Kardinal Ratzinger fra Vatikanet har indledt en åben diskussion om pave Johannes Paul II's efterfølger

Den næste pave kan blive sort

AF ANDREAS RUDE

Kommer den næste pave fra Afrika? Eller skal vi kigge efter ham andre steder? Det var den ansete tyske avis Die Welt der i påskedagene bragte et interview med kardinal Joseph Ratzinger, hvori den berømte og berygtede formand for Vatikanets Troslærekongregation i principielle vendinger hilste tanken om en sort pave velkommen.

Det er ikke hver dag, en så højt placeret kirkelig embedsmand offentligt diskuterer, hvem der skal efterfølge hans chef. Ratzingers ord er da også blevet rapporteret vidt og bredt og har indledt en ny omgang spekulationer om, hvad der vil ske den dag, pave Johannes Paul II ikke er mere.

Siden begyndelsen af 1990'erne har de internationale medier fokuseret på Johannes Paul II's fremskredne alder, vigende helbred og mulige efterfølgere.

Fristelsen for kommentatorer verden over til at tolke enhver af pavens ytringer, gestus og offentlige fremtræden på baggrund af forventningen om et snarligt tronskifte på Sankt Peters Stol har for mange været næsten uimodståelig. Men om det har bidraget til forståelsen af, hvor den katolske kirke bevæger sig hen i denne tid, er en ganske anden sag.

I mellemtiden leder paven fortsat kirken, og en række af de kardinaler, der i sin tid blev fremhævet som mulige efterfølgere, er enten selv døde eller blevet for gamle til længere at være noget realistisk bud.

Slutningen af en æra

Forudsigelserne af pavens snarlige død er derfor undertiden blevet afløst af utålmodige opfordringer til at trække sig tilbage. Men i begge tilfælde synes mediernes meningsdannere at undervurdere pavens beslutsomhed og åndelige råstyrke.

For intet tyder på, at Johannes Paul II har tænkt sig at lade andre end Vorherre sætte grænsen for sit virke. Tværtimod bruger han sin egen sygdom og alderdom til endnu en gang at minde verden om nødvendigheden af at respektere menneskets værdighed fra undfangelsen og til den naturlige død.

Hvis mediernes dækning af paven således undertiden går i tomgang, sørger paven

til gengæld selv hele tiden for at lægge nye vinkler på de temaer, der har fulgt ham gennem hele hans regeringstid.

Ratzingers ord har dog gjort debatten om den næste pave mere legitim.

Interviewet i Die Welt handlede for det meste om behovet for en genkristning af Europa, og det gør tanken om en pave fra den religiøst dynamiske tredje verden mere håndgribelig. Og billederne af Johannes Paul II's sammensunkne skikkelse under påskens ceremonier gør det svært at abstrahere fra tanken om, at den kristne verden står ved slutningen af en æra.

De egnede

Ratzinger behøver heller ikke at gå langt for at finde en egnet sort kandidat. Den nigerianske kardinal, Francis Arinze, er formand for Vatikanets Råd for Interreligiøs dialog, og han har de seneste par år optrådt som et seriøst bud på den næste pave.

Siden da har Arinze undgået at drøfte sit kandidatur med journalister, og det er ifølge kendere af Vatikanets kirkepolitiske kultur et sikkert tegn på, at han selv tager det alvorligt. Som 69-årig har Arinze også den rette alder for en pave.

Han er tidligere ærkebiskop af Onitsha i Nigeria, har sans for humor, et vindende smil og har haft sin nuværende stilling som pavens repræsentant i dialogen med særligt muslimer, hinduer og buddhister siden 1985.

Det er til gengæld også hans eneste erfaringsområde på topplan, og i teologisk henseende siges han at være gammeldags.

Mere kuriøst er Arinze en ibo, og iboerne påstår, de nedstammer fra patriarken Jacob. Hvis Arinze bliver den næste pave, kan han derfor hævde at være den første pave af jødisk afstamning siden apostlen Peter.

