Niels Steensen - anatom, geolog, biskop - en kort biografi

Af Sebastian Olden-Jørgensen, ph.d.

Barndom og ungdom 1638-1659

Niels Steensen (Steno) blev født den 1. januar 1638 i Købehavn i en forlængst forsvunden ejendom på hjørnet af Købmagergade og Klareboderne. Hans far, guldsmed Steen Pedersen, stammede fra en skånsk præsteslægt og tilhørte byens bedre borgerskab. Steensens mor hed Anna Nielsdatter, og Steen Pedersen var hendens anden mand. Hun nåede at følge endnu to ægtemænd til graven, før hun selv døde i 1664.

Allerede i 1645 mistede Steensen sin far, og som barn lærte han under en længere sygdomsperiode at sætte pris på voksne menneskers alvorlige samtaler. Efter skolegang ved Vor Frue Skole studerede han 1656-59 medicin på Københavns Universitet. Hans privatpræceptor (: studievejleder) var den berømte anatom Thomas Bartholin (1616-80), der havde udgivet en meget anvendt anatomisk håndbog og var internationalt berømt for opdagelsen af lymfesystemet.

Under studierne i København begyndte Karl Gustav-krigene 1657-60, der førte til tabet af de danske landsdele øst for Sundet (Skåne, halland og Blekinge). Han oplevede svenskernes belejring af København 1658-60, men det er usikkert om han deltog i forsvaret mod svenskernes storm på byen natten mellem den 10. og 11. februar 1658. I foråret 1659 skrev han det såkaldte Chaos-manuskript: en lang række studienotater, mest afskrifter af bøger, men også referater af samtaler med sine lærere, små videnskabelige iagttagelser og personlige notater, der vidner om en levende, men ganske konventionel religiøsitet.

Studierejse 1660-64

Efter studierne i København tog han 1660-64 på den obligate studierejse til udlandet. Den førte ham over Rostock til Amsterdam og Leyden, den tids internationale protestantiske lærdomscenter. Dér skabte han sig gennem anatomiske opdagelser, udgivelser og videnskabelig polemik på kort tid et navn i den videnkabelige verden. Det var især øjnenes og mundens kirtler og kar, han koncentrerede sig om. Ørespytkirtlens udførselsgang (ductus parotideus) kaldes stadig efter ham også for ductus stenonis. Han drev også studier i musklernes anatomi og kom til den opfattelse, at hjertet ene og alene var en blod-pumpende muskel. Denne overbevisning stred imod den tids modefilosofi, cartesianismen, men hjertets muskelkarakter var så tydelig at se, at han fik en sund skepsis overfor sin samtids filosofiske "guruer". I disse år brevvekslede han jævnligt med sin gamle lærer Thomas Bartholin, der hjemme i København gjorde, hvad han kunne, for at Steensen skulle blive hans efterfølger som anatomisk professor - desværre uden held. Stillingen gik til Steensens barndomsven Jacob Henrik Paulli, der havde bedre familieforbindelser, idet hans far, Simon Paulli, var kongelig livlæge.

I efteråret 1663 døde Steensens stedfar, guldsmed Johan Stichmand, og Steensen vente hjem til København for i foråret og sommeren 1664 at gøre endnu et forsøg på at få en stilling ved universitetet. I den sammenhæng gennemførte han en række anatomiske demonstrationer og udgav en sammenfatning af sin forskning i kirtler, kar og muskler, dediceret til kong Frederik III. Forsøget mislykkedes, og efter moderens død i sommeren 1664 var der ikke mere der bandt ham til Danmark. Med arven fra sin stedfar som rejsepenge drog han atter sydpå.

Fortsatte studier i Frankrig og Italien

Første stop var Paris, hvor han den blev optaget i kredsen omkring humanisten Melchisédec Thévenot (1620-95). Steensen demonstrerede med stor succes sine anatomiske opdagelser og fik per post tildelt den medicinske doktorgrad fra universitet i Leyden. I Thévenots hus holdt han i begyndelsen af 1665 den berømte forelæsning om hjernens anatomi, der påviste svaghederne i de gængse opfattelser af hjernen - deriblandt ikke mindst den cartesianske - og formulerede de principper, den fremtidige forskning måtte gå frem efter. Forelæsningen er en metodisk tour de force, der den dag i dag kan læses med udbytte, og som i anledning af hjerneåret 1997 er blevet genudgivet i revideret dansk oversættelse af Troels Kardell.

Efter et ophold ved det internationalt besøgte protestantiske universitet i Montpellier, drog han i marts 1666 videre til Italien, hvor han i storhertug Ferdinand II af Toskana og siden i dennes søn, Cosimo III, fandt trofaste velyndere og venner. Toskana var dengang et blomstrende fyrstedømme, og storhertugerne markerede sig ikke alene som store kunstmæcener, men fremmede også videnskaben, der trivedes i de forskellige akademier. Steensen kom straks i kontakt med en række fremragende videnskabsmænd, der plejede arven efter Gallilei: Vincenzio Viviani, Francesco Redi & Lorenzo Magalotti. Han lærte også den dannede og dybt religiøse ambassadøfrue Lavinia Arnolfini (1631-1710) at kende, med hvem han diskuterede religiøse spørgsmål. Hun henviste ham også til sin skriftefar, jesuiten E. Savignani, med hvem Steensen kunne få afklaret de finere teologiske nuancer.

Cartesianismen

Under studierne i Nederlandene blev Steensen konfronteret med tanker, der påvirkede ham dybt både som videnskabsmand og som menneske. Det var den såkaldte cartesianisme, opkaldt efter den store franske filosof René Descartes (1596-1650). Descartes indtager en central plads i filosofihistorien, men her skal kun to punkter anføres: For det første var cartesianismen en teori om den rette videnskabelige metode. En af dens grundtanker, som også er grundlag for al moderne videnskab, var den enkle, at man bør tvivle om alt og derfor efterprøve alt. Denne maksimes traditionskritiske brod var lige noget, Steensen kunne bruge, for gennem sine forsøg havde han iagttaget mange uoverenstemmelser mellem det hidtil antagne, og hvad han så for sig på dissektionsbordet.

Men cartesianismen var meget mere end en række metodiske grundsætninger, som lovede sikre resultater. Cartesianismen var også en ideologi, endda en meget materialistisk ideologi, som kun havde bedrevidende foragt tilovers for kristendommen, selvom det af indlysende politiske grunde ikke altid blev sagt højt. På mange måder kan man sammenligne cartesianismen med den efterhånden nu temmelig falmede universitetsmarxisme. Der er den samme blanding af videnskab og ideologi rejst på et fundament, der antoges at være absolut videnskabeligt sikkert, ja slet og ret at være identisk med videnskaben.

