T

Tabernakel (lat. telt). Det aflåselige skab i kirkens kor eller i et specielt kapel, hvori de konsekrerede hostier opbevares i en lukket beholder, ciboriet. Betegnelsen tabernakel stammer fra GT, hvor det var et telt, som Pagtens Ark opbevaredes i under israelitternes vandring i ørkenen. I nærheden af Tabernaklet brænder den evige lampe som tegn på Kristi nærvær i Alterets Sakramente.

talar (lat. talaris ornatus = klædning, der når til anklerne). Præstekjole, som anvendes uden for messen. Kaldes også soutane.

Tametsi (lat. Til trods for). Begyndelsesordet i det berømte dekret (Denz. 990f) fra Tridentinerkoncilet (1563), som foreskriver, at ethvert ægteskab, der ikke bliver indgået for en bemyndiget præst og to vidner, er ugyldigt - undtagen i tilfælde af, at der i længere tid ikke kan forventes en præsts tilstedeværelse. Denne regel er bibeholdt i vore dages ægteskabslovgivning, idet der dog er åbnet vide muligheder for dispensation.

tamperdage. Indtil 1966 betegnelse for kvartårlige fastedage, der indleder de 4 årstider: onsdag, fredag og lørdag i hhv. 1. uge i fasten, pinseugen, 3. uge i september og 3. uge i december (lat. quattuor tempora = de fire årlige tider). Disse dage er ikke længere forpligtende fastedage.

Tantum ergo (lat. Derfor så meget mere). Indledningsordene til det næstsidste vers i Thomas af Aquin's hymne til Alterets Sakramente, Pange, lingua (s.d.). De to sidste vers anvendes i forbindelse med sakramental velsignelse (s.d.). Latinsk og dansk tekst: Lovsang nr. 810.

Tau-kors. Se: kors.

tavshedens Kirke. De kristne, som lever under politiske regimer, der søger at hindre deres gudsdyrkelse.

Te Deum (lat. Dig, o Gud). Begyndelsesordene af den berømte hymne, som iflg. traditionen er forfattet af Ambrosius (340-397). Latinsk og dansk tekst, se Lovsang nr. 816. Gendigtet som dansk salme, se Lovsang nr. 200.

tegn. Se: symbol; sakramente.

tenebræ (lat. mørke). Således kaldtes før liturgireformen efter 2. Vatikankoncil tidebønnerne: matutin (s.d.) og laudes (s.d.) på skærtorsdag, langfredag og påskelørdag. Man slukkede lysene i koret, et for et, og sluttede korbønnen i mørke, for således symbolsk at udtrykke, hvordan Jesus under lidelsen blev forladt af sine disciple og omsluttet af mørkets magter.

teocentrisk (gr. Gud-centreret). Et udgangspunkt for erkendelse og bedømmelse, hvor alt relateres til Gud, og ikke til noget andet, f.eks. mennesket eller den fysiske verden.

teodicé (gr., fr. Gud-retfærdighed). Den del af metafysikken, der med fornuftens argumenter omhandler Gud. Udtrykket skabt af Leibnitz 1710 i hans Teodicé om Guds godhed, menneskets frihed og oprindelsen til det onde. Se også: teologi.

teofani (gr. Guds tilsynekomst). Guds personlige tilsynekomst, hvad enten han manifesterer sin herlighed gennem ekstraordinære naturfænomener, eller kommer til stede i en engels eller et menneskes skikkelse. I GT viser Gud sig sjældent i et menneskes skikkelse. Han er den Højhellige: "Intet menneske kan se mig og leve" (2 Mos 33,20). Han skildres dog i fortrolig omgang med Adam og Eva i paradisets have. Han viser sig for Abraham i menneskeskikkelse, da denne beder for Sodoma (1 Mos 18,22-23), og for patriarken Jakob i hans kamp med Gud i en engels skikkelse, der er beskrevet som en mand (1 Mos 32,24-28). Hyppigere åbenbarer Gud sig i ekstraordinære naturfænomener: i den brændende tornebusk for Moses, som tilhyller sit ansigt for ikke at se Gud (2 Mos 3,2-6). Eller han ser blot Jahve fra ryggen (2 Mos 33,20-23). På Sinai stiger Jahve ned i et frygtindgydende uvejr, og folket ser kun det (2 Mos 19,16; 24,15-18). Dog synes de at høre de ord, som Jahve taler (5 Mos 4,12-15; 5,4). Moses har haft en særlig adgang til Gud, med ham taler Gud "ansigt til ansigt" som med en ven (2 Mos 33,11; jfr. 4 Mos 12,7-8). For folket viser Gud sig som en skystøtte om dagen og en ildsøjle om natten. Eller han skjuler sig i en sky, hvorfra han også manifesterer sig. Til tider i en lysende sky, som fylder tabernaklet i helligdommen (2 Mos 40,34f), senere Salomos tempel (1 Kong 8,10f; jfr. 2 Makk 2,7-8). Alle disse teofanier i GT viser hen til den afgørende teofani i tidens fylde, da Gud åbenbarer sig definitivt i et menneskes skikkelse i sin Søn. Se også: tilsynekomster, Kristi; Forklarelsen.

teokrati (gr. Theos = Gud, og kratein = herske). En statsforfatning, hvor Gud betragtes som den øverste leder.

teologale evner, de. "Så bliver de da stående, disse tre: tro, håb og kærlighed. Men størst af dem er kærligheden" (1 Kor 13,13). Tro, håb og kærlighed. Således kaldet, fordi det er overnaturlige åndsevner, skabt ind i sjælen af Gud i dåben og umiddelbart rettet mod forholdet til ham. I brugen af dem er både Gud og mennesket subjekt. I troen vedhænger mennesket Gud som den åbenbarede Sandhed; i håbet ser det hen til hans hjælp og opfyldelse af sine løfter og vor frelse; i kærligheden forenes mennesket med Gud. De teologale evner er målet for de moralske dyder og Helligåndens gaver (s.d.). De gør det muligt for mennesket, med Guds nåde, at deltage aktivt i den treenige Guds liv.

teologi (af gr. Theos = Gud, logos = ord, viden). Videnskab om Gud. En tankemæssig undersøgelse af troens indhold ved hjælp af fornuften, oplyst af troen (fides quaerens intellectum - s.d.) for at komme til en dybere erkendelse af Åbenbaringen (St. Thomas af Aquin 1225-74). - Teologi betød i Oldkirken flere ting: Kundskab om de guddommelige ting; viden om den sande Gud, den guddommelige Åbenbaring i Bibelen, lovprisning af Gud under Guds egen inspiration; den højeste grad af det åndelige liv og bønnen næstefter meditation og kristen praksis. Inden for det teologiske studium: Det, som angår studiet af Gud selv (theo-logi) i modsætning til studiet af hans frelsesplan. - I Vestkirken fra det 12.-13. årh. kom teologi til at betyde en videnskab om Gud, som bestræber sig på at samle alle elementer i den kristne tro til et organisk hele for at kunne imødekomme menneskets videbegær i lys af Åbenbaringen og rodfæste troen i menneskets ånd; også for at kunne svare på de indvendinger, der rejses mod troen og således formidle den, og endelig for at gøre den mere frugtbar ved at integrere den i dagliglivet og forholdet mellem mennesker. - Fra det 16. årh. forgrener teologien sig i en række specialer: Bibelteologien først og fremmest, som forsøger at skelne de vigtigste temaer i Åbenbaringshistoriens forskellige etaper, eller i hvert enkelt tema de vigtigste, mest fremherskende træk. Bibelteologien ligger til grund for alle de flg. teologiske discipliner: Den positive teologi forsøger at udlede trossandhederne af dens forskellige kilder: Bibelen, kirkefædrene, Kirken, liturgien osv. Fundamentalteologien forsvarer troen og påviser dens berettigelse, studerer også Guds Ord og menneskets modtagelse af det. Spekulativ teologi vil bringe trossandhederne i forhold til de filosofiske erkendelser og udlede de rationelle og menneskelige konsekvenser af dem. Den asketisk-mystiske teologi beskæftiger sig med det åndelige liv. Den naturlige teologi (teodicé - s.d.) er forstandens spekulation over Gud, uden støtte i Åbenbaringen. I vor tid har der endvidere, på linje med moralteologien, udviklet sig en arbejdets teologi, en kvindeteologi, missionsteologi, pastoralteologi osv. Afgørende for alle disse forgreninger er, at de bevarer den organiske forbindelse med teologien som helhed, særlig dogmatik og bibelteologi. Se også: apologetik; dogmatik; metafysik.

