Paven. I det tomme rum på venstrefløjen fører Johannes Paul II sig frem som verdens sidste kommunist. Han er meget mere end et forstokket fossil, og hans meninger bliver taget alvorligt i både Øst og Vest.

Dagen efter meddelte guvernøren i Missouri, at dødsdommen over den 45-årige tredobbelte morder, Darreli Mease, var ændret til livsvarigt fængsel, få dage før bødlen skulle have trykket på kontakten. Med en kompromisløshed, der muligvis skyldes forventning om en snarlig afslutning på livet, benyttede paven samtidig sit USA-besøg til at bede amerikanerne om at vælge »livets kultur« og sikre sig, at handicappede, syge og andre »unyttige« ikke udelukkes fra samfundet.

Clinton takkede ærbødigt for pavens »forkyndelse af fred og menneskerettigheder,« og for at »minde os om vores ansvar.« På spørgsmålet om paven mon lyttede til Clinton, svarede den amerikanske politolog Helmut Sonnenfeldt, at det snarere var Clinton, der tog noter under mødet med paven.

Sonnenfeldt mener, at USAs begyndende åbning over for det blokaderamte Cuba direkte kan føres tilbage til pavens historiske besøg på Cuba sidste år, hvor paven nok opfordrede Fidel Castro til at respektere menneskerettighederne, men samtidig kritiserede den amerikanske embargo mod det kommunistiske regime.

Verdens mægtigste mand har med andre ord mødt sin overmand. Og ikke nok med det. Mens kirkens jubelår nærmer sig, og paven kæmper for at være med, når det skydes ind, siger teatermanden og Nobel-prisvinderen Dario Fo ligefrem, at »for os på venstrefløjen er paven det eneste håb, den sidste kommunist i verden.«

Det ændrer ikke noget, at paven på andre områder hænger fast i, hvad Fo opfatter som anakronismer: synet pa kvinden, abort og prævention.

Paven er den eneste, der konsekvent forsvarer venstrefløjens gamle dyder, og egentlig er det ikke så mærkeligt. Jesus var verdens første socialist, og hans disciple var de første, der stillede deres private ejendele til rådighed for fællesskabet,« siger Dario Fo til Weekendavisen. Hvad de katolske lande har fattet for længst, er endnu ikke gået op for den protestantiske verden: Paven er ikke (kun) det reaktionnære fossil, vi bilder os ind. Selv den venstreorienterede presse i Italien - eksempelvis eks-kommunisternes partiavis L'Unita, der traditionel har elsket at hade kirken - mener, at paven er overhalet venstrefløjen.

Historikeren og forfatteren Timothy Garton Ash, der næppe kan beskyldes for at være kirkemand, har for nylig kaldt. den polskfødte Karol Wojtyla for »tidens største leder« og beskrevet ham som en.»kombination af koncentreret styrke, intellektuel konsekvens, menneskelig varme og simpel godhed.« Ifølge Garton Ash fortæller paven mere klart end nogle af venstrefløjens partier, »at de rige stadig udbytter de fattige, og at Nord ødelægger Syd.«

»Paven udnytter den manglende udvikling i den socialdemokratiske kultur siden Murens fald,« siger vatikaneksperten Marco Politi forfatter til biografien »Hans Hellighed« om Wojtyla, der udkom i 1996. »Han foreslår skolegang for alle, boliger til de unge, lige adgang til sundhedssystemet, bekæmpelse af arbejdsløsheden, kort sagt alle de velfærdsgoder, som socialdemokrater næsten opfatter som umoderne, fordi der ikke er penge til at finansiere dem. Han er også den eneste, der konsekvent beskæftiger sig med den tredje verden. Derfor kan man paradoksalt nok sige, at paven er den sidste socialist på verdensscenen,« siger Marco Politi.

En af Italiens sidste verdslige kommunister, Fausto Bertinotti, der leder det ortodokse kommunistparti, Rifondazione Comunista, afviser, at paven er venstreorienteret i partipolitisk forstand.

»Pavens ord er kirkens ord, og de kan ikke måles som værende til højre eller venstre. Men det forklejner ikke den ekstraordinære værdi, vi tillægger pavens kritik af globaliseringen. Karol Wojtyla er en fremragende kirkestatsmand, der har evnet at genindføre de religiøse spørgsmål på et tidspunkt, hvor disse er i krise på grund af den sekularisering, samfundet har været igennem,« siger Fausto Bertinotti.