Steensen havde allerede under studietiden i København mødt cartesianismen, og i metodisk forstand forblev han cartesianer til sin død. I Nederlandene lærte han cartesianismen som ideologi at kende, og han mødte den brogede mangfoldighed af livsanskuelser, som trivedes i den relative tolerance dér. Det kastede ham ud i en dyb religiøs krise, der næsten gjorde ham til en ateistisk cartesianer, og som først blev endelig overvundet ved konversionen til den katolske Kirke 1667.

Det første skridt til overvindelsen af krisen var en række anatomiske iagttagelser, der overbevidste ham om, at hjertet ene og alene var en blodpumpende muskel og ikke det sæde for livsånderne, cartesianismen antog. Det gav ham en sund skepsis overfor de cartesianske "guruer", for som han ræsonnerede: Når de kan tage fejl mht. materielle ting, der kan kontrolleres ved enkel iagttagelse, hvorfor skal man så tro dem, når de udtaler sig om metafysiske ting som sjælen og Gud?

Selv efter at Steensen var blevet befriet for den overdrevne agtelse for de cartesianske profeter, nagede det, man kunne kalde cartesianismens religionsopfattelse eller religionskritik, hans sjæl. Som antydet gik denne teori ud på, at den ene religion var lige så god som den anden. Religionen var blot en menneskeskabt ordning, som gav udtryk for menneskenes taknemlighed overfor deres skaber, og dette kunne ske lige så godt i kristne former, som i muslimske, jødiske eller hinduistiske. For det oplyste menneske, der havde gennemskuet dette forhold, måtte det være tilstrækkeligt at tilpasse sig omstændighederne i det land, man for tiden levede i. Tanken om, at der var én sand tro, åbenbaret og foreskrevet af Gud, var for cartesianismen udtryk for uoplyst naivitet.

Da de cartesianske profeters ufejlbarlighed brød sammen for Steensen, satte han også spørgsmålstegn ved deres religionsforståelse, men hvad var alternativet? Han var blevet rystet i sin barnetro og kunne ikke umiddelbart vende tilbage til sin fædrene lutherdom. Det havde studieårene i Nederlandene gjort umuligt. Dér havde han set en hel række forskellige kirkesamfund argumentere på samme grundlag som den danske lutherske statskirke, dvs. på grundlag af skriften alene. Dog kom de til en hel vifte af modstridende opfattelser, ja selv deres indbyrdes afvigende bibeloversættelser afspejlede deres uenighed. Steensen drog den slutning, at det formelle princip, skriftprincippet, ikke var tilstrækkeligt til at finde frem til den sande kristendom.

Cartesianismens svar var selvfølgelig, at ingen form for kristendom er sand, men at alle er lige gode eller dårlige. Spørgsmålet var cartesiansk set ikke relevant, eller rettere sagt: det var kun et praktisk spørgsmål, hvordan man nu bedst indrettede sig. Så skete det, at Steensen blev opmærksom på den katolske kirke. Den katolske kirkes formelle princip er jo ikke skriften alene, men traditionen, inkl. skriften, således som den er betroet et ganske bestemt, konkret, kirkeligt fællesskab: Den katolske Kirke. Her var et reet alternativ til cartesianismens religiøse lunkenhed.

Konversionen

Det er uklart, hvornår præcist Steensen begyndte at beskæftige sig mere indgående med den katolske tro. Sandsynligvis begyndte det under hans ophold i Paris 1664-65, hvor han førte forskellige religiøse samtaler. En ganske afgørende etape var, da han overværede Kristi Legems processionen i Livorno 1666. Mens han som en anden turist stod og iagttog dette prægtige skue, slog det ham pludselig, at enten var denne hostie et simpelt stykke brød, og alle de, der viste det en sådan ærbødighed, var gale. Eller også var det virkelig Kristi sande Legeme, og hvorfor knælede han så ikke selv ned og ærede det?

Det første alternativ, at de alle var gale, var det cartesianske, det andet, at det var Kristi sande Legeme, var det katolske. Som en følge af erfaringen ved Kristi Legems processionen begyndte Steensen et større studium af Bibelen og kirkefædrene. Ret hurtigt kom han til den overbevisning, at protestanterne havde uret, og at mange grunde talte for det katolske standpunkt, men han konverterede ikke.

Ja, faktisk var hans tøven ved at drive hans florentinske venner til vanvid. De kunne ikke forstå, at han, der var så retskaffen, begavet og ærlig, ikke fulgte sin indsigt op med handling. Det, der holdt ham tilbage, var imidlertid, at cartesianismen stadig havde så godt tag i ham. Alternativet hed nu: enten er den ene religion lige så god som den anden, eller også er den katolske den eneste rigtige. Steensens problem var, at hans overbevisning om protestantismens vildfarelse og den katolske tros fortrin - med hans egne ord - kun var en "moralsk sikkerhed". I barokkens sprogbrug betyder det en intellektuel, rationel sikkerhed bygget på argumenter, som tillader os at antage noget for rigtigt og andet for forkert, men som stadig har et element af sandsynlighed over sig. I mange af livets forhold vil vi aldrig kunne komme længere end til en moralsk sikkerhed, og det er da også fuldt ud tilstrækkeligt, bl.a. i videnskaben. Det er bare ikke tilstrækkeligt til en konversion, i det mindste ikke for Steensen.

Her er det i øvrigt relevant at drage en parallel til Steensens naturvidenskabelige tankegang. Ikke fordi han som teolog ræsonnerede på samme måde, som han gjorde som anatom, men fordi han på begge felter ganske klart så grænserne for den menneskelige erkendelse. Steensen anvendte i samtaler og på skrift mange argumenter for den katolske Kirke, men han foregav aldrig, at argumenterne havde andet til formål end at føre folk til tærsklen til den katolske tro. Han vidste, der ikke findes noget virkelig tvingende argument. Det sidste stykke, den sidste sikkerhed, den var ene og alene en gave fra Gud, en nådegave. Det var ikke abstrakt lærdom. Det var hans egen erfaring.

Steensens eget religiøse gennembrud skete om aftenen allesjælesdag den 2. november 1667. Ambassadørfrue Lavinia Arnolfini, som han havde diskuteret religiøse spørgsmål med mange gange, havde tabt tålmodigheden med hans tøven og vist ham døren. Han sad nu hos hendes skriftefader, den lærde jesuit pater Savignani, for endnu en gang at endevende en teologisk detalje. Savignani var gået op efter bøgerne, og da den lærde pater kom ned med bogstablen, havde Steensen haft sit religiøse gennembrud. Med Steensens egne ord, tog Gud ham ved hånden og førte ham til sin Kirke, så han måtte bekende: "Mine lænker har du løst, Herre!" (Sal 116,16).