terna (lat. terni = tre ad gangen). Fortegnelse over tre mulige bispekandidater. Hver residerende biskop indleverer med regelmæssige mellemrum til paven en liste med navne på tre mulige efterfølgere. Det samme gør bispekonferencen og ikke mindst den pavelige nuntius, som leder undersøgelsen, når et embede er blevet ledigt.

territorialt prælatur. Se: prælatur.

tertiar (lat. tertius = tredje). Et medlem af en tredjeorden (s.d.).

Tertiariorum saecularium Sodalitas Ordinis Eremitarum Sancti Augustini. Se: Augustinertertiarer.

Tertius Ordo saecularis Fratrum Praedicatorum. Se: Sankt Dominikus' Lægmandsorden.

terts (lat. tertius = tredje). Den tidebøn (s.d.), som bedes ved den 3. time, dvs. ca. kl. 9 om formiddagen i det monastiske breviar. Efter 2. Vatikankoncils liturgireform kan den nu i det romerske breviar afløses af middagens tidebøn ligesom sext (s.d.) og non (s.d.).

testamente (lat. vidnesbyrd, pagt). Se: gamle testamente; nye testamente; pagt.

Theotokos. Gr. Guds Moder (s.d.).

Thomas-kristne. De ældste kristne Kirker i Sydindien, især Kerala på Malabarkysten, som siges at være grundlagt af apostlen Thomas. Der er to grupper: Malabar og Malankar. De allerfleste Malabar-kristne er forenet med Rom (ca. 1 mill.) samt et betydeligt mindretal af Malankar-kristne. De har en slags kaldæisk ritus på syrisk; de med Rom unerede har den nu på indisk.

thomisme. Det filosofisk/teologiske læresystem, som blev udviklet af Thomas af Aquin (1225-1274). I modsætning til den øvrige skolastik (s.d.) bruger thomismen Aristoteles' filosofi som ancilla theologiae (lat. = teologiens tjenerinde). Thomismen kan siges at være den mest udbredte gren af skolastikken og er i særlig grad blevet autoriseret af Kirkens læremyndighed som norm for undervisningen på katolske læreanstalter, herunder præsteuddannelsen (Pr.udd. 16; Kr.opdr. 10). Se også: nyskolastik.

ti Bud, De (gr. dekalogos = ti-ordet). Ved pagtslutningen på Sinai (se: pagt) gav Gud disse bud til sit udvalgte folk, Israel (jfr. 2 Mos 20,1-17; 5 Mos 5,6-18). Gud selv er Lovgiveren og hans bud har apodiktisk form, dvs. bydeform. Jesus Kristus bekræftede ved flere lejligheder de ti buds bindende karakter og skærpede dem ovenikøbet (Matt 5,21-27; Mark 7,10; 10,19; Joh 7,19). I bjergprædikenen uddybede han dem og opsummerede dem i det dobbelte bud om kærlighed til Gud og mennesker (Jfr. Matt 12,29-31). Fra Kirkens begyndelse til i dag har de ti bud været centrale i enhver form for dåbsoplæring og katekese.

tiara. Den tredobbelte krone, som paverne indtil 1963 blev kronet med og bar ved visse liturgiske lejligheder. Kom til at stå som et tegn på Kirkens timelige pragt og blev derfor afskaffet af Paul VI. Pavens liturgiske hovedbeklædning er mitra (s.d.).

tid. Tiden kan måles efter sit kronologiske forløb (gr. chronos), men også efter sit indhold og sin tilstand, tidsånd (gr. kairos). Jesus bruger begge udtryk: "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat i sin egen magt" (Apg 1,7). Om tiden som kairos skriver Søren Kierkegaard i "Frygt og Bæven" om troens fader Abraham, at "han havde kæmpet med hin snilde magt der opfinder alt, med hin årvågne fjende, der aldrig blunder, med hin gamle mand, der overlever alt - han havde kæmpet med tiden og bevaret troen". Tid i betydningen "kairos" er f.eks. kirkeåret med dets liturgiske tider, som aktualiserer mysterierne i Kristi liv: adventstiden, juletiden, fastetiden, påsketiden osv. Se også: sidste tider; Tidens fylde; fastetiden; tidebøn.

tidebog. Se: breviar.

Tidebog. Bearbejdet udgave på dansk fra 1987 af det romerske breviar fra 1971, til brug for gejstlige og lægfolk i bispedømmet København.

tidebønner. Samlingen (i et breviar, en tidebog) af bibelske salmer, bønner, hymner og læsninger, som er et led i Kirkens stadige Gudsdyrkelse: Jeg priser dig syv gange om dagen (Sl 119,164). De klassiske tidebønner er: Matutin (s.d.), som er nattens tidebøn, morgenbønnen laudes (s.d.), prim (s.d.) ved dagens første time, terts (s.d.) ved den tredje time, sext (s.d.) ved den sjette time, non (s.d.) ved den niende time, vesper (s.d.) ved mørkets frembrud, og komplet (s.d.) ved dagens slutning. Som følge af 2. Vatikankoncils liturgireform er der sket flg. ændringer: Prim er blevet afskaffet, og de øvrige kan fordeles således: Læsningernes tidebøn (nyt navn for matutin) kan bedes nårsomhelst; Morgenbønnen (laudes); Middagsbønnen (terts, sext, non) kan dog bedes i løbet af dagen); sidst på dagen: Vesper, og Bøn før natten (komplet). Denne officielle Kirkens bøn er særlig betroet alle gejstlige fra og med diakonvielsen, samt ordensfolk, som dog ikke anvender helt de samme tekster (se: breviar), og heller ikke beder tidebønnerne på samme måde (individuelt eller fælles, reciteret eller sunget som korbøn). Også lægfolk beder tidebønnerne, evt. i forkortet udgave.