En anden sort pavekandidat kunne være ærkebiskoppen af Durban, Wilfrid Napier, der blev udnævnt til kardinal sidste år.

Den 61-årige Napier, der er franciskanermunk, var formand for den sydafrikanske bispekonference fra 1987 til 1994 og imponerede med sit mod under afviklingen af Sydafrikas apartheidregime.

Al medieomtalen til trods er der dog næppe nogen, der seriøst forestiller sig, at den næste pave udelukkende blier valgt på grundlag af sin race. I al fald er etnisk oprindelse ifølge Vatikaneksperten, den amerikanske jesuit Thomas Reese, kun én blandt en række overvejelser, de p.t. 126 stemmeberettigede kardinaler vil gøre sig, når de går ind i konklavet.

For et pavevalg handler ikke kun om avisoverskrifter og kirkepolitik. Mere end noget andet handler det om de personlige egenskaber, der skal sætte den nyvalgte pave i stand til at lede kirken i et overbevisende kristent vidnesbyrd.

Sprogtalent er således en nyttig egenskab. Engelsk er næppe noget problem, men da paven også er Roms biskop er kendskab til italiensk temmelig afgørende, og her hjælper det, at mange af kardinalerne har læst i Rom.

Spansk er det sprog, der tales af de fleste katolikker i verden, og er derfor også praktisk, mens man næppe længere kan forvente, at kandidaten også taler fransk.

Det er dog ikke kun for at kunne kommunikere effektivt med omverdenen, at sprogtalent er vigtigt. Også på konklavet er det afgørende, at kandidaterne kan kommunikere med så mange af kardinalerne som muligt på deres eget sprog.

Medietække er også en vigtig egenskab. Den nye pave behøver ikke at være et naturtalent, for medierne har ikke direkte adgang til paven.

Men kardinalerne vil næppe vælge en mand, der er decideret kluntet. Det kan skade kirken og vil helt sikkert gøre kardinalernes arbejde ude i bispedømmerne mere besværligt.

Alder er en tredie faktor. De sidste hundrede år har paverne gennemsnitligt været 65 år, da de blev valgt. Johannes Paul II var 58 år, og yngre kandidater til at efterfølge ham har derfor næppe de store chancer, for kardinalerne ønsker næppe at få to meget lange pontifikater i forlængelse af hinanden. Omvendt kan en ældre og svagelig kardinal udmærket blive valgt som et kompromis.

Johannes XXIII er i så henseende et godt eksempel, omend han også overraskede ved at bruge sin korte regeringstid (1958-1963) til at indlede en reform af kirken ved at indkalde til Det Andet Vatikankoncil.

Eftersom 78 procent af paverne har været italienere, er nationalitet også en vigtig faktor. Johannes Paul II er den første polske pave, og man kunne forestille sig, at kardinalerne går tilbage til tidligere tiders praksis og vælger en italiensk pave.

Til gengæld kan man være næsten helt sikker på, at den næste pave ikke bliver amerikaner, selvom USA er det tredjestørste katolske land i verden.

En pave, der kommer fra verdens eneste supermagt, vil ikke have en chance for at optræde som mægler - eller blot blive opfattet som neutral - under en international krise.

Det er heller ikke ligegyldigt, om pavekandidaten arbejder i Vatikanet, eller om han leder et bispedømme.

Blandt de ni sidste paver er det kun Pius XII, der aldrig havde virket i et bispedømme, og kun tre (Pius X, Johannes Paul I og Johannes Paul II), der aldrig havde arbejdet i Vatikanet.

De sidste fem (Leo XIII, Benedict XV, Pius XI, Johannes XXIII og Paul VI) havde nok arbejdet i kurien eller som diplomater. Men da de blev valgt, stod de i spidsen for et ærkebispedømme. Det tyder alt sammen på, at kardinalerne er uvillige til at vælge en pave, der kun har administrativ og ingen direkte pastoral erfaring.