Det er værd at dvæle et øjeblik ved dette bibelcitat. Først og fremmest er det vigtigt, at Steensen afstår fra en egentlig beskrivelse af konversionsøjeblikket, men i stedet griber til et tolkende bibelord for at udtrykke den religiøse erfaring. "Mine lænker har du løst, Herre!" udtrykker en befrielse, en befrielse fra sorger og bekymringer, Steensen oplevede som lænker. Mindst lige så vigtigt er, at det var Gud, der løste Steensens lænker og dermed hjalp ham over den tærskel, han ikke kunne overskride ved egen kraft, og hvor al menneskelig kløgt ikke hjalp ham videre. Klarere kan det vist ikke udtrykkes, at trosakten er en gave.

Anatomi, geologi og teologi

Konversionen gjorde en tilbagevenden til fædrelandet umulig, og indtil 1672 drev Steensen sine banebrydende anatomiske og geologiske studier i storhertugens tjeneste. Et hajhoved, som storhertugen skænkede ham, blev anledning til at beskæftige sig med geologiske og palæontologiske spørgsmål. Under arbejdet med hajens tænder blev han nemlig opmærksom på, at de på en prik lignede de såkaldte glossopetrae (tungesten), man bl.a. kunne finde på Malta. Han sluttede deraf, at tungestenene ikke var udtryk for naturens luner men - fuldstændig korrekt - forstenede hajtænder. Når man kunne finde tungesten på land, ja selv i bjergene, så måtte det betyde, at de relevante jordlag engang havde befundet sig under vand. Det ledte ham videre til undersøgelser af jordlagene i omegnen af Firenze, til studier af vulkansk aktive områder ved Volterra og til en stor studierejse gennem Mellemeuropa. I 1669 udgav han en foreløbig sammenfatning af sine resultater, der gør ham til en af geologiens og krystallografiens fædre.

Han nåede dog ikke til ende med sine studier, og det skyldes ikke alene, at han 1675 opgav naturvidneskaben til fordel for præstegerningen. Det har også noget at gøre med hans overoverdentligt frugtbare videnskabelige begavelse, som ledte ham fra den ene opdagelse til den anden, og med hans veludviklede sans for naturfænonomeners sammensatte natur. Han kunne ikke se bort fra gabet mellem de iagttagelser, han gjorde, og de begrænsede muligheder for at give en forsvarlig forklaring på grundlag af den eksisterende viden. Det lammede ham på ingen måde, men det førte ham fra det ene felt til det andet og giver hans videnskabelige produktion et delvist ufærdigt præg. I øvrigt betød årene 1672-74, hvor han gennem Griffenfelds formidling virkede som kongelig anatom i København, også et afbræk i studierne. Vel lå han ikke på den lade side i København, men forholdene for forskning var dog langt ringere end i Italien. Under opholdet i København holdt han bl.a. den berømte anatomiske indledningsforelæsning om den videnskabelige erkendelse og anatomiens sande formål.

Ved siden af de naturvidenskabelige studier syslede han også med teologiske emner og skrev i årene efter 1667 en række mindre afhandlinger, hvor han bl.a. forsvarede sin konversion. Selve konversionen dannede også indledningen til et intensivt åndeligt liv, der kan følges i en række private optegnelser på italiensk.

Efter det toårige ophold som Kongelig anatom i København 1672-74 tog han afsked med naturvidenskaben og lod sig 1675 præstevie for at hellige sig sjælesorg og for "at yde Gud det bedste på den bedste måde, så vidt min svaghed tillod mig det". Afskeden med naturvidenskaben skyldes ikke foragt for videnskaben, men en personlig erfaring. Hidtil havde det videnskabelige arbejde ført ham til Gud. Nu oplevede han derimod det anatomiske arbejde som et distraktionsmoment. Det tolkede han som et vink fra Forsynet om, at han skulle foretage sig noget andet, og efter moden overvejelse fandt han ud af, at han skulle blive katolsk præst. Det var i 1675 i Firenze, og i de følgende år virkede han som præst for de mange udlændinge, der besøgte byen. Samtidig underviste han storhertug Cosimo III's søn, prins Ferdinand og udgav sine teologiske småskrifter.

De sidste år

To år efter præstevielsen blev han bispeviet, og 1677-80 virkede han som apostolsk vikar hos hertug Johann Friedrich af Hannover (1625-79). Selve landet var protestantisk, men hertug Johann Friedrich - bror til Frederik III's dronning Sophie Amalie - var blevet katolik. Efter den barnløse hertugs død blev Steensen hjælpebiskop af Münster 1680-83 under fyrstbiskop Ferdinand von Fürstenberg af Paderborn og Münster (1623-83). Årene i Hannover og Münster er præget af en stadig mere asketisk livsstil kombineret med en uophørlig apostolsk aktivitet, sjæleiver og omfattende omsorg for de fattige. Fra 1678 havde han som apostolsk vikar tillige ansvar for de spredte katolikker i Nordtyskland og Norden.

I Hannover var arbejdsbyrden endnu overskuelig, og han fik tid til at fortsætte det kontroversteologiske forfatterskab, han havde påbegyndt som præst i Firenze, og til filosofisk-religøse samtaler med den berømte filosof G.W. Leibniz (1646-1716).

I Münster fik han derimod sin sag for som prædikant, åndelig vejleder, dekan for Sankt Ludgeri kirke og visitator i store områder af stiftet, for slet ikke at tale om vielser, firmelser og gudstjenster. De kirkelige tilstande var med Steensens øjne fortvivlende. Ikke mindst de lokale adelige slægters dominerende indflydelse på kirkelige forhold og de mange uværdige præstekandidater voldte ham bryderier og samvittighedskvaler.

Pga. korruption ved valget af den ny biskop af Münster 1683 flygtede Steensen til Hamborg, hvorfra han forsøgte at tage sig af de store områder af Nordtyskland og Danmark, han som apostolsk vikar havde fået ansvar for. I Hamborg ragede han uklar med de lokale jesuitermissionærer og måtte indse, at han ikke kunne udrette noget under de givne forhold. Til sidst fik han pavens tilladelse til at vende tilbage til sit elskede Italien, men blev i sidste øjeblik opholdt af muligheden for at etablere permanent katolsk gudstjeneste i Schwerin i Mecklenborg. Forinden havde han haft tid til en rejse til København 1685, hvor han som den første katolske biskop efter reformationen hemmeligt uddelte firmelsens sakramente.

