MOTU PROPRIO “SUMMORUM PONTIFICUM”

Apostolisk brev udsendt motu proprio af

Benedikt XVI

Lige til vor tid har det uophørligt ligget paverne på sinde, at Kristi Kirke skulle frembære et værdigt offer for Guds Majestæt “til pris og ære for Hans navn” og “til gavn for hele Hans hellige Kirke”.

I umindelige tider har det været nødvendigt – som det også vil være det i fremtiden – at holde fast i et princip, “ifølge hvilket hver enkelt partikularkirke skal være i overensstemmelse med den universelle Kirke, ikke blot med hensyn til troslæren og de sakramentale tegn, men også med hensyn til den praksis, som er universelt accepteret gennem en uafbrudt apostolisk tradition, og som bør overholdes ikke kun for at undgå vildfarelser, men også for at videregive den rene tro, eftersom Kirkens lov om bøn svarer til dens lov om tro”.

Blandt de paver, som har vist en sådan skyldig omhu, udmærker især den hellige Gregor den Store sig, idet han sørgede for, at såvel den katolske tro som de kultus- og kulturskatte, der var blevet opbygget af romerne i de foregående århundreder, blev videregivet til Europas nye folkeslag. Han befalede, at den form, under hvilken den hellige liturgi, både messeofferets og tidebønnernes, blev fejret i Rom, skulle fastlægges og bevares. Han støttede ivrigt udbredelsen af de munke og nonner, som levede efter Sankt Benedikts Regel og som overalt, samtidig med at de forkyndte evangeliet, med deres eget liv var et billede på den meget gavnlige læresætning fra deres Regel, at “intet må gå forud for Guds værk ” (kap. 43). På den måde blev den hellige liturgi, som den fejredes efter romersk skik, til en berigelse ikke blot for troen og fromheden, men også for kulturen i mange lande. Det er et faktum, at Kirkens latinske liturgi i sine forskellige former gennem alle kristenhedens århundreder har ansporet talrige helgener i deres åndelige liv, styrket mange folkeslag i udøvelsen af deres religion og beriget deres fromhedsliv.

Mange andre romerske paver har i århundredernes løb gjort meget for at sikre, at den hellige liturgi udfyldte denne opgave på den mest effektive måde, blandt andre især den hellige Pius V, som med stor pastoral iver, tilskyndet af Tridentinerkoncilet, fornyede hele Kirkens liturgi og sørgede for udgivelsen af liturgiske bøger, der blev revideret og “fornyet i overensstemmelse med kirkefædrenes norm” til brug for den latinske Kirke.

Blandt de liturgiske bøger tilhørende den romerske ritus må især nævnes det Romerske Missale, som udviklede sig i byen Rom og i tidens løb lidt efter lidt antog en form, der har stor lighed med den, der har været den mest anvendte i den senere tid.

“Det er det samme mål, de romerske paver hele tiden har stilet imod, når de har tilpasset det til nye tider eller klarere defineret de liturgiske riter og bøger og i begyndelsen af dette århundrede har gennemført en mere omfattende reform”. Dette har vore forgængere Clemens VIII, Urban VIII, den hellige Pius X, Benedikt XV, Pius XII og den salige Johannes XXIII bidraget til.

Inden for den seneste tid har det Andet Vatikankoncil udtrykt ønske om, at den skyldige og respektfulde ærbødighed over for gudstjenesten igen bliver fornyet og tilpasset vor tids behov. Under indflydelse af dette ønske godkendte pave Paul VI i 1970 nogle reviderede og delvis fornyede liturgiske bøger til den latinske Kirke; da disse var blevet oversat til en række forskellige sprog, blev de positivt modtaget af såvel biskopper som af præster og troende i hele verden. Johannes Paul II har forbedret den tredje normative udgave af det Romerske Missale. De romerske paver har således arbejdet på, at “denne nærmest liturgiske bygning [...] igen kan fremstå strålende af værdighed og harmoni”.

I nogle områder var der imidlertid ikke så få troende, der hang ved og stadig føler stor kærlighed til de tidligere liturgiske former, som havde haft betydelig indflydelse på deres kultur og åndelige liv, så at pave Johannes Paul II af pastoral omsorg for disse troende i 1984 med en speciel eftergivelse “Quattuor abhinc annos” affattet af Kongregationen for Gudstjenester og Sakramenter gav mulighed for at anvende det Romerske Missale udgivet af Johannes XXIII i 1962. Imidlertid opfordrede Johannes Paul II igen i 1988 med det apostoliske brev motu proprio “Ecclesia Dei” biskopperne til i vid udstrækning og rundhåndet at give alle de troende, der bad om det, denne mulighed.

I betragtning af disse troendes indtrængende bønner, som allerede vor forgænger Johannes Paul II i lang tid overvejede, samt efter at have lyttet til kardinalfædrenes holdning ved konsistoriet 23. marts 2006 og efter moden overvejelse af alle sagens aspekter, efter påkaldelse af Helligånden og i tillid til Guds hjælp fastslår vi med dette Apostoliske Brev følgende:

Art. 1. Det Romerske Missale bekendtgjort af Paul VI er det almindelige udtryk for den katolske Kirkes “lex orandi” (lov om bøn) for den latinske ritus. Men det Romerske Missale bekendtgjort af den hellige Pius V og genudgivet af den salige Johannes XXIII bør anses for et ekstraordinært udtryk for den samme “lex orandi” og æres på skyldig vis for sin ærværdige, gamle brug. Disse to udtryk for Kirkens “lex orandi” fører på ingen måde til en splittelse af Kirkens “lex credendi” (lov om tro); de er blot to forskellige brug af den ene romerske ritus.

