U

Uden for Kirken ingen frelse (lat. Extra Ecclesiam nulla salus). Iflg. det 2. Vatikankoncil i 1964 betyder det, at "de mennesker ikke skulle kunne frelses, som, til trods for deres viden om at den katolske Kirke er grundlagt af Gud ved Jesus Kristus som nødvendig, alligevel har nægtet at træde ind i den eller forblive i den" (Kir. 14). Positivt betyder det, at alle, som når deres evige bestemmelse, frelses gennem den katolske Kirke. - Den er nødvendig til frelsen, fordi den er Kristi Kirke, indstiftet af ham til at være hans frelsesredskab i verden, og der er ingen anden frelsesinstitution og ingen anden Frelser end ham og hans Kirke (Apg 4,12). "Ved udtrykkelig at påpege nødvendigheden af troen og dåben (Mark 16,16; Joh 3,5) har Kristus samtidig fastslået Kirkens nødvendighed, for gennem dåben træder menneskene ind i Kirken som gennem en port" (Kir 14). - Denne gamle lære har i løbet af kirkehistorien været genstand for mange kontroverser og en dertil svarende udvikling, afhængig af den til enhver tid aktuelle problemstilling. I Oldkirkens kamp med kættere og tilhængere af sekter var kirkefædrene (St. Irenæus, Origenes, St. Cyprian, St. Hieronimus, St. Augustin) koncentreret om Kirkens guddommelige indstiftelse som Kristi redskab i hans frelsesplan. Spørgsmålet om isolerede troende, der gik fejl af Kirken, var ikke aktuelt for dem, men når de stødte på sådanne enkelttilfælde, anerkendte de fænomenet "anonyme kristne", dvs. trofaste, som uden egen skyld stod uden for Kirkens fællesskab, men som takket være deres længsel efter retfærdiggørelse utvivlsomt bliver frelst (iflg. St. Gregor af Nazianz, St. Ambrosius, St. Augustin). Også læreembedet (s.d.) har op gennem tiden fremhævet Kirken som Kristi ene, saliggørende Kirke. Således det 4. Laterankoncil i 1215 og i 1302 pave Bonifacius VIII's bulle Unam Sanctam: "Vi tror på Kirken, en, hellig, katolsk og apostolisk, uden for hvilken der hverken er frelse eller syndsforladelse ... thi den repræsenterer Kristi ene mystiske Legeme". I 1800-tallet udvides horisonten og opmærksomheden omkring de mange komplicerede situationer for troende uden for Kirken. Tidens religiøse ligegyldighed: det spiller ikke nogen rolle, hvad man tror på, blot man er i god tro ... enhver bliver salig i sin tro ... blev fordømt af pave Gregor XVI i 1832: "Man kan ikke nå til frelsen i en hvilken som helst tro" (rundskrivelsen Mirari vos). Også Pius IX insisterede: Uden for Kirken ingen frelse - men nuancerede: Den, der er offer for en uovervindelig uvidenhed om Kirken og Åbenbaringen, kan, hvis han respekterer den naturlige morallov, som Gud har indskrevet i enhvers hjerte, med Guds lys og nåde nå til det evige liv. Ingen går fortabt uden ved egen skyld (rundskrivelsen Quanto conficiamur maerore). I 1943 tog Pius XII tråden op igen i sin rundskrivelse Kristi mystiske Legeme: "Intet ligger os mere på sinde end at de (som ikke hører til den katolske Kirkes synlige samfund) må have livet og have det i overflod. Men vi indbyder dem af hele vor sjæl til at stræbe efter at gøre sig fri for en tilstand, i hvilken de ikke kan have sikkerhed for deres egen evige frelse. Thi selv om de også på grund af en vis ubestemt længsel allerede er rettede mod Frelserens mystiske Legeme, så mangler de dog mange og store nådegaver og hjælpemidler, som man kun nyder godt af i den katolske Kirke" (nr. 101). Få år herefter fik en strid herom i USA jesuitten L. Feeney til at sætte sagen på spidsen og hævde, at ikke-medlemmer af den katolske Kirke faktisk gik fortabt. Pius XII fordømte denne rigorisme, og Troslærekongregationen præciserede endnu en gang Kirkens holdning i et brev til hans ærkebiskop i Boston, mgr. Cushing, i 1949: Kirken er nødvendig, både som middel til vor frelse, og fordi Kristus har henvist os til den. Men en ubevidst længsel efter at knytte sig til den kan være tilstrækkelig til frelse, hvis den er besjælet af en overnaturlig tro og kærlighed. - Efter at have gjort nærmere rede for de forskellige grader af tilknytning til Kirken hos ikke-katolske kristne, ikke-kristne og ikke-troende har så det 2. Vatikankoncil i 1964 foreløbig sat en slutstreg i denne udvikling, som også Den katolske Kirkes Katekismus i 1992 (nr. 847) citerer og bekræfter: "De, som uden egen skyld er uvidende om Kristi Evangelium og hans Kirke, men som ikke desto mindre søger Gud af et oprigtigt hjerte - og under nådens impulser bestræber sig på at gennemføre hans vilje sådan som de erkender den i deres samvittighed - kan nå frem til den evige frelse" (Kir 15-16). Men "selv om Gud kan føre mennesker, der - uden egen skyld - ikke kender Evangeliet, ad veje, som kun Han kender, til troen, uden hvilken det er umuligt at behage Gud (Hebr 11,6), så har Kirken både pligt og en hellig ret til at forkynde Evangeliet for alle mennesker (Miss. 7). - Det ubevidste ønske fører den, som er af god vilje, ind i en proces, en udvikling, understøttet af Guds nåde, henimod en indlemmelse i Kristi Legeme, Kirken, som må ske senest i døden og i så fald umiddelbart ved Kristus selv. Se også: økumene; økumeniske bevægelse; forløsning; fortabelse.

