Om at tale sammen . . . igen

Det er sjældent at den græskkatolske stemme høres herhjemme i den mellemkirkelige debat. Derfor må vi være opmærksomme på redaktør P. Sebbelovs kronik her i bladet den 18. december 2000, som ganske klart og velartikuleret udtrykker hans kirkes syn i debatten om, hvor Kirken ligger. Ved at læse den mærker man tydeligt den iskolde luft som hersker imellem de østlige kristne og os i vesten, katolikker såvel som protestanter. Det virker desto mere forbavsende, som afstanden mellem Rom og Konstantinopel ikke skulle være så stor endda, i hvert fald principielt. Lars Messerschmidt konstaterede det i sin kommentar fra 22.1. "Katolikker føler at de har et ægte trosfælleskab med de ortodokse, men jeg må med smerte konstatere, at det modsatte ikke er tilfældet." Han fortsætter med at opridse det romersk-katolske kirkesyn, men uden egentlig at spørge hvorfor vi har så vanskeligt ved at tale sammen? Det er det, jeg ville gerne sige noget om, fordi det også har relevans for den mellemkirkelige samtale herhjemme.

For kronikøren er svaret på skyldspørgsmålet angående splittelsen ganske klart. "Det var kirken i vesten, den senere romerkirke, der i det 11. århundrede brød ud af den kristne kirke som indtil da netop havde været en enhed." Det lyder temmelig bastant, men før jeg prøver på at kommentere denne partsforklaring må jeg indrømme at det minder ikke så lidt om det, vi katolikker har udtalt i forhold til Reformationens brud. Det er ikke så længe siden, at vi er holdt op med at opfordre vore adskilte brødre til "at komme tilbage til Moderkirken". Og det synes som om der findes folk i kardinal Ratzingers redaktionskontor som ikke har glemt de gamle toner. Men lad os komme tilbage til historien.

Hvad skete der faktisk i det 11. århundrede? Kronikøren lægger stor vægt på striden om filioque. Det drejer sig om en tilføjelse til trosbekendelsen, den såkaldte nikænokonstantinopolitanske, som er fælles for alle kristne. Denne tekst, som blev vedtaget på det andet økumeniske koncil i Konstantinopel i 381, siger at Helligånden udgår fra Faderen. Nogle kredse i Spanien som ønskede at understrege Jesu Kristi guddommelige natur tilføjede i det 6. århundrede at Helligånden udgår fra Faderen og fra Sønnen, på latin filioque. Denne tilføjelse gav anledning til den magtkamp som kronikken redegjorde for. Karl den Store krævede som en magtdemonstration fra den vestlige romerske kejser mod den østlige at Rom indførte denne tilføjelse i den romerske liturgi, men pave Leo den 3. nægtede det i første omgang. Det er først senere, at den kom med i den officielle liturgi, også i den danske Folkekirkes. Siden det 11. århundrede bekender alle de vestlige kristne at Helligånden udgår fra Faderen og Sønnen.

Betyder det at bruddet mellem Rom og Konstantinopel skyldes uenigheden om filioque som det påstås i kronikken? Desværre nej, fordi uoverensstemmelsen mellem de to kirke om filioque kan godt nu siges at være ude af verden uden at det medførte nogen egentlig tilnærmelse. Kronikøren synes ikke at være klar over at dengang patriark Dimitrios den 1. besøgte pave Johannes Paul den 2. i Rom den 6.december l987 eller da hans efterfølger Bartholemeos den 1. gjorde det den 29. juni l995, bekendte de deres fælles tro ved at recitere den nikænokonstantinopolitanske bekendelse uden den ulyksalige tilføjelse. Og alligevel er Rom og Konstantinopel stadig langt fra hinanden. Hvorfor?

Det som skete i 1054, dengang Rom og Konstantinopel endeligt brød med hinanden, var ikke en teologisk strid, men et psykologisk brud. De to kirker konstaterede, at de efterhånden var blevet fuldstændig fremmede overfor hinanden. Som Lars Messerschmidt udtrykker det: "Splittelsen hænger ikke så meget sammen med en bestemt begivenhed (patriarkens og pavens legats gensidige ekskommunikationer i 1054), men var resultatet af en århundredelang fremmed- og mistænkeliggørelsesproces fra begge sider, der kan spores tilbage til det 4. århundrede." Det var som når en skilsmisse som pludselig indtræder efter at parterne i lang tid har oplevet at de ikke mere havde noget fælles, og så må man finde på et eller andet som forklarer det egentlige brud. Hvad var det for en udvikling som førte derhen?

Historikerne omtaler Romerrigets vejsystem som et meget væsentligt element for rigets opståen og varighed. Disse utroligt trafikerede veje var som livsnerve eller karsystemet i det store og overordentligt forskelligartede rige. Og kristendommens lynhurtige udbredelse nød godt af den. Romerrigets juridiske sprog var latin, mens kultursproget var græsk, som spillede lidt den rolle engelsk har i dag. Jesus talte aramæisk, men det var på græsk, urmenigheden formulerede det budskab, som soldaterne og handelsfolk bragte til rigets yderste grænser.

