Troens banebryder og fuldender: Jesus

 

Den luthersk-katolske dialog om retfærdiggørelseslæren 3

 

I 1995 holdtes i Birgittinercentret i Farfa i Italien en konference, hvor lutherske og katolske teologer søgte at gøre status over udviklingen i de katolsk-lutherske relationer. I en tale til deltagerne udtalte pave Johannes Paul II bl.a., at “vi må virkelig være den almægtige Gud taknemlige for, at der igennem de sidste tredive år er blevet gjort meget for at overvinde adskillelsens barrierer og styrke de væsentlige, grundlæggende enhedsbånd, der allerede eksisterer mellem os... En meget fundamental fase i dialogen blev nået, da læren om retfærdiggørelsen blev det centrale emne, og vi må med fortrøstning se frem til det dokument, som lutheranere og katolikker nu arbejder hårdt på, og som sigter mod at udtrykke en fælles forståelse af dette centrale tema i vor tro”. Det er det dokument, der blev underskrevet i Augsburg den 31. oktober i år.

Augsburg er det sted, hvor man skiltes i 1530 på den lutherske “augsburgske bekendel­se”, og det sted, hvor der blev sluttet en politisk fred mellem katolikker og lutheranere i 1555. Den 31. oktober, for lutheranere “reformationsdagen”, er den dag, Martin Luther slog sine afladsteser op, der med generalsekretæren for Det lutherske Verdensforbund, dr. Ishmael Nokos ord “ikke sigtede mod en spaltning i Kristi Kirke, men mod reformering af den ene Kirke på visse områder”. I 1999 blev Augsburg et forsoningens sted og den 31. oktober en forsoningsdag.

 

Det økumeniske opbrud

Dette resultat skal ses som en frugt af hele det økumeniske opbrud, der har præget dette århundrede, og det kan kun forstås i den sammenhæng. Det begyndte uden for Den katolske Kirke. Samarbejde og teologiske drøftelser mellem kristne på tværs af konfessionsskel banede vejen for dannelse af organer og organisationer med stadig mere bevidst økumenisk sigte: de kristnes enhed i synligt kirkefællesskab og fælles indsats. Det førte til dannelsen af Kirkernes Verdensråd i 1948. Denne dannelse indebar et teologisk problem: Kirkernes Verdensråd kunne ikke være en “superkirke”, i så fald ville Kirkens enhed i synligt fællesskab først være dannet af mennesker i det tyvende århundrede. Den katolske Kirke har da også altid stået uden for Kirkernes Verdensråd i bevidstheden om, at Kirkens apostoliske fællesskab og synlige enhedsprincip er bevaret i Den katolske Kirke. Men ved Det andet Vatikanerkoncil engagerede Den katolske Kirke sig på den økumeniske vej og det på en “irreversibel måde”, som paven har udtrykt det, dvs. uigenkaldeligt. Derfor er der gjort og gøres der en stor indsats fra katolsk side for at få genoptaget kontakten med kirker og kirkesamfund, som Den katolske Kirke havde mistet forbindelsen med.

Det var i direkte forlængelse af Det andet Vatikanerkoncil, at der i 1965 blev nedsat en  fælles officiel luthersk-katolsk studiekommission, hvis medlemmer blev udpeget af henholdsvis Det lutherske Verdensforbund og Den katolske Kirkes Sekretariat til fremme af de kristnes enhed (i dag: Det pavelige råd til fremme af de kristnes enhed). Det er denne kommission, der har fremlagt Fælleserklæringen om retfærdiggørelseslæren. Det lutherske Verdensforbund blev dannet i 1947. Det er ikke en “kirke”, heller ikke efter luthersk opfattelse (jf. Kirkernes Verdensråd), men et “forbund” (ikke en sammenslutning) af lutherske kirkesamfund, der hver har deres lokale ordning som i Danmark Folkekirken, idet heller ikke en sådan ordning opfattes som Kristi kirke, men alene som et “gæstekammer” for Jesu Kristi sande kirke, som det er udtrykt af Folkekirkens biskopper. Et sådant kirkesyn svarer ikke til katolsk tro, hvilket står som et uløst problem i Fælleserklæringen. Men det betyder, at det er misvisende, når det ikke sjældent siges, at “de to kirker” har underskrevet en fælleserklæring i Augsburg. Fælleserklæringen er forhandlet og underskrevet af Det lutherske Verdensforbund og Den katolske Kirke; for Den katolske Kirke underskrev præsidenten for Det pavelige råd for de kristnes enhed, kardinal Edward Idris Cassidy og rådets sekretær, biskop Walter Kasper, for Det lutherske Verdensforbund underskrev forbundets præsident, Landesbischof Christian Krause, seks vicepræsidenter fra forskellige dele af verden og forbundets generalsekretær dr. Ishmael Noko. Men selv med den begrænsning, forskellen i kirkesyn indebærer, er resultatet meget bemærkelsesværdigt, for det er første gang, at der er underskrevet en fælles erklæring mellem Den katolske Kirke og et forbund af kirkesamfund fra det 16. århundrede. Selv de årelange drøftelser mellem anglikanere og katolikker har således endnu ikke ført til underskrivelse af et fælles dokument. Derimod har pave Johannes Paul II underskrevet fælleserklæringer med gammelorientalske kirker om centrale trossandheder, man skiltes på i Kirkens første århundreder. I det samlede billede repræsenterer underskrivelsen i Augsburg derfor en milepæl for det økumeniske opbrud i Vesten.

