Sygdom er et mysterium. For mennesker, der ikke tror på Gud, er sygdom noget uforståeligt og urimeligt, noget, der rammer én ganske uretfærdigt. Hvorfor skal det lige gå ud over mig? Hvad har jeg gjort, siden skæbnen skal ramme mig på den måde?

Men også troende mennesker, der rammes af sygdom og lidelse, kan tabe modet og blive depressive, bange og tvivlende. Sygdom påvirker jo ikke kun legemet, men også sindet, hele personen bliver syg, og man kan fristes til at stille spørgsmål som: Har jeg virkelig fortjent denne prøvelse? Mon jeg nogen sinde bliver rask igen? Har mit liv overhovedet nogen betydning? Er der noget - eller nogen - efter døden?

Det kan også gå ud over ens forhold til omgivelserne. Man føler, at man ligger andre til byrde, og hvis sygdommen bliver af længere varighed, holder familie og venner op med at besøge en så tit, og langsomt bliver man lukket ude fra det almindelige sociale liv.

Blandt de kristne har det altid været anset for vigtigt at besøge og tage sig af de syge. Mange mennesker og specielt mange ordenssøstre har viet hele deres liv til den opgave at hjælpe syge mennesker, ikke bare lægeligt, men også åndeligt. Det var da også karakteristisk for Jesu virke på jorden, at han gik omkring og helbredte syge mennesker, og da han udsendte sine tolv disciple, gav han dem magt over urene ånder, så de kunne uddrive dem og helbrede al slags sygdom og svaghed. Kædet sammen med helbredelsen af legemet finder vi hele tiden sindets helbredelse, syndsforladelsen. Og den hænger i nogen grad sammen med vores egen tillid til Gud. Kvinden, der havde blødt i tolv år, var sikker på, at hun ville blive rask, bare hun kunne komme til lige at røre ved Jesu tøj, og Jesus sagde til hende: "Din tro har frelst dig!"

Nu er det ikke sådan, at hvis vi bliver syge, så kan vi bare sende bud efter præsten, og så klarer han den side af sagen. Men de kristne har tidligt forstået, at en åndelig støtte i høj grad kan have indflydelse på, hvordan en sygdom forløber, og den kan også medvirke til, at vi accepterer vores sygdom og måske oven i købet er i stand til at lade lidelsen blive til en medliden med Kristus, ikke medlidenhed, men medliden, så vi forener os med Kristus i lidelsen og derved får den vendt til noget indholdsrigt og meningsfyldt.

Det kan ikke være svært for moderne mennesker at forstå denne konstante vekselvirkning mellem sjæl og legeme, for der har vel aldrig været nogen tid med så mange alternative helbredelsesformer, som i dag. Den ganske almindelige læge er ofte den sidste, man henvender sig til, når der er noget galt.

Jakobs brev i Det nye Testamente er en hel række af gode råd, formaninger og advarsler. I det finder vi også en klar anvisning på, hvordan vi skal forholde os over for sygdom. Jakob skriver: "Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham".

Disse ord danner grundlaget for det sakramente, som vi kalder De syges salvelse. Den er et tegn på, at Gud ikke har forladt os, når vi er syge og nedtrykte. De syges salvelse gør lidelsen lettere at udholde og formindsker vores angst. Den skal ikke erstatte den medicinske behandling, men den giver lægernes og sygeplejerskernes indsats en anden dimension. Det er klart, at hverken den lægelige behandling eller sakramentet altid ender med helbredelse. Vort liv her på jorden varer ikke evigt, og det eneste i tilværelsen, vi kan være helt sikre på, er, at vi en dag skal dø, men som kristne "har vi sat vort håb til den levende Gud", som Paulus siger.

Fra den allerførste kristne tid har de ældste i menigheden altså bedt for de syge og salvet dem. Med andre ord er det Kirkens tro i forening med den syges tro, der medvirker til en bedring både for sjælen og for legemet, for den fred i sindet, som forsoningen med Gud bringer den syge, gør ham i stand til bedre at få nytte af den medicinske behandling. Gennem sakramentet bliver den syges tillid til Gud fornyet, og han får styrke og nåde til at møde sygdommens prøvelser.

Tidligere kaldte man dette sakramente for "Den sidste olie", og det skyldtes, at sakramentet især var beregnet for mennesker, der var ramt af en sygdom, der efter al sandsynlighed ville medføre døden, og man ventede gerne med at tilkalde præsten, til folk lå på deres yderste. Resultatet blev, at når den syge så præsten komme anstigende, var han sikker på, at han skulle dø. Det er i hvert fald ikke meningen. Tanken har fra begyndelsen været, at den syge skulle fornemme, at han tilhørte et fællesskab, en menighed, hvor alle havde omsorg for hinanden, hvor alle led, hvis en enkelt led. Sådan er det stadigvæk, og derfor er det også godt, hvis familien og eventuelt plejepersonalet kan deltage, når den syge modtager sakramentet. De syges salvelse er i dag netop det, som ordet siger: ikke nødvendigvis de døendes, men de syges salvelse. Man tilkalder naturligvis ikke præsten, for di man får influenza, men man kan udmærket godt selv anmode om De syges salvelse, inden man fx skal gennemgå en større operation, hvor der jo altid vil være fare for ens liv.

Hvis der er tid, og patienten ikke er i overhængende livsfare, vil selve meddelelsen af sakramentet være ledsaget af læsning af Den hellige skrift og eventuelt af kommunionsuddeling. Præsten indleder ceremonien med en bestænkelse med vievand til minde om dåben. Derefter kan den syge, hvis han ønsker det, modtage Bodens sakramente. Hvis ikke, beder alle de tilstedeværende messens syndsbekendelse, og præsten fortsætter med en læsning eller en bøn. Han lægger så i stilhed hænderne på hovedet af den syge, som Jesus så ofte gjorde det. Denne håndspålæggelse er et tegn på inderlig bøn til Gud om, at han vil være med den syge og sende ham sin Helligånd til trøst og opmuntring. Endelig bliver den syge salvet med den olie, som biskoppen har indviet skærtorsdag. Som ved alle sakramenterne ledsages tegnet af ord, nemlig bønner om, at Gud vil tilg ive den syge alle de synder, han måtte have begået med sine forskellige sanser. Og som ved alle sakramenterne munder også dette ud i en sendelse, en opgave, en mission. Det opfordrer den syge til frivilligt at forene sig med Kristus i hans lidelse og dermed yde sit bidrag til gavn for hele Guds folk. Til gengæld er De syges salvelse også med til at gøre de ikke syge opmærksom på, hvilken rolle de syge spiller for menigheden og for hele Kirken ved deres konstante offer og vedholdende forbøn.

Er De syges salvelse så det sidste sakramente, vi kan modtage? Nej, det er det ikke. Umiddelbart inden vi dør, kan vi modtage den hellige Kommunion, som da bliver kaldt for "vandringsbrĒd", der er et gammelt ord for rejseproviant, og det er den sidste åndelige føde, Kirken udstyrer os med, inden vi går fra denne verden til Guds rige.

KD