De syv sakramenter

 

 

I de kristne kirker har vi noget, vi kalder sakramenter. Hvad betyder "sakramente" egentlig? Det er det latinske ord "sacramentum", der på Jesu tid betød en faneed, dvs. den ed, ved hvilken soldaterne svor, at de ville være lydige og udvise tapperhed. Fra det 2. århundrede kom det til at betyde det samme som det græske "mysterion", nemlig en hemmelig lære eller en hemmelig gudstjeneste med en virkning, som kun de indviede kendte. Fra midten af det 12. århundrede har man kun brugt ordet om ganske bestemte tegn eller ceremonier, der på forskellig måde skænker os den forl¢sning, som Kristus gennem sin lidelse, sin død og opstandelse har opnået for os.

 

Mennesket består - som mange nok ved - både af noget fysisk og noget psykisk; de fleste kristne vil nok snarere sige, at mennesket består af et legeme og en sjæl. Så længe vi lever her på jorden, er vi ikke i stand til at skille disse to fra hinanden. Uden at vi altid gør os det klart, påvirker vor psykiske tilstand den fysiske, og omvendt. Der finder så et sige en konstant vekselvirkning sted mellem disse to systemer. Vore tanker og følelser er som regel et resultat af nogle konkrete sanseindtryk. Det vidste Jesus bedre end nogen. Derfor benyttede han sig ofte af det legemlige og materielle, når han ville udvirke noget på det åndelige plan; det kunne folk forstå.

 

I Markusevangeliet fortælles det fx, at folk kommer til Jesus med en mand, der er døv, og som derfor også har svært ved at tale. De beder om, at Jesus vil gøre ham rask. I stedet for bare at sige nogle ord til manden, gør Jesus noget meget mere håndgribeligt. Han tager manden lidt bort fra de mange mennesker, og da de er blevet alene, stikker han først sine fingre i ørerne på ham, derefter spytter han på fingrene og rører ved mandens tunge; til sidst ser han op mod himlen, sukker og siger: Effata!, der betyder: luk dig op! I samme øjeblik er manden i stand til både at høre og tale klart og tydeligt, og han kan gå derfra med en sikker forvisning og erindring om, at Jesus gjorde noget ved ham.

 

Et andet sted hører vi om, at Jesus siger til en lam: "Rejs dig op! Tag din seng og gå!" Alle kan se, hvad de sker. Men når han siger til et menneske: "Dine synder er dig forladt!", så er der intet synligt tegn på det. Her bliver det et spørgsmål om tro på og tillid til Jesu ord.

 

I sakramenterne har vi netop en række synlige tegn, og som kristne tror vi, at Guds nåde virker gennem dem. I dag hører og læser man ofte om, at mennesker har en "aura" eller "udstråling", som visse personer er i stand til at se og opfatte. I den kristne kirke derimod taler vi om Guds nåde, som ikke kan ses, men som er livsnødvendig for os. Guds nåde er Guds udstråling over de mennesker, han har skabt, Guds gave til os, som han giver os ganske betingelsesløst, og uden at vi på nogen måde har gjort os fortjent til den. Sakramenterne kaldes derfor også "nådemidler", fordi vi gennem dem modtager Guds nåde. Man kan altså sige, at Jesus således efter sin opstandelse fortsætter sine kraftige gerninger i Kirken under de sakramentale tegn.

 

Når vi mennesker taler sammen, og specielt hvis vi ønsker at udtrykke vores følelser, nøjes vi ikke med ord, men bruger hele kroppen, hænderne, armene osv., ja, man taler ligefrem om vores "kropssprog", og hvor ville det dog være fattigt, hvis man ikke kunne omfavne den, man holder af, puste på sit lille barns småskrammer, give en et opmuntrende klap på skulderen og mange andre lignende ting.

 

I sakramenterne finder vi begge dele: ordene og de ydre tegn. De ydre tegn kan bestå af bestemte handlinger, man foretager, eller af helt håndgribelige dagligdags ting som vand, vin, brød, olie og lignende.

 

Det er Kirken, der formidler sakramenterne, altså normalt en præst eller en biskop. Selve virkningen af sakramentet er fuldstændig uafhængig af, om præsten er et godt eller et dårligt menneske. Det er Gud selv, der møder os i sakramentet, mens præsten formidler det, dvs. at han handler med Kristi myndighed, han stiller sig til rådighed for Kristus og lader sig bruge som Guds værktøj. Det er Kristus selv , der udvirker den nådegave, som sakramentet er et tegn på, og ved et bryllup fx, er det jo bruden og brudgommen, der meddeler hinanden deres løfte om troskab, mens præsten velsigner forbindelsen, og hele Kirken støtter med forbøn.

