet 2,4-5). Ved diakonvielsen påtager kandidaten sig, i den latinske del af den katolske Kirke, forpligtelsen til livsvarigt cølibat som udtryk for sin totale overgivelse til Gud og mennesker i kærlighed. I ønsket om at være bærer af nyt liv lover han også at have omsorg for de nødlidende og være lydig mod sine foresatte i diakontjenesten. - Præsteløfterne føjer hertil løfter om troskab mod Evangeliet og Kirkens Tradition (s.d.) og forvaltning af sakramenterne i tro og efter Kirkens tradition. Desuden gentager præstekandidaten lydighedsløftet til sin foresatte. Han lægger sine hænder i biskoppens, som modtager hans løfter, der er for hele livet. Derefter følger selve vielsen under håndspålæggelse: Biskoppen nedbeder Helligåndens velsignelse og præstedømmets nådekraft over ham. De tilstedeværende præster gør det samme. Så iføres den nyviede præst stola (s.d.) og messehagel (s.d.) som en synliggørelse af det, der er sket, og biskoppen salver hans hænder med katekumenolie (s.d.) til den særlige præstetjeneste. Derefter overrækker han ham menighedens offergaver: patenen med brød og kalken med vin, for at han kan frembære dem på de troendes vegne på alteret til Gud: "Erkend hvad du gør, efterlev hvad du forvalter, og udform dit liv i overensstemmelse med korsets mysterium". Endelig modtager den nyviede præst fredskysset af biskoppen samt af de koncelebrerende præster som tegn på deres fællesskab omkring biskoppen. Biskoppen har i sin bispevielse modtaget hele fylden af ordinationens sakramente, dvs. Helligåndens nåde og det sakramentale segl, der på en eminent og synlig måde gør ham til repræsentant for Kristus som lærer, hyrde og præst, og som også indpræges i hans medarbejdere præsterne og i diakonerne, hver på sit trin, til ligedannelse med ypperstepræsten Kristus. Bispevielsen er den kirkelige tjenestes højeste udtryk. Herefter handler biskoppen på Kristi vegne (jfr. Kir. 21) i hierarkisk fællesskab med bispekollegiets hoved og lemmer, dvs. paven og hele verdensepiskopatet (se: kollegialitet). Se også: præstedømme; cølibat.

præternaturale gaver (lat. praeter = udover, i særlig grad). Den personlige integritet, legemlige udødelighed og uimodtagelighed for lidelse, som Skaberen har skænket det første menneskepar som tillægsgaver, men som de har sat overstyr på hele menneskeslægtens vegne i syndefaldet (s.d.). Se også: falden natur; syndefaldet.

prævention. Se: fødselskontrol.

psalter (lat. Vulgata: psalterium; gr. psalterion). 1. Et musik-strengeinstrument = en mindre harpe, jfr. Sl 57,9; 108,3; 150,3. - 2. Davids Salmers bog i GT.

pseudepigrafer (gr. med falsk påskrift). Pseudepigrafi er et gammel middel til at give et skrift en større autoritet ved at forbinde det med en anset person. F.eks. forbindes Visdommens bog i GT (skrevet ca. år 50 f.Kr.) med Salomon (ca. 900 f.Kr.). Måske er der også tale om, at visse af de breve, der tillægges Paulus, er skrevet af andre, men i hans ånd. Hermed er der ikke fældet nogen værdidom; også disse skrifter er inspirerede og indeholder -ligesom de øvrige dele af Bibelen - Guds Åbenbaring. Se også: apokryfe skrifter.

purgatorium (lat. renselsessted). Se: skærsilden.

purificatorium (lat. purifico = renser). Den lille lærredsdug, som præsten efter Kommunionen anvender til at aftørre kalken med.

pyxis (gr., lat. æske). Se: hostiegemme.

Pønitentiariatet (Paenitentiaria Apostolica). Kirkelig instans i Rom, som afgør vanskelige spørgsmål vedr. Bodens sakramente (s.d.), og administrerer aflad (s.d.). Blev oprettet i 1200-tallet og ledes af en kardinal (Storpønitentiaren). Dets virke er fastlagt i den apostoliske konstitution Regimini Ecclesiae Universae (1967).

påfugl. Hyppigt forekommende element i oldkirkelig kunst, f.eks. i katakomberne. Tolket som symbol på opstandelsen (den aflægger hvert efterår sin fjerpragt og får den påny om foråret).

