Et liv i Guds tjeneste

ANDREAS RUDE

Mag.art.

En af de mest bevægende episoder i Det Nye Testamente er beretningen i Lukasevangeliet om den gamle præst Simeons møde med Jesusbarnet i templet. Ved synet af barnet tager Simeon det i sine arme og udbryder: »Herre, nu lader du din tjener gå bort med fred efter dit ord. For mine Øjne har set din frelse, som du har beredt for alle folk: Et lys til åbenbaring for hedninger og en herlighed for dit folk Israel« (Luk. 2, 29-32).

For dem, der fulgte den aldrende pave Johannes Paul II på hans pilgrimsfærd til Det hellige Land i marts og var vidne til hans forsoningsgestus over for jøderne ved Grædemuren i Jerusalem, var det fristende at huske på Simeons ord og tænke: »Nunc dimittis - nu lader du din tjener gå.«

Rejsen var pavens nummer 91. Teologisk var den et højdepunkt i den katolske kirkes hellige år. Politisk var

den en triumf. Paven evnede både at støtte palæstinenserne, styrke Vatikanets interesser i Mellemøsten og vinde israelerne for sig. Selv den italienske presse var helt igennem begejstret. Hvad mere kunne man næsten forlange? .

Udskældt som få

Den 17. maj fyldte paven 80 år. Det er 54 år siden, han blev præsteviet og 22 år siden, at han blev valgt til pave. Det skete den 16. oktober 1978, og med valget af Karol Wojtyla fik den katolske kirke sin første ikke-italienske pave i 450 år og den første slaviske pave nogensinde. Han er den 261. efterfølger på Skt. Peters stol. Som den katolske kirkes synlige overhoved betragtes paven traditionelt som et tegn på enhed, men denne pave har også vist sig som en meget kontroversiel skikkelse. Han har en fantastisk udstråling, og på sine rejser har han tiltrukket enorme menneskemængder (for eksempel fire millioner i Manila i 1995), som inspireres af hans kristne budskab og begejstres af hans kamp for menneskerettighederne.

Samtidigt er han udskældt som få.  I hans pontifikat, siger pavens kritikere, er det teologiske klima i Vatikanet blevet stadigt køligere.  Han har modarbejdet meget af den fornyelse af den katolske kirke, der var en følge af Det andet Vatikankoncil.

Han har søgt at centralisere kirkens magt, at skabe et mere traditionalistisk præsteskab og at umyndiggøre lægfolket. For mange praktiserende katolikker er det næsten ubegribeligt, at den mand, hvis moralske støtte og personlige vidnesbyrd var afgørende for opløsningen af de kommunistiske regimer i Øst- og Centraleuropa, samtidig synes at ville indsnævre deres personlige råderum i spørgsmål om tro og moral.

Andre hævder, at pave Johannes Paul II er en af de mindst forståede store skikkelser i den 20. århundrede.

Både som politiker og som kirkeligt overhoved styres han af sin kristne, humanistiske overbevisning, hvor det at sikre det enkelte menneskes værdighed bør være den højeste menneskelige stræben. For paven betyder det, at Kristus blev menneske, en helliggørelse af menneskelivet, og det er denne opfattelse, der ligger til grund for hans kamp mod alt det, han mener truer menneskets virksomhed, hvad enten det er politisk diktatur, religiøs forfølgelse, bevidstløst forbrug eller familiens opløsning. For mange af dem, der står på sidelinjen, og som tiltrækkes af nogle af hans temaer men frastødes af andre - som for eksempel ser med sympati på hans modstand mod kommunismen, men er uenig i hans kamp mod fri abort - er det svært at forstå, at for paven bunder de to holdninger i den samme overvejelse. Et menneskefoster og en polsk skibsværftsarbejder er begge Guds skabninger. Begge er derfor værdige til kirkens beskyttelse.

Paven provokerer således sine omgivelser. Men hans budskab er netop religiøst i sin kerne, ikke politisk. Vel opretholder han en stram dogmatisk disciplin i den katolske verden, men i forhold til andre religioner demonstrerer han en åbenhed, som ingen andre paver før ham.