Udsigterne i Schwerin var dårlige, og mens tiden gik, fungerede han som almindelig præst, indtil døden indhentede ham. Han døde den 25. november 1686 i helligheds ry under stærke smerter uden en præst, men omgivet af sine venner. På dødslejet bad han bl.a.: "Jeg lider store smerter, min Gud, jeg håber, at de vil nøde dig til at tilgive mig, hvis jeg ikke til stadighed tænker på dig. Jeg beder dig ikke om, min Gud, at du tager smerterne fra mig, men at du giver mig tålmodighed til at udholde dem. Hvis vi har modtaget det gode af din hånd, hvorfor tager vi så ikke også imod det onde? Hvad enten du vil, at jeg fortsat skal leve, eller at jeg skal dø, min Gud, så vil jeg det, som du vil. Vær priset i evighed og lad din hellige vilje ske!" Skuffelserne i Hamborg og opholdet i Schwerin 1685-86 markerer for en ydre betragtning det absolutte nulpunkt, men i et religiøst perspektiv er det i disse år, han lutres til helgen. Skønt han levede i den yderste fattigdom, udstrålede han glæde og fromhed og var vellidt selv blandt protestanter.

Steensens spiritualitet

Steensens åndelige liv var koncentreret om en indelig gudhengivenhed og tillid til forsynet, der f.eks. kommer til udtryk i den såkaldte Niels Steensens bøn: "Gud, uden dit vink falder intet hår fra hovedet, intet blad fra træet og ingen fugl fra luften, ej heller undslipper nogen tanke sindet, nogen lyd tungen eller nogen bevægelse hånden. Du har indtil nu ført mig ad veje, som var mig ukendte. Før du mig nu ad nådens sti, seende eller blind! Det er lettere for dig at føre mig derhen, hvor du vil, end det er for mig at trække mig tilbage derfra, hvorhen mine længsler drager mig". Hans katolicisme er ortodoks, præget af Bibelen og kirkefædrene og gennemglødet af den asketiske fromhed og pastorale iver, der blomstrede i kølvandet på gennemførelsen af tridentinerkoncilets reformer i Italien. Mange af hans bryderier som apostolsk vikar afspejler konflikten mellem tridentinsk reformkatolicisme af italiensk støbning og så de noget anderledes forhold nord for alperne. Lige fra hans død har han været regnet for en helgen, og i Schwerin har man altid mindet ham den 25. november. I nyere tid er han blevet fremhævet som eksempel på en kristen videnskabsmand, for hvem videnskab og tro ikke står i noget modsætningsforhold, men hvor den videnskabelige erkendelse viser hen til Skaberen, og troen ansporer til at søge Skaberens spor i det skabte. Det er denne holdning, der sammenfattes i de berømte ord fra den anatomiske indledningsforelæsning 1673: "Skønt er det, vi ser - skønnere er det, vi erkender - skønnest af alt er det, vi ikke fatter".

Hans legeme blev overført til Firenze og begravet i krypten under storhertugernes gravkirke San Lorenzo. I 1953 blev hans legemlige rester overført til kirken, hvor de står i en antik sarkofag i den højre korarm. Talrige små sedler med med bønner og takkeord vidner om hans lokale popularitet.

Efter grundlige undersøgelser i Osnabrück og Rom, erklærede pave Johannes Paul II under en stor festmesse i Peterskirken den 23. oktober 1988 med over 1000 danske deltagere Niels Steensen for salig, dvs. for en helgen. Han æres nu i bispedømmerne i de områder, han færdedes i: København, Hamborg (inkl.Schwerin), Münster, Osnabrück, Paderborn, Livorno og Firenze.

Hvis du vil vide mere:

Miriam Mortensen: Skønnest af alt. En biografi om Niels Steensen, Kbh. 1993. Harriet M. Hansen (udg.): Niels Steensens korrespondance i dansk oversættelse, bd. 1-2, Kbh. 1987; Gustav Scherz: Niels Stensen. Eine Biographie, bd. 1-2, Leipzig 1987-88; Michael Jensen: Bibliographia Nicolai Stenonis, Mørke 1986; Harald Moe: Niels Stensen. En billedbiografi, Kbh. 1988; August Ziggelaar (udg.): Chaos. Niels Stensen's Chaos-Manuscript Copenhagen, 1659, Kbh. 1997, Sebastian Olden-Jørgensen: Niels Steensens sentenser og spiritualitet, (Ælnoths skriftserie II), Gjerrild 1992; Vilhelm Maar (udg.): Nicolai Stenonis Opera Philosophica, Kbh. 1910; Knud Larsen & Gustav Scherz (udg.): Nicolai Stenonis Opera Theologica, bd. 1-2, Kbh. & Freiburg 1941/47; Gustav Scherz & J. Räder (udg.): Nicolai Stenonis Epistolæ, bd. 1-2, Kbh. & Freiburg 1952; Beatificationis et canonizationis Servi Dei Nicolai Stenonis POSITIO, Rom 1974.

Søg og du skal finde:

En komplet og ajourført bibliografi over alle værker af og om Niels Steensen (STENO) findes on-line på Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek og er tilgængelig over WWW: http://www.dnlb.dk/welcome.html

En så vidt mulig komplet referencesamling med al kendt litteratur af og om Steensen (Archivum Nicolai Stenonis) findes på Statsbiblioteket i Århus. Samlingen varetages af forskninsgbibliotekar ph.d. Helge Clausen, står til rådighed for besøgende og leverer fotokopier af svært tilgængelig litteratur til interesserede Steensen-forskere:

Helge Clausen

Stats biblioteket

Universitetsparken

8000 Århus C

E-mail: hcl@kumsb.dk

Niels Steensens navn?

Niels Steensen er kendt under mange navne, for i 1600-tallet oversatte man også personnavne: Nicolaus Stenonis (lat.), Nicolaus Stenonius (lat.), Niccolò Stenone (it.), Nicolas Sténon (fr.), Nicholas Steno (eng.). Også på dansk finder man forskellige former: Niels og Nils, Steensen og Stensen, men også slet og ret Steno. Hvad er korrekt? På latin skrev han sig selv Nicolaus Stenonis, og de øvrige navneformer er simpelthen oversættelser. På dansk bør han hedde Niels Steensen, for efternavnet er ikke et slægtsnavn, men at patronymium afledt af faderens navn: Steen Pedersen. Steno er egentlig helt forkert, for han hed jo ikke Niels Steen, men Niels Steensen. Steno er imidlertid meget udbredt i den engelsktalende verden og blandt naturvidenskabfolk (jvf. Steno-museet i Århus), så det vil sikkert længe være almindelig.

Af et brev fra Niels Steensen til Lavinia Arnolfini (E 36). Firenze 1668?

