S

S. Forkortelse for Sanctus (s.d.).

sabellianisme. Et kætteri i det 3. årh., opkaldt efter en teolog ved navn Sabellius. Han og hans tilhængere hævdede, at Gud Far blev menneske i Jesus Kristus og døde for at frelse verden. Senere blev dette modificeret til at Gud har en person, men tre måder at manifestere sig på, nemlig som skaber, frelser og helliggører. Dette kætteri blev fordømt af pave Callixtus I (217-222).

sacerdos. Lat. præst (s.d).

Sacerdotalis Caelibatus (lat. Præsternes cølibat). Encyklika af pave Paul VI, 1967, om præsternes pligt til at leve i cølibat (s.d.) i den latinske Kirke.

sacramenta minora (lat. de små sakramenter). Se: sakramentalier.

sacrarium (af lat. sacer = hellig). En på et indviet sted (kirke eller kirkegård) anbragt åbning i gulv eller jord til deponering af tiloversblevet vie- og dåbsvand samt til aske af afbrændte indviede genstande. Se også: piscina.

sacrificium. Lat. ofring. Se: offer.

Sacrosanctum Concilium (lat. Det hellige koncil). 2. Vatikankoncils konstitution om den hellige liturgi (1963). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

Sacrum Chrisma (lat. Hellig Salve). Se: Chrisma.

sakral (af lat. sacer = hellig). Vedrørende det hellige.

sakramental karakter. Et uudsletteligt præg i den sjæl, der har modtaget en sakramental delagtighed i Kristi præstedømme og således er egnet til udøvelse af Kirkens kult og apostolat. Det drejer sig om flg. tre sakramenter, ethvert med sin særlige karakter: dåb, firmelse (deltagelse i det alm. præstedømme) og ordinationens sakramente. Fordi disse tre sakramenter betegner modtageren med en uudslettelig karakter, kan de ikke gentages.

sakramental velsignelse. En velsignelse, der meddeles af præsten med en monstrans (s.d.), som indeholder en konsekreret (s.d.) hostie (s.d.), idet der gøres et korstegn over de troende med monstransen. I forbindelse hermed synges hymnen Tantum Ergo (s.d.).

sakramentalier (lat. sakramentslignende). Velsignelser og religiøse genstande (devotionalier - s.d.), indviet af Kirken til at være synlige tegn på dens forbøn og velsignelse, når de bruges i den rette intention. De skal henvise de troende til sakramenterne (s.d.) og følge frugten af sakramenterne op i de troendes daglige liv. Således skal brugen af vievand f.eks., i forbindelse med korsets tegn (s.d.), som er den egentlige velsignelse, minde den troende om hans dåbspagt og omslutte og støtte hans bøn med bønnen og solidariteten i de helliges samfund (s.d.). Det sker f.eks. ved indtræden i kirken eller i forbindelse med morgen- og aftenbønnen hjemme, hvor også brugen af indviede lys har deres plads. Vievandet bruges også til indvielse af kirkebygninger, kirkegårde, altre og alterlys (kyndelmisse - s.d.) og forskellige andre liturgiske redskaber: kalke, røgelse, aske (askeonsdag), palmegrene (palmesøndag), påskelys (påskenat; se: ild), osv. På samme måde bruges vievand til husindvielse (s.d.), for at også hjemmet kan være en hellig bolig, hvor familien, i fest og hverdag, kan blive helliget i en sand hjemmets liturgi. Hertil hører bordbønnen om at Gud vil velsigne maden; også indviet brød på bordet ved særlige lejligheder (som husmoderen kan korsmærke før bagningen); desuden brug af indviede krucifikser (s.d.), rosenkranse (s.d.), medaljer (s.d.). Forældre kan velsigne deres børn med et kors på panden i forbindelse med aftenbønnen. Der findes en særlig rejsevelsignelse; indvielse af bilen finder også sted (chaufføren ved rattet kan også korse sig i en kort bøn for en god rejse). På tamperdage (s.d.), f.eks. ved forårets komme, kender Kirken til at bestænke have og marker, i bøn om godt vejr og god afgrøde. I Blasiusvelsignelsen (s.d.) og andre former for velsignelse af de syge gælder forbønnen helbredet, men også den ånd, hvori sygdommen skal bæres. - Således bestænker og korsmærker Kirken, præsten, enhver katolik de ting, situationer, personer, der kalder på Guds hjælp, for at fordrive onde ånder og nedbede englevagt over familien og dens liv. Et indhegnet område (se: paradis), en velsignet plet skal omgive Guds børn på jorden, så de fastholdes i deres gudsforhold, bruger alt til Guds ære og velsignes med hans forsyn og beskyttelse. - Sakramentalierne virker altså ikke magisk, i kraft af sig selv, heller ikke som sakramenterne i kraft af den lydigt udførte handling, men alene som fælles, synlige tegn på Kirkens og den troendes bøn. Indvielsen foretages af en præst; brugen af dem på brugerens eget initiativ. De er et pant på Kirkens forbøn, så den kristne ikke beder ensomt, men som medlem af den store Gudsfamilie. Derved får bønnen en fællesskabets dimension, som har en særlig vægt hos Gud: "Hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, der er jeg midt iblandt dem" (Matt 18,20). At bøn og velsignelser giver sig udtryk, ikke kun i ord, men også i gestus og brugen af religiøse genstande, hænger sammen med menneskets natur som sjæleligt-legemligt væsen, og med den kristne tro, at ordet skal blive kød og blod også i menneskene. Jfr. de gaver og blomster de udveksler med hinanden: de ledsagende ord forklarer betydningen af dem, og gaverne selv giver ordene vægt. Se også: sakramente.

sakramente. Lat. sacramentum: (hos romerne) ed, soldatered; (i Oldkirken) mysterium; (nu) nådemiddel; hellig handling, indstiftet af Kristus til vor retfærdiggørelse (jfr. Denz 1601; 1604). Jesus skænkede sit liv til menneskene i ord og gerning, for at de skulle komme til erkendelse af deres eget livs mysterium og modtage hans liv som Guds børn (jfr. Ef 1,4-5). Efter sin opstandelse fortsætter han sine kraftige gerninger i Kirken under sakramentale tegn (f.eks. dåbsvandet og Eukaristiens brød og vin med de ledsagende ord ...). De sakramentale tegn anskueliggør i handling de nådegaver, som de bevirker (den åndelige renselse, livets brød ...). Sakramenterne er således den kirkelige form, hvorunder den opstandne Kristus fortsætter med at drage omsorg for enhver især, som tror på ham. Her træder han ind i de afgørende situationer i et menneskes liv: fødsel-dåb; modning-firmelse; måltid-eukaristi; synd og krise-boden; kald-ægtevielse og præstevielse; sygdom og død-sygesalvelsen. Han genføder, udvikler, nærer, genrejser, indvier, helbreder og styrker mennesket på dets livsvej fra vugge til grav. I sakramenterne bliver det således klart, at nåden forudsætter og fuldender naturen. Mennesket har aldrig været bestemt til at leve blot på sin natur (s.d.). Faldet ud af nådens orden kommer det til kort over for livet. Men oplyst af Guds Ord kan det komme til erkendelse af denne sammenhæng og vende om til en ny pagt med Gud. Han alene kan helbrede syndens sår og løfte det angerfuldt troende og længselsfulde menneske ind i livsfællesskabet med sig og Faderen (jfr. Apg 2,36-42). Retfærdiggjort af tro i dåben vil derfor sige i tro på Kristus at lade sig nyskabe af ham for nu at leve af hans retfærdige liv som Guds barn (se: retfærdiggørelse). Hans Ord er livets ord, og sakramenterne er som floder der strømmer ud fra den korsfæstede og opstandne Herre med dette nye liv (jfr. Joh 19,34; 1 Joh 5,6), så syndefaldets mennesker kan blive genfødt af vand og Ånd (jfr. Joh 3,5) og bære frugt i kærlighed (jfr. Fil 1,11; Gal 5,6). - Dåb og Eukaristi er de to største sakramenter. I dåben (s.d.) optager Kristus dem, der omvender sig og kommer til tro på ham, i sin familie på jorden, som sine brødre og søstre og sammen med ham børn af Gud. I Eukaristien (s.d.) hengiver han sig med sjæl og legeme til hver enkelt af dem og drager dem til at besvare hengivelsen og følge ham. Eukaristien er vandringsbrødet på helliggørelsens vej. Omkring disse to store sakramenter danner fem andre en organisk enhed, svarende til Kirkens liv og den enkelte kristnes behov: firmelsen (s.d.) skænker en ny modenhed i Helligånden til at deltage i Kristi liv og sendelse; boden (s.d.) skænker tilgivelse for synd, dvs. genindsætter den angerfulde i det oprindeligt gode forhold til Gud og kirkefællesskabet og styrker den bodfærdige til at gøre det forbrudte godt igen; ægtevielse (s.d.) og præstevielse (s.d.) udruster de dertil kaldede til et frugtbart liv i kærlighed, hver i sit regie, så Gudsfamilien kan øges og helliggøres; og sygesalvelsen (s.d.) skænker delagtighed i Kristi Ånds kraft over sygdom, synd og død og bereder således mennesket til den endelige indtræden i Guds rige. Og alle disse sakramenter træder i kraft, når Kirken foretager de sakramentale handlinger som Kristus har indstiftet og gennem apostlene forordnet (jfr. Matt 28,19-20; Apg 1,2-3). Selv om Jesu indstiftelser ikke er bevidnet i evangelierne for alle syv sakramenters vedkommende, således som f.eks. indstiftelsen af Eukaristien før hans død og af dåben efter hans opstandelse, så er der dog vidnesbyrd i NT om apostelkirkens forvaltning af dem. Og det er med apostolisk autoritet, at Kirken siden det 12. årh. (ligesom de ortodokse Kirker) har fremhævet netop disse syv sakramenter som Kristi særlige nådemidler og nødvendige til vor frelse (jfr. Denz. 860; 1310; 1601; 1604). Heraf følger, at Kirken ingen myndighed har til at ændre sakramenternes væsen, men kun den liturgiske form hvorunder de meddeles, for at de kan blive forståelige for enhver tids mennesker. - Sakramenterne er således synlige og virkningsfulde tegn på de nådegaver, som Kristus gennem dem vil bevirke. I den sakramentale handling skelner skolastisk teologi mellem den menneskelige forberedelse: sakramentets "materia" = materiale - og den guddommelige fuldbyrdelse: sakramentets "forma" = bestemmelse. I den menneskelige forberedelse indgår en handling, evt. med brug af påkrævede ting (neddykning i vand, salvelse med olie, frembærelse af brød og vin ...) og ledsagende ord (syndsbekendelsen i skriftestolen, brudeparrets ja-ord foran alteret, en bøn ...). I Kristi fuldbyrdelse af den sakramentale handling udtaler Kirken de ord, der udtrykker hans hensigt og udløser virkningen. Således er konsekrationsordene i messen: "Dette er mit legeme ..." en "actio Christi", dvs. Kristi egen offerhandling (Pius XII i tale til 400 biskopper ved Pius X's kanonisation). På lignende måde dåbsformularen: "Jeg døber dig ...", præstens absolution i skriftestolen: "Jeg forlader dig dine synder ...", bønnen i forbindelse med biskoppens håndspålæggelse: "... Giv denne din tjener præstedømmets værdighed" osv. Fuldbyrdelsen sker "ex opere operato" (s.d.), i kraft af den udførte handling. Dvs. Kristus udvirker gennem Kirken ufejlbart den nådegave, som sakramentet er et tegn på, ganske uanset om de troende er værdige eller uværdige dertil. Brød og vin forvandles til Kristi legeme og blod, ikke fordi præsten er from og kommunikanten tror det, men fordi Kristus vil det. Men de nye overnaturlige kræfter skal naturligvis modtages, tilegnes, bruges i et helt nyt liv (jfr. Rom 6,3-11). De bærer kun frugt i forhold til modtagerens tro og troskab (ex opere operantis - s.d.). Et uværdigt modtaget sakramente udvirker ikke frelse, men dom (jfr. 1 Kor 11,27-29). Således er mennesket ikke blot passivt modtagende, men aktivt inddraget i hele det sakramentale handlingsforløb -viet og udrustet som det er til at deltage i Kristi eget præstedømme. - Denne indvielse sker i dåb og firmelse til en almindelig, dvs. universel præstegerning i hele verden (jfr. 1 Pet 2,5), og i præstevielsens sakramente til særlig tjeneste i Kirken (se: præstedømme) - og den sker for disse tre sakramenters vedkommende én gang for alle, fordi de præger modtageren med en sakramental karakter (jfr. Denz 1313; 1609), som han vel kan forsømme og forsynde sig imod, men ikke udslette. Derfor kan dåb, firmelse og præstevielse ikke gentages. Men delagtighed i Kristi præstedømme forudsætter delagtighed i hans liv, hvis den kristne skal være brugbar og troværdig. Her kommer de øvrige sakramenter til hjælp. En stadig fordybelse i Guds Ord og en regelmæssig modtagelse af Bodens og Alterets sakramenter hører med til katolsk praksis. Således fremkaldes de kristne i et aktivt beredskab både til personlig renselse og helliggørelse: "Se, hvad du er - bliv, hvad du modtager!" - og til apostolat (s.d.): "Du har fået det gratis - giv det videre gratis!" Derfor er Kirken også i sit særlige præsteskab medforkynder af Evangeliet og medforvalter af sakramenterne. I udøvelsen af dette kald er præsterne Kristi hånd og mund og fod. Kun i ægteskabets sakramente er det, ifølge sagens natur, ægtefællerne selv der ved deres ja-ord i Kirken til deres samliv offentligt meddeler sakramentet til hinanden, samt i nøddåb enhver, der kan og vil meddele dåben i Kirkens intention og efter dens forskrifter. -Sakramenterne er, så lidt som gudsforholdet i det hele taget, blot privat. Det personlige og det fælles går op i en højere enhed i kirkefællesskabet (se: korporativ person). Det fremgår også af den gudstjeneste, der normalt omgiver dem. Liturgien (s.d.) er det guddommelige miljø, hvor Kristus udfolder hele sit præstedømme i og gennem sit folk. Herfra udgår der frelse til Kirken og gennem Kirken til hele verden (se: Lit 10). Ja, Kirken selv, Kristi mystiske legeme, er som hans Ursakramente til verden. Derfor er sakramenterne også Kirkens livsytringer, organer for det liv, den uafbrudt modtager og videregiver. Derfor kan heller ikke hvemsomhelst være sakramentsforvalter, men kun de, som Kirken salver og sender. End ikke Kristus har givet sig selv den værdighed at være vor ypperstepræst, men Gud som har kaldet og indsat ham: "Du er præst til evig tid!" (Hebr 5,6). Derfor forudsætter gyldige sakramenter gyldige sakramentsforvaltere, og gyldige sakramentsforvaltere forudsætter en lydig Kirke, tro mod Kristi indstiftelser og befalinger (jfr. Matt 28,18-20). Se også: sakramentalier.

sakramentsprocession. Et religiøst optog, hvor en præst eller biskop bærer Alterets Sakramente (s.d.) i en monstrans (s.d.). Under optoget, som kan foregå i en kirke, mellem to kirker eller i det hele taget udendørs, synges passende hymner. Formålet er at illustrere de troende som pilgrimme sammen med Jesus Kristus. Sakramentsprocession afholdes f.eks. på Kristi Legems og Blods fest (s.d.). Se også: procession.

sakrilegium (lat. tyveri af hellige genstande, tempelrov). Se: helligbrøde.

sakristan (lat. sacristanus, af: sacra = hellige ting). En person, hvis tjeneste ligger i pasning og klargøring af de liturgiske dragter og genstande, der er nødvendige til de kirkelige handlinger og ceremonier. En sakristans virkeområde omfatter sakristiet og kirken.

sakristi (lat. sacristia, af: sacra = hellige ting) . Et rum i forbindelse med kirken (ofte umiddelbart ved siden af koret), hvor de liturgiske genstande (kalke, hostieskåle, brød, vin, lys mv.) opbevares. Her skifter præst og ministranter dragt før og efter de religiøse handlinger. Den ansvarlige for sakristiet er sakristanen.

salighed. De frelstes umiddelbare beskuelse af Gud i Himlen.

saligkåring (lat. beatificatio). Paven giver en person, der er død i helligheds ry, titlen af salig og tillader en offentlig dyrkelse af den pågældende, dog begrænset til bestemte steder. En første undersøgelse af personens livsførelse og evt. skrifter og mirakuløse bønhørelser indledes som regel af den lokale biskop og overgives derefter til Kongregationen for Salig-og Helgenkåringsprocesser i Rom. En saligkåring kan siden følges op af en helgenkåringsproces (s.d.) i Rom, hvorved der åbnes adgang for offentlig dyrkelse af helgenen i hele Kirken. Se også: helgen; helgenkåring.

saligkåringsproces. Se: saligkåring. Se også: helgenkåringsproces.

saligprisningerne. Jesu højtidelige saligprisninger af de fattige, de trøstesløse, de gudhengivne, de nødlidende, de forsonlige, de retsindige, de fredsæle, de undertrykte - alle dem, som den jordiske tilværelse på den ene eller anden måde har slået skår i - hvis de under deres trængsler holder sig til Gud. For det er dem, der har borgerret i Guds rige. Saligprisningerne har deres grund i den kærlighed, som Gud ved Helligånden vil udgyde i deres hjerter allerede i dette liv, og som vil udfolde sig i dem i evigheden (jfr. 1 Kor 13). De danner optakten til bjergprædikenen i Mattæusevangeliet (5,3-11) og findes også i en kortere form i den såkaldte sletteprædiken i Lukasevangeliet (6,20-22).

salme. Oprindeligt en af Davids Salmer fra GT. Senere også betegnelse for sangbar hymne med religiøst sigte og indhold, ofte inspireret af Davids Salmer. Se også: Lovsang.

salt. Kan bruges 1. i forbindelse med dåben som et tegn på visdom. Visdommen fjerner syndens smagløshed og giver smag for Gud. - 2. i velsignelsen af vievand: det rensende salt (jfr. Matt 5,13. "I er jordens salt").