 

Dombes-gruppen

Vejen frem til en fælles forståelse af retfærdiggørelseslæren har været lang og vanskelig, og mange er de, der har bidraget til denne proces. Det er sket i den nævnte luthersk-katolske kommission, men mange andre nationale, regionale og internationale kommissioner og grupper har drøftet de store teologiske spørgsmål konfessionerne imellem i mange forskellige sammenhænge. Her følger vi alene nogle spor i dialogen om retfærdiggørelseslæren.

Fransk-talende lutheranere, reformerte og katolikker dannede tidligt en teologisk studiegruppe med samlingssted i trappist-klostret i Dombes i Frankrig (senere med tilknytning til Taizé). I 1956 behandlede denne gruppe spørgsmålet om arvesynd og bragte i den sammenhæng en vigtig formulering om retfærdiggørelsen: “Under Helligåndens virke og i afhængighed af Ham svarer mennesket selv på Guds initiativ, som retfærdiggør det i Jesus Kristus, og udfører de gerninger, ved hvilke Gud “giver både at ville og at virke” (jf. Fil.2,13)”. Her genoptager Dombes-gruppen et synspunkt, som spiller en hovedrolle i Augustins og den katolske traditions forståelse af retfærdiggørelseslæren.

I forholdet mellem Gud og mennesket er der ikke tale om “lige parter”, hvor mennesket er selvberoende i forhold til Gud. Mennesket kan nok selv sige (og har sagt) nej til Gud, men at antage, at mennesket i kraft af egen fri vilje kan sige ja til Gud, er en humanistisk opfattelse. Ud fra en sådan humanistisk opfattelse vil man ikke kunne forstå, hvorfor Luther siger nej til menneskets frie vilje, men heller ikke forstå den katolske opfattelse af den frie vilje. Det er katolsk set fundamentalt, at mennesket efter syndefaldet er fuldstændig ude af stand til selv at vende sig mod Gud; mennesket kan ikke i kraft af egen vilje ændre sit nej til et ja. Det har siden Augustins tid altid været fremhævet i katolsk tradition, at menneskets frelse og dets retfærdiggørelse sker i kraft af et ufortjent initiativ fra Guds side; intet menneske kan nogensinde ved hjælp af egen vilje og gerninger gøre sig fortjent til Guds kærlighed og tilgivelse; den er ren nåde. Ellers tømmes Kristi kors for sin kraft (jf. 1 Kor.1,17). Det er også derfor Guds tilgivelse og kærlighed alene kan modtages i tro på Jesus Kristus. Guds nåde har absolut primat. Det er ikke på dette punkt, katolsk og luthersk opfattelse skilles.