Midt i april 1667 besøgte Steensen Lucca. Med sig havde han sin vens, den storhertugelige livlæge Francesco Redis, introduktionsskrivelse bl.a. til fru Lavinia Arnolfini (1631-1710), som var gift med republikken Luccas ambassadør i Firenze. Senere i Firenze førte han en række vigtige religiøse samtaler med ambassadørfruen, som spillede en stor rolle ved hans konversion. Han bevarede til sin død en stor hengivenhed for hende, hvilket en række bevarede fortrolige breve vidner om. Nedenstående gengiver begyndelsen af det første af dem.

Kilde (italiensk): Opera Theologica I, 8-10; Positio 67-69.

I det sidste brev til Dem fra det hof, hvor jeg har den ære at tjene, lovede jeg Dem i et brev at forklare Dem de grunde, som havde overtalt mig til opgive den lutherske tros-overbevisning, som jeg havde været stærkt knyttet til, og til at omfavne den romersk-katolske tro, som jeg tidligere havde afskyet. Jeg har tøvet længe med at opfylde denne min forpligtelse, fordi jeg mente at måtte forklare Dem alt, hvad der hører til en så stor sag. En sådan beretning var snarere stof til flere bøger end til et brev, og denne tanke har holdt min pen tilbage længere, end mit løfte og mit ønske ville. Til slut, for at gøre det så kort som muligt, har jeg besluttet at begrænse mig til enkelt punkt; og netop det punkt, ved hvilket Gud gav mig de første tilskyndelser til oprigtigt søge efter den sandhed, som han havde åbenbaret sin Kirke, og som man burde tro på med en ufejlbarlig, guddommelig tro. Da jeg var overbevist om sandheden på det punkt, som jeg vil tale om, havde jeg ikke mere nogen tvivl om at være nødt til at opgive den lutherske tros-overbevisning; for når en religion tager fejl på et væsentligt punkt i troen, er det sikkert, at den ikke kan være af Gud, eftersom Han i sin uendelige visdom er ufejlbarlig og således i sin ophøjede sanddruhed ikke kan lyve, i det han siger, og bedrage os med sine ord. Derfor kan enhver sekt, som er i modstrid med det, der for os står som åbenbaret Kirken af Gud, ikke være andet end en menneskelig opfindelse. Og selv om jeg for nærværende begrænser mig til et enkelt punkt, vil det ikke volde vanskeligheder at gøre regnskab for de andre, som det måtte behage Deres Nåde at bede om.

Jeg befandt mig i Livorno, hvor De befinder Dem, på tidspunktet for Kristi Legemsfesten (24/6-1666), og da jeg så denne hostie blive båret gennem byen i procession med så megen pragt, følte jeg dette argument vågne i mit sind: Enten er denne hostie et simpelt stykke brød, og de er alle gale, som viser det en sådan ærbødighed; eller også indeholdes hér Kristi sande legeme, og hvorfor ærer så ikke også jeg det? Ved denne tanke, som gik gennem min sjæl, kunne jeg på den ene side ikke få mig selv til at tro, at en så stor del af kristenheden som den romersk-katolske med dens talrige opvakte og lærde mænd skulle være ført bag lyset, og på den anden side ville jeg ikke fordømme den tros-overbevisning, i hvilken jeg var født og opdraget. Og dog var jeg tvunget til at sige det ene eller det andet, for der hverken var eller er nogen måde, hvorpå man kan forlige to indbyrdes modsigende udsagn. Ej heller kan man anse en religion for sand, som på et så væsentligt punkt i den kristne tro er faret vild og har fået sine tilhængere til at fare vild.

I denne tilstand ankom jeg til Firenze for at blive dér nogen tid på grund af det italienske sprog, som der skal tales i sin renhed, og senere fortsætte min rejse for at se Italiens øvrige hovedbyer. For nu at stille uvisheden i min foruroligede sjæl med hensyn til det nævnte nadvermysterium, anvendte jeg al mulig omhu på at søge sandheden, i tillid til at Gud ville ledsage mit sind med sit lys, så jeg erkendte det sande, som jeg søgte med hjertets oprigtighed; selv om den opdragelse i den lutherske tros-overbevisning, som jeg havde fået fra min fødsel, gjorde modstand og opildnede mig til modsigelse og hårdnakkethed i min gamle meninger. Da jeg ikke var tilfreds med at drøfte et sådant emne med lærde mennesker, hvilke ingen kan nægte, der findes mange af blandt katolikkerne, ønskede jeg ved enhver lejlighed at skaffe mig oplysning om den hellige skrifts grundtekst og de ældste forfattere (dvs. kirkefædrene). Og det gjorde jeg på flere måder, og særlig i et berømt bibliotek (Bibliotheca Laurenziana) med meget gamle græske og hebraiske manuskripter, for ikke uden videre at stole på de latinske oversættelser, men for at sammenligne med originalteksterne på de nævnte to sprog, som jeg i kraft af mine studier allerede beherskede. Kort sagt, efter megen sammenligning, megen læsning og lang undersøgelse og kontrol af, hvad jeg læste og hørte, kunne jeg ikke andet end være overbevist om sandheden, som de romersk-katolske faktisk bekender, og om løgnen, som de bedragede lutheranere lever i. Det samme vil ske for enhver lutheraner, som oprigtigt giver sig til at søge det sande; for Gud vil ikke undlade at oplyse den, som af et oprigtigt hjerte søger den sande tro, således som jeg ved Hans godhed har erfaret det i mig selv.

Og fordi den guddommelige tro, som er den, hvormed man tror i Kristi sande Kirke, bør have det guddommelige ord som grundlag, vil jeg vise Dem, hvorledes jeg på dette grundlag er blevet fast overbevist om tre væsentlige sandheder angående eukaristiens sakramente, som gav mig mine første tvivl, således som jeg har fortalt det.

Den første er, at i kraft af indstiftelsesordene ved vor Herre Jesu Kristi almægtige kraft, Han, som har indstiftet eukaristiens sakramente, sker der en egentlig substantiel forvandling af brødet til Kristi legeme og vinen til Hans blod.

Den anden er, at Kristi legeme ikke kun findes i det konsekrerede brød i den tid, det nydes og til slutningen af kommunionen, men også senere og uanset dets konkrete anvendelse; og det samme bør man mene om blodet i forhold til den konsekrerede vin, hvor den opbevares.

Den tredje er, at det ikke strider mod den hellige skrift eller Guds ord, at eukaristiens sakramente nydes under én skikkelse, nemlig brødets, men at det endda er en særdeles passende skik.