Salus infirmorum (lat. de syges redning). Se: Maria med skærmkappen.

Salve Regina (lat. Hil dig, Dronning). De latinske begyndelsesord til en af de ældste Maria-antifoner, måske forfattet af Hermannus Contractus (¦ 1054). Anvendes liturgisk bl.a. i tidebønnen komplet.

Salvede, den (hebr. Mesjiah (Messias); gr. Christos). Jesus Kristus, Guds Søn (s.d.).

Salvifici Doloris (lat. Den Frelsebringende Smerte). Apostolisk brev af pave Johannes Paul II, 1984, om den kristne forståelse af menneskets lidelse. Se også: lidelse.

salvning. Religiøs brug af olie. I almindelighed hører salvning sammen med glæde og velvære; derfor salves f.eks. også gæster (Sl 23,5; Luk 7,46). Kvinden salver Jesu fødder som tegn på hyldest og taknemmelighed (Luk 7,36f); det anvendes som lægemiddel (Mark 6,13; Luk 10,34); Jak 5,14f bevidner den tidlige anvendelse af de syges salvelse. - I GT blev konger (1 Sam 10,1), præster (2 Mos 28,41) og profeter (1 Kong 19,16) salvet som tegn på, at Herrens Ånd kom over den salvede. Jesus Kristus (= den Salvede) samler disse tre embeder: konge, præst, profet, i sin Person, som pagtens Fornyer. - I dag anvendes salvning i forvaltningen af fire sakramenter: Dåb (s.d.), firmelse (s.d.), præstevielse (s.d.) og de syges salvelse (s.d.). Se også: Krisam; Katekumenolie; de syges Olie.

samfund. "Mennesket er et socialt væsen og bygger sin tilværelse op i en række særgrupper, der for at kunne opfylde deres formål og som en nødvendig betingelse for deres udvikling har brug for at være en del af et større samfund, som er universelt: det politiske samfund. Alle særvirksomheder må indordnes i dette større samfund og gennem det arbejde for det fælles bedste" (Paul VI: Aktuelle samfundsproblemer 1971, nr. 24). - Samfundsordenen og dens udvikling skal tjene enkeltmenneskets vel, og de enkelte borgere skal tjene det almene vel (se: almenvellet) - i dag mere end nogensinde, fordi den indbyrdes afhængighed bliver stadig større og gradvis breder sig til hele verden, samtidig med at enkeltmenneskets bevidsthed om eget værd, egne universelle rettigheder og pligter vokser. Derfor skal samfundsordenen i sin stadige udvikling grundes på sandhed, bygges op i retfærdighed og besjæles af kærlighed. Og derfor er opdragelse til livet i samfundet vigtig. I denne proces virker Evangeliet som en surdej i menneskenes hjerter, jfr. Kir.i.verd. 26. Også Kirken virker som en surdej. Den er af Kristus stiftet og ordnet i denne verden som et samfund. Den vandrer sammen med hele menneskeheden og deler verdens jordiske kår. Den er som sjælen i det menneskelige samfund, som selv skal fornyes i Kristus og forvandles til Guds familie (Kir.i.verd. 40).

samvittighed (gr. syneidesis, lat. conscientia = bevidsthed, samvittighed; egtl. samviden, medviden). Samvittighedsdannelsen beror på et medfødt anlæg, der udvikler sig gennem miljøet og den personlige holdning. En viden rettet mod ens egne handlinger for at bedømme dem (Thomas af Aquin). Et ekko af Guds stemme i menneskets indre. Det drejer sig om en intuitiv evne til at bedømme en handling; en moralsk vurdering af, hvad der for mig at se er godt eller ondt, i bevidstheden om at skulle stå til ansvar herfor hos en absolut autoritet, nemlig Gud. Bibelens profeter og apostle, som kaldte til ansvar og omsorg for enker og faderløse, fattige og fremmede, var selv de første til at ransage deres egen samvittighed i en stadig dialog med Gud: "Ve mig, jeg er en mand med urene læber," siger profeten Esajas til Gud, da han kaldes til at tugte sit folk, "og jeg bor i et folk med urene læber!" Det er først, da Gud har renset ham: "Din skyld er borte, din synd er sonet", at han får mod til at besvare kaldet: "Her er jeg, send mig!" (Es 6,5-8; jfr. 1,16-17). Den onde samvittighed derimod indlader sig ikke på en sådan selvransagelse, endsige i dialog med Gud: Et menneske f.eks., som forlader sin egen seng for at begå ægteskabsbrud, tænker ved sig selv: "Hvem ser mig? Det er mørkt omkring mig, og væggene skjuler mig; ingen ser mig; hvad skulle jeg da være bange for?" Han tror, han er alene, men der tager han fejl; kun menneskeøjne er det, han frygter, og derfor er han blind: "Han ved ikke, at Herrens øjne er ti tusind gange klarere end solen, og de iagttager alle menneskenes veje og skuer ind i de skjulte kroge" (Sir 23,18-19). Jfr. fremstillinger af Guds øje over korbuen i gamle kirker. Mennesket er aldrig alene, heller ikke i sit indre: "Du fatter min tanke i frastand; du har rede på, hvor jeg går eller ligger, og alle mine veje kender du," siger salmisten til Gud; "bagfra og forfra omslutter du mig; du lægger din hånd på mig. At fatte det er mig for underfuldt, for højt, jeg evner det ikke!" (Sl 139,1-6). Samvittigheden er altså ikke autonom, hviler ikke kun i sig selv som i et lukket rum. Og det samvittighedsfulde menneske spørger ikke blot sig selv, stiller ikke blot til regnskab for sit eget bedre jeg: "Du har skabt os for dig," siger den hl. Augustin til Gud, "og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig". "Hjerte" er i Bibelen et andet ord for samvittighed. Gud er altså medvider, og en stadig dialog med ham hører derfor med til en ægte udvikling af det samvittighedsanlæg, han har skabt alle med. Det samme gør dialogen med andre mennesker, særlig dem der er umiddelbart berørt af ens holdninger og handlinger. Dvs. at samvittigheden er både personal og social i sin struktur (se: korporativ person) og kan kun udvikles i omgangen med Gud og mennesker. Derfor skal barnet vågne til personligt liv, dvs. til at møde andre i et gensidigt jeg-du-vi-forhold. Det magter det lille barn endnu ikke. Det har brug for en ægte moralsk autoritet (s.d.) for sin samvittighed, som kan sige, hvor livslinien går, hvordan det skal forholde sig i den ene og den anden situation, hvis det vil leve med i fællesskabet. At være sand, solidarisk og åben er et bidrag. Sådan udvikler sig gennem lydighedsforholdet til den far og mor, lærer eller præst, som vejleder dets samvittighed, et mere personligt forhold, som skal være den åbne dør ind til et endnu dybere, personligt forhold til Gud. Det tidlige skriftemål (s.d.) og den dertil hørende samvittighedsransagelse (s.d.) er her en afgørende hjælp. Samvittigheden bliver Guds øje i barnets indre, Gud bliver dets medvider og Far. Han bor ved sin Ånd i den døbtes hjerte: "Jeg giver min lov i deres indre og skriver den på deres hjerter," lyder det fra Herren, "og jeg vil være deres Gud og de skal være mit folk" (Jer 31,33). Dåben fjerner ikke "kødets urenhed", men gør det muligt for den døbte, i kraft af Jesu Kristi opstandelse, at leve i "en god samvittigheds pagt med Gud" (1 Pet 3,21). Med puberteten vågner bevidstheden om, at man har et personligt ansvar for sine holdninger og handlinger. Dermed vokser også behovet for en morallære, der kan skelne mellem værdierne, i en stadig dialog med Gud og andre mennesker. Og hele denne udviklingsproces fra den umodne samvittighed, som må støtte sig til autoriteten, til den modne samvittighed, som har fået loven i hjertet og derfor frihed til selv at administrere den (jfr. 2 Kor 3,17), bygger naturligvis på tre afgørende ting: at loven er en sand lov, som tjener livet; at autoriteten er en sand autoritet, som vil fremme barnets vækst, og at barnet vil vokse, dvs. tage loven til sig, åbne sig for dens visdom, så det fatter den indefra og vil leve ud fra den: "Fra dine lovbud veg jeg ikke, thi du underviste mig ... Dit ord er en lygte for min fod, et lys på min sti" (Sl 119,102-105). I samfundet kan disse forudsætninger svigte i en grad, så mange intetanende lader sig glide med tidens strøm uden at nå til en moden samvittighed. Også Kirken består af syndige, ufuldkomne mennesker, som kan føre falske lærdomme til torvs (jfr. Apg 20,30), men apostlene og deres efterfølgere, dvs. biskopperne, forenet med paven, har Kristi løfte om at være beskyttet mod vildfarelser, når de lærer med myndighed, i Jesu navn, at holde alt det, han har befalet dem (Matt 28,20; se: læreembede). Hvad den kristne behøver, er derfor at tilegne sig Kirkens tro og lære for at kunne vurdere og handle ud fra den. I modsat fald sker der det, som Paulus advarer imod: at "folk mister sansen for den sunde lære og følger deres egne indfald og tager sig selv lærere i hobetal, efter hvad der kildrer deres øren, så de vender det døve øre til sandheden og lytter til fabler i stedet for" (2 Tim 4,3-4). Mennesket er til enhver tid forpligtet til at følge sin samvittighed, også selv om den objektivt set skulle være på vildspor, men det er samtidig ansvarlig for de lærere og lærdomme, det vælger at lytte til og lade sig bestemme af. - Også ikke-kristne har pligt til at videreudvikle deres samvittighed i en ydmyg, lærevillig og beslutsom søgen efter det sande og det gode. For selv om hedningerne ikke kender den åbenbarede lov, har de dog et samvittighedsanlæg i sig og den naturlige morallov, dvs. bevidstheden om godt og ondt i deres hjerter, "idet deres samvittighed vidner med dem, når den i tankerne snart anklager et, snart forsvarer et andet" (Rom 2,14-15). Se også: moral; lex naturalis.

samvittighedsransagelse. Den troendes svar på Jesu opfordring til omvendelse og tro på Evangeliet (Mark 1,15). Den kan f.eks. ske i forbindelse med aftenbønnen og kommer til udtryk i kirkefællesskabet i messens syndsbekendelse - og mere personligt ved modtagelsen af Bodens Sakramente (s.d.). Ransagelsen sker under bøn til Gud, i lys af hans Ord og vilje med vort liv. Den gælder alle krænkelser af kærligheden til Gud og næsten og især den svigten i grundholdningen, som er kilden til dem. Se også: skriftemål; synd; partikulareksamen.

sanatio in radice (lat. helbredelse ved roden). Se: convalidatio.

Sancta Romana Ecclesia (lat. Den hellige romerske Kirke). Højtideligt udtryk for Den katolske Kirke. Forkortes: S.R.E.

Sanctae Romanae Ecclesiae (lat. genitiv: (tilhørende) Den hellige romerske Kirke). Udtrykket anvendes i højtidelige sammenhænge, f.eks. i omtalen af en kardinal. Forkortes: S.R.E.

sancti (lat. hellige). Samlende udtryk for helgenerne. Se: helgen.

Sanctissimum (lat. det allerhelligste). Det allerhelligste Sakramente, dvs. Alterets Sakramente: Kristi Legeme og Blod (s.d.).

sanctuarium (lat. helligt sted, helligdom). Den del af en kirke, hvor alteret er placeret (koret). Er der i en kirke flere altre, er sanctuariet hvor højalteret er. Det er centrum for den liturgiske fejring.

Sanctus (lat. hellig). 1. helgen (s.d.). - 2. Et af de fem faste messeled, som siges eller synges ved nadverbønnens begyndelse. Teksten stammer fra Es 6,3. Dansk tekst: Lovsang side 43-44.

sandhed (hebr. `èmèt, gr. a-lèthès = ikke skjult) er iflg. bibelsk tankegang ikke blot en logisk eller spekulativ sandhed, tankens og ordets overensstemmelse med den realitet, der beskæftiger menneskets intellekt; men det er allerede i GT den sandhed, mennesket har fået adgang til hos Gud, ved at møde ham, modtage hans Åbenbaring, tro på den, "vandre i den for Guds åsyn" (1 Kong 2,4; jfr. 2 Krøn 31,20). Det bibelske syn på sandheden tilføjer det intellektuelle begreb en ny dimension, som omslutter og gennemtrænger hele menneskets eksistens. Det er den afgørende religiøse erfaring, som den troende og trofaste gør, at Gud er historiens og menneskets Skaber og Herre, og at holde hans bud og følge hans veje, det er at gøre sandheden og være forvisset om at nå sit mål. - I NT fuldendes åbenbaringen af sandheden i Jesus Kristus. Han er Sandheden (Joh 14,6), menneskenes vej til Faderen, Guds liv til menneskene, sandheden om menneskene og deres indbyrdes forhold, iflg. deres kald og bestemmelse. At vandre i sandheden er i NT ensbetydende med at vandre i kærlighed, fordi sandheden om Gud er kærlighed, og Kristus kalder menneskene til at elske hinanden i sandhed (2 Joh 1-6). Derfor sender han "Sandhedens Ånd", for at menneskene indefra skal blive i stand til at holde hans bud, følge ham og elske hinanden som han har elsket os (Joh 13,34).

Sanguis Christi. Lat. Kristi Blod (s.d.).

Sankt (lat. sanctus = hellig). Betegnelse for hellighed. Se også: helgen.

Sankt Andreas Bibliotek. Det katolske bispedømmes teologiske bibliotek. Begyndte i midten af det 17. årh. takket være diverse ambassader i København. Idag beliggende i Københavns Universitets teologiske fakultet. Ca. 35.000 bind. Gratis udlån. Se også: Niels Steensens Bibliotek.

Sankt Augustins Tredieorden. Se: Augustinertertiarer.

Sankt Dominikus' Lægmandsorden - Tertius Ordo saecularis Fratrum Praedicatorum. Formålet er Lægdominikanernes personlige helliggørelse og stræben efter sjælenes frelse. Der afholdes månedsmøder med foredrag, en årlig retræte, fælles messer og medlemmerne beder tidebønner og holder betragtende bøn. Den første regel er fra 1285. Oprettet 1933 i Danmark.