Skismaet fremkommer, hvis man siger, at mennesket i retfærdiggørelsen og som retfærdiggjort fortsat er rent passivt og en uforandret synder, intet kan og intet er i forholdet til Gud. Det afviser den katolske tro som en fornægtelse af retfærdiggørelsen som en genfødsel og fornyelse i Helligånden (jf. Joh.3,5), der indebærer, at mennesket bliver en ny skabning i Kristus (jf. 2 Kor.5,17). Troen er i dette perspektiv et engagement, der omfatter hele personen, og Gud gør af uforskyldt nåde mennesket i stand til selv personligt at kunne tro, på ny have sin frihed i Gud og således bære ansvar, leve sit liv ud fra troen og i troen gøre kærlighedens gode gerninger. I retfærdiggørelsen giver Guds kærlighed  mennesket evnen til at kunne genelske Ham og i Ham elske medmennesket (jf.Matt.22,36-40). Retfærdiggørelsen er indgangen til et liv i den kærlighedspagt med den treenige Gud, som er forberedt i den gammeltestamentlige pagt mellem Gud Herren og hans folk, fuldbyrdet af Kristus i hans død på korset og aktuelt nærværende i Kirkens eukaristi.

Når vi ser på Dombes-formuleringen kan vi se, at den katolske forståelse er inddraget: Initiativet er Guds, det er ved Helligåndens virke, at mennesket føres til retfærdiggørelse. Men i denne retfærdiggørelse sættes mennesket af Helligånden i stand til at sige ja til Gud og til “både at ville og at virke”. Dermed er “gode gerninger” både taget med og sat på deres rette plads: de har deres kilde i Guds nåde og følger af troen på Jesus Kristus og retfærdiggørelsen i Ham.

 

Lærefordømmelser - kirkeadskillende?

I 1972 var den luthersk-katolske studiekommission kommet med sit første bidrag til dialogen: Evangeliet og Kirken (“Malta-rapporten”). Her fremhæves, at der “i dag er en vidtrækkende enighed under udvikling i fortolkningen af retfærdiggørelseslæren”. Fra katolsk side bekræftes, at retfærdiggørelsen fra Guds side er betingelsesløs, og fra luthersk side bekræftes, at retfærdiggørel­sen er omfattende og grundlægger et nyt liv for den, der tror.

Retfærdiggørelseslæren drøftedes derefter i mange sammenhænge, fx mellem lutheranere og reformerte (“Leuenberg-konkordien” 1973), og stor betydning fik den luthersk-katolske dialog i USA, der i 1983 førte til dokumentet “Retfærdiggørelse ved tro” (med historisk gennemgang og analyser). Det nævnes heri, at det må antages, at der efterhånden er så stor enighed om retfærdiggørelseslæren, at den ikke behøver at være kirkeadskillende. Det er dette tema, der gøres til et overordnet synspunkt i det store arbejde, der blev gennemført af lutherske og katolske teologer i Tyskland, og som i 1986 førte frem til det omfattende værk “Lærefordømmelser - kirkeadskillende?”. Det  behandler også andre store emner som sakramenter og embede, men det er dets kapitel om “Retfærdiggørelsen af synderen”, der har haft særlig betydning for udarbejdelsen af Fælleserklæringen.

I et omhyggeligt historisk og teologisk arbejde gennemgår “Lærefordømmelser - kirkeadskillende?” i behandlingen af retfærdiggørelseslæren syv felter, der traditionelt har stået katolikker og lutheranere imellem: om menneskenaturen er blevet totalt fordærvet ved syndefaldet; om begæret i mennesket (concupiscentia) efter retfærdiggørelsen er synd eller syndens følger; om mennesket er passivt i retfærdiggørelsen eller gøres aktivt; om retfærdiggørelse alene er en ydre tilregning eller betyder en indre forvandling; om retfærdiggørelsen sker ved “troen alene” eller ved “troen og kærlighedens gerninger”; om mennesket kan være sikker på sin frelse eller må stole på den i tro; om menneskets gode gerninger er fortjenstfulde hos Gud. Det særlige ved dette dokuments analyser er, at de klart viser de historiske begrænsninger i en række af de formulerin­ger, der har dannet grundlag for konflikterne, og at mange formuleringer har været uheldige og misforståelige, således som de er blevet opfattet i teologi, sjælesorg og fromhedsliv. Disse begrænsninger kan på mange måder afdækkes og klargøres i dag, således at den måde, man i dag, bibelsk og teologisk, vil formulere sig på, stiller problemerne anderledes. Her fører dokumentet således frem til en skelnen mellem troens fundamentale indhold og dens sproglige formuleringer, og der tegner sig herigennem i stigende grad en fundamental overensstemmelse mellem luthersk og katolsk opfattelse af retfærdiggørelseslæren. Det indebærer ifølge dokumentet, at de læreforkastelser, der blev formuleret i det sekstende århundrede, ikke kan siges at ramme de nutidige positioner, således at, selv om der fortsat er forskelle, der kan være alvorlige nok, så behøver de ikke at være en hindring for kirkefællesskab, men kan være forskelle inden for den ene Kirke.