(Herefter gennemgår Steensen udførligt det første punkt på grundlag af Det nye Testamente, kirkefædrene og de oldkirkelige konciler)

Niels Steensens brev til den reformerte præst i Amsterdam, Johann Sylvius, om sin konversion (E 73). Firenze 12. januar 1672

Dette brev er et led i en teologisk brevveksling med den tyske reformerte præst Johan Sylvius i Amsterdam. Da Steensen i begyndelsen af 1670 opholdt sig et par måneder i Holland, var han af sine venner blevet stillet til regnskab for konversionen, og de førte ham sammen med Sylvius, med hvem han førte nogle samtaler. Ved Steensens afrejse, aftalte de to at fortsætte diskussionen skriftligt, og det blev til en langstrakt, efterhånden offentlig polemik. Steensen udgav brevet i 1677 i Firenze som den ene af to svarbreve til Sylvius.

Kilde (latin): Opera Theologica I, 126-29; Epistolæ 257-60; Positio 70-73.

Den, der stræber efter at skaffe andre ro fra Gud, forstyrrer ikke deres ro; ja der findes intet, som er mere velbehageligt for Gud eller gavnligere for den stræbende selv, end denne stræben. Ej heller er de mange i verdens øjne skarpe udtryk, som du strør om dig med i dit brev (E 54), i stand til at forstyrre min ro, for intet bør være mig kærere end for Jesu navn at lide noget, som ikke er helt forskelligt fra de grove bebrejdelser, som Han for min og alles frelse hørte slynget imod sig. Men da jeg ser, at du ønsker at vide grundene til min konversion, så modtag i denne korte sammenfatning, hvad det har behaget Gud, at jeg skulle genkalde i erindringen, for selv om jeg havde ønsket også at skrive en fuldstændig beretning, så tillader kurérens snarlige afgang ikke større udførlighed. Selv om jeg ikke søgte det, men snarere stræbte efter at undgå det, drøftede katolikker med flere års mellemrum gentagne gange forskellige religiøse spørgsmål med mig; og jeg stod dem overalt skarpt imod, så længe jeg anså Luthers bibeloversættelse og hans Katekismus for det rene og uforfalskede Guds ord. Og selv om studiet af den cartesianske filosofi og mangfoldigheden og uenigheden blandt de øvrige i Nederlandene, som påberåber sig deres egne bekendelsesskrifter, såvel som manges såkaldte politiske levevis i min blindheds sidste år efterhånden havde svækket styrken af mine forudfattede meninger, blev jeg dog hængende ved mine fædrene skikke, ikke så meget fordi jeg i mig bemærkede den gamle tros-overbevisning, men fordi mine naturvidenskabelige studier og rejselivet altid vendte mig bort til anden beskæftigelse. Jeg vil ikke nu fortælle, ved hvilke midler Gud har befriet mig fra den cartesianske filosofis fare, ved hvilke argumenter Han for at beskytte mig mod de "politiske menneskers" falske kløgt ønskede at forsikre mig, der endnu elskede mine vildfarelser, om sit Forsyn, og endelig på hvilken måde Han har lært mig, at den, som menneskers dom fordømmer, ikke altid er skyldig i Guds øjne, for at jeg desto lettere skulle kunne være ligeglad med folks snak. Alt dette var midler, hvormed Gud indbød mig, hvordan jeg end strittede imod. Visse katolske venners livsførelse betød meget for mig, for noget sådant stiller filosofferne ikke i udsigt, og jeg havde heller ikke iagttaget det hos mine venner fra andre religioner. Men allerede dengang havde jeg erkendt, at når det drejer sig om troslærens sandhed, skal man ikke rette opmærksomheden mod uvidenheden eller sletheden hos de mennesker, der bekender sig til den. Mine naturvidenskabelige studier, som jeg helt fordybede mig i, tillod mig imidlertid endnu ikke en alvorlig undersøgelse af det religiøse spørgsmål, førend den guddommelige barmhjertighed på følgende måde uventet drog mig fra min øvrige beskæftigelse til at beskæftige mig med frelsen. En adelig dame (Lavinia Arnolfini), som udmærkede sig ved et gudsfrygtigt liv, havde drøftet forskellige religiøse emner med mig, og da hun spurgte mig, om jeg ikke i det mindste følte en svag længsel efter den katolske religion, svarede jeg, at jeg da blandt katolikker havde iagttaget meget, som ikke mishagede mig, og blandt lutheranere havde jeg bemærket ting, som ikke behagede mig, men jeg havde hidtil ikke set noget, som tvang mig til at forlade den religion, som fødsel og fædreland havde knyttet mig til. Ved disse ord udbrød denne Guds tjenerinde drevet af stor og ægte kristen iver: "Oh, hvis mit blod var tilstrækkeligt til at bevise Dem nødvendigheden heraf, kalder jeg Gud til vidne på, at jeg nu i dette øjeblik ville give mit liv for Deres frelse." Bevæget af dette uventede tegn på kristen kærlighed svarede jeg, at jeg endnu ikke hos nogen havde iagttaget en lignende kærlighed til Gud og næsten, og at jeg erkendte, at jeg hidtil med større opmærksomhed havde brugt mine kræfter på andre studier end på min egen frelse, og jeg lovede fra nu af at tage religionen op til alvorlig undersøgelse. Med det formål begyndte jeg straks alvorligt at læse bøger, som jeg lånte af mine venner - ikke kun katolske, men også andre som f.eks. de magdeburgske Centurier - idet jeg hver dag brugte næsten hele formiddagen på denne undersøgelse. Og skønt der straks frembød sig grunde for mig til med det samme at underkaste sig, forstyrredes min sjæl dog af så mange og så forskellige bekymringer, at den - bundet af mørkets lænker - ligesom afmægtig ikke fandt en ende på sin ulykke, indtil ved aftenstid på allesjælesdag (2/11-1667) på én gang så mange bevisgrunde og omstændigheder traf sammen, at jeg endelig klart erkendte, at Gud havde taget mig ved hånden og ført mig til sin Kirke, og jeg måtte bekende: "Mine lænker har du løst, Herre!" (Sal (115)116,16).