Tidens fylde. Betyder ikke kun afslutning på et kronologisk forløb (gr. chronos), men fuldbyrdelse af en periode/epoke (gr. kairos), som et kar, der fyldes og flyder over. Tidens fylde virkeliggøres i to etaper i Guds frelsesplan og af ham selv, og beror altså ikke på, om menneskene er modne dertil: 1. Med Jesu Kristi komme til verden, for da er "tiden fuldkommet og Guds rige kommet nær" (Mark 1,15; jfr. Gal 4,4-5). - 2. Med gudsrigets endelige gennembrud på den yderste dag, "fordi Gud forud har besluttet at gennemføre sin husholdning i tidernes fylde, nemlig at sammenfatte sig alt i Kristus" (Ef 1,10). Se også: tid; sidste tider; tidens tegn.

tidens tegn. "Om himlens udseende ved I at dømme, men ikke om tidernes tegn" (Matt 16,3). Pave Johannes XXIII gjorde dette bibelske begreb aktuelt i forbindelse med det 2. Vatikankoncil: vox temporis - vox Dei: tidens stemme - Guds stemme. At opfatte Guds stemme i tiden og adlyde den blev opgaven i en ajourføring af Kirken; det blev så at sige Koncilets arbejdsmetode (jfr. Kir.i.verd. 4; Økum. 4). Og paverne: Paul VI og Johannes Paul har videreført denne holdning. Det drejer sig om at finde Guds vej gennem verden, idag som på de gamle profeters tid. - Evnen til at tyde tidens tegn afhænger iflg. Evangeliet af det niveau, hvorfra man vil tyde dem. Bliver man stående ved begivenhedernes overflade: næringssorger og brød fra himlen, sygdom og helbredelser ... og den praktisk/politiske udnyttelse af disse goder, uden at spørge Ham, som gav dem, om det Han ville sige med dem, så vil man ikke være i stand til at tyde tidens tegn. Det er tiden som "kairos" dvs. tidens indhold, Jesus insisterer på (se: tid). Derfor afviser han flere sådanne tegn, som han allerede har givet, og giver i stedet et tegn uden materiel eller fysisk fordel: Jonas-tegnet (Luk 11,29-32). Profeten Jonas, sendt af Gud for at prædike omvendelse og bod i den store by Ninive, skal sætte folkeskaren og deres religiøse ledere på sporet af den omvendelse, de selv trænger til. De må bryde op fra deres egen position og søge Guds stemme og hans rige i det, der sker, "så skal alle disse ting gives jer i tilgift". Hedningerne kræver disse ting af verden; I skal modtage dem af Gud (jfr. Luk 12,30-31). Det har de for så vidt gjort et forsøg på i forbindelse med to aktuelle begivenheder i Jerusalem: et oprør af galilæiske modstandsfolk, som var blevet slået ned af Pilatus med hård hånd, og en tilsyneladende ulykke med tårnet i Silo, der var væltet og havde knust 18 mænd, som var i det. Hvad var Guds mening med det? Jesu svar er igen det samme: De må stille ind på en anden bølgelængde for at forstå. De spørger ud fra deres forventning om en politisk Messias, der kan løse problemerne for dem her og nu. Men de gør regning uden vært, så længe de ikke har omvendt sig og ladet Gud blive Herren over deres liv: "Hvis I ikke omvender jer, skal I omkomme på samme måde" (Luk 13,1-5). De ser på det ydre, men gennemskuer ikke deres eget indre. De har deres skat i deres egen magt over tilværelsen, og hvor deres skat er, der vil også deres hjerte være. Men foran dem står tidernes tegn fremfor alle andre tegn: Guds Søn, sendt til verden for at åbne for dem adgangen til Gud. Jesus gør den gamle historie om Jonas, der var 3 dage i hvalfiskens bug (Jon 1-3), til et tegn på den store frelsesbegivenhed, der er nærtforestående: hans egen død og opstandelse på den 3. dag (jfr. Matt 12,40). I frelsens perspektiv er det nu tidens fylde (s.d.), som vil ændre selve grundvilkåret for Guds verdensstyrelse og menneskehedens liv: "I dårer; har han, som skabte det ydre, da ikke også skabt det indre?" Alt, hvad Jesus sagde og gjorde under sin offentlige virksomhed havde denne tegnkarakter: forholdene i verden kommer kun på plads, når forholdet til Gud er genoprettet (Luk 11,29-32; 39-41). - Efter påsken og pinsen begynder de sidste tider (s.d.) og en ny serie af tegn, der nu peger frem mod tidernes ende og Gudsrigets endelige gennembrud. Den opstandne Kristus vil sende apostlene ud i verden og forkynde dette, og han vil bekræfte deres budskab med tegn og undere for at markere Guds vej gennem verden (jfr. Mark 16,20, Rom 15,19). Det er et spørgsmål om liv og død. Det apokalyptiske tegn i Åb 12: Kvinden i fødselsveer, iklædt solen, med månen under sine fødder og en krans af 12 stjerner på sit hoved, har pave Johannes Paul kaldt det vigtigste tegn i vor tid (i hans rundskrivelse: Redemptoris Mater 1987). Hun er tegnet på Kirken, forfulgt af Satan, under prøvelser og kriser, men styrket af Gud. - "Hvad er tegnet på dit Komme og verdens ende?" havde disciplene spurgt Jesus om før lidelsen. Jesu svar var: Krige, hungersnød og jordskælv, falske profeter, der gør store tegn og undere for at vildlede folk, lovløshed og en kærlighed der er blevet kold hos de fleste, forfølgelser af de kristne, og forkyndelse af det glade budskab om Riget i hele verden til et vidnesbyrd for folkene. Da skal enden komme. De store verdenskatastrofer: Jerusalems ødelæggelse, Romerrigets og andre stormagters fald er veernes begyndelse, tidens tegn på den kommende undergang af hele verden og Kristi genkomst. "Når I ser alt dette ske, kan I skønne, at han er nær for døren" (Matt 24,3-44). Enhver nysgerrighed efter at kende den nøjagtige dato bliver imidlertid afvist: "Det tilkommer ikke jer at kende tider eller timer, som Faderen har fastsat af egen magt" (Apg 1,7). "Menneskesønnen kommer i den time, I ikke tænker jer" (Matt 24,44). - Men Jesu holdning til sit eget livs begivenheder: "Min time er endnu ikke kommet" (Joh 2,4) - "Nu er timen kommet" (Joh 17,1) viser, at den, der lever i et tillidsfuldt barneforhold til Gud, vil indefra blive oplyst om vejen, han skal gå - skridt for skridt, "i Kristi fodspor" (1 Pet 2,21), ledet af Helligånden som Apostelkirken blev det (Apg 13,4; 16,6; 20,22-23). Kristus er Vejen (Joh 14,6), Helligånden er Vejlederen. "I Kristus er vi skabt til at gøre de gode gerninger, som Gud på forhånd har lagt til rette for os, for at vi skulle vandre i dem" (Ef 2,10). Se også: profet; Kristi genkomst.

tidsbegrænset løfte. Før aflæggelse af de evige løfter (s.d.) aflægger et ordensmedlem løfter, som gælder for en kortere periode (et eller tre år). I denne periode modnes kaldet og der foregår en oplæring og indøvelse i ordenslivet.

tiggerordener. Samlet betegnelse for de ordener (s.d.), som på grund af deres totale afkald på ejendom oprindeligt ernærede sig ved tiggeri, dvs. kristen appel til andre menneskers godgørenhed. Opstod i højmiddelalderen og omfattede f.eks. Dominikanerordenen (s.d.), Franciskanerordenen (s.d.), Karmeliterordenen (s.d.), Augustinerordenen (s.d.) o.fl.a.

tilbedelse (lat. adoratio). Religiøs tilbedelse er for den kristne reserveret Gud. Den udtrykker, med eller uden ord, en erkendelse af menneskets absolutte afhængighed af ham, lovprisning af hans guddomsmajestæt, ærefrygt for hans hellighed, offervilje i ønsket om at følge efter Kristus. Tilbedelse tilkommer derimod ikke helgener, fromme billeder, relikvier o.lign. De kan kun være genstand for værdsættelse. Katolikker og ortodokse tilbeder ikke Maria og helgenerne, men beder om deres forbøn. Se også: Mariadyrkelse.

