Sort-hvidt syn på paven

 

 

AF ANDREAS RUDE

 

Den amerikanske journalist John Allen fra det lille katol­ske blad National Catholic Reporter må være en glad mand i disse dage. Ikke ale­ne har han været CNN's faste kommentator i forbindelse med Johannes Paul II's død og valget af Benedikt XVI som hans efterfølger. Han har også inden for de seneste par år udgivet bøgerne "Conclave" og "All the Pope's Men", der har været alle pave-kommentatorers bibeler i de seneste uger. Men Allen har endnu et es i ærmet, for i år 2000 udgav han bogen "Cardinal Ratzin­ger. The Vatican's Enforcer of the Faith", som er det se­neste all-round portræt af den mand, der nu sidder på apostlen Peters stol. Og man må tro, at forlaget allerede har kontaktet Allen med henblik på en ny udgave. Det turde nu være en over­kommelig opgave, for Allen er en omhyggelig og grundig journalist.

 

Ratzinger selv var som teo­logiprofessor, som ærkebi­skop og senest som formand for Troslærekongregationen i Vatikanet, en flittig forfatter og en populær foredragshol­der. Han er som få portrætte­ret i den internationale pres­se og ofte med afsæt i sin store skepsis over for den dominerende vestlige og ma­terialistiske kultur. Det har ifølge Allen gjort tilgangen til ham enten ukritisk for­dømmende eller næsegrus beundrende, og det er ikke godt for forståelsen af Rat­zingers person og teologi, at han så ofte fremstilles i sort-hvidt uden sans for dybden i hans stillingtagen.

 

Progressive katolikker læser næsten af princip ikke hans bøger, ignorerer hans offent­lige udtalelser og anser et­hvert af hans tiltag som et udslag af magtbrynde. Kon­servative katolikker har deri­mod en tendens til at opfatte hvert af hans ord som gud­dommeligt inspireret og overser derfor tit det princip, han søger at fremhæve eller forsvare, at Gud også i dag åbenbarer sig gennem kir­ken.

Vil denne tilbøjelighed til at dæmonisere eller tiljuble ham fortsætte også nu, hvor han er blevet pave Benedikt XVI? Et hurtigt vue over reak tionerne på valget af ham be­kræfter, at tendensen forelø­big går i den retning, omend besindige iagttagere netop advarer mod at se ham enten som udtryk for den sorteste reaktion eller som kirkens store altfavnende rorgæn­ger.

 

Ratzinger er konservativ, ja­vist, men netop det forhold, at hans ortodoksi er hævet over enhver tvivl, giver ham en handlefrihed, som en me­re liberal eller progressiv skikkelse ikke ville have på samme måde. Uden at strække sammenligningen alt for vidt var Johannes XXIII, der blev valgt til pave i 1958, også kendt som en konservativ skikkelse, der ik­ke desto mindre med indkal­delsen af Andet Vatikankon­cil satte en fornyelse i gang i den katolske kirke. Hvem ved, hvilke overraskelser Benedikt XVI vil spille ud med? Paveembedet siges ik­ke bare at have en stærkt for­yngende virkning, det siges også at give indehaveren et andet perspektiv på kirken.

 

I den forbindelse er det værd at huske på, at Ratzin­ger ikke blot varJohannes Paul II's loyale og mangeåri­ge medarbejder. Da Johan­nes Paul II i 1986 samlede le­dere fra både kristne og ikke kristne religioner i Assisi til bøn for freden, kritiserede Ratzinger i fuld offentlighed pavens beslutning. "Dette kan ikke være et eksempel til efterfølgelse", sagde han i et interview. En åbenmundet­hed, som han selv som for­mand for Troslærekongregationen ville have slået hårdt ned på, hvis en af Latiname­rikas befrielsesteologer hav­de udtalt sig med samme frejdighed.

 

Mere overraskende er det hårdnakkede rygte, at det var "panserkardinalen", derfor hindrede Johannes Paul II i at ophøje forbuddet mod prævention til et dogme. Hi­storien går tilbage til 1993, hvor paven udsendte den moralteologiske rundskri­velse "Veritatis Splendor" (Sandhedens stråleglans). Heri ville han efter sigende have erklæret kirkens afvis­ning af kunstig fødselskon­trol for ufejlbarlig, men Rat­zinger overbeviste paven om, at et er kirkelig disciplin, et ganske andet evige religiøse sandheder.

Mødet mellem den unge amerikanske journalist fra det liberale katolske tids­skrift og den aldrende kardi­nal resulterede i en bog, der i mange år fremover vil være endnu en bibel i mange Vati­kan-iagttageres håndbaga­ge.

Det er ironisk, at Allen dengang ikke forventede, at Ratzinger en dag skulle blive pave, blandt andet under henvisning til, at et sådant valg kunne polarisere kirken yderligere. Men det var ikke en konklusion, der hindrede Allen i at se gennem kirke­fyrsten og finde frem til den ydmyge præst. "Det er usandsynligt, at jeg skulle få adgang til Ratzinger som skriftefader", skriver han. -            "Men i så fald ville jeg ikke tøve med at blotte min sjæl for ham. Så overbevist er jeg om hans klarsyn, hans inte­gritet og hans forpligtelse over for sit kald som præst."

Nu får Benedikt XVI lejlig­hed til at vise sig som hele verdens sognepræst.

 

Kristl. Dagbl.