Vel ignorerer katolikker i USA og Vesteuropa i stort omfang hans forbud mod fødselskontrol, men hans udlægning af traditionel, katolsk moralteologi har fået megen ros fra ikke-katolikker og ikke-kristne, der i rundskrivelser som »Veritas Splendor« (Sandhedens Stråleglans, 1993) tiltales af pavens samfundssyn og moralske engagement. Hans forkyndelse er, at Kristus ikke blot åbenbarer Guds kærlighed til menneskene, men at Han også åbenbarer, hvad det overhovedet vil sige at være menneske. Set fra pavens synsvinkel er det verdens valg, om den vil leve op til de krav, som troen stiller. Og det er muligt, forsikrer han. Det var ikke tilfældigt, at de ord han som nyudnævnt pave hilste mængden på Peterspladsen med var  »Vær ikke bange«. Temaet blev videre udfoldet i rundskrivelsen  »Redemptor Hominis« (Menneskets Forløser), som han påbegyndte samme år, og som anses for hans pontifikats programerklæring.

Hård barndom

Karol Wojtyla havde en hård barndom. Hans mor døde, da han var ni år gammel og hans storebror, som han var stærkt knyttet til, døde tre år senere. Karol blev opdraget af sin fader, der var officer, og han voksede op som en ung mand, der både var selskabeligt anlagt, men som også tidligt udviklede behov for at være alene.

Han tilbragte timer på sine knæ i tomme kirker, og listede ofte af fra selskaber, diskussionsaftener eller prøver på teatret (han var en habil amatørskuespiller) for at bede i enrum. Det intense bønsliv kan fra tid til anden fornemmes direkte i pavens kropsprog, og da han i 1982 besøgte England, bed en journalist mærke i, at paven  »seemed genuinely at ease on his knees« - at han tydeligvis var dybt fortrolig med at knæle i bøn.

1 1941 døde Karol Wojtylas far, og samme år besluttede han sig for alvor til at blive præst. Studieårene var præget af den tyske besættelse af Polen og vekslede mellem hårdt fysisk arbejde i et stenbrud og forelæsninger på det hemmelige præsteserninarium, som Krakows fyrst-ærkebiskop Adam Stefan Sapieha havde oprettet i sit palads. Den livsførelse, han tillagde sig efter at være blevet præst, kunne være taget direkte fra mange helgenberetninger. Skønt han gik klædt i en tyndslidt præstekjole, fornærmede han sognets damer ved at give det varme tøj, som de havde foræret ham, væk til tiggere. Men det betyder ikke, at han kun var en from forsager af verden. Karol Vojtyla var kendt som en ivrig sportsmand og en ligeså ivrig læser af filosofi, litteratur og skuespil, og han viste både som præst og universitetslærer et ganske særligt talent som sjælesørger for unge mennesker.

Besøget i Polen

Da Karol Wojtyla var kandidat til embedet som ærkebiskop af Krakow, støttede de polske kommunister overraskende hans kandidatur.

Måske regnede de med, at hans relative ungdom og hans hang til filosofi ville gøre ham nem at styre. I dag ved vi, at kommunisterne næppe kunne have begået en større fejtagelse. Da Karol Vojtyla i 1978 blev valgt til pave, var han allerede i Moskva kendt for sit robuste og frimodige forsvar for religionsfrihed. Mens det polske kommunistparti overvejede, hvorvidt det skulle tillade pavens første besøg i Polen på et tidspunkt, hvor Solidaritet endnu var i sin vorden, rådede Leonid Bresjnev polakkerne til at sige nej. Den polske regering fulgte ikke rådet fra Moskva. Paven kom, og hans opsigtsvækkende nidages tur i 1979 skabte mildest talt vanskeligheder for det polske kommunistiske regime. En tredjedel af den polske befolkning mødte paven ved de store gudstjenester, og pavens budskab til dem var klart:  »Polens fremtid afhænger af, hvor mange mennesker, der er modne nok til at lade være med at tilpasse sig.« Et år senere underskrev Lech Walesa (med en pen, der bar pavens portræt) den aftale med den kommunistiske regering, der anerkendte Solidaritet, som dermed blev den første uafhængige fagforening bag jerntæppet.