Sankt Dominikus' Tredie Orden. Se: Sankt Dominikus' Lægmandsorden.

Sankt Elisabeth Søstre. Se: Elisabethsøstre.

Sankt Franciskus' 3. Orden. Se: franciskanske Lægorden, Den.

Sankt Hedvig Søstre - Congregation sororum Sanctae Hedvigis. Stiftet 1859 i Breslau af prælat Robert Spiske. Har siden 1906 virket i Danmark med arbejde inden for hospitaler, hvile- og plejehjem, skoler og børnehaver. Hovedsæde i Danmark: Provinshuset Dalum Kloster med noviciat.

Sankt Joseph Søstrenes Ordenssamfund - Congregatio Sancti Joseph (C.S.J.). Blev grundlagt 1646 i Frankrig og har siden udviklet sig til 47 selvstændige Skt. Joseph Samfund med ca. 25.800 medlemmer i hele verden. Har virket i Danmark siden 1856 med skole- og børnehjemsarbejde og hospitalsarbejde. I sit apostoliske virke har Skt. Joseph Søstrene tidens og Kirkens behov for øje og søger at støtte mennesker i materiel og åndelig nød.

Sankt Ursulas Orden - Ordo Sanctae Ursulae (O.S.U.). Grundlagt i 1535 af Angela Merici. Har virket i Danmark fra 1932-65 ved klosterpension og rekreationshjem. Kaldes også Ursuliner.

Sankt Vincent-grupper. Stiftet 1959 i Birkerød med det formål at bekæmpe sult og nød i den 3. verden, samt informere om missionsstederne og deres arbejde.

Sankt Vincentspræster - Congregation Missionis (C.M.). Stiftet 1625 af St. Vincent de Paul i Frankrig. Denne kongregation af præster kaldes også Lazarister eller Vincentianere. Deres opgave er at udføre missionsarbejde, præsteuddannelse og afholdelse af retræter. Kongregationen har virket i Danmark siden 1904.

Sankt Vincentsøstre. Se: Vincentsøstre.

sansernes nat. Se: sjælens nat.

Sapientia Christiana (lat. Den Kristne Visdom). Apostolisk konstitution af pave Johannes Paul II, 1979. Omhandler de katolske universiteters ansvar og opgaver.

Satan (hebr. modstander, gr. diabolos = bagvasker, anklager). Fjende af Gud og hans rige. Et personligt væsen, selv usynlig, men virksom i andre væsners aktivitet (dæmoner, onde ånder) og gennem fristelse af menneskene. Selv har han gjort oprør mod Gud i tidernes morgen og er, efter en kamp med Mikael og hans engle, sammen med andre onde ånder blevet nedstyrtet til jorden (Åb 12,7-9). Besejret af Kristus får han endnu mulighed for at føre krig mod "dem, der holder Guds bud og bevarer Jesu vidnesbyrd" (Åb 12,17), indtil Kristi genkomst (s.d.) på dommens dag (Åb 20,2; Jud 6; 2 Pet 2,4). Satan er således virksom i menneskehedens historie fra begyndelsen til enden. - Bag slangen i paradiset (1 Mos 3), som umiddelbart kunne minde det gamle Israel om den hedenske slange- og frugtbarhedskult i Kanaan (jfr. Jer 44,15), står i virkeligheden "djævelen og Satan, hele verdens forfører" (Åb 12,9; Visd 2,24). Ham er det også, der udbeder sig Guds tilladelse til at friste Job (Job 1,6-12). Da han i tidens fylde endogså frister Messias i ørkenen, kommer det til en konfrontation. Her afslører han sig som verdens herre i egen person, der kræver underkastelse under sig: "Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil falde ned og tilbede mig!" Men Jesus svarer: "Bort fra mig, Satan! For der står skrevet: Det er Herren, din Gud, du skal tilbede, og ham alene du skal tjene. Da forlod djævelen ham, mens engle trådte til og gik ham til hånde" (Matt 4,8-11). Konfrontationen fortsætter imidlertid hver gang Jesus uddriver onde ånder af syge og besatte (se: dæmoner; besættelse); og den skærpes, da folkets religiøse ledere planlægger mordet på Jesus: "I har djævelen til far! ... Han har været en morder fra begyndelsen af ... Han er en løgner, ja, løgnens far" (Joh 8,44). Ved den sidste nadver farer Satan også i Judas, som straks går ud i natten for at forråde Jesus (Joh 13,27-30). Men Jesus har allerede forudsagt, hvad der vil ske, både med ham selv og med Satan: "Nu går der dom over denne verden, nu skal denne verdens fyrste kastes ud" (Joh 12,31). Idet Jesus overgiver sig "i menneskers hænder" (Matt 17,22) og lader dem få deres vilje med hans legeme, sejrer han både over synden og døden ved sin lydighed mod Gud og modtager derfor opstandelsen, også af legemet, til evigt liv. Dermed har han overvundet den gamle slanges fristelse af det første menneskepar til at være sin egen lykkes smed; han har knust Satans magt og fuldbyrdet Guds frelsesplan (jfr. 1 Mos 3,15, det såkaldte protoevangelium -s.d.). I de sidste tider (s.d.) vil Satan endnu kunne friste menneskene til fald, og særlig Antikrist (1 Joh 2,18; s.d.), som bliver hans redskab frem for nogen; men de der holder ud i troskab mod Kristus har allerede nu del i hans sejr over den Onde: "Frygt ikke! Jeg er den første og den sidste og den, som lever. Og jeg var død, men se, jeg lever i evighedernes evigheder, og jeg har dødens og dødsrigets nøgler" (Åb 1,18). Og døden og dødsriget gav de døde tilbage, som var i dem, og de blev dømt, hver efter sine gerninger ... Og hvis nogen ikke fandtes indskrevet i livets bog, blev han kastet i ildsøen ... Og djævelen, som havde forført dem, blev kastet i ildsøen" (Åb 20,13-15.10). Se også: Lucifer; syndefaldet; godt og ondt; pagt; helvede.

satisfactio operis. Se: ordo salutis.

S.C. - Sacrum Chrisma. Disse to bogstaver står altid på kanden med Krisam (s.d.), som bruges i liturgien.

Scala Sancta. Lat. Den hellige Trappe (s.d.).

scapular. Se: skapular.

schola cantorum (lat. sangerskole). 1. En institution, hvor der undervises i liturgisk sang. Så vidt vides blev den første etableret af pave Hilarius (461-468). - 2. Et kirkekor.

Schweizergarden. Et lille militærkorps i Vatikanstaten, bestående af katolske schweiziske soldater under ledelse af en oberst. Indført af pave Julius II i 1505 til beskyttelse af pavens person og de apostoliske paladser. Det blev der brug for i 1527: 147 soldater blev dræbt og kun 42 kom i sikkerhed med pave Clemens VII i Castel S. Angelo. Deres dragt tilskrives Michelangelo.

S.C.J. - Congregatio Sacerdotum a Sacro Corde Jesu - Jesu-Hjerte Præster (s.d.).

scotisme. Et filosofisk system, udarbejdet af den franciskanske filosof Duns Scotus (1264-1308). Han lagde kærlighed og vilje til grund for sin filosofi, og ikke viden og fornuft, som Thomas af Aquin. Dette kan få en række mindre heldige konsekvenser for forholdet mellem filosofi og teologi. Se også: skolastik.

scriptorium (lat. skrivestue). Rum i et kloster (især i middelalderen), hvor der udarbejdes håndskrifter.

Sct. Forkortelse for Sanctus (s.d.).

sede vacante (lat. mens sædet er ledigt). Perioden mellem en biskops død eller lovlige fratræden og valget af hans efterfølger. Udtrykket anvendes især for perioden mellem 2 paver.

Sedes Apostolica. Lat. Det apostoliske Sæde. Se: apostoliske Stol, Den.

sedia gestatoria (lat. bærestol). Den pavelige bærestol, som ikke har været i anvendelse siden Johannes Paul I's død (1978). Ved anvendelse af denne bærestol opnåede man, at langt flere kunne se paven under ind- og udtog ved religiøse foranstaltninger med titusinder af deltagere.

sedilia (lat. lille sæde). Sæderne for præsten og hans medhjælpere i koret. Er ofte af form som taburetter.

Segnatura Apostolica (Supremum Tribunal Signaturae Apostolicae). Den apostoliske Stols (s.d.) højeste domstol, oprettet under pave Eugenius IV (1431-1447). Dens kompetence omfatter bla. konkordater, sager om ugyldighed af vielser og stridigheder mellem forskellige kirkelige instanser. Er appelinstans for Rota Romana (s.d.).

sekretariat. Tidligere underafdeling af Den romerske Kurie (s.d.), med en lignende opbygning og funktion som de romerske kongregationer (s.d.). Blev i 1988 ændret til pavelige Råd (s.d.).

seksualitet. Den legemlige formidling af kærligheden mellem mand og kvinde. Ordet findes ikke i Bibelen, men kønsforskellen nævnes ofte for at belyse forholdet mellem mand og kvinde. "Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem" (1 Mos 1,27). Mennesket består altså af mand + kvinde, og tilsammen er de et billede på Gud, dvs. på hans frugtbarhed og herredømme over jorden (1 Mos 1,28). Derfor higer de mod hinanden for at blive fuldendt som menneske, så de kan udfolde deres menneskelighed i lighed med Gud. Derfor er det heller ikke godt for mennesket at være ene (1 Mos 2,18). Ensomhedsfølelsen (se: ensomhed) har sin grund, ikke blot i det subjektive menneskes situation, men objektivt, i dets natur. Mennesket er skabt som et socialt væsen. Det higer mod andre mennesker for at få fyldt sit liv og opfylde det. Fordi mand og kvinde er forskelligt skabt, har de særligt meget at give hinanden, både legemligt og sjæleligt. Muligheden for et dybtgående supplement fremkalder kærligheden mellem to ligeværdige personer, som kun tilsammen føler sig som et helt menneske. Det er en uskyldig kærlighed, uden bagtanker - menneskeparret er nøgne, men skammer sig ikke for hinanden (1 Mos 2,25). - Med syndefaldet får seksualiteten derimod en tvetydig karakter. Nu er samhørigheden mellem mand og kvinde brudt, fordi de ikke længere oplever sig som udgået fra Gud, bestemt til at leve et liv sammen, der ligner hans. Nu tænker enhver blot på sig selv. Seksualdriften, der skulle drive dem ud af sig selv ind i hinanden, forstyrres af en modgående bevægelse, der vil bruge den anden for at tilfredsstille sig selv. Dvs. seksuallivet tømmes for kærlighed og fyldes med begær og tyranni (jfr. 1 Mos 3,16). - Men Gud forbarmer sig og træder til med en langsigtet opdragergerning. Trods fald og fristelser skal menneskeparret lære igen at lægge deres seksualliv ind under Gud. Den fødende kvinde skal vide, at hun deltager i hans fortsatte skabelse af menneskeslægten: "Jeg har fået en søn ved Gud" (1 Mos 4,1). Manden skal holde sig fra fremmede kvinder og glæde sig ved sin ungdoms hustru (Ordsp 5,15-23). For troskab er en kvalitet ved kærligheden; den står vagt om det personlige og gensidige i forholdet mellem de to. Omskærelsen bliver et synligt tegn på, at livets forplantning skal ske i pagt med Gud (1 Mos 17,9-14). Børnene er hans, førend de er forældrenes (jfr. 1 Mos 22,16-18). Mange andre love og riter i GT skal beskytte seksuallivet i Guds folk mod ublufærdighed og begær, blodskam og homoseksualitet (s.d.), kønslig omgang med dyr osv. (jfr. 3 Mos 20,10-21). Kort sagt mod alt det, der var skik og brug hos de hedenske nabofolk. Det havde ingen lighed med Gud. Derfor væmmedes han ved dem, drev dem ud af deres land og gav det til sit udvalgte folk. Midt i syndefaldets verden skulle israelitterne leve det liv, han fra skabelsens morgen havde bestemt alle mennesker til: "I skal være mig hellige, thi jeg, Herren, er hellig, og jeg har udskilt jer fra alle andre folkeslag til at høre mig til" (3 Mos 20,26). - Guds hellighed skal gennemtrænge dem på sjæl og legeme, så også seksualdriften reserveres en skabende og trofast kærlighed, dvs. bruges personalt. Israel oplevede her et modsætningsforhold til sin hedenske omverden som også de kristne i dag. Åbenbaringens Gud er kærlighed (1 Joh 4,16). Han har skabt mennesket med to køn og med en seksualitet, der henordner dem til hinanden; men selv er Han uden køn og seksualitet. For Gud er Ånd. Men dengang som nu satte et perverteret seksualliv sit præg på folkenes liv - i en grad så det trængte ind også i deres religiøse forestillingsverden. Også guderne havde deres seksuelle eventyr, som de fordrev tiden med. Og de blev dyrket derefter, med sakral prostitution på kultstederne (jfr. 1 Kong 14,23-24). Syndefaldets menneske danner Gud i sit eget billede i stedet for at lade sig forme i hans. I GT berettes det, hvordan Gud ikke tager i betænkning at udrydde disse folk for at en nyskabelse af mennesket kan finde sted i hans udvalgte folk. Og Jesus fuldbyrder denne nyskabelse ved på hele menneskeslægtens vegne at lægge sit eget menneskeliv totalt ind under Gud og kalde alle til, i tanke, ord og gerning, at gøre det samme (jfr. Matt 5,28; 15,19; Mark 10,5-9). I tidens fylde sættes der således et skel mellem livet uden Gud og livet med Gud (1 Kor 6,9-10; jfr. Rom 1,24-27). Nu må menneskene vælge, om de vil gå hver til sit og blot udnytte hinanden: mand og kvinde, slave og fri - eller om de alle vil være ét i Kristus (Gal 3,28). Nu er der ikke længere tale blot om moralske forskrifter for et tvetydigt seksualliv, så det ikke løber af sporet. For nu har mennesket fået en helt ny kilde til sit liv i Kristi kærlighed til "brødrene", dvs. Kirken (jfr. 1 Joh 3,16). Derfor vælger nogle at give afkald på et seksuelt forhold til et andet menneske for at leve i cølibat (s.d.), i en universel kærlighed til hele Kirken og alle mennesker (jfr. Matt 19,12). Mennesket tager hverken skade på legeme eller sjæl ved at give afkald på seksuel aktivitet, men seksualiteten kan ikke uden skade for mennesket undvære kærligheden. Derfor må også seksuallivet mellem mand og kvinde nu definitivt slutte sig til Kristus-Kirken (jfr. Ef 5,25-32) for ikke at lukke sig om sig selv (jfr. 1 Tess 4,2-5). Paulus tager ikke i betænkning at opfordre de kristne til at bryde samkvemmet med usædelige medkristne, så menigheden ikke mister sin identitet: for "I lod jer tvætte rene. I er blevet helliget og retfærdiggjort ved vor Herre Jesu Kristi navn, ved Ånden fra vor Gud" (jfr. 1 Kor 5,9-13; 6,9-11). Se også: kærlighed; ægteskabets sakramente; homoseksualitet.

sekt (lat. secare = at afskære). Fællesbetegnelse især for mindre grupper af kristne, som ved deres afvigende tro har afskåret sig fra bestemte elementer i den apostolske tro og dermed også fra det fundamentale fællesskab med Kirken.

sekvens (lat. en række). En hymne, der på visse festdage anvendes før evangeliet i messen. Fra middelalderen har 5 sådanne sekvenser overlevet: Victimae paschali laudes (s.d.); Veni, Sancte Spiritus (s.d.); Lauda Sion (s.d.); Dies irae (s.d.); Stabat Mater (s.d.).

selverkendelse. Synderens erkendelse af sin fattigdom over for Gud, sit hjertes sande tilstand. St. Katharina af Siena og andre lærere i det åndelige liv tillægger denne selverkendelse en fundamental betydning. De mener, at der er en sammenhæng mellem fremskridt i selverkendelse og fremskridt i erkendelsen af Gud. Se også: saligprisningerne; ydmyghed.

selvfornægtelse. En indre holdning, som får mennesket til at give afkald på sin egoisme i alle ting, også i sine personlige ønsker, tilbøjeligheder, interesser - hvorved det glemmer sig selv og ofrer sig til Gud, for de andre eller for en sag, der er vigtigere end ens egen fordel, ro, endogså liv. Selv om man ikke kan give afkald på det, man virkelig er, eller på sit livs endemål, kan mennesket dog i praksis give afkald på at sætte sig selv i centrum for at underordne sig under Gud, under de andre, under de interesser, som rækker videre. Jfr. Matt 16,24: "Hvis nogen vil følge efter mig, må han give afkald på sit eget, tage sit kors op og følge mig".

selvmord. Den fuldt bevidste og forsætlige berøvelse af ens eget liv. Moralsk set er dette under ingen omstændigheder tilladt. Gud alene er Herren over menneskets liv og har sin plan med det. Jfr. Den katolske Kirkes Katekismus nr. 2280-2283.

semiarianisme. Visse teologers lære efter koncilet i Nicaea (325), hvor de søgte at lave et kompromis mellem arianismen (s.d.) og dogmet om Kristi væsenslighed med Faderen.

semipelagianisme. Se: pelagianisme.

semiduplex (lat. halvdobbelt). Se: fester.

sendelse. Se: missionsbefalingen.

sensus fidelium (lat. de troendes sans). Udtryk for de troendes overensstemmende mening eller tro.

sentire cum Ecclesia (lat. føle sammen med Kirken). Fornemme sig frem sammen med Kirken; være på bølgelængde med den i sine tanker og vurderinger. Udtrykket stammer fra den hl. Ignatius' Exercitier.

separation (lat. adskillelse). Kirken tillader fysisk separation mellem ægtefæller, hvis omstændighederne kræver det (f.eks. i tilfælde af grov vold eller kriminalitet). Det sakramentale bånd mellem ægtefællerne består dog stadig og de kan ikke indgå nyt ægteskab, før døden skiller dem ad.

septuagesima (lat. den halvfjerdsindstyvende (dag)). Gammel betegnelse for den 3. søndag før fastetiden begynder.