udholdenhed. Trofast stræben efter at forblive i nådens stand (s.d.) indtil døden. Dette er ikke muligt uden Guds direkte hjælp, da muligheden for at synde altid foreligger.

udstilling af Alterets Sakramente. En konsekreret hostie anbringes i en monstrans (s.d.) på alteret. Denne hostie, som er Kristi Legeme, er genstand for den eukaristiske tilbedelse. Historisk set gør denne tilbedelse tilbage til 1200-tallet: til elevationen i messen efter forvandlingen: Troens mysterium! og tilbedelsen ved "graven" skærtorsdag nat, som visse broderskaber udvidede til tilbedelse af flere timers (40) eller dages (3) varighed, og visse klostre til såkaldt evig tilbedelse (dag og nat). Kristi Legemsfesten med procession af Alterets Sakramente opstod i 1264, med officium af St. Thomas af Aquin. Jesu Hjertefesten blev indført i 1600-tallet, i oktaven for Kristi Legemsfest, og blev i 1856 udstrakt til hele Kirken.

Udviklingslæren (lat. "evolutionismi" doctrina) søger at udforske oprindelsen til det menneskelige legeme som nedstammende fra et allerede eksisterende og levende stof. Den katolske Kirkes læremyndighed har intet herimod, når det sker med den fornødne sagkundskab og iagttagelse af den åbenbarede Sandhed i den hl. Skrift. At derimod "sjælene skabes umiddelbart af Gud, byder den katolske tro os at fastholde" (Pius XII i Humani Generis 1950). Se: polygenese.

udvælgelse. Guds folk Israel blev udvalgt frem for andre folkeslag (jfr. f.eks. 5 Mos 7,6; 4 Mos 23,9). Også enkeltpersoner udvælges af Gud (f.eks. Es 42,1). I NT er Jesus Kristus den udvalgte frem for nogen (Luk 9,35; 23,35). Også de kristne ved sig udvalgte i modsætning til hedningerne: "Thi før verdens grundvold blev lagt, har han udvalgt os i ham til at være hellige og uden dadel for hans åsyn" (Ef 1,4; jfr. også 2 Pet 1,10). Se også: pagt; kald.