tilgivelse. "Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere" (Matt 6,12; Luk 11,4). Den katolske Kirke tror, at de synder, der har fået tilgivelse, dermed er fjernet fra sjælen og ikke blot "overklædt" med Kristi fortjenester (jfr. Joh 20,23). Kun Gud kan tilgive synd, kun han kan gengive synderen dåbsnåden, hvis den ved svær synd er sat over styr. Men menneskene kan kun åbne sig for Guds tilgivelse, hvis de tilgiver hinanden (jfr. Fadervor). Guds tilgivelse af svær synd skænkes normalt i dåben (s.d.) og i Bodens Sakramente (s.d.), samt under visse betingelser også i de Syges Salvelse (s.d.). Er dette ikke muligt, kan en fuldkommen anger også opnå Guds tilgivelse. Svaghedssynder kan også finde tilgivelse ved deltagelse i messen og den hl. kommunion, ved bøn og bodfærdige handlinger, frem for alt ved at genoprette den skade man ved sin synd har forvoldt. - Den kristne ved sig accepteret af Gud som synder og retfærdiggjort af nåde (1 Kor 6,11). Ethvert forsøg på at retfærdiggøre sig selv er dermed overvundet. De nødvendige moralske anstrengelser (se: moral) er i Kristus benådet med et nyt liv, hans liv hos Gud. At lade sig optage i det, gribe og engagere (Matt 22,37) og leve i troslydighed (Rom 7; 6,4) - det løfter mennesket op over de fristelser, spændinger og konflikter, som ellers forleder til synd. Den troende modtager i sit liv med Gud et kærlighedens overskud til at overvinde det onde med det gode, både i sig selv og andre (Rom 12,21), og denne overnaturlige åndskraft kender ingen grænser eller betingelser (Luk 6,32-38). - Tilgivelse er således ikke blot selv at få vasket tavlen ren eller glemme andres skyld og gæld, men tilgivelse er at blive genindsat og være med til at genindsætte andre i det grundforhold til Gud og mennesker, som Kristus har skænket i dåben (jfr. Ef 4,1-6). I tilgivelsen af andre drejer det sig ikke blot om en fjernelse af konflikter, men om en solidaritet i det fællesmenneskelige grundvilkår: synder og dog frelst (jfr. Rom 8,22-23). - Tilgivelsen er et tilbud, som skal modtages. Synderen må erkende sin synd, give udtryk for sin anger og sit ønske om at gøre det godt igen. Iflg. Matt 18,15-20 er der her en diskretionens og barmhjertighedens vej at gå, i flere etaper, alt efter omstændighederne: 1. Hvis din bror forsynder sig (mod dig), så gå til ham og tal ud med ham om det på tomandshånd (Lukas tilføjer: "og tilgiv ham, hvis han angrer" 17,3). 2. Lykkes det ikke, så tag endnu en eller to med, som kan klarlægge sagen (v. 16a). 3. Hører han heller ikke dem og drejer det sig om en synd, der berører kirkefællesskabet, så sig det til Kirken (v. 17a). Vil han heller ikke høre på Kirken, skal han erklæres uden for fællesskabet (v. 17bc), dvs. ekskommuniceres (v. 18; jfr. 1 Kor 5). Men hermed er forsoningens tjeneste ikke slut. 4. Nu sætter forbønnen ind i Jesu navn for den hårdnakkede synder, at han må få nåde til at omvende sig, så han kan blive genindlemmet i fællesskabet (v. 19-20; jfr. Apg 8,9-24; 2 Kor 5,17-20). Tilbudet om tilgivelsen skal fortsat stå ved magt. Dog bliver det ved tilbudet, hvis synderen ikke går i sig selv. For det er sandheden, der forløser, i en kærlighed, der er diskret, tålmodig og grænseløs (v. 21-22; jfr. 2 Kor 2,5-11). Der er her tale om en forsoningens tjeneste i flere etaper, som med fornøden tilpasning kan genfindes også i andre fællesskaber, så langt disse rækker i forholdet til Gud og mennesker. I lignelsen om den gældbundne tjener, følger man den uomvendte synder på hans vej ud af fællesskabet, ud i mørket (v. 23-35). Lignelsen insisterer på en omvendelse, hvis tilgivelsen skal ske fyldest, ligesom bønnen i Fadervor. Men den viser også en Gud, som ynkes inderligt, parat til at eftergive synderen hans gæld (18,27). Gud begynder hele tiden forfra med menneskene "fra begyndelser til begyndelser gennem nye begyndelser indtil den endegyldige begyndelse" på det evige liv, siger kirkefædrene. Se også: synd; samvittighedsransagelse; skriftemål; Bodens Sakramente.

tillid. Ordet anvendes i GT især om den følelse af tryghed, mennesker oplever ved fællesskabet med Gud (jfr. f.eks. Sl 71,5; Jer 17,17). I NT betegner det også forholdet mellem apostlene og de troende (2 Kor 2,3; 8,22; Gal 5,10).