Septuaginta (lat. de halvfjerds). Betegnelse for den ældste og vigtigste oversættelse af GT til græsk, som blev afsluttet ca. 150 f.Kr. til brug for de græsktalende jøder i diasporaen. Ifølge traditionen stod 70 lærde i Alexandria for denne oversættelse.

sepulcrum (lat. grav(sted)). Se: helgengrav.

serafer (hebr. saraf = brændende). Lys-engle. I Es 6,2-3 deltager de i den himmelske liturgi, jfr. Åb 4,8 og flere præfationers (s.d.) afslutning i messen. Se også: engel.

Servus Servorum Dei. Se: Guds Tjeneres Tjener.

sexagesima (lat. den tresindstyvende). Gammel betegnelse for 2. søndag før fastetidens begyndelse.

sext (lat. sextus = den sjette). Den tidebøn (s.d.), som bedes ved den sjette time (midt på dagen) i det monastiske breviar, men som efter 2. Vatikankoncils liturgireform nu i det romerske breviar kan erstattes af middagens tidebøn, ligesom terts (s.d.) og non (s.d.).

sheol. Hebr. dødsriget (s.d.). Se: helvede.

Sic transit gloria mundi (lat. Sådan forgår verdens pragt). Denne sætning blev tidligere ved pavekroninger sagt 3 gange til den nyvalgte pave under indtoget i Peterskirken.

sidealter. Et alter (s.d.), som ikke er højalter i en kirke. Det kan være indviet f.eks. til en helgen.

Sidste Nadver. "Herrens Nadver" (1 Kor 11,20), dvs. det påskemåltid, Jesus indtog med sine disciple aftenen før sin lidelse (jfr. Matt 26,26-29; Mark 14,22-25; Luk 22,15-20; 1 Kor 11,23ff). Den sidste Nadver har sandsynligvis fundet sted aftenen før jødernes officielle påske, der indledtes fredag aften efter solnedgang. Jesus synes at følge det jødiske påskeritual (Mark 14,12-16.22-26), men indføjer i de rituelle velsignelser af brød og vin sin indstiftelse af Eukaristien: "Tag og spis. Dette er mit legeme ... Drik alle heraf: Dette er mit blod, pagtens, som udgydes for mange til syndernes forladelse.." (Matt 26,26-30). Han vil føre jødernes påskemåltid fra en ihukommelse af deres udfrielse af slaveriet i Ægypten frem til en udfrielse af slaveriet under synden, dvs. fra ydre til indre frihed. Således vil han udsone den faldne menneskeslægt med Gud og hinanden i en varig fred. Mens jøderne slagtede deres påskelam oppe i Templet, ofrer han sig på korset som det sande påskelam i fuldkommen lydighed mod Gud (Joh 19,14.36). Han er også "livets brød", først ved sit Ord, der åbner Guds rige for dem, som tror (Joh 6,26-51a); så ved sit kød og blod, der hengives ublodigt i den sidste Nadver til at spise og drikke, for at de kan have hans liv i sig (Joh 6,51b-58). Over for denne realisme blegner GT's symboler og forbilleder: dyre- og afgrødeofre, ørkenvandringens manna, Moses, der slog vand af klippen ... Det gamle Israel spiste af offerdyrenes kød for at forene sig med offergaven og Gud, som tog imod den; men det blev ved intentionen, ligesom ved Døberens bodsdåb i Jordan. I nadversalen og på korset bliver det virkelighed. Jesus indfrier sin dåb, idet han dør fra den syndige tilstand, menneskeslægten befinder sig i, for at overgive sig og den til Gud (Hebr 10,8-9). Som Herrens lidende tjener "udtømte han sin sjæl til døden ... og bar de manges synd" (Es 53,12). Hans frelservilje er så stærk, at han går ind i de offergaver, hvormed han vil udtrykke den, brød og vin - hvorved de skifter væsen og forvandles til ham selv. Forvandlingen er metafysisk, ikke fysisk. Brødets og vinens fysiske skikkelser (smag, lugt, udseende) bevares som en lettilgængelig form, i hvilken han kan være livsføde for dem, som tror. Forenet med ham, kød af hans kød og blod af hans blod, drages det faldne menneske med ind i hans overgivelse til Gud og livet i hans rige (Luk 22,15f; Mark 14,25). Således er Menneskesønnen kommet "ikke for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange" (Mark 10,45). Den nye pagt, som profeterne havde forjættet (Jer 31,33), og som Jesus besegler med sit blod på korset, opfylder og erstatter den gamle pagt med dens dyre- og afgrødeofre og gør menneskene fri til at leve efter Kristi Ånd og eksempel (Joh 13,15-17). Ved at spise hans legeme og drikke hans blod får Jesu disciple del i hans fuldkomne kærlighed, så de kan elske hinanden, som han har elsket dem (Joh 15,12). Og Jesus giver apostlene befaling til at gentage den ublodige offerhandling i Nadversalen efter ham, "til hans ihukommelse", idet de gentager hans ord over brød og vin; så ofte de gør det, har de hans autoritet til at udvirke en forvandling. Han giver dem hermed delagtighed i sit præstedømme, for at de og deres efterfølgere kan frembære dette ihukommelsesoffer "indtil han kommer igen" (1 Kor 11,25-26), dvs. for at de ned gennem tiderne kan påberåbe sig hans forløsergerning over for Gud og nedkalde hans nåde "over os syndere" (jfr. Luk 22,19). Således indstiftes og forordnes Eukaristien som Kristi kærligheds Sakramente, hvorved den opstandne Kristus forener de troende med sig og gennem sig med Gud Far og med hinanden i sit (Kirke)legeme (1 Kor 10,16-17). Eukaristien skaber Kirken. Efter én gang for alle at have frembåret sit offer for synder har Jesus nu for bestandig taget sæde ved Guds højre hånd som vor ypperstepræst (Hebr 10,12). Derfor kan han også helt og fuldt frelse dem, som kommer til Gud ved ham, fordi han altid lever og hans præstedømme fortsat består i Himlen og i Kirken (jfr. Hebr 7,24-25; 12,22-13,21). Se også: Eukaristi; messe; forvandlingen; Kommunion.

sidste Olie, den. Se: syges Salvelse, de.

sidste tider. De sidste tider er begyndt med Kristi død og opstandelse. I ham er Guds frelsesplan fuldbyrdet, og denne verdens dage er nu talte (jfr. Apg 2,17; 1 Kor 10,11; 1 Tim 4,1; Jak 5,3; 1 Pet 1,5.20; Jud 18; 1 Joh 2,18). Hvor lang fristen vil være, kan Jesus ikke sige noget om (Mark 13,32). At "dagen er nær" (Rom 13,11) blev sandsynligvis opfattet bogstaveligt af de første kristne (jfr. 1 Tess 4,15; 5,1-2; 2 Tess 2,2-3; 1 Kor 7,29; 1 Pet 4,7). Guds rige (s.d.) er allerede virksom i Kirken, men det endelige gennembrud står endnu tilbage. Det er imidlertid en hovedsag i det kristne håb (jfr. Luk 21,30-31). I apostelbrevene er opblomstringen af umoral og vranglære et sikkert tegn på, at den sidste time er inde (jfr. 1 Tim 4,1; 2 Tim 3,1ff; 2 Pet 2,1-3; 3,3). - Af det græske ord for "sidste": eskhaton har man dannet ordet eskatologi (s.d.), dvs. læren om de sidste ting og verdens ende. Jfr. Kir. 7. Se også: tidens fylde; tidens tegn.

sidste ting, de (fire). Gammel betegnelse for døden, dommen, Himlen og Helvede, som traditionelt behandles i sammenhæng i katekismer og andre fremstillinger af det enkelte menneskes og menneskehedens forhold til livet før og efter døden.

signum crucis. Lat. korsets tegn. Se: korstegn.

simoni. Erhvervelse eller forsøg på erhvervelse af åndelige goder eller kirkelige embeder ved betaling. Noget sådant er iflg. kirkeretten strengt forbudt og invaliderende for de derved indgåede kontrakter eller stillinger. De ved simoni modtagne vielser i kirken må ikke udøves (CIC 1380). De er gyldige, men ulovlige. Betegnelsen stammer fra det første kendte forsøg herpå i Apg. 8,18-24.

simplex (lat. enkelt). Se: fester.

sindonologi (gr., lat. sindon = fint lærred). Et videnskabeligt studieområde, hvis genstand er Kristi ligklæde (s.d.), der befinder sig i domkirken i Torino.

situationsetik. Moralsystem, der vil regulere holdningen efter den konkrete situation og ikke ud fra generelle principper. En reaktion på en abstrakt moral, der kan glemme den klogskab, hvormed principper skal anvendes i praksis. Den er dog en overdrivelse, der kan føre til, at moralen undergraves totalt, og er derfor blevet fordømt af Kirken.

Sixtinske Kapel. Pavernes privatkapel i Vatikanet, umiddelbart nord for Peterskirken. Det er kendt for Michelangelo's berømte væg- og loftsmalerier (endevæg: Dommedag, loft: Scener fra GT). Her har konklaverne (s.d.) og pavevalgene fundet sted uafbrudt siden 1846. Kapellet er bygget 1475-82 efter ordre fra pave Sixtus IV (deraf navnet).

S.J. Societas Jesu. Lat. Jesu Selskab (s.d.).

sjæl (hebr. nephes, gr. psyche, lat. anima). Sjælen er kroppens liv og kroppen er sjælens udtryksform. Sjælen er m.a.o. kroppens livs- og formprincip. Bibelen skiller ikke krop og sjæl: uden krop intet menneske, uden sjæl intet menneske. Hele mennesket er nærværende både i sjæl og krop. Men Bibelen skelner mellem forskellige kræfter i mennesket, som er hierarkisk henordnet til hinanden og til Gud. Mennesket er "kød", for så vidt det er en skrøbelig, jordisk skabning: "Støv er du og til støvet skal du vende tilbage", siger Gud til syndefaldets menneskepar (1 Mos 3,19b; jfr. 6,3.12-13). Kirken gentager det askeonsdag (s.d.), når vi modtager askekorset på panden. Mennesket er sjæl, for så vidt det er et levende væsen. Det sjælelige eller psykiske menneske er også "kød" (3 Mos 17,14), dvs. skrøbeligt, jordisk, for sjælen er ikke kilden til sit eget liv; men den har den egenskab, at den kan åbne sig for kilden, dvs. for Gud, som ved sin Ånd er selve livets kilde (1 Mos 2,7). Gud på sin side må hele tiden blæse sin livsånde ind i sin skabning for at holde den i live: "Du tager deres ånd, og de dør og vender tilbage til støvet. Du sender din Ånd, og de skabes; jordens åsyn fornyer du" (Sl 104,29-30). Gud er "hvert levende væsens livsåndes Gud" (4 Mos 27,16; 16,22). - Så længe Guds livsånde bliver i mennesket, tilhører den mennesket, og mennesket kan frit disponere over den. Gud udsletter ikke menneskets person. Han fremkalder den. Ikke for at den skal tilhøre sig selv, men for at den frit skal skænke sig selv til ham: "I din hånd befaler jeg min ånd" (Sl 31,6). - Menneskets ånd er sædet for sjælens bevidste liv: dets følelser, fornuft, vilje, karakter, holdning - alt det som det har på hjerte, som ligger det på sinde, som udgår fra det som en kraft og driver det i en bestemt retning til handling. Men den er også, fremfor alt, sædet for en bevidst, medfødt længsel efter Gud (desiderium naturale in visionem Dei -s.d.), en latent higen, som kommer til gennembrud i tro og håb om at blive forvandlet stadig mere til lighed med ham, i hvis billede vi er skabt: "Skab mig et rent hjerte, Gud, giv mig atter en fast ånd i mit indre" (Sl 51,12). Hele GT er gennemtrængt af en voksende længsel efter Gud, ikke mindst Salmernes bog: "Som hjorten skriger efter rindende vand, således higer min sjæl efter dig, o Gud ..." (Sl 42). Denne længsel i mennesket efter Gud er hans signatur på sit skaberværk: "Du har skabt os for dig, og vort hjerte er uroligt indtil det hviler i dig," siger kirkefaderen Augustin. - Derfor kan det, både i GT og NT, være vanskeligt at skelne, hvornår den bibelske forfatter mener Guds Ånd (hebr. ruah, gr. pneuma, lat. spiritus), og hvornår han mener menneskets ånd. Menneskets ånd er et anlæg, en modtagelighed for Guds Ånd (jfr. Præd 12,7), og dette er menneskets kendemærke til forskel fra dyrene (jfr. Job 35,11). Dyret har en animalsk eller sensitiv sjæl; mennesket har en åndelig sjæl. Menneskets ånd kan befrugtes af Guds Ånd og således føre det fra "det, som er menneskets" til "det, som er Guds" (Matt 16,23). - Paulus taler om en gradvis forvandling af mennesket fra "en levende sjæl" til "en levendegørende ånd", fra det sjælelige til det åndelige, fra "den jordfødte Adams børn" til "den himmelske Adams (dvs. Kristi) sønner". "Som vi da har båret den jordiskes billede, således skal vi også præges af den himmelskes billede" (1 Kor 15,45-49). - På grund af syndefaldet er denne fremadskridende forvandling "fra herlighed til herlighed" (2 Kor 3,18) forbundet med "fødselsveer" (Hos 13,13; Rom 8,22) og et møjsommeligt medarbejde på vor frelse (Fil 2,12), på "vort legemes forløsning" (Rom 8,23). Også i dette arbejde med os selv er Gud første årsag: "Den, der giver jer både viljen og evnen" (Fil 2,13). Det er levendegjort og inspireret af Guds Ånd, at mennesket arbejder med på sit eget fortsatte skaberværk - på åndelig vis, i et organisk samspil mellem dets kræfter. - Det korporative fællesskab (se: korporativ person) er en støbeform for dette organiske menneskesyn. Som menneskene skal lære at vedhænge Gud og hinanden udefter, i indbyrdes solidaritet, sådan skal de også hænge sammen indefter, enhver i sin ånd-sjæl-krop (1 Tess 5,23), så de kan blive ét hjerte og én sjæl i Kristus (jfr. Apg 4,32).

sjælemesse. Se: rekviemmesse.

