Er kristendommen sand?

I tre dage (25. – 27. november 1999) har universitetsfolk, historikere og filosoffer været samlet på Sorbonne i Paris for at markere at år 2000 betyder to tusinde år efter Kristi fødsel, og for at høre hinandens mening om fortiden, den øjeblikkelige situation og fremtiden for den kristendom der på afgørende måde har præget Europa og siden hele verden. Ved dette kollokvium holdt kardinal Ratzinger, præfekt for Troslærekongregationen, et mesterligt foredrag om kristendommens sandhed. Det følger her i uddrag.

Ved slutningen af det andet årtusind befinder kristendommen sig her i Europa, netop det område hvor den først blev udbredt, i en dyb krise der bunder i dens krav på at være sandheden.

Denne krise har en dobbelt dimension: allerførst trænger det spørgsmål sig mere og mere på om det i grunden er rigtigt at bruge betegnelsen sandhed om religion, med andre ord om det er mennesket givet at kende den egentlige sandhed om Gud og de guddommelige ting.

Vi finder langt snarere nutidens menneske i den buddhistiske lignelse om elefanten og de blinde: Det fortælles at en konge i det nordlige Indien en dag samlede alle de blinde i en by på ét sted. Så lod han en elefant gå forbi dem. Han lod nogle røre ved dens hoved og sagde til dem: det her er en elefant. Andre fik lov til at røre ved øret eller stødtanden, snablen, foden, bagdelen, hårene på halen, etc. Derefter spurgte kongen hver enkelt af dem: hvordan er en elefant? Og alt efter hvilken del de havde rørt ved, svarede de: ”elefanten er sådan, eller sådan”; derpå kastede de sig over hinanden og gav sig til at slås med de bare næver, til kongens store fornøjelse.

Kontroverserne mellem religionerne forekommer os i dag at være ligesom striden mellem de blindfødte. Med hensyn til det guddommeliges hemmeligheder ser det ud til at vi er født blinde. For den nutidige tankegang indtager kristendommen ikke en mere positiv placering end de andre religioner – tværtimod: den virker usædvanlig blind med hensyn til grænsen for hele vores erkendelse af det guddommelige, og den er præget af en helt vanvittig fanatisme (...).

Kristendommen bygger ikke på myter

Denne helt igennem skeptiske holdning over for kravet om at sidde inde med sandheden på det religiøse område støttes yderligere af de spørgsmål som den moderne videnskab har rejst vedrørende den kristne verdens oprindelse og emner. Evolutionsteorien synes at have uddistanceret læren om skabelsen, kendskabet til meneskets opståen har uddistanceret læren om arvesynden; den kritiske eksegese relativerer Jesusfiguren og sætter spørgsmålstegn ved hans bevidsthed om at være Guds Søn; det synes tvivlsomt om Jesus har grundlagt Kirken, og meget mere af samme slags. ”Metafysikkens ophør” har gjort kristendommens filosofiske grundlag problematisk, de moderne historiske metoder har stillet dens historiske grundlag i et tvetydigt lys. Derfor er det nemt at reducere de kristne tekster til symbolsk tale og ikke tillægge dem større sandhedsværdi end religionshistoriens myter – at betragte dem som udtryk for en religiøs erfaring der burde stille sig ydmygt ved siden af andre. På den måde kan man bare – lader det til – blive ved med at være kristen, man anvender stadigvæk de kristne udtryk selv om der er vendt fuldstændig op og ned på deres indhold og krav: sandheden som for mennesket havde haft bindende kraft og været et troværdigt løfte, bliver nu til et kulturelt udtryk for almindelig religiøs følsomhed, et udtryk der, efter hvad man lader os forstå, er resultatet af at vi tilfældigvis er af europæisk afstamning. (...)

