Af Mette Lebech

I Turku, Finland, blev der fra d. l til d. 4 december holdt et såkaldt ekspertmøde i FNs ligestillingsdivision (DAW). På Vatikanets vegne deltog jeg sammen med Auli Nukarinen (Biskop Vershurens sekretær).

FNs ekspertmøder har til formål at samle materiale og udarbejde strategier til at fremme respekten for menneskerettighederne. I 1998 vil vi fejre 50 års jubilæet for de Forenede Nationers Menneskerettighedskonvention, der blev vedtaget netop efter Anden Verdenskrig i 1948. Det er oplagt at fejre denne begivenhed ved f.eks. at styrke kvindernes sociale og økonomiske rettigheder, som mange steder i verden lader langt tilbage at ønske. Et splinternyt sæt 'reproduktive rettigheder' er også blevet foreslået, men da nogle mener disse også skal omfatte en ret til fri abort, er det langt mere problematisk.

 To konventioner, som sammen med Menneskerettighedskonventionen udgør hvad man ofte blot omtaler som 'menneskerettighederne', er på den ene side "konventionen om civile og politiske rettigheder' og på den anden side "konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder". At der er to forskellige konventioner skyldes at de daværende supermagter ikke kunne blive enige om indholdet: USA ønskede at garantere civile og politiske rettigheder (f.eks. retten til tale- og trykkefrihed), hvorimod Sovjetunionen hellere ville tale om de sociale og økonomiske rettigheder (såsom ret til arbejde og sygesikring). I dag behandles konventionen om sociale og økonomiske rettigheder ikke som helt ligeværdig med konventionen om civile og politiske rettigheder. Det lider specielt kvinderne under, og man kan konstatere en tendens til økonomisk og social marginalisering af kvinder og børn på verdensplan.

For at afhjælpe dette ville FN-mødet insistere på enheden og den gensidige afhængighed af alle menneskerettigheder: f.eks. er ens ret til at stemme ikke meget værd hvis man ikke har råd til at rejse derhen hvor man kan afgive sin stemme.

I udkastet til den rapport, som blev vedtaget ved mødets slutning, hedder det således:

'Det internationale samfund har ved mange lejligheder bekræftet dets tilslutning til alle menneskerettighedernes uadskillelighed. Regeringer har engageret sig i at 'behandle menneskerettighederne på retfærdig vis, lige og med samme eftertryk' i både Wien-Deklarationen og tilhørende handlingsplan og i Beijing-handlingsplanen. På trods af disse løfter, må mødet konstatere at sociale og økonomiske rettigheder ikke omfattes med den samme interesse som de civile og politiske rettigheder. Som en konsekvens heraf, er kerne-elementerne i mange sociale og økonomiske rettigheder ikke blevet tilstrækkelig udviklet, og de mekanismer som skal sikre deres beskyttelse er generelt svagere end det er tilfældet med de civile og politiske rettigheder.(..) Anerkendelsen af økonomiske og sociale rettigheder som menneskerettigheder og deres praktiske realisering har en helt speciel betydning for kvinder.'

Rapporten indeholder så i forlængelse heraf strategiske anbefalinger til regeringer og andre nationale og internationale aktører, om hvordan specielt kvinders sociale og økonomiske rettigheder kunne beskyttes bedre.

I overensstemmelse med Vatikanets anbefalinger holdt jeg på mødet følgende indlæg

(EGMIWESR/1 997/0P.4), som jeg forestiller mig kunne være af interesse for en bredere skare:

Oversat lyder det således:

'Afhængighed er ikke altid en dårlig ting - den er somme tider en slags kærlighedens vugge. Mennesker som arbejder tæt sammen og er afhængige af hinanden i vanskeligheder eller i stor fare bliver ofte venner. Familien - samfundets grundlæggende enhed - består i bund og grund af gensidig afhængighed, og den er bedre end noget andet menneskeligt fællesskab i stand til at omforme denne til kærlighed.

I det moderne samfund er der mange forskellige afhængighedsrelationer. De udtrykker sig ofte økonomisk: Lønmodtagere er afhængige af arbejdsgivere, arbejdsgivere af investorer, investorer af markedet, markedet af forbrug og forbruget af lønmodtagerne. Nogle få af disse afhængighedsrelationer udvikler sig ud over den rene gensidige nytte; de fleste etablerer sig på et niveau af retfærdig udveksling, men nogle bliver udnyttet. Afhængighed bliver let misbrugt, specielt hvis parterne er meget ulige.