Det er derfor tilladt at fejre messeofferet efter den normative udgave af det Romerske Missale, der blev bekendtgjort af den salige Johannes XXIII i 1962 og aldrig er blevet annulleret, som en ekstraordinær form for Kirkens liturgi. Betingelserne for brugen af dette Missale stadfæstet i de forudgående dokumenter “Quattuor abhinc annos” og “Ecclesia Dei” erstattes som følger:

Art. 2. I messer fejret uden menighed kan enhver katolsk præst af latinsk ritus, hvad enten han er verdenspræst eller ordenspræst, bruge enten det Romerske Missale udgivet af den salige pave Johannes XXIII i 1962 eller det Romerske Missale bekendtgjort af pave Paul VI i 1970, og det kan han gøre en hvilken som helst dag med undtagelse af de tre påskedage (Triduum Sacrum). Til en sådan fejring efter det ene eller det andet Missale behøver præsten ingen tilladelse, hverken fra Pavestolen eller fra sin gejstlige foresatte.

Art. 3. Hvis kommuniteter i institutioner for gudviet liv eller i fællesskaber for apostolisk liv, underkastet pavelig eller biskoppelig ret, ønsker at fejre den hellige messe efter 1962-udgaven af det Romerske Missale ved kloster- eller “kommunitets”-fejringen i deres egne kapeller, har de lov til det. Hvis et enkelt kommunitet eller en hel institution eller fællesskab ønsker at gennemføre sådanne fejringer ofte eller for det meste eller hele tiden, skal sagen afgøres retmæssigt af deres højeste overordnede og ifølge deres egne love og specielle statutter.

Art. 4. I de ovenfor i art. 2 omtalte fejringer af den hellige messe kan, når rettens forskrifter overholdes, også andre kristne deltage, som af egen drift beder om det.

Art. 5, § 1. I sogne, hvor der til stadighed findes en gruppe troende, som holder fast i den tidligere liturgiske tradition, skal sognepræsten villigt acceptere deres anmodning om at fejre den hellige messe efter teksterne i det Romerske Missale fra 1962. Han skal samtidig sørge for, at det gode, som tildeles disse troende, harmonerer med den almindelige pastorale omsorg i sognet og foregår under biskoppens ledelse i overensstemmelse med canon 392, idet han undgår uoverensstemmelser og tager hensyn til hele Kirkens enhed.

§ 2. Fejring af messe efter den salige Johannes XXIII’s Missale kan finde sted på hverdage; på søndage og festdage må der også holdes én sådan fejring.

§ 3. Sognepræsten skal også tillade troende eller præster, der anmoder om det, at fejre messer i denne ekstraordinære form ved særlige lejligheder som ægtevielser, begravelser eller lejlighedsvise fejringer, som fx pilgrimsrejser.

§ 4. Præster, der benytter den salige Johannes XXIII’s Missale, bør være i stand til det og ikke forhindres deri juridisk.

§ 5. I kirker, der hverken er sognekirker eller klosterkirker, tilkommer det kirkens Rektor at give den ovennævnte tilladelse.

Art. 6. Når messer efter den salige Johannes XXIII’s Missale fejres med tilstedeværelse af en menighed, kan læsningerne være på modersmålet, såfremt man anvender tekster, der er godkendt af Pavestolen.

Art. 7. Hvis en gruppe troende lægfolk ikke får positivt svar på deres anmodninger til sognepræsten om det i art. 5 § 1 omtalte, skal den stedlige biskop underrettes herom. Biskoppen anmodes indtrængende om at opfylde deres ønske. Hvis han ikke kan sørge for, at messerne bliver fejret på denne måde, skal sagen gå videre til den Pavelige Kommission “Ecclesia Dei”.

Art. 8. En biskop, der ønsker at efterkomme den slags anmodninger fra kristne lægfolk, men af forskellige grunde ikke er i stand til det, kan videregive sagen til den Pavelige Kommission “Ecclesia Dei”, som vil stå ham bi med råd og dåd.

Art. 9, § 1. Sognepræsten kan ligeledes, efter grundig overvejelse af alle aspekter, give tilladelse til at bruge de tidligere ritualer til at forvalte Dåbens, Ægteskabets og Bodens sakramenter samt De syges Salvelse, hvis det synes at være til gavn for de troendes sjæle.

§ 2. Der gives også ordinarii (biskopper og abbeder) ret til at meddele Firmelsens sakramente efter det gamle Romerske Pontificale, hvis det synes at være til gavn for de troendes sjæle.

§ 3. Det er lovligt for klerikere “in sacris constitutis” også at bruge det Romerske Breviar udgivet af den salige Johannes XXIII i 1962.

Art. 10. Hvis et steds ordinarius finder det hensigtsmæssigt, har han lov til i overensstemmelse med can. 518 at oprette et personligt sogn til fejringer efter den tidligere romerske ritus, eller at udnævne en rektor eller kapellan, når blot lovens forskrifter overholdes.

Art. 11. Den Pavelige Kommission “Ecclesia Dei”, oprettet af Johannes Paul II i 1988, udfører fortsat sin funktion.

Denne Kommission vil have den form, de opgaver og retningslinjer, som den Romerske Pave ønsker at tillægge den.

Art. 12. Denne samme Kommission skal, ud over de midler, den allerede nyder godt af, udøve Pavestolens autoritet ved at overvåge overholdelsen og den praktiske anvendelse af disse dispositioner.

Vi befaler, at alt det, vi har fastslået med dette Apostoliske Brev udsendt motu proprio, skal være afgjort og gyldigt og overholdes fra den 14. september dette år, festen for det Hellige Kors’ Ophøjelse, uanset hvad der måtte stå i vejen.

Givet i Rom ved Sankt Peter 7. juli 2007, i vort pontifikats tredje år.

BENEDICTUS PP. XVI

uaut. oversættelse fra latin af Kirsten Dam