De følgende argumenter var dem, som på den tid mest drev mig frem:

Det er ubestrideligt, at Kristi sande Kirke engang har været i romerkirken, og man kan heller ikke nægte, at vore forfædre, da de var hedninger, modtog både troslæren og lærerne fra romersk-katolske kristne; de svor ydermere den romerske biskop lydigheds- og troskabsed, og ingen uden guddommelig myndighed kunne løse dem fra denne ed. Desuden indrømmer alle, at de døde, som indtil Luthers tid døde en from død i romerkirken, har håb om det evige liv. Men efter at der med Luther er fremstået forskellige reformatorer, som indbyrdes bekæmper hinanden, er spørgsmålet, om Kristi sande Kirke skal findes i romerkirken eller derimod i en af reformatorernes kirker? Således som ingen jo vil påstå, at man forskelsløst bør bifalde alle reformationer, eftersom sandhedens ånd ikke kan være ophavsmand til hinanden modstridende kirker, således kan heller ingen finde ud af, hvilken kirke der skal foretrækkes frem for de øvrige, for ingen af dem udviser de kendetegn, som beviser, at den ene snarere end den anden bør anses for guddommelig, eftersom de alle roser sig af lærens renhed, alle påberåber de sig de hellige skrifter, og alle kalder de deres kirke apostolsk. Hvis du afkræver nogen af dem svar på spørgsmålet om deres [hellige] skrifters autoritet på baggrund af disses overlevering, kan de ikke nævne andre overbringere end dem, de selv fordømmer [nemlig romersk-katolske missionærer]. Hvis du presser dem for en gyldig grund til forskellen blandt deres bibeloversættelser, så har de ikke andet at anføre end reformatorerne selv. Hvis du spørger, hvorfra de hver især har deres kateketismuslære og sakramentspraksis, så kan de - selvom de alle siger, at deres kirke er apostolsk - ikke nævne nogen kirke, ja end ikke noget menneske, fra hvem deres reformator har modtaget den sakramentspraksis og katekismuslære, som i dette kirkesamfund anses for apostolsk. Og til slut fremfører de ikke andet end dette fælles svar: "Læs skrifterne, og du vil erkende, at vi har ret". Og således reduceres alt til dette ene spørgsmål, om hvilken tolkning af de flertydige skriftsteder, der skal anses for guddommelig: Luthers, Kalvins eller en anden reformators? Eller min eller måske rettere den, som vore forfædre før Luthers tid, anså for guddommelig, eftersom den er bekræftet af så mange kirkefædres vidnesbyrd og så mange martyrers blod, og det i den kirke, ved hviken Gud omvendte vore forfædre fra hedenskabet til evangeliet.

Efter at have overvejet alt dette, konkluderede jeg, at man ikke bør følge nogen af reformatorerne, da ingen af dem kan anføre guddomelig autoritet for deres reformation og heller ikke besidder noget, som beviser, at de er mere sande end de øvrige, men at man bør vende tilbage til den kirke, vore forfædre skylder deres omvendelse, og fra hvilken alle de øvrige kirker er udgået; den, som alene kan bevise, at den er apostolsk, og som stråler med de øvrige kendetegns glans, som røber Guds overnaturlige nærvær. I denne kirke så jeg allerede dengang sådanne tegn på hellighed, som ikke loves, endsige findes i nogen anden kirke. Jeg kunne anføre mange ting, snart om enkelte kontroversteologiske stridspunkter, snart om forskellige menneskers formaninger, som er stærkere end ethvert argument. Men fra en almen betragtning har det ovenfor sagte beviskraft med hensyn til fejlagtigheden af de andres lære, selvom det kun er et sandsynlighedsbevis for den katolske sandhed. For jeg vil kun tilskrive disse beviser en moralsk (menneskelig) vished, idet jeg tilskriver den guddommelige nåde den fuldt ud modtagne guddommelige vished, som på den tid i den grad gjorde mig lykkelig, at de ydre tegn på den indre glæde var åbenbare for mine venner. Men den guddommelige vished kan kun gøres begribelig for den, som selv erfarer den, og vores drøftelse drejer sig om argumenter med moralsk vished, af hvilke vi har vist, at mange taler for os, men ingen derimod for jer; ja vi har ud fra jeres indbyrdes modsigelser med sikkerhed bevist, at I tager fejl.

'Herrens navn være velsignet i evighed, Han som har kaldt mig fra skyggerne til lyset, fra døden til livet'. Måtte han nådigt skænke dig og vore fælles venner, ja alle mennesker sjælens sande ro i den sande kirkes skød.

Et brev til Gottfried Wilhelm Leibniz (E 143) Hannover november 1677?

Den berømte tyske filosof Gottfried Wihelm Leibniz var bibliotekar ved hertug Johann Friedrich af Hannovers hof, hvor Steensen 1677-80 virkede som apostolsk vikar. Steensen førte en række religiøst-filosofiske samtaler med Leibniz, der søgte at bevæge ham til at genoptage sine naturvidenskabelige studier. Steensen var også særdeles kritisk overfor Leibniz tanker om mulighederne for at forlige de kristne kirkesamfund ved hjælp af en minimal fællesnævner.

Kilde (fransk): Epistolæ 366-369; Positio 74-76.

Min Herre!

Jeg antager, at det var Gud, der fik Dem til at spørge mig, om jeg havde fundet den katolske religions sandhed i knoglernes marv, og som indgav mig at svare Dem, at opdagelserne af knoglernes bygning havde tjent til at åbne mine øjne for erkendelse af Gud og ønsket om at tjene ham på den bedste måde, jeg vidste. Således tilskriver jeg Gud de samtaler, som han lod begynde mellem os i går efter måltidet, da jeg fortalte Dem om de midler, ved hvilke Gud frelste mig fra de farlige filosoffers hele spidsfindighed og al fifigheden hos de "politiske mennesker", som elsker den samme slags filosofi. Grunden til at jeg tilskriver Gud de to samtaler mellem os er, at Han i mig har fornyet erindringen om den tak, jeg skylder Gud for den store nåde, og for at han har indgivet mig ønsket om på papiret at nedfælde det, som kan tjene Gud til ære og til frelse for dem, som ad den samme menneskelige indbildskheds vej kunne lade sig føre til den slags filosofis afgrund.

Jeg vil da sige Dem, at i dette frihedens land Nederlandene, omgikkes jeg personer med en meget fri livsanskuelse. Jeg agtede dengang Descartes' filosofi og alle, som man priste for kendskabet til denne filosofi, meget højt. Engang i begyndelsen af 1663 bragte en svensk ven mig lungerne af en okse med hjertet hængende ved for at undersøge lungernes substans. Efter at være blevet færdig med lungerne fik vi lyst til at koge hjertet for at se, om substansen var muskuløs eller ej, og de første fibre af hjertet, som jeg rørte efter at det var kogt og hinden var blevet flået af, førte mig til den nederste spids og fra spidsen atter opad, hvilket er en sandhed, som forklarer hele hjertets bygning, som jeg lige til det øjeblik ikke havde hørt om fra nogen, og som står i direkte modsætning til det, som de største og farligste filosoffer holdt for en bevist sandhed, så at de endda sagde, at de, der ikke delte deres opfattelse af hjertet, ikke forstod sig på muskel-mekanik. Kort tid efter fik jeg en eftermiddag lyst til at anstille en sammenligning mellem hjertets og musklernes bygning, med hensyn til hvilke jeg anså Descartes system for ufejlbarligt, og i den hensigt tager jeg en fod fra en kanin, som jeg kort tid forinden havde dissekeret. Den første muskel, jeg tager fat på, viser mig ved første snit musklens bygning, som lige indtil den tid ikke havde været kendt af nogen og som kuldkastede hele Descartes' system.