Pavens stil

En sidste overvejelse går på, hvordan pavekandidaten står mål med den tidligere pave. Her skal man næppe forvente afvigelser i spørgsmål om kirkens tro eller moral. Det er snarere stil og personlighed, det kommer an på. Da han blev valgt i 1978, blev Johannes Paul II således opfattet som en optimistisk og robust efterfølger for den indadvendte Paul VI og den svagelige Johannes Paul I.

Også af den grund vil det være interessant at se, hvilken type personlighed kardinalerne vælger til at efterfølge Johannes Paul II.

Francis Arinze kunne være den kandidat, alle har ventet på, men der er også andre muligheder.

Hvis kardinalerne synes, det er på tide at få en italiener tilbage på Peters Stol, er den 68-årige kardinal Giovanni Battista Re et godt bud.

Re arbejder i Vatikanet, hvor han er formand for den magtfulde Kongregation for Biskopperne. Hans svage punkt er den pastorale erfaring, som han kun har lidt af, men han er en talentfuld politiker og anses for et godt bud på en, der kan tæmme den pavelige regering - kurien - hvis magt er vokset betydeligt under Johannes Paul II.

Hvis det er en ikke-italiensk europæer, man er ude efter, er Bruxelles' energiske ærkebiskop, kardinal Godfried Daneels, måske den rette mand.

Daneels er også 68 år, og selv om han har ry for at være liberal, er han den type liberal, der ikke skræmmer de konservative, fastslog den engelske avis The Guardian for nylig.

Til gengæld siges Daneels at savne personlig charme. En sydamerikansk kandidat kunne være den 59-årige kardinal Oscar Andres Rodriguez Maradiaga fra Honduras, som sammen med Wilfrid Napier blev udnævnt til kardinal i februar sidste år. Han har medietække og er kendt for sit forsvar for de fattige. Han har forhandlet med guerillabevægelser og ledet genopbygningsprojekter og anses for de mange latinamerikanske kardinalers favorit.

Uden for kardinalkredsen

Men hvad så med kardinal Ratzinger selv? Har han en chance?

Formentlig ikke. Ratzinger er lige fyldt 75 år, har overladt stadig mere af det daglige arbejde i Troslærekongregationen til sin assistent, ærkebiskop Tarcisio Bertone, og har længe talt om at trække sig tilbage til sit hjem i Regensburg i Bayern.

En vægtigere grund er dog, at Ratzinger i de sidste tyve år har været en af Johannes Paul II's nærmeste medarbejdere, og at selv kardinaler, der støtter den herskende teologiske linje, vil foretrække et friskt pust udefra. Dermed ikke være sagt, at Ratzinger ville være uden indflydelse, hvis konklavet blev indledt i morgen. Tværtimod er hans prestige så stor, at hans støtte udmærket kan være afgørende for den mand, der bliver valgt.

Og sådan kan man blive ved. Spekulationerne vil i princippet ingen ende tage, for hvis man tror, at kandidaterne er begrænset til kardinalernes kreds, tager man grundigt fejl.

Det liberale amerikanske katolske tidsskrift National Catholic Reporter fortæller således, at den seneste trend blandt vatikanologer er at hævde, at den næste pave slet ikke er kardinal endnu. Og der kan udmærket være noget om snakken, for to af de mest prominente ærkebispesæder i Italien er ved at skifte hænder.

Angelo Scola er for nylig blevet udnævnt til patriark af Venedig (men er endnu ikke kardinal), og Milano har endnu ikke fået nogen ny ærkebiskop efter den populære kardinal Martini.

Og alle italienere ved, at Johannes Paul II's tre umiddelbare forgængere kom fra netop Venedig og Milano.

Johannes Paul II siges selv at have bekræftet rygtet ved spøgefuldt at bemærke, at hans efterfølger endnu ikke har kardinalens røde hat på hovedet.

Og således ender artiklen, hvor den begyndte - hos en træt og syg gammel mand, der ikke desto mindre stadig er med os og stadig har det sidste ord.