sjælens nat. Udtryk fra den mystiske teologi, særlig hos Johannes af Korset, for visse prøvelser i det åndelige liv. Det drejer sig om den såkaldte passive lutring, som Gud tager initiativet til, og som mennesket kun kan bære i tro og udholdenhed. Dets sanseliv skal underlægges åndens herredømme, hvilket medfører en tørhed i bønnen og svigtende evne til aktiv meditation. Bønnen bliver affektiv, kontemplativ, en "stilhedens bøn". Efter sansernes nat følger hos Johannes af Korset åndens nat. Her berøves mennesket også den åndelige trøst, fordi det nu skal lutres for enhver fixering til sin egen ånd, så det kan overgive den til Gud. Se også: via purgativa etc.

skabelse. "Jeg tror på én Gud, den almægtige Fader, himlens og jordens, alle synlige og usynlige tings Skaber". Iflg. disse første ord i den nicænske trosbekendelse (s.d.), og også i den apostoliske (s.d.), er det 1. Person i Gud, Gud Fader (s.d.), der er universets Skaber, selv om de to andre Personer har været medvirkende: Sønnen som model (jfr. Kol 1,15-16) og Helligånden som Skaberånden og levendegøreren (1 Mos 1,2). Til "himlen og jorden", dvs. det fysiske rum (se: himlen), føjes "alle synlige og usynlige ting". Med de usynlige ting menes åndeverdenen. At Gud også har skabt den, er en vigtig oplysning i en hedensk tid, som enten forestiller sig en åndeverden på niveau med Gud selv, i kamp med ham om magten, da verden blev til (således som de hedenske nabofolk på det gl. Israels tid) - eller mystiske kræfter i kosmos, der har en kundskab om godt og ondt, som mennesket må søge at få del i for at styrke sin egen position (jfr. de mange esoteriske bevægelser i dag). -Den bibelske skabelsestro gør op med disse hedenske forestillinger. Gud er en personlig Gud, der skaber alt ved sit ord; jfr. det stadigt tilbagevendende "Gud sagde ..." i den 1. skabelsesberetning (1 Mos 1,1-2,4a): "Gud sagde: der blive lys ..." osv. Og NT bekræfter det: "I tro fatter vi, at verden er blevet skabt ved Guds ord, så det synlige blev til af det, vi ikke kan se" (Hebr 11,3). Gud er altså Ånd, og hans Ånd ruger over kaos for at bringe orden i det (1 Mos 1,2). I virkeligheden har han skabt alt af intet (lat. creatio ex nihilo), både tid og rum (2 Makk 7,28; jfr. Rom 4,17). Han alene er Gud (2 Makk 7,38), højt hævet over sin skabning, gådefuld og almægtig i sin guddomskraft. "Men af de skabte tings storhed og skønhed kan man gennem en slutning få øje på Ham, som er deres ophavsmand" (Visd 13,5). Derfor har hedningerne ingen undskyldning for deres afgudsdyrkelse, for "siden verden blev skabt, har hans usynlige væsen, både hans evige kraft og hans guddom, været synlig for tanken gennem hans værk" (Rom 1,20). Men Skaberen har ikke blot villet være den skjulte genstand for sine skabningers åndelige stræben og spekulationer (se: naturlig gudserkendelse). Han har selv overskredet tærskelen fra sin til vor verden og åbenbaret sig som den almægtige Fader for sit folk (se: Guds ord). I den 2. skabelsesberetning (1 Mos 2,4b-25) om paradiset færdes han i fortrolig omgang med både ånder og mennesker og vil fastholde dem i livssamfund med sig; livets træ er et symbol herpå (2,9). Gud vil udfolde sin åndskraft i dem og betjene sig af dem i sin styrelse af verden (2,15; 3,24). At søge kundskab om godt og ondt (s.d.) uden om Gud, i åndernes verden, for at gøre Gud rangen stridig ("I skal blive som guder ..." 1 Mos 3,1-5) er derfor også i dag et syndefald. I det bibelske verdensbillede er det livsforbindelsen med Gud, der er "paradiset" (s.d.). Hans værk er godt, ja såre godt. Det sidste gentages i den 1. skabelsesberetning som et omkvæd, der stiger i lovprisning af Skaberen (1 Mos 1,3.21.25.31). - Af de to skabelsesberetninger er paradisberetningen den ældste og har i sin litterære form fælles træk med hedenske skabelsesberetninger fra samme tid, men budskabet i begge beretninger er originalt. Det drejer sig hverken om videnskabelige eller filosofiske oplysninger til det videbegærlige menneske, men om en åbenbaring af Skaberens plan med det hele. Den 1. skabelsesberetning er sat som et credo (s.d.) forrest i Bibelen, fordi det danner grundlaget for forståelsen af hele resten af den hl. Skrift. Gud har skabt menneskeparret i sit billede, dvs. som åndsvæsener (1 Mos 1,27), for at sætte dem i stand til at herske med ham over jorden og sammen fortsætte menneskeslægten i pagt med ham (1,28). Den arbejdsuge i Guds værksted, som vi her, i poetisk-dramatisk form, præsenteres for, og som passende afsluttes med hviledagen, som Gud helliger til betragtning af sit værk - den er i virkeligheden blot den første i den lange række af arbejdsuger, som menneskeslægten er gået ind til med Gud, alles Skaber og Fader. I sine svangerskaber deltager kvinden i Guds fortsatte skaberværk: "Jeg har fået en dreng ved Gud" (1 Mos 4,1). Og i arbejdet (s.d.) på at opdyrke jorden og administrere den inddrages også manden i samarbejdet med Gud. Det drejer sig ikke blot om familieliv og kulturelle fremskridt (jfr. 1 Mos 4,21-22). Det drejer sig om hele verdens gang og menneskehedens historie. Gud skaber uafbrudt videre på sit værk, med menneskene som sine tro eller utro forvaltere. - Også de historiske begivenheder er derfor ord af Guds mund der tager skikkelse i vor verden: "Jeg tilintetgør løgnerens tegn og gør spåmænd til dårer ... Jeg stadfæster mine tjeneres ord, fuldbyrder mine sendebuds råd. Jeg siger om Jerusalem: Det skal bebos! ... Ruinerne skal atter rejse sig ... Jeg siger om Kyros: Han er min hyrde, der fuldbyrder min vilje! ... om templet: Det skal genopføres!" (Es 44,24-28). Gud driver skaberværket videre gennem de historiske begivenheder. Men på grund af syndefaldet (s.d.) er hans skaberplan blevet til en frelsesplan (se: pagt). Den fortsatte skabelse sigter nu på en nyskabelse af det faldne menneske. - Jerusalems ødelæggelse (586 f.Kr.) og exilet i Babylon fik profeterne til at reflektere over pagten med Gud, som han havde sluttet med Israel på Sinai, efter at have udfriet dem af slaveriet i Ægypten (ca. 1250 f.Kr.). Dengang åbenbarede han sig på afgørende måde som historiens Herre, der også betjente sig af naturens kræfter til sit formål: "Hele naturen retter sig efter dig, som har skabt den, og den øger sin kraft, når de uretfærdige skal straffes, men dæmper den, når der skal vises velgerninger mod dem, der stoler på dig," siger Visdommens bog, med tanke på de 10 plager i Ægypten og ørkenvandringens manna. Allerede dengang blev grunden også lagt til et personligt gudsforhold i det udvalgte folk, som hedningerne ikke drømte om: "Du har sagt, at du kender mig ved navn og at jeg har fundet nåde for dine øjne. Så lær mig dine planer at kende, så jeg kan erkende dig" (2 Mos 33,12-13). Takket være Åbenbaringens Gud blev Israels livs- og verdensforståelse personaliseret fra første færd. Jahve blev Israels Skaber og Fader. Han samlede dem om sig, talte til dem gennem Moses og profeterne som til en person, sluttede en gensidig pagt med dem og drog omsorg for deres eksistens. Og så ofte de kom i krise, politisk og personligt, på grund af deres utroskab mod Gud, lærte de ham bedre at kende og sig selv i lys af ham: "Mod dig har jeg syndet, mod dig alene, og gjort, hvad i dine øjne er ondt ... Skab mig, o Gud, et rent hjerte!" (Sl 51). Profeterne forjættede en bønhørelse: "Herren skaber nyt i landet" (Jer 31,22); og apostlene forkyndte opfyldelsen i tidens fylde: Gud, som sagde: "Af mørket skal lys skinne frem," blev selv et skinnende lys i vore hjerter, takket være hans herlighed på Kristi åsyn (2 Kor 4,6). - Guds Søn er den usynlige Guds billede, førstefødt forud for al skabningen; thi i ham skabtes alt i himlene og på jorden (Kol 1,16). Og i ham blev mennesket også nyskabt i dåben (Gal 6,15). Han er også den nye Adam (s.d.), der har fået al magt i Himlen og på jorden (Matt 28,18), og Faderen har indsat ham som arving til alle ting (Hebr 1,2; 2,6-9). Derfor skal både ånderne og menneskene sammenfattes i ham (Ef 1,10), og nyskabelsen skal udstrækkes til hele universet. "Skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem" (Ef 2,10) sættes de kristne i stand til at arbejde med på denne fortsatte nyskabelse af verden. Det sker ikke uden fødselsveer. Skabningen sukker og er i veer endnu ... Også vi sukker i håbet om vort legemes forløsning (Rom 8,22-23). Alt og alle ser hen til Kristi genkomst og det endelige gennembrud på den yderste dag, "til nye himle og en ny jord, hvor retfærdighed bor" (2 Pet 3,13; jfr. Åb 21,1-5).

Skaberen. Se: skabelse.

skapular (lat. scapulae = skulderbladene). En del af visse munke og nonners ordensdragt. Består af to lange, brede stykker stof, som hænger ned fra skuldrene foran og bagpå. Var tidligere et arbejdsforklæde, men har i dag symbolsk betydning som det åg, munken eller nonnen skal bære. I nogle tredjeordener (s.d.) bærer medlemmerne et lille skapular under deres klæder.

skelne mellem ånder. En af de nådegaver, Paulus opregner (1 Kor 12,10). Den indtager en vigtig plads i f.eks. Ignatius af Loyola's Exercitier.

skib. 1. kirkeskib (s.d.). - 2. røgelsesskib (s.d.).

skilsmisse. Opløsning af et gyldigt indgået og fuldbyrdet ægteskab kan kun finde sted ved den ene af ægtefællernes død. Se også: separation.

skisma (gr. adskillelse). Frafald fra den kirkelige enhed. Kan både gælde enkeltpersoner og grupper af troende. Det gamle Israel oplevede et skisma, dvs. et brud på enheden i troen trods fælles tro, da de 10 nordstammer brød med Davidshuset i Jerusalem ved kong Salomons død 931 f.Kr. Østkirkens brud med Kirkens enhed i 1054 betegnes sædvanligvis som et skisma, ikke en hæresi (s.d.), men efter dogmet om pavens ufejlbarhed kan et skisma næppe tænkes uden at det også indebærer en hæresi, dvs. et frafald fra en trossandhed. Se også: apostasi.

skismatiker (gr. schisma = uenighed, adskillelse). Se også: apostat; hæretiker.

skolastik (lat. schola = skole). Det omfattende filosofiske og teologiske system, der blev udformet i middelalderen. Den egentlige skolastiske periode er ca. 1200-1350 (højmiddelalderen). Skolastikken, som mere er en metode til analyse og syntese af viden, blev udviklet i flere traditioner; de to vigtigste er knyttet til hver sin fremtrædende person: 1. Thomas af Aquin (1225-74), som foruden Bibelen og kirkefædrene, især byggede på Aristoteles. - 2. Bonaventura (1217-74), som i modsætning til Thomas især byggede på Platon (427-347 f.Kr.) og Augustin (354-430). Efter en nedgangsperiode i det 16. årh. blev skolastikken igen taget op af bl.a. Francesco Suarez (1548-1617), og igen i slutningen af det 19. årh. i form af nyskolastikken (s.d.). - Thomas af Aquin's skolastiske tradition (også kaldet thomismen) danner grundlaget for meget store dele af den højere katolske undervisning, bl.a. på præsteseminarier og teologiske fakulteter; jfr. Pr.udd. 16; Kr.opdr. 10.

skoler. I Danmark findes (1987) 25 katolske skoler, herunder et gymnasium: 8 i hovedstadsområdet og 17 i provinsbyer. De fleste blev oprettet i slutningen af forrige og begyndelsen af dette århundrede som sogneskoler, der næsten udelukkende optog katolske elever. I løbet af sidste 20 år har de dog ændret karakter til nu at være kristne (eller økumeniske) skoler på katolsk grundlag. Fra tidligere at være ejet af forskellige ordener eller bispedømmet er de fleste katolske skoler i Danmark nu selvejende institutioner med en bestyrelse, som repræsenterer forældre, menighed og de kirkelige myndigheder. Skolelederne er i dag i de fleste tilfælde lægfolk, hvor det tidligere var præster eller søstre. I 1986: Ialt 4.429 elever, hvoraf 519 katolikker; 368 lærere, hvoraf 83 katolikker.

Skrift, den hellige. Se: Bibelen.

skrifte. At gå til skrifte. Se: skriftemål.

skriftebarn. Den, som aflægger et skriftemål (barn eller voksen).

skriftefar. Den præst, som hører et skriftemål.

skriftemål. Den bodfærdiges angerfulde (se: anger) bekendelse af sine synder. Den kan ske privat i bøn til Gud eller offentligt i Kirken i form af den fælles syndsbekendelse i messen eller under en bodsandagt, eller mere personligt i skriftestolen overfor en præst, for gennem ham at modtage tilgivelsen (se: absolution) af Kristus og kirkefællesskabet i Bodens Sakramente (s.d.). Alvorlige synder, såkaldte dødssynder (s.d.), der har ført til brud på dåbens pagt med Gud, skal skriftes i forbindelse med en modtagelse af Bodens Sakramente, for at synderen igen kan opnå dåbens nåde og således få adgang til den hl. Kommunion. Men svaghedssynder bør også fra tid til anden skriftes. Herom siger Pius XII: "Ved det hyppige skriftemål forøges den rette selverkendelse, vokser den kristne ydmyghed, udryddes dårlige vaner, overvindes åndelig ladhed og lede, lutres samvittigheden og styrkes viljen, foruden at der bliver mulighed for sjælesorg og at nåden forøges gennem sakramentet" (hans rundskrivelse om Kristi mystiske Legeme, nr. 86). Se også: samvittighedsransagelse; Bodens Sakramente.

skriftemål, første. Et barns første skriftemål aflægges umiddelbart før det for første gang modtager Den hellige Kommunion, normalt i 8-9 års alderen. Nogle steder markeres dette på festlig vis. Voksne konvertitters første skriftemål aflægges før optagelsen i Kirken. I begge tilfælde forudsættes en vis samvittighedsmæssig modenhed, samt undervisning.

skriftemål, hyppigt. Se: skriftemål.

skriftemålsjurisdiktion. Præsten modtager ved præstevielsen fuldmagt til at forlade synder. Men for at han gyldigt kan meddele absolutionen (s.d.) kræves desuden en kirkeretslig fuldmagt (jurisdiktion), som enten er knyttet til et kirkeligt embede eller gives af den lokale biskop. Iflg. den nugældende kirkeret (1983) kan den præst, der har skriftemålsjurisdiktion normalt udøve den overalt i Kirken. I dødsfare kan enhver gyldigt viet præst give absolutionen.

Skriftens Inspiration. Se: Inspiration, Skriftens.

skriftesegl. Præstens absolutte pligt til at hemmeligholde, hvad han har hørt under skriftemål.

skriftespejl. En skriftlig anvisning til den

samvittighedsransagelse, som er en del af forberedelsen før modtagelsen af Bodens Sakramente.

skriftestol. Et aflukke, indrettet med knælemulighed for skriftebarnet og en siddeplads til skriftefaderen, adskilt af et gitter. Skriftemål kan dog også aflægges under andre omstændigheder: i et skrifteværelse (s.d.), eller hvor som helst.

skrifteværelse. Et lille værelse, der anvendes til skriftemål, hvor skriftebarnet og skriftefaderen sidder over for hinanden.

skrupel (lat. scrupulus = lille, spids, generende sten). En urealistisk vurdering af ens egne synder, således at disses omfang overdrives. Er forbundet med stærk ængstelse for at synde.