Stor indflydelse

Er paven en af nutidshistoriens store skikkelser?

Den amerikanske katolske forfatter og kirkelige iagttager George Weigel har i en nylig biografi om Johannes Paul II skrevet, at paven »først og fremmest er historisk i den forstand, at han på en gang repræsenterer en bestemt type; et vendepunkt og et eksistentielt endemål.« Og Weigel tilføjer: »Hvis ikke der havde været denne særlige mand på dette særlige tidspunkt, så kunne historien meget vel være forløbet anderledes«. Det er derfor lidt ironisk at tænke på, at paven var den pave, der egentlig ikke skulle have været.  Havde det ikke været fordi hans umiddelbare forgænger døde efter kun 33 dage i embedet, ville historien næppe have levnet plads til Johannes Paul II.

I dag er han den pave, der har regeret længst i det 20. århundrede. For millioner af unge katolikker er Johannes Paul II den eneste pave, de har kendt, og blandt iagttagere af Vatikanet er der bred enighed om, at hans personlighed har styrket den katolske kirke. Trods talrige sammenstød med den moderne verden har pavestolens åndelige prestige ifølge den engelske kirkehistoriker Eamon Duffy ikke været større siden højmiddelalderen. Politisk har der ikke stået større respekt om den siden Den anden Verdenskrig, og ambassadører fra 160 lande er akkrediteret i Vatikanet.

» Nunc dimittis« - nu lader du din tjener gå. Men alligevel bliver paven ved med at opretholde et program, der ville tage pusten fra en langt yngre mand. Og denne påske har været travl. Langfredag sad han sin vane tro i en anonym skriftestol og hørte skriftemål i en time. Senere ledede han en to en halv times gudstjeneste i Peterskirken og samme aften førte han an i en korsvejsandagt i Colosseum for 70.000 mennesker.  Påskenat deltog paven i en tre timer lang messe for 150.000 troende.  Senere gav han den traditionelle velsignelse »Urbi et Orbi « (til byen og til verden) og ønskede glædelig påske på 61 sprog, mens det hele blev tv-transmitteret til over 50 lande og et verdensomspændende publikum på mere end en milliard.

Optakten til 80-års fødselsdagen har ikke været helt let.  I januar kom formanden for den tyske bispekonference, biskop Karl Lehmann, i et interview til at antyde, at paven, der formentlig lider af Parkinkinsons Syge, måske skulle trække sig tilbage af helbredsgrunde.

Reaktionen fra Rom lod ingen tvivl om pavens vilje til at fortsætte.  For nylig er Paris' ærkebiskop, kardinal Jean-Marie Lustiger, også kommet paven til undsætning ved at beskrive hans tilstand som »en fange i sin egen krop« for således taktfuldt at understrege, at hans intellekt er usvækket.

Evighedens perspektiv

Selv lader paven ikke til at være bekymret. I oktober sidste år udsendte han et brev rettet særligt til ældre mennesker. Heri kritiserer han, at mange moderne samfund betragter det at blive gammel som mere eller mindre værdiløst, fordi der lægges så stor vægt på »umiddelbar menneskeligt nytte og produktivitet.« Sådant et syn fører ofte til foragt for livet i al almindelighed, mens ældre mennesker tit kommer til et punkt, hvor de begynder at overveje, om deres liv overhovedet er værd at leve, understreger han. Som 79årig vedgår han selv at lide under »de begrænsninger, som alderdommen fører med sig,« men fortsætter ufortrødent med at nyde livet: »Det er vidunderligt at være i stand til at give sit hele liv, helt til slutningen, i tjeneste for Guds rige.« Her taler en mand, der for længst har fundet en plads i historiebøgerne, men som først og fremmest forstår sin rolle under evighedens perspektiv.