Gennem de seneste år har paven gentagne gange opfordret de rige lande til at eftergive eller kraftigt reducere de fattige landes udlandsgæld, og i februar 1997 samlede Verdensbanken en lang række religiøse repræsentanter til et møde i London for at diskutere, hvordan man bekæmper fattigdom.

Han advarer mod den åndelige fattigdom, der følger i kølvandet på forbrugerismens beruselse og mod den »irrationelle ødelæggelse af naturen. Paven opfatter globaliseringen som en uafvendelig proces, men frygter konsekvenserne af en udelukkende økonomisk og teknologisk globalisering, der tilsidesætter mennesket og fører til en kulturel nivellering.

Som et modtræk til den pengefikserede globalisering inviterede paven sidste år gejstlige fra det amerikanske kontinent, hvor 75 procent af befolkningen er katolsk, til et kirkemøde i Rom med fokus på solidaritetens globalisering og sociale forhold. Mødet førte til dokumentet »Kirken i Amerika,« der udkom i januar i år, hvori det blandt andet hedder:

»I et stigende antal lande i Amerika dominerer et system, der er kendt som neoliberalisme (..), der opfatter profitten og markedets love som absolutte parametre på bekostning af menneskets værdighed og respekten for den enkelte. Dette system bruges undertiden til at berettige en politisk og social opførsel, der fører til udstødelse af de svageste. De fattige skal udrustes til at forsvare sig mod en globaliseret økonomi.«

Under den seneste rejse til Mexico sagde han det endnu klarere: »I Amerika, som i andre dele af verden, toner en samfundsmodel frem, hvori de mægtige hersker og marginaliserer og endda eliminerer de svage.« Heraf forslaget om »et solidarisk samfund, funderet på social retfærdighed og den enkeltes rettigheder« og opfordringen til den amerikanske kirke om at bekæmpe den »misforståede (kulturelle) homogenisering og de negative effekter af globaliseringen med alle legitime midler og fremme solidaritetens globalisering.«

Det kan forekomme paradoksalt, at manden, der bidrog til kommunismens sammenbrud, har gjort kapitalismen til sin foretrukne aversion i løbet af 90erne. Som biskop i Krakow bekæmpede han for 20 år siden det kommunistiske regime og støttede tilblivelsen af fagbevægelsen Solidaritet i hjemlandet i 1980, en begivenhed, der banede vejen for Perestrojka, valget af Gorbatjov og sovjetimperiets kollaps. Mikhail Gorbatjov har sagt, at alt, hvad der er sket i Østeuropa i de senere år, havde været umuligt uden pavens indsats. Men ifølge en personlig bekendt af paven, vatikaneksperten Gian Franco Svidercoschi, søgte paven ikke kommunismens sammenbrud, og i hvert fald kom det bag på ham, at den faldt så hurtigt og pludselig. Paven satsede på en reform af det kommunistiske styre i retning af en mere menneskelig model. Han var klar over, at kommunismen, som den havde udviklet sig, havde mistet nogle idealer og var blevet forurenet. Han mente, den var dømt til fallit, på grund af afvisningen af det guddommelige aspekt i menneskets tilværelse, men i sine taler foreslog han nogle ændringer ikke en eliminering af kommunismen,« siger Gian Franco Svidercoschi

PAVEN mente, at marxismen indeholdt et »gran af sandhed,« som han formulerede det under et besøg i Riga i 1993, fordi den var en rimelig reaktion på arbejdernes forhold i det nyindustrialiserede samfund i forrige århundrede. Allerede i den pavelige rundskrivelse Centesimus Annus fra 1991 advarede Johannes Paul II mod risikoen for, at kommunismens sammenbrud ville skabe en radikal kapitalistisk ideologi, der glemmer dyder som retfærdighed, lighed og etik. I rundskrivelsen hyldede han den side af kapitalismen, der anerkender virksomhedernes fundamentale rolle i samfundet, den private ejendomsret og den frie menneskelige kreativitet i den økonomiske sektor. Men hvis man med kapitalisme forstår et system, hvor økonomien ikke er forankret i en solid juridisk kontekst, og hvor etik og religiøsitet ikke længere står i centrum, så er kapitalismen negativ, skriver han.