tilsynekomster, Kristi. Den opstandne Kristus "viste sig for apostlene i fyrretyve dage og talte om de ting, der hører til Guds rige" (Apg 1,3). I de 40 dage mellem påsken og himmelfarten (s.d.) viser den Opstandne sig for sine disciple, lader sig se og røre ved, ligesom han også taler og spiser sammen med dem. Den fysiske kontakt, den personlige nærhed og de officielle budskaber adskiller disse tilsynekomster fra blotte visioner (s.d.): "Se på mine hænder og fødder, at det er mig selv; føl på mig og se; et genfærd har jo ikke kød og knogler, som I ser, jeg har!" (Luk 24,39). Det er virkelig den Jesus, disciplene havde levet sammen med på jorden, der nu efter sin død viser sig for dem i det selv samme legeme, der hang på korset. Men det er ikke nogen "Lazarus-historie" (jfr. Joh 11,14-44), ikke en tilbagevenden til det jordiske liv; men et nyt liv, løftet op over de normale jordiske vilkår ind i den åndelige tilstand, hvori Jesus er kommet i sin opstandelse. Disciplene får altså i de 40 dage et kik ind bag dødens forhæng, ind i den tilværelsesform, som Kristus nu, som det første menneske (Kol 1,18), i kød og blod er gået ind til, og som herefter venter alle, der vil følge efter ham indtil døden (jfr. Rom 8,11; 1 Kor 15,35-53; se: kødets opstandelse). Det er intet mindre end livet efter døden, som her "ved vor Frelsers Jesu Kristi tilsynekomst" er blevet åbenbaret for os (2 Tim 1,10). - Den ældste liste over Kristi tilsynekomster giver Paulus os i året 55, ud fra en tradition som han selv forlængst havde modtaget og nu videregiver til korintherne (1 Kor 15,3ff). Iflg. den har Kristus vist sig først for Kefas (= apostlen Peter), så de 12, dernæst for over 500 brødre, for Jakob, alle apostlene og til sidst også for Paulus. Paulus tilføjer sig selv til sidst, fordi han ikke er en af de 12, ikke har vandret med Jesus i hans jordelivs dage, men derimod har "forfulgt Guds Kirke". Dog gør han krav på, at Kristi tilsynekomst for ham på vejen til Damaskus (Apg 9,3-19; 26,12-20) er på samme niveau som de øvrige tilsynekomster: Han har lige som de andre apostle set Herren og fået sin apostel-sendelse af ham personligt, uden noget menneskes mellemkomst (jfr. Gal 1,1.11-17; 1 Kor 9,1-2). Hans Damaskus-oplevelse har derfor også en særlig karakter fremfor hans senere visioner (jfr. Apg 16,9; 18,9; 23,11; 27,23). Af Pauli liste i 1 Kor 15 nævner evangelierne kun de to første tilsynekomster; men de føjer flere andre til: for Maria Magdalene og kvinderne (Joh 20,11-18; Matt 28,1-10; Mark 16,9-11), for Emmaus-disciplene (Luk 24,13-35; Mark 16,12f) og for de syv ved Tiberias-søen (Joh 21,1-23). Jesus har altså vist sig dels for apostlene, hans autoriserede vidner (Apg 10,40-42), for at give dem sine sidste instrukser om Kirkens grundlæggelse og deres sendelse, dels for andre disciple, hvor det er genkendelsen og det personlige møde der er i focus. Alle disse forskellige tilsynekomster kan ikke rekonstrueres i deres kronologiske forløb. De nytestamentlige forfattere har ikke haft vor interesse for tid og sted, men har fæstnet sig ved budskabet, der skulle viderebringes. Det er første-hånds beretninger med alle de menneskelige træk, man kunne forvente: Hvem er det, der pludselig viser sig for dem? er det et spøgelse? eller havemanden? eller bare en forbipasserende på vejen? eller ved søens bred? Disciplenes første reaktion er frygt og forvirring, den næste: både glæde og tvivl, og, da Jesus begynder at tale til dem og give sig til kende: vantro og undren. De spørger efter beviser. Jesus viser dem sine sårmærker, nævner dem ved navn, spiser sammen med dem, udlægger Skrifterne for dem, giver dem endnu engang en mirakuløs fiskefangst som tegn på deres sendelse (se f.eks. Luk 24; Joh 20-21). Der er altså ikke tale om en blot subjektiv opfindelse eller oplevelse, en vision, som de involverede disciple har haft hver for sig. Der er tale om en fælles objektiv virkelighed, som Kristus selv tager initiativet til, som overrumpler dem, men som de har kunnet tage og føle på, se og høre, og som har fået fælles konsekvenser for apostelkollegiet (s.d.) i form af en højtidelig sendelse, en missionsbefaling (Matt 28,19f; Mark 16,15-18; Luk 24,48f; Joh 20,21f). Alt dette skal de vidne om i hele verden, for alle jordens folk. Og skønt optaget til himlen (s.d.) vil Kristus selv være med dem, med tegn og kraftige gerninger, for at stadfæste deres vidnesbyrd alle dage, indtil verdens ende. - Således er Kristus, fra sin undfangelse som menneske til sin optagelse i himlen den store teofani (= Guds-åbenbaring) i NT. "Gud har ingen nogensinde set; men den énbårne Søn, som er i Faderens favn, har givet ham til kende" (Joh 1,18). Og det i eminent forstand, så Jesus kan sige: "Den, der ser mig, ser Faderen" (Joh 14,9; jfr. 12,45). Hermed er den officielle Åbenbaring (s.d.) så også afsluttet. Der er intet mere at føje til. Gud har talt ud om sig og sin frelsesplan. Og Urkirkens reaktion har ikke ladet vente på sig: "Stor er dette gudsfrygtens mysterium: Han, som trådte frem i kød og blod / retfærdiggjort af Ånden, skuet af engle / forkyndt for folkeslagene, troet i verden / ophøjet i guddomsglans" (af kristen hymne, citeret i 1 Tim 3,16). - Nu venter vi kun på "vor store Gud og Frelser, Jesu Kristi herlige tilsynekomst" ved tidernes ende (Tit 2,13; jfr. 1 Tim 6,14). Jesus forudsiger den selv: "Som lynet flammer over himlen, fra synsrand til synsrand, sådan skal Menneskesønnen vise sig på sin dag" (Luk 17,24). Da skal han komme som dommer, "siddende ved Almagtens højre hånd" (Matt 26,64). Da kommer han ikke længere for at sone synden, for det har han gjort på korset, men "for at fuldbyrde frelsen for dem, som venter på ham" (Hebr 9,28). Og "den dag, det åbenbares, skal vi blive ham lig, for da skal vi se ham som han er" (1 Joh 3,2). Se også: teofani; Jesu opstandelse; Kristi genkomst.

titelkirke. En kirke i eller uden for Rom, som en kardinal er titulært knyttet til. Enhver nyudnævnt kardinal (s.d.) får tildelt en af Roms kirker som sin titelkirke. De syv kardinalbiskopper tildeles syv suburbicariske, dvs. forstadskirker i den romerske kirkeprovins, heriblandt også dekanen for kardinalkollegiet, som er titulær biskop af Ostia. Denne skik går tilbage til de første århundreder, hvor det bl.a. var nogle af Roms sognepræster, der valgte paven.

titularbiskop. En biskop eller ærkebiskop, som ikke leder et bestemt bispedømme, men som alligevel iflg. Kirkens tradition er biskop for et (ikke længere eksisterende) bispedømme, det som man før i tiden kaldte for "in partibus infidelium" (lat. i de ikke-troendes område), dvs. et bispedømme, som har måttet opgives (f.eks. i Lilleasien eller Nordafrika). Titularbiskopper fungerer som hjælpebiskopper (s.d.), apostoliske vikarer (s.d.), i kurien (s.d.) og det pavelige diplomati.

titularbispesæde. Et bispesæde, der beklædes af en titularbiskop (s.d.). Var oprindeligt bispedømme i områder, der blev erobret af Islam, men findes nu over hele verden.

tjeneste. Opfylde en religiøs pligt over for Gud eller mennesker. I NT er genstanden for en tjeneste Gud eller næsten, idet tjenesten mod næsten også altid er en tjeneste mod Gud (jfr. Matt 25,31f). Eksemplet er her Jesus Kristus, som ikke er kommet for at lade sig tjene, men for selv at tjene og give sit liv som løsesum for mange (Matt 20,28). Hans menneskevordelse bestod i, at han tog tjenerskikkelse på (Fil 2,6f) og ofrede sig for menneskene. Dette sindelag demonstrerer han for disciplene bl.a. ved fodtvætningen (Joh 13,1-15). I Urkirken tales om bønnens og ordets tjeneste, dvs. missionsarbejdet (jfr. f.eks. Apg 20,24; 21,19; Rom 1,9; 11,13; 15,17), samt om tjenesten ved bordene (Apg 6,2), dvs. omsorgen for de fattige. Ud af disse funktioner udvikledes embedet som diakon (s.d.). - I vor tid er der mere formelt indstiftet nogle kirkelige funktioner som tjenester (ikke embeder -s.d.), som kan udføres af dertil egnede lægfolk, f.eks. kommunionsuddeler (s.d.) og gudstjenesteleder (s.d.).

tolerance (lat. tolerare = udholde, tåle). "Den frihed fra tvang i religiøse spørgsmål, som tilkommer enkeltpersoner, skal også sikres dem, når de handler i fællesskab. Både menneskets og religionens sociale natur forudsætter nemlig religiøse samfund. Disse samfund skal frit - sålænge den offentlige ordens retfærdige krav ikke krænkes - have ret til at styre sig selv efter sine egne love, indrømmes offentlig gudsdyrkelse, kunne hjælpe medlemmerne i det religiøse liv, tillades at undervise og oprette institutioner, hvor medlemmerne kan samarbejde for at bringe deres liv i overensstemmelse med deres egne religiøse principper." (Rel.fr. 4). Se også: religionsfrihed.

tolv apostles lære, de. Det ældste kristne skrift efter NT (begyndelsen af det 2. årh.). Indeholder regler for menighedslivet, beskriver gudstjenesten og indeholder eukaristiske bønner.

tonsur (lat. tonsura = en klipning). Afklipning af det øverste af hovedhåret som symbol på forsagelse af verdslig pryd. Kaldes også corona clericalis (lat. den gejstlige krans). Blev foretaget ved mænds optagelse i den gejstlige stand indtil 1972, da den blev afskaffet. Deres optagelse sker nu ved diakonvielsen.