Det er nødvendigt på ny at stille det forældede spørgsmål om kristendommens sandhed, hvor overflødigt og uløseligt det end kan forekomme mange mennesker. Men hvordan? Der kan ikke herske tvivl om at den kristne teologi bliver nødt til omhyggeligt og uden frygt for at udstille sig at undersøge de forskellige argumenter der er blevet ført i marken mod kristendommens krav på sandhed såvel fra filosofisk som fra naturvidenskabeligt og historisk hold. Men den må på den anden side også prøve at skaffe sig et helhedssyn på spørgsmålet om kristendommens egentlige væsen, dens placering i religionshistorien og dens plads i den menneskelige tilværelse. (...)

Ifølge Augustin og den bibeltradition der for ham er normativ, er kristendommen ikke bygget på mytiske billeder og forudanelser hvis berettigelse kan findes i deres politiske brugbarhed, men dens mål er tværtimod den guddommelige sfære som den rationelle analyse af virkeligheden kan erkende. Med andre ord: Augustin identificerer den bibelske monoteisme med de filosofiske ideer om verdens grundvold som med forskellige variationer blev til i den antikke filosofi.

Det er denne opfattelse der ligger bag når kristendommen lige siden Paulus’ areopagos har fremsat krav om at være ”religio vera”. Det vil sige: Den kristne tro er ikke grundlagt på poesi og politik, disse to store kilder til religion; den bygger på erkendelse. Den ærer det Væsen der findes ved grunden af alt eksisterende, den ”sande Gud”. I kristendommen er rationaliteten blevet til religion og ikke længere dens modstander. I betragtning af dette, og i betragtning af at kristendommen har opfattet sig selv som sejrherre over afmytologiseringen, sejrherre over erkendelsen og dermed over sandheden, måtte den nødvendigvis anse sig for universel og bestemt for alle folkeslag, ikke som en speciel religion der undertrykker nogle andre, ikke som en slags religiøs imperialisme, men snarere som sandheden der gør det ydre overflødigt. Og det er præcis derfor at den over for de polyteistiske religioners udstrakte tolerance nødvendigvis må forekomme utålelig, måske oven i købet som en fjende af religionen, som ”ateisme”. Den nøjedes ikke med at relativere og omdanne billederne, den forstyrrede frem for alt religionernes politiske anvendelighed og bragte derved grundlaget i fare for de stater hvor den ikke ville være en religion blandt andre religioner, men erkendelsens sejrherre over alverdens religioner. (...)

Foreningen af rationalitet og tro der blev virkeliggjort i den kristne mission og opbygningen af den kristne teologi, medførte rigtignok ligeledes nogle afgørende korrektiver til det filosofiske billede af Gud. To af dem bør især nævnes. Det første består i at den Gud som de kristne tror på og ærer, til forskel fra de mytiske og politiske guder virkelig er ”natura Deus”; deri opfylder han den filosofiske rationalitets krav. Men samtidig gælder det andet aspekt: ”non tamen omnis natura est Deus” – alt hvad der er natur, er ikke Gud. Gud er af natur Gud, men naturen som sådan er ikke Gud. Der opstår en adskillelse mellem den universelle natur og det væsen som grundlægger den og giver den sin oprindelse. Først da når fysikken og metafysikken til en klar indbyrdes skelnen. Kun den sande Gud som vi med tankens hjælp kan erkende i naturen, er genstand for bøn. Men han er mere end naturen. Han er forud for den, og den er hans skabning. Til denne skelnen mellem naturen og Gud knytter sig en anden, endnu mere afgørende opdagelse: guden, naturen, verdenssjælen, eller hvad man nu kaldte den, kunne man ikke bede til; den var ikke en ”religiøs gud”, havde vi konstateret. Nu derimod – og det er hvad det Gamle Testamentes tro allerede siger, og endnu mere det Nye Testamentes – har denne gud der var til før naturen vendt sig mod menneskene. Det er netop fordi han ikke bare er lig med naturen, at han ikke er en tavs gud. Han er trådt ind i historien, han er kommet mennesket i møde, og derfor kan mennesket nu møde ham. Det kan knytte sig til Gud fordi Gud har knyttet sig til mennesket. De to dimensioner i religionen der altid havde været adskilt fra hinanden, naturen i dens evige rige og det lidende og kæmpende menneskes behov for frelse, er igen blevet forbundet. Rationaliteten kan blive religion fordi rationalitetens gud selv er kommet ind i religionen. Det element der endelig gør krav på tro, Guds historiske Ord, er det i virkeligheden ikke forudsætningen for at religionen nu kan vende sig mod den filosofiske Gud, som ikke er en udelukkende filosofisk Gud og alligevel ikke modsætter sig den filosofiske erkendelse, men tager den på sig? Her viser der sig noget forbløffende: kristendommens to grundlæggende og tilsyneladende modsatte principper, det metafysiske bånd og det historiske bånd betinger hinanden og stemmer overens; tilsammen udgør de apologien for kristendommen som ”religio vera”.