Herfra og til at sætte en pro-marxistisk og anti-kapitalistisk etiket på paven er der imidlertid langt, mener Svidercoschi. »Paven er ikke marxist, men han anerkender , at den i begyndelsen havde en pointe. Man kan sige, at marxismen og kapitalismen har haft omvendte 1øbebaner. Mens paven vurderer marxismens begyndelse positivt, og kapitalismens negativt, har kapitalismen i modsætning til kommunismen udviklet sig positivt.«

»Man skal heller ikke glemme, at frihedsaspektet i kapitalismen er meget tættere på kirkens holdning end kommunismen, og i virkeligheden er paven ikke helt så anti-kapitalistisk, som han ofte fremstilles. Han har sagt mange positive ting om både USA og markedsøkonomien men de refereres sjældent i medierne,« siger Svidercoschi.

Paven har altid benægtet, at hans doktrin er en tredje vej mellem kapitalismen og kommunismen. Der er ikke tale om nogen ideologi, men om teologi. Det er ikke kirkens rolle at udtænke politiske ideologier.

»Paven er ikke politiker, selv om han fremstår politisk. Men han har til det yderste, og mere end nogen pave før ham, gennemført udbredelsen af det evangeliske budskab om, hvad der er godt og skidt for mennesket. Mens kirken før forsvarede sig selv, forsvarer paven mennesket. Han er blevet talsmand for det menneskesyn, som oplysningstiden og den franske revolution tidligere repræsenterede, og hans styrke er, at han regerer over en grænseoverskridende »stat« med 900 millioner mennesker spredt over hele verden.

Han har forstået at udnytte globaliseringen, siger Svidercoschi. Marco Politi mener også, at Karol Wojtyla har ændret pavens rolle ved at gøre sig til prædikant for værdier, der rækker ud over religionen.

»Når paven taler om menneskerettigheder, globalisering og de fattige landes udlandsgæld, er han hverken kristen, muslim eller buddhist. Han har foreslået at tage paveembedet op til overvejelse, dog uden at gøre noget konkret, men forslaget er i sig selv revolutionerende. Han har opfordret til at gøre år 2000, kirkens jubelår, ikke bare til triumfens, men især angerens år, hvor de kristne skal granske deres fejltagelser gennem århundrederne, eksempelvis deres rolle i jødernes tragedie under Holocaust, huske på inkvisitionens rædsler og de uretfærdige gerninger mod bl.a. Galileo. Alt sammen viser, at denne pave ikke kan reduceres til en kliche, men er en meget kompleks person,« siger Politi.

I lyset af kirkens problemer med at finde unge præster og flugten fra kirken i - den vestlige verden samt kirkens egen tendens til at akkumulere materiel rigdom kunne man fristes til at tillægge pavens fremfærd mod markedsøkonomiens svage sider som et opportunistisk forsøg på at sikre kirken opmærksomhed og medlemmer. Men både Politi og Svidercoschi mener, at Karol Wojtyla er drevet af en indre overbevisning, der bunder i mystikerens nære forhold til Gud. Den store forskel på denne og andre paver er, at han på egen krop har oplevet to af vor tids værste totalitære ideologier, nazismen og kommunismen, mener Svidercoschi.

Som ung levede han i Polen under den tyske besættelse og oplevede ikke bare krigens rædsler, men via sine jødiske venner, hvoraf mange blev dræbt, også nazismens ondskab. Siden virkede han som præst og biskop under kommunismen, indtil han blev udnævnt til pave i 1978. Dertil kommer, at hans ungdom og barndom var præget af tab og lidelse. Kort før hans ni års fødselsdag døde moderen Emilia, og tre år senere døde hans 26-årige bror Edmund af skarlagensfeber. Tilbage var faderen, som døde, da Karol var 20. Kun to år senere traf han sit livsvalg - at blive præst - selv om han på det tidspunkt var en lovende - skuespiller og dramaturg. De personlige erfaringer med nazismen og kommunisnen banede vejen for hans fokusering på det enkelte menneskes rettigheder frem for staters og nationers.

Undervejs supplerede studierne af fænomenologien og Thomas Aquinas hans personlige erfaringer. Fra fænomenologien tager han individets betydning og frihed - det er individet, der handler - men individet er - i overensstemmelse med thomismen - bundet til sandheden, Guds sandhed, som det skal følge, hvis det vil leve på værdig vis.

Pavens version af fænomenologien er altså ikke en sekulariseret model, der i hans øjne fører til relativisme, hvor alle mennesker er lige gyldige. Umiddelbart ligner Wojtyla modsætningernes mand. Gennem sin paveperiode har han kæmpet mod både kapitalisme og kommunisme. Men går man ind bag personen, opdager man, at hans korstog mod begge systemer giver mening, fordi han ikke tror på systemer, men på en mand. Kristus. Den gode diktator.