 

I den katolske Kirke har vi syv sakramenter: dåben, firmelsen, kommunionen, bodens sakramente eller skriftemålet, de syges salvelse, ægteskabet og præstevielsen. I den protestantiske kirke regner man kun med to sakramenter, nemlig dåb og nadver. Nadveren svarer til, men er ikke lig med den katolske kommunion, der også tit kaldes eukaristien. Alle syv sakramenter kan føres tilbage til Det nye Testamente og er indstiftet af Jesus selv. De har således været brugt fra urkirkens allerførste tid.

 

I de efterfølgende århundreder voksede Kirken, og nye skikke og riter kom til. I år 1274 blev der holdt et kirkemøde i Lyon i Frankrig, og på dette møde blev det bestemt, at de syv sakramenter, som vi har i dag, skulle være en fast bestanddel af den kristne tro og nødvendige for vor frelse, mens mange andre udmærkede skikke stadig kunne følges, men blot fik et andet navn, nemlig sakramentalier.

 

De syv sakramenter, der i øvrigt også hører til de ortodokse kirkers troslære, er faste støttepunkter i vort liv, og de markerer alle højdepunkterne i tilværelsen. Mennesker har jo altid holdt af at fejre fødsel, det at blive voksen, bryllup og begravelse; de har elsket traditioner, tilbagevendende fester, hvor man kendte hele forløbet, og hvor man spiste og drak og glædede sig sammen. Sådanne ceremonier finder vi hos alverdens folkeslag, og de kristne er ingen undtagelse, blot har de altid haft Kristus med i alle livets afgørende situationer: til fødslen hører dåben, til det at blive voksen firmelsen; måltidet fejres i eukaristien; synd og krise afhjælpes i bodens sakramente; voksenlivets kald kan enten være til ægteskab eller cølibat, nogle vælger at gifte sig, andre måske et liv som præst, munk eller ordenssøster; ved alvorlig sygdom eller d&o slash;dsfare meddeles de syges salvelse.

 

Som sagt ledsages sakramenterne både af ord og ydre tegn, og hele mennesket - såvel sjælen som legemet - bliver berørt heraf. Guds nåde påvirker herigennem vor tankevirksomhed og viljeskraft og giver os styrke til at leve som kristne og videregive det glde budskab, evangeliet, om Guds Søn, der blev menneske for vor skyld. Gud sendte os sin Søn. Han blev født som menneske af et menneske, Jomfru Maria. I Kristus bliver Gud synlig for os, og i Kirken forbliver Kristus - og altså Gud - synlig og kommer os ganske nær gennem sakramenterne.

 

Jeg sagde for lidt siden, at sakramentets virkning var uafhængig af præstens hellighed. Det er den også. Men det er ikke sådan, at sakramentet bare virker automatisk, ligegyldigt hvordan modtagerens indstilling er. Gud kommer til os i sakramentet, men vi skal til gengæld tage imod ham. Så bortset fra barnedåben, hvor forældre og faddere må handle på den lilles vegne, må vi møde Gud med tro og god vilje. Sakramenterne bærer kun frugt i forhold til modtagerens tro og troskab. Vi kan ikke blot være passivt modtagende, men må aktivt forvalte den nådegave, som vi modtager gennem den sakramentale handling, så den bliver til gavn for vor næste og os selv. Det er jo et virkeligt møde, der finder sted, ikke blot et billede på det. Sakramenterne er de tegn, der symbolsk angiver Guds tilstedeværelse, men de gør virkelig det, de betyder.

 

Det siger sig selv, at alle ikke kan modtage alle sakramenterne. Der er fire "basis"sakramenter, der ligesom melder sig af sig selv: dåben, firmelsen, bodens sakramente og kommunionen. Ikke alle kommer ud for at kunne modtage de syges salvelse, og ægteskab og præstevielse udelukker hinanden i den romersk-katolske Kirke. Nogle af sakramenterne kan vi modtage flere gange eller måske mange gange i løbet af livet. Det gælder naturligvis først og fremmest kommunionen og bodens sakramente, men også de syges salvelse kan modtages flere gange, og derfor er man da også gået over til denne betegnelse i stedet for det mere gammeldags udtryk: den sidste olie. Dåb, firmelse og præstevielse kan kun modtages een gang, fordi de præger modtageren med en sakramental karakter, som han måske kan forsømme eller forsynde sig imod, men aldrig udslette. Skulle det ske, at man forsynder sig imod et af disse sakramenter, kan man hj& aelig;lpes gennem bodens sakramente og styrkes igen af eukaristien. Indgåelse af ægteskab kan normalt kun gentages, hvis den ene ægtefælle er død.

 

Hvis jeg ganske kort skal resumere, hvad et sakramente så egentlig er, må det blive således: et sakramente er en kirkelig handling, indstiftet af Jesus Kristus, der gennem bestemte tegn og ord skænker os Guds nåde.

Kirsten Dam

På grundlag af tre radioforedrag holdt i Radio Steno, København