påske. Kristi Opstandelses fest påskesøndag. Allerede den jødiske påskefest var årets største fest; den fejrede Guds udfrielse af israelitterne fra slaveriet i Ægypten med valfart op til templet i Jerusalem. Det var påske for Herren (2 Mos 12,11; se: pascha). Til denne fest havde man også knyttet de usyrede brøds fest (2 Mos 12,15-20). I forbindelse med påskemåltidet og spisning af påskelammet blev de usyrede brød et minde om den hast, hvormed israelitterne havde måttet bryde op fra Ægypten: de måtte tage deres dej med, før den var syret og hævet (2 Mos 12,34.39). Siden blev de usyrede brød tegn på en åndelig renselse og fornyelse: man ville rense den gamle surdej ud af sit liv. Det er dette jødiske påskemåltid Jesus indtager med de Tolv ved den sidste Nadver (s.d.). Men han forvandler det, da han udtaler indstiftelsesordene og gør brød og vin til sit legeme og blod (Mark 14,22-24). Nu er han det sande påskelam (1 Kor 5,7; jfr. Joh 1,29.36), offerlammet, der udfrier menneskene af syndens og dødens slaveri. Det er hans Påske, dvs. overgang fra døden til livet, de kristne fejrer. Jesus blev korsfæstet på beredelsesdagen, dvs. dagen før sabbaten (Mark 15,42), og han opstod på den 3. dag, dvs. dagen efter den jødiske sabbat, nemlig søndag (Mark 16,2). Derfor afløste søndagen sabbaten som "Herrens dag" (Åb 1,10). Altså blev det på denne ugens første dag, at de kristne samledes til brødsbrydelsen (Apg 20,7; 1 Kor 16,2). Og siden har hver eneste søndag for de kristne været "en påske for Herren". Men alle årets søndage kulminerer i den årlige påskefest, som fejres efter at de kristne har brugt fastetiden til at få renset den gamle surdej ud (1 Kor 5,7-8), så de kan modtage det nye liv af den opstandne Kristus (Rom 6,3-11). Kristi død og opstandelse er den nye surdej, der år for år skal gennemsyre de døbte, således som de er indviet til det i deres dåb. Som det gamle Israel var på vandring fra slaveriet i Ægypten til det forjættede land, er det nye Guds folk på vandring fra syndefaldets slaveri, med Kristi legeme og blod som vandringsbrød, henimod det evige liv. "Vi ved jo, at vort gamle menneske er blevet korsfæstet med ham, for at det syndige legeme skulle miste sin magt, så vi ikke mere skulle trælle for synden ... Således skal I regne jer selv for døde fra synden og levende for Gud i Kristus Jesus" (Rom 6,6.11).

påskekommunion. Et af kirkebudene pålægger siden 4. Laterankoncil 1215 katolikker at modtage Kommunionen mindst én gang om året, nemlig i påsketiden.

påskelam. Det lam, som indgik i jødernes påskemåltid (s.d.). Kristus er det "Guds Lam, som borttager verdens synd" (Joh 1,29); "... også vort påskelam er slagtet, nemlig Kristus" (1 Kor 5,7). Se også: Guds Lam.

påskelovsangen. Hymne fra påskenattens liturgi. Den synges af diakonen efter at påskelyset (s.d.) er båret op foran i kirken, efter at alle lys er tændt. Teksten, som stammer fra oldkirken, omhandler opstandelsens mysterium. Den benævnes også Exsultet, efter det latinske indledningsord.

påskelyset. Et stort lys, som anvendes i påskenattens liturgi som symbol på den opstandne Kristus. Det tændes ved den ny ild og bæres af diakonen op ad den endnu mørke kirkes midtergang, mens han tre gange synger: Kristus - verdens lys (jfr. Joh 8,12; 9,5; 12,46). Menigheden svarer: Gud ske tak og lov. Det anbringes i en stage i koret og symboliserer den opstandne Frelser. Alle tilstedeværendes kærter tændes med ild fra påskelyset. Det er tændt under påsketidens gudstjenester, samt ved dåb. Påskelyset er - foruden et kors - forsynet med årstallet, de gr. bogstaver alfa og omega (Kristus -begyndelsen og afslutningen, jfr. Åb 21,6), samt 5 røgelseskorn (Kristi sårmærker).

påskelørdag. På denne dag fejres ingen messe, men om natten (aftenen) fejres festen for Kristi opstandelse: påskevigilien (s.d.).

påskemåltid. Den gamle pagts mindemåltid for jødernes udfrielse af Ægypten (jfr. 2 Mos 12,1-28). Med baggrund heri indstifter Jesus den ny pagts hellige måltid (se: sidste nadver).

påskepligt. Pligten til at modtage påskekommunionen (s.d.).

påsketiden. Tiden fra påskenat til og med pinsedag, hvor påskemysteriet opfyldes med sendelsen af Helligånden.

påskevigilien (lat. vigilare = at våge). Kristi opstandelses-liturgi, som fejres påskenat (påskelørdag aften). Den ny ild (s.d.) tændes (symbol på det nye liv) og påskelyset (s.d.) tændes ved det. Det bæres op gennem den endnu mørke kirke og anbringes i koret, hvorefter påskelovsangen (s.d.) synges. Derefter følger indtil syv bibellæsninger, som indeholder de vigtigste begivenheder fra verdens skabelse, over jødernes udfrielse af Ægypten til Kristi opstandelse. Så følger Gloria (s.d.), hvorunder der ringes med kirkens klokker. Efter Evangeliet og prædikenen indvies dåbsvandet, dåbsløfterne fornyes, og der foretages evt. dåb (praksis fra Oldkirken). Den højtidelige messe slutter med Kommunionen og velsignelsen.