Torah. Hebr. Loven, dvs. de fem Mosebøger. Se: Moseloven.

Toties quoties (lat. så ofte som). Bestemmelserne om aflad (s.d.) tillod tidligere, at en fuldstændig aflad kunne erhverves flere gange om dagen, hvis de dertil knyttede betingelser blev opfyldt; de nugældende regler tillader kun en fuldstændig aflad om dagen.

tractus (lat. det, der fortsættes uafbrudt). Et vers, som i messen træder i stedet for halleluja-verset (s.d.), når dette ikke synges.

Tradition (lat. tradere = videregive, overlevere). Der må skelnes mellem den hellige Tradition fra apostlene, der sammen med den hl. Skrift er troskilde og norm for hele Kirken til enhver tid - og de kirkelige traditioner, som er indført senere af biskopperne, svarende til tidernes skiftende behov, og som derfor igen kan udskiftes. - Den hl. Tradition er blevet kaldt for Kirkens selvbevidsthed og hukommelse. Det drejer sig om de ordninger i Kirken, som Kristus ved apostlene har skabt (hierarki, sakramenter ...), og troens forståelse af dem. Herom lærer det 2. Vatikankoncil, at Kristus fuldendte i sig hele Guds Åbenbaring (s.d.) og gav derfor apostlene befaling til at forkynde hans Evangelium for hele verden som kilden til den frelsebringende Sandhed og moralske orden. Befalingen blev trofast fulgt af apostlene, som i deres mundtlige forkyndelse, ved deres eksempel og forordninger overleverede det, de selv havde modtaget gennem deres liv med Kristus eller også ved den Hellige Ånds inspiration. Den samme befaling blev også trofast fulgt af de apostle og aposteldisciple, som nedskrev Guds Åbenbaring i NT under den samme Helligånds inspiration (jfr. 2 Tess 2,15). -Den hl. Tradition og den hl. Skrift er derfor to måder, hvorpå Åbenbaringen i Jesus Kristus er videregivet til os. De belyser gensidigt hinanden, som et menneske og dets identitetspapirer eller et folk og de dokumenter, der attesterer dets eksistens, tilblivelse og meningen med dets liv. - Skrift og Tradition udgør tilsammen Guds Ord til Kirken. For at dette Guds Ord altid skal bevares ubeskåret og levende, har apostlene indsat biskopper som deres efterfølgere og overgivet dem "den plads de selv havde som lærere" (Irenæus). Dette læreembede står ikke over Guds Ord, men er dets tjener, og lærer ikke andet end det som er blevet overleveret. Det er fra denne ene troens skat, at læreembedet (s.d.), med Helligåndens bistand, henter alt, hvad det fremsætter som guddommeligt åbenbaret og genstand for tro. Takket være Traditionen og Skriften fortsætter således den apostoliske forkyndelse, i lydighed mod Kristus, ned gennem tiden, til alle slægtled i Kirkens lære, liv og sakramenter - vogtet og betjent af apostlenes efterfølgere i uafbrudt succession. - Det er altså tydeligt, at den hl. Tradition, den hl. Skrift og Kirkens læreembede, ifølge Guds plan, er spundet sammen i en tredobbelt streng, så at det ene ikke kan bestå uden de andre, og at de tre sammen, hver på sin måde, under den samme Helligånds virke, effektivt bidrager til sjælenes frelse. - I de kirkesamfund, der står i et afbrudt forhold til Apostelkirken, med et nyt udgangspunkt for deres tro og liv, nemlig i "Skriften alene", må der derfor opstå en konflikt i forholdet til såvel den hl. Tradition som til Kirkens læreembede. Denne konflikt står i dag i centrum af den økumeniske samtale med reformationens kirkesamfund. Jfr. Gudd.åb. 2. Se også: canon.

traditionalisme (lat. traditio = videregive). En fremhævning af Traditionen (s.d.) som den vigtigste faktor i Kirkens liv, lære og udvikling. Imidlertid kan traditionen ikke stå alene, men må til stadighed konfronteres med den hl. Skrift (se: Guds Ord) og Kirkens læreembede (s.d.) for ikke at ende i gold formalisme.

traducianisme (lat. traductio = overførsel). Læren om, at barnets sjæl rent fysisk (evt. i åndelig form) overføres fra forældrene (en form for generatianisme - s.d.). Selv om arvesynden let kunne forklares ud fra denne teori, afviser Kirkens læreembede den alligevel som helt utilstrækkelig (Denz. 170), idet kreationismen (s.d.) er udtryk for Kirkens officielle lære. Se også: skabelse.

transcendens (lat. transcendere = overstige). Udtryk for den grad af hinsidighed, der kendetegner menneskets muligheder for at frigøre sig fra den fysiske bundethed, f.eks. i bøn og meditation, men også i spørgsmålet om opstandelsen og det evige liv. Kun Gud er i besiddelse af den højeste grad af transcendens. Se også: Gud; kødets opstandelse; evighed.

translation (lat. translatio = overførelse). Den højtidelige overførsel af helgenrelikvier fra ét sted til et andet. Anvendes især i tilfælde af salig- eller helgenkåring (s.d.), hvor der (hvis det er muligt) finder en overførsel sted af den salig- eller helgenkåredes jordiske rester fra den oprindelige grav til en grav i en kirke. Tidligere fejrede man dagen for de større helgeners translation.

transsubstantiation (lat. væsensforvandling). Et filosofisk/teologisk udtryk fra middelalderen, som Kirken har taget i brug for at karakterisere den forvandling, der sker, når præsten i messens centrale del (se Lovsang s. 47) udtaler indstiftelsesordene over brød og vin. Se: forvandlingen.

Trappistordenen - Ordo Cisterciensium Strictioris Observantiae (O.C.S.O.). En reformeret gren af Cistercienserordenen (s.d.), som er udgået fra klosteret La Trappe i Frankrig i 1664, men først blev en selvstændig orden i 1892. Ordenens officielle navn er Cistercienserordenen af den strenge observans. Trappisterne ønsker at holde fast ved ordenens kontemplative karakter og har altså ingen aktiviteter udadtil. Klosteret skal ligge et ensomt sted, hvor brødrene eller søstrene lever et enkelt liv i et stabilt fællesskab og i personlig ensomhed. Livet bæres især af korbøn, privat bøn og af manuelt arbejde til livets ophold. Et kloster ledes af en valgt abbed eller abbedisse. Virker i Danmark på Bornholm.

tredjeorden. En godkendt sammenslutning af lægfolk og evt. verdensgejstlige, som er dannet i overensstemmelse med en eksisterende orden og formelt tilknyttet denne. De første lægordener opstår i højmiddelalderen med baggrund i forskellige lægmandsbevægelser, og var tilknyttet den tids nye ordener: Dominikaner- og Franciskanerordenen. Udtrykket "tredjeorden" har sin baggrund i stiftelsen af først en orden for mænd, dernæst en gren for kvinder (andenorden), og så en tredjeorden (for lægfolk og evt. gejstlige uden ordenstilknytning). Fælles for dem er arbejdet med at virkeliggøre lægfolkets apostolat (s.d.) ud fra en bestemt ordens spiritualitet. Der findes adskillige tredjeordener, således den franciskanske Lægorden (s.d.), Sankt Dominikus' Lægmandsorden (s.d.), Augustinertertiarer (s.d.), Vor Frue af Karmels Lægorden (s.d.), som alle er repræsenteret i Danmark. Se også: Benediktineroblater; Cistercienseroblater; institutter.