udødelighed. En åndelig sjæl (engle, mennesker) kan ikke udslettes, men fortsætter med at leve sit liv uden ophør. Menneskesjælens adskillelse fra legemet i den legemlige død (s.d.) er en følge af syndefaldet (se: præternaturale gaver). Døden er overvundet af Kristus i hans legemlige opstandelse, som skal fuldbyrdes for hele menneskeheden i kødets opstandelse på den yderste dag - for de frelste til et evigt liv hos Gud, for de fortabte til et evigt liv borte fra Gud. Se også: kødets opstandelse; evighed.

ufejlbarhed. Bibelen er ufejlbar, iflg. Kirkens tro, fordi den er Guds Ord (jfr. f.eks. Joh 10,35; Matt 4,4; 22,29). Det betyder ikke, at alt, hvad der står i Bibelen, er uden fejl. Også de bibelske forfattere var børn af deres tid (f.eks. i verdensbilledet, i forholdet til det historiske stof osv.). Ufejlbarheden gælder den Åbenbaring, den religiøse belæring, som Gud gennem de inspirerede forfattere vil give os, om sig og sin frelsesplan. Også Kirken er ufejlbar, når den, med Helligåndens bistand, overleverer og fremsætter den åbenbarede Sandhed, hvad enten den gør det som Kristi Kirke, hele Guds folk, eller gennem en af sine lovlige og universelle repræsentanter, det være sig paven alene (ex cathedra - s.d.) eller sammen med hele bispekollegiet på et økumenisk koncil (s.d.) eller gennem det ordinære læreembede. Se også: læreembede.

ugyldighedserklæring. En afgørelse fra den kirkelige domstol om at et konkret ægteskab slet ikke har været indgået, altså har været ugyldigt fra begyndelsen. Dette kan skyldes flere forskellige faktorer, f.eks. hvis ægteskabet var indgået under tvang eller under (alvorlige) falske forudsætninger. En ugyldighedserklæring er ikke en form for skilsmisse, da der netop ikke har været tale om et ægteskab. Se også: ægteskabets Sakramente.

ultramontanisme (lat. ultra montes = hinsides bjergene (Alperne)). Bevægelse - især i det 19. årh. - inden for den katolske Kirke, som i alle forhold vil koncentrere myndigheden hos paven.

Una-Sancta-bevægelsen. Samlende betegnelse for forskellige økumeniske bestræbelser fra både katolsk og protestantisk side, især i Tyskland, i det 19. og 20. årh. Fik særlig betydning for det interkonfessionelle samarbejde mod nazismen. Et af bevægelsens støttepunkter er benediktiner-klosteret Niederaltaich, som udgiver tidsskriftet "Una Sancta". Se også: økumeniske bevægelse.

Una Voce (lat. Med En Stemme). International bevægelse til bevarelse af den latinsk-gregorianske liturgi. I Danmark: Una Voce Dacia.

Unam Sanctam (lat. En hellig). Begyndelsesordene i pave Bonifacius VIII's berømte bulle fra 1302, hvori understreges Kirkens enhed, frelsesnødvendighed og pavens primat (Denz. 468-69). Se også: Uden for Kirken ingen frelse.

undergerning. Se: mirakel.

undergørende medalje. En oval medalje med et Maria-billede og indskriften "Maria, undfanget uden synd, bed for os, som tager vor tilflugt til dig", på den ene side, og et bogstav M med et kors og tolv stjerner, samt Jesu og Marias hjerter, på den anden side. Denne medalje, som bæres af mange katolikker, blev fremstillet efter at Maria var kommet tilsyne for en Vincentsøster, St. Catherine Labour‚ i 1830 i Paris. Mange bønhørelser tilskrives Marias forbøn i forbindelse med de troendes andagt.

understøttende nåde. Se: hjælpende nåde.

unerede Kirker. 16 forskellige grupper af kristne med ikke-latinsk ritus, som i tidens løb er blevet genforenet med den katolske Kirke. Deres liturgi er stadig græsk, oldkirkeslavisk, armenisk m.fl., lige som de har bevaret andre traditioner, f.eks. gifte præster. De tæller over 10 millioner troende. Det drejer sig bl.a. om dele af den armeniske Kirke (s.d.), syriske kristne (s.d.), visse koptere (s.d.) og maronitter (s.d.). Det er om disse, 2. Vatikankoncils "Dekret om de katolske orientalske Kirker" (s.d.) handler. Se også: ritus.