 

Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren

Inden den officielle luthersk-katolske kommission fremkom med sit første udkast til en fælles erklæring om retfærdiggørelseslæren, havde den gennem årene udgivet en række dokumenter. Særlig vigtigt i denne sammenhæng er dokumentet “Kirke og Retfærdiggørelse” fra 1994, fordi dette dokument behandler kirkesynet. Det er i den økumeniske dialog gennem årene blevet mere og mere klart, at den lutherske formulering af “retfærdiggørelse ved troen alene” udpræget er tænkt ud fra den enkelte synders situation og heri også er præget af det individualistiske menneskesyn, der brød frem i renæssancen. Men bibelsk set er “Guds folk” et hovedsynspunkt både i det Gamle og i det Ny Testamente. Derfor må fællesskabet i Kirken som Guds folk med i forståelsen af retfærdiggørelsen. Denne dimension er dog ikke medtaget i Fælleserklæringen.

Det endelige forslag til Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren fra 1997, der også blev vedtaget, er opbygget således, at det præsenterer fælles formuleringer og i hvert tilfælde gør nærmere rede for de lutherske, henholdsvis katolske synspunkter. I fællesskab bekender katolikker og lutheranere således, at “Alene af nåde i troen på Kristi frelsesgerning, ikke på grund af vor fortjeneste, bliver vi antaget af Gud og modtager Helligånden, som fornyer vore hjerter og gør os i stand til og kalder os til gode gerninger” (15). Dokumentet fremhæver retfærdiggørelseslæren som kriterium for kirkens lære og praksis (18). I udfoldelsen af den fælles forståelse erklæres, at “Som synder står mennesket  under Guds dom og er ude af stand til af sig selv at vende sig til Gud om redning eller fortjene sin retfærdiggørelse for Gud eller med egen kraft nå sin frelse. Retfærdiggørelse sker alene af nåde” (19) ; at “Gud af nåde tilgiver mennesket synden og tillige befrier det fra syndens underkuende magt i dets liv og skænker det det nye liv i Kristus” (22); at “syndere retfærdiggøres gennem troen på Guds frelsesgerning i Kristus; denne frelse skænkes dem i Helligånden i dåben som fundament for hele deres kristne liv. Mennesket stoler i den retfærdiggørende tro på Guds nådige løfte,  og i denne tro er håb og kærlighed til Gud indesluttet. Denne tro er virksom i kærlighed; derfor kan og må den kristne ikke forblive uden gerninger” (25); at “Helligånden i dåben forener mennesket med Kristus, retfærdiggør og virkelig fornyer det.  Dog forbliver den retfærdiggjorte livet igennem og uophørligt henvist til Guds betingelsesløst retfærdiggørende nåde” og er ikke fritaget for syndens angreb og livslang kamp mod det gamle menneskes begær og må dagligt bede Gud om tilgivelse som i Fadervor (28); at “Kristus har opfyldt loven og gennem sin død og opstandelse overvundet den som vej til frelse”, men at “Guds bud bevarer deres gyldighed for den retfærdiggjorte, og at Kristus i sit ord og liv udtrykker Guds vilje, der også for den retfærdiggjorte er rettesnor for hans handlen” (31);  at “de troende kan forlade sig på Guds barmhjertighed og løfter. Også stillet over for deres egen svaghed og mange trusler mod deres tro kan de i kraft af Kristi død og opstandelse bygge på det virksomme tilsagn af Guds nåde i Ord og Sakramente og således være vis på denne nåde” (34); at “gode gerninger - et kristent liv i tro, håb og kærlighed - følger retfærdiggørelsen og er retfærdiggørelsens frugter” (37).

Fælleserklæringen konkluderer, at den fremlagte forståelse af retfærdiggørelseslæren viser, at der mellem lutheranere og katolikker består en enighed (konsensus) i retfærdiggørelses­lærens grundsandheder (40), og at det 16. århundredes lærefordømmelser dermed kommer i et nyt lys og ikke rammer luthersk og katolsk lære som fremstillet i Fælleserklæringen.