Skt. Forkortelse for Sanctus (s.d.).

Skt. Georgskors. Se: kors.

skudbøn. En kort, spontan bøn, f.eks. Herre, forbarm dig.

skyld. Som teologisk begreb: Ensbetydende med synd, eller følgerne af synd. Optræder talrige gange i GT og NT, omend under forskellige betegnelser. At pådrage sig skyld forudsætter en viljesfrihed, samt overtrædelse af pagten med Gud på den ene eller den anden måde. Den enkeltes eller fleres skyld (kollektiv skyld) kan kun sones ved anger, bøn om tilgivelse, absolution (s.d.) og evt. offer (s.d.). - Vore dages forestillinger om synd fokuserer mere på den oplevede skyldfølelse, end på overtrædelsen og dens soning.

skytsengel. Se: værneengel.

skytshelgen. Se: værnehelgen.

skæbne. Et forud fikseret livsforløb, i kristen sammenhæng dog aldrig uden menneskets ønske og frie tilslutning.

skærsilden (lat. purgatorium = renselsessted eller -tilstand). Den mellemtilstand mellem døden og saligheden, som de sjæle befinder sig i, der ikke er døde i dødssyndens brud, men i dåbens pagt med Gud, men dog stadig med svaghedssynder, de endnu ikke har sonet. At dø er også at dø fra synden til den totale, definitive omvendelse til Guds kærlighed. Derfor må de renses i skærsilden, fordi "intet urent kan komme ind i himlen" (Åb 21,27). Skærs-ilden skal naturligvis ikke forstås som et bål med flammer, men som et udtryk for Guds hellighed (se: ild) i den opstandne og herliggjorte Kristus. Han afslører alt det i de døde, som ikke i deres liv på jorden er renset ud og gennemtrængt af hans evige liv (jfr. Matt 25,34-46). Jfr. også Paulus: "Ingen kan lægge anden grundvold end den, der er lagt, nemlig Jesus Kristus ... Ilden skal prøve, hvordan enhvers arbejde er. Hvis det arbejde, En har bygget derpå, består, da skal han få sin løn. Hvis det bliver opbrændt, da skal han miste sin løn, men selv skal han blive frelst, dog som gennem ild" (1 Kor 3,11-15). Denne sidste lutringsmulighed for de frelste efter døden er en passiv lutring. De døde kan "brænde" efter at komme ind i himlen, men ikke mere selv medvirke til deres egen renselse og helliggørelse, kun lutres gennem smerte over alt det, der endnu skiller dem fra Gud. Men de helliges samfund (s.d.) kan træde supplerende ind for dem, her på jorden i form af personlig bod og forbøn, gode gerninger og fremfor alt deltagelse i den hl. Eukaristi i de dødes intention (se: sjælemesser). Således udfyldes hvad der fattes Kirken i Kristi lidelse (Kol 1,24) dvs. i Kristi offers gennemslagskraft i os syndere, "for at hele Kirkens enhed skal blive styrket i Ånden ved udøvelsen af kærligheden mellem brødre (jfr. Ef 4,1-6)" (Kir. 50). Forbøn for de døde er bevidnet i GT i 2. årh. f.Kr. af Judas Makkabæer, der indsamler penge blandt sine soldater for at der kunne frembæres et syndoffer eller sonoffer i templet i Jerusalem for deres døde kammerater, så de kunne blive befriet for deres synd; "thi hvis han ikke havde ventet, at de faldne skulle opstå, havde det jo været overflødigt og tåbeligt at bede for afdøde" (2 Makk 12,43-46). Jesu ord om, at den der taler mod Menneskesønnen vil blive tilgivet, men at den der taler mod Helligånden "vil ikke blive tilgivet, hverken i denne verden eller i den kommende" (Matt 12,32), antyder også, at der endnu efter døden kan finde tilgivelse sted. Det egentlige grundlag for læren om skærsilden er dog Kirkens bøns- og bodspraksis lige fra begyndelsen, jfr. de mange indskrifter i katakomberne (s.d.) i Rom. Reformatorerne forkastede denne lære, fordi den blev anset for at være et angreb på Kristi alene-virksomme korsoffer. I dette udtryk er der imidlertid en tvetydighed. Kristi offer er naturligvis det eneste saliggørende offer, hvorfra al frelse kommer til alle af god vilje. Men den katolske Kirke lærer, at hans offer skal komme til virksomt gennembrud i de troende, så det bærer frugt i et helt nyt liv (jfr. Rom 6,1-4; se: dåben). En anden anstødssten for reformationen var den tids populære, til dels overtroiske forestillinger om skærsilden. Tridentinerkoncilet tog i 1563 afstand fra misbrug, men bekræftede, at der findes en renselses-tilstand og at de sjæle, som befinder sig der, får en hjælp i de troendes forbøn, og fremfor alt i den hl. messes sonoffer (Denz. 1820; jfr. Innocens IV's brev til biskoppen af Tusculum i 1254; Denz. 838). Det 2. Vatikankoncil har i 1964 bekræftet denne lære og Kirkens bøns- og bodspraksis i den forbindelse, og minder om at de kristne her på jorden jo også beder om de afdødes forbøn, frem for alt helgeners og martyrers, men også alle, som har gjort indtryk på os "ved en konsekvent kristen livsførelse og guddommelige nådegaver" (Kir.50).

skærtorsdag (da. skær = ren). Torsdagen før påske, hvor Kirken ihukommer den sidste Nadver (s.d.) med indstiftelsen af messeofferet (s.d.) -jfr. Matt 26,17-75. Dagen fejres liturgisk med en højtidelig messe ved aftenstid, hvor Alterets Sakramente (s.d.) ved messens slutning bæres ud af kirken og opbevares andetsteds til påskelørdags gudstjeneste. I nogle lande finder der fodtvætning sted (jfr. Joh 13,4-11). - Om formiddagen eller en af de nærmest foregående dage fejres i domkirkerne den årlige oliemesse, hvor biskoppen indvier de hellige olier (s.d.).

slange. Symbol på Djævelen, jfr. 1 Mos 3 og Åb 12,9.

Slavorum Apostoli (lat. Slavernes Apostle). Encyklika af pave Johannes Paul II, 1985, til minde om Østeuropas tidlige evangelisering ved Skt. Cyrillus og Skt. Methodius, i 1100-året for Skt. Methodius' død.

slutningsevangelium. Før 2. Vatikankoncils liturgiske reformer blev Joh 1,1-14 oplæst efter velsignelsen i messen. Denne skik stammer fra det 15. årh. og blev gjort obligatorisk af Pius V i 1570. Tidligere havde præsterne for sig selv reciteret denne tekst, når de efter messen aflagde messeklæderne.

smertens mysterier. Se: rosenkransen.

smertens mand. Fremstilling i kirkekunsten af den lidende Kristus med tornekronen, evt. sammen med nogle af lidelsesredskaberne (s.d.).

smerter, Marias syv. Se: Marias syv smerter.

S.M.M. - Societas Mariae Missionarii - Montfortanere (s.d.).

social retfærdighed. Se: samfund.

Societas Jesu. Se: Jesu Selskab.

Societas Mariae Missionarii. Se: Montfortanere.

sogn. Geografisk del af et bispedømme. Se: menighed. Ledes af en sognepræst (s.d.).

sognekartotek. Fortegnelse med oplysninger om en menigheds medlemmer. I lande med stort flertal af katolikker føres ikke i alle tilfælde kartoteker over dem, idet det ville være uoverkommeligt og tildels overflødigt. I lande som f.eks. Danmark føres der sognekartoteker, der anvendes som arbejdsredskab i det pastorale arbejde: Katolikker bor ofte spredt over et stort område. På grundlag af sognekartotekets adresser udsendes f.eks. sogneblade og Katolsk Orientering (s.d.). - Kirkeretten bestemmer dog, at der i hvert sogn skal føres bøger over dem, der bliver døbt, firmet, gift og begravet.

sognepræst (lat. parochus). Præst, som under biskoppens autoritet har fået overdraget ansvaret for sjælesorgen i et sogn (s.d.), jfr. CIC 519. En sognepræst udnævnes af biskoppen og har bl.a. flg. opgaver og pligter (CIC 528-535): at forkynde Guds Ord, især ved prædiken på søn- og helligdage; at fejre Eukaristien (s.d.) i menighedens midte; at sørge for at menighedens medlemmer regelmæssigt modtager Bodens Sakramente (s.d.); at undervise børn og unge i troen; at udøve sjælesorg, især over for syge, fattige, nødlidende, ensomme og fremmede, men også passive og ikke-troende; at inddrage lægfolket i det pastorale og karitative arbejde. Sognepræsten skal bo i nærheden af sognekirken og bør kun være sognepræst for ét sogn; han kan dog have medansvar for flere sogne.

sogneundervisning. Den undervisning i religion, som tilbydes de børn, der ikke går i katolske skoler. Forældrene er forpligtede til at støtte børnenes religiøse udvikling, og sognepræsten skal etablere mulighed for en undervisning, samt påse, at børnene har nået en tilstrækkelig grad af religiøs udvikling, før de får adgang til sakramenterne. Underviserne er både præster, søstre og lægfolk.

solidaritet (lat. solidus = fast, stærk). Se:

solidaritetsprincippet.

solidaritetsprincippet (lat. solidus = fast, stærk). Ingen størrelse er sig selv nok. Også græsrodsbevægelser og basisfællesskaber (s.d.) skal finde hinanden i et større fællesskab og yde efter evne til det fælles bedste (se: almenvellet), hvis de selv vil trives og udvikles. De små enheder vil altid stå over for opgaver, de ikke kan magte, hvor et større fællesskab må træde til. Orden er harmonisk samspil af en flerhed (Thomas af Aquin). Den rette sociale orden kræver, at samfundets forskellige dele sammenføjes til en enhed. Denne enhed kan hverken grundes på klassemodsætninger eller på kræfternes frie spil. Fordi den indbyrdes afhængighed bliver stadig større og gradvis breder sig til hele verden, bliver det såkaldte almene vel i vore dage stadig mere universelt. Det kommer dermed til at omfatte rettigheder og forpligtelser, der angår hele menneskeheden, og disse må have første prioritet, også i de små fag- og interessegrupper. Men samtidig vokser menneskets bevidsthed om eget værd og alt, hvad et menneskeværdigt liv fordrer. Her må samfundsordenen og dens udvikling bestandig tjene enkeltmenneskets vel. Tingenes orden skal jo underordnes den orden, som knytter frie personer sammen - ikke omvendt. "Sabbaten er til for menneskets skyld, ikke mennesket for sabbatens" (Mark 2,27). Målet må blive, i frihed at finde frem til en stadig mere menneskeværdig ligevægt. Dette kræver både sindenes fornyelse og betydelige ændringer i samfundet. Hertil behøves Evangeliet, der skal virke som en surdej i menneskenes hjerter, så hver enkelt betragter sin næste, hvem han end er, som "et andet selv" og tager hensyn til hans liv og de midler han behøver for at føre en menneskeværdig tilværelse. Det drejer sig i dag mere end nogensinde om at blive ethvert menneskes næste fuldt og helt. Se nærmere: Kir.i.verd. 26-27. - Anvendt på Kirken er solidaritetsprincippet afgørende for dens overnaturlige struktur. Sognet er en del af Lokalkirken (bispedømmet), som er Kristi Kirke i lokal form. Derfor må en menighed forstå sig selv som et eukaristisk fællesskab af kristne, for hvilket en præst er ansvarlig over for biskoppen, der styrer sin Lokalkirke i kommunion med verdensepiskopatet og paven i Rom. Denne universelle enhed er en betingelse for at den katolske Kirke kan realiseres lokalt.

Sollemnitas (lat. højtidelighed). Se: fester.

Sollicitudo Rei Socialis (lat. Bekymring vedrørende Sociale Anliggender). Encyklika af pave Johannes Paul II, 1987. Skrevet i 20-året for pave Paul VI's encyklika "Populorum Progressio" (s.d.). Omhandler samfundets og regeringernes pligt til at fremme det fælles gode. Dansk overs. 1988: Omsorgen for de sociale forhold. Se også: samfund.

Solsangen. Frans af Assisi's (1181-1226) berømte hyldestdigt Cantico delle Creature til Gud Skaberen 1225, digtet på et sygeleje, da han var ramt af forbigående blindhed. Gendigtet på mange sprog, bl.a. dansk. Se Lovsang nr. 208.

sone. Se: offer.

sonedød, Kristi. Se: offer.

sonoffer. Se: offer.

Sorores ab Assumptione in Coelum B.M.V. Se: Assumptionssøstre.

Sorores Beatissimi Cordis Mariae. Se: Mariasøstre.

Sorores Sanctae Liobae Virginis. Se: Lioba Søstre.

sorte Madonna, den. Det berømte mariabillede, som opbevares i klosteret Jasna Gora (s.d.) ved Czestochowa i det sydlige Polen. Mål for meget store valfarter og symbol på Polens smertefulde historie. Der findes også sorte mariabilleder og -statuer i andre lande.

Sortebrødre. Et andet navn for dominikanerne i middelalderen p.gr.a. deres sorte kappe, jfr. eng. Blackfriars. Se: Dominikanerordenen.

soteriologi (gr. soter = frelser). Den teologiske disciplin frelseslære.

soutane (fr., af it. sottana = underklædning). Fransk betegnelse for den lange sorte katolske præstekjole, som også kaldes talar.

specialaudiens. Se: paveaudiens.

speciali modo (lat. På særlig måde). Se: reserverede tilfælde.

specialissimi modo (lat. På højst særlig måde). Se: reserverede tilfælde.

spiritualitet (lat. spiritus = ånd). 1. Åndfuldhed, fremhævelse af tilværelsen åndelige side (i modsætning til den materielle). - 2. Retning eller bevægelse indenfor bønslivet, f.eks. den benediktinske, franciskanske, dominikanske eller ignatianske.

Spiritus Paraclitus (lat., gr. Den hjælpende Ånd, Talsmanden, Trøsteren). Encyklika af Benedikt XV, 1920, om Skriftens inspiration.

Spiritus Sanctus. Lat. Helligånden. Se: Gud Helligånd.

S.R.E. - Sancta Romana Ecclesia (s.d.), eller: Sanctae Romanae Ecclesiae (s.d.).

SS. Forkortelse for Sancti (s.d.)

St. Forkortelse for Sanctus (s.d.).

Stabat Mater (lat. (Guds) Moder stod (ved korset)). Mariahymne (sekvens), forfattet af Jacopone da Todi (1230-1306). Gendigtet på mange sprog, også dansk (se Lovsang nr. 466).

stabilitas loci (lat. forbliven på stedet). Et løfte, som medlemmer af Benediktinerordenen (s.d.) aflægger, om at forblive i et bestemt kloster resten af livet.

station. Et af de 14 stadier i korsvejen (s.d.).

stationskirke. Kirke, især i Rom, hvortil der er henlagt en bestemt liturgisk fest på en bestemt dag, især i fastetiden. Denne tradition var allerede veludviklet i det 4. årh., gik i nogen grad af brug ved middelalderens slutning, men er til dels genoplivet i vore dage.

Stato della Città del Vaticano. Se: Vatikanstaten.

statssekretær. Pavens nærmeste medarbejder. Embedet blev oprettet af pave Innocens XII i 1692 og ændret af Paul VI i 1967. Statssekretæren skal bl.a. koordinere de forskellige kongregationers og kommissioners arbejde.

statuer. Se: billeddyrkelse.

stedfortrædende lidelse. Jesu lidelse på korset på menneskehedens vegne. Se: offer.

Stella Matutina (lat. Morgenstjernen). Billede på Maria, overtaget fra Åbenbaringens Kristussymbolik, jfr. Åb 22,16.