Kristendommens verdensomspændende kraft

Hvis man som følge af alt dette kan sige at kristendomens sejr over de hedenske religioner ret beset blev mulig på grund af dens krav om forståelighed, må man tilføje at der er en anden lige så vigtig årsag der hænger sammen med den første. Den består – for at sige det helt generelt – i kristendommens moralske alvor, en egenskab som Paulus i øvrigt allerede havde sat i forbindelse med den kristne tros rationalitet; det som loven dybest set tager sigte på, de essentielle krav, belyst af den kristne tro, fra den eneste Gud med hensyn til menneskelivet, tilfredsstiller hjertets behov hos mennesket, hos ethvert menneske, således at det stillet over for loven erkender den som det Gode. Den svarer til det som ”af naturen er godt” (Rom 2,14 f.). Hentydningen til den stoiske moral og til dens etiske fortolkning af naturen er lige så tydelig her som i de øvrige paulinske tekster, fx i Brevet til Filipperne: ”Alt, hvad der er sandt, hvad der er sømmeligt, hvad der er retskaffent, hvad der er rent, hvad der er elskeligt, hvad der har godt lov, al dyd og alt, hvad der er ros værd: det skal I have i tanke!” (Fil 4,8).

Den fundamentale (om end kritiske) enhed med den filosofiske rationalitet der ligger i Gudsbegrebet, bliver altså allerede her bekræftet og konkretiseret i enheden (der også er kritisk) med den filosofiske moral. På samme måde som kristendommen på det religiøse område overskred grænserne for den skolastiske filosofis visdom præcis derved at den tænkte Gud lod sig møde som en levende Gud, sådan var der her også en overskridelse af den etiske teori i en moralsk praxis der blev levet og konkretiseret i et fællesskab hvor det filosofiske perspektiv blev ophøjet og omsat i konkret handling, specielt gennem sammenfatningen af al moral i det dobbelte bud om kærlighed til Gud og næsten. Forenklet kunne man sige at kristendommen overbeviste ved at forbinde troen med fornuften og ved at orientere handlingen mod caritas, den næstekærlige omsorg for de lidende, de fattige og de svage uden forbehold af nogen art. At dette blev kristendommens styrke, ses tydeligere end noget andet sted i den måde hvorpå kejser Julian prøvede at genindføre hedenskaben i en fornyet form. Han, der var Pontifex maximus i den genindførte religion for de antikke guder, gav sig til at oprette – hvad der indtil da aldrig havde eksisteret – et hedensk hierarki bestående af præster og metropolitter. Præsterne skulle være eksempler på moralsk livsførelse; de skulle hengive sig til kærlighed til Gud (den øverste guddom blandt guderne) og næsten.

Når vi kaster et blik bagud i historien, kan vi sige at den kraft der forvandlede kristendommen til en verdensreligion, bestod i dens syntese mellem fornuft, tro og liv; det er præcis denne syntese der i forkortet form udtrykkes med ordet ”religio vera”.

Joseph Kardinal Ratzinger

Oversat fra l’homme nouveau 5.12.1999.