Fælleserklæringen  fremhæver, at den opnåede enighed bør have betydning for kirkelivet, og anfører behovet for afklaring af spørgsmål som forholdet mellem Guds Ord og  kirkelig lære såvel som læren om kirken, om autoritet i den, om dens enhed, om embedet og sakramenterne og endelig om forholdet mellem retfærdiggørelseslæren og socialetik. Den slutter med tak til Herren for dette afgørende skridt til overvindelse af splittelsen og bøn til Helligånden om “at føre os videre til den synlige enhed, der er Kristi vilje”.

 

Svar på forslaget til Fælleserklæring

Det endelige forslag til fælleserklæring blev rundsendt til de lutherske kirkesamfund, der er medlemmer af  Det lutherske Verdensforbund, med anmodning om at meddele, om de kan tiltræde konklusionerne om den fælles forståelse af retfærdiggørelseslæren og er enige i, at de lutherske bekendelsesskrifters fordømmelser ikke omfatter den katolske lære, som den er fremstillet i Fælleserklæringen. Næsten alle de lutherske kirkesamfund kunne sige ja hertil. Til undtagelserne hørte Den danske Folkekirke. Som bekendt fandt dens biskopper Fælleserklæringen utilfredsstil­lende. Efter deres vurdering har teksten ikke en sådan vægt, at den gør en bindende stillingtagen mulig; de finder ikke, at der eksisterer en sådan fælles forståelse, som Fælleserklæringen hævder. De anfører bl.a., at hvis der virkelig fandtes en fælles forståelse, “ville der også - som et resultat heraf - være nadverfællesskab mellem de to kirker”. De opmuntrer til fortsat dialog og ser gerne spørgsmålet om de gensidige fordømmelser taget op (herunder bandlysningen af Luther i 1521), og med alle forbehold finder de det vigtigt at tilkendegive, “at reformationstidens fordømmelser vedrørende retfærdiggørelseslæren ikke omfatter den romersk katolske kirke, som den er formuleret i Fælleserklæringen”.

Den katolske Kirkes officielle svar af 25. juni 1998 finder det berettiget at tale om en enighed om fundamentale sandheder i retfærdiggørelseslæren, men anfører fortsatte forskelle og  behovet for afklaringer. Der peges specielt på, at det lutherske “samtidig retfærdig og synder” er uacceptabelt og i modstrid med Tridentinerkoncilets tale om fornyelse og helliggørelse af det indre menneske; retfærdiggørelseslæren som kriterium må indføjes organisk i det fundamentale kriterium, der ligger i “troens regel”, dvs. bekendelsen af den ene og treenige Gud, centreret i Kristus og rodfæstet i den levende Kirke og dens sakramentale liv; der henvises til 2 Kor.5,17: “Hvis nogen er i Kristus, er han en ny skabning; det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til!”. Derfor er mennesket i stand til at svare på Guds gave og samarbejde med nåden. Fælleserklærin­gen anerkender, at mennesket kan afvise nåden, men dette svarer til, at mennesket som ny skabning som gave får evnen til at hænge ved Guds vilje og samarbejde med Guds nåde; det burde Fælleserklæringen have medtaget; mennesket er ikke kun passivt. Den katolske Kirke lærer også, at de gode gerninger altid er en frugt af nåden; men uden på nogen måde at røre ved, at initiativet helt er Guds, er de gode gerninger samtidig frugt af det menneske, der er retfærdiggjort og forvandlet i det indre. Den katolske Kirkes svar rejser til sidst spørgsmålet om underskrifternes status og autoritet og slutter med ønsket om, at dette vigtige skridt frem mod enighed om retfærdiggørelseslæren må følges af studier, der opklarer de forskelle, der fortsat består, og tilføjer ønsket om, at lutheranere og katolikker i fællesskab vil arbejde på at finde et sprog, der kan gøre retfærdiggørelseslæren og frelsen i Kristus mere forståelig for mennesker i vor tid.

