Dåben

Dåben er det første sakramente, man modtager som kristen, ja, faktisk bliver man først kristen i dåben. Allerede inden den kristne dåb hører vi i evangelierne om Jesu nære slægtning, Johannes, der døbte masser af mennesker i Jordanfloden. Johannes opfordrede folk til at omvende sig og gøre bod, og som tegn på, at de blev renset for deres synder og ville begynde et nyt og bedre liv, blev de ført ud i floden og fik hældt vand over hovedet. At vand renser en udvendig, ved alle, og derfor var det også et letforståeligt tegn på en indre renselse.

Johannes nøjedes ikke med at prædike omvendelse og bod; han forsikrede de mennesker, der søgte ham, om, at den Messias, den frelser, det jødiske folk havde ventet på i århundreder, allerede var kommet: "Midt iblandt jer står en, I ikke kender", sagde han, og han tilføjede: "Jeg døber jer med vand, men han kommer, som er stærkere end jeg... han skal døbe jer med Helligånd og ild".

En dag kommer Jesus selv og beder om at blive døbt af Johannes. Johannes bliver forskrækket og synes, at det er helt forkert, det er ligesom den omvendte verden, så han protesterer og siger: "Jeg trænger til at døbes af dig, og du kommer til mig", men Jesus overtaler ham alligevel ved at henvise til Det gamle Testamentes profetier. Naturligvis havde Jesus ingen synder at sone, og Johannes kunne ikke skænke ham Guds nåde, for den var han jo i forvejen opfyldt af. Men i det øjeblik Jesus blev døbt, "skete det, at Himlen åbnedes, medens han bad, og Helligånden dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en røst lød fra Himlen: Du er min søn, den elskede, i dig har jeg velbehag". Sådan beskriver evangelisten Lukas Jesu dåb, og Johannes er ikke i tvivl om, at det er Jesus, han har døbt, og samtidig ved han også, at nu er hans egen opgave slut; nu er Guds Søn trådt f rem, han som vil bære alle vore synder og gøre os til Guds børn.

At blive Guds barn er netop det udtryk, Kirken bruger ved dåben, uanset hvilken alder man har, når man beder om at blive døbt. Paulus skriver i Efeserbrevet: "Gud, vor Herres Jesu Kristi Fader, har, før verdens grundvold blev lagt, udvalgt os i ham... til barnekår hos sig ved Jesus Kristus". Det er altså Guds vilje, at vi skal blive hans børn.

Men inden vi kan døbes, må vi vende os bort fra det onde, så vi begynder dåbsliturgien med den indledning til trosbekendelsen, som ellers kun bruges i de protestantiske kirker og kun ved højtidelig trosbekræftelse i den katolske Kirke, nemlig: "Jeg forsager djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen". Derefter følger så resten af trosbekendelsen. Dåbskandidaten bliver direkte spurgt, hvad han ønsker af Kirken og af dåben, samt om han forsager djævelen og tror på Gud, Fader, Søn og Helligånd. Da det som oftest er små børn, der bliver døbt, kan de naturligvis ikke selv svare, men deres forældre og faddere, som man også kalder gudmoder og gudfader, må svare på deres vegne.

Dåben består af en række symbolske handlinger. Den væsentligste er, at dåbsbarnet dyppes ned i vand eller får hældt vand over hovedet, mens præsten siger - først barnets navn - og derefter: "jeg døber dig i Faderes og Sønnens og Helligåndens navn". Hvis det drejer sig om en nøddåb i tilfælde af, at der er fare for barnets liv, kan hvem som helst - også en ikke døbt - døbe blot ved dette korte ritual. Hvis den, der udfører dåben, ikke selv er troende, forlanges det bare, at han eller hun gør det med den rette hensigt.

Hvis dåben foregår i kirken, er dåbsvandet noget af det vand, der er blevet indviet ved messen påskenat. I oldkirken døbte man altid de nye troende påskenat. Jesus omtalte selv sin død som en dåb. Vi døbes derfor til Jesu død, men Paulus siger i Romerbrevet: "Er vi døde med Kristus, da tror vi, at vi også skal leve med ham". Det at blive dyppet ned i vandet og komme op derfra igen er ligesom et billede på, at vi både skal dø og opstå med Kristus.

Der foregår endnu nogle symbolske handlinger ved dåben: Dåbsbarnet bliver salvet med krisam, der er en olie, som biskoppen har indviet. Præsten dypper sine fingre i krisam og tegner dermed korsets tegn på barnets hoved og bryst. Det er et tegn, der viser frem mod firmelsen, hvor man bliver salvet af biskoppen, og grunden til, at man også salver dåbsbarnet, er, at man oprindelig modtog dåb, firmelse og kommunion på een gang; man kalder stadig disse tre for indvielsessakramenterne.

Barnet modtager en hvid klædning - de fleste har selv en dåbskjole til barnet - og den er symbol på, at man får et nyt liv i Gud, "man har iført sig Kristus", som Paulus siger.

Endelig får dåbsbarnet et lys, der tændes ved påskelyset, symbolet på Kristus som verdens lys, og præsten beder om, at barnet må gå gennem livet som et lysets barn. Hvert år, påskenat, får alle i menigheden et lys tændt ved det nyindviede påskelys, for at vi ikke skal glemme, at vi lever i dette lys og skal holde vore dåbsløfter, indtil Kristus kommer igen.

Enhver kan altså døbe, men kan enhver også blive døbt? Hvis det drejer sig om en voksen, der ønsker at blive døbt, må han eller hun først forberedes gennem undervisning hos præsten og i menigheden. Men hvis det er et lille barn, kan dette jo ikke lade sig gøre. Der må man stole på, at forældrene, når barnet vokser op, vil lære det at leve som en kristen, lære det at bede, tage det med i kirke og, når det bliver større, lade det få kristendomsundervisning i skole eller menighed. Den største opgave ligger nok i at være et godt eksempel for barnet og at give det nogle gode kristne vaner. I nogle menigheder kan forældre, der ønsker at få et barn døbt, få undervisning af præsten for ligesom at genopdage deres egen tros indhold, have en god kontakt til menigheden og blive vejledt med hensyn til børnenes opdragelse.

Fadderne er personer, der påtager sig et ansvar for barnets religiøse opdragelse i tilfælde af forældrenes død eller lignende. De får derved en særlig tilknytning til dette barn, følger det i opvæksten og beder for det. Men omkring dem alle, barnet, forældrene og fadderne står menigheden, og enhver dåb er en stor fest, men også en alvorlig opgave for menigheden. Udover at barnet i dåben bliver Guds barn, dvs. modtager Guds nåde og Guds løfte om frelse, så bliver det en del af en menighed, en del af det, vi i trosbekendelsen kalder "de helliges samfund", der består af alle kristne i hele verden, både dem, der lever her på jorden, og dem, der er gået forud for os til Gud, og de vil alle hjælpe og støtte dette barn med deres forbøn, så det må leve op til det kald, vi alle har fået, om at have een Herre, een tro, een dåb.

Kirsten Dam

På grundlag af tre radioforedrag holdt i Radio Steno, København