Unigenitus (lat. Født af den samme Fader). Pave Clemens XI's bulle fra 1713, hvori 100 jansenistiske (se: jansenisme) sætninger af Pasquier Quesnel (se: quesnellianismen) blev fordømt (Denz. 1351-1451).

Unitatis redintegratio (lat. Om at genoprette enheden). 2. Vatikankoncils dekret om økumenien (1964). Se: økumeniske konciler (2. Vatikankoncil).

universelle Kirke, den. Hermed menes Kirken (s.d.) eller den katolske Kirke (s.d.).

uopløselighed. Det sakramentalt indgåede, fuldbyrdede ægteskab er uopl›seligt, så långe begge parter er i live. Se: ægteskabets Sakramente.

Uplettet Undfangelse. Iflg. dogmet fra 1854, i Pius IX's bulle Ineffabilis Deus, er det en åbenbaret sandhed, at Jomfru Maria på intet tidspunkt af sit liv har stået under syndens magt; men at hun tværtimod, på grund af Jesu Kristi kommende fortjenester, som den eneste, er blevet undtaget fra arvesyndens lov. - Hun er derfor den nye Eva, stammoder til et nyt Guds folk, Kristi Kirke. Se også: Jomfru Maria.

Urbanum. Se: Pontificium Collegium Urbanum de Propaganda Fide.

Urbi et Orbi (lat. urbs = by, orbis = jordkredsen). For byen Rom og for hele verden. Pavens højtidelige velsignelse over byen Rom og de audienssøgende, og over alle de kristne i hele verden. Udtrykket stammer fra Laterankirken (s.d.), byen Roms domkirke, hvor paverne tidligere havde deres residens. Dens officielle titel er: Urbis et Orbis Mater et Caput (lat. Byens og Verdens Moder og Overhoved). Urbi-et Orbi-velsignelsen meddeles nu fra Peterskirkens ydre loggia af en nyvalgt pave; desuden hver juledag, påskedag og ved visse andre særlige lejligheder. En gammel skik, som blev afbrudt i 1870, da den italienske stat blev grundlagt og kirkestaten nedlagt. Paverne trak sig da tilbage i frivilligt fangenskab i Vatikanet og viste sig ikke mere for offentligheden uden for deres område indtil 1929. I dette tidsrum blev velsignelsen urbi et orbi kun givet i Peterskirken. Først efter forsoningen mellem Kirken og den italienske stat begyndte paverne igen at give velsignelsen fra Peterskirkens ydre loggia. Det skete under Pius XI i det hellige år 1933.

uren. Se: renhed.

Urkirken. Den tidlige Kirke fra pinsedag til år 100. Herefter taler man om Oldkirken (s.d.).

Ursakramente. Jesus Kristus er Ursakramentet, i hvilket Guds nåde til menneskene er samlet og åbenbaret i sin fylde. De enkelte sakramenter er en udfoldelse og konkretisering af denne nådefylde.

Ursuliner. Se: Sankt Ursulas Orden.

uskabt nåde. 1. Den evige kærlighed, hvormed Gud elsker os, hvormed han vælger sine udvalgte og forudbestemmer dem til frelsen. - 2. Helligåndens iboen i den døbtes sjæl (Joh 14,23.26; Rom 5,5). En frugt af denne uskabte nåde er den skabte helliggørende nåde (s.d.), som mennesket modtager i dåben og som sætter det i stand til at være bolig for og lade sig drive af Guds Ånd, være Helligåndens tempel (1 Kor 6,19; 3,16-17).

usyret brød. Se: brød.

utroskab. Se: ægteskabsbrud.

uudsletteligt kendemærke (lat. character indelebilis). Se: sakramental karakter; sakramente.