 

Annex

Den katolske Kirkes officielle svar på Fælleserklæringen indeholdt sådanne forbehold, at det gav skuffelser, især hos lutheranerne, der fandt, at svaret undsagde deres synoders autoritet, og var skuffede over, at lærefordømmelserne i det sekstende århundrede ikke var ude af billedet. En kreds af biskopper og teologer udarbejdede herefter en “Fælles officiel udtalelse” (Statement) med et Annex, der nærmere forklarer formuleringer i Fælleserklæringen. I fællesudtalelsen gøres spørgsmålet om fordømmelser klart: Fordømmelserne i det sekstende århundrede rammer ikke de i Fælleserklæringen fremførte positioner. De to parter er indstillet på at fortsætte og uddybe studiet af det bibelske grundlag for retfærdiggørelseslæren og fortsætte dialogen om de emner, der kræver yderligere uddybning, med henblik på fuldt kirkeligt fælleskab og vil i øvrigt bestræbe sig på at fremlægge retfærdiggørelseslæren på en måde, der er relevant for mennesker i dag, såvel enkeltvis som samfundsmæssigt. På denne baggrund kan Fælleserklæringen i dens helhed underskrives.

Annexet indeholder en række bibelsteder til nærmere belysning af Fælleserklæringens udsagn og henviser desuden bl.a. til udsagn i Konkordieformlen fra 1577, det sidste af det sekstende århundredes lutherske bekendelsesskrifter, der ikke blev antaget overalt (således ikke i Danmark). Der er i Annexet som i hele Fælleserklæringen tale om meget udarbejdede og nuancerede udsagn, som det ikke er muligt her at komme ind på. Men der kan være grund til at lægge mærke til formuleringerne i forbindelse med grundspørgsmålet om “retfærdiggørelse ved tro”. Det hedder herom (med henvisninger til Fælleserklæringen): “Retfærdiggørelse sker ‘alene af nåde’, alene gennem tro (allein durch Glauben), mennesket retfærdiggøres ‘uafhængigt af gerninger’ (Rom.3,28)”. Det hedder altså ikke, at mennesket retfærdiggøres ved “troen alene” (nemlig med udelukkelse af kærlighedens gerninger), men “alene gennem tro” (nemlig troen på Jesus Kristus), “uafhængigt af gerninger”. Derefter citeres Thomas Aquinas: “Nåden bevirker troen, ikke kun, når troen begynder som ny i mennesket, men også så længe som troen varer”. Men “Guds nådevirken udelukker ikke menneskets handlen: Gud virker alt, at ville og at virke, derfor er vi kaldede til at gøre os umage” med henvisning til Fil.2,12f (‘Derfor... skal I ... arbejde på jeres frelse med frygt og bæven; thi Gud er den, som virker i jer både at ville og at virke, for at hans gode vilje kan ske’). For (med citat fra Konkordieformlen): “så snart Helligånden, som sagt, gennem Ordet og hellige sakramenter således har begyndt sit genfødelsens og fornyelsens værk i os, så er det sikkert, at vi gennem Helligåndens kraft kan og skal medvirke”.

Med den fælles officielle udtalelse og dens Annex blev da Det lutherske Verdensforbund og Den romersk-katolske Kirkes Fælleserklæring om retfærdiggørelseslæren underskrevet i Augsburg den 31. oktober 1999.

 

Et vigtigt skridt på vejen

Fælleserklæringen løser ikke alle problemer. Den etablerer ikke noget kirkefællesskab, der er  ikke interkommunion; den nævner selv, at dialogen må fortsætte. Men fælleserklæringen er et vigtigt skridt på vejen mod fornyet enhed.

I den ovenfor nævnte tale til lutherske og katolske teologer i 1995 opfordrede paven til at fordoble indsatsen for nye fremskridt i ægte økumenisk forståelse, for at (med et citat fra det apostolske brev “Det tredje årtusindes komme”) “vi kan fejre det Store Jubelår, om ikke fuldstændigt forenede, så i det mindste meget nærmere ved at overvinde splittelserne fra det andet årtusinde”. Paven takkede alle, som bidrog med deres tid, ideer og teologiske viden til at tjene kristen enhed. Når vi ser, hvad der er nået, sagde paven, “har vi al grund til at se fremtiden i møde med tillid grundet i tro. En sådan tillid er berettiget, fordi vi stoler på, at Herren selv, som har begyndt det gode værk i os, vil bringe det til fuldendelse (jf. Fil.1,6). Må Hans fred og kærlighed være med jer!”