Disse to sandheder af vidtrækkende betydning, som Gud åbenbarede for mig uden nogen indsats fra min side, fik mig til at anstille disse to betragtninger:

1. Hvis disse herrer, som så godt som alle de lærde tilbeder, har anset det for uigendriveligt bevist, som jeg på en time kan få en tiårs dreng til at præparere således, at det blotte blik - uden så meget som et ord - styrter disse store ånders sindrigeste systemer til jorden, hvilken sikkerhed kan jeg så have for rigtigheden af de øvrige spidsfindigheder, som de praler af. Jeg vil sige, at hvis de med hensyn til de materielle ting, som er tilgængelige for sanserne, har taget sådan fejl, hvilken sikkerhed giver de mig for ikke også at tage fejl, når de behandler Gud og sjælen?

2. Hvis Gud åbenbarede mig disse store ånders fejlagtige opfattelser på et tidspunkt, hvor jeg begyndte at få større agtelse for dem, så bør man ikke tilskrive det tilfældet, men deri anerkende Guds godhed. Og skønt jeg ikke tog afstand fra hele læren, som indeholder ting, som er sande, følte jeg mig dog lidt efter lidt frigjort fra den overdrevne agtelse, som jeg havde for dem, og jeg begyndte stadig bedre at forstå den menneskelige ånds svaghed og de afgrunde, som indbildskheden fører den mod. Og idet jeg indlod mig på særlige drøftelser om religioner, nåede jeg til slut frem til denne sætning: Enten er enhver religion god, eller alene den katolske er god. Det vil sige: enten er religionen en lov, som menneskene har udtænkt for at give udtryk for den taknemmelighed, de skylder deres skaber, og i så tilfælde er det tilstrækkeligt at følge lovene i det land, hvor man opholder sig; eller er også er religionen foreskrevet os af Gud selv, og så kan der kun være en, som må eksistere uafbrudt fra jordens begyndelse til dens ende, og af dens slags findes der kun én, nemlig den som tilbeder Jesus Kristus, hvor man har et samfund, som består uafbrudt siden forjættelserne om hans komme.

I denne usikkerhed fortsatte jeg min naturvidenskabelige forskning, mine rejser og samtalerne med mine venner uden anden andagtsøvelse end denne: Gud, giv mig din og menneskenes nåde. Hvis du ønsker, at jeg skal ændre mit liv, så ræk mig din hånd dertil. Hvis du ikke ønsker det, så læg hindringer i vejen for det. Hvis jeg vidste, at sådanne ting i sandhed var synd, ville jeg ikke gøre dem længere. Nogen tid senere begyndte jeg at betænke følgende: det er umuligt, at han, som har givet mig evnen til at tænke, ikke ser alle mine tanker. Til slut udvirkede Gud, at jeg fandt mig selv i Kirkens favn på en måde, som jeg ikke forstod, før jeg var kommet dertil. Og således, min Herre, gik det for sig, at Gud, idet han ved hjælp af de anatomiske opdagelser fik mig til at afstå fra den filosofiske indbildskhed, lidt efter lidt førte mig til at modtage kærligheden til den kristne ydmyghed, der i sandhed er den værdigste kærlighed, en sjæl begavet med fornuft formår, fordi det er en kærlighed, som fører os til at erkende det, vi er i sammenligning med Gud og med os selv. Herigennem når vi til erkendelse af skønne sandheder, således blandt andre denne fra Judas' Brev vers 10: "Men disse mennesker spotter, hvad de ikke har forstand på, og det, de forstår med deres instinkter ligesom de umælende dyr, bringer dem blot i fordærv."

Jeg har siden lært, at alle de ord, vi anvender om Gud og sjælen, ikke er bedre egnede til at forklare os dem, end når man tager ord om følesansen til at forklare farvernes egenskaber.

Niels Steensen sidste brev til Cosimo III (E 478), Schwerin 24/11-1686.

Dette brev skrev Niels Steensen dagen før sin død til sin velynder og nære ven Cosimo III, storhertug af Toskana. Lige siden Steensen 1677 forlod Italien havde han stået i intensiv brevkontakt med Cosimo. Cosimo understøttede også Steensen økonomisk.

Fyrstelige velynder!

Dette vil måske være det sidste brev, Deres fyrstelige Højhed vil få at se fra min hånd, for det har behaget Gud at sende mig en sygdom, som synes under smerter at skulle gøre en ende på mit liv, idet der tilsyneladende har dannet sig en sten i blærens fold, hvor der synes at være opstået betændelse. Men det synes yderligere som om kolikhævelsen vil kvæle mig, idet urinen helt udebliver. Den guddommelige godhed være priset for alt! For imidlertid at gøre retfærdigheden fyldest skylder jeg ifølge den tilladelse, Deres fyrstelige Nåde har givet mig, stadig hr. Kerckring trehundrede daler, og hvis jeg dør, håber jeg, at Deres fyrstelige Højhed efter Deres sædvanlige barmhjertighed vil betale omkostningerne ved begravelsen, som jeg ønsker på de fattiges vis. For Jesu Kristi kærligheds skyld anbefaler jeg imidlertid på det varmeste til Deres barmhjertighed tre venner, som jeg har hos mig, to herrer Rose, livlandske adelsmænd, og en hr. Pilgram. Den unge Rose blev mig af hans fader givet som søn, og den ældre, hans onkel, har allerede gjort og lidt meget for sin stræben efter fuldkommenhed, således som jeg tror at have skrevet ved en anden lejlighed. Hr. Pilgram er ligeledes en meget god sjæl. Jeg anbefaler dem for Guds kærligheds skyld til Deres store næstekærlighed. Af hele min sjæl beder jeg Dem have barmhjertighed! For Deres fyrstelige Højhed beder jeg om den velsignelse, som vil hjælpe Dem med at helliggøre både Dem selv, hele Deres hus og hele Deres stat, for at Gud skal blive så meget mere herliggjort i evighed. Igen anmoder jeg for disse mine tre åndelige børn om rejsepenge, så de kan komme til Firenze, og for den unge mand at han vil få lejlighed til at fortsætte sine studier under vejledning af sin onkel og læreren Pilgram under opsyn af jesuitterne, samt at han ikke kommer til hoffet, før han er befæstet i det kristne liv, for blandt pagerne og de unge hoffolk bliver kun få frelst. På dødens tærskel beder jeg Deres fyrstelige Højhed om denne kærlighedsgerning, idet jeg håber ved den guddommelige barmhjertighed at nå til enhed med Gud for altid at bede til Gud for Dem. Deres fyrstelige højheds uværdigste tjener

Niels Steensen