Steno Gildet. Se: Nicolaus Steno Gildet.

sterilisation (lat. sterilis = ufrugtbar). Se: frugtbarhed.

stigmata (gr. stigma = brændemærke, flertal: stigmata). Sår på et eller flere af de steder på kroppen, hvor Kristus blev såret i forbindelse med korsfæstelsen (hænder og fødder efter naglerne, Jesu side efter spyddet og panden efter tornekronen). Sådanne sår kan fremkomme spontant hos visse personer, uden anden påviselig grund end en stærk optagethed af Jesu lidelse, den være rent psykologisk eller på troens plan; de siges i så fald at være stigmatiserede. Ofte flyder der blod fra sårene, som ikke heles selv efter medicinsk behandling, og der er smerter, især om fredagen og på andre dage, der har tilknytning til Kristi lidelse. Siden Frans af Assisi modtog Jesu sårmærker i 1224, kendes over 300 ægte tilfælde, f.eks. kapucineren, pater Pio (¦ 1968).

stigmatisering. Se: stigmata.

stilhed. Tilstand af fysisk ro, som er en forudsætning for dybere bøn og meditation. I visse klostre skal der være stilhed på bestemte tidspunkter for at give lejlighed til indre fordybelse. Se også: stilhedens bøn.

stilhedens bøn. Den indre samling i bønnen, som er beskrevet af St. Teresa af Avila (1515-82) i hendes bog "Den indre Borg", hvor sjælen er i passiv ro og har en mærkbar følelse af Guds nærvær.

stille uge, den. Ugen, der begynder med Palmesøndag og varer til Påske. I denne uge er liturgien afdæmpet, idet Jesu lidelse og død står i centrum.

stipendium (lat. stips = lille mønt, pendere = betale). Foruden den alm. betydning også tidligere grundlaget for de gejstliges underhold, f.eks. i form af renter eller gaver. Se også: messestipendium.

stola (lat. lang kjole). Et liturgisk klædningsstykke, som er det egentlige tegn på diakoners, præsters og biskoppers vielser. Består af et langt bånd af stof, som af diakonen bæres som et skærf over venstre skulder, mens det bæres over begge skuldre og hænger ned foran hos præster og biskopper. Stolaer kan være rigt udsmykket og findes i de liturgiske farver.

storpønitentiar. Lederen af Pønitentiariatet (s.d.).

straf. Se: Guds straf.

stridende Kirke, den (lat. Ecclesia militans). De troende i deres jordiske tilværelse. Se: helliges samfund, de.

Sub anulo piscatoris (lat. Under fiskerringen, dvs. med fiskerringens segl). Slutbemærkning i visse pavelige dokumenter. Fiskerringen bærer det pavelige segl med et billede af St. Peter, der fisker, samt pavens navn.

Sub tuum præsidium (lat. Under din beskyttelse). Meget gammel bøn til Maria (findes på en papyrus fra før år 300). Dansk tekst: Salme- og bønnebog (1961), nr. 571 (latin: nr. 198).

subdelegation (lat. sub = under, delegare = overdrage). Overdragelse af en kirkelig myndighed, som er blevet delegeret, til en tredje part. Se: delegation.

subdiakon (lat. sub = under, gr. diakonos = tjener). Tidligere en af de højere vielser (s.d.). Subdiakonen assisterede diakonen (s.d.) i liturgien, og subdiakonatet var kun et trin på vejen til præstevielsen. Med vielsen til subdiakon indtrådte dog også forpligtelsen til at leve i cølibat (s.d.). Afskaffet i den latinske Kirke i 1972.

subjektivisme (lat. subjectum = det underkastede). Enhver anskuelse, som benægter eksistensen af en objektiv virkelighed. I filosofien hævdes at intet menneske kan have sikker viden om verden uden for bevidstheden. I teologien hævdes, at troen er den enkeltes egen oplevelse, uafhængig af Åbenbaringen. Moralsk set tillader subjektivismen den enkelte selv at formulere sine adfærdsnormer, som anses for at være identisk med samvittigheden.

subprior. Priorens (s.d.) stedfortræder.

subsidiaritetsprincippet (lat. subsidium = hjælp). Hvad en mindre enhed kan klare, skal den større enhed ikke tage sig af. Pius XI siger herom i sin rundskrivelse Quadragesimo Anno fra 1931: "Det er ganske vist rigtigt og bevidnet af historien, at på grund af ændrede forhold kan mangt og meget, som tidligere kunne varetages af mindre organisationer, nu kun gennemføres af de store. Alligevel må man ubetinget hævde den vigtige sociale og filosofiske grundsætning: ligesom man ikke må fratage den enkelte de opgaver, som hans initiativ og kræfter magter, og lægge dem over på samfundet, må man heller ikke fratage mindre og underordnede organisationer opgaver, som de kan magte, og lægge dem over til en større organisation. Det er ikke blot uret, men er til stor skade og forstyrrer rolig orden. Enhver organisation skal jo ifølge sin natur gavne sine medlemmer og ikke tilintetgøre og opsluge dem. Samfundsmagten skal altså lade de underordnede organisationer løse opgaver af underordnet betydning, så den ikke kommer til at forsømme sin egen egentlige opgave ... at give retningslinierne, føre tilsyn, anspore og holde justits -alt efter behov ... Jo bedre alt sættes på sin rette plads, således at der dannes en naturlig trinordning af under- og overordnede organisationer, jo stærkere vil samfundsautoriteten være og desto virksommere dens indsats til gavn og velsignelse for staten selv." (nr. 21). Princippet kan anvendes på Kirken under den forudsætning, at det ikke skader den hierarkiske struktur (Pius XII i tale til kardinalerne, 20/2 1946) eller pavens primat (jfr. 1. Vatikankoncil, Denz. 3060-3064).

subsidier (lat. subsidium = hjælp). Det økonomiske grundlag for nogle af et bispedømmes aktiviteter. F.eks. har en biskop ret til at pålægge sognene i bispedømmet at bidrage til præsteseminarium og domkirke (cathedraticum).

subsistens (lat. subsistere = at stå under). En selvstændig og udelt substans eller tings eksistens. - Dette begreb blev anvendt i en meget central tekst fra det 2. Vatikankoncil (Kir. 8): "Haec Ecclesia (Christi) ... subsistit in Ecclesia catholica ..." ("Denne (Kristi) Kirke ... findes i den katolske Kirke ..."). Her kan "subsistit in" også oversættes med "har sin konkrete eksistensform i". Se også: den katolske Kirke.

substans (lat. substantia, af sub-stare = være under, bestå). Væsen (se: forvandling). Se også: accidens; person.

suburbicarisk. Se: titelkirke.

successio apostolica. Lat. apostolisk succession (s.d.)

suffraganbiskop. Et bispedømmes residerende biskop, i forholdet til ærkebiskoppen i den kirkeprovins, det pågældende bispedømme tilhører.

summa (lat. sum, sammenfatning). Fælles betegnelse for de omfattende fremstillinger af især teologi og filosofi, som blev skrevet i middelalderen. Mest berømt er Thomas af Aquins Summa Theologica (s.d.).

Summa Contra Gentiles (lat. Den samlede fremstilling mod hedningene). Berømt værk af Thomas af Aquin (1225-1274). Dette apologetiske værk er udformet på grundlag af de trossandheder, der kan udledes ved hjælp af den menneskelige fornuft.

Summa Theologica (lat. Den samlede fremstilling af teologien). Thomas af Aquins (1225-1274) mest berømte værk, som siden har været den katolske teologis mest benyttede syntese. Det anvender den aristoteliske filosofi i den systematiske teologi. Se også: thomisme; skolastik.

Summus Pontifex (lat. Den højeste Brobygger). Latinsk betegnelse for paven og hans embede. Se også: Pontifex Maximus.

superior (lat. super = overordnet, højere). Den foresatte i visse ordenshuse, f.eks. hos Jesu Selskab (s.d.).

superpellicium (lat. over pelsen). En knælang, hvid lærredskjole med vide ærmer, som præsten bruger ved kirkelige handlinger uden for messen. Bruges også i messen af ministranter. Blev oprindeligt anvendt ved korbøn som den yderste dragt over den pelsdragt, munkene havde på, når det var meget koldt.

Sursum corda (lat. lad os opløfte hjerterne). Præstens opfordring til messedeltagerne i optakten til canon om at åbne sig for Gud (se: Lovsang side 39).

Suscipe (lat. Tag (imod)). Indledningsordet til to kendte bønner: 1. Suscipe me, Domine, secundum eloquium tuum et vivam. Et non confundas me ab expectatione mea (Tag imod mig, Herre, efter dit ord, og jeg skal leve. Og lad mig ikke blive til skamme i mit håb). Denne bøn foreskriver den hl. Benedikt (480-547) i sin Regel til brug ved løfteaflæggelse (RB 58). - 2. Suscipe, Domine, universam meam libertatem ... (Dansk tekst: Salme- og bønnebog (1951), side 804: Tag, o Herre, al min frihed ...), af den hl. Ignatius af Loyola (1491-1556).

suspens (lat. suspendere = udsætte). Midlertidig afsættelse fra embedet. Kirkelig straf, som kun kan ramme gejstlige og som helt eller delvis udelukker den suspenderede fra udøvelse af gudstjeneste og/eller gejstlig myndighed.

S.V. - Sakramental Velsignelse (s.d.).

svaghedssynder. Se: synd.

sygdom. Se: Syges Salvelse; sygekommunion.

sygekommunion. En syg persons modtagelse af Alterets Sakramente (s.d.) i hjemmet eller på hospitalet. Sker i forbindelse med en kort gudstjeneste. De nye regler tillader, at også lægfolk, som er udnævnt til det af biskoppen, kan bringe Sakramentet til syge. Se også: Kommunion, Den hellige.

Syges katolske Forbund, De. Stiftet 1955 med det formål bl.a. at komme i kontakt med alle syge og handicappede, ældre og ensomme (ikke kun begrænset til katolikker) for at hjælpe dem ud af deres isolation og deres problemer.

Syges Olie, de (lat. Oleum infirmorum). Den olie, som anvendes ved de syges Salvelse (s.d.). Den indvies normalt under oliemessen (s.d.).

Syges Salvelse, de. Det sakramente, der giver syge og døende del i Kristi Ånds kraft over lidelsen og døden, og bereder dem til delagtighed i hans opstandelse. Ligesom Jesu egen dåb var en indvielse til hans død fra syndens verden og opstandelse til evigt liv hos Gud (jfr. Luk 12,50), sådan bereder Sygesalvelsen også de kristne til opfyldelsen af deres dåbspagt: den fuldkomne forening med Kristus i hans død og opstandelse (jfr. Rom 6; Denz. 1694). Den afkræftede tilstand, som en svær sygdom bringer patienten i, kan betyde en krise, fordi lidelsen angriber menneskets naturlige trang til at leve og trives. Men samtidig er den et kald til at følge Kristus efter på korsvejen. Det er dette Evangelium om at dø fra sig selv for at leve for Gud, Kirken her træder ind med - i troen på, at Guds kraft fuldkommes i menneskets skrøbelighed (jfr. 2 Kor 12,9). Lidelse, sygdom og død er følger af syndefaldet og den faldne tilstand, som menneskenaturen også hos den døbte befinder sig i. Jesus afskaffede ikke disse følger for sit eget vedkommende, men bar dem i lydighed og tillid til Gud for at bringe den oprørske menneskenatur ind under hans herredømme igen. Således overvandt han syndens brod, åbenbarede kærlighedens overmagt over lidelse og død, og åbnede den faldne menneskenatur for Helligåndens kraft til at opstå fra de døde. Det er denne Kristi Ånds kraft, de kristne i Sygesalvelsen får del i, så de kan sone oprøret i deres eget kød og overgive sig med sjæl og legeme til Kristus (jfr. Apg 7,59). Bodens sakramente har, henad vejen, givet de bodfærdige den dåbsnåde tilbage, som de ved deres synder måtte have krænket eller endog sat overstyr. Sygesalvelsen fuldender dette Kristi frelsesværk i de syge, der befinder sig på hans korsvej, ved at gennemtrænge selve den faldne tilstand, som har været kilden til menneskets synder, med hans Ånds kraft og således berede det til opstandelsen. Det sker ved at præsten salver ham med olie på pande og hænder (det tænkende og handlende menneske) i Herrens navn og beder: "Ved denne hellige salvelse og sin store barmhjertighed stå Herren dig bi med Helligåndens nåde. Herren give dig således dine synders forladelse, at du ved Hans godhed frelses og oprejses. Amen." - "Da skal bønnen, bedt i tro, frelse den syge, og Herren skal rejse ham op igen. Og er han skyldig i nogen synd, skal den blive ham tilgivet" (Jak 5,14-15). Ikke sjældent har sakramentet den virkning, at det også afstedkommer en pludselig helbredelse af legemet, en foregribelse af kødets opstandelse. Sådan var Jesu helbredelser af syge i forbindelse med syndsforladelse allerede eskatologiske (s.d.) tegn på den kommende varige overvindelse af al lidelse, død og forkrænkelighed, og Han gav apostlene og dermed Kirken magt til det samme (jfr. Mark 6,12-13). Disse kraftige gerninger gør den opstandne Kristus derfor også fra tid til anden gennem præsterne, når de meddeler de Syges Salvelse. - Det 2. Vatikankoncil har bekræftet fornyelsen af denne sakramentspraksis, så den ikke blot kommer de døende til hjælp med "den sidste olie", men også dem, der er ramt af en svær sygdom og trænger til åndelig og måske fysisk kraft for at kunne bære den. Derfor kan dette sakramente også gentages, hvis modtageren igen skulle behøve det. Hvis den syges tilstand tillader det, meddeles det bedst i forbindelse med en messe, straks efter evangeliet og prædikenen. - Det egentlige sakramente, ansigt til ansigt med døden, er ikke Sygesalvelsen, men den hl. Kommunion, som er vandringsbrødet og pantet på opstandelsen (jfr. Joh 6,54). Således har det været skik siden Oldkirkens dage; jfr. det 1. koncil i Nicæa 325 (Denz. 129). Den døende og de tilstedeværende modtager her den hl. Kommunion under begge skikkelser, den døende dog, om nødvendigt, kun under vinens skikkelse. Før den hl. Kommunion skal den døende forny sin dåbspagt og efter syndsbekendelsen modtage den fuldkomne aflad (s.d.). Alt dette forudsætter naturligvis, at man ikke venter til sidste øjeblik med Vandringsbrødet, så den døende kan være ved fuld bevidsthed og i tro og håb slutte sig til Herrens død og opstandelse.

syllabus (gr. syllabos = fortegnelse). Opregning af sætninger, som paven fordømmer. Anvendes især om Pius IX's berømte Syllabus mod samtidens vildfarelser: Quanta Cura 1864 (s.d.).

symbol (gr. symbolon = kendetegn (nemlig på noget andet)). F.eks.: kors, anker, hjerte som kendetegn på tro, håb og kærlighed. Trosbekendelsen = symbolum fidei som kendetegn på tilhørsforholdet til Kirken eller en religion.

synagoge. Septuaginta, den græske oversættelse af GT, bruger det græske ord: synagogê = indkaldt forsamling. Først i kristen tid blev ordet reserveret jødernes forsamling (hebr. kenèsèt) og deres mødelokale. Oprindelsen til denne institution går uden tvivl tilbage til exilet i Babylon i det 6. årh. f.Kr., men derpå udstraktes den til alle jøder i diasporaen og i Palæstina. Synagogen samlede den lokale jødiske menighed til en ordets gudstjeneste på sabbaten og repræsenterede den juridisk. Den havde også kulturelle aktiviteter og katekismusundervisning.

