Sort-hvidt syn på paven

AF ANDREAS RUDE

Den amerikanske journalist John Allen fra det lille katolske blad National Catholic Reporter må være en glad mand i disse dage. Ikke alene har han været CNN's faste kommentator i forbindelse med Johannes Paul II's død og valget af Benedikt XVI som hans efterfølger. Han har også inden for de seneste par år udgivet bøgerne "Conclave" og "All the Pope's Men", der har været alle pave-kommentatorers bibeler i de seneste uger. Men Allen har endnu et es i ærmet, for i år 2000 udgav han bogen "Cardinal Ratzinger. The Vatican's Enforcer of the Faith", som er det seneste all-round portræt af den mand, der nu sidder på apostlen Peters stol. Og man må tro, at forlaget allerede har kontaktet Allen med henblik på en ny udgave. Det turde nu være en overkommelig opgave, for Allen er en omhyggelig og grundig journalist.

Ratzinger selv var som teologiprofessor, som ærkebiskop og senest som formand for Troslærekongregationen i Vatikanet, en flittig forfatter og en populær foredragsholder. Han er som få portrætteret i den internationale presse og ofte med afsæt i sin store skepsis over for den dominerende vestlige og materialistiske kultur. Det har ifølge Allen gjort tilgangen til ham enten ukritisk fordømmende eller næsegrus beundrende, og det er ikke godt for forståelsen af Ratzingers person og teologi, at han så ofte fremstilles i sort-hvidt uden sans for dybden i hans stillingtagen.

Progressive katolikker læser næsten af princip ikke hans bøger, ignorerer hans offentlige udtalelser og anser ethvert af hans tiltag som et udslag af magtbrynde. Konservative katolikker har derimod en tendens til at opfatte hvert af hans ord som guddommeligt inspireret og overser derfor tit det princip, han søger at fremhæve eller forsvare, at Gud også i dag åbenbarer sig gennem kirken.

Vil denne tilbøjelighed til at dæmonisere eller tiljuble ham fortsætte også nu, hvor han er blevet pave Benedikt XVI? Et hurtigt vue over reak tionerne på valget af ham bekræfter, at tendensen foreløbig går i den retning, omend besindige iagttagere netop advarer mod at se ham enten som udtryk for den sorteste reaktion eller som kirkens store altfavnende rorgænger.

Ratzinger er konservativ, javist, men netop det forhold, at hans ortodoksi er hævet over enhver tvivl, giver ham en handlefrihed, som en mere liberal eller progressiv skikkelse ikke ville have på samme måde. Uden at strække sammenligningen alt for vidt var Johannes XXIII, der blev valgt til pave i 1958, også kendt som en konservativ skikkelse, der ikke desto mindre med indkaldelsen af Andet Vatikankoncil satte en fornyelse i gang i den katolske kirke. Hvem ved, hvilke overraskelser Benedikt XVI vil spille ud med? Paveembedet siges ikke bare at have en stærkt foryngende virkning, det siges også at give indehaveren et andet perspektiv på kirken.

I den forbindelse er det værd at huske på, at Ratzinger ikke blot varJohannes Paul II's loyale og mangeårige medarbejder. Da Johannes Paul II i 1986 samlede ledere fra både kristne og ikke kristne religioner i Assisi til bøn for freden, kritiserede Ratzinger i fuld offentlighed pavens beslutning. "Dette kan ikke være et eksempel til efterfølgelse", sagde han i et interview. En åbenmundethed, som han selv som formand for Troslærekongregationen ville have slået hårdt ned på, hvis en af Latinamerikas befrielsesteologer havde udtalt sig med samme frejdighed.

Mere overraskende er det hårdnakkede rygte, at det var "panserkardinalen", derfor hindrede Johannes Paul II i at ophøje forbuddet mod prævention til et dogme. Historien går tilbage til 1993, hvor paven udsendte den moralteologiske rundskrivelse "Veritatis Splendor" (Sandhedens stråleglans). Heri ville han efter sigende have erklæret kirkens afvisning af kunstig fødselskontrol for ufejlbarlig, men Ratzinger overbeviste paven om, at et er kirkelig disciplin, et ganske andet evige religiøse sandheder.

Mødet mellem den unge amerikanske journalist fra det liberale katolske tidsskrift og den aldrende kardinal resulterede i en bog, der i mange år fremover vil være endnu en bibel i mange Vatikan-iagttageres håndbagage.

Det er ironisk, at Allen dengang ikke forventede, at Ratzinger en dag skulle blive pave, blandt andet under henvisning til, at et sådant valg kunne polarisere kirken yderligere. Men det var ikke en konklusion, der hindrede Allen i at se gennem kirkefyrsten og finde frem til den ydmyge præst. "Det er usandsynligt, at jeg skulle få adgang til Ratzinger som skriftefader", skriver han. - "Men i så fald ville jeg ikke tøve med at blotte min sjæl for ham. Så overbevist er jeg om hans klarsyn, hans integritet og hans forpligtelse over for sit kald som præst."

Nu får Benedikt XVI lejlighed til at vise sig som hele verdens sognepræst.

Kristl. Dagbl.