Om at bede

Når man læser i såvel Det gamle som Det nyeTestamente træffer man ustandselig på begrebet bøn og det at bede. Bøn hører uløseligt sammen med troen på en Gud. Ikke kun de kristne beder; i alle de større religioner forekommer bønnen som noget væsentligt, ja måske som det vigtigste.

Hvis vi nøjes med at se på, hvad der står i Det nye Testamente, den tekst, som kristendommen hviler på, så kan vi læse nogle temmelig klare anvisninger på, hvordan man skal bede - og hvordan man ikke skal bede.

I Matthæusevangeliet kap. 6 siger Jesus:

" Når I beder, skal I ikke være som hyklerne; thi de holder af at stå og bede i synagogerne og på gadehjørner for at blive set af mennesker; sandelig siger jeg jer; de har allerede fået deres løn udbetalt. Men du, når du beder, så gå ind i dit kammer og luk din dør og bed til din Fader, som er i det skjulte, og din Fader som ser i det skjulte, skal betale dig.

Men når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord. Dem må I derfor ikke ligne; thi jeres Fader ved, hvad I trænger til, før I beder ham.

Derfor skal I bede således: Fader vor, du som er i Himlen ... "

En bedre anvisning på at bede kan man ikke forlange.

Men Jesus siger også:

" Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader, " og

" Alt, hvad I beder om i jeres bønner, skal I få, når I tror."

Med disse korte sætninger har vi fået en hjælp til at bede; bed alene og din bøn skal følges af en fast tro på Gud og på, at Han kan og vil hjælpe dig.

På trods af disse enkle klare råd om, hvordan man skal bede til Gud, så har mange mennesker alligevel svært ved at bede. Nu ved man ikke meget gennem offentlige undersøgelser, men når man taler med folk om disse ting, så kommer det frem, at bønnen: "Fader Vor", som Jesus har lært os, er den bøn, de fleste tyer til, når de har noget på hjerte. Også bønnen til jomfru Maria: " Hil dig Maria " er en meget skattet bøn; begge bønner har ofte været indlært i barneårene hjemme eller på skolen, og selv om det nu i flere årtier har været et udtryk for dårlig pædagogik at lade eleverne lære noget udenad, så viser det sig, at næsten alle er glade for en bøn eller et salmevers, som de stadig kan udenad.

Når det derimod drejer sig som den personlige bøn, så viser vanskeligehederne sig ofte at dukke op.

" Hvordan skal jeg formulere mig ? - hvad kan jeg tillade mig at bede Gud om ? - vil det blive opfattet af Gud som ren og skær egoisme ?"

eller

"jeg har bedt så ofte for et andet menneske, som trænger til hjælp, hvorfor bønhører Gud mig ikke ?"

Børn taler ofte uden den voksnes blufærdighed, men der er ikke megen forskel på barnets formulering og den voksnes.

Problemet med den indtrængende bøn for et andet menneske, en bøn der ikke bliver hørt er noget de fleste har oplevet. Mennesket glemmer meget hurtigt; tænk blot på, hvor hurtigt man glemmer de smerter, man netop er blevet befriet for. Når livet går let, glemmer man de mørke tider. På samme måde er det med de bønner, man har udtrykt over for Gud. Men Guds veje er uransagelige. Gud ved bedre, hvad der er godt for et menneske; han har en bestemt plan med det menneske, som vi ikke kan vide.

Når der er gået en del tid, kommer vi måske i tanke om de bønner, vi havde bedt; og så strejfer tanken én - det gik jo egentlig meget godt - blot helt anderledes, end man havde bedt om.

Det betyder ikke, at det så var ligegyldigt, at man bad indtrængende til Gud. Man havde det andet menneske i tankerne, og man ønskede så inderligt, at det skulle gå godt. Gud viste senere, at det kan gå godt på mange andre måder, end vi kan forestille os. Men en bøn er aldrig forgæves - "bed og I skal få!", siger Jesus, men måske får vi noget andet, end vi bad om.

Bøn kan have andre former end den udenadlærte og den personlige. I Kirken herhjemme er det ved at blive skik og brug, at der i messen synges flere og flere salmer; det er en skik fra Den danske Folkekirke, og Folkekirken har mange meget fine salmer; man taler om den danske salmeskat. Mange af disse salmer har karakter af bønner til Gud, og menigheden låner ved salmesangen digterens formulering af det danske sprog i deres henvendelse til Gud.

I Jakobs brev kap. 5,13 står der: " Lider nogen iblandt jer ondt, skal han bede; er nogen vel til mode, skal han synge lovsange."

Man kan bede uden egentlig at formulere ord; bøn kan være tanker henvendt til Gud; det kan måske være på vej til arbejde i bilen, mens man sidder i køen på indfaldsvejen til byen. Det kan være i køkkenet under madlavning eller under andre forhold, hvor man er alene. Man kan sidde og spekulere på, hvordan man skal klare en vanskelig situation på sit arbejde; man kan bede Gud om hjælp til at træffe den rigtige beslutning. Situationerne er talrige, og måderne at henvende sig til Gud på er mange.

OD