synd. Hvad er synd? Paulus svarer konkret: "Et vanhelligt liv, utugt og udsvævelser, afgudsdyrkelse og magi, had, fjendskab og nag, uvenskab og intriger, splid, misundelse og partivæsen, drukkenskab og andet af samme slags ... De, som giver sig af med den slags, skal ikke få del i Guds rige" (Gal 5,20-21). De er "Guds fjender ... kærlighedsløse og ubarmhjertige. De kender godt nok den retsorden, Gud har sat, og ved, at de, som gør den slags, fortjener døden" (Rom 1,30-32). Og til Timoteus skriver han: "Vær klar over, at verdens sidste dage bliver en tung og hård tid. Menneskene bliver egoistiske og pengekære, pralende, frække og kyniske, uden respekt for deres forældre, utaknemmelige, uden respekt for det hellige; hjerteløse og hensynsløse bliver de; folk, som bare spreder ondt om andre; de bliver ubeherskede og grusomme, fjender af alt godt, forrædere, fremfusende og forblindet af hovmod. De bliver mennesker, som sætter deres fornøjelser højere end Gud, som bevarer gudsfrygtens ydre skal, men fornægter dens indre kraft. Dem skal du holde dig fra" (2 Tim 3,1-5). - Synd er altså en bevidst overtrædelse af den retsorden, Gud har sat som Skaber og Frelser. Denne retsorden har fået et prægnant udtryk i den gamle pagts ti bud (s.d.) og sammenfattes af Jesus i de to store bud om kærlighed til Gud og næsten (Mark 12,30-31) - hvortil han føjer sit eget nye bud: "I skal elske hinanden som jeg har elsket jer" (Joh 15,12; 13,34). Gud har skabt menneskene i sit billede for at de skulle ligne ham og leve sammen som hans folk, i solidaritet og kærlighed. Og Jesus har i sit eget menneskeliv vist, at "ingen har større kærlighed end den, som giver sit liv for sine venner" (Joh 15,13). Derfor er Jesu kærlighed til den syndige menneskeslægt det skriftespejl, hvori enhver skal måle sin synd. - Mennesket kan synde i tanke, ord og/eller gerning. Synden rammer både forholdet til andre mennesker, menneskets forhold til sig selv og dets personlige forhold til Gud. Når synderen bryder solidariteten med andre mennesker og krænker næstens ejendom, ære, liv, så sætter han sin vilje op imod Guds, og dette er synden. For Gud er nærværende i alle menneskelige forhold og har sin vilje med dem. Samtidig skader synderen sig selv, fordi enhver synd er med til at nedbryde hans egen værdighed som menneske og Guds barn og forme et liv, der kan blive en karrikatur af Guds. Umiddelbar synd mod selve gudsforholdet kan f.eks. ske i form af ligegyldighed, vantro, ulydighed, gudsbespottelse, frafald. - Det er i dette grundforhold til Gud selv, at arvesynden (s.d.) har sin rod. Den er det syndige menneskes hårdnakkede vilje til at være sin egen herre, sin egen gud (jfr. 1 Mos 3,5). Bibelen taler om synd til døden og mener det bogstaveligt: "Med synden kom døden ind i verden" (Rom 5,12). Livet ebber ud og bliver til støv igen, når mennesket øser det af sin egen kilde i stedet for af Guds. Det har ikke mere hans liv i sig (jfr. 1 Mos 3,19; 6,13ff. Se: dødsriget): "Gud skabte mennesket til uforkrænkelighed og gjorde det til et afbillede af sit eget væsen. Men ved djævelens misundelse kom døden ind i verden, og det får de at mærke, som hører ham til" (Visd 2,23-24). Bag døden og dødssynden står altså en ond magt, en frister (se: fristelse til synd; satan): "I har djævelen til far," siger Jesus til sine fjender (Joh 8,44); de er helvedes børn og går ikke ind i himmeriget; de arbejder også på at hindre andre i det (Matt 23,15.13). Synd avler synd i en endeløs kæde af årsag og virkning. Profeterne talte om "fædrenes synder", der har hobet sig op, og de mente dermed det, som moderne mennesker bl.a. forstår ved miljøskader. Men mens der i dag er en tendens til at lade det være en undskyldning for synderen og således befri ham for ansvaret, fremhæver profeterne, at Gud ikke straffer nogen for fædrenes synder, men at enhver skal se til at holde sig fri af dem og svare for sig selv (jfr. Ez 18,20; Matt 23,29-39). Overfor dødssynd, dvs. brud på pagten med Gud (se: pagt), forkyndte profeterne Guds straf (s.d.) og nødvendigheden af synderens omvendelse (s.d.), hvis han ønskede, at "det måtte gå ham vel og han måtte leve længe i landet" (jfr. Ef 6,3). Og Jesu omgang med syndere svækker ikke på nogen måde profeternes holdning. Også han kræver omvendelse og forkynder et nyt liv (jfr. Mark 1,15). Dog er der en radikal forskel: Jesus er mild over for den umoralske, som kan være offer for så mange ting, men streng over for hjertets hårdhed, synden mod Helligånden (Luk 12,10), for det er her, arvesynden har sat sig fast. Han overskrider gerne de borgerlige grænser for takt og tone (jfr. Luk 7,37f; Joh 4) for at nå ud til de marginale, lovovertræderne, dem for hvem livets regnestykke ikke er gået op. Men han forkaster de hårdhjertede, der kun tænker på sig selv. For det er indefra, fra menneskets hjerte, at ondskaben kommer (Mark 7,21-23). Altså uddriver Jesus de onde ånder og kalder mennesket til at åbne sit hjerte for Gudsriget og blive som barn igen (jfr. Joh 3,3; Matt 18,3): "Søg først Guds rige og hans retfærdighed, så skal alt det andet gives jer i tilgift" (Matt 6,33). En moralsk stræben hører naturligvis med til at vise sin gode vilje i praksis (se: moral), men kun En er god - Gud (Mark 10,18). Og viljen er kun god i den grad det er ham, den søger, bevidst eller ubevidst. Loven skal være en opdrager til Kristus (Gal 3,24). Han alene kan føre den igennem til fuldkommenhed (Matt 5,17). Dog kan et moralsk fald også modne et menneske til Kristus, hvis det ikke lader sig indfange af det, men bliver fattig i ånden, sulten og tørstig efter Guds retfærdighed (jfr. Matt 5,3.6). Det afgørende er, om mennesket, moralsk eller umoralsk, har lukket sig om sig selv eller holdt sig åben for Den, der er større og absolut god. De selvretfærdige farisæere lukkede sig, og de syndsbevidste toldere og skøger åbnede sig for Jesus og lod ham komme ind. - Den samme holdning af strenghed i kravet til hjertets omvendelse og mildhed over for den angerfulde synder fortsætter hos apostlene i deres ledelse af menighederne: Dødssynderen, som i sit hjerte har brudt med Kristus, har sat sig uden for fællesskabet i Kirken. Det stadfæster apostlene (jfr. 1 Kor 5,1-5; Matt 18,16-20). Men samtidig sætter kirkefællesskabet ind med forbøn for ham i Jesu navn, at han ufortjent må få et nyt tilbud fra Gud, dvs. nåde til at gå i sig selv og vende om, så han igen kan blive optaget i menigheden (jfr. 2 Kor 2,5-11). - Kirken behandler dødssynd som et brud på dåbens pagt med Gud og hans folk (se: ekskommunikation). Det medfører tab af dåbsnåden og derfor en udelukkelse fra Eukaristien (s.d.) og de øvrige sakramenter. Men Kirken har også fået magt til at tilgive, hvis synderen omvender sig, bekender sin skyld for Gud og Kirken (repræsenteret ved præsten) og er rede til at gøre bod. Denne magt udøver Kirken i Bodens Sakramente (s.d.), hvor den i Jesu navn genindlemmer den bodfærdige i kirkefællesskabet og gengiver ham hans dåbsnåde og dermed adgangen til den hl. Kommunion (s.d.) og de øvrige sakramenter. - Dødssynd bør normalt ikke forekomme i en kristens liv. Svaghedssynder, som betyder at den faldne menneskenatur går over optugtelsen, skønt mennesket ønsker at tilhøre Gud, kan finde tilgivelse på flere måder: fremfor alt i messen og den hl. Kommunion, men også i privat bøn til Gud: "forlad os vor skyld ...", ved at gøre det forbrudte godt igen, evt. pålægge sig selv en særlig bod (faste, bøn, almisse). Kirken anbefaler imidlertid, at også svaghedssynder skriftes i forbindelse med modtagelsen af Bodens Sakramente, fordi enhver synd svækker Kristus-Kirkefællesskabet og Bodens Sakramente skænker synderen ny åndskraft til at komme nærmere Gud. Endelig bør også undladelsessynder nævnes, jfr. messens syndsbekendelse: "som har undladt det gode eller gjort det onde" - og Sl 19,13: "Hvem mærker selv, at han fejler? Tilgiv mine skjulte fejl." Se: skriftemål; samvittighedsransagelse. Se også: godt og ondt; forhærdelse; retfærdiggørelse; aflad; skærsilden; helvede.

synd, alvorlig. Se: synd.

synd mod Helligånden. Se: synd.

syndefaldet. 1 Mos 3; Rom 5,12-19. Den første Adams ulydighed mod Gud, hvorved han berøvede sig selv og sit afkom, dvs. hele menneskeslægten, det overnaturlige liv og den personlige integritet (ufordærvethed), legemlige udødelighed og uimodtagelighed for lidelse, de såkaldte præternaturale gaver, som han og Eva var skabt med. Det overnaturlige liv er igen skænket den faldne menneskeslægt i dåben, men ikke de præternaturale gaver. Dermed har den kristne igen fået personlig adgang til Guds venskab, ja mere endnu: til barnekår hos Gud, takket være den anden Adam som er Jesus Kristus (Rom 5,14). Men menneskets natur befinder sig stadig i sin faldne tilstand indtil døden. Dvs. den har en indbygget tilbøjelighed til at søge bort fra det moralsk gode til det, som moralsk set er forkert, det såkaldt onde begær; den er også udsat for lidelse og må vandre i Kristi efterfølgelse gennem døden ind til det evige liv. Der foregår derfor en stadig kamp i den døbte mellem åndens lov og kødets lov (Rom 7,22-25), som sætter ham på prøve. Ved at gå ind i troens opbrud fra kødet for at leve efter Kristi Ånd (Rom 8) opfylder den kristne sin dåbspagt (jfr. Rom 6,3-10) og får derved mulighed for personligt at bevidne Gud sin tro, sin lydighed og sin kærlighed. - Den bibelske syndefaldsberetning i 1. Mosebog er iflg. sagens natur ikke nogen historisk beretning, men en åbenbaring, nedskrevet og overleveret i en for den bibelske forfatters kulturkreds typisk litterær form. Dvs. den er en guddommelig belæring om begyndelsen til menneskeslægtens liv med Gud. Jesus henviser til denne åbenbaring og fuldender den i sin forkyndelse og med sit liv, da han på hele menneskeslægtens vegne soner den første Adams ulydighed med sin lydighed mod Gud indtil døden. Og Paulus giver i sin kommentar hertil i Romerbrevet en guddommeligt inspireret belæring om denne sammenhæng i hele Guds frelsesplan. Det drejer sig altså om grundlæggende sandheder i den kristne tro, som vi kun kan vide noget om, fordi de er åbenbaret os. Se også: Adam; paradiset, satan; arvesynd; pagt; Åbenbaring, den officielle.

syndestraffe. Se: bod.

syndsbekendelse. 1. En persons bekendelse af sine synder, f.eks. i et skriftemål (s.d.). - 2. Den liturgiske tekst, som i messens begyndelse bedes af præst og menighed som forberedelse til deltagelse i de hellige mysterier. Denne tekst, som på latin indledes med ordet confiteor (= jeg bekender), findes i Lovsang side 31.

syndstilgivelse. Lat. absolution (s.d.).

Synedriet (hebr. Sanhedrin, gr. Synédrion = forsamling). Den jødiske religiøse og verdslige højesteret i Jerusalem på Jesu tid. Den bestod af 70 medlemmer og ypperstepræsten. Jesus blev forhørt og dømt til døden af Synedriet (Mark 14,55-65), som også senere skred ind mod apostlenes forkyndelse (jfr. ApG 4,1-22; 5,17-42; 6,8-8,3).

synkretisme (gr. syn = sammen, krasis - blanding). Religionsblanderi. En holdning, der filosofisk og religiøst vil sammenblande flere forskellige doktriner. Kan bl.a. gøre sig gældende i ønsket om at fremme enheden mellem de adskilte kristne, og mellem kristne og ikke-kristne i hele verden. En holdning, som både Kirkernes Verdensråd og den katolske Kirke tager afstand fra.

synode (gr. sunodos = møde). I kirkelig forstand officiel forsamling af gejstlige, der mødes for med kirkelig autoritet at diskutere og afgøre spørgsmål, som de har under deres jurisdiktion. I mange tilfælde synonymt med koncil (s.d.), men ellers betegnelse for kirkelig forsamling på regionalt plan, f.eks. i et bispedømme, med deltagelse også af ordenssøstre og lægfolk.

synopse (gr. synopsis = samsyn). En oversigtsudgave af evangeliernes tekster i parallelle spalter, så de samme begivenheder lettere kan studeres hos enhver af evangelisterne.

synoptikerne (gr. synopsis = samsyn). Man kalder Matthæus, Markus og Lukas synoptikerne, fordi deres evangelier har meget sammenfaldende stof. Det bliver tydeligt i en synopse, når man opstiller teksterne i spalter ved siden af hinanden.

syriske kristne. Af syrisk ritus. Oprindelig monofysitter (s.d.). En tredjedel (70.000) er forenet med Rom; de findes især i Libanon. To tredjedele findes i hele den nære Orient (140.000). Denne syrisk-ortodokse Kirke, som ikke hører til Ortodoksiens fællesskab og heller ikke er uneret med Rom, har siden 1984, som den eneste orientalske ikke-katolske Kirke, en officiel delvis interkommunion (s.d.) med Rom. De kaldes også syriske Jakobitter.

sæde. Se: bispesæde; den hellige Stol.

sækular (lat. saeculum = slægt, tidsalder, "verden"). Samlet begreb for verdsliggørelse og -hed. Se også: sækularisering; verden.

sækulargejstlighed (lat. saeculum = slægt, tidsalder, "verden"). De gejstlige (s.d.), som ikke er medlemmer af nogen orden eller religiøst samfund. Kaldes også verdenspræster, fordi de lever "i verden" (i modsætning til et kloster).

sækularinstitut (lat. saeculum = slægt, tidsalder, "verden"). Sammenslutning af personer, som lever et gudviet liv som kristne i verden. Medlemmerne lever deres apostolat (s.d.) i overensstemmelse med de evangeliske råd (s.d.). Der skelnes mellem sækularinstitutter for gejstlige og lægfolk. Se også: institut.

sækularisering (lat. saeculum = slægt, tidsalder, "verden"). Overførslen af noget, som tidligere var bestemt for religiøst formål, til verdsligt formål eller tilstand. F.eks. omdannelsen af en kirke til en svømmehal eller udstillingslokale, eller de verdslige myndigheders overtagelse af kirkelig ejendom eller rettighed. Se også: laicering.

sækularisme (lat. saeculum = slægt, tidsalder, "verden"). Den naturalistiske opfattelse, at menneskets eksistens og mål kan forklares uden anvendelse af religiøse begreber.

søjlehelgen. Eneboer, som levede på toppen af en søjle. Fandtes især i det 4.-5. årh. som en speciel måde at forsage verden på. Særlig kendt er St. Simeon Søjlehelgen (Simon Stylites), der levede 390-459.

søn. Foruden den sædvanlige naturlige betydning (mandligt afkom) også den overnaturlige betydning, at Jesus Kristus er Guds Søn (s.d.) - jfr. Luk 3,22, Hebr 1,1-2.

søndag. Jesu opstandelsesdag - den første dag i ugen (jfr. 1 Kor 16,2; Apg 20,7). Fra Urkirken de kristnes ugentlige hvile- og helligdag, lovbefalet af kejser Konstantin den Store 321. Katolikker er forpligtede til at deltage i søndagsmessen (medmindre der foreligger store vanskeligheder), samt til at helligholde dagen.

søndagspligten. Katolikkers pligt til at deltage i søndagsmessen. Dette er et af de fem kirkebud (s.d.). Se også: søndag.

søster. Foruden den velkendte betydning også benævnelse for medlem af en kvindelig ordenskongregation (s.d.). Ofte også anvendt om medlemmer af en kvindelig orden (s.d.).

Søstrene af Den kristne Kærlighed. Kongregation, som virkede i Danmark fra 1882-1922 med skolearbejde.

Søstrene af Det dyrebare Blod - Congregatio de pretioso Sanguine (C.P.P.S.). Kongregationen blev stiftet 1885 af trappistabbeden Franz Pfanner med missionsarbejde i Afrika som særligt formål. Søstrene har siden 1916 også virket i Danmark med sygepleje, skole, børnehave og anden undervisning.

Søstre af Marias Hellige Hjerte. Se: Mariasøstre.