Treenigheden. Den kristne betegnelse for én Gud i tre Personer, af samme værd og værdighed, forskellige og dog forenet i det ene og samme guddomsvæsen. Et mysterium, som vi kun har kendskab til, fordi Gud i frelseshistorien har åbenbaret sig som en Gud, der taler og handler med menneskene på trefoldig vis (Ef 2,18): som Faderen, der skaber og styrer verden efter sin frelsesplan (Ef 1,10); som Sønnen, i hvis billede menneskeheden er skabt og nyskabt for at udfolde hans liv i verden (Kol 1,16-20); og som Helligånden, der levendegør og fuldfører forløsningen i Guds børn (Rom 8,26f). Selv om de tre Personer altså handler på forskellig vis (jfr. 1 Kor 12,4-6), handler de dog altid sammen, som én Gud. De udtrykker relationerne i Guds væsen: den enbårne Søn fødes af Faderen og er således Guds udtrykte billede (Hebr 1,3; jfr. Joh 14,9). Og kærlighedsforholdet mellem Far og Søn er så intimt og komplet (jfr. Joh 17,21-26), at det i sig selv er en Person, nemlig Gud Helligånd, "sønneudkårelsens Ånd, Guds Ånd, Kristi Ånd", (Rom 8,9.15; jfr. Mark 1,10-12). - Åbenbaringen af Gud som treenig er kristendommens dybeste mysterium, ufatteligt for mennesker, men meningsfyldt og kostbart, fordi den viser at Gud ikke er en altopslugende, selvoptaget Gud, men helt ind i sit inderste væsen "relation" til andre, dvs. skænkende kærlighed (jfr. 2 Kor 13,13; 1 Joh 4,8.16b). En egentlig trinitetsformular i Bibelen findes kun i den opstandne Kristi dåbsbefaling til sine disciple: "Gå ud og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem til Faderens og Sønnens og den hellige Ånds navn" (Matt 28,19). Den sammenfatter Ny Testamentes tro på og bekendelse til Gud som treenig (jfr. f.eks. Rom 1,4; 15,16.30; 1 Kor 6,11; Ef 4,4-6; Hebr 9,14; 1 Pet 1,2; 1 Joh 4,2 osv.) og danner grundlaget for den videre refleksion over den, i forbindelse med Oldkirkens dåbskatekese og trosbekendelse. Først i det 4. årh. er tiden moden, under pres fra mange hæresier, til en læremæssig formulering af troen på Treenigheden. Det skete på Kirkens to første konciler: Nicæa 325 (Jesus er sand Gud, født af Faderen; jfr. den nicænske trosbekendelse) og Konstantinopel 381 (Helligånden er 3. Person i Gud, Herren og Levendegøreren) - og fortsatte i en læremæssig formulering også af Kristologien: Efesus 431 (Maria er Guds dvs. Kristi mor) og Chalcedon 451 (Kristus er sand Gud og sandt menneske i en og samme Person). I virkeligheden er det denne tro på Kristus og hans frelsesværk, der har åbnet for Kirkens erkendelse af Gud som treenig. For hvis Kristus ikke var Guds Søn, kunne han hverken åbenbare Faderen eller bringe den syndige menneskeslægt tilbage til Gud. Og hvis Helligånden ikke er af samme væsen som Faderen og Sønnen, hvordan skulle den så kunne fungere som Levendegører og Helliggører af menneskene? Bag Kirkens voksende troserkendelse af disse sidste og dybeste sammenhænge lå naturligvis også martyrernes og helgenernes religiøse erfaringer og vidnesbyrd. Troen på trinitetsmysteriet var ikke den logiske afslutning på en filosofisk spekulation, men en erkendelse af frelsens mysterium, virksom midt iblandt dem - et mysterium både i Gud og mennesker, som kaldte på tilbedelse og Kristi efterfølgelse indtil døden. Se også: Gud; filioque.

Tridentinerkoncilet. Se: økumeniske konciler.

tridentinsk. Hørende til Tridentinerkoncilet (s.d.), eller afledt heraf, f.eks. den tridentinske messe (s.d.).

tridentinsk messe. Messe på latin efter det ritual, der af pave Pius V i 1570 blev godkendt på baggrund af Tridentinerkoncilet (s.d.). Blev i 1970 afløst af det nye ritual, men kan dog stadig anvendes ved visse lejligheder efter den lokale biskops tilladelse. Den første af de "nye" eukaristiske bønner er identisk med den tridentinske messes eukaristiske bøn.

triduum (lat. tredages). En periode på tre døgn, præget af bøn for et bestemt formål, f.eks. som forberedelse til en kirkelig fest eller et andet formål. Symboliserer de tre dage, Kristus lå i graven. Således munder den stille uge før påske ud i et triduum fra skærtorsdags vesper (el. aftenmesse) til påskedags vesper incl.

trinitarisk (lat. trini = tredobbelt). Hvad der har med Treenigheden (s.d.) at gøre. At f.eks. dåben er trinitarisk betyder, at den sker i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Trient/Trento. Se: økumeniske konciler.

trishagion (gr. tredobbelt hellig). "Hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige!" - et tilråb, som bruges i den latinske Kirke ved korsets hyldning langfredag. Et lån fra de orientalske liturgier, som bruger det under 1. del af deres eukaristiske gudstjeneste.

triumfalisme (lat. triumphus = sejrsjubel). Synlige udtryk for at den katolske Kirke sidder inde med de guddommeligt indstiftede nådemidler i deres fylde, samt den holdning, der udspringer heraf. Udtrykket er i dag blevet belastende, fordi det ikke opleves at stemme med Kirkens prøvelser, ydmyghed, tjenersind.

triumferende Kirke, den (lat. Ecclesia triumphans). De hellige i Himlen. Se: helliges samfund, de.

