Den kristne menighed som et fællesskab af troende har brug for faste former, en klar fordeling af opgaverne og en entydig ledelse fremad mod det fælles mål. Målet, som vi alle stræber frem imod, er Guds Riges komme, og Jesus har givet os nogle ganske klare opfordringer at følge. Ved den sidste nadver sagde han til de tolv apostle: "Gør dette til min ihukommelse!" Og andetsteds finder vi: "Mig er givet al magten i himlen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple" eller "Hvis nogen vil være den første, han skal være den sidste af alle og alles tjener". Disse ord forpligter alle kristne, men specielt dem, der har ansvar for en menighed, ja, alle, der har et embede i Kirken.

Mange mennesker fulgte Jesus, da han gik her på jorden, men blandt alle dem udvalgte han sig nogle, som han gav specielle opgaver, nemlig disciplene. De blev sendt forud for ham til alle de byer og landsbyer, som han selv ville besøge, med denne opgave: "Helbred de syge, som er der, og sig til dem: Guds rige er kommet nær til jer".

Blandt disciplene var der igen tolv, som Jesus gav en særlig udsendelse: apostlene. Til at lede dem udvalgte han Simon, som han gav navnet Peter, der betyder klippe, nemlig den klippe, på hvilken han ville bygge sin Kirke.

Da Kirken efter Jesu død og opstandelse voksede, fik man brug for stadig flere til at varetage de forskellige opgaver blandt de troende. Nogle havde til opgave at forkynde, prædike og undervise. Andre skulle forestå den liturgi, der opstod omkring brødets brydelse, og endelig var der nogle, der skulle tage sig af de fattige og syge. Alle disse opgaver påhviler egentlig også den dag i dag os allesammen. I en velfungerende menighed tager alle del i opgaverne, hver efter sine evner og kræfter. Paulus siger i sit første brev til Korinterne: "Der er forskellige nådegaver, men Ånden er den samme; der er forskellige tjenester, men Herren er den samme... Men alt dette virker den ene og samme Ånd, som efter sin vilje tildeler enhver sin særlige gave".

De fleste mennesker må imidlertid dele deres tilværelse mellem et arbejde ude i samfundet for at tjene til livets opretholdelse, arbejde i hjemmet for familiens trivsel og arbejde i sognet, for at menigheden kan fungere. Allerede tidligt i Apostlenes Gerninger hører vi, at apostlene havde brug for aflastning, og derfor blev der udvalgt syv mænd, "som havde godt lov og var fulde af Ånd og visdom"; de blev fremstillet for apostlene, som bad og lagde hænderne på dem. Denne skik har holdt sig op til vore dage. Når en mand føler sig særligt kaldet af Gud til at bruge hele sit liv til tjeneste i menigheden, bliver han viet til denne gerning af biskoppen gennem bøn og håndspålæggelse. Han modtager præstevielsen eller ordinationens sakramente. Men forud for vielsen er der gået år med at studere og forberede sig til gerningen i Kirkens tjeneste.

Når en ny præst skal vies, tilkalder man så vidt muligt alle de andre præster i bispedømmet, og sammen med biskoppen lægger de også hånden på den nye præsts hoved for at tilkendegive samhørigheden mellem dem i Guds tjeneste. Derefter fejrer de alle messen sammen med biskoppen. De viede præster er biskoppens

stedfortrædere og ansvarlige over for ham, ligesom de første hjælpere, apostlene fik. Biskoppen, der samarbejder med alle præsterne i sit bispedømme, er selv blevet bispeviet gennem bøn og håndspålæggelse af andre biskopper. Dette fællesskab mellem biskopperne i hele verden og dermed også med biskoppen i Rom kan føres tilbage i en uafbrudt rækkefølge helt til apostlenes tid. Denne uafbrudte følge kalder vi successionen, og den findes ikke bare i den katolske Kirke, men fx også i den anglikanske kirke.

Vi har tre forskellige ordinationer: bispevielsen, præstevielsen og diakonvielsen. Biskoppen leder som apostlenes efterfølger et helt bispedømme og er ansvarlig for forkyndelsen, gudstjenesten og omsorgen for de svage i dette område. Han uddeler firmelsens sakramente i alle bispedømmets kirker, han foretager diakon- og præstevielser og eventuelt bispevielser. Det er også ham, der indvier nye kirker.

Præsten har til opgave på biskoppens vegne at tage sig af et enkelt af bispedømmets sogne eller gøre tjeneste på anden vis inden for Kirken. Foruden at prædike og undervise forvalter han de sakramenter, som han gennem sin præstevielse har fået myndighed til. Det er i første række eukaristien, forvandlingen af brødet og vinen til Jesu Kristi legeme og blod. Som tegn på denne fuldmagt bliver præstens hænder salvet med olie under præstevielsen. Han har desuden fået fuldmagt til at høre skriftemål og tildele syndsforladelse. Det er også præstens opgave at døbe, at forestå ægtevielser, meddele de syges salvelse og forestå begravelser af de døde. Som sognepræst tager han sig af alle nødlidende i sognet, besøger syge og døende.

Til hjælp kan præsten have en diakon. Han kan hjælpe med prædiken og undervisning, samt tage sig af syge og nødlidende. Han kan i nødsfald uddele kommunionen, men ikke selv foretage forvandlingen af brødet og vinen.

Den katolske præst kan ikke gifte sig. Han forpligter sig til at leve i cølibat og derved stille hele sin person til rådighed for tjenesten i Kirken. Han modtager gennem sin vielse Helliåndens nåde og kraft og bliver ved dette sakramente mærket for evigt. Præsten liv er altid et svar på en personlig kaldelse fra Gud.



KD