Med folkevandringerne blev kontakten mellem rigets to dele mere og mere tilfældig. Konstantin den Store (306-337) som gjorde Romerriget officielt kristent, var også den som grundlagde det byzantinske rige og forvoldte Romerrigets spaltning. I senantikken knækkede den gamle kulturverden midt over. Det vi kalder den europæiske middelalder skulle snarere kaldes den latinske eller den vesteuropæiske middelalder. Ganske få læste græsk, og østen var blevet så fremmed at de venezianske købmænd kunne afspore det fjerde korstog til at plyndre Konstantinopel i 1204. Vi har glemt alt om det, selvom Johannes Paul den 2. udtrykkeligt har bedt om tilgivelse for det – en gestus, hvis økumeniske betydning er endnu større end mange samtaler – men de husker i østen. Og da de oplevede hvordan vestlige kristne kom for at hjælpe dem efter Kommunismens fald, fik de det indtryk, at vi slet ikke havde forandret os. Vi er stadig storebroragtige og bedrevidende. Når man har være skilt i 1000 år, kræver det mere end et fredskys mellem to kirkelige dignitarer for at genskabe broderskab.

Resultatet af denne fremmedgørelse kommer klart til udtryk i følgende udtalelse af kronikøren. "Konstantinopels rolle er den konservative, den fastholder kirkens vedtagne lære og praksis. Roms er den revolutionære, der egenhændigt vil lave om på kirkens lære og oven i købet, som for at føje spot til skade, vil tvinge alle kristne til at antage nyskabelserne." Igen et udsagn som skal ses i lyset af den fremmedgørelse, jeg talte om før. Kirken er på en måde en videreførelse af Kristi menneskevordelse. Det er dens opgave at bringe det videre, som begyndte i Palæstina for 2000 år siden. Derfor er den konservativ i væsen og progressiv i virke. Og det gælder såvel i øst som i vest. Begge vokser, fordi de lever. Og det er lidt som et fraskilt ægtepar der mødes igen efter lad os sige en snes år. De er begge to blevet meget anderledes end de var dengang, og de kender ikke den udvikling, som modparten har gennemgået. Han/hun har forandret sig, siger den ene, og tænker samtidig mens jeg stadig er mig selv. En stor del af den økumeniske samtale vil derfor gå med at forklare hinanden hvad der skete mens vi var adskilte, hvordan og hvorfor man er blevet det, man er. Lad os for eks. bruge filioque. Hvis man forklarer græskkatolikkerne, at det er vores måde at bekende at Jesus er Gud, vil de kunne forstå meningen og de vil respektere den, især hvis vi ikke prøver på at tvinge dem at udtrykke sig på samme måde. Men det forudsætter at man taler sammen.

Et andet eksempel er den fælles luthersk-katolske erklæring om retfærdiggørelsen, hvis tilblivelse fremstilles sådan i selve teksten.: "Det glædelige budskab, som Skriften forkynder, og de senere årtiers teologiske samtaler (min kursivering) er bestemmende for den forståelse af retfærdiggørelse, som lutheranere og katolikker nu fremlægger. Den udviser overensstemmelse i grundprincipperne, og særstandpunkterne er forenelige." Men det krævede "årtiers teologiske samtale" at kunne opdage at vi kunne være enige selvom vi forbliver forskellige. Det kommer tydeligt frem i erklæringens udtryksmåde, hvor hver fælles erklæring efterfølges af et afsnit som fremstiller henholdsvis den lutherske og den katolske indfaldsvinkel til emnet. Men det forudsætter at man har talt sammen. Er det ikke fordi denne samtale endnu ikke har fundet sted herhjemme, at den danske Folkekirke ikke kunne skrive under sammen med de andre?

Det er beskæmmende at konstatere at de konfessionelle grænser falder sammen med de kulturelle, med strid mellem øst og vest, med forskelle mellem den latinske og den germansk/angelsaksiske verden. Drejer det sig om trosforskel eller om mentalitetsforskel? Hvorfor kører dialogen mellem Folkekirken og den romerskkatolske kirke på så lavt blus herhjemme? Har det noget at gøre med den danske mentalitet, med berøringsangst overfor alt det som kommer udefra? Jeg tænker på den pinlige tavshed som fyldte Roskildes domkirke, dengang paven mødte med de danske biskopper i l989. Omvendt, tænk på den rolle professor K.E. Skydsgaard spillede under det 2.Vatikanerkoncil, eller biskop Hans L. Martensens i den fælles luthersk-katolske samtalegruppe. Men alt det skete syd for Kongeåen. Formanden for det økumeniske fællesråd, biskop Karsten Nissen, udtrykte her i bladet den 21.12. sin tro på en fortsat dialog. Jeg håber at han vil få ret ... og det måtte gerne blive en udvidet dialog.

Jean-Pierre Duclos