tro. Menneskets svar på Guds tiltale. Kilden til det kristne liv: "Den retfærdige skal leve af tro" (Gal 3,11). "Tro - det er på en vis måde allerede at eje det, man håber på, et middel til at erkende den virkelighed, vi ikke ser" (Hebr 11,1). - Troen krænker ikke fornuften, men overskrider (transcenderer) den menneskelige tankes begrænsning og når frem til Guds virkelighed, som ligger til grund for enhver anden "virkelighed". Den er en overnaturlig, intuitiv evne til at opfatte Guds åbenbaring og tilslutte sig den. "Troen kommer nemlig af det, som høres, men det, som høres, kommer igennem Kristi ord" (Rom 10,17). Troen er altså en gave fra Gud (jfr. Apg 11,21f; 16,14; 1 Kor 12,3); det er Ham, der indgyder tro, og Ham, der med sin autoritet står som garant for den (jfr. Denz. 3008). Men troen forudsætter et beredskab hos mennesket, en ærlig søgen, en lydhørhed over for Guds Ord, et livsvalg, en personlig omvendelse og bekendelse "fra døde gerninger til tro på Gud" (Hebr 6,1). Denne søgen foregribes og understøttes af Helligånden, "Sandhedens Ånd", der viser hen til Guds Ord (s.d.) og åbenbaring i Jesus Kristus (Joh 15,26). "Det er nemlig sådan, at de som én gang er blevet oplyst, de som har fået smag for den himmelske gave og har fået del i den hellige Ånd, som har oplevet styrken i Guds Ord og kraften fra den kommende verden" (Hebr 6,4-5) - de kan ikke mere falde fra Kristus uden at svigte både ham og sig selv. "Om nogen er vis på at høre Kristus til, da må han også indse, at det gælder os fuldt så vel som det gælder ham" (2 Kor 10,7). Den modne kristne erfarer udefra og indefra, at Kristus er vejen, sandheden og livet i hans eget liv (Joh 14,6); han ved, på hvem han tror. - Der er således i troen en kombination af erkendelse og tillid, som peger ud over mennesket selv til dets Skaber og Frelser og får det til at kaste anker i ham. "Menneskelige er vi nok, men de våben, vi bruger i striden, er mere end menneskelige våben. De ejer en guddommelig kraft ... Med dem river vi alle menneskelige beregninger overende, alt stort og stolt som måtte rejse sig mod vor erkendelse af Gud; og hver tanke tager vi til fange for at bringe den til lydighed mod Kristus" (2 Kor 10,3-5). Tro er altså forstandens og viljens given sig ind under Guds Ord til trosretfærdighed (Rom 4,13) og troslydighed (Rom 16,26). Den betyder et nyt centrum i menneskets liv, et nyt udgangspunkt for dets holdninger og handlinger. Jfr. apostlen Peters bekendelse til Jesus: "Herre! til hvem skulle vi gå? Det er dig, som har det evige livs ord. Vi tror, og vi ved, at du er Guds Hellige" (Joh 6,68-69). I den levende tro opnår mennesket personlig kontakt med Gud og erfarer hans indgriben i sit liv (jfr. f.eks. 2 Sam 7; Matt 5,34; 15,28). Det føres ind på troens vandring i Kristi efterfølgelse. - Hindringer for troen kan skyldes flere ting: 1. Trosvanskeligheder, fordi miljøet har forsømt den trosoplæring, der følger af dåben, og/eller det personlige vidnesbyrd, som hører med (jfr. Matt 9,36). De kan også være selvforskyldt, hvis den pågældende ikke selv har søgt oplysning eller religionsundervisning og derfor lever i syndig uvidenhed. Mennesket har både ret og pligt til at spørge sig frem til erkendelse og en personlig overbevisning, og det er medansvarlig for det, det finder og tager til sig. - 2. Trostvivl melder sig, når den troende frivilligt og mod bedre vidende (ond tro) går ud fra sig selv som centrum for sit liv. Den selvcentrerede holdning er en følge af syndefaldet (s.d.), en synd mod sandheden, dvs. mod det virkelige forhold til Gud og mennesker, og mod det sindelag, som er i Kristus Jesus (Fil 2,5); jfr. Jesu ord til de vantro jøder: "I er nedenfra, jeg er ovenfra. I er af denne verden, jeg er ikke af denne verden" (Joh 8,23). I den frivillige mistillid til Gud svækker eller afbryder den troende kontakten med ham og forskanser sig i sig selv. Jesus kalder denne selvforskyldte trostvivl til ansvar. - 3. Troskamp er i sig selv ikke nogen synd; den hører med i en åndelig vækst fra barnetro til voksen tro (jfr. Hebr 6,1). Jesus er "de troendes fører og fuldender" (Hebr 12,2). Han vil føre mennesket fra en lille tro til en stor og bærekraftig tro. Maria er eksemplet på en syndefri vækst i tro. De øvrige disciple måtte gøre op med sig selv og omvende sig igen og igen for at vokse i tro. Jfr. Jesu gentagne appel til Peter og de øvrige disciple, når de viste sig "lidettroende" (Matt 14,31; Luk 12,28; Mark 9,22-24). Apostlen Peter er i sin fornægtelse, anger og tilgivelse et dramatisk eksempel på troskamp (Luk 22,31f). Allerede Abraham, troens fader (Rom 4,16), kendte til kriser i sit liv (1 Mos 12,10-19; 17,17f), som alle mundede ud i en voksende tro. Jfr. også patriarken Jakobs kamp med englen: "Jeg slipper dig ikke, før du velsigner mig!" (1 Mos 32,24-48). Og Jobs bog skildrer det retskafne menneske, som gennem lidelser lutres til en dybere tro. En troskamp kan dog også få et negativt udfald: "Også de onde ånder tror - og skælver"; deres tro er en død tro, fordi den er uden gerninger (Jak 2,19.17). Den er derfor ikke til frelse. Men de kristne, som er kommet til tro på den opstandne Kristi sejr over synden og døden og til dåb, har fået adgang til frelsen (Mark 16,16) og kraft til at kæmpe mod synden indtil blodet (Hebr 12,4). Denne opstandelsestro er i apostlen Peters person den klippe, hvorpå Kristus vil bygge sin Kirke (Matt 16,18; Joh 21,18-19). "Thi alt det, som er født af Gud, sejrer over verden; og dette er den sejr, som har sejret over verden: vor tro" (1 Joh 5,4).

troende, de (gr. pistoi). Almindelig betegnelse for de kristne som forbilleder i NT, jfr. f.eks. Apg 18,27; 2 Kor 6,15.

Troens mysterium. 1. Præstens proklamation i messen umiddelbart efter konsekrationen (s.d.). Messedeltagerne svarer (f.eks.): Herre, vi forkynder din død, vi priser din opstandelse, vi forventer dit komme i herlighed (se Lovsang s. 48). - 2. Encyklika af pave Paul VI, 1965. Se: Mysterium Fidei.

trone. Liturgisk sæde, som anvendes af paven, pavelige repræsentanter, kardinaler, residerende biskopper og abbeder. Er enten anbragt fast i den kirke, brugeren er knyttet til (dom- eller klosterkirke) eller opstillet til lejligheden.

Troner og Herredømmer. Engle og himmelske væsener, som omgiver Guds trone i himlen, jfr. Kol 1,16. Se også: engel.

trosartikel. Trossandhed. Det enkelte udsagn, som danner en helhed i en trosbekendelse (s.d.).

trosbekendelse (lat. credo). En formulering i ord af Kirkens tro, godkendt af et koncil eller paven alene, f.eks. den nicænske, den apostolske, den athanasianske og den tridentinske trosbekendelse. Den danske tekst for de to førstnævnte står i Lovsang side 35-36, og anvendes i messen, ved dåb, optagelse i Kirken og ved andre lejligheder.

troskamp. Se: tro.

troslære. Se: dogmatik.

Troslærekongregationen. Se: Kongregationen for Troslæren.

Trøster. Betegnelse for Helligånden som Den, der styrker de troende under fristelser og prøvelser, så de kan bære dem og holde stand. Se også: Gud Helligånd.

tungetale (gr. glossolalia). Uartikulerede lyde, uden om forstanden, frembragt af en person, som er i en ekstatisk tilstand. Omtales nogle få steder i NT, f.eks. 1 Kor 12,10, hvor det betegnes som en nådegave, ligesom det at kunne udlægge tungetale. Ikke alle har fået denne gave (12,30). Paulus advarer i 1 Kor 14,18f mod at man foretrækker tungetale frem for undervisning på forståeligt sprog. Fra kirkehistorien kendes også tilfælde af tungetale.

tunicella (lat. lille kjortel). Subdiakonens (s.d.) liturgiske dragt.

Turris davidica (lat. Davidstårn). Symbolsk udtryk for Maria, som findes i Marialitaniet, jfr. Højs. 4,4.

type (gr. typos = præg, form). Grundform, forbillede, tegn. I Bibelen er således hele GT "typisk" for NT, dvs. en grundform, der peger hen på sin fuldendelse i NT. Paulus ser den første Adam som type på Kristus, som han kalder den sidste Adam (1 Kor 15,45). Hebræerbrevet slutter fra Melkisedeks præstedømme til Kristi præstedømme (kap. 7). Og Jesus selv anvender historien om Jonas som type eller tegn på sin egen kommende død og opstandelse (Matt 12,39-40). Det er kun i lys af Åbenbaringen, at denne typiske eller åndelige sammenhæng i Bibelen bliver åbenbar.