Forældre og børn vil altid være meget ulige parter, men de er også meget afhængige af hinanden. Den mor, der holder af sit barn, er afhængig af sit barns lykke. Barnet er afhængigt af sin mors varme, nærvær og kærlighed. Begge er afhængige af faderen: åndeligt, fysisk og materielt. Faderen er også afhængig - helt ind i sin identitet som far - af både moder og barn: psykologisk, moralsk og fysisk.

Familien er istand til at tage hånd om individet, specielt mens det vokser op, på en måde, der respekterer hver enkelts specielle personlighed. Den udgør et naturligt netværk som støtter individet livet igennem, samtidig med at den fremkalder kolossale følelsesmæssige ressourcer. I denne dynamik spiller kvinden som mor altid en afgørende rolle. Det er kun retfærdigt at et sådant bidrag til samfundets velvære værdsættes og anerkendes. Beijing-handlingsplanen gør opmærksom på dette når den bemærker:

'Kvinder spiller en afgørende rolle i familien' og de "giver et stort bidrag til familiens velfærd og samfundets udvikling, som stadig ikke er tilstrækkelig anerkendt eller værdsat." (§29)

Moderskab, og de rettigheder der knytter sig til det, burde faktisk være genstand forstørre interesse og anerkendelse, i verden som helhed og i FN i særdeleshed.

 Den væsentligste af moderskabets rettigheder er retten til at få børn og til at opdrage dem på ansvarlig vis. Denne frihed må ikke knægtes, specielt ikke gennem tvangssterilisation eller abort. Disse ting, når de organiseres af den politiske magt til kraftigt at reducere antallet af mennesker, udgør faktisk en forbrydelse mod menneskeheden. Her er det ikke kun kvinderne der lider - selv om de gør det i stort omfang - men også mænd og børn,

En anden rettighed, der knytter sig til det at være mor, er retten til at blive støttet og hjulpet - først og fremmest af faderen - men også af resten af samfundet, som må finde både økonomiske, sociale og organisationsmæssige måder at beskytte ægteskabets institution og familiens plads som samfundets grundlæggende enhed. Det må endvidere anerkendes at familien har den primære ret og pligt til at opdrage deres børn - en opgave i hvilken kvinder bærer et afgørende ansvar for samfundets bedste.Pave Johannes Paul II har hævdet at: "den sande fremme af kvinders sociale stilling kræver at arbejdet bliver struktureret på en måde således at kvinder ikke er nødsaget til at betale deres karriere ved at give afkald på hvad der er specifikt for dem og på bekostning af familien, i hvilken kvinder spiller en uerstattelig rolle." (Laborem Excersens, l 9).

Det betyder at arbejdsbetingelserne på arbejdspladsen må indrettes således at kvinder kan forfremmes og konkurrere uden at det får negative konsekvenser for deres rolle som mødre. Det må accepteres at mange kvinder vil være med barn i netop de år hvor de etablerer sig selv professionelt. Muligheder - såsom barselsorlov, forældreorlov, fleksible arbejdsbetingelser (f.eks. arbejde fra hjemmet) og forskellige former for deltidsarbejde - må gives for at kvinder kan opfylde deres specielle roller og ansvar.

Selvfølgelig bør disse muligheder ikke kun stå åbne for mødrene; for deres og for børnenes bedste bør de også bruges af mændene, fædrene. Deres rolle i opdragelsen af børnene må ikke undervurderes, og heller ikke deres ansvar for at opbygge og holde hjemmet - selvom det er komplementært.

Familien er det samfund som bedst af alle er istand til at omforme afhængighed til kærlighed. Det er utopisk al tro vi kan leve uden afhængighed. Men afhængighed af "samfundet" er for abstrakt til at yde retfærdighed over for menneskets dybder. Derfor må vi værdsætte en mors kærlighed i lige så høj grad som hendes offentlige ansvar - hun kan ikke erstattes.Mødet var på flere måder en behagelig oplevelse. Det var rart at møde kvinder og mænd, som havde set en strukturel skævhed og ønskede at gøre brug af internationale sammenhænge for at rette op på den. Det var også spændende at se deres konstruktivitet, evne og vilje til samarbejde i denne sags tjeneste. Jeg er ikke i tvivl om at Kirken gennem sin lære om sociale forhold har